Flagermusens nat (for alle)

Tid: midnat
Vejr: stjerne klart
Sted: kirkegården
Omgivelser: mange flagermus

Suu-ito sad på en grav på kirkegården og så på alle flagermusene, han elskede at være ude på dette tidspunkt. Især fordi der tit var nogen som kom forbi, men på det sidste havde kirkegården været meget stille. Han så mod månen. ”Hvorfor skal her være så stille, godt nok elsker jeg stilhed, men det her er da alt for meget” sukkede han. Han kørte en hånd igennem sit røde hår og så rundt i håb om at der kom nogen, som han kunne bide eller bare snakke med.

Dejligt med en stjerneklar aften. Det fik hende altid til at slappe mere eller mindre af. Men det fik hende aldrig rigtig til at smile. Hvad var der at smile over. Hendes mørkerøde hår flagrede lystigt efter hende som hun gik i et okay godt tempo. Målet var ikke bestemt men sjovt nok var hun nået ned til kirkegården. Hvad skulle hun lave her? Hun hadede spøgelserne. De kastede jo konstant sten efter hende og hun orkede ikke at have hovedpine igen. man skulle jo tro hun havde migræne.
Natalie's beklædning var egentligt meget normal. Slidte jeans og en dejlig varm lynløs trøje. De sorte ballerinaer så egentligt meget nye nu. Hun lod sine tågede grå øjne se rundt. Mon der var nogle andre end hende her? Hun kunne i hvert fald lugte en andens tilværelse. "Hallo?" lod hendes overraskende blide stemme. Men ligegyldigheden lå også i stemmen. Hun slog sine arme omkring sig som om at hun frøs uden rigtig at gøre det. Blot en vane.

Han faldt ned af graven da han hørte hende. ”Av” sagde han da han slog sig. Han rejste sig og børstede sig af. ”Ser man det, der kom sørme en.. mon jeg kan få flod denne gang” mumlede han og fjernede kviste fra sit hår. Han havde revet sin kind. Han lå hånden på sin kind og så så på hånden. Han rystede på hoved, for ikke at blive sulten over sit eget blod

Lyden fra en person der faldt og et svagt 'av' gav genlyd i mørket og det var tydeligt at der var en anden et sted. Tæt på vel? Natalie lod et suk forsvinde fra hendes mund. Skulle hun tage sig sammen til at se hvad der foregik eller skulle hun blot gå videre. Hun magtede jo ikke rigtigt noget idag. Men uden hun kunne nå at sige fra blev den ene fod sat foran den anden og hun havde sat en retning mod lydene som vinden brugt til hende.
Der gik ikke længe inden at hun nu stod med fronten mod en fremmed person. Duften af hans blod påvirkede hende ikke rigtigt men hun vidste stadig hvad han var. Vampyr. Det var jo så tydeligt. Flængen fangede hun hurtigt med hendes skarpe nattesyn men stadig blev der ingen følelser vist i hendes ansigt. Hun lagde roligt sit hoved lidt på skrå og løftede undrende et øjenbryn mens han sendte spørgende blikke mod denne dreng. "Hvad laver du så her??" - 'lige stået op fra graven?' Hun holdt det sidste inde. Gad ikke håndtere andres reaktioner på hendes spydige kommentarer.

Hvem er du, og hvad laver du her på MIN kirkegård!" sagde han og tørrede sin kind. *wow hvor kom den spydige tone fra* tænkte han. men han var meget på vagt, da han ikke vidste hvad race den fremmede var. han for på hende og bed hende i halsen. han holdt hende i et fast greb mens han bed hende. han slap så efter noget tid og skubbede hende ned i en åben grav. han smilede ondskabsfuldt og begyndte at dække graven. *jeg må være ond, vil ikke kaldes svag* tænkte han

Chris kiggede koldt på det lille 'par', som havde gang i noget, noget der lignede enten mord, eller også var det et seksuelt overgreb. Men da hun blev skubbet ned i graven, reagerede Chris hurtigt, og sprang ned bag vampyren. "Hvad har du gang i?," spurgte han lettere koldt, og lukkede derefter kort sine øjne.
At begrave en pige, sikke en ond gerning. Chris havde intet imod det, men sådan som det så ud, var der slet ikke nogen grund til at gøre det. Hun var lidt næsvis, men ikke noget andet. Han kunne ikke se grunden til at gøre sådan en gerning. For ham gav det ingen mening.
Han betragtede kort naturen, duftede til naturen, og lukkede øjnene, da han inhalerede duften af alle de forskellige elementer i naturen. Rigtig poetisk. En måde at slappe af på, hvis han nu skulle komme op og toppes med denne skabning... det var en vampyr. Han havde set ham bide hende, med sine hugtænder. Hvilket gav Chris en chance for at vide, hvad han var oppe i mod, og hvad han skulle undgå; hans hugtænder.

jeg gør det ikke for at være ond, men jeg ved at der er mere ondskabsfulde vampyre i nærheden, graven jeg skubbede hende i er faktisk en hemmelig tunnel" sagde suu-ito stille. han så ned, og det var tydeligt at han skammede sig meget, for det han lige havde gjort.

Chokket gik gennem hendes krop men blev hurtigt ændret til smerte. Hun følte hvordan at hun blev holdt fast og hvordan hans hugtænder blev spidet ned i hendes hals og nakke område. Og hvis det ikke havde været for det ville hun nok sagtens havde kunne skubbe sig selv ud af hans greb. For helved! Det var ikke ligefrem hver dag at hun prøvede og blive bidt af en forbandet skabning. Svagheden begyndte at vælte over hende som hun følte energien forsvinde. Åh gud. Sikke en fantastisk dag! Hun åndede lettet op da han trak sig mere eller mindre tilbage. Hendes krop slappede igen lidt af men ikke længe. Et skrig kom fra hendes strube da hun kunne mærke at jorden forsvandt under hende og hun landede hårdt i dette hul af en slags. en grav? Hun lå lidt fortumlet over det lille blodtab og hvad i helved der foregik. Hun nåede kun et sætte sig lidt på inden at hun gik en skovl jord i hovedet. Hvad fanden!
Natalie hørte nu en ny stemme og jorden stoppede med at falde. Hun genkende ikke den ene eller anden stemme. Kendte ingen af dem. Tydeligt nok. Hendes krop rystede. Hun havde været bange? Havde hun ikke? En klump satte sig fast i halsen på hende og gjorde det lidt besværligt at synke men fik den dog væk igen efter lidt tid. Tunnel?? Hun fik pludselig en form for energi til at sige fra sig igen. "Hemmelig tunnel???! Og det var grunden til at dække mig til!" Hun havde kommet på benene og med knugede hænder ned langs tiden råbte hun forarget op fra graven. Magtede ikke dette.

Chris rystede på hovedet. "Du bed hende jo, det er der ingen grund til, hvis du vil forsvare hende." Han lukkede øjnene, og satte sig ned. "Det er muligt, der er mange vampyrer, men hvad hvis hun også var en? Hvad hvis hun godt ved det, og egentlig kom, selvom hun ved, der er mange vampyrer herude?" Han sukkede kort, og åbnede øjnene igen.
Chris kiggede på graven, hvorfra der kom en lyd. Han skubbede hårdt til denne dreng, og tog spaden og begyndte at grave for at få hende ud igen. meget muligt der var en tunnel, men hun skulle da ikke bides og skubbes derned, når hun selv havde valgt at gå ind på kirkegården, måtte hun selv tage følgerne; og dette var ikke følgerne - ikke så længe at Chris stadig levede. Så skulle folk ikke slåes ihjel, begraves levende eller noget.
Chris kiggede koldt over på Suu-ito.. "Nå..? Kommer du og hjælper?" Han mumlede noget knapt så sødt, og sukkede. "Det her tager for langt tid..."

Det var da et held at hun ikke havde særlig meget brug for ilten i luften men det var stadig ubehageligt at der ingen ting var omkring én andet en jord. Dog ved at hun selv hjælp til med at grave med hænderne gik det egentligt hurtigt at komme op. Hun hostede lidt og skubbede hurtigt det sidste jord af sig. De små sår på hendes hals var endnu ømme. Hendes hånd lagde sig med det samme hen over og børstede forsigtigt det værste jord ud af sårene. Infektion var ikke noget hun ønskede lige p.t. Og specielt ikke der.
Natalie lod sig sidde lidt nede i graven med benene trukket op under sig som var hun stadig bange. Eller fortumlet. Hendes brystkasse hævede sig markant ved at hun tog en dyb indånding. Så op. lod sine tågede grå øjne få øje på denne nyankommende person. Endnu fortale hende ansigt intet men hvis man så godt efter i hendes øjne ville man kunne se taknemmeligheden. Og den forbandede vampyr var der endnu. Hvilken akavet situation egentligt. Hun tog sig så endelig sammen til at begyndte at rejse sig op. Følte ikke at benene ville gøre som hun ville men fik dem alligevel til at lystre. Åh forhelved. Hun havde egentligt ikke lyst til at sige noget. Hun gik det få skridt hen til kanten og med lidt held begyndte hun at hoppe op ad det. Så dyb var graven heller ikke mere.

//Undskylder den rige kvalitet...//

Suu-ito bakkede lidt. det var tydeligt at se han skammede sig, og at han ikke var ond. "Mange gange undskyld" sagde han og for så hen til den grav han havde siddet på tideligere. han satte sig op af stenen og sukkede. "Hvad er der galt med mig.. jeg er god, men prøver at være ond.. jeg duer over hoved ikke til noget, en kunne ligeså godt dræbe mig, så slap de andre vampyre i det mindste for en svag vampyr knægt som mig" sukkede han