Under The Moon [Hopes Privat]

Tid: 00.22
Omgivelser: Ingen mennesker på dette tidspunkt, træer og bænke.
Vejr: Hvid skyer er hist og her på himlen og månen lyser parken op. Der er koldt.
Sted: Sombre, Parken.
Påklædning: Hvid t-shirt og en sort cardigan og et par blå cowboy bukser samt hans slidte sorte converse all star.

Anton sad op af bænken og betragtede omgivelserne omkring sig. Månen lyste parken så smukt op så det lignede at det var taget ud fra et eventyr. Han havde altid kunne lide at sidde lige dér på bænken og betragte folk omkring ham. Men på denne tid var der ingen overhovedet. Det fandt han befriende for med alle de farver der skreg ham op i hovedet; mørke farver, skrigende farver, dæmpede farver, det hele gav ham egentlig bare stress da han ikke rigtigt havde fået styr' på den evne endnu, men han kunne godt slukke for det, hvis han ville, men så var det jo kun et par få stykker, trist.. Han så sig kort over skulderen for at sikre sig at ingen var bag ham, for man vidste jo ikke hvad der lurede i skyggerne og det havde han jo fundet ud af sidst han var her da en vampyr havde angrebet ham for at smage af hans blod, og det var hun da også kommet til.. Han bed sig i læben ved tanken om hende, Macha og så skød diverse problemer og stressende tanker ind i hovedet på den så flotte og yndige engel.. Anton sukkede og frem for hans bukselomme på hans stramme jeans fandt han en pakke blå kings smøger frem, lod sin sølvlighter der var formet som udspredte vinger, tænde liv i smøgen, som han derefter satte til munden i et tilfredst sug. Hans brune øjne havde sat sig fast i månens dragende lys og hans rosa læber trak sig op i et smil ved tanken om at kunne flyve til månen - for det kunne han hvis han ville. For han var en engel en smuk en af slagsen med sit sorte lange hår der gemte hans brune øjne der mindede om en kronhjorts.. Så smuk, så yndig og forladt var han.

Påklædning: Stramme grå jeans, en hvid stor cardigan og et par grønne converse.
Ulveskikkelse - En hvid ulv af mellemstørrelse, med hendes dybblå øjne.

Hun løb stærkt. Bladende som piskede hende i hovedet, når hun susede igennem det tætte krat. 1, 2, 3, hop! Vinden bar hende let over en sten, hvorefter hun elegant landede på sine hvide poter, overfaldt byttet. Rotten vred sig under hendes pote, så hun lod den løbe lidt, hvorefter hun fangede den igen.
Efter en stunds leg fandt hun det kedeligt, lod den slippe. Luntende fortsatte hun sin rute. Den rute, som skulle vise hende det nye sted. Problemet var bare, at hun ikke vidste hvad den ville vise eller føre til? I sine opslugte tanker førte hendes fire ben hende ind i et træ, og en lettere piben gav hun fra sig; Daskede sig over næsen med begge poter. Vent, hvad var det? Hendes næse vibrerede, opfangede den klamme lugt. Røg? Med en irriteret rysten på hovedet, begyndte hun at rejse sig op på bagbenene. Stod nu, som en helt almindelig pige på de 18-19 år. Det mørke hår gik hende ned til midten af ryggen, men de dybblå øjne forblev de samme. Snug, som hun var, lænede hun sig op af træet og betragtede røgen. Hvor kom den fra? Nå, der... En person. Med hovedet let på skrå, fortsatte hun sin iagttagen.

Anton rettede hovedet mod træerne da der lød en piven, en hund måske? Han lagde hovedet let på skrå og med et lille kast til siden med hovedet fik han fjernet håret fra sine nysgerrige øjne. Men da der ingen bevægelse omrking træerne var, så lod han blikket glide rundt igen mens han tog et sidste hiv af sin smøg hvorefter han lod den falde til jorden med et lille nærmest ikke hørt dunk. Hans ene slidte sko tværede den sidste glød ud af smøgen, hvorefter han atter trak pakken op og tog den næste smøg om læberne. Men han tændte den ikke, da han ikke langt fra i mørket kunne se en svag blå flamme. En aura? Han blinkede let med øjnene et par gange, hvad var denne skikkelse? Ville denne skikkelse ham ondt? Havde skikkelsen set på ham i langtid? Eller havde skikkelsen slet ikke fået øje på ham endnu? Spørgsmålene løb igennem hans hoved og for at dæmpe den stress der kom tændte han smøgen med blikket rettet stift mod den blå flamme. Hvem mon det var der gemte sig?

Øjenlågene gled langsomt ned. Hun lukkede sig inde, prøvede at fokusere. Hvem var personen? Men hun kunne ikke. Godt nok prøvede den friske luft at bekæmpe røgen, den falske røg, som hun hadede, men ligeså meget prøvede den røg også at trænge ind i hendes næsebor.
Efter en tids tænken, lod hun sig igen ændre skikkelse. Beslutsomt lod hun lydsløst de fire hvide poter, føre hende over græsset, stien og hen til den bænk, hvor personen sad. Nu stod han bare og stirrede, pibede og satte sig ned på bagdelen. Betragtede alt ved ham, bortset fra ansigtet. Hovedet, ja, først nu lagde hun det let på skrå. Spillede de genkendelige dybe blå øjne op. Trak sig chokeret tilbage, da det gik op for hende, hvem den person der sad overfor hende var. Hvad lavede han her? Var det tilfældigt. Hurtigt fik hun rejst sig, og smuttede om bag træet igen. Uforstående overfor det hun lige havde set. Hun forstod ikke sin rute. Den måtte have været tegnet forkert.

Antons brune øjne kiggede igen mod træerne, nysgerrige da han opfangede bevægelse. Hvad var det der puslede rundt imellem træerne? Han tog et hiv af sin smøg igen, rejste sig op fra bænken af og gav sig til at gå hen mod træerne - stille og roligt som om at han bare ville gå en tur. Men det var ikke det han havde i sinde, han havde i sinde af at finde ud af hvad det var der puslede rundt. Var det blot en hund? Et menneske? Et dyr? Eller et væsen der havde i sinde at gøre englen ondt? For der var jo mange væsner der ikke ligefrem kunne lide englene, specielt ikke dæmonerne og så var der jo vampyrerne der fandt deres blod ekstremt tiltalende..
Anton nærmede sig træerne, tog det sidste hiv af sin smøg og smed den på jorden, denne gang uden at kvase den. Det stak i hans ryg som om at der var noget der prøvede at komme ud fra hans skulderblade, men han lod dem blive derinde da det jo bare var en reaktion på at han følte sig truet. Han gik et skridt ind i det dugvåde græs, blev oplyst af månen så man tydeligt kunne se den smukke, yndige og elegante engel med de smukkeste brune øjne og det ravnsorte lange hår som klædte hans hvide hud godt. I lyset af månen kunne man tydeligt se at han ikke var menneske for intet menneske kunne have sådan en perfekt og flot udstråling som ham, englen..

Hopes tryggede sig ind mod stammen. Forvirret. Hvad lavede han her? Eller rettere sagt, hvad lavede hun her? Dette var ikke blot et tilfælde. Hun havde næsten ønsket ikke at se ham mere, han havde forandret sig. Fundet andet mere interesant, druk. Men alligevel var der et eller andet i hende, som gerne ville have et kig mere. Se ham igen. Det var jo trods alt så lang tid siden. Føltes som mere end hundrede år, bogstaveligt talt. Skulle hun kigge igen.
I sin forvirring og den begyndende frygt, ændrede hendes skikkelse sig ubemærket af hende selv. Det var nu pigen, som klamrede sig op ad træet. Hopes kunne ane skikkelsen. Ikke mørk, men lys. Hvad var han? Tøvende, trådte hun frem. Lod sig kort bade i månelyset som pige, og derefter som ulv. Hun lod de fire poter lunte hen til ham. Derefter lod hun de dybblå ulveøjne kigge på ham, indtrængende. 'Så mødes vi igen,' sagde de.

Anton stoppede brat op i mørket da en lav skikkelse iført en blå flamme nærmede sig ham.. En ulv. Hans øjne blev til smalle sprækker mens han satte sig på hug foran ulven og så den dybt i øjnene der på en mystisk måde var genkendelige. Han havde set de øjne før, det var han sikker på nu. Men hvad lavede en ulv inde i parken? Det havde han aldrig set før, så nu bed han sig let i læben og kiggede dybere ind i ulvens øjne. "Flot skikkelse du har dér.. Jeg har altid kunne lide ulve og hunde.." hans stemme var blid og rolig mens han talte til ulven og følte sig egentlig lidt dum - Hvad nu hvis det ikke var en ulv? Men øjnene kunne han se at de tilhørte et menneske, det måtte de bare! For det kunne jo bare være en animagus for dem var der jo mange af her i Di Morga, men Anton var sikker på at han havde set inde i disse øjne før, havde han ikke? Han blev pludselig i tvivl, men lod en hånd lægge sig på ulvens hoved i et let og blidt aae mens hans brune dådyr øjne fortsat kiggede ind i ulvens i et håb om et svar.

Ulven, Hopes, pibede let. Hun blinkede, og rykkede let med hovedet. Skuttede sig lidt, da han begyndte at tale til hende. Hun havde vist sig kort foran ham, havde han ikke set hende? Fordybet i sine tanker mærkede hun hånden på sit lodne hovede. Hans øjne søgte svar i hendes, og hendes ligeså i hans. Med den ene pote daskede hun lidt til hans knæ, samtidig med at hun holdte øjenkontakten. Vinden gav et let vindpust, hvilket ulvens hvide, bløde, pels nød; pelsen bølgede sig i takt, og samtidig gav ulven et bjæf fra sig. Derefter endnu et. Tredje gang bjæffede den ikke længere. Men sagde derimod hans navn. Det navn som hun ikke havde troet, at hun skulle nævne igen. I hvertfald ikke hvor det var ment til ham. "Anton." Nu hvor hun nu stod der i sin normale skikkelse; som en helt almindelig pige, opdagede hun hvor akavet det føltes. Eller det havde det gjort hele tiden, men det var først nu, at det sådan rigtig gik op for hende. Med en let bevægelse fjernede hun hans hånd, formåede ikke at fjerne sine øjne fra hans. Noget i hende sagde, at det ikke var dette hun ønskede. At hun skulle glemme det hele, slette ham fra sine minder og tanker. Problemet var bare, at hvis minderne blev slettet, så gjorde det meste af hendes liv so dødelig også.

Ulvens skikkelse ændrede sig hurtigere end han kunne nå at blinke. Foran ham sad nu en sorthårede flot pige med de smukkeste blå øjne, de selvsamme som han havde siddet og kigget i de seneste par minutter. Verden frøs til is omkring ham.. Hopes?! Var hun ikke død sådan for længst? Hans øjne var nu mere overraskede og hans læber dirrede i en iver for at sige noget, men ordene ville ikke komme ud. Han var som frosset fast og hans tanker blev kastet tilbage i tiden. Dem to under et træ midt i en dejlig sommeraften hvor solen var på vej ned. De smilede begge to og så lykkelige og ikke mindst forelskede ud, mens de blidt gav hinanden et kys. Men mindet gik op i flammer og han havnede hjemme hvor Hopes og ham havde et kæmpe skænderi vedrørende alkohol. Han så sig selv stå med en flaske brændevin i hånden, drak en kæmpe slurk efterfulgt af et kæmpe brøl hen i mod Hopes der stod med tårer og råbte af ham... Anton blev kastet tilbage igen, ind i hendes øjne. "Hopes...." var det eneste der kom ud af hans mund. De havde været sammen i tre - fire år og så var det sluttet på grund af hans fucking alkohol. Den dejlige tid blev til et mareridt og Hopes kunne ikke klare mere af hans pis, så hun var skredet og siden havde han aldrig hørt fra hende. Ikke før nu....

Selvom de ikke havde stået foran hinanden i mere end 4 minutter, begyndte det lige pludselig at føles som timer. Tavsheden var pinlig, syntes hun, og han reaktion? Overrasket. Det virkede på ham som om, at han var et helt andet sted. Tænkte tilbage. Han kunne ikke få ordene over sine læber, det kunne hun se. Heller ikke selvom, han måske ikke havde noget rigtigt at sige.
Hopes lod sig lukke inde; i ham. Lod hele omverdenen forsvinde. Hun ville vide hvad han tænkte. Men da billederne begyndte at poppe op på hendes nethinde, ønskede hun ikke at se mere. Hvordan var det endt sådan? I den selviske tankegang hun sommetider kunne have tendens til at have, fortsatte hun sin vandring. Så hvordan billedet af de to smuldrede imellem deres hænder. Hvordan resterne lod sig blæse væk. Forsvinde. Glemt.
Hun var godt klar over, at hun havde slynget edder og skældsord ud over ham. At hun dengang ikke lod det hende påvirke, det fjerneste. Men det der havde gjort mest ondt, var at han bare havde stået med flasken i hånden. Råbt. Men påvirket. Ikke af den vrede som havde svulmet op inde i hende. Men en vrede som var påvirket af alkoholen. Hun havde sagt fra..
Hendes navn. Det var det eneste han sagde. "Anton? Hvad.. Hvorf.. Hvornår?" Mere kunne hun ikke få frem.

Anton sad fast i hendes øjne fuldstændig ude af stand til at kunne sige et eneste ord. Det gjorde ondt indeni.. Hvorfor havde han været sådan? Og hvorfor skulle det gå udover hende? Dengang havde han jo troet at det var meant to be - for det sagde alle. Alle sagde at de skulle giftes, få børn og leve lykkeligt til deres dages ende. Men hvad endte det med? At han blev afhængig af alkoholen, lod den sive ned gennem hans mund hver evig eneste dag, time, minut. Han erindre kigge på hende, uden rigtigt at sige noget. Cognacen vejer meget i hans hånd.. Hopes står i dør åbningen så skøn med håret sat fint op og iført hendes pæneste sommerkjole. Havde han givet hende en kompliment? Næppe. Han havde bare kigget væk taget en stor slurk og se hende gå bort ovenpå - nok for at græde, men han fandt aldrig rigtigt ud af det..
Anton rejste sig op og tvang sine øjne væk fra hendes. Spørgsmålene der væltede ud af hende, spørgsmål som han ikke anede hvad han skulle svare på. Han sukkede dybt, kløede sig i nakken og så ned i jorden. Han skammede sig, skammed sig over sin opførelse dengang. Hvordan kunne han?! Han var nu mest bare ked af det. De sidste ord hun havde råbt inden hun gik var 'Gå til helvede med dig! Jeg hader dig! ALDRIG vil jeg se dig igen!' og døren var smækket i......
"Hopes jeg.. Hopes.." Han fumlede over ordene og kiggede blot på hende med et tomt blik. Hvordan skulle han være? Gøre? Sige? Han var forvirret, og satte nu kurs mod bænken hvor han førhen sad med langsomme skridt, "Følg med, gider du?" han vendte sig kort om for at kigge på hende, nu med et bedende blik. Hun måtte ikke gå nu. Det ville han for alt i verden ikke have.

Havde hun været for hård? Det hele var jo bare kommet som en bølge, sådan, pludseligt. Dette havde kun skyldtes en enkel lille tåre; en lille tåre ud af de mange andre. Tilsammen havde de dannet bølgen. Bølgen som bar alle ordene, ederne, tålmodigheden - og ikke mindst den lille stump håb, der havde ligget tilbage. Med håbet røg deres visioner af en fremtid sammen. Alt det de havde formået at bygge op i begyndelsen, var da væk. Bølgen skyllede det hele bort. [/i]Os, sammen[i], var væk.
Hopes mærkede hvordan skuffelsen truende tog tilløb inde i hende. Det bedste havde, og ville, hun ønske for ham. Men han gjorde, og gør, det ikke bedere for sig selv, tænkte hun. Den klamme lugt fra cigaretten meldte igen sin ankomst i hendes næsebor. Nu, hvor han vel var udødelig, mente han vel at han kunne gøre som det passede ham. Uden at bekymre sig om alt den gift han indtog. Hun rystede det af sig.
Et lille smil ko frem på hendes læber. Forsvandt dog hurtigt igen. Drengen lignede jo sig selv. Påvirket af chokket, betragtede hun ham. Han havde nu rejst sig. Bedt hende om at blive, måske for en lille snak? Hvad skulle hun svare, gøre? Han så bedende på hende. Det var dét, hun ikke har kunnet stå få. De bedende store, brune hundeøjne. Der var noget specielt over dem.. Hopes hold nu op, du er kommet videre. For længst. Den onde side i hende overgav sig til sidst, og den gode lod hendes fødder føre hende over til Anton. "Selvfølgelig," svarede hun. En smule fraværende, men så alligevel ikke.

Anton nikkede kort til hende inden hans ansigt atter var vendt mod græsset som ændrede sig til hårdt asfalt på vej hen til bænken. Han satte sig med et dybt suk og gav tegn til hende at hun bare kunne sætte sig ved siden af ham. Han havde stadig ikke helt fundet ud af hvad han skulle sige til hende. Undskyld? Nej, det ville ikke være nok..
"Hopes.." han vendte blikket mod hende med et bedrøvet smil, "Jeg vil gerne undskylde for min utilgivelige opførsel dengang .. Jeg forstod ikke hvad der gik af mig. Jeg skammer mig, en del. Du behøver ikke at tilgive mig for min opførsel og det synes jeg heller ikke at du skal.. Men.. Hopes, jeg er glad for at se dig." sagde han nogenlunde roligt inden han slog blikket ned i jorden. "Undskyld... Men jeg drikker ikke mere og har ikke gjort det i et par årtier nu.. Det har været on/off et par gange men" Fortsatte han inden han op fra lommen trak en smøg mere, "Do you mind?" spurgte han så mens han rullede smøgen lidt frem og tilbage mellem sine fingre. Han vidste godt at hun aldrig havde brudt sig om at han røg, men det var noget hans far havde lært ham, så derfor var det en vane han nok aldrig ville stoppe med.

Da han havde givet tegn til at hun bare kunne sætte sig, tøvede hun en smule. Endte dog alligevel med at slå sig ned på bænken - ved siden af ham. Hvad ville han nu? Ville han... Han sagde hendes navn. Lavede et lille tilløb før han kom ud med resten. Han så nu på hende. Med et smule forlegent smil, vendte Hopes hovedet. Væk. Men hvad var det? Hun kunne ikke tro sine egne øre. Da ordene lod sig bevæge ud over hans læber, hen til hende. De ord han sagde. Var det en undskyldning? Jo, den var god nok; en undskyldning.
Hopes lod et lille smil passere hendes læber. Hun vidste ikke hvor lang tid hun havde ventet på det. Altså, undskyldningen. Let førte hun sin ene hånd op under sin hage. Lod sit hovede hvile på den. Sad bare der i et lille stykke tid, tænkte tingene igennem. Hendes opmærksomhed blev vendt mod ham efter. Fra ham til smøgen. Lyden af pap æsken som blev åbnet opfangede hendes øre. Med et suk nikkede hun. Gav ham tilladelse. Hun vidste godt, at det ikke var hende der skulle give ham kommandoer, men han huskede vel.. huskede vel at hun hadede det.
"Tak.. jeg ville nu ikke sige, at jeg havde forventet det. Regnede ikke med at skulle se dig igen. Men tak, det lettede." Nikkede hun. Bekræftede, eller nej, tog imod undskyldningen. Nu sagde han det jo så pænt...

Anton kunne ikke lade vær med at smile lidt over hende men nikkede bare som tak til at han måtte ryge. Han tog smøgen op til munden og tændte liv i den hvorefter han tog et stort hiv. Han mærkede stresset lette lidt - nok fordi han egentlig trængte til en smøg for at dulme nerverne lidt. For det var nervepirrende for ham at sidde her, ved siden af hende. Hun tog imod hans undskyldning og det fik ham til at smile blidt, "Tak Hopes.. Øhm.." Anton vendte blikket mod hende med et sødt smil - som om at alting var godt igen, også selvom han vidste at det langtfra var. "Animagus ser jeg?" hovedet blev lagt på skrå, "Ulve.. En sød skikkelse...." og han stoppede sig selv på vej til en kompliment - Flot Anton ..... Han troede at hun var død og hun troede sikkert det samme da hun jo sikkert havde fået det afvide, eller havde hun mon været med til hans begravelse? Skulle han spørge? Han rømmede sig, "Var du øh... Med til min... begravelse?" spurgte han nu lidt mere stille og bedrøvet. Mon det havde taget en smule hårdt på hende da han døde? Han gad egentlig godt at vide det, for nu og da havde han da tænkt hende en tanke, men en anden havde domineret hans tankegang så snart hun trådte ind..

Hopes kunne tydeligt mærke, og se, på ham hvordan han lettedes da han lod røgen fylde hans lunger. Hun forstod det bare ikke. Hvorfor ville man fylde sine lunger med røg.. frivilligt? Diskret rystede hun på hovedet, og tog et hurtigt kig rundt. Hendes hovede stoppede dog ved ham; ham og hans søde smil. Et lille fnis passerede hendes læber. Det var egentlig typisk Anton. At tro det hele ville blive godt igen. Bare ved at sige en enkel sætning eller to. Det bebrejdede hun ham ikke for. Inderst inde vidste hun jo godt, at han stadig havde dårlig samvittighed. Men hun kunne jo ikke blive ved med at hænge ham oppe på det. Alt det, som skete før, ville alligevel ikke kunne ændres nu. Det eneste man kunne gøre, var bare at fortsætte. Ta' tingene op som de kommer, og leve i nuet.
Bekræftende nikkede hun til hans bemærkning. Chokeret over hans kompliment. Nu skulle han ikke komme for godt igang, tænkte hun. En smule selvisk. - Men selvfølgelig kun ment for sjov. "Ja, en ulv." Prøvede at lyde ligeglad. Hun vidste ikke selv hvorfor det var blevet til en ulv. Kunne ikke se hvordan hendes personlighed passede sammen med det prægtige dyr. Tænkende prøvede hun at overhøre hans spørgsmål. Om hun havde været med til hans begravelse. Selvfølgelig havde hun været med. Hun havde været chokkeret, kunne hun huske. Og så alligevel ikke. For han havde jo taget godt for sig af brændevinen. Hun lod sig svare. Dog en smule stift: "Jo, det var jeg." I kirken havde hun ikke sættet på de bagerste rækker. Heller ikke på de forreste. Men de midterste. Det havde passet hende fint.
Hopes så på ham. Han var egentlig ret tydelig at læse. Hun slog blikket væk.

Anton så nu bare stift ud i luften uden rigtig at sige noget. Et eller andet sted overraskede det ham lidt at hun havde været med og nu begyndte det hele at vælte ned over ham i et sus af minder.. "Blev du aldrig gift?" spørgsmålet blev hængende i luften et stykke tid. Det var kommet så uventet ud fra hans mund, kold og følelses løs, det havde slet ikke været hans mening at det skulle komme ud på den måde. Ham selv blev aldrig gift også selvom han havde bejlet men fået afslag. Han bed sig i læben og tog endnu et hiv dybt ned i lungerne. Minderne viste sig foran ham, alle hans skeletter i skabet blev hevet frem.

'Jeg ... kan... ikk mere' værelset snurrede omkring ham og han faldt ned på det kolde trægulv i sit værelse. Omkring ham var flaskerne væltet, smadret i stykker og tømt, mens han i hånden havde endnu en flaske absinth. Han græd højlydt og råbte noget utydeligt.. Han drak og drak og drak i en evighed, og pludselig holdte han op og flasken med absinth væltede ud af hans hånd og spredte væsken udover hele gulvet.. Der var nu helt stille i værelset, Anton bankede hovedet ned i gulvet fordi at han var for svag til at holde sig oppe længere. Hans øjne lukkede i og derefter lød hans sidste åndedrag....

Anton så på hende, så på Hopes den yndige pige som hun altid havde været men han havde aldrig kunnet se det, ikke før nu. Han sukkede dybt hvorefter han lagde en hånd på hendes skulder, "undskyld..." lød det svagt fra hans dirrende rosarøde læber. Han var på randen til at græde nu og følelsen af at drikke sorgen væk væltede atter op i ham. Sådan havde det altid været lige siden han stoppede men han havde ikke tænkt sig at begynde igen..

Hopes blev ikke specielt chokkeret over hvor overrasket han lød. Godt nok havde de været oppe i et kæmpe skænderi, osv.. men "Det føltes bare som ... " hun skulle lige til at sige, at det føltes som det mest rigtige, men ordene blev erstattet med et "Hvad?" På den måde han spurgte hende. Koldt, følelsesløst. Blev du aldrig gift? Ordene hang i luften. Hang i hendes hovede. Billederne begyndte at presse sig frem på nethinden. Nej, hun var aldrig blevet gift, for...

Rummet var mørkt. Hun kunne ikke se, kun fornemme og høre. Når det gamle trægulv gav efter vægten fra et menneske. Hænderne der søgte. Hud mod hud. Huskede hvordan hun havde skreget den nat. Skreget så det rungede mod væggene - alligevel ikke højt nok til at nå ud.
Hopes havde ikke vidst hvor lang tid hun havde været der. Hvor lang tid hun havde søgt tryghed i et hjørne, af et rum hun ikke vidste hvor stort var. Tiden havde hun heller ikke haft styr på. Den var bare gået langsomt. Mest af alt fordi rædslen, frygten for det ukendte altid viste sig når døren åbnedes. Forsvandt når den lukkede.
Hænderne der kærtegnede hendes hud, fortsatte op mod hendes hals. Lyden af noget skarpt. Derefter snittetende, som kom langsomt efter hinanden. Men det der gjorde en ende på det hele om først oppe ved sin hals. Hun huskede trykket mod hendes strube... Og så kom roen. Mere huskede hun ikke..


..."Nej, jeg er ikke gift." Kom det kort fra hende, uden at se på ham eller noget. Billederne, videoerne; stumfilmen der langsomt kørte forbi på hendes nethinde var slut. Det var mere end 200 år siden hun sidst havde ladet den komme frem.
Hopes mærkede hånden på sin skulder. Hørte undskyldningen. Så bare stift ud i luften, hvorefter hun sendte ham et lille, tavst nik.

Han havde ikke ment at sige det på den kolde og følelsesløs måde.. Men hendes svar overraskede ham dog en del, nej? Han kiggede på hende og lod hånden fra hendes skulder glide ned over hendes arm, hvorefter han trak den til sig, og hans blik kiggede ud i mørket, tomt. Han anede ikke hvad han skulle sige til den lille yndige pige ved siden af sig. Atter fremfor sig tittede et minde frem som bredte sig i et stort lys foran ham..

"Velkommen allesammen!" Stemmen tilhørte Cathrine, Antons mor der netop lige havde åbnet døren for at invitere familien 'Le Fey' ind i deres formelle hjem. Anton sad på sofaen iført et par sorte bukser og en hvid skjorte. De nøddebrune øjne kiggede mod døren, hvorefter han rejste sig og fra en døråbning til kontoret hastede hans far hen og hilste pænt med hånd til familien. Fra skjul bag to voksne mennesker stod en pige med sort langt hår og en lyseblå kjole der fremhævede hendes kønne former - Hun trådte frem mod Anton med et sødt smil, "Hej, jeg er Hopes" nikkede hun hvorefter hun rakte sin hånd frem mod ham, Anton stod bare og stirrede, låste sig fast i hendes blå øjne og rakte hånd frem og sagde med en blød og charmerende stemme "Rart at møde Dem, mit navn er Anton" ...

Han sad tilbage med en klump i halsen, hvad gik galt dengang? han ødelagde jo det hele, alting. Ikke bare for ham selv men også for hende. Skyldfølelsen sad som en klump i halsen på englen, der vendte hovedet mod hende igen, "Du.. Du er stadig så smuk som dengang.." sagde han stille og blidt.. Hvorfor han sagde vidste han ikke? Men han havde jo altid haft noget med at fyre komplimenter af i tide og utide..

Hopes mærkede hans hånd, som lod sig føre ned ad hendes arm; gåsehud. Hurtigt trak hun den til sig. Undskyldende så hun på ham, og tog sig til armen. Dér hvor han havde rørt hende. Hun skimtede ud af øjenkrogen, hvordan han så ud i det mørke. Hvad forestillede han sig?
Lyden af nogle skrigende krager, skar igennem stilheden. Tågen havde efterhånden også lagt sig, som en tung dyne. Langsomt lod den dem begge kvæle. Eller ihvertfald hende, syntes hun. Der var noget giftigt over den. Den tvang ligesom minderne frem, hev dem frem i hendes hovede. Disede alt det andet til.

De begge grinede. Lod sig omfavne af hinanden, hvorefter de igen lod sig falde ned i det høje græs. Vinden blæste let, og de længste græsstrå kærtegnede deres synlige legemer. Hun var i dag iført den samme blå kjole, som første gang de havde mødtes. Det havde følt mest rigtigt. En blid latter slog hun op, da han lod sig føre en smule frem med et græsstrå. De kyssede hinanden, lod deres læber mødes. Derefter kom det uventede. Han havde trukket æsken op af lommen, og ...

Hun tvang minet ud af hovedet. Lod det passere. Det var ovre, det blev aldrig sådan igen. Aldrig! Det havde hun lovet sig selv. Og som hendes bedstefar altid havde sagt; gå aldrig tilbage til en fuser. Hendes ører spidsedes. Hvad var det han sagde? At hun var smuk? Nu måtte han da holde op. "Undskyld, hvad?" Igen chokkeret. Hvad snakkede han om?

.. *Ups* tænkte han i det samme, hvorefter han så undskyldende på hende, "undskyld frøken...." hans øjne var tomme, ikke så blide som da han havde set på hende for et par sekunder siden. Han rejste sig op og tvang sit blik væk fra hendes hvorefter han så ud mod skoven, ud i tågen der havde lagt sig om dem, endnu et minde skød frem i mørket...

"Hopes Le Fey.. Vil du være min, forevigt?" Hans øjne så smilende ind i hendes, mens de lå der i det høje græs. Hendes lyserøde bløde læber formede sig til et stort smil. I flere måneder havde han øvet sig på dette, om og om igen, på flere forskellige måder og dette var hvad han var endt op med sige til hende i håb om at hun ville blive hans brud.. "Selvfølgelig vil jeg det Anton.." Han smilede stort, mens han mærkede glæden boble i sig. Han lod deres læber mødes i et langt kys, "Eller som man også kan sige: Vil du være min hustru der skal slide og slæbe for min røv til døden os skiller?" sarkasmen var overhovedet ikke skjult i denne sætning, og det fik bare Hopes til at le, "Hopes, jeg elsker dig.." hendes blå øjne smilede til hans nøddebrune, hvorefter hendes læber formede sig til et "jeg elsker også dig, min Anton.." og de kyssede atter ..

Mindet forsvandt og efterlod et skærende fornemmelse i hjertet på ham. Det hele skulle have været perfekt, de skulle være blevet gift, fået børn, blive gamle og så være bedsteforældre og så dø sammen. Men drømmen blev glemt da et halvt år var gået. De havde købt hus og brylluppet var lige om hjørnet da helvede brød løs. Drikkeriet, løgnene alt gik i flammer, og så var hun skredet og hun kom aldrig tilbage, og han så hende ikke mere - og så blev han ført væk til det sted som skulle vise sig at blive hans død.. Fik aldrig sagt farvel, og her er hun nu, i live, såret og stadig sur på ham. Men han bebrejdede hende ikke. Anton åbnede øjnene, og så tomt ud i luften, han var på randen til at græde, kunne snart ikke holde tårene tilbage.. "Måske skal jeg bare gå.." sagde han lettere forladt, da det var sådan han følte nu til dage - tom, følelsesløs og forladt..

[i]Frøken? Hvad kom den dog af? "Undskyld, Anton . . det er bare det at.. " Hun prøvede at finde ordene, grave dem frem. "Det hele er bare så fjernt. Det gik galt. Men, du er vel forhåbentlig kommet videre, ikke?" Man kunne ane uroen i hendes stemme, og med en forsigtig bevægelse lod hun sin hvide, fine hånd stryge hans; deres hud kom i kontakt. Minderne kom og gik. Leende mennesker, glas der klingede mod hinanden, dæmpet snakken..

.[i]..Flammen der havde spredt sig legede, dansede og lokkede. I dens intense dans lod den sig avle, skabe nye. De var grådige, flammerne. De brændte hende op inde fra. Når deres hud kom i kontakt blussede de voldsomt op. Og når han kiggede på hende, lod flammerne sig danser op igennem hende, op til kinderne, og sætte spor der. Varme dem op, gøre dem røde og varme.
Hun lænede sig ind over ham, lod deres læber mødes. Flammerne fortsatte deres intense dans...

Det brændte i hende. Ikke på samme måde som den gang. Mere i den retning af, at hun følte sig fortvivlet. Skulle det ikke have været de to? Ordsproget talte igen sandt, i dette tilfælde; man glemmer aldrig sin første kærlighed. Ligeså havde hun heller aldrig glemt Anton. Han havde efterladt hende så mange gode minder, men de fleste af dem førte til det dårlige. Joeh, det gjorde de alle vel i sidste ende. Det havde jo ikke holdt.
Uden hun tænkte over, hvad hun skulle sige, udbrød hun pludselig: "Nej, vent, bliv!" Igen chokkeret over hvad hun stod og sagde, tilføjede hun. "Dette er ikke et tabu. Vi bliver nødt til at snakke; få det skubbet af vejen. Derefter kan vi snakke om at forlade hinanden . . for alvor.." Var det dét hun ønskede? For alvor?

.. For alvor?! Han fnøs højlydt, og hans øjne blev nu mere hårde og fjerne - ikke længere sig selv.. Han kiggede på hende, nu mere blidt men hans stemme var kold og ukendt, den tilhørte slet ikke ham. "Tale om det, for at skride igen for alvor.. Hvorfor fanden kan jeg ikke bare gå nu og så spare mig for tudbrøleriet senere?!" Hans øjne mødte hendes dybblå, de øjne han havde set så kært og blidt ind i dengang, fyldt med kærlighed.. Hvordan så han ikke lige ind i dem nu? Tomt, koldt ligeså var hans stemme, samt skinger da tårene pressede på. Han stillede sig tættere hende, så han åndede ind på hendes ansigt, så hun kunne føle den fugtige ånde der stank af nicotin. "Hopes .." han tog hendes ansigt i sine kolde hænder, kiggede hende dybt i øjnene og fortsatte stille "... Jeg elskede dig virkelig... Du var alt for mig dengang. Men det du siger er at jeg skal åbne mine sår, hælde salt i dem for at lade dem heale IGEN .." han sørgede for at sætte tryk på ordene. De nøddebrune øjne glimtede i mørket, og fra øjenkrogen løb en lille tåre ned af den yndige engels kind..
"Det er nok den mest lorteste idé jeg nogensinde har hørt .. Kan du følge mig? Så Hopes.. Jeg tror bare at jeg slutter den her, går min vej og så må du have pøjpøj med dit liv, uden mig.." Og så gjorde han det som hun nok mindst ville have ventet - Han kyssede hende.. Lagde ingen følelser i det, men mødte bare hendes læber i et koldt, blidt kys.. Han slap hende, gik et par skridt tilbage og sagde forladt "Farvel Hopes...." hvorefter han så hende i øjnene en sidste gang, inden han vendte sig om og begyndte at gå, forsvinde i tågen. Han vidste godt hvad han skulle nu, og det ville ikke blive kønt ...

Han kiggede stadig på hende på samme måde. Men hans stemme var forandret. De hårde sætninger kom ud af hans mund; én efter én. Så det var det han var bange for? At vise følelser. Græde over det. På et punkt forstod hun ham. På et andet gjorde hun ikke. At han hellere ville leve i nuet, glemme det gamle. Det forstod hun godt. Men "hvorfor?" pressede bare på inde i hende, det havde det gjort så uudholdeligt længe. Hun så en smule overrasket på ham.
Han kom tættere på hende. Hans ånde lugtede af nicotin. Mærkede hans hænder på hendes kinder. Derefter øjenkontakten. Hun lyttede opmærksomt. Hun tørrede forsigtigt hans ene tåre væk. Jo, han ønskede at leve i nuet. Fair nok. Og så kom hans mening...
"Fair nok. Hvis du vil have det sådan, er det HELT fint med mig..." udbrød hun. En smule panisk. Begyndte dog hurtigt at slappe af da deres læber mødtedes. Mere af overraskelse end noget andet, derefter så hun ham gå. "Fint. Hvis det er det du virkelig ønsker. Jeg vil bare gerne vide HVORFOR?! Men du skal selvfølgelig ud og drikke dig i hegnet nu!" Udbrød hun pludselig, tårerne havde presset på. De trillede nu ned ad hendes kinder. "Farvel..." Hviskede hun. Mest af alt havde hun lyst til at løbe efter ham.

Hendes ord ramte hårdt, lige i hjertet. Hans fødder stoppede hårdt op, mens hans hænder knyttede sig til næver. Drikke sig i hegnet? Var det virkelig det hun troede om ham? .. Et vandfald af koldt isnende vand væltede ned over ham, og fik ham til at skære tænder. Han var halvvejs gemt væk i tågen nu, så det eneste hun nok ville kunne se var hans torso. Han vendte sig om, snakkede ud i luften helt uden at se på den kønne yndige pige, som han ikke var andet end skuffet over. At hun stadig troede at han ville drikke sig i hegnet, på grund af det her?? Når hans liv var blevet forbedret markant den seneste uge, så ville han ikke ødelægge det igen og da slet ikke fordi at hun dukker op...
"Du fik aldrig mit selvmords brev gjorde du?" hans hoved blev lagt på skrå, og de nøddebrune øjne havde nu fundet vej til hendes dybblå, i den disede tåge. "Jeg husker stadig da jeg sad og skrev det, valgte ordene så det hele passede sammen, så du ville forstå hvorfor jeg gjorde det. Jeg kan stadig huske ordene ordret, hver evig eneste punktum og komma jeg satte. Men du fik det aldrig.. Ingen har læst det, for brevet ligger blandt mine gamle ting på mit værelse på Quatre, deri i en kasse ligger en gammel kuvert, med navnet Hopes Le Fey skrevet så smukt uden på. Aldrig åbnet, ikke engang mærkaten er blevet brudt, den er der stadig forseglet til brevet.." Sagde han roligt og nu med en mere blid stemme, der om ganske få sekunder ville ændre sig til det lidt mere hårde, "Og nej, Hopes... Jeg skal IKKE ud og drikke mig i hegnet, det skuffer mig at du stadig tænker sådan om mig, du er en af dem der kender mig bedst, men det her beviser vel at du ikke kender mig, overhovedet.. Jeg er ikke den Anton du hader, men ham du blev forelsket i...." han blev stående, stirrende på hende..