Søen // Privat: Cricker

Tid: Modbydelig tidlig morgen
Sted: Søen, ved udkanten af Fôret
Vejr: Daggry
Omgivelser: Spredte dyrelyde, men ellers intet liv

Eleanor havde placeret sig med ryggen mod et flere hundredeår gammelt træ og benene i skrædderstilling. Stammens knuder gjorde sidelejet ubekvemt, hvilket dog ikke blev registreret med en videre stor procentdel af hendes hjerne. En tung kappe lå over hendes skuldre, hæftet med et bronzespænde under hagen, og holdt på bedste vis det meste af morgenkulden ude. Og fugten. Heldigvis. Hun kunne mærke sin indre flamme blafre mindre kraftfuldt end ellers. Åh, hvor hun hadede vand, uundgåelige små dråber i luften. Med den ene hånd trak hun den primitive hætte, som var påsyet kappens tunge folder med en fiskesnørre, hun havde lokket sig til på havnen i Terre, over hovedet, for at undgå, de sorte krøller skulle blive tunge af fugt.
Søen var spejlblank i det rolige vejr. En lappedykker viste sig pludselig fra sit skjulested bag en samling siv, lod sin krop forsvinde et par gange under vandoverfladen, for derefter at lette på spinkle vinger mod den gryende dags første stråler. En knurrende fornemmelse i maven mindede hende om, hvor længe siden det var, hun sidst havde indtaget føde, og for et kort øjeblik overvejede hun længselsfuldt at lade menneskeskikkelsen falde til jorden, og påtage sig den form, som var den eneste rigtige. Bevinget ville det ikke være et problem at opspore sig noget kød, fugl, pattedyr, fisk, hun var ligeglad.
Hun blinkede et par gange med øjnene og fandt sig selv stående oprejst med spredte ben og blikket vendt mod horisonten. Forskrækket bakkede hun et par skridt, indtil ryggen stødte hårdt mod træets stamme. Hun lukkede resolut den ene hånd omkring sit håndled, og borede de lange, sorte negle ind i kødet. Længselen forsvandt ud igennem hendes porer, og blev erstattet af en gnavende smerte. Hun trak vejret dybt.

Der lød et ordentligt bump ikke langt fra søen, hvorefter det kunne høres at to klinge blev slået sammen. Ikke ret lang tid efter kunne man se en ildkugle, og Cricker var blevet kastet flere meter tilbage, han fløj lige forbi Eleanor som stod ved træet. Cricer stod på alle fire og kæmpede for at komme op og stå igen. Han var jord dæmon! Hans grønne vinger mindede om en drages, han hænder og helt op til skuldrende var dækket af barkhud, han havde en.. Hale, en grøn drage hale stak ud fra lænden, og ned langs hans barkhud var noget der lignede pigge. Cricekr fik rejst sig op og havde et to hånds sværd der var rimelig stort. Ud fra skoven kom en anden dæmon, han havde sorte horn, sorte drage vinger, en sort drage hale, han lignede faktisk lidt Cricker, hans hænder og arme og skuldre lignede en drages. Han grinede og kiggede på Cricker. "Ikke engang her kan du gemme dig for mig" han skød en ildkugle lige foran Cricker så han fløj tilbage igen. "Dine forældre var nemme nok at slå ihjel, men du er alt for besværlig!" Sagde han derefter. Cricker blev rasende og da han rejste sig brølede han som en drage og pludselig for der en kæmpestor rod op fra jorden og slog den anden dæmon væk. Cricker var nu oppe og stå.

Eleanor snurrede rundt som reaktion på de pludselige lyde. Hun stødte tåen hårdt mod en rod i jordoverfladen, snublede et stykke, men var i næste nu på benene med armene hævet foran ansigtet til forsvar.
Det tog kun et øjeblik at analysere situationen. To dæmoner, forskellige kræfter. Hun spærrede pludselig øjnene op. Og... og forvandlede. Her. Jord og ild, farverne på deres skæl var afslørende.
Den sorte drages stemme fik det til at hvine i hendes tænder. I et kort øjeblik følte hun en form for beslægtethed, en spinkelt bånd, men i næste nu forsvandt forbindelsen. Som trussel var den sorte drage tydeligvis den største.
I en hurtig bevægelse trak hun to lightere op fra gemte steder på kroppen. Med tommelfingrene fik hun tændt to spinkle flammer. Med en anstrengelse lod hun varme fra sin kraft skyde ud igennem armene, bevæge sig igennem fingerspidserne og forvandle de to flammer til brølende infernoer i sine håndflader. Med sveden strømmende ned af ansigtet rettede hun håndfladerne mod jorden omkring den sorte drage og opbyggede en mur af gule, levende flammer, som afskar den fra hende selv og den grønne dæmon. I næste nu drejede hun rundt, så hendes ansigt var vendt mod den anden fjende. Flammerne slikkede hende op af armene, idet kappen faldt fra hendes skuldre. Hun ventede.

Den sorte dæmon så ud til at være noget imponeret. Han stod ikke og var klar til at kæmpe, han gik langsomt imod hende. "Hmm, du er stærk.. Meget stærk" han smilede til hende. "Lige den person jeg har brug for til at hjælpe mig med at gøre det af med den jord dæmon derovre, ser du.. Han er meget ond, jeg måtte dræbe hans forældre for at beskytte andre" Ild dæmonen sagde det for at prøve at hjernevaske den anden stakkels ild dæmon. Cricker kunne dog høre det og prøvede forgæves at finde en vej rund om det store flammehav indtil han kom i tanke om at han egentlig kunne flyve, så han fløj over ilden, landede ikke langt fra dem, placerede en knytnæve i synet på ild dæmonen så han fløj lidt tilbage. "Prøver du nu at hjernevaske hende? Du er YNKELIG!" Sagde Cricker, det var for at provokere ild dæmonen, men han rejste sig bare op. "Hmm, det er ikke slut endnu Cricker..." Sagde han og fløj væk. Cricker løb lidt efter ham, men stoppede hurtigt. Han sukkede og kiggede over på den anden ild dæmon, han var ikke sikker på om hun ville skade ham eller ej, så han fjernede ikke sit sværd.

Vinden fra ilddæmonens vingeslag blæste hende et par skridt baglæns og flammerne om hendes arme forsvandt med en bølge af røg efter sig, idet den lettede og forsvandt et sted i horisonten. Hun strøg hurtigt håret væk fra øjnene og lod det ene ben bære vægten et stykke foran det andet på græsset med lighterne løftet i skulderhøjde foran sig. Hun rettede hele sit fokus mod jorddæmonen foran sig og lod blikket vurdere hvert et skæl, hver en revne og standsede ved sværdet i hans hånd. Hun ignorerede tanken om den samtale, hun netop havde været vidne til. En fortid lå bag det, men det var uvedkommende. Hendes instinkter tvang hende til at være på vagt i hver en fiber i kroppen.
Hun trådte et skridt frem på den ene fodballe og gik langsomt ned i knæ, afventende.

Cricker kiggede på hende, og vippede med hans sværd, før han lagde det tilbage på ryggen under jakken, han sukkede. "beklager du skulle være vidne til det" Sagde han blot og gik hen til søen, hvorefter han kiggede ned i den, han tog noget vand op for at rense et mindre sår han havde fået på armen. Han kiggede på det og sukkede så igen. han vaskede også sit ansigt, han kom op og stå igen, stadig udmattet fra kampen, den anden ild dæmon kunne sådan set bare angribe ham nu, men et sted følte Cricker at hun ikke havde tænkt sig at gøre det. Han vidste ikke helt hvorfor, det kunne jo også være at han tog fejl, men han tog chancen, og gav hende et venligt smil. "Det var ellers imponerende det du gjorde med flammerne, jeg kan ikke se om såret er fra dine eller hans flammer" Sagde han lidt efter, stadig med et smil, for at vise hende at han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget. Han betragtede hende og gik et par skridt nærmere, det havde været en stor chance at vende ryggen til hende.

Det summede i fingrene. Hun kunne stadig fornemme overophedningen af kroppen, der fik små sveddråber til langsomt at glide i baner ned af nakken og blive opsuget af kjolens lærredsstof. Hendes arme og ben værkede af anstrengelsen ved at opretholde stillingen.
Imod al sund fornuft smilede den fremmede dæmon pludselig, stak sit sværd til side og vendte hende ryggen. Forbløffelsen slukkede en hver antydning af varme i kroppen, de rygende fingre blev og usikkerheden stod tydeligt at læse i hendes glatte ansigtstræk. Hun lod øjnene fare over omgivelser i jagt på en fælde, muligvis nogle allierede, som kunne være interesserede i et baghold. Der var ingen, der sagde, hele kampscenen ikke havde været et prægtigt udført skuespil.
Hun sænkede langsomt armene, men lagde ikke lighterne væk.
Hendes stemme var hæs, men høj, da hun svarede ham. "Imponerende? Tja. Vi har vel alle vores evner." Hun undlod at nævne, hvor ukontrolleret hendes indre flamme endnu var. Jo mindre han vidste, jo mindre udsat var hun.

Cricker nikkede stille. "Det er rigtig nok, jeg må nu indrømme at jeg er meget glad for at det ikke var mig du angreb" Sagde han lidt efter. Et sted kunne han godt føle hendes usikkerhed, men han vidste ikke helt hvordan han skulle bevise at han ikke ville hende noget ondt, det ville kun tiden vise jo. Han gik lidt tættere på hende, så han nu stod et par meter væk, han kiggede på hende. Hans sorte hår var røget ned foran det ene øje, hvorefter han fjernede det og mumlede noget om det pokkers hår nok snart skulle klippes. Han rakte derefter hånden ud "Navnet er Cricker, og forresten så skylder jeg dig jo nok egentlig en stor tak, eftersom at hvis du ikke var brudt ind der så ved jeg ikke helt om jeg havde overlevet" Sagde han og smilede stadig. Den anden ild dæmon havde i sinde at slå ham ihjel, hvilket Cricker ikke var helt glad for.

Hun rystede med et let smil på hovedet. Han virkede oprigtig, der var noget ved hans stemme og han havde en naturlig charme ved sin beskedenhed. Hun lagde forsigtigt lighterne ned i buksernes lommer og tog hans fremstrakte hånd med et solidt greb. "Cricker," sagde hun og smagte på navnet. "Mit navn er Eleanor." Hun mindedes synes af deres aggressive kamp og rynkede panden, men undlod at spørge ind til det. Hun kendte ham ikke, og når det kom til stykket vidste hun ikke, om hans afslappede kropssprog var et forsøg på at manipulere hende ind i en falsk tryghedsfornemmelse. Efter en kort overvejelse besluttede hun at lade tvivlen komme ham til gode. "Det skal du ikke tænke på. Jeg forsøgte dybest set kun at redde min egen røv." Hun blinkede og klappede ham på skulderen for derefter at rette en slank, sortmalet negl mod hans prangende våben. "Imponerende," sagde hun roligt.

Cricker nikkede da hun nævnte hendes navn. Han grinede af hendes kommentar. "Ja, men alligevel, selv dem der prøver på det, kan somme tider ende med at redde andre uden at de selv ved det" Sagde Cricker og blinkede til hende, venligt selvfølgelig, hvorefter han kiggede på hende da hun pegede. Han trak derefter sit sværd, svingede det rundt et par gange uden at ramme Eleanor selvfølgelig, og rakte det frem imod hende med skaftet først. "Du kan da se om du kan bruge det" Sagde han med et let smil og kiggede på hende. Han var slet ikke bange for at give hende hans våben så hun kunne prøve det. En af de ting der var Crickers svaghed, var at han tit stolede for hurtigt på folk, men den her gang var han sikker på at hvis hun ville have gjort ham fortræd, så havde hun gjort det for længe siden. "Jeg gætter på at du ved hvilken form for dæmon jeg er efter den kamp?" Tilføjede han imens han stadig stod med sværdet frem imod hende, for at se om hun ville prøve at løfte det og eventuelt bruge det.

Eleanor stirrede på sværdet et øjeblik med usikkerheden malet i ansigtet. Hun rakte tøvende hånden frem, med øjnene på Crickers ansigt for at vurdere, om manden var rigtig klog. Hans tillid fejlede tydeligvis intet, hvilket var bemærkelsesværdigt i denne tid. Og ofte noget som blev straffet hårdt.
Hendes smalle fingre lagde sig om skaftet. Vægten overraskede hende i et øjeblik, men med et beslutsomt drag om munden løftede hun sværdet op, så det stod i en ret vinkel på linje med hendes krop. Hun trådte et par skridt baglæns for at undgå at skade Cricker, idet hun svingede det i bløde cirkler. Den hvislende lyd som udgik i dets bane igennem luften fik hende til at smile tilfreds. Hun standsede sin bevægelse og rakte ham det tilbage med skæftet forrest. "Nydeligt."

Cricker smilede da hun prøvede det og tog sværdet tilbage. "Jeger skam ikke ude på at gøre dig fortræd Eleanor, du kan få hele historien bag kampen du så hvis du har lyst?" Sagde Cricker med et venligt smil. Han håbede på at hun ville tro på ham, selvom at det nok var lidt svært, hun kunne jo tro at han var ude på et eller andet, men med tiden ville hun sikkert indse at han ikke var.
Hun var nu utrlig smuk synes Cricker, men det var ikke noget han ville sige til hende, det ville jo lyde lidt dumt at han bare sådan sagde det ud i det blå og at de så lige havde mødt hinanden, men det var ikke sådan at han var forelsket i hende, han synes bare hun var en smuk dæmon. Cricker kiggede sig omkring et par gange for at være sikker på at den anden ild dæmon ikke stadig var her, han kunne nemlig ikke mærke det, men man kunne jo aldrig være alt for forsigtig, og det var sikkert noget hun kendte til.

Hun stirrede et øjeblik på ham med et tænksomt blik. "Tja. Jeg må jo nok indrømme, at jeg er en smule nysgerrig, men en hver har lov at have sine hemmeligheder." Hun rynkede panden og vippede hovedet på skrå. Et hår kildede hende i øret. Hun skubbede det væk med en hurtig håndbevægelse. "Jeg vil ikke kræve, du fortæller mig om din historie. Men jeg lytter gerne."
Hun bemærkede hans øjne på sig og smilede let. Langsomt satte hun sig ned ved søens bred med korslagte ben og håndryggene hvilende på knæene, så håndfladen pegede mod himlen. Horisonten fyldte hendes blik, idet solens stråler i højere og højere grad begyndte at oplyse omgivelserne. Skyggerne blev længere.
Hun nikkede mod pladsen ved sin side som tegn på, at hun ikke ville have noget imod, han tog plads. Hun havde gjort op med sig selv, at hun ikke ville spørge nærmere ind til ilddæmonen, men lade næste skridt være op til ham. I stedet rømmede hun sig og sagde langsomt: "Hvad skyldes din tilstedeværelse herude på denne tid?"

Cricker nikkede stille. "Tjo, måske kunne jeg godt fortælle det." Sagde han og kiggede på hnede da hun satte sig ned. Han så at hun gjorde tegn til at han skulle komme hen og sætte sig, han kiggede på pladsen ved siden af hende og gik derhen.
Han kiggede på hende og smilede let. "På den her tid? Hmm, jeg sover ikke meget, har været på udkig hele natten og den sidste time eller halvanden har jeg kæmpet imod den ild dæmon du så." Sagde Cricker, kom man tættere på kunne man godt fornemme at han var meget udmattet, han svedte faktisk ikke. Han kiggede på hende og sukkede stille. "Hvad med dig selv?" Spurgte Cricker lidt efter og havde helt glemt at han skulle fortæælle hende omkring ild dæmonen, han var blevet lidt nysgerrig efter hvad hun var for en. Han kiggede op imellem træ kronerne for at se himlen, den kunne da lige skimtes, men det var ikke specielt meget. Cricker kiggede derefter på hende igen og gav hende et venigt smil, mon hun troede på ham nu og vidste at han ikke ville gøre hende ondt?

Hun spidsede sit øre ubevidst, som for at opfange hvert et ord og hver en dybere mening bag det sagte. Hans stemme var behagelig og tillidsvækkende. Hendes sanser opfangede lugtene omkring dem, morgenduggen i luften og lydene fra små græshopper i de høje siv. Hendes muskler slappede af. Der virkede ikke til at være andre i nærheden.
"På udkig?" spurgte hun. "Efter ham fyren? Det lyder vovet." Hun skubbede benene frem foran sig og lænede sig tilbage på håndfladerne med ansigtet vendt mod himlen ovenfor. "Hvem jeg er? Mit navn er Eleanor. Der er ikke så meget andet at sige om den sag. Jeg kender ikke din ven, hvis det er din bekymring. Og hvis jeg gjorde, så plejer vi ilddæmoner ikke at danne klaner som vampyrerne." Hun drejede langsomt hovedet og betragtede ham vurderende med vågne øjne. Hun lod fingrene løbe igennem håret og trak det ned over den ene skulder. På trods af sin afslappethed veg hendes hænder aldrig langt fra diverse forsvarsmidler. Der var ingen grund til ligefrem at udlevere sig selv til en potentiel fjende, selv om hun tvivlede på, at han var interesseret i den slags.

Cricker smilede til hende. "Nej, jeg er ikke bekymret for om du kender ham, ellers ville du have angrebet mig eller i hvert fald have hjulpet ham.. Går jeg da ud fra" Sagde han og kiggede op på himlen, eller hvad han nu kunne se af den imens at han lagde sig ned på ryggen ved siden af hende. "Bah, vampyrer..." Cricker så lidt sur ud ved ordet vampyr, han kiggede på hans venstre biceps og man kunne klart se at der var ingen barkhud lige præcis der. Han kiggede op på himlen igen. "Eleanor.. Pænt navn" Han kiggede hurtigt på hende og man kunne klart se at det var ikke noget der skulle have været sagt højt. Han rødmede let, kiggede hurtigt op igen og lod som ingenting. Han strak sig og gabte, hvorefter han sukkede lavt og blev liggende. Han vidste ikke hvad han ventede på, om hun skulle svare eller bare på at der skete noget, måske prøvede hun på at få ham til at slappe af for at den anden ild dæmon kunne komme og angribe, men han var sikkert bare paranoid.

Hun rystede let på hovedet med et smil spilende i mundvigen. "Tja. At jeg blandede mig var vist mere et overlevelsesinstinkt." Hun børstede nogle våde græstrå af gamacherne ved skinnebenet og vendte ansigtet mod ham, idet han lagde sig ned på ryggen. Hun hæftede sig ved trækningen omkring hans øjne, da hun nævnte den anden race og fulgte derefter hans blik. Overraskende at hun ikke havde lagt mærke til forandringen i hans panser noget før. Der manglede et stykke.
Hun lo afslappet, da han roste hendes navn. "Jamen mange tak. Det kan jeg jo desværre ikke tage æren for selv. I et øjeblik blev hendes øjne fjerne, hvorefter skarpheden vendte tilbage for at betragte ham intenst. "Hvor holder du til? Du er ikke fra byen, er du?" Der var noget over hans afslappethed i - for hende - ukendte egne, som gjorde hende nysgerrig. Hun kastede et blik på hans absolut ikke menneskelige skikkelse og smilede. I modsætning til hende havde han det tydeligvis fint i sin oprindelige form. Hun kastede et blik ned af sin selvvalgte menneskekrop. De slanke fingre, det bølgende hår, stærke ben og arme.

Cricker kiggede på hende og smilede bare. "Nej det er selvfølgelig rigtigt, men alligevel så er det pænt" Sagde han med det samme smil. Han kiggede op på himlen igen, han hørte dog stadig hvad hun sagde og nikkede stille da hun spurgte ham om han holdte til herude. "Ja, jeg boede engang i en hytte længere inde i skoven, men den bruger jeg ikke mere, jeg sover i grotter og andre steder jeg lige kan finde, det er bedst ikke at holde til et sted eller så ved dine fjender hvor du er" Sagde han og kiggede over på hende. "Jeg kommer aldrig ind i byen, jeg hader det sted, desuden så kan jeg heller ikke bruge alle mine evner derinde." Tilføjede han lidt efter og vendte blikket ind imod skoven, han satte sig igen op, men kiggede stadig ind i skoven, som om han havde fået færden af noget, som om der var nogen derude, men det var der dog ikke. Cricker var bare lidt paranoid for tiden.
Han kiggede igen over på hende og gabte let, ikke fordi at han var træt og ville sove, men han var bare udmattet. "Hvad med dig? Bor du herude?"

Hendes brune øjne granskede hans ansigt, indtil hvert et træk var indprentet i hendes hukommelse. Hun lyttede til hans ord. En spirende interesse fik hende til at rette ryggen, imens hun med den ene hånd skubbede om bag skulderen, så det faldt som et bølgende vandfald ned af hendes ryg. "I grotter?" Det lyder en smule farligt. Jeg ville have forestillet mig, det var et område natteglade og mindre hyggelige racer opholdt sig." Hun smilede skævt ved hans beskrivelse af byen. "Jeg elsker livet derinde. Den dunkende puls, lugtene, lydene, de mange brændende elektroniske lys om natten. Sikkerheden i at befinde sig et sted, hvor ti vidner altid befinder sig få meter fra dig."
Hun hæftede sig ved den pludselige stramning af musklerne i hans krop, idet han hævede sig fra sin liggende stilling. Hun fulgte hans blik ind i skoven og spidsede ørene. Fuglefløjt og bladenes raslen i vinden var det eneste at opfatte. Anspændtheden forlod ham, bemærkede hun ud af øjenkrogen, hvilket fik hende til at rynke panden. Hvad ventede han at se?
Hendes svar på hans spørgsmål kom langsomt og tøvende, som om hun ikke rigtig fokuserede på ham længere. "Terre er mit hjem."

Cricker smilede. "Jah, altså somme tider er jeg ikke alene derinde, men det er ikke noget jeg ikke kan klare, jeg er jo jord dæmon, og skoven er jo mit domæne, det er her jeg er stærkest." Sagde han og smilede til hende. Elsker byen? Hvordan kunne hun det, det var jo ikke det sjoveste sted at være, der var alt for meget larm, plus at der var fortov på jorden hvilket gjorde at Cricker ikke kunne bruge alle sine evner. "Jeg kan ikke rigtig forstå at du kan lide det, men vi er jo forskellige... heldigvis" Sagde han med et smil. Han kiggede imod søen. Den så nu god ud og det var ikke alt for koldt endnu. "Hmm.." Sagde Cricker bare og kiggede hurtigt på hende inden at han rejste sig op. Han trak sit sværd og stak det ned i jorden, der skulle det blive stående, så han fik en rod til at vikle sig omkring det så det ikke kunne tages op. "Det er bare for at være sikker" Grinede han let, hvorefter han smed jakken og t-shirten og sprang i vandet. Han havde brug for det, han svømmede hen til kanten og kiggede op på hende. "Er du tit her i skoven så?"

Hans ord fik en stikkende følelse af hjemve til at sprede sig i hendes bryst. At være omgivet af flammer uden en fast form. Flyde ud, vokse opad, den altomfattende varme. Hun savnede den korte periode i sit liv. Men forældrene havde valgt en tilværelse i menneskenes verden af årsager, hun aldrig var blevet betroet. Politik måske. Eller sikkerhed. Kampen for at påtage sig en skikkelse havde været smertefuldt i begyndelsen. Nu havde hun vænnet sig til det.
"Byen er levende og varm. Det er ganske udmærket," sagde hun og lænede sig tilbage på albuerne.
Hans blik hvilede pludselig på søens overflade. Hun spærrede langsomt øjnene op, da hun gennemskuede hans plan. Ud af øjenkrogen bemærkede hun ham placere sit sværd, inden han sprang i vandet. Med håndfladerne placeret mod græsset trak hun sig væk. Munden var fordrejet i en grimasse, øjnene urolige. Vandet på hans krop fik det til at vende sig i hende. Det var sjældent, hun nærmede sig søen i en afstand af mindre end ti meter, og selv om dens skønhed dragede hende mod sig, ville hun for intet i verden berøre så meget som en dråbe vand.
Hendes ryg stødte mod en træstamme i kroppens tilbagetog. Hun sank langsomt sammen på jorden ved dens rødder.

Cricker kom til at tænke på at hun var ild dæmon. Man kunne se på ham at det gik op for ham. "Øhh... Ups.." Sagde han bare, han ble dog i vandet. "Det var ikke fordi jeg ville have dig med herned i, jeg ved godt hvordan du må have det med vand." Sagde han og så lidt ked ud af det, han havde smidt det fuldstændig ud af hovedet. Han gik op af vandet, tog jakken og t-shirten på og tog sværdet og satte det om på ryggen. "Bah... Vådt tøj." Sagde han og slog armene ud til siden og trak på skuldrende. Han nærmede sig ikke Eleanor fordi han stadig var våd. Han satte sig bare ned på græsset et stykke fra hende hvor han var sikker på at hun ikke kunne blive ramt af vandet. "Havde fuldstændig smidt det ud af hovedet." Sagde han og sukkede stille. Gad vide om hun var mistroisk omkring ham. Han kunne se hvordan hun sad imod stammen på et træ, han ville ikke gøre hende.. Bange eller nervøs, det var i hvert fald ikke hans intentioner. Han smilede skævt til hende i håb om at hun troede på ham og at hun vidste at det ikke var det han havde til hensigt at gøre.

Eleanors ben føltes som gele. Åh, hvor hun forbandede det våde element. Effekten af det ville aldrig blive hendes død, men hun havde før stået gispende tilbage som en fisk på landjorden med kræfter, der var midlertidigt forsvundet; druknet i hendes egen krop. Ubehaget ved dråberne, som ætsende borede sig ind i kroppen var ikke let at glemme.
Hendes øjne befandt sig på hans krop. Hans tonefald lød beklagende, og hun tvang sig selv til at nikke. Det tog noget tid for ham at komme op. Hans placering et stykke fra hende løsnede et par af hendes muskler. Langsomt lod hun den tilbageholdte luft sive ud mellem tænderne. Det skæve, forsigtige smil han sendte hende fik hende til at standse benene i deres forsøg på at presse hende igennem stammen. Men hun nærmede sig ham dog ikke. Fugtigheden skinnede stadig på hans krop og små vandplamager op hans tøj gav hende kvalme. Ved en kraftanstrengelse undertvang hun følelsen. Hvis han havde forsøgt at berolige hende, var det et usædvanligt dumt træk, han netop havde foretaget sig. Som havde hun tændt et lejrbål ved siden af hans barkede hud. Hun forsøgte at gøre op med sig selv, om han legede med hende eller om der bare var tale om et uigennemtænkt træk.

Cricker nikkede stille. Mon han havde skræmt hende? Han sukkede stille og rejste sig op hvorefter han gik lidt væk fra hende og lænede sig op af et træ. Skulle han sige noget til hende? Hvad skulle han i det hele taget sige? Han kiggede op og omkring sig, ikke fordi at han havde hørt noget, det var bare for at... Ja for at kigge. Hans blik strejfede hurtigt Eleanor, men han kiggede den anden vej igen. Hn var sur... Eller i hvert fald utilpas med ham lige nu, sådan følte han det i hvert fald. "Du blev noget stille... Skal jeg smutte?" spurgte han, men dog uden at kigge på hende, det kan godt være at han havde gjort noget som måske ikke var så smart, men det var jo ikke fordi at han havde sprøjtet vandet efter hende eller noget som helst, det kunne han i hvert fald ikke finde på at gøre, sådan var han ikke, men det kunne hun jo ikke vide. Cricker kiggede på vandet og rystede stille på hovedet, det blæste en smule og Cricker kiggede op.

Hendes brune blik fulgte ham, idet han rejste sig og bevægede sig hen til en stamme et lille stykke derfra. Hun trak vejret igennem næsen et par gange og lod de friske molekyler fylde sine lunger for derefter at slippe dem ud igennem munden. Den dårlige samvittighed var tydeligt at læse i hans kropssprog; blikket farede i alle retninger. Hun måtte smile, men gemte det bag hånden.
"Jeg havde ikke så meget at sige," lød hendes stemme roligt. "Du må skam forlade mig, når du ønsker. Du er åbenbart en type, man støder på, så det sker nok igen." Hun lænede overkroppen frem og foldede armene om knæene. Kun en ubevidst trækning i mundvigen viste endnu mindet om hendes ubehag, men sporene var forsvundet fra hendes tanker. Hun plukkede åndsfraværende en lille blomst fra græstæppet og løftede den op imellem to fingre.