Dont you dare steal from me again ~Evangeline::privat~

Mørket havde for omkring 1 time siden lagt sig over Terre by, og den mørke nattehimmel var kommet frem og lagde som et tæppe over byen. Mange mennesker var på vej ud i byen for at drikke sig i hegnet og vågne op med tømmermænd dagen efter, hvilket denne unge mand ikke forstod et pip af. Hvorfor skulle man gøre det? Han havde ikke gjort det mere end en gang, men han havde så også sine grunde den gang. Der var noget dystert over denne dag, måske var det fordi der var fuldmåne og der ville komme varulve, som var sultne og jage ude i gaderne, efter det nemmeste offer.

Selvsikre, men tunge skridt kunne høres et stykke oppe af gaden. Disse skridt kom fra en ung mand der var ude og gå sin sædvanlige tur om aftenen, men hvad han ikke vidste var at han blev forfulgt af et væsen, men hvilket? Han havde lidt på fornemmelsen at det var en af disse nattens væsner der var ude efter et offer, problemet var bare, at han ikke var nem at komme i nærheden af, da han altid havde sine våben med sig, men eftersom han ikke længere kunne mærke denne klamme fornemmelse gik han videre og ænsede ikke den fjerneste tanke om dette væsen muligvis havde taget et andet offer, hvilket han var fuldstændig ligeglad med, han skulle bare ned til den lille restaurant og have noget at spise og derefter hjem igen

Evangeline kunne meget vel være det væsen den fremmede fornemmede forfulgte ham. For det var nøjagtigt hvad hun gjorde. Huslejen skulle betales om en uge, og hun havde ikke engang halvdelen af de penge, det krævede. Faktisk, manglede hun penge til andre ting, og banken nægtede at låne hende flere penge, fordi hun stadig ikke var i stand til, at betale de tilbage, som hun allerede havde lånt. Hun havde forsøgt sig med at stjæle før. Det gav hende en anelse dårlig samvittighed, så hun stjal kun fra folk, som ikke så ud til at mangle det hun stjal. Det havde hjulpet hende, når hendes økonomi truede med at styrte, og idag måtte det hjælpe hende igen. Hun havde ikke et andet valg.

Hun havde hurtigt spottet ham. En fremmed, som så ud til ikke at mangle penge. Måske, tog hun fejl. Men han kunne umuligt have så meget brug for penge, som hun havde.
Evangeline var iklædt på et par lårkorte shorts, og en nedringet top, med et band-navn, som sted henover brystet på den. Udenover toppen, havde hun en læderjakke, og på fødderne et par Converse. Evangeline havde en anelse udfordrende tøj på, hvilket i den grad var meningen. Hun kunne ikke løbe særlig hurtigt, og kunne ikke holde sig i løb særlig længe, så hun måtte være snedig, hvis det skulle lykkedes..

Igen mærkede han følelsen af at blive overvåget, men han var lidt ligeglad, eftersom han ikke regnede med der var nogle i disse gader der var dumme nok til at stjæle fra ham, da han var en af dem der var ligeglade med at slå ihjel. Han gik stille og roligt og kom så til den restaurant han ville over til og stod og ventede på der kom en der kunne tage mod hans bestilling. Han bestilte noget kød, med nogle grønsager til og da han fik det så han bebrejdende på tjeneren " Vinen mangler til maden" sagde han koldt og så på tjeneren med et hævet øjenbryn. Efter kort tid kom tjeneren med en flaske vin, husets fineste og skænkede et glas op til ham og gik igen.

Da han var færdig med at spise lagde han penge for maden og derefter gik ud fra den lille, men meget fine restaurant, kunne han igen føle nogle følge efter ham, men han var fuldkommen ligeglad, personen kunne bare komme an, for han ville kunne mærke det, da personen skulle have sin hånd ned i lommen på ham, og under lommen var en af hans knive, så han ville kunne mærke det

Evangeline satte farten op og var nu kun få meter væk fra den fremmede. Hun havde betragtet ham i resturanten, og var klar over, at han ikke manglede penge, efter det måltid, han lige havde spist. Hun forsatte blot efter ham, og lod ham - og alle andre tro - at hun blot gik på gaden, uden at forfølge ham. Hun satte farten yderligere op, så hun nu var få meter bag ham. Og nu måtte hun så finde på en måde, at få hans kontakt på. Skulle hun være snedig og forsøge sig på at forføre ham? Det plejede at lykkedes for hende, hvis hun gjorde det. Men så, skulle hendes påklædning nok have været anderledes, for den var lidt for afslappet til den slags. Hun måtte vel bare indhente ham, tag hvad hun ville og så håbe på at forsvinde i mængden, for hendes krop var slet ikke bygget til at løbe, og dermed slet ikke til at flygte.

Evangeline gik nu så hurtigt, at hun kom op på siden af den fremmede, stoppede op foran ham, så han automatisk var nødt til at standse, medmindre han ville gå ind i hende. Hun smilede sødt og charmerende til ham, inden hun begyndte at tale med en stemme, der var mindst lige så charmerende som smilet. Med påsat usikkerhed, lod hun sin hånd glide igennem sit hår, inden hun så ham blidt i øjnene.
"Må jeg forstyrre et øjeblik? Jeg er vidst faret vild.."