Ved vandet //Angelin //

Var det allerede efterår igen? Det føltes som i går at hun blev dræbt i sit eget hjem. Og det føltes skam også som i går at hun fik revet vingerne af. Men gud ja? Det var da også i går? Livet var begyndt at smelte sig sammen, men når man havde levet længe og faktisk rimelig godt, virkede alt som om det skete dagen før. En yngre kvinde gik på line langs en lille bådebros kant. Måske var det skørt at gøre, da der sikkert kunne komme et vindpust, og få hende til at falde i vandet. Men nu var denne kvinde heller ikke helt normal længere.
I mange år havde hun levet som engel, og det var hun skam endnu. Bare på en lidt anden måde. Gud hvor havde hun dog forandret sig? Hendes væremåde var bare blevet så meget anderledes, og det samme med alt muligt andet. En dejlig duft af havsalt mødte kvindes næse, som standsede op midt i et skridt hun var ved at tage. Måske var dette alligevel ikke en god idé.
Angelin, som kvindens navn var, satte sig ned på kanten af broen, og begyndte at nynne en dyster melodi. Den lød lidt som en sørgelig kærligheds sang, om et par der enten ikke kunne få hinanden, eller en sang om tab. Solen stod stadig på himmelen, men det var ved at blive sent. Eller måske var klokken syv ikke sent, men for mennesker og sådan, burde det da være spisetid?
Mens hun sad der, lige så stille og fredeligt i sin smukke hvide kjole, ænsede hun ikke engang at skænke sine omgivelser et blik. Folk måtte glo på hende, hvis de ville. Det var ikke hendes problem.

Colling så rundt. De livlige glade brune øjne opslugte alt og alle omkring sig. De kunne ikke få nok af det der bare i det mindste mindede om et liv man kunne leve frit. Colling fik øje på en pige, eller kvinde, i nærheden der så en smule trist ud. Han kiggede på hendes hvide kjole og hendes lyse hår. En masse tanker prøvede at fange hans opmærksomhed, men han skubbede dem alle sammen væk og fokuserede på én ting. Pigen, eller var det en kvinde? Han var lidt i tvivl om hvor grænsen gik... *Fokus!* Tænkte han og rystede på hovedet og sørgede for at hans hår sad som han ville have det til.
Han rejste sig og rettede lidt på sit tøj, han kiggede ned på sine hænder og hviskede lavt til sig selv hvad der stod på dem. "Live free" Sagde han og gentog det for sig selv. Han kom sine hænder i lommerne på sine bukser og slentrede hen imod pigen/kvinden. Han stoppede op lidt bag hende og ved siden af hende. Han kiggede ud over havet og så så ned på hende. Han sagde ikke noget, nød stilheden og ventede på at hun registrerede at hun havde fået selvskab.

//Er det okay? oo' //

Melodien blev ved med at spille for hendes øre, selvom det enste man egentlig kunne høre, var mågernes desperate skrabben om mad. Det lod til at der lige var kommet en lystfiskers båd til havnen, eller for den sags skyld en båd hvor der var fisk. Dette gjorde kun deres skaberi værre. Selvom det endnu ikke lod til at være helt ekstremt, kunne det sagtens ha været meget dejligere uden deres snak. Det værste var nok at hun forstod fuldkommen hvad de sagde. Mad! Mad! Mad! Stort set et eneste disse grådige dyr skreg om.
Inderst inde havde Angelin lyst til at trække en skyder og få dem til at holde mund. Det ville nok skabe en smule uro blandt menneskerne og de andre væsner på havnen, og hun havde jo heller ikke nogen pistol eller et andet form for våben på sig.
Der gik nok lidt længe, før Angelin opdagede at hun havde fået selvskab. Hun havde nok ikke troet at nogle havde opdaget hende, eller for den sags skyld var gået hen til hende. Efter hendes møde, virkede mange venskaber anderledes. Alle havde forandret sig, og Angelin overvejede slet ikke om det var hende der var forandret.
Der stod nogle bag hende som hun ikke kendte. Først kunne hun blot fornemme det, og da hun drejede ansigtet en smule, fik hun øje på en yngre mand, som tydeligvis lod til at nyde livet. "Menneske," mumlede hun for sig selv. "Godaften."