Koncert under the moon ~Cricker::privat~

Aftenen havde sænket sig over Terre by og skyerne fra nord havde trykket sig ned over byen og lagde nu som et tykt tæppe oppe på himlen. Massere af folk havde samlet sig nede ved springvandet i byen, da der skulle være koncert denne aften, der var ingen der vidste hvem denne person var, men det ville de uden tvivl finde ud af når hun var igang med hendes koncert. Scenen var klar, pigen som skulle spille og synge var klar, så hvorfor ikke starte? Tja der var en eneste grund til det ikke startede endnu, Ham der skulle præsentere hende, var ikke kommet endnu, så hun måtte jo selv gøre det. Hun gik ud på scenen og så ud på de mange folk som var mødt op " Kan jeg bede om jeres opmærksomhed?" sagde hun genert og smilte kort " Jeg er Katra, det er mig der skal spille for jer i aften, men da min manager er en sløv padde, så må jeg jo bare gå igang" sagde hun og bed sig kort i underlæben i håb om de kunne forstå hvad hun sagde trods hendes russiske accent. Tæppet gik op og bag det stod et klaver og en mikrofon. Hun satte sig klar ved klaveret og så ud på de mange mennesker og smilte kort idet hun begyndte at spille. Efterhånden som tiden gik blev hun færdig med dette nummer og hun stoppede " Det var så Moonlight Sonata, som nogle sikkert kender and andre ikke" sagde hun og smilte kort og lod en hånd glide gennem det lange sorte og blå hår

Cricker kunne høre musik et andet sted i byen. Han vidste at hvor der var mange mennesker, var der måske en chance for at ham han ledte efter også var. Han besluttede sig for at finde ud af hvad det var så han begyndte at gå derhen imod.
Da han kom derhen fik han besked på at skulle betale, men det havde han ikke tænkt sig, men han ville heller ikke til at starte et påstyr, så han nikkede bare og gik sin vej, men han gik i virkeligheden hen bagved for at fremtrylle sine vinger og derefter flyve op over hegnet, og nu var han så inde. Han fjernede sine vinger og begyndte at blande sig med mængden. Han hætte var ikke på så han rødbrune hår hang ned til skuldrene, han kiggede sig omkring for at se hvem de forskellige var, men der var ikke nogen han kendte. Han kiggede op på scenen og krydsede sine arme og udgav et mindre suk. Han kunne se at det var en pige der var deroppe, men hvor gammel hun var eller hvem hun var vidste han ikke. Han kiggede sig omkring en gang imellem. Musikken var nu meget god, selvom at det ikke var noget der sagde så meget til ham. Han kunne ikke se personen han ledte efter nogen steder, så han kunne vel lige så godt slappe af så længe han kunne.

Hun smilte kort for sig selv og startede på at spille en nye sang og der var der også sang med til

"When you cried, I'd wipe away all of your tears
When you'd scream, I'd fught away all of your fears
And I held your hand, through all of these years
But you still have
All of me"

folk der kendte sangen kunne ikke lade være med at synge med, da det var en ufattelig smuk, men samme tid trist sang, som hun sang til sin lillesøster, dengang hun var i live. Hun så op på himlen og gav et kort suk da hun var færdig med sangen. Folk så op på hende idet en lille tåre trillede ned af hendes kind " Jeg glemmer ikke den skæbnesvanger dag" sagde hun og så ud mod publikum, som så op på hende med et trist blik, nærmest i håb om at hun fortalte mere. Hun rejste sig fra stolen hun sad på og tog mikrofonen i hånden og gik ud til scenens kant og satte sig " Dagen idag.. Præcis for 10 år siden... Der var der en borgerkrig, der hvor jeg kommer fra... Mine forældre og min lillesøster blev myrdet foran mig, men mig.. Mig lod de leve fordi de så noget i mig som de kunne bruge senere i kamp.. Men jeg flygtede og bor nu her og lever af at spille musik " sagde hun og så ud på alle menneskerne, der så ud til at have lyst til at tude " MEN!!! Nu ikke så emo'er mine kære publikummer" sagde hun og grinte kort idet hun atter satte sig over til klaveret

Cricker kiggede ned i jorden og smilede for sig selv a hun fortalte hvad hun havde oplevet. Der kunne man bare se, han var ikke den eneste der havde fået sin familie slået ihjel foran øjnene, men ved ham var det jo ikke en krig, det var noget som var planlagt. Det ville han i hvert fald mene det var. Cricker havde lidt svært ved at få styret sine kræfter idet tankerne kom op i ham, men han fik dem under kontrol. Han kiggede op igen da hun begyndte at spille, men dog kiggede han sig stadig omkring, selvom at han havde besluttet sig for at slappe af. Han var altid på vagt, og det var der jo også en grund til. Han lyttede til hendes musik og hendes sang. Gad vide hvem hun egentlig var, og hvad var det mon de soldater havde set i hende for så mange år siden? Det var ligemeget, der var ikke tid til at tænke over det, så han rystede lidt på hovedet og stod stille imens han lyttede. Gad vide om vagterne overhovedet vidste at han havde sneget sig ind, mon den vagt foran kunne genkende ham hvis han kom ind? Det var egentlig ligemeget, Cricker kunne jo bare flyve væk igen, så han valgte at blive stående.

Efter denne nummer hun lige havde spillet stoppede hun og rejste sig op da hun så hendes manager var kommet og nu kom gående ud på scenen " Er hun ikke skøn mine damer og herre?" spurgte han og grinte kort og hånligt af hende, som om hun intet var værd. Hun rejste sig op og gik over bag ham " Du kan vendte dig til jeg er færdig med min kamp træning.. For så kommer jeg personligt og dræber dig" hviskede hun ind i hans øre og hoppede ned fra scenen. Folkene omkring hende gik til siden og så på hende med et uroligt blik, mens hun gik over mod hendes manager's familie " Ville de ikke også være søde uden deres øjne og nogle af deres fingre?" vrissede hun og så op på manageren, som stod på scenen " Som du gjorde mod min familie! MIN SØSTER VAR 6 ÅR!" råbte hun vredt og hev hans egen datter med op mod scenen " Hvor gammel er det hun er? 5?" sagde hun og så koldt op på ham med et vredt blik " Katra Misu Makakio.. Du er akkurat som din sindssyge far.. Som fortjente at dø" sagde han vredt og så på hende " Hvad havde min mor og søster nogensinde gjort? HVA?? Kan du svare mig på det?" hvæste hun nærmest som en hidsig kat

Cricker kunne godt fornemme at det har var ved at udvikle sig i den forkerte retning, han var lige ved at gå da han hørte hende sige at det faktisk var manageren der havde dræbt hendes familie. Han vendte sig om og fulgte forløbet, han følte at han skulle blande sig, men det havde jo ikke noget med ham at gøre, men igen han ville jo finde ud af hvad pokker det her gik ud på. Ude fra mængden tog han sin hætte på så hans ansigt nu var helt sort, man kunne ikke se det overhovedet udover hans lysende øjne. Han skød en lyn kugle op i luften så den fløj lige over hovedet på dem der stod på scenen, imens han gik derop imod, stadig med sine øjne derop. Nu ville han finde ud af hvad det her gik ud på og om det var rigtigt hvad pigen sagde, at det var manageren der havde slået hendes familie ihjel for øjnene af hende. Ikke fordi at Cricker var nogen dommer eller noget, men han ville da prøve at hjælpe så godt han kunne.

Hun følte der var en der var ved at komme imod hende bagfra, hvilket fik hende til at vende sig om og fik så øje på denne hætte beklædte skabning som sikkert var kommet for at stoppe det " Smut med dig, med mindre du er dum nok til at stå i vejen" sagde hun og så på barnet som hun holdt i hånden. Hun bukkede sig ned til pigen og smilte roligt " Bare rolig.. Jeg gør dig intet... Men løb over til din mor og flygt" sagde hun og slap pigen, som hurtigt løb over til sin mor og så befriende over på Katra som stod medd blikket rettet mod manageren oppe på scenen " Okay Shino... Først og fremmest skal du ikke true mig.. For det andet, var det dumt du trænede mig til at være som jeg er.. Til sidst.. Vil jeg bare sige.." sagde hun og stoppede idet hun gik over mod ham og så ondt på ham " Ha' et godt liv uden kone og barn" sagde hun og så over mod hans kone og datter der var på vej væk, sammen med nogle vagter

Cricker smilede inde bagved hætten, selvom at det ikke kunne ses, men han nåede ikke at svare før at pigen selv havde gjort hvad hun nu ville gøre. Cricker kiggede over på manageren der var ved at løbe efter hans kone og datter, men han trak sit sværd og satte det ind foran hans hals og rystede på hovedet af ham. Han kiggede derefter over på konen og datteren som var ved at forsvinde.
Da de var helt væk fjernede Cricker sværdet fra managerens hals og kiggede over på Katra som han endnu ikke havde mødt. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, eller om han overhovedet skulle sige noget som helst. Han havde gjort det han nu mente var det rigtige og det var at holde ham væk fra hans egen familie så han selv kunne mærke hvordan det føltes. Selvom at smerten ved at miste en familie ed døden er værre end den at miste den når de forlader en. Han nikkede en enkelt gang af Katra og ventede på hvad der nu skulle ske.

Hun så på denne fremmede dæmon der uden videre stoppede hendes manager med sit sværd. Hun lod et koldt smil komme frem på hendes blege læber idet hun så managerens familie løbe væk og forsvandt " KATRA!!! Jeg sværger.. Du kommer til at lide! Lige så meget som din mor gjorde" vrissede manageren og vendte sig om mod hende " Virkelig? Så er det godt jeg er stærkere end hende hva?" sagde hun og så på ham med et vredt blik idet hun hev en kniv frem fra sin bh " Er du sikker på det er mig du vil slås med?" spurgte hun og satte hendes kniv mod halsen på ham og blottede sine tænder " Ville det ikke være fantastisk, hvis jeg var vampyr.. Så ville jeg bare dræne dig langsomt og smertefuldt..." sagde hun og skubbede til manageren