Flagermusens skrig (Ahngel)

Itarian sad på en bjergtop i Nain des. Hans lange, ildrøde hår, lignede en flamme under fuldmånens klare lys. Hans lysblå øjne betragtede stjernerne der glimtede på himlen i hobetal. Han genkendte karlsvognen, og nordstjernen, han smilede en anelse, dog var hans øjne en smule kølige.
Han havde trukket knæene op til sig, og havde siddet sådan længe. Han havde været i Nain Des i flere dage nu, havde bare tænkt, og øvet sig i sværdfægtning. Han lukkede øjnene for en tid, lyttede til nattens lyde. En flagmus´s skrig fyldte luften, da endnu en gik på vingerne, for at påbegynde nattens jagt.
Så fine skabninger, flagermus. De kunne flyve, men var ikke fugle. De kunne næsten ikke se, men stødte aldrig ind i noget. Og alligevel.. De var så frygtede blandt menneskene. De troede det kunne være en vampyr. Vampyrer kunne forvandle sig til et dyr. Størstedelen kunne forvandle sig til flagermus, men var det fair overfor flagermusene? At tage deres skikkelse, og gøre dem frygtede? Men alligvel. Så mange var det jo heller ikke der frygtede disse små, harmløse skabninger, eller hvad?
Han rystede svagt på hovedet, uvidende om hvorfor han dog tænkte på sådan noget nu. Flagermus var flagermus, sådan var det bare.
Man han kunne alligevel ikke lade være med at tænke sådanne tanker.

Ikke langt fra halvenglen kom der en hvid arm frem bag en klippeblok der syntes at afskærme disse toi ved at kunne få øjenkontakt. En af de mindre flagermus's opmærksomhed blev brat rattet imod den udstrakte arm, hvor et sorte skjorteærme ligeså kom til syne. Flagermusen lod sig stille lande på håndryggen og lægges i kontrast til den fine marmorhvide hud på de let makabre hænder. Lange sorte klolignende negle dominerede på hver af de lange fingre og nede over håndleddet sad der fastspændt et instrument af metal. Noget knudret og maskinaftigt, som et meget overdrevent armsmykke eller et torturinstrument fra ældre dage.. befængt med en lås midt i herligheden. Det var ikke et stort instrument, da det smugede sig om hans håndled da leddene og kæderne deri var små.. Ville sagtens kunne gemmes i et skjorteærme og ikke ses videre deraf.
Flagermusen sad fortsat på hånden idet den tog en forandring. Den fik med et meget røde øjne i det før sorte og vilfarende blik. Nu blodrød og med et stænk af menneskelig personlighed. Den satte af fra hånden igen og fortsatte ud i sværmen, hvorefter hånden igen forsvandt bag klippeblokken, hvor vedkommenes fulde krop ville være.

Han åbnede igen øjnene. Han syntes nok han havde følt tilstedeværelsen af en anden end flagermusens aura. Han vendte sig dog ikke mod vedkommende, da han ikke genkendte denne aura, dog lugtede dne langt væk af vampyr.
Han smilede svagt, og lod øjnene glide over flagermusene. Et svagt rødt glimt fangede hans opmærksomhed, og med vagtsomme øjne fulgte han én bestemt flagermus med øjnene. Auraen lå nu også over dette lille pattedyr.
Han sukkede svagt, og gnubbede let det ene øjenbryn, noget han havde for vane at gøre, når han var forvirret eller nervøs. I dette tilfælde forvirret.
Han så op på sværmen igen. Hvor han dog længtes efter at komme på vingerne. Så kunne han flyve sammen med flagermusene, det ville have været et vidunerligt syn at flyve oppe mellem stjernerne, men samtidig ønskede han ikke at forlade jorden, og suse derop, en svag frygt nagede ham, en frygt for at den skulle komme.
Han lukkede endnu en gang de lysblå øjne der nærmest lyst op i mørket, og lod en hånd køre igennem de meterlange flammende lokker.

//Må logge, ses ;D //

//Bye//

Hånden der før havde ladet sig røre af det lille bevingede dør tilhørte rigtigt nok en vampyr.. og så i den grad. En høj skikkelse trådte ud på en af de yderste afsatser på klippevæggen med en uhyrlig fare for at miste balancen og stritte ned, men nej. Han holdt sig oprejst og perfekt afbalanceret. Lange sort hår lod sig stille bevæge imod vinden fra bevægelsen og fjernede de sorte totter fra det underskønne hvide vampyrhans ansigt. Fejlfrit og velformet, dog på sin egen måde tomt, hvis det altså ikke var for de brændende røde øjne der kom frem ligeså. Dragende øjne.. Flammende i de røde nyancer tilhørende ilden, blodet og rosen. En fuldblods.
Han støttede sit højre ben hvorimod det venstres fodtip blot strejfede den smalle overflade han nu stod på. Hans nakke var knejset og han havde de uhyrlige øjne imod flagermuseflokken med en underlig form for koncentration. Han tav dog kort og lod blikket sænkes og derefter vendte det direkte hen på halvengelen der blot var få meter fra hans egen plads. Hans øjne lå meget stille derved og betragtede ham, som om det var det mest normal at gøre. Han havde længe kendt til hans tilstedeværelse, men ikke brugt en lejlighed for at se på dette væsen.

Han lod kort de meget lyse, næsten hvide, blå øjne, køre over vampyren, i det sekund denne trådte frem. Han så ud til at være nysgerrig, men ikke desto mindre kiggede han væk igen, uden at sige et ord.
Der var noget bekendt over denne vampyr, som havde han allerede mødt ham, på trods af at dette var første gang han så ham i egen høje person. Ak ja, næsten alle i Terre havde vel hørt om ham? En fuldblods, med langt sort hår, og umådeligt røde, dragende øjne.
Itari´s fingre kløede sig svagt i tindingen, hvor en tæge havde bidt sig fast. Det var dog helt irriterende som dyr fandt på at bide ham, som om de nærmest elskede hans blod. Men mon det var fordi det var så rent? Nej, det var ikke rent, han var trods alt kun en halv engel, ikke ligesom sin mor og hendes slægt, som man kunne følge tilbage til før tidernes morgen.
Nej, det var hans fars side der skamfarvede hans blod, dog anede han ikke på hvilken måde, da manden han kunne kalde far, aldrig nogensinde havde mødt ham. Dog nærede han heller intet ønske om at se denne.
Han slikkede lysløst underlæben, og trak vejret ind gennem næsen. Han kunne lugte denne vampyr på en måde man kun kunne lugte vampyrer. En smule bittert, men dog sødt, som sur-sød sovs, dog med en lidt mere stikkende eftersmag.
Han løftede hagen en smule op, for at se en flagermus flyve lige over sig. Hvad mon vampyren havde gjort ved den med de røde øjne?

//hehe, ingen kreativitet? ;D //

/Nej.. Im so sorry O___O .. Jeg lover at jeg svarer på det i løbet af aftenen. I promise.//

//Nej nej!^^ Du skal ikke tvinge dig selv xD//

Ahngels øjne lå endnu på halvengelen. Ganske kolde og udtryksløse først, som var han slet ikke til stede rent mentalt. Han vendte blikket op imod himlen og så på sværmen af de sorte bevingede tingester inden han lod blikket hvile på byens silhuet og de mange små lys der nærmest afspejlede en stjernehimmel fra sig. Små uregelmæssige blink og farver tilogmed. Ganske køn på afstand, selvom byen efter Ahngels hoved.. var et hul
Han vågnede endelig lidt op og rettede blikket vandret ud for sig og lod det lægge sig som en ligegyldig stirreplet. Hans øjne lod sig opklare den smule fra dybrød og til en nærmere blodig farve.
"Bonjour, petit ange.." sagde han så ganske stille men kiggede ikke på halvengelen endnu. Et kort langtrukket suk kom fra hans læber og tillod hans torso at bevæge sig langsomt og en anelse elegant når man tænker på at det blot var en unødvændig vejrtrækning. Endelig vendte han blikket på englen. Lod dem ligge på ham i en tid og betragtede det røde hår og selve personen. Kunne tydeligt dufte huden der blev sepereret fra sig selv og efterlade et mikroskopisk hul fra flåten der havde bidt ham.

Hans øjne blev ved med at betragte sværmen af flagermus. Mens hans læber bevægede sig uden at give lyd fra sig, som talte han til sig selv, men uden lyd, uden at andre ville kunne forstå hvad han sagde. Kun det meget trænede øre ville kunne høre hvad han mumlede,
"Af sværmen kommer ungen, af ungen kommer dyret, af dyret kommet sværmen" gentog han, igen og igen for sig selv, inden han hørte vampyrens stemme. Den tiltalte ham på en måde, han følte sig tiltrukket, og alligevel frastødt af den.
Den skar sig gennem hans sind og fik ham til at stoppe med at trække vejret i et par sekunder, hvorefter hans normale vejrtrækning fortsatte.
Han vendte ikke hovedet mod denne han vampyr, denne vampyr der vovede at kalde ham lille. Men alligvel, hvem ville ikke vove det? Han var ikke lille af hverken alder eller højde, men hans mentalitet kunne vel kaldes lille? Han havde næsten ingen livserfaring, efter at have været indespæret på et slot hele sit liv.
"Bonjour sangsue...." mumlede han med en stemme der kunne minde om en voksens, men alligvel ikke, der var noget ungkarl agtigt over den, som var svært at sætte sin finger på.
Han lod en hånd køre over sin tinding, hen over tægen, der lydlogt lod sig dumpe ned i hans hånd, nærmest som havde han beordret det.
Han så på den, og førte den op til munden, for derefter at lade sine kæber omslutte dens lille krop. Han tyggede på den en enkelt gang, hvorefter han slugte den. Den svagt bitre, metaliske smag, af bille og sit eget blod, hang i hans mund bagefter, dog så det ikke ud til at irriteret ham, nærmest det modsatte.

Ahngel betragtede stille engelens tale og bevægelser. Selv var han i en nærmest mental undtagelsestilstand. Lige nu herskede hverken drifter eller sadisme i ham. Han var fuldkommen tavs i sit sind og for en gangs skyld føltes det som en rar måde.. Som sov han på en måde eller noget i den stil. Han var ihvertfald ikke helt som han plejede. Han var mere fraværende som om hans krop blot var en illusion og at det egentligt var et hæjt rankt genfærd der bevægede sig mellem bjergtinderne og betragtede landskabet. Måske var det fordi stemmerne herude ikke var høje. Herude kunne han mærke hvad der var stilhed og han kunne mærke den kølige luft prikke imod sine lunger også selvom han egentlig ikke behøvede at ånde overhovedet.
Han så nedad.. Åbentbart ikke det mindste skræmt af den omfattende højde. Ville han kunne han jo bare flyve væk, eller.. Han kunne også lade sig falde. Selv ikke det ville gøre has på ham. Bræk hans hals og den ville heale. Flå ham og han ville overleve med grimme ar.

//srry det blev kort :/ .. //

Hans øjne vendte sig igen imod vampyren, og hans isblå øjne genspejlede dens øjne, som to røde prikker tæt på iris. Hans blik kunne forstås som enten bekymret, eller forvirret, hvilket gav ham et meget tvetydigt udstråling. Han kunne forstås som både det ene og det andet.
Han kunne have været et helt almindeligt menneske, men han var også en engel. Han kunne have været glad for endelig at se denne vampyr han havde hørt så meget om, og dog ønskede han egentlig at komme væk.
Hans eget hjerte bankede stadig, på grund af hans halve menneskelige del, og han behøvede luften omkring sig for at overleve. Han kunne dø, fuldstændigt som et almindeligt menneske, og dog vidste han at det aldrig ville ske. For han ældedes ikke, han ville aldirg komme til at se ældre ud end de 19 år han var nu, selvom han sagtens kunne gå for en der var tyve.
Selve hans eksistens var jo egentlig også ret ubetydelig. Hvis han døde, ville en anden blot træde i hans sted, hvis han mistede besindelsen og prøvede at forsvinde, ville alle andre bare være ligeglade, og fortsætte deres hverdag som var intet hændt.
Men dette kunne jo nok sammenkædes med at han ingen venner havde, han havde en stor fammilie.... Der hele tiden prøvede at forgvie ham, for at få hans plads i rangstien.
Men burde engle ikke være imune overfor gift? Hvis de ikke kunne dø, eller kunne de det? Han havde aldrig set en engel dø, eller... Hans egen krops død havde han set, eller rettere følt.
Hans blik vendtes igen mod sværmen, og hans læber begyndte endnu en gang på denne forunderlige remse, der fortalte om hvordan livet gik i ring.
"Af sværmen kommer ungen, af ungen kommer dyret, af dyret kommer sværmen"
Hans ord var dog en anelse højere, og kunne fortolkes som en hvisken for et menneskes øre. Han lukkede de isblå øjne, og lod en hånd køre igennem de lange, ildrøde flammer, som han kaldte hår.


//Gør ingenting, du behøver ikke at bekymre dig så meget om hvor langt det skal være, ike hvis du derved bliver nødt til at presse dig selv til at finde på ;D //

Ahngel stod endnu stille og så imod sværmen af flagermus der snart ville blive mindre med tiden og reduceres til alene små sorte prikker imod den allerede ret mørke himmel. Ahngel lod blikket lægges på byen derefter og endnu engang betragte de små lys, som var det en stjernehimmel i sig selv.
Den lille remse fra halvengelen fangede hans opmærksomhed dog og en kort og meget diskret sammentrækning ved hans kæbemuskler og hans tændinger, som når en kat ville lægge ørene imod engelen og lytte mere observant på hvad denne havde at sige. Af sværmen kommer ungen.. af ungen kommer dyret og af dyret kommer sværmen. Det var en cirkel Ahngel kendte alt til., Han var selv en del af den kunne man så at sige udtrykke det. Hans position ville dog indtil videre.. være dyret. Det midterste led, som efter selv at lade sig opvokse i de blodige vampyrår, skal skabe et ligeså væsen der om få århundrede skulle oplæres på samme måde. Ahngel gøs indvændig, men hans ydre forholdt sig rolig og fattet. Han så endelig hen på englen... efter en god rum tid faktisk. Han betragtede ham stille. Der var noget svært placerligt over dette væsen. Et eller andet der nægtede at sætte sig på plads, som at placere et stykke pap i et næstens fuldent puslespil. Hans tanker og følelser der omdannedes til dufte, Ahngel kunne tyde, var usammenhængende og anderledes fra de andre halvmenneskers. Hvorfor var dette væsen noget anderledes?

Hans isblå øjne fejede hen over flagermusene, fra den ene til den anden, blev han ved med at se op mod dem, som om hans kiggede efter én bestemt. Samtidig blev hans læber ved med at mumle formularen, der kunne laves om, og passe til enhver situation. Han selv var vokset op med den remse der hed;
"Af Troen kommer englen, af englen kommer verden, af verden kommer troen" hvilket var den remse der blev fremsagt i den verden, som så få vidste besked om, og som så mange alligvel boede i. Han havde et øjeblik ikke været klar over at han havde sagt det højt, og tav et øjeblik, hvorefter han igen begyndte på den remse om sværmen, dog kørte hans tanker videre omkring engle. Engle.. Mange vidste ikke at den verden eksisterede, enhver engels hjemsted, deres fødested, det sted hvor de allerførste engle var blevet skabt.... Af fuglen der bestemte alt i den verden 'Sinc´en' hvilket var den mest hellige fugl af alle, ihvertfald i hans verden.
Men ingen her respekterede den, ingen vidste besked om den, jo, nogen gjorde. Han kendte selv en vampyr der gjorde. En vampyr af hunkøn, der på forunderligvis havde sneget sig ind i hans mors hjerte, og blevet en del af hende. Men hvorfor tænkte han på sin mor? Den kvinde der havde revet ham ud af hans dagligdag, og som der havde flået ham med til denne... underlige verden, hvor ingen kendte til ritualerne, ingen kendte til de to andre verdener, og ingen forstod sig på hvad deres skæbne var. Det var underlig i hans øjne.
Hans hår blafrede en anelse, da en vind ramte ham i ansigtet, hans ildrøde lokker nærmest glitrede, og lignede et øjeblik, en ægte flamme. Hans isblå øjne glimtede, nærmest ligesom to små stjerner i sig selv, og dog havde de en dyber glans, som om de var meget mere alvorlige, end hans skævt smilende ansigt. Som om noget nagede ham, noget han ikke ville vise andre. Men han var født med øjne der altid viste hans inderste følelser, eller nej. Han var ikke født i denne krop, men puttet ind i den, på grund af hans storebrors dumheder....
Men hvordan kunne man leve tre personer, i én krop? Det syntes jo ikke muligt, og dog havde han levet det mest af sit liv på den måde.... Tre personer, med ét ansigt.....

//Sorry, glemte lige emnet et øjeblik, virkelig uuuundskyld xD Nu har jeg så svaret ^__^ xD//

De mange tanker der gemte sig i Itarian blev hurtigt opkogt til fysiske små signaler og dufte, som Ahngel så let som ingenting kunne fange i luften og analysere, hvor kun de allermest jordbundne dyrearter kunne tage del i den lille evne. Mærke om der var frygt på vej eller glæde. Mærke om personen undrede sig og lagde planer, men ikke hvilke. Ahngel havde mistet den evne til at læse tanker for længst. En bivirkning måske af de dage hvor han ikke kendte til hverken tid, sted eller hans eget navn. Hele hans verden havde da været det lille rum af jern og de meget aflange mærker der bevægede sig ned af den hårde masse der udgjorde de rustrøde vægge.
"En tænker går jeg ud fra..." mumlede Ahngel endelig idet hans øjne vendtes imod halvengelen endnu engang. Han måtte indrømme. Denne mærkelige skabning havde noget over sig og det var på en eller anden måde så fandens bekendt. En aura der mindede om to personer. En han havde mødt for nylig og en han ikke havde set i de mange år efter hans skoletid. De forgamne år. Kønne rødhårede engle, som Itarian selv, dog hunkøn, men med blod der var overstigende de fleste engles. Miriann og Sinclare var det. Det var hvad de hed. Sinclare, som var varulvens røde dronning, ikke? Hjerter damen for den altid sprælske halvhund der tit og ofte dominerede Ahngels tanker om det gamle liv.. dog var navnet glemt af en eller anden grund. Denne person.. han hed.. Manda? Gjorde han ikke?

Hans tanker om sværmen, og om engle, forsvandt, lige så brat som havde han slukket for dem på en kontakt i sit indre. Hans en anelse kølige isblå øjne, vendte sig mod vampyren. Ahngel var han sikker på at han hed, og hans stemme... Hans måde at se på ham på, det så ud som om også han så ud til at tro han havde mødt ham før, eller måske mødt en der lignede ham?
Hans mor, hende der havde taget ham med hertil, havde hele tiden talt om at han skulle møde denne mand, en dreng som hun i sin ungdom havde været ganske draget til, næsten ligeså draget, som hun altid havde været af bøger og viden. Men hun havde jo ikke talt et eneste ord, om sin fortid, før den dag, hun havde ført ham ud af paladset, skabt en portal, og fået ham med til denne verden, hvor de fleste af hendes ungdoms minder, var blevet skabt.
Troede han at han var en tænker? Der tog han grundigt fejl. Hans tanker omkring denne sværm, var kun midlertidige, som en form for erstatning for andre ting, som han plejede at lave. Han ville jo egentlig hellere være deroppe, og flyve sammen med dem, end at sidde her, og drømme om det.
Hans læber trak sig let op i smil, der gik over til at være skævt, og hans øjne var opmærksomme, og dog havde de stadig det der glimt af alvor, som resten af hans krop og ansigt ikke havde, det der afslørede det meste af hans sjæl.
Ildrøde flammer så håret endnu en gang ud til at blive, da endn en vind strøj ind mod ham, nærmest som om den ville have hans opmærksomhed, som et lille barn der vil lege. Han følte den mod sit varme ansigt, lod den stryge over hans manke af ild, og herefter forsvinde ud i luften, uden at levne det mindste mærke af dens tilstedeværelse.
Itarians øjne scannede vampyren, startede nedefra, og endte med at se op i hans røde øjne, som var så karakteristiske hos vampyrer. Dog virkede de..... mere røde end de andre vampyrer han havde mødt, som om de glødede af mere end én person, lidt ligesom hans egne?
Hans tunge gled uden en lyd ud af hans ene mundvig, og fugtede hans underlæbe, der egentlig var ret piget, i forhold til hans nuværende drengede udseende. Han var høj, måske et par centimeter højere end vampyren, vel sagtens over de to meter? Det ville ikke overraske ham at menneskene ville begynde at udstille ham, og kalde ham 'Verdens højeste mand'... eller ihvertfald noget i den stil.
Han sukkede svagt for sig selv, og svarede ikke, for hvad skulle han i grunden svare? Det havde jo ikke været et spørgsmål, jo egentlig bare en konstatering, intet andet.
Han vendte hovedet mod sværmen endnu en gang, og smilede en anelse bredere, da han fangede et glimt af rødt deroppe.
Hans læber havde stoppet på remsen, da vampyren havde sagt noget, men de begyndte nu igen, langsommere, og en anelse mere fraværende end før, som var det bare tidsfordriv.
"Af sværmen..... Kommer ungen...... Af ungen.... Kommer dyret..... Af dyret....... Kommer sværmen....."

Ahngels røde øjne lod sig stadig lægge på halvengelen, som udentvivl ligeså havde sådan en tung bevidsthed på sig. Noget der hvert øjeblik kunne rive ham væk fra virkeligheden og ind i alt for dybe tanker, hvor alt der var udenfor blot var noget indbildt. Ahngel drejede igen sin hals ud imod udsigten med et tænkende blik. Han bar en halvlang frakke i sort lederlignende stof med en halshøj, dog ikke tætsiddende krave, så hans hals og den dybrøde skjorte nedenunder lod sig komme let frem, samt hans ret så markerede aftegninger på halsen i form af kravebenet og halsens uddybning og overgang til det let synlige adamsæble, der endnu var stillestående på ham. Ingen synkebevægelser. Ingen bevægelse i hans hals overhovedet. Egentlig fandt Ahngel det en smule forstyrrende med den ustoppelige fremførelse af den lille sonet halv engelen var så koncentrerende på. Hvad havde det dog af betydning overhovedet, selvom det på den ene eller den anden måde.. var.. appellerende. Nok også en af de eneste grunde til at Ahngel ikke allerede havde forsøgt sig på den sødtduftende engel. Normalt var han jo også mest til menneskenes blod eller måske endda den mere krydrede form for blod som man kunne finde i andre vampyrer eller i sidste ende dæmoner, men da det jo tydeligvis også var noget man kunne mærke i halvengelen, så virkede det igen en smule fristende.. dog var Ahngel nysgerrighed vundet. Pokkers også. Hvad havde denne engel bag de tavse blå øjne og hvad gemte der sig i det velkendte blod, som Ahngel meget vel før havde smagt. Han så dog ikke på engelen en eneste gang.

"DeithAngel er dit navn, har jeg ret?"

Hans øjne bevægede sig væk fra sværmen, koncentrerede sig om noget i det fjerne, en lille, rund kugle af skarpt lys, langt langt ude i horisonten. En lanterne?
Hans ansigt forblev let smilende, da han lagde hovedet let på skrå, og betragtede det gule lys, der blot lignede en meget lille prik af lys.
Et form for luftfartøj?
Et svagt suk kom fra ham da han tænkte lidt over det, han havde jo aldrig før set et luftfartøj, så hvordan skulle han overhovedet kunne vide at dette var en sådan konstruktion? Nej, det var for latterligt.
Bare fordi han var halvt menneske, kunne det vel ikke betyde at han hvert andet øjeblik skulle flyde hen i tanker, om ting man egentlig ikke burde tænke på i øjeblikke som dette.
Hans ildrøde hår gav sig endnu en gang til at blafre svagt, da en svag vind endnu en gang kom ham i møde. Hvad ville den ham?
Han følte dens kærtegnelser, præcis som for blot et øjebli siden, men dog, den virkede opgivende nu. Træt. Allerede efter anden gang.
Vampyrens ord skar sig ind i hans bevidsthed, da han ikke havde været forberedt på andet end at blive bidt, men hvad var det dog for tanker han havde om denne vampyr? Han havde knapt mødt ham, var ikke engang sikker på hvad han hed, og dog, følte han at denne nærede en stærk trang til hans blod. Men han ville jo være ligeglad, selvom Mulianere sikkert ville blive rasende. Men han blev jo også rasende hvis bare han skar sig på et glaskår.
HAn havde ladet vampyrens ord hænge lidt i luften, gentog dem i sit indre, og svarede lidt efter,
"Jo... Og du er.... Ahngel?" der var en rolig klang i hans stemme, og dog, virkede han nysgerrig. Han så ikke på ham, nænnede egentlig ikke at se hans ansigt, da han endnu ikke var klar over om han var underholdning, eller føde. Eller var han nogen af delene?
Nej. Nu gik hans tanker endnu en gang i ring... Pokkers til menneskelighed.
Også han kendte til vampyrernes egenskab til at kunne læse tanker, og han frygtede en anelse at denne havde taget notits af hans tanker omkring ham. Hvis ikke, ville han vel bare være heldig, hvis han havde, anede han sådan set ikke hvad der ville ske.
Hans smil blev en anelse fraværende, og hans øjne en anelse blanke, mens han fortsat lod de isblå pupiller betragte den lille runde plet af lys, der nu var kommet en meget lille smule tættere på.

Et let kraftigt vindstød tog fat i frakkens løse folder og krave, samt det sorte let krusede blanke ravnehår. De fleste ville nok tippe ned af det eller i det mindre få en smule ubalance, men nej. Ahngel bevægede sin højre hånd op og fangede kort sig pandehår inden han lod fingrespidserne redde dem tilbage imens vinden kort stod på. Da det igen stillede af lod han de sorte totter omkranse hans ansigt endnu engang og lægge denne form for skygge hen over de glødende øjne. Han nikkede stille idet halvengelen kom med den lille bemærkning til ham. Så han kendte ham altså alligevel?
Hvad der foruroligede ham en smule var dog at engelen kendte ham som 'Ahngel' og ikke hans officielle navn. Beviste at denne engel havde et link der førte tilbage til de dage hvor navnet Lucifer kun blev brugt til omtalen og skældene på sin fader og hans omdømme. Du var det et navn han selv bar og han bar det til fulde mente de fleste.. men så igen. Mange på hoffet var naive.. så blot det blod igennem Ahngels årer der pulserede og udgjorde den kulturskat de fleste vampyrer så i det. Rent blod og uberørt af de fordømte menneskers tidligere celler. Ur vampyr om man ville. Ikke at Ahngel var en af de ældste.. nej.. langtfra. Han var egentlig ung af sit høje embede, men hans sind havde en alder der ikke kunne sammenlignes med hans krop. Tanker fra gamle tider og minder selvom han egentlig aldrig var til stede. En af de ting der gjorde de fuldblodede vampyrer unikke. De behøvede ikke at ha været alle steder eller levet i alle tider for at være velvidende om det meste. Tilstedeværelser var overvuderet. Kroppen var overvuderet. Det eneste der måtte tælle var det røde blod og de alt for faste tanker der nærmest formede sig og kunne udgøre noget fysisk, som et træ eller som et hav.

"Så.. du har altså noget med de to engle at gøre.." sagde han tænkende med en fjern stemme. "Sinclare og Miriann.. Du har ligeså det ildrøde hår og de koldbrændende øjne.." fortsatte han åndsfraværende idet han rettede nakken lidt og så imod himlen i en god rum tid. Selvfølgelig. En af de to. Ikke underligt at han havde følt noget ekstraordinært over denne halvengel.. vent. Halv? Han rettede sig igen lidt op og kiggede tænkende på englen. Dog noget mere tilstedeværende på ham med et ret så ulæseligt udtryk. Hvis englen var en af disse tankelæsere ville de mærkelige sindslige sprog muligvis ødelægge fokus af alene den kraftige tankekraft Ahngel lagde i det. Spekulationer der ikke kunne tydes og ord der ikke kunne konverteres til et sprog overhovedet. Blot stemmer. Hviskende.. syngene og skrigende.

Hans øjne betragtede vampyren, som han egentlig ikke havde sinde at omtale ved navn. Det havde aldrig været ham tilladt derhjemme, og det var det nok heller ikke her. Han havde været forbudt så mange ting... Blandt andet at tale om Den Sidste Verden. Denne verden. Jorden.
Han havde været ganske forundret da han var blevet taget med hertil, det sted hans mor altid havde snakket, som hun forgudede over alt andet, og ikke mindst var lige netop denne dystre skikkelse, en del af enhver historie hun havde herfra. Han havde allerførst fået det indtryk at hun havde skygget ham overalt, men så alligevel, hun havde kun lige akkurat lært at flyve på det tidspunkt, så hun ville nok ikk havde risikeret noget så risikabelt, som hvis hun skulle styrte ned.
Hans røde hår blev også blæst ind mod hans ansigt af denne stærk vind, Han mistede ikke den mindste balance, så faktisk ud til at nyde vinden der hårdt, og dog kærligt, berørte hans lettere blege ansigt, og fik ham til at føle at han allerede var oppe mellem skyerne.
Vind. Det havde altid været noget han havde elsket, at blive åndet på at selve naturen, mærke den kærtegne hans krop, og til tider løfte ham højt højt op over alle hans tanker, problemer, og forbud.
Han sukkede svagt ved vampyrens ord. Det tog lidt tid inden han endelig sagde noget, og da han endelig gjorde, var hans stemme en anelse.... irriteret?
Ja, irriteret over den måde han talte om dem på. Hans moster, og hans mor. Det var helt sikkert dem han havde ment.
De eneste kvindelige engle der var opvokset i D. 3. verden, der havde været i stand til at krydse grænsen mellem verdenerne, ved egen kraft, de eneste der var født med den evne, at kunne komme frem og tilbage fra deres egen verden, og denne.... underlige samling af lande.. Stater og nationaliteter.
"Sådan kan man jo også sige det...." hans isblå øjne, var blevet vendt tilbage mod flokken af flagermus, der nu næsten ikke kunne ses længere, dog blev han ved med at se de røde blink for sit indre øje, som om det var en film, der blev gentaget igen, og igen.
Hans mund bevægede sig igen, denne gang mumlede han en helt anden remse, der ikke handlede om cirklen. Egentlig ville man vel kalde det et digt, men det kunne vel være ligemeget hvad man kaldte det.
"En mand er en mand, og en kvinde er en kvinde.
Blod er ikke vand, og venskab må man vinde.
Hvis noget går galt, skal man bare nikke....
For venner er venner... Dem svigter man ikke..."
Ordene fløj med vinden, og gjorde dem ret utydelige for alle andre. dog vidste han, at vampyrers fintfølende høresans, sagtens ville kunne opfange de små lydbølger, der blev skabt fra hans mund.

Den fraværende opførsel fra denne halvengel gjorde det ret så tydeligt at bevide at dette var et stykke af den selv samme engel der i sin tid ligeså fangede Ahngels nysgerrighed med mærkelige små personlige ritualer og bevægelser. Alt for nemt var det at gætte sig til at han måtte være beslægtet med Miriann. Dog prak det lidt til ham at hun rent faktisk havde fundet ro nok til at lade sin slægt vokse sig større. Miriann.. Hun var ikke typen Ahngel havde troet ville fø børn. Ikke i hans egen levetid ialfald, men så igen.. Ahngel havde levet en del længere end hvad han selv havde forudset.. Han huskede nemt de dage hvor han endnu betradte skolens brosten med sit uvoksne korpus. Da ville han hellere dø end at blive til den person som han var nu. han ville hellere lide en menneskelig død end at træde ind i det liv som han opgav at stritte imod i sidste ende.
De små vers fra englen gentog sig stille i Ahngels hoved imens han bearbejdede de enkelte ord. Mærkelige ord fra en holdning han havde mistet for år tilbage. Mænd og kvinde udgjorde ingen psykisk forskel.. de var blot modsætninger. Blod er ikke vand, men vand er blodet som de menneskelige blodsugere drikker af for at holde sig i live. jordens blod ville være vand og menneskene drak den tør, som vampyrene drak af menneskene. Venner skal man vinde.. huh? Han havde ingen modsættende tanke imod den overhovedet. Han nøjedes med at vende nakken en smule og se imod havet som kunne skimtes mellem træer og klitter over horisonten. Hans røde øjne dvælede derved idet han mærkede stilheden begynde at herske. Han var fristet til at folde vingerne ud og forlade dette alt for stille sted. Ikke engang ånder hørte man heroppe. De døde kunne ikke nå ham her og ikke mange sjæle var forpinte nok i den tynde luft, til at de ønskede at skrige eller synge. Her var alt neutralt. Ondt og godt blev til en gennemsigtig grå farve og jord og luft blandede sig så merkant at man nærmest allerede følte at man fløj, men uden at have et fald under sig. Befriende på en måde, men Ahngel brød sig ikke om hvordan det hele lod til at pirre hans sanser og ødelægge hans koncentration. Alt for nemt lod han sig indfange af omgivelserne.. alt for nemt lod han sig falde i en trance over alene en dråbe vand over et blad. Urørt skønhed. Ikke plettet af menneskenes sorte hænder og bemalede munde.. Kun de ting kunne man kalde natur. Det var derfor at Ahngel holdt af at se på havet. Havet var et af de eneste steder, hvor menneskene nok aldrig ville være velkomne.. et sted menneskene aldrig ville kunne tæmme og ødelægge. Hvis de gjorde.. ville det blive menneskenes endeligt. Deres død om man ville.
Ahngel så fortsat væk fra englen i en tone, som havde han glemt alt om dennes tilstedeværelse.. Igen havde han, imod sin vilje, faldet i staver og ladt sig hypnotisere af fuldkommen ligegyldige ting for det menneskelige øje.

Hans læber stoppede, lyden fra hans strube ophørte, og en knusende stilhed kvalte enhver form for lyst til at blive ved med at mumle, som han ellers havde haft tilbage i sig.
Vers. Digte. Remser. Det var ved at være noget han vel var ret god til at huske, remse op af, og finde på, hvis det så ikke havde været for hans svage afsky overfor den selv samme opfindsomhed der langsomt gennem årene havde spiret dybt i hans sjæl.
Han var vokset op til at tro, at alt andet end blod, frygt og had, var godt, og at man altid skulle være ond. Men hvorfor mente man egentlig det?
Da han var kommet til denne verden, havde han mødt sit første spirende venskab, havde ødelagt det, ved at lade sin bror prøve også at blive ven med denne person, herefter havde han mødt flere. Han havde mødt personer, der havde problemer, psykkiske som fysiske, og han havde fundet ud af ting om sig selv, som han aldrig havde vidst var der.
Følelser var det første. Noget, han troede kun fuldblodige mennesker var i stand til at føle, og dog, han selv havde følt dem. Allerede da han havde været i sin egen verden, hans hjemland så at sige, havde han følt dem spire, men han havde benægtet dem adgang til sit sind, troet at det var det bedste for ham selv og sine omgivelser. Han havde været naiv.
Og dog, han følte heller ikke nu at følelser var noget man skulle lade sig styre af alt for meget, de var blot lavet som frynsegoder, så menneskene kunne føle en fask form for lykke.

Hans øjne vendte sig mod vampyren endnu en gang, lod dem betragte de røde øjne, der var vendt mod... Havet? Han kunne ikke se det helt præcist. Hans ildrøde hår stoppede med at at bevæge sig et øjeblik, da vinden stoppede, for at komme igen et øjeblik efter, hvor manken så endnu en gang lod sig styre af denne pusten fra naturens side.
Han følte en svagt genkendelig gnist fra denne skabningen der stod foran ham ´s aura. Som om de på en måde følte det samme, men det var vel umuligt? En vampyr, der sikkert levede sit liv i luksus, kunne umuligt have de samme tanker og følelser som han selv.
Og dog, han kunne ikke sætte sin finger på det, virkede det som også denne vampyr lod sig alt for let falde i staver over tanker, ligesom han selv.
"Hvilken.... Forbindelse har du helt præcist til hende?" spurgte han og lod blikket glide væk fra vampyren. Betragtede horisont linien der langsomt, som natten skred frem, blev mindre synlig.
Hhhmm.... Hvordan mon der så ud der hvor horisonten bøjede sig? Fik det bag sig til at forsvinde? Mon der var smukkere der end her? Nej, han måtte ikke falde i staver igen.
Han så på Vampyren igen, afventende på vedkommendes svar, og med svage mistænksomme blink i de isblå øjne.

En stemme fra halvenglen formede en sætning ført imod Ahngels øregang.. Den vred havet ud af hans fokus og lod igen de overskudne omgivelser komme til syne der hvor der før havde været sløret i nattens mørkegrønne farver. Han vendte nakken og lod de røde øjne se hen på englen.. muligvis lade ham fange et kort øjeblik af det ret så dybe blik der forekom af hans tankers fokus.. lod igen de røde øjne fremtræde og gøre ham tilstedeværende på klippen igen. Langt over byen og langt fra det hav han sukkede over alene på grund af den synlige skønhed der lå over det.. Englen spurgte ham til hans moder? Til englen Miriann velsagtens? Endnu et vindstød tog i Ahngels sorte hår og lod det kort vifte hen over hans øjne, for derefter at falde på plads igen, som havde det et enkelt øjebælik været fuldkommen vægtløst og uden slutning eller start.. Bare vivlende ravnssorte silketråde der forstyrrede mørket der omkransede de røde dragende øjne med farvespil der som usynlige tråde ville fange en og trække en imod de indtagende røde lys. Et smil vrængede sig over hans ansigt idet han vendte blikket frem for sig igen. Skiftede englen ud med endnu en stirreplet i form af en af de sendemaster dert blinkede fra byens højeste tårne, for at undgå fly eller lignende skulle ødelægge det og lade hele byen gå uden strøm. Sikke et kaos det ville skabe. Sikke et anarki.

"Som yngre var vi vel tætte på den ene eller den anden uforklarelige måde." sagde han så og nikkede kort inden han igen vendte sine øjne imod englen med et tænkende udtryk. Et kort 'heh' kom fra ham inden han lod sit blik falde og lægge sig på en af stenenes toppe under dem.

Han så på ham, de røde øjne, virkede på en måde som fangekældre for hans blik.
Hvis man stirrede for længe derind, ville man ikke kunne komme ud, aldrig. Man ville være fange i en andens bevidsthed. Han kunne lige forestille sig at denne vampyr havde hele have af tilbedere, der blot ved hans mindste vink, ville gøre alt for ham, blot ved at se ind i de øjne.
Men det påvirkede ikke Itarian. Hans øjne forblev mistænksomme, tilstedeværende, som om han af en eller anden grund var vred. Spørgsmål, små tankerækker fra gamle tider listede sig ind i hans sind. Hvad havde denne skabning, og hans mor haft sammen? 'PÅ den ene eller den anden måde', he. Hans mor havde altid været 'tættere' på mænd end de fleste, helt tilbage i sin ungdom, havde hun været i et horehus næsten hver aften. Det var blandt andet et sådan sted, han selv formentligt var blevet skabt, i et lille hus, et lille indelukke, hvor støn og prust havde lydt natten igennem. Han hadede det, hadede tanken om hans egen oprindelse, og dog ville han gerne vide mere.
Hans mor havde altid sagt at han var søn af et menneske, men det kunne ikke passe, kunne det? Han følte sig menneskelig... Men ikke i en sådan grad at han kunne være en af racen, eller at hans ene halvdel kunne være en del af racen.
Det var jo til at blive syg af.
"Fysisk..... Eller mentalt?" spurgte han, efter at have siddet en del tid i tavshed, med blikket vendt mod jorden. Han kendte ikke selv årsagen til at han nu sad og udspurgte ham, han kunne ikke forstå hvorfor han ikke kunne stoppe de ord der fløj ud af hans mund, så snart han havde tænkt dem. Hans stemme var en anelse kølig, og dog svagt interreseret, men interreseret, med en vis afsky for emnet han udspurgte om. Det var svært at betegne hvad han egentlig tænkte på lige i dét øjeblik. Han vidste det næsten ikke selv, og så alligevell havde han en svag forudanelse, som om han vidste at noget dårligt ville ske.

De røde øjne lå igen på englen da han havde vendt blikket imod jorden da dette spørgsmål var kommet ud.. Et let bredt narresmil kom til syne, men Ahngel fik det stabiliseret til en meget diskret trækken på smilebåndet. Han ville vide om de havde været fysiske sammen. Alene tanken omkring det pirrede Ahngel til at lade smilet ophobe sig igen med en latter, men han holdt igen, som sædvandligt. Han havde ikke det mindste brug for at tabe hovedet foran englen der indtil nu selv havde handlet på noget der kunne ligne almindelig høflighed, selvom Ahngel kunne lugte og fornemme når der var noget der trykkede ham. Dog læste han ingen tanker. Han fortolkede kroppens eget sprog og converterede dufte og udtryk til følelser og reaktioner. Ganske nyttigt egentlig.
"Miriann og jeg har en fortid der mest var baseret på et ganske åndeligt plan.. dog.. mit sidste møde med hende blev noget mere fysisk end jeg havde forventet af hende.." sagde han stille og løftede sin hånd imod eget ansigt for kort at stryge langefingerens spids imod sine øjenvipper. Gud vide hvorfor. Det var vel bare en slags vane han havde.. det samme som at klø sig på halsen og at bide sine fingres sider til blods. Et kort 'heh' kom fra ham i tone af noget der mindede om et åndedrag..
"Ikke et under at du har fastholdt min koncentration.. Jeres blod dufter som det samme.." smilet lod sig bredes den smule ekstra idet han kiggede på englen. Ganske rigtigt. Det hele stemte. Efter at ha drukket af Miriann virkede den lugt så appelerende, som om den nærmest kaldte hans navn hver eneste gang han var i nærheden af det, hvilket han jo var nu, ikke? Han vendte blikket igen.. ud imod byen en gang til.. Det slog ham lidt. Hun havde sagt at han gerne måtte forvandle hende, men.. hvorfor når hun har 'familie' .. Ahngel rystede kort på hovedet for sig selv inden han knejsede nakken imod den ene flagermus med de røde øjne der havde forladt flokken for at søge ned imod dem. Ahngel strakte sin hånd og lod den lande med klørene imod hans marmorhvide håndryg. Ahngel betragtede den tænkende i en tid. Dens øjnes farve havde for længst stabiliseret sig til den normale nattedyrs sortgrå farve. Ahngel lagde hovedet på skrå og gjorde et ryk med hånden så den fløj af sted igen med et lille hvin. Vinden syntes pludselig så tavs omkring dem.. lod trykket falde den smule og fjerne det friske pust, også selvom de kølige omgivelser, som de befandt sig i.. Ahngel mærkede godt nok ikke varmen og kulden som andre gjorde, men han kunne sagtens fornemme vejret uden den evne.