One day... -Emery

Tid: Well, who knows? Not me...
Sted: I et hjertet af biblioteket.
Dato: 29. september, 2011.
Vejr: Det er mørkt udenfor. Og det regner.
Omgivelser: Støvede, tykke bøger.

Regnen havde gjort den blege drengs tøj gennemblødt. Gud, hvor han dog hadede regn. Han følte sig magtesløs. Elektriciteten var svær at kontrollere. Vandet vildledt det.
Han havde løbet i gang tid, uden at kunne finde tilbage det forladte hus. Han guitar hang over hans skulder, kun beskyttet af dets itui.
Den ville være helt genenmblød, når han nåede frem til hans bestemmelses sted.
Regnen slidede ned. Lavede et tyk tæppe omkring alle andre lyde. Drengens lynhurtige skridt var lydløse.
Han havde kvidhvid hud og klare blå øjne. Sort hår der indrammede det yndelige ansigt. Og ualmindeligt slank. Hans sorte hættetrøje og jeans klæbede sig fast til hans tynde lemmer.
For det menneskelig øje ville han være mindre end en flugtig skygge.
Endelig. Biblioteket. Han kunne godt lide, at komme her. Der var en bibliotekar, en gammel dame, som snakkede med ham. Hun var aldrig nysgerrig og spurgte ikke til hans baggrund. I stedet snakkede hun om bøger. Og musik. Han ville aldrig indrømme det, men han kunne godt lide damen. På sin egen måde. Lige nu var hun i hvertfald nyttigt.
Det var nemt at slippe indenfor. Dørens åbningmekanismer var elektriske o, da de ikke var våde, utrolig nemme at styre for drengen. Alarmerne var også hurtigt klaret.
Lysene tændte, som den perfekte dreng gik længere ned af gangene. Der var en bog-agtig lugt i hele biblioteket.
Med raske skridt, som gav en smule genlyd, fandt han sin seædvanlige plads. Et stor vindueskram med puder og et bord. Han ville kunne ses ude fra gaden, men... Who cares? Ikke ham i hvertfald.
En bunke bøger nydeligt stabelt på det sorte bord. Oven på lå med en seddel med en besked. Bogstaverne smukt svunget og dannede orderne:
Til Ethan.
Et smil kom frem på vampyrens, Ethans, ansigt. Han tog den første bog, satte sig til rette i vindueskarmen og sådan begyndte 'One day' den med. Han lod guitaren hvile op af væggen.
'One day, I will show emotions, one day, I will find love.
This I swear'.

Regn. Vand. Is. Dæmonen var i sine rette elementer, da hun havde valgt at gå ud på gaden. Regnen var dog let, men det gjorde ikke noget, hvor fer var vand var det is. Eller det kunne der komme.
Eiriol havde, utroligt nok, valgt at være lidt social, eller hvad man nu skulle kalde det. Social er det måske ikke, men hun havde valgt at gå sig en tur, social eller ej. Man kunne tydeligt mærke på hende, at sommeren var gået på hæld. Den kulde, der ellers havde omsluttet hende var 'smeltet lidt bort', hvis man skulle finde en metafor der passede til hende.
Hun havde ikke noget bestemmelsessted - det var en normal ting, hvis hun gik en tur - men endte altid et eller andet sted. Denne gang førte hendes slanke ben hende til biblioteket. Den unge pige stoppede her. Hende isblå øjne var låst fast på døren, den var låst. Men der var lyst inde i biblioteket. Med stille skridt kom hun helt hen til døren. Døren var under et halvtag, her satte hun sig. Hun kunne godt komme ind på biblioteket, hvis hun gad. Det ville bare ødelægge en del og nok også sætte alarmerne i gang. Hun ville vente lidt. Hvem end der var det inde skulle nok ud på et eller andet tidpunkt, ellers ville hun selv gå derind, hvis hun var blevet træt af at vente. Hvilket var en usandsynlighed. Hun havde en tålmodighed som ingen. Hun kunne sidde og vente i en evighed, hvis det skulle være. Ikke, at hun altid brød sig om det, men hun kunne godt.
Eiriol kiggede på vandet, mens det langsomt flød ned at gaden. Med et lille svirp med hendes håndled stoppede vandet. Det var frosset ned og var blevet til is.
Hun knyttede hånden, isen bliv til vand igen, og hun slappede igen af i hånden. Med et lille twist af hendes hånd lød en knæk lyd og hun sænkede hånden. En af de lygtepæle hun sad overfor blinkede. Eiriols ansigt blev skiftevis lagt i mørke og badet i lys. Hverken lyset eller mørket, ændrede hende smukke ansigtstræk. Hun havde det kolde ansigtsudtryk, ingen kunne tyde, på.
Endnu et blink fra lygtepælen. Så gik den ud.

Ethan smed irriteret bogen fra sig. 'I will find love?, hvilken slags tekst var det lige? Det irriterede ham på en måde, han ikke helt forstod.
Det kunne være rart, at dræbe nogen eller smadre noget, men det ville ikke være til hans fordel. Damen, som syntes at vide mere end godt var, ville bare flippe ud på ham. Og så ville der ikke være nogen bogbunke.
Det med et suk, som så lyd højere end orkan, da det brød stilheden, vendte han blikket rundt i rummet. Det var et gammelt biblioteket, det var støvet og nogle af bøgerne af endda indbundet i læder.
Og alt var elektrisk styret. Det var sådan, han kunne lide det. Ethan svang den akustiske guitaren over ryggen.
Han begyndte at 'lege' med bygningen. Lyset slukkede, tændte, blinkede. Computerne fik liv og bippede løs. Dørene gik op, og smækkede, hurtigere end øjet kunne se. Menneskeøjne, that is.
Alt i mens dukkemesteren gik sin sejresgang mellem de lumske appareter. Hvis et menneske se det, ville politiet sige 'Du er sindssyg. Lamper, der tænder af sig selv? Den må du længere end på landet med!".
Et hånligt smil var kommet frem på de kolde læber. Et par gamle bøger om overnaturlige væsner landede i hans hånd. Det var sjov frilæsning. Nogle menneske kunne finde på det væære pjat. Og det sjoveste var, at dem, der læste det, troede på det. Men Ethan grinte ikke af glæde. Eller fordi han havde det sjovt.
Han havde vel sin vampyriske stolthed.
Udenfor faldt regnen tungere. Hans tøj var stadig vådt. Smilet falmede lidt og mens han slog et irriteret smæl med tungen. Han måtte finde på noget, når regnen stoppede. Ja, det var vel det næste han kunne gøre.
Den ensomme vandring fortsatte. Et lyn flækkede himlen i to og oplyste alt i nogle sekunder. Ethan følte et brus af energi. Af elektricitet.
Vandring fortsatte. Alene. I regnen. I mørket. I verden.

Eiriol havde taget en beslutning. Hun ville gå ind på biblioteket, men hun skulle lige finde ud af hvordan først. Hun rejste sig let og ubesværet op, vendte yndefuldt om på hælene.
Hun løftede roligt hende højre arm og fokuserede på låsemekanismerne i døren. Det lignede at hende fingre fik kramper, men hun fik bare isen til at trænge ind i låsemekanismen. Efter et par sekunder ventede hun, så sænkede hun hende arm. Hun løftede sit højre ben hurtigt og sparkede hårdt mod døren.
Den fløj op og smækkede mod væggene. Hun trådte hurtigt ind og frøs alarmerne til is med en henkastet håndbevægelse. Så knyttede hun hånden og alarmerne sprang i luften.
Hun så sig hurtigt om. Da hun ikke fik øje på nogen, vendte hun sig om og lukkede dørene. Så, med en lydløs bevægelse, gav hun sig til at udforske biblioteket.
Hun fandt hurtigt de sektioner der interesserede hende mest. Hun havde fundet en hylde med bøger, der så spændende ud. Her satte hun sig med ryggen op af en af reolerne og øjnene rettet mod den modsatte reol.
Hun fandt en bog der trak i hendes opmærksomhed. Med en let bevægelse rejste hun sig og gik derhen. Da hun stod foran reolen stoppede hun op. Hun havde opfanget noget. Hun kunne ikke præcist sige hvad, men nogen havde fanget hendes opmærksomhed.
Hun trådte væk fra reolen og ud på mellemgangen. Hun kiggede op af gangen, vendte sig om og kiggede den anden vej. Hun lavede et lille skødesløst træk på skuldrene og vendte tilbage til reolen. Hun vidste, at der var nogen, men hun så ikke at det var af største nødvendighed, at hun skulle til at ud efter denne.
Hun kiggede igen på reolen, hun udvalgte sig en bog. Hun vendte sig mod den modsatte reol og satte sig ned med ryggen mod reolen. Hun åbnede bogen og begyndte at læse.
Bogen var faktisk ikke så spændende, men hun havde ikke så meget andet at lave, derfor valgte hun bare at læse videre.

Han var stoppet op og sad en med benene over kors. Guitaren var blevet stemt og lod nu i hans skød.
Han kunne ikke huske navnet på den sang, han spillede, men den mindede om sin barndom. Ikke fordi han nogensinde ville indrømme det. Men han savnede Jack... Savnede sin egen bedre halvdel.
Gud, han var ikke god til det her. Engang, lige efter tvillingen døde, hvad han skrevet en sang. Den havde været dårlig og crappy, men den havde været om Jack.
Han kunne ikke huske den.
Ikke fordi han kunne huske ret meget. Menneskeminderne var sløret, da du som varmpyr var noget der ligner, hundred gange bedre syn. Det var irriteret.
Sangen var stille og sørgelig. Han huskede svagt, han havde spillet den som lille... For en... Pige.
Mindet var ikke noget, han gad huske.
Ethan havde spillet for en dæmon. Og en virkelig vred og tavs en af slagsen. Han huskede, hvordan havde siddet hele natten og spillet. Og snakket. Om de ting han ikke kunne snakke med andre om. Og så den nat...
Dæmonpigen slap fri en nat. Buret havde holdt op med at brænde og Ethan befandt sig nu overhængende fare. Mindet sagde noget om, han ikke havde været bange. Dæmonen var hans ven også... Stor smerte.
Ethan stoppede med at spille. Den havde lavet et ar på sjælen og på kroppen, som ikke kunne viskes væk.
Fra den dag havde han ikke stolet på nogen, udover kære Jack. Ikke engang Helena. Faktisk slet ikke Helena. Hun skræmte han og sindssyg.
Med et trylleslag var han tilbage til virkeligheden. Dørene, som for et par skeunder siden havde ude af kontrol, var de stoppet. Elektricitens bane var blevet brudt.
Han stoppede med at spille og lagde hovedet let på skrå. Det kunne ikke være et menneske, da lyden af et hårdt spark og så nogle skramlende lyde fulgte i overnaturlig fart.
Gad vide om denne nat, ville blive interessant alligevel?

Eiriol sad stille. Hendes øjne var lukkede. Det eneste der var virkeligt for hende på dette tidspunkt, var mørket. Hun var lukket inde i hendes tanker. Hun havde skruet tiden tilbage, til dengang.
Dengang hun havde været gemt væk. Hvor hun havde været usultet det meste af tiden. Hun havde været fanget. Ilden havde omsluttet hende. Den havde været overalt. Den første tid havde hun ikke set andet end den.
Eiriol blinkede en enkelt gang og var tilbage i biblioteket. Med en let hovedrysten lagde hun bogen fra sig. Den havde alligevel ikke været værd at læse. Hun kiggede rundt, men for et sekund kunne hun ikke hører noget. Så vendte alle sanserne tilbage til hende. Hun havde vist været længere væk end hun troede.
Hun rejste dig elegant op og gik hen til reolen. Her satte hun bogen omhyggeligt på plads og vendte tilbage til hendes lille krog. Her sad hun med knæene oppe under sig og armene slynget om dem.
En melodi tog form i hendes hoved. Den foldede sig ud og fyldte hele hendes hoved, hendes sind. Hun lagde hovedet bagover og lød melodien opsluge hende. Hun havde ingen idé om hvor melodien komm fra, men hun vidste, at det var lang tid siden hun havde hørt den. Hvor var det hun havde hørt den. Det føles som om at mindet var sløret, men hun var sikker på at det var der. Hun skulle bare finde det.
Melodien tog fuldtstændig over hende. Hun sad og nynnede stille, mens bag hendes lukkede øjne glimtede lysende farver, som flød rundt. Som hvis noget blod bliver hældt ned i noget vand. Det blandede sig og lavede et flot mønster. Hun kunne ikke en gang huske, hvilket instrument melodien kom fra.
Pludselig åbnede hun øjnene og melodiens kraft slap hende. Melodien sank ud af hele hendes krop, men, allervigtigst, hende sind. Hun sad lidt og kom sig over det. Hun forbandede sig selv for, at have ladet melodien tage så meget over hende. Det måtte ikke ske igen, hun måtte ikke lade de følelser, hun i realiteten ikke helt havde, tager over hende. Det var dumt og gjorde hende svag. Med en kraftig hovedrysten rejste hun sig og gik ud på mellemgangen. Hun måtte finde et andet sted at være. Det behøvedes ikke være uden for biblioteket, bare et andet sted end lige dét. Ikke at der var noget galt med lige dét sted, hun havde bare på fornemmelsen at hun ville blive skør af at være der.
Hun fandt et lille hjørne længst væk i biblioteket som hun puttede sig i. Her sad hun og lod tankerne føre hende væk.
Tankerne var hendes ven, hendes følelser var ikke.

I stilheden var lydene som tordenslag. Fodtrin, vejrtrækning, en bog blev revet ud, sat på plads...
Ethan holdt vejret. Han behøvede ikke ilt og det kan han ikke gode nu. Denne nat ville helt sikkert blive spændende. Langsomt rejste han sig op og holdt ørene åbne. Væsenet var ikke langt væk nu.
Han svang den dyrebare guitar på ryggen. Han sneg sig nærmere, uden at lave den mindste lyd. Åh, magten ved at være ond. At være vampyr. Han både elskede det og hadede det med hele sit døde hjerte. Hans tøj var stadig vådt, men ikke gennemblødt. Det var i det mindste et plus.
Han drejede om en reol og der sad hun. Lugten ramte ham næsten med det samme. Dæmon.
Pigen have langt, lyst hår og blå øjne. Han smilede, med stod med let runkede øjenbryn. Der var noget foruroligende velkendt over hende og det både skræmte og irriterede Ethan. Han havde aldrig genkendt nogen før. Aldrig. Dem han mødte døde af sig selv ellers fik de lidt hjælp af ham. End of story.
Han slog bevidst mindet om dæmonen ud af hovedet. Det var ikke hver at ikke tænde på nu. Det var over to hundred år siden nu. Fortiden blev i fortiden. Ja, det den gjorde. Den tvivl han følte kvalte han med det samme. I stedet vendte hans let drillende smil tilbage på hans kønne ansigt.
Han bukkede let for dæmonpigen. Det hun så deprimeret ud.
"Godaften, Deres skønhed" Hun var måske ikke nogen skønhed, men hun helt sikkert meget køn og havde sikkert brug for opmuntring.
Selvom man var en følelseskold, hånlige, flabet, ondskabsfuld skid var der ingen grund til at være dum. Hvilket han ikke var.
Ethans smil blev større. De stod i et hjørne af biblioteket. Han legede lidt mere lyset. Lamperne blinkede uregelmæssigt og individuelt, en af den gik ud, men det bekymrede han ikke ret meget. Det var jo ikke ham, der skulle betale for strømen eller en ny lampe. Hvorfor skulle han overhovedet tænkte over tabet? Det var ikke hans og det havde ingenting at gøre med ham, well, lige ud at det var ham, der ødelagde den...
Whatever. Igen fokuserede han på dæmonpigen overfor sig.

Regnen faldt hårdt denne aften. Vejret havde aldrig været med ham, men lige idag var det. Nu var solen ikke længere oppe og genere ham. Han hadede den. Den var en skam plet på verden. Selvom at den var en stjerne og han kunne godt lide stjernerne. Stjerner betød nat, nat betød ingen sol og han havde kontrollen om natten.
Det eneste han havde taget med ud i natten, da han forlod sin lejlighed, var den bog han havde under armen. Han havde brugt en dag på at læse den. Den havde ikke været det helt vilde, men den havde været fin nok, i hvert fald for ham. Han havde ikke haft mulighede for at gå ud for nu. Derfor havde han låst sig inde på sit værelse og læst den bog, der nu var placeret under armen på ham.
Han vidste faktisk ikke at han havde tænkt sig at gå på biblioteket, da hans fødder havde ført ham ned af den lille gang i han lejlighed og hans hænder havde taget bogen som han havde smidt på sofabordet. Derefter havde hans ben begavet sig ud i den regnfulde nat.
Nu var han her, midt i regnen og mørket, på vej til biblioteket. Han havde ikke noget imod det. Han kunne godt lide at være der. Der var stille og andre kunne kun skænke han stjålne blikke, hvorefter han gemte sig væk i et af hjørnerne længst væk. Det var sandsynligvis også det han havde i tankerne lige nu, da han fik øje på biblioteket gennem mørket.
Han ankom hurtigt til fordøren på biblioteket, med hans vampyr hurtighed var det ikke noget problem. Han kiggede på døren og lagde hovedet på skrå. Den var låst. Men et lille listigt smil kom og tog den sædvanlige kolde maskes plads. Låsen ville ikke blive noget problem.
Med en hurtig bevægelse trak han en lille dirk op af baglommen - han havde altid sådan en på sig, uanset hvad, det var blevet en vane. Med et lille smil fra vampyren da der lød et klik fra låsen og døren var åben. Han smuttede uset og stille ind.

Med et irriteret suk blev den åndssvage bog smadret direkte ind i den modsatte væg. Den næste bog var også bare noget underligt pladder om 'den eneste ene'. Inden han åbnede bog nummer tre læste han titlen. 'One day' hed den. One day... Det var også det den første bog begyndte med.
One day... Forfærdelig sætning. Det var faktisk bare 'noget jeg gerne vil gøre, men aldrig kommer til' i kodesprog. Derfor var Ethan højt hævet over den slags pjat. Hvis han gerne ville gøre noget gjorde han det... Hvis han gerne ville have noget, fik han det... Enkelt og simpelt. Nogle gange var det bedst sådan. Intet kunne gå galt.
Efter at sende yderligere fem bøger ind i væggen, hvor de landede fint sammen med den første, opgav han helt sin søgen efter engod bog. Han runkede øjenbrynene, kvinden plejede at vide, hvad han foretrak. Måske... Han standsede tanken før den tog form. Den irriterede ham.
Ethan rejste sig elegant op og gik hen til den nærmeste reol. Og følte en overraskende trang til at vælte den. Til at vælte alt. Det kunne være befriende, på en eller anden måde. Han kørte en hånd gennem sit perfekte sorte hår og fortsatte modstræbende sin ensomme vandring gennem det kolde bibliotek. Varmen var også blevet slået fra sammen med alarmerene. Det var kun og kun Ethan som kunne styre strømmen og alt det som behøves strøm for at kunne virke. Den magt det gav ham elskede han.
Nogle fremmede lyde bryd den tunge stilhed og en dør blev lukket op. Måske var det ikke en så ensom vandring alligevel.
En lille vind blev lukket ind sammen med en fremmed. Dugten af mandling vampyr rørte ved Ethans følsomme næse og denne smilede smørret.
Lidt morsomhed hjalp altid. Lidt morsomhed i livet blandt de døde.