Ghost?!

Vanilla Chinell

Oktober nattens kølige vind fik Mattias til at gyse, trods han var gemt godt inde bag en stort varm vinterfrakke. Hans feminine fingre var gemt væk i lommerne på frakken, og fødderne gemt væk i nogle kraftige støvler. Han burde kunne holde varmen, det var jo ikke fordi han boede på nordpolen, men alligevel frøs han af bare H’ til. Hans lyse øjne var rettet mod jorden mens han travede af sted i et forsøg på at nå bussen, selvom det sikkert var umulig, men det var sikkert også hans egen skyld. Hvis han virkelig ønskede at komme hen til bussen til tiden skulle han løbe, så kunne han udmærket komme hen til bussen.
Roligt trissede han af sted mens han prøvede at holde varmen, men han havde ikke meget at holde varmen med. Sam var spinkel, og tynd, ikke ligefrem en der kunne stå meget imod kulden. Han fugtede læberne og kiggede op og så bussen køre forbi stoppestedet. Han stoppede op, og sukkede. Nej, selvfølgelig nåde han ikke bussen. Han sukkede kort, og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han listede hånden ud i kulden og lod den rode rundt i hovedbunden mellem alle de kraftige mørke hår.

”Hjælp mig.” En lav visken, som sagtens kunne gå fra at være træerne der susede. Det var egentlig en rimelig kølig nat, og snart ville hun forsvinde helt. ”Hjælp mig!” Hvæste hun. Uheldigvis skrattede en fugl ikke langt fra hende. ”HJÆLP MIG!” Skreg hun. Uheldet havde ramt hende, siden hun døde for et par dage siden. Hendes død havde været pinefuld og ret grum. Hun var blevet tortureret, voldtaget og alt muligt. Sidst men ikke mindst, havde hun fået vampyrblod af en af dem der havde tortureret hende. Efter at de havde tortureret hende endnu mere, blev hun dræbt. Da hun så efter det vågne op som vampyr, fik hun en træpæl boret ind i kroppen. Hun var død af det, selvom træpælen ikke havde gennem hendes hjerte. Der måtte ha været en eller anden form for gift på pælen? Det underlige var bare, at hun nu var… Spøgelse? Men hun var også stadig.. Vampyr? Det virkede helt uvirkeligt. Mere end det allerede virkede i forvejen.
Havets brusende bølger, træernes hvilsen i trækronerne og et par lykkelige fugle der stadig sang. Mest nok for at holde varmen.
Hun stod selv rimelig langt fra bådebroen, men det gjorde ikke at hun ikke kunne se, lugte eller høre en person, der stod henne ved busstoppestedet. Bussen susede forbi skikkelsen, men det var ikke til at se eller fornemme om denne person følte sig generet af det.
Vanilla susede hen mod personen, men holdte sig på afstand, for ikke at blive opdaget med det samme. Alligevel var hendes tørst til blod underlig stor. ”Hjælp mig!” Pev hun.

Normale forskrækkelser var nogle man hurtigt kom over igen, man grinede ofte af dem bagefter, og slog dem ud af hoved, men den forskrækkelse Mattias fik i dette øjeblik der var en der bad om hjælp var næsten værre end at dø af chok, eller måske var det en overdrivelse? Mennesker har det jo med at overdrive for at mildne forståelsen. Det var måske mest det, da Mattias vendte sig om der forskrækkede ham. Stemmen havde lydt næsten lige bag ham, men da han vendte omkring for at se hvem der talte så han ... intet! Det var først da han havde stået i næsten flere minutter at han bemærkede kvinden, gennemsigtig men alligevel tydelig nok til at se hende når man først havde opdaget hende.
Han stirrede på kvinden med store overrasket øjne der havde en snert af frygt over sig. "Med hvad?" Hviskede han næsten da der var gået lidt tid, og hans stemme lystrede ham. Han bed sig hårdt i læben, så det næsten lykkes hans tænder at bide sig igennem de bløde læber med det lette lag af hud over.

Mattias var ikke typen der havde det store kendskab til den virkelig verden, den med væsner og dæmoner, men det var heller ikke fordi han var helt ukendt med den. Af en eller anden grund tog han det aldrig ilde op når han mødte en blodsugende vampyr eller en farlig dæmon, for det var de vel? Han havde mødt en vampyr på en strip bar, og det var da også mere eller mindre dét han havde mødt indtil nu, selvom han havde boet i byen i flere år. Han havde sikkert blot været heldig, eller måske uheldig? Han trak vejret dybt, og prøvede at sætte sit hjerte ned i tempo, det sprang rundt brystet på ham som om selve fanden var efter ham.

Han reagerede faktisk, og han lignede sjovt nok en der havde set et spøgelse. Det var da også bare vildt mærkeligt, når Vanilla stod så tæt på ham. Og dog stod hun ikke engang så tæt på, som mennesket sikkert troede. For ja. Det var helt sikkert et menneske hun stod foran lige nu.
Vanillas tøj var pjaltet, ødelagt, og meget af tøjet var så ødelagt, at der flere steder på tøjet, hvor halvdelen af det manglede. F. eks havde hendes dyre jeans været hele og lang. Nu mindede de mere om en blanding mellem shorts og en nederdel. På det ene ben, var buksebenet flænset hel op til slutningen af låret, og på det andet bukseben, var der skrammer, store lapper der manglede og buksebenet var utrolig flænset.
På hendes overkrop havde hun haft en top, der engang havde været gråblå. Den mindede nu meget mere om en lags sportstop, der gik hende til under hendes bryst.
Vanillas hår var noget af det eneste, som så sådan nogle lunde ud. Hendes ansigt og resten af hendes krop havde flere skrammer og dog kun få sår. Hun så faktisk rimelig hæslig ud.
Med bedende mørkeblå øjne kiggede hun på manden. Han så nu egentlig meget forvirret ud. Mon han vidste hvad hun var for noget. Hun halvt svævede over på den anden side af ham, for at studere ham.

”Jeg mangler blod. Jeg er ved at dø igen. Det var pinefuldt nok de første to gange!” Hvis ikke det var fordi alle væsker i hendes krop var udtørret, ville hun ha svoret, at hun følte noget varmt der løb ned af hendes kolde hud. Hun var ikke helt usynlig endnu, men der ville ikke gå alt for længe, før hun næsten ville forsvinde helt. Til den tid, ville hun ikke være i stand til at få ’føde’ længere, da hun så ikke ville kunne røre noget. ”Hjælp mig. Jeg ber’ dig!”

Han stirrede i længere tid på hende uden at sige noget, før han begyndte at bruge mundtøjet. "Igen?!" Spurgte han først overrasket og derefter undrende. Han forstod intet, og var ved at slå fast at han var ved at blive gal. Han trak vejret dybt, og lukkede kort øjne, hvorefter han slog dem op, men kvinden var endnu ikke forsvundet, hun stod stadig i sit lagset tøj og sølle udseende. "Hvordan vil du have jeg skal hjælpe dig?" Spurgte han så lidt efter mens han stadig kæmpede for at få hjertet til at falde på plads.
Han kunne endnu ikke forstå hvad hans øjne så, så han prøvede en sidste gang at lukke øjne, men da han åbnede dem igen, var det endnu ikke lykkes at få kvinden til at forsvinde.
Igen bed han sig tvivlende i læben, denne gang så hårdt at det begyndte at bløde, en ganske lille dråbe der løb ned over hans læbe, men hurtigt blev slikket op af en lys tunge. Han forstod ikke hvordan han kunne hjælpe kvinden foran ham. Hun virkede jo som et eventyr, næsten en gyser. Han burde tage bene på nakken, men der var noget over denne kvinde der fik ham til at blive, blive og stirre på hende til hans øjne begyndte at løbe i vand. Han blinkede hurtigt, og rettede atter blikket mod kvinden.

//Besvarer i morgen tidligt. Jeg har ikk rigtig tid mere i aften:3

Spøgelset kunne godt forstå at han måske var en smule nervøs, og inderst inde vidste hun at han ville tage benene på nakken, hvis det ikke var fordi det hele alligevel var lidt spændende. Vanilla følte sig ydmyget over det hun måtte spørge om, men hvis ikke, blev hun nød til at tage blodet med hjælp af vold, og det ville hun aldrig nyde. Det føltes også rimelig forkert at spørge om, for dette menneske lod ikke til at vide hvad der befandt sig i denne forfærdelige by, som det nu egentlig var.
Da en lille dråbe blød, gled ned over hans læbe, kom trangen fra i hende. Indvendigt hvæste hun, og forsøgte at få det ud. Men nej, heldigvis for dem begge, forblev hendes hvæseri inde i hende selv. I stedet kom hendes syle skarpe hjørnetænder til syne bag hendes læber, som hun så vidt muligt forsøgte at skjule. ”Hvis ikke jeg får blod, vil jeg dø af det.” Hun forsøgte at være så rolig som muligt, når hun var tæt på blod, for ikke at gå til angreb. Efter kun få dage, havde hun allerede fundet idéen med at være de to hun nu var. Det var ikke let, for inden for lang tid, ville hun være gennemsigtig, og ville ikke kunne røre ved ting. ”Og det vil snart være for sent, før jeg vil forsvinde helt.”
Bloddråben var væk, og det var klart at han på en eller anden måde havde fået den til at forsvinde med hans tunge. Da hun bemærkede det, forsvandt hjørnetænderne lidt efter lidt. Dette ville blive noget sværere end hun havde troet det ville blive i første ende.
Det gik op for Vanilla at de ikke havde præsenteret sig for hinanden, men dette var ikke tidspunktet at gøre det på, det var både sikkert og vidst.

// Jeg stopper emnet, ikke fordi jeg ikke vil skrive med dig, men jeg kan simpelthen ikke finde kreativitet nok til denne karakter, så sletter ham >_<