Ventetiden er ikke til at holde ud - Sam

Nogle siger at sår var noget man skulle samle på og at smerte var noget man skulle prale med. Sam kunne ikke være mere uenig. Sår var noget, der skulle væk og smerte... Smerte havde forflugt ham gennem alle de år han havde været på det fordømte sted, som gik under navnet Jorden. At han aldrig ville slippe af med den, var han ikke i tvivl om. Og på en måde var det rart... At vide, at der var noget her i denne verden, som ikke ville forlade ham.
Men lige nu ville det utrolig behageligt, hvis det forsvandt langt, langt ud af hans krop.
Lige siden det såkaldte 'uheld' ude i skoven den nat for så længe siden havde Sam ikke fået ret meget af søvn, mange smertefrie timer. Flystyret havde efterladt mange spor på hans krop, men hans ansigt havde det skåndt. Hvilket han var glad for; det gjorde det hundred gange nemmere at skjule sårene.
En primitiv forbinding var bundet løst som Sams venstre hånd, endnu en rundt om hans højre side. Udover nogle brændsår og hudafskrabninger var det alt man kunne se. Kunne se. For hver eneste vågne time gjorde ondt. Enten på ene eller anden måde, og han vidste at den slags smerter var ikke noget kunne få fjernet. Det stak galt dybere end et sølle, tilfældigt flystyrt.
Og nu var han på vej dertil. Skadestuen, hvor han skulle havde været flere dage siden. Såret i siden så ikke for godt ud, det gjorde mere ondt end nogensinde før at gå, håndleddets situation var heldgivis ikek forændret sig. Hverken til det bedre eller værre. Heldigvis var en lige så neutral som han selv.
Det var en smuk, kold nat. Stjerne skinnede som små diamanter, spred ud over hele den sorte himmelhvelving. Stuen var ikke langt herfra nu, et par hundred meter.
En sky var varm luft fløj ham i møde, da Sam åbnede den hvide dør. Det stod i stærkt kontrakt med den kolde oktobernat.
Sam fik et smil og et nummer, 113, af den dame som betjente de tilskadekommende. I et kort øjeblik overvejede han ikke at smile igen, men et hurtigt trak i mundvigerne blev det alligevel til. Rummet var fyldt også selvom den var omkring ni om aftenen. Det ville blive en lang, kedelige nat. Kedelig... måske var det det han havde brug for. Et tidspunkt, hvor han ikke skulle bekymre sig om noget.
Måske tænkte englen for sig selv Måske. Med denne tanke fat den et sæde ved siden af den meget bleg, tilfædige unge mand - eller var det en dreng? - som Sam ikke værdigede mange blik, så han opdagede intet usædvanligt ved ham. Det usædvanlige med denne mørkhårede dreng, det var vist det han var, var nemlig at han ikke var det samme alle andre, udover Sam, i dette rum. Faktisk var han ikke engang et menneske; en vaskeægte vampyr. En af de væsner man kunne kalde ' en af englenes værste fjender'. Med den total afslappet holdning fik englen fat i et ugeblad, med højre hånd, og begyndte at læse den lange, tilfældige tekster om tilfældige kendte og deres tilfældige holdninger, fejl og ikke mindst liv.
Problemet var; der er ikke noget tilfældigt i denne verden, er der?

Når det skete sådan nået, som når han skulle holde modeller ud udenfor sin arbejdstid. Det fik ham til at tænke over hvorfor han ville være fotograf, men han elskede sit job og det med at tage billede. Det var som magi der bare kom frem, hvorfra og hvordan man tog billede kunne få dem til at se anderledes ud og så smukt.
Han hadet virkelig dette, at det var ham som havde blevet tvunget til at følge modellen til hospitalet. Da de andre modeller bare ikke gad, og ikke engang Takeo's chef havde lyst og gav bare en eller anden dårlig undskyldning. Så Takeo havde ikke nået valg, og det var så svært at sidde der med lugten af blod over det hele. Mens andre nok ville synes det var en lugt af renhed, så var det slet ikke det Takeo kunne lugte. Lugten af nyt blod, rent blod, koldt blod, dødt blod. Han havde jo været vampyr i hele sit liv og mange flere år end sin krops alder, og alligevel var lugten af blod nået som han havde det svært med at holde sig væk fra.
Modellen begynde at snakke om sig selv, og om hendes skønne fod som var helt blå i det. Hun snakkede til ham som om hun bare regnede med at han ville høre efter, at hun var bare en som alle ville høre hvad sagde.
Hans blik gled langsomt op når en anden, mere sød duft af engel kom hen til ham og blev stærkere og stærkere. Han vende langsomt sit blik mod manden ved siden af sig, det var helt klart ham duften kom fra. Han lugtede kort sine øjne i, da han tog en dyb indånding af englen. Han åbnede langsomt sine øjne igen, og så bare på manden. Til han blev skubbet til og måtte hurtigt vende sit blik mod modeller ved sin side, brok var det eneste der kom ud af hendes mund og om hvorfor han ikke hørte efter. Han svarede hende ikke og vende bare sit blik væk fra hende igen.... suk! denne aften så bestemt ikke ud til at blive sjov..
Han lod sine isblå øjne glide hen på englen igen, uden at sige et eneste ord så han bare på ham.

Hvis Sam virkelig ønskede en kedelig aften, var det i hvert fald det han fik, ved at læse dette åndssvage blad. Sladder, onde ord, undskyldninger og beskyldninger blev slunget ud til venstre og højre. Han ville havde leet af bar forbavsel over nogle kunne være så fantasifulde at finde på det her, det ville han have gjort, hvis det gjorde gjorde så pokkers ondt i siden. Han skulle virkelig havde kigget forbi noget tidligere.
En side ved vendt og et suk blev udløst hos Sam. Bladet var udenbart nogle dage gammel, for her på side 13-15 blev flystyrtet nævnt med mange, mange billedrige ord, et billed skabt af en kunstner af løgnen selv. Eller måske var det ikke løgn for journalisten eller fotografen, men for Sam var det intet mindre. For der havde været overlevende, det havde ikke været et uheld og der var en gerningsmand. En død, den bedste en af alle gerningsmænd.
Siderne blev hurtigt vendt igen, Sams øjne kørte nu over side 16, bordet blev visket rent. Minderne, de ubehagelige minder, blev smidt ud på sidelinjen. Smidt langt væk til et sted af hans sind, han godt kunne lide at kalde 'Skraldespanden'. Dog kom de altid tilbage. Altid. Uanset hvor mange gange han prøvede at flygte eller slå dem ihjel, fandt de ham igen. Altid.
Endnu et suk slap ud gennem englens læber og ud det fulde rum. Fuld med alverdens type; der sad en goth og en emo dyb samtale henne i hjørnet, en stram dame og hendes mand, som kiggede lige ud i luften uden et eneste ord, et lille barn og hendes familie, nogle halvstore knægte alle grinnende og alle skadet. Der mange flere for eksempel; den ældre herre med hans stok, præsten og hans kat, læreinden(en af Sams kære kollegaer og ærkefjende inden for det fag kaldt som matematik), de to triste tvillinger, kæresteparet og mange flere.
En af disse mange flere sad ved siden af Sam og kiggede direkte på ham uden at skjule det. Langsomt sænkede den brunhårede dreng det dumme blad og mødte den andens blik. Det var dybt, vidende og, på en måde Sam ikke kunne beskrive, meget gammelt.
Englen hævede det venstre øjenbryn og usikker på, hvad der nu skulle ske. Der var noget galt med den dreng som sad ved hans side. Sam skulle bare lige regne ud, hvad det var.
”Hej? Kender jeg dig?” Dumt spørgsmål, for han vidste udmærket svaret; Nej, aldrig nogensinde. Men hvorfor kiggede den anden sådan? Måske lagde han for meget i det, det var ikke til at sige. Usikkerheden bredte sig, han forbandede den tavst og flyttede blikket. En køn pige sad ved siden af blege dreng, hun var hunred procent model... Og hun var tilskade kommet, men på den anden side det skulle man ikke være detektiv for at finde ud af, det var trods alt en skadestue.
Sams øjne fandt igen den fremmeds og en svag rynke dannede sig mellem hans øjenbryn. Den var ikke tydelig, men den var der. Ligesom usikkerhed og længes efter at en eller anden sygeplejerske råbte '113!' også var der. Et eller andet sagde den mandlige engel, at denne nat ville overhovedet ikke blive kedelig.

Duften af engel var bare nået som alle vampyr, havde det svært med at modstå. Den var jo bare så ren og uskyldig i det, den var bare ikke til at beskrive. Den gik bare igennem næsen og ned i nerverne i hugtænderne, det var en kildende følelse som bare fik en til at få lyst til at sætte sine tænder i det første der kom tæt på dem.
Hans blik var bare rettet mod ham, mens hans mund var en lille smugle åben. Ikke nok til at man kunne se hugtænderne, men nok til at se underlæben var trykket lidt ned to steder.
Han sad vel i sine egne tanker, og kunne for en gang skyld ikke høre alle andres tanker. Han var vel næsten ligefrem faldet ind i duften, som om det var den som ligefrem styrede ham.
Det tog dog ikke længe før han opdaget at englen kiggede på ham, han så bare på ham med et lidt andet blik som om han ligefrem var blevet opdaget i nået kriminelt.
Han så kort væk fra ham, inden hans blik røg over på ham igen "nej det tror jeg ikke" sagde han med sin ret så charmerende russiske accent, som han ikke havde lyst til at skifte ud for nået alt i verden.
Han træk lidt på mundvigen og kiggede ned af sig selv, som om han skammede sig over at have kigget sådan på ham "izvinite" sagde han og havde helt glemt, at nok ikke alle viste nogle af de ord som han brugte på russisk. Han så op på ham igen "undskyld" rettede han selv og vende sit blik væk igen, han kunne vel ikke sige andet end undskyld at han sådan havde stirret på manden.
Modellen ved siden af ham var blevet helt stille, og stirrede bare surt ud i luften som et lille barn. Sur over at Takeo ikke ville svare hende, men snakkede i stedet med manden ved siden af.