You don't know yet //Privat Sam//

T: Lige omkring 01:00
O: Kun ganske få folk
S: Banegården.
V: En kølig oktoberaften,.


Aubreiane sad på en bænk, der var ikke mange folk så sent på aftenen, eller tidligt i hendes tilfælde. De ellers normalt røde øjne var gjort grønne, en rigtig smaragd grøn, som passede til den smaragd halskæde hun havde på. Hun var iklædt et par meget hullede sorte stramme jeans, sine høje stiletstøvler der stopper lige under knæet, en gennemsigtig mavetop, med udsyn til den røde bh under, og hendes lange læderjakke, der lige nu står åbent.
Hun sukkede for sig selv, skulle ikke rigtigt nogen steder, hun var bare havnet der ved et tilfælde, havde aldrig nogensinde været der faktisk, hvorfor kunne hun ikke lige finde ud af, måske var det tanken om at der kunne være en masse væsner. Hun havde som sådan ikke lyst til at myrde dem eller noget, men nogle gange irriterede det hende bare, at der var så mange rundt om hende. Lige nu var det dog ikke slemt, ellers havde hun nok valgt at gå igen.
Øjnene hvilede på skinnerne for en stund, der kørte kun få toge lige nu, men alligevel stod der da et par stykker og så søgende rundt efter et tog, Stille rejste hun sig og strakte sig kort, lod de spinkle marmor hvide hænder løbe gennem sit lange sorte hår, der faldt blødt ned mod hendes lænd.Et svagt suk undslap de fyldige røde læber, og kort gled hendes tunge ud for at fugte dem, så man kunne se den sorte sten i hendes tungepiercing.
Skulle hun mon bare se at gå videre? det kunne ikke betale sig at blive for ingen verdens nytte, hun kunne jo ikke bare sidde og lave ingenting, det var hun bare ikke rigtigt til.

Det var en kold nat. En svag vind blæste, gjorde sit bedste for at gøre nattelivet et frosset helvede for en mørkhårede engel, som gik med lange og faste skridt gennem den øde gade. Det var en svag spøgelses by; den hylende vind, de dansende blade. De raslede med deres papirtynde kropper hen over asfalten, dansede en ukoordineret vals. Alene, ensomme og uden redning. De var døde og ville snart ville vinden spærre deres rester.
Stakkels, stakkels små egeblade.
Men den faldne engel tog sig ikke af dem. I stedet trak han sin jakke tættere om sig i et desperat forsøg på at holde den bidende kulde og den stadig svindende varme. Det gik ikke så godt, men man skal altid være positiv. Man skal altid være positiv. Sam var aldrig positiv og mest af alt ikke nu. Jobbet på skolen gik ikke så godt; de så gode elver og næsten alle nogle forkælede røvhuller og snopper uden nogen form for disciplin eller respekt.
Minderne var hans fortid havde hjemsøgt ham lige siden det flystyrt ude i den stygge skov. Man kunne læse om det i Di Morga Time News; ingen overlevende, grund til styrt: en fejl i vingen. Yeah right. Sam kunne fortælle dem, hvad der var sket; en forbandet dæmon havde været denne fejl og den næste, der var død var den uheldige pilot. Men... hvem ville tro på ham?
Svaret var et simpelt et: ingen. Han var en fremmed, en falden engel. I både billedsprog og bogstaveligt talt. En sand ulykkels fugl.
Den omtalte sukkede og gik videre. Uden at ane, hvor de forræderiske fødder førte ham hen. Samtidig rev vinden i hans sorte jakke, de mørke jeans og hans brune hår. Gjorde sit bedste på at berøve hans kropsvarme og den usle tyv den var og desværre gjorde det den godt.
…
Banegården var svaret på Sams spørgsmål. Vinden syntes var blive værre, men det var måske bare ham. Hans krop var også mere stiv, blandning af smerte (fra flystyrtet) og kulde ikke nogen god cocktail overhovedet.
Sam lagde ikke mærke til andre end sig selv og slet ikke den vampyr han passerede. Nogen ville mere det var egoistisk, men hvorfor skulle han? Hvem havde hjulpet ham, da han havde skreget og grædt efter hjælp?
Det svar var simplet: Ingen.
Englen puttede sine hvide hænder ned i det mørke, kolde dyb som udgjorde lommerne på hans store jakke. Tankerne hvirvlede rundt i den unge lærers hoved. Om Gud, om Djævlen, om alle han havde mødt. Om hans... minder og fortid. Om hans fremtid og verden.
Havde han overhovedet en fremtid?
Sam lod blikket glide hen over den tavse banegård. Den virkede mere spøgelsesagtig end nogensinde før, ikke fordi han været her før, men alligevel...
Det var kunne være hans vej væk. Han kunne faktisk godt lade Di Morga bag og tage tilbage til England. England... Med deres gøselige te og uhyggeligt hovedstad? Måske Danmark, eller Japan... Mulighederne var næsten uendelige, når man kunne lade falske pas og diverse andre dokumenter som ham. Han kunne komme væk; et sug i maven og et brus af sommefugle. Var det nu?

Den tavse blide vind hev fat i hendes lange sorte hår, og fik det til at flyve rundt om hende for en stund, hun blev stående idet englen gik forbi hende, de havde altid ignoreret hende, personligt havde de få engle hun havde mødt, virket som nogle rigtige snobber, bare fordi de var kommet op i himlen, til denne påståede gud, som skulle være så meget bedre end alt andet.
Måske var det netop den opfattelse, der havde sendt hende den anden vej, men det havde aldrig sagt hende noget at tro på gud, han havde aldrig hjulpet hende når hun havde haft brug for det, han havde aldrig holdt hånden over hende, så hvorfor skulle hun overhovedet bruge sin tid, på at tigge om nåde, hos en som dødsdømte hende allerede fra fødslen.
De grønne øjne med et skær af rødt i, gled hen over et tog der rullede ind, de sidste folk steg på, men englen stod der stadig idet toget kørte ud fra perronen igen, han så så.. ja så underlig ud, som om han havde ondt, men hvem var hun at dømme det, hun vidste jo intet om ham, vidste ikke om der var sket noget slemt, vidste ikke om han lige var blevet engel.
"Det var aftenens sidste tog.. hvis du skulle noget" sagde hun roligt, hendes stemme var fløjlsblød, intens og ikke mindst med en forførende undertone, det var ikke noget hun gjorde med vilje, men sådan lød den bare altid, det havde irriteret hende noget så grusomt de første mange år, men til sidst havde hun bare valgt at lade det være, hun kunne ikke gøre så meget ved det,.
De fleste ventede nok at hun kastede sig over ham for at dræne ham for blod, fordi han netop var engel, og deres blod var nok noget af det sødste, havde hun i hvert fald hørt, for hun drak ikke selv blod fra levende væsner mere, kun meget sjældent, når det falske blod ikke kunne gøre nok, så plejede hun at finde et eller andet. Og selvom det ikke undskyldte noget, kunne hun ikke gøre for det, hun skulle jo også overleve.
Stille satte hun sig igen, benene gled over kors, mens hun betragtede englen, han lignede nu også ldt en der frøs, det vidste hun ikke meget om længere, for hun frøs aldrig, hun fik det heller ikke for varmt, men det havde noget at gøre med at hun var vampyr, de kunne ikke fryse, eller svede. Nogle gange var det underligt, især når den første sne faldt, og hun stadig gik i lårkorte kjoler, for hvorfor skulle hun da ikke gøre det. Hvis hun alligevel kunne, så måtte hun jo bare udnytte det så godt som hun nu kunne. og det gjorde hun.
"Hvis du vil med toget må du vente til om 3 timer, der køre det igen" sagde hun og pegede kort op mod en skærm, hvor der nu var tomt, indtil det næste tog kørte kl 04:15. Hun prøvede ikke på at provokere ham, nok nærmere bare at oplyse ham, for havde han haft noget han skulle, var det da lidt trist, hun selv sad der bare. for at sidde, hun havde ikke ligefrem nogle planer, men havde da siddet der længe efterhånden, hun kunne nu godt li at sidde og stirre på de foskellige folk, der alle virkede som om de havde travlt.
Travlt? ja sikkert, mon ikke de alle bare skyndte sig væk mens de kunne, inden det blev for mørkt, inden mordere og tyve kom frem. Hvem ved.

Var det nu?
Det var et spørgsmål, men uden et korrekt svar og en gåde. Var det nu? Der var mange gåder i denne varden, store og små, uendelig svære at forstå og endnu svære at forklarer eller svare på. Ord, talekunstens gave. Det var en af de største magter i denne verden. Især nu. Ord. Svære, små ord. Ord som 'uendeligt', 'jeg', 'dig', 'liv', 'enden', 'død'. 'Mening'. 'Gud'. 'Udødeligt'.
Ord som 'spørgsmål' og 'svar'.
Ord som 'ja' og 'nej'.
Og man kunne blive ved uden tvivl. Engang havde han troet det var de lange, som var svære, ord han vidste, hvad betød, ord som han kunne klare lige så nemt som at klø sig i nakken. Men de var ikke svære. Det var de små, ubetydelige ord. Ord som 'Nu'. Eller endnu værre sætninger som 'Er det nu?'.
Og hvad det det?
Svaret på dette både svære og irriterende spørgsmål måtte være noget så enkelt som nej. Sam løftede blikket var jorden, hjertet sank ned i hans ,ave, havde mistet dens vinger og var nu død og begravet, for foran ham kørte det sidste tog. Han nåede ikke engang, at løfte hånden for at vinke farvel til hans vej væk fra dette sted. Stedet, hvor hans fortid havde indhentet ham, stedet kan ikke kunne flygte fra, for kan man flygte fra sig selv?
Hvis det var muligt ville Sam havde gjort det.
Og alligevel stod han ene og alene på denne gudsforladte station. Hans endestation.
Gudsforladt... Det var nok det han var. Gudsforladt og guds-opgivet. En falden engel, en himmelsk dæmon.
Vinden syntes åbenbart midt de disse deprimerende tanker, at den ville give dens besyv med. Det hylende spøgelse trak fat i ham, udfordrede ham til at springe på det sidste tog, opfordrede ham til at blive. Alt den fik for dens besvær for et dybt, trist suk.
En stemme lød bag ham. Den var silkeblød... forførende... lokkende...
'Det var aftenens sidste tog.. hvis du skulle noget' sagde den kvindelige stemme. Ja tænkte Sam sammentrykkende Det var sidste tog. For i aften. Om jeg skulle noget? Du kan godt besvare det spørgsmål, lige så godt som mig. Bedre faktisk. Funny, right?
Endnu et suk fik vinden fra ham. Det var got nok koldt...
”Ja” fik englen ud mellem sine kølige læber. ”Ja” tanken blev sagt højt. Normalt ville han være vendt sig forbløffet rundt, og spurgt 'hvorfor pigen gjorde ham så forskrækket? Hvad lavede sådan en pige ud på banegård, sådan en sen og kold aften?
Men denne by var ikke normal. Han var ikke normal. Intet var normalt. Intet.
Så Sam vendte sig ikke om, stak bare sine frosne hænder dybere ned i sine lommer og besvarede på pigens anden kommenter. En hvilken som helst anden dreng havde nok lyttet til stemmen, var blevet forførret af den, for den var smuk og det ejeren sikkert også, men det var det sidste af Sam bekymring. Især nu. Især hvilken som helst dag i hans... liv?
”Ja” sagde han til hende og besluttede for sig selv at det nok for lidt for lidt, at sige i denne samtale. Eller var det en samtale? Var det bare nogle ord, der blev udvekslet, før hun ville overfalde ham? Gud måtte vide det. Sam smilede næsten af det ironiske ordvalg.
”Hvad med dig? Vil du ikke med et tog?” Vil du ikke også væk herfra?

Aubreiane så smilende på ham og gik lidt rundt om bænkene, og smilte bare for en stund, "Mig? næh... jeg flygter ikke mere... jeg bliver hvor jeg er, jeg havnede her bare ved et tilfælde.. du ved når man går og går, kommer man sjove steder hen" mumlede hun med rolig stemme.
Hvad var der med ham, hvorfor virkede han så dyster, hvorfor virkede han som.. som om alle var iod ham, var han da ikke en engel? var han da ikke en af guds egne, hun havde aldrig set en engel være så nedkørt.
"Misforstå mig ikke.. Men er du ikke engel? hvorfor virker du så dyster... noget over dig virker bare.. undskyld ordvalget, men ikke så snobbet og arrogant som andre engle," sagde hun stille og bed sig hårdt i læben, de skarpe tænder var for en stund synlige, men de grønne øjne hvilede alligevel på ham, hun kunne ikke lade være med at virke fascineret, fordi han virkede sådan.
"Hvad laver du ude nu? udover at ville væk, jeg mener, du ligner en der fryser, " hun tav og bed sig hårdt i læben igen, inden hun så op mod uret der hang lige over trappen til at komme væk fra stationen, hun var usikker, snart ville der kun være et par timer til solen ville kaste sine dødelige stråler mod hende, og hun ville dø. Det mørke sår på hendes hånd var et tydeligt bevis på det, en dag hun ikke havde været hurtig nok, havde hun fået brændt overfladen af hånden, kun ganske kort heldigvis, derfor havde hun stadig sin hånd.
Langsomt gik hun op på siden af ham, og lod øjnene betragte ham, "Hvis du så gerne vil væk, så vent på det næste tog, " hun trak svagt på skuldrene og lod blikket glide ned på skinnerne, de var stille, og gamle ikke mindst, hun forstod ikke altid, hvordan sådan nogle små nogle, kunne holde helt fast på et kæmpe tog.
Hun ville snart være nød til at gå, og det vidste hun, men hvorfor blev hun så, var det fordi hun var nysgerrig omkring ham, eller fascineret, eller måske fordi hun syntes det var trist han frøs sådan. Det var svært at sige, hun kunne ikke blive enig med sig selv om det, men sagde dg intet. Nu blev hun bare stående ved ham, betragtede tavst skinnerne, de grønne øjne blev røde, hun gad ikke koncentrere sig om at holde dem grønne, det gad hun ikke altid.

//undskyld det korte svar^^'