Do you dare?.. //Emery//

T: lige omkring.. 01:27 for at være præcis.
O: Ikke det store, det som der nu er i en forlystelspark, bortset fra børn, glade folk, og masser af lys, alle ting er efterhånden rustet væk
S: Parc d’attractions
V: Fuldmåne, lidt skyer, men stadig så man kan se de glimtende stjerner, der er en smule vind, men ikke for meget, det lunt i vejret, selvom det en oktober aften.
P: sorte, stramme meget hullede jeans, en sort top med en pink bh under, som man ganske svagt kan ane igennem, sin lange sorte læderjakke self, og et par høje stiletstøvler.

Aubreiane så roligt rundt, vinder der hev i de høje træers blade, beroligede hende lidt, vinden kærtegnede hendes ansigt, de fyldige læber formede sig i et ganske svagt smil, hun havde kun været her et par gange før, men på en eller anden måde kunne hun godt li det her sted, det var som om at den triste steming på stedet tiltrak hende, det ville jo som sådan ikke være første gang det skete.
Let lod hun hånden glide henover en gammel gynge, et par enkelte dråber fra et regnskyl tidligere, dryppede fra den, idet hendes spinkle hvide hånd rørte den. hun mærkede det våde mod sine fingerspidser, og sukkede for sig selv, det eneste problem på det her sted var, at der ikke rigtigt kom nogle folk her,. Sidst hun var her havde hun nær mistet livet pågrund af en vampyrjæger, og alligevel søgte hun tilbage hertil, vel vidende han kunne finde hende samme sted igen.
Hun lod den anden hånd løbe gennem sit lange sorte hår, det falt i en blød bevægelse ned til hendes lænd, og blev så viftet en anelse rundt i vinden, så hvorfor hun egentlig prøvede på at holde håret omme bag ryggen, vidste hun ikke, det var nok mest ren og skær vane. De grønne dybe øjne gled en gang rundt på omgivelserne, der var mange ødelagte maskiner, lige nu var hun kommet hen til det store gamle pariserhjul, det var egentlig synd at det her sted var blevet en.. ja nærmest spøgelsesforlystelsespark, der kom ikke længere folk for at have det sjovt, eller familier for at give deres børn en oplevelse. Ikke at hun savnede dem, tværtimod.. hun hadede altid tivolier, alle de skrigende børn, og forældre der prøvede at holde styr på hvor deres unger nu blev af.
Hun himlede let med øjnene for sig selv, og satte sig så tænkende på en gammel bænk, utroligt der stadig var nogle ting der ikke var rustet væk, i alle de år hun havde været her, havde hun aldrig set parken i sin storhedstid. heldigvis.. blidt gabte hun og lod blikket glide op mod himlen, hvor ville det være rart hvis der bare var en der gad snakke med hnede, selvom hun var vampyr, alle havde det med bare at hade hende, dømme hende uden at kende hende. Men kunne hun bebrejde dem det?.

Der var efterhånden ret mange steder, hvor Emery havde været fordi hans fødder havde bragt ham der. Han kunne gå flere kilometer uden at have et destinationspunkt.
Lige nu havde han gået lige siden solen var gået ned, hvilket havde været omkring klokken 20. Heller ikke denne gang havde han et destinationspunkt. Han gik bare, hvor hans fødder førte ham. I dette tilfælde, forlystelsesparken.
Han havde aldrig været i forlystelsesparken før. Han havde aldrig kunne lide dem. Han forbandt dem med skrigende børn og, ja, andre skrigende mennesker.
Her stod han, foran åbningen til forlystelsesparken. Det var som om at han tøvede før han gik ind. Han vidste ikke hvorfor, men det gjorde han åbenbart. Med et stille og næsten uhørligt suk trådte han indenfor i forlystelsesparken.
Han kiggede lidt rundt på alle forlystelserne. Han kunne ikke forstille sig at nogen nogensinde ville have haft lyst til at komme her og på samme til have det sjovt. Det virkede bare så usandsynligt for ham. Det var slet ikke en mulighed for ham.
Han stoppede op engang og kiggede rundt. Han havde på fornemmelsen at der var nogen i nærheden, men af en eller anden grund slog han det hen.
Han fortsatte ind i forlystelsesparken. Jo længere ind han kom jo mere kedeligt så det ud. Han havde ikke set noget sted der var mere trøstesløst. Skulle dette sted ikke forestille en forlystelsespark? Et sted man gerne ville være? Nej. Ikke denne her i hvert fald. Slet ikke.
Han havde godt nok normalt undgået sted som disse. Forlystelsesparker. Men han havde dog set nogle af dem. Med et stille suk, gik han hen til en af karrusellerne. Selv den så trist og ynkelig ud.
Hele dette sted lignede noget fra en horror film. Måske endda en dårlig én. Eller måske ikke. Hvem ved?
Emery rettede sig op i sin fulde højde. Noget havde fundet vej øre. Der var helt sikkert en anden her i forlystelsesparken, hvis ikke flere. Han vendte sig i den retning, hvor han mente, at han havde hørt lyden. Med lange og elegante skridt nærmede han sig lyden.
Da han nærmede sig kunne han næsten se skikkelsen af en person. Han stod lidt, så besluttede han sig for at vælge at snakke til personen.
"Hvad laver du her midt om natten?"

Aubreiane rejste sig langsomt da hun hørte skridt, duften i vinden var ikke til at tage fejl af, en anden vampyr. Hvad lavede en vampyr mon her, alsa.. jo hun var der self lidt selv, og.. hun var jo vampyr, så måke tiltrak det bare andre vampyre af og til også, det kunne hun jo ikke vide.
Let lod hun den spinkle hvide hånd løbe gennem sit lange sorte hår, og fik det om på ryggen igen, hun betragtede vampyren som han kiom nærmere, hørte ham snakke og smilte så roligt for sig selv "Tja... jeg er jo ligesom dem en vampyr og.. når nu jeg ikke kan gå i solen, må jeg jo finde på noget andet, her er alligevel også mest dystert om natten vil jeg næsten gætte på" smilte hun let, og så mod det gamle parisehjul, mange af de vogne der havde siddet på den, var for længst faldet af, og lå nu rundt omkring for foden af den, dog sad der et par stykker tilbage deroppe, som gyngede faretruende i en lille smule vind.
"Hvad laver de selv her? kom de bare for at se om der skete noget?" smilte hun for sig selv, i et øjeblik blev de skarpe hugtænder synlige, inden hun gik lidt rundt om bænken, i et yndefuldt tempo, det var sjovt som kun vampyre kunne være lydløse, og ekstremt elegante på samme tid, det havde altid undret hende lidt, men på den anden side, så havde hendes stemme jo også ændret sig en hel del siden hun blev forvandlet.
"Har de et navn eller vil de foretrække jeg bare kalder dem hr?" drillede hun blidt, og strakte sig, hun plejede eller ikk at kalde folk noget så formelt, men hun kunne godt li at sige forskellige ting til folk hun mødte, så det hele ikke blev det sammen.
Hun lod jakken stå lidt mere åben idet vinden hev fat i den, let sukkede hun for sig selv, hun mærkede ikke rigtig kulden, og det var faktisk meget rart, så slap hun for hele tiden at skifte tøj efter vejret, hun kunne jo gå ude i det meste af de vejr ting der var, heldigivis da.

Emery øjnede lidt den anden vampyr. Han fulgte hendes blik og så over mod pariserhjulet. Tænk, at en så grim bunke skrot, engang havde været en romantisk ting. Efter hvad han vidste om det, hvilket var lidt. Han var ikke den romantiske type, derfor virkede et pariserhjul som en tåbelig ting. Han kunne ikke forestille sig selv eller andre i sådan en ting, glade. Det var bare for langt uden for hans rækkevidde.
Han havde ikke noget imod at andre var romantiske, det skulle bare ikke være i nærheden af ham. Han kiggede igen på vampyr pigen foran ham. Han kiggede lidt ned i jorden som om, at jorden var mere interessant end hende, måske var den endda det, ellers bare for en stund.
Emery's blå øjne løftede sig og fik lidt øjenkontakt med hende. Hans ansigt havde ingen glæde til sig, kun en følelsesløst maske. For det var havde det var i sidste ende.
"Godt set." Sagde han stille. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne for det meste aldrig lide en person, når han lige havde mødt dem. Men nogle gange prøvede han at være venlig andre gange ikke. Til hans egen overraskelse, havde han besluttet sig for at prøve at være venlig efter den onde bemærkning.
Han havde bemærket den kølige vind selv om, at han jo ikke rigtig kunne mærke den, så havde han altid godt kunne lide den. Den beroligede ham.
Der lod en skummel knirken, høj, larmende og skinger. Den var de gamle pariserhjul. Vinden havde åbenbart være så kraftig, at den havde taget fat i pariserhjulet og det havde sat i bevægelse. Han kiggede på det og det var som om, at det stoppede ved hans blik.
Emery kom i tanke om at hun faktisk havde stillet ham et andet spørgsmål. Han kiggede på hende og beredte sig på at svare.
"Når sandheden skal frem så ved jeg det ikke. Det er sket mange gang at jeg bare går en tur og så tager jeg bare der hen, hvor mine fødder tager mig. Det kan være mange forskellige steder og jeg kan gå mange mil."
"Mit navn er Emery. Hvad skal jeg kalde dig?"

Aubreiane lod hovedet glide på skrå, han virkede så tavs, "Aubreiane.. mit navn er Aubreiane, rart at møde dig Emery" sagde hun let, og pillede ved sit lange sorte hår, smed det blidt om på ryggen, vejret gjorde hende ikke så meget.
"Det da kun hyggeligt du liiige kom her forbi, så har jeg lidt selskab" smilte hun roligt, og satte sig på bænken igen, strakte sig lidt, og pillede så ved sin halskæde, mens de røde intense øjne hvilede på ham. hun vidste ikke helt om han helst var fri for at hun sagde noget til ham, men så måtte han jo sige det.
"Vil du være fri for mit selskab? for så kan jeg lade dig være" sagde hun roligt, og lod benene glide over kors, let sukkede hun for sig selv, folk var bare ikke så rare at snakke med altid hvis de ikke gad at snakke, men han virkede nu mere, mere som om han ikke rigtigt kunne finde ud af om han ville sige noget eller ville, mere som om han tænkte over alting.
"Det vildt ikke.. at det her sted en gang skulle have været, mega sjovt, fyldt med massrre af glade skrigende folk, der alle styrter rundt for at prøve ting.. jeg tror nu bedre jeg kan li det som det er nu." konkluderede hun for sig selv, og pillede stadig ved sin halskæde, slap den dog så, og rettede lidt på sin jakke, hun havde tænkt over det alle de gange hun havde været her.
At stedet her bare virkede for dystert til nogensinde at kunne have været et godt sted, et glad sted, hun kunne ikke rigtigt se de mange lys for sig,alle maskinerne der virkede. Men sådan havde det jo nok været, for ellers ville den vel ikke ligge der? den kunne jo ikke ligefrem være bygget op på den måde, at den bare skulle se dyster og meget faldefærdig ud. det ville i hvert fald være dybt undeligt,. kort rystede hun på hovedet af sig selv og sine tanker.

Emery nikkede blidt og sagde hendes navn en gang. "Aubreiane." Han smagte lidt på navnet. Det lå ikke godt i munden, men han kunne da gøre forsøget. *Aubreiane.* Han sukkede blidt og kiggede hende i øjnene. Hun virkede som en person, der ikke bare tænkte over tingene, hun snakkede mere om dem. Ikke at det var et problem, det kunne da også være godt. Det skulle bare ikke være uafbrudt.
Men hun virkede mest som om, at hun bare gerne ville have en at snakke med, måske kunne han være en god kandidat til det, og måske ikke. Hvis det var noget der interesserede ham, så kunne han sagtens snakke om det i flere timer måske. Og dog. Han kunne tænke over det i timer, om han kunne snakke om det var uvis for ham, men igen ville han da gerne prøve. Hvis det skulle være.
Han kunne bare ikke love for resultatet.
"Det et det vel, alle har vel lyst til at snakke med nogen på et eller andet tidspunkt." Han lød meget trist ja, men der var bare noget der ikke føltes rigtigt. Han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var.
Han kiggede stadig på hende, men han kunne ikke høre hvad hun sagde. Det var som om, at noget havde lukket af for hans øre. Verden var lukket ude. Der var ingen lyde. Viden hvislede lydløst hen over jorden. Træerne rystede blidt i vinden, men bladenes kontakt lavede ingen lyd. Der kom ingen lyde fra hele verden. Verden var sat på mute.
Det var en underlig følelse. Den var så ukendt. Så fremmed. Han blinkede et blink han ikke havde brug for og verden kom tilbage. Lydene var der igen. Vindens hvislen, træernes knirken og bladene ramte igen hinanden stille, men lyden forekom ham tusind gange højere.
"Ja det er det vel." Han tænkte efter og rettede sig selv. "Ja, du har ret, det er det." Han kiggede tavst rundt på den halv ødelagte forlystelsespark. "Det er ikke til at tro. Dette sted. Dette ødelagte, grimme, mørke sted. Dette tomme forladte sted. Man kan slet ikke forestille sig det, nej."
Han kiggede igen rundt. Der var noget i hans øjne. Som om at han var langt væk. Han gik hen til den bænk hun sad på og satte sig stille ned.

//Heeeeeej, jeg har spurgt om at få ændret min race og er derfor nød til at stoppe alle mine emner som vampyr, men vil helt klart gerne have et nyt med dig en gang? ^^

//Hej sorry for det MEGET langsomme svar ^^'' men jeg har været væk i lang tid, så jeg vil gerne starte et nyt hvis du stadig er frisk, da jeg er i gang med at ændre min karakter ligeså ^^//