Ghost in blue //Diego////Privat//

Den behøvede information er at finde i teksten nedenunder!

En kølig brise føg over hovederne på de nattemennesker der befandt sig ude i denne kølige nat. En skikkelse svævede ind under en gadelampe og oplyste hans ansigt. Han var bleg, havde blå øjne, og sort pjusket hår. Han havde en lang blå-ternet skjorte på og et par sorte jeans, samt nogle slidte, blå converse. Som sagt svævede denne skikkelse. Dog kunne ikke se med et par almindelige menneskeøjne. Det var kun meget få millimeter over jorden, og da han lod som om han gik var det ikke til at skue at han faktisk ikke rørte jorden. En anden lille detalje som ikke kunne ses med det menneskelige øje var at drengen var gennemsigtig. Dette var ikke meget, og kun vampyr- og elverøjne kunne se det. han kiggede på det sølv-ur han bar om håndledet. Klokken var omkring de tolv stykker. Nattens midtpunkt. Tidspunktet hvor ånder og spøgelser viste sig. Han stak hænderne ned i lommen lommen, og man kunne godt se at denne dreng var arrogant og rapkæftet. Han gik med rank ryg lige forbi dørvagten ind til den lokale bar. Vagten var vant til denne drengs kommen og gåen, og lod ham bare gå ind. Han satte sig ved sit sædvanlige bord. Eller faktisk svævede han en millimeter eller to over sædet. Han slog fødderne op på bordet, og disse svævede også så det ikke kunne ses. Servitricen kom hen til ham. Han viftede hende væk, og så sig omkring. Det var den normale folkemængde han kunne ane. Han slog blikket ned på bordpladen hvor han lod øjnene følge de sirlige mønstre. Dette var en normal nat for Davy Harlow.

En mørk skikkelse gik roligt ned af gaden. Menneskemængden åbnede sig automatisk for ham, da hans sorte aura underbevidst skubbede dem væk. Hans røde øjne var vendt mod jorden, men skjult bag det sorte hår. Den sorte skjorte og de mærke jeans fik hans hvide hud til at virke unaturlig - hvilket den også var. Han gjorde intet forsøg på at skjule det.
Han var rimelig lav, trods sine 16 år og folk, der bare kastede et kort blik på ham, fik ofte det indtryk, at han blot var et barn. I modsætning til de, der talte med ham. Han var moden af sin alder og hvis man kendte hans fortid, forstod man det ...
Hundrede lange år ...
Med et suk drejede han ind på en bar, uden rigtig at tænke over noget som helst. Han havde allerede drukket en hel del blod den forrige nat og følte kun det sædvandlige svage begær efter mere, uden at det rigtig var tørst der plagede ham.
Dørvagterne lagde ikke rigtig mærke til ham. Det var typisk. Folk lagde ikke mærke til ham, med mindre han ville have dem til det. Et kort smil bredte sig på hans læber og han så lidt rundt derinde.
Baren var ikke overfyldt men han vidste alligevel ikke hvor han skulle sætte sig. Han ville ikke sidde for tæt på de højrystede fulderikker.
Pludselig faldt hans blik på en dreng, der var anderledes end de andre ... Var han ... nej ... gennemsigtig? ... En eller anden drev vist gæk med ham. Han blev ved med at stirre på drengen i et stykke tid, mens han overvejede, hvad han var ...

Davy så op. Døren havde stille åbnet sig, og lukket sig igen med et lille blødt bump. Han forventede at mærke et åndedrag bevæge sig igennem luften, men nej. Intet. Personen der lige var trådt ind var en dreng. Muligvis ikke ældre end ham selv. Hans hud var bleg og hans røde øjne nærmest skinnede i den dæmpede belysning. Davy slog fødderne ned fra bordet, og lænede sig nu ind over det. En vampyr? Det var ikke tit at andre overnaturlige væsner kom her, altså bortset fra ham selv.


//Sorry it's so short.. My Crea just fell down (q.q)//

Med en elegant håndbevægelse lagde det sorte hår sig igen med også Diegos røde øjne. Han så sig kort omkring i det ret så mennesektomme rum, før han gik over mod den gennemsigtige dreng. Det så ikke ud til, at han havde noget specielt mål, men ærligt talt var han for nysgerrig til at blive stående - Den eneste følelse, han som Daeva havde kunne holde i live. Nysgerrigheden.
Han stoppede op foran bordet, satte hænderne mod bordpladen og så på drengen.
"Er pladserne her optaget?" Spurgte han med en lettere hæs stemme. Han havde ikke talt så forfærdeligt meget siden han kom til Di Morga og manglende brug hærgede stemmen.
Der var ikke et smil at se på hans ansigt, da han ikke så nogen grund til at forføre en, der ikke havde blod i systemet. Faktisk ville samtalen med spøgelset sikkert være tidsspilde, men det betød intet i det øjeblik.

//Det er okay, men min krea dykker altså når andres gør. //

Davy så vagtsomt på drengen der kom over mod ham. Ikke fordi han var bange. Han kunne trods alt ikke dø. Men han havde haft uheldige episoder med vampyrer. Disse vampyrer, sexglade som de var, havde knust hans hjerte fordi de ikke kunne have sex. Dette havde fået Davy op at køre i flere dage efter. Dage hvor han bare spiste en masse is, og nætter hvor han bare svævede rastløst rundt.
Davy viste det ikke, men han var faktisk ret følsom. Vis nogen sårede ham låste han sig inde på sit værelse og åd is, og andre fede ting. Men vis folk sårede ham rigtig meget ville de muligvis dø. Eller vis de gjorde ham rasende!
Alle de vampyrer der havde droppet ham fordi de ikke kunne have sex, var døde. Han smilte let ved tanken.
Uden han havde lagt mærke til det havde han sænket hoved og kigget ned i bordpladen. Så da vampyren spurgte ham om han måtte sætte sig så han bare op med sine blå øjne og nikkede kort. Han lænte sig provokerende tilbage mod ryglænet og og lagde armene derop som om han ejede det hele.
"Hvad så?" spurgte han med et overlegent tonefald, som om alle andre var under ham, mindreværdige skabninger.

Han så lidt på spøgelset i et par sekunders tavshed. Spøgelser havde vel deres ret til at være arrogante ... Han kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være, at være en hvileløs sjæl. Selv var hans sjæl og følelser jo væk for længst - eller langt de fleste følelser i hvert fald.
Han satte sig ned på en af de tomme stole og satte albuerne mod bordpladen, mens han studerede drengen lidt. Han havde set spøgelser før, men aldrig været så tæt på et før.
Han sukkede svagt og trak på skulderne og rev blikket væk fra drengen.
"Ikke meget ... " Han koncentrerede sigom at ændre sin øjenfarve, så han ikke skræmte et tilfældigt menneske, der pludselig ville komme forbi og se på ham. Da han fjernede håret fra øjnene igen, var de klare krytal-blå og kolde som natten selv.
"Hvad med dig? ... Du har vist ikke meget at lave." Han ønskede kort at han kunne føle medlidenhed med drengen, men selv det svage ønske var svært at fastholde oog han opgav hurtigt.
Han bed sig fraværende i læben og så op på spøgelsesdrengen igen. Hvorfor mon han ikke var krydset over? Han rynkede lidt brynene, mens nysgerrigheden nagede i ham. Men han måtte bare være tålmodig og håbe. Han regnede ikke med, at drengen ville være meget for at tale om sin død ... Især ikke i selvskab med de mennesker, der slet ikke kunne se, at han var begyndt at blive gennemsigtig. Men mennesker lagde jo aldrig rigtig mærke til noget som helst ... Endnu en grund til, at det var okay at se ud, som om man var bedre end andre .. Mennesker var virkelig en lav livsform.