Når et salg ikke rigtig lykkes ...

Tid: Formiddag - 10-11tiden
Sted: Gågaden
Vejr: Efterårskoldt
Omgivelser: Mennesker og andre væsner

Hmmm, gad vide om det her sted mon var brugbart? Athal standsede op og kiggede interesseret ind ad butiksvinduet. En dame, vel omkring de fyrre, var iklædt en blomstrende kjole og vimsede konstant rundt i den pyntede forretning for at rette på diverse dekorationer. Smykker, perler og andre huslige udsmykninger prægede forretningen med så mange nipsting, at det ville få enhver husmor til at bryde ud i rampebelyst "halleluja!"
Athal svang lidt med posen, han bar, og tog så en rask beslutning. Dørklokken bimlede karakteristisk, da han trådte ind i butikken.
Den nydeligt klædte dame, hvilket også måtte være ekspedienten, kiggede op og sendte Athal et høfligt smil. "Hvad kan jeg gøre for dig, min ven?" spurgte hun venligt.
Dæmonen trådte nærmere med posen synligt drejende i hånden. "Sikke nogle - øh - flotte dekorationer, du har," komplimenterede han kejtet og gjorde et beskrivende udslag med armene. Posen gjorde et voldeligt udslap og skubbede til en lille lampe, med blondepynt, som straks begyndte at vippe faretruende. Butiksdamen udstødte et vildt skrig og kastede sig frem, for derefter at fange lampen i sidste øjeblik, inden den røg på gulvet.
"Øh - undskyld!" udbrød Athal flovt. Ekspedienten strøg sig over panden. Hun kiggede strengt på Athal, men lod så til at tvinge et høfligt smil frem.
"Det er helt i orden. Men som sagt; er der noget, jeg kan hjælpe dig med, kan du bare sige til."
"Det er der faktisk!" skyndte Athal sig at sige. Han svang posen op på disken (damen så noget misbillende på den, som om den hvert øjeblik kunne finde på at angribe julekortene), og fremdrog en muslingeskal med de mest vidunderlige, lillae farver. Nu gispede ekspedienten af slet skjult henrykkelse. Hun farede frem og bøjede sig helt ned for at nærstudere muslingeskallen.
"Jeg tænkte på," sagde Athal, mens smilet voksede på hans ansigt, "om jeg ikke kunne få lov til at sælge dem via dig? Du vil selvfølgelig få en del af prisen, men - "
"Hvor er de smukke!" Damen afbrød ham henført. Forsigtigt tog hun muslingen ud af Athals fremstrakte hånd for at nærstudere den. "De ville sætte hele salget i gang ... " Pludselig tav hun. De maskaraklædte øjne blev klemt sammen, idet hun fuld af mistænksomhed stirrede på dæmonen.
"Hvor har du dem fra?" spurgte hun langsomt.
Athal tabte fuldkommen mælet. Han stirrede chokeret på hende. "Hva'? Jeg har fundet dem," sagde han perplekst.
Damen fnøs. "Ha! Ja, virkelig! Din lille tyv! Jeg ved, at min veninde, Bertha, sælger præcis sådan nogle, som du gør! Du har ståjlet dem!"
"Men ... "
"UD af min forretning! Og - hov, hov - jeg beholder dem her!" Inden Athal fik set sig om, var han blevet skubbet direkte ud af døren. En smule fortabt stod han tilbage ude på gaden, mens han så damen begynde at foretage heftige telefonopkald. Opgivelsen bredte sig i ham.
Hvorfor skulle folk altid tro, han havde stjålet muslingeskallerne? Lignede han et uartigt barn fra børnehjemmet eller sådan noget? Han rystede på hovedet og skyndte sig at gå ned af gaden, inden damen pludselig bestemte sig for at tilkalde politiet eller selv begyndte at jagte ham med blomstrede køller.

Cricker vandrede rundt oppe på tagene for at have et bedre udsyn til hele byen, så han nemmere kunne se hvad der foregik rundt omkring. Det var ikke sjældent at folk havde brug for hjælp i den her store by. Cricker kiggede frem og tilbage, men det eneste han kunne se var folk der snakkede, shoppede, løb, gik, kørte og alt andet folk nu kunne lave på en normal morgen her om efteråret. Cricker kiggede op på himlen, der var lidt grå skyer, men det så ikke ud til at det var noget der ville trække op til regn. Det var der alt for få til. Han kiggede ned på gaden og så at der var et postyr inde i en af butikkerne. Der var en dame der råbte af en dreng. Hvor gammel han var, det kunne Cricker ikke se, men det var tydeligt noget med at stjæle, så meget kunne han da høre. Han så at damen var ved at lave telefonopringninger og at drengen gik videre ned af gaden. Gad vide hvad det handlede om? Cricker besluttede sig for at flyve derned.
Han landede foran drengen, med store grønne drage vinger ud fra ryggen, en grøn dragehale havde han også. Cricker var klædt i en lang sort jakke der gik ned til knæene og indenunder var der en orange t-shirt, og hans bukser var grønne og med camouflage, og han havde sorte tennis sko på. Han kiggede lidt på drengen og vidste godt at det måske var lidt underligt og skræmmende at en som ham pludselig landede foran sig, men Cricker kunne fornemme at han var dæmon. "Jeg så at du havde et mindre skænderi med butiksdamen derinde. Hvad skete der?" Spurgte Cricker lidt efter at han var landet, han skulle nok have fået sine vinger til at forsvinde, eftersom at folk rundt omkring også kiggede, men det have han ikke tænkt over. Han var stolt af at være hvad han er.

Athal kunne ikke lade være med at føle sig en smule modløs. Han havde vel på en måde regnet med, at salget ville lykkes. Det meste af tiden gik det godt nok, og han fik faktisk tit solgt sine varer i diverse byer, han havde overnattet i. Det havde været nok til, at han havde kunnet fortsætte de næste ugers tid, indtil han blev nødt til at finde en ny forretning. Men nogle gange gik det altså galt - som nu, foreksempel -, og denne gang havde damen tilmed taget muslingeskallerne fra ham! Ikke at det egentlig var det mest forfærdelige (de kunne jo erstattes igen!), men nogle af dem havde han trods alt hentet helt fra Caribien!
Nå, livet gik vel videre. Tanken om at hjælpe Evangeline med lejligheden var røget lidt i vasken, men, som Athal tænkte, da han vandrede ned af gågaden, så kunne han jo altid forsøge et andet ste -
Hans tanker blev brat afbrudt ved lyden af kæmpemæssige vingers sus. Alle forsvarsinstinkter blev straks vækket til live, og i en håndvending fik han sin vampyrjægerkniv flået op fra bæltet. Længere nåede han dog ikke, før en skikkelse, hvis vingesusende lyd tilhørte denne, slog ned foran ham.
Med store øjne betragtede Athal det djævlelignende væsen. Han spekulerede et kort øjeblik på hvilket væsen, han øjnede, men så gik det op for ham, at det selvfølgelig var en dæmon. Men skønt denne anden skabning lod til kun at have venlige anelser og ikke ønskede at torturere ham til døde, kunne han alligevel ikke lade være med at være på vagt.
"Er det her en særlig rundespørge af en art?" spurgte han tøvende; mest af alt for at sige noget og se den andens reaktion.

Cricker kiggede på ham og smilede en smule, hvorefter han kiggede over imod den butik som han var blevet smidt ud af for lidt siden. "Næh, jeg er bare nysgerrig. Jeg har set folk stjæle før, men der er en masse forhandlere her i byen som heller ikke er helt ærlige og jeg har selv været ude for det en af mine første dage her i byen." Svarede Cricker og kiggede på drengen igen. Han lagde mærke til kniven og smilede. "Den der får du i hvert fald ikke brug for imod mig. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig ondt." Sagde Cricker og betragtede kniven en smule. Efter et par sekunder lavede han et spørgende udtryk i ansigtet. "Øhm... Du... Du er da ikke særlig gammel er du?" Spurgte han og kiggede stadig på den samme spørgende måde. Hvis det var tilfældet at han var blevet behandlet dårligt uden grund, så ville Cricker jo gøre et eller andet ved det, men havde han stjålet eller gjort noget andet, så var der jo ikke rigtig andet at gøre end at melde det til politiet, eller måske prøve at hjælpe ham selv. Cricker var ikke nogen hellig person der troede at han skulle og kunne hjælpe alle, men hvis han fik chancen så ville han da tage den. Der var nok med forbrydelser i den her by i forvejen, så hvis han da i det mindste kunne lede drengen hen af en anden vej så ville han da have gjort en forskel.. For hvad det nu end ville gøre godt for i fremtiden.

//Beklager den lange ventetid men har været i praktik :( og srry det korte svar, men skal lige i gang igen :P //

Den normale reaktion, når nogen viser kniv mod en, ville sikkert have været den ultimative ninja-position. Athal så allerede en masse billeder for sig i hovedet, hvor han og den anden dæmon kæmpede i vild rus. Ikke fordi det var noget, han syntes lød sejt (han havde allerede været i lidt for mange slagsmål med de samme fjender om og om igen), men hans hjerne kunne simpelthen ikke lade være.
Det var langsomt, at han sænkede kniven. Dæmonen virkede sikker og venlig nok i sin sag, men selv den mest ærlige person kunne i sidste ende vise sig som det mest frådende uhyre, så snart den fik narret sit bytte til at sænke alle parader.
Athal kunne ikke rigtig finde ud af snakken om tyve, om fyren så mente ham, Athal, eller butiksdamen som den skyldige. Han kunne ikke lade være med at føle sig en smule stødt. Helt ærligt! - nu stod han her og prøvede at tjene lidt til sit levebrød, og så troede alle straks, at han var en dreng med lidt for store drengestreger.
Tankerækken nåede ikke forfærdeligt langt, inden dæmonen lastede endnu et spørgsmål over bord. Athal vidste ikke rigtigt, om han skulle sukke højlydt eller begynde at jamre som et uartigt barn. Det var for meget!
"Øh, nej, det er jeg vel ikke," svarede han afmålt og studerede dæmonen overfor sig omhyggeligt, som i den grad lod til at være et par år ældre end ham selv. Et suk gled over hans læber, og han stak kniven tilbage i bæltet.
"Og desuden, så har jeg altså ikke stjålet noget!" tilføjede han fornærmet.

Cricker nikkede og lo. "Nej, det siger jeg heller ikke at du har, det eneste jeg så var at du blev smidt ud inde fra butikken og at der blev råbt... Nogle ting." Sagde han. Med det samme begyndte hans vinger at blive mindre for til sidst at forsvinde ind i ryggen på ham, og det samme med halen, meget mindre og til sidst væk. Han kiggede på Athal og rakte en hånd ud med et smil i den ene side af mundvigen. "Cricker forresten." Sagde han og introducerede sig selv så venligt som han nu kunne. Det var nu ikke fordi at Cricker på nogen måde troede at drengen havde stjålet, eftersom at han så forvirret ud. "Det var heller ikke min mening at fornærme dig." Tilføjede han lidt efter. Han lød jo fornærmet til sidst, og det var faktisk ikke Cricker intention at gøre det eller at få det til at lyde som om at han skød skylden på Athal. "Øhm.. Må jeg spørge... Hvad var det egentlig hun tog fra dig derinde?" Spurgte han lidt efter. Han var lidt nysgerrig, og hvis hun havde taget noget fra Athal som egentlig ikke tilhørte hende så havde hun faktisk ingen ret til at gøre det og så var der jo ikke andet for end at Cricker og Athal måtte gå derind og finde ud af hvad det var der lige var sket, og Cricker håbede da på at de kunne få tingene tilbage som nu var blevet taget.

Den skeptiske rykken i Athals bryst forsvandt lidt efter lidt, jo mere dæmonen udviste venligere adfær. Det hjalp især, da dennes vinger og hale forsvandt og efterlod et venligt smil. En grimasse løb i en hurtig ilning over Athals ansigt, da fyren kommenterede butikdamens brug af ord. Det havde heller ikke ligefrem været den bedste situation for Athal, og det havde ikke undret ham, hvis hun i voldens hede havde trukket en stegepande frem for at smakke ham en.
"Hey. Jeg er Athal," sagde han skævtsmilende, nikkede langsomt og sprang let henover bemærkningen med 'fornærmet' ved at undgå yderligere kommentarer. Et øjeblik overvejede han Crickers spørgsmål og besluttede sig så for ærlighed.
"Argh .. bare nogle muslingeskaller," svarede han lettere undvigende, eftersom han ikke forventede den synderlig store reaktion fra dæmonen overfor. Nogle anså disse former af havets værk som en større værdi, mens andre (mest hankønsvæsener) altid fik en trang til at fnyse. Athal forstod det skam godt: Han var lige så meget en femtenårig dreng som alle andre (udover sin magiske race, naturligvis) og kunne klart se, at fodbold måske var lidt mere spændende end en lilla muslingeskal.
Ikke destro mindre var han den, han var, og ærgelsen var stor over at have mistet sådanne herligheder.

Cricker nikkede. "Muslingeskaller? Nogen der betyder noget for dig?" Spurgte han. Ifølge Cricker var det måske lidt mærkeligt at samle på sådan noget, men folk har jo hver deres ting de godt kan lide og det er jo egentlig en god ting, så Cricker grinte ikke og han gjorde ikke nar eller noget som helst andet. Han kiggede hurtigt over imod butikken igen. Gad vide om damen havde ringet efter politiet eller noget andet som kunne stoppe drengen hvis hun virkelig havde troet at han havde stjålet et eller andet sted fra. "Men hun sælger jo ikke muslinger, så hun har da vel egentlig ikke retten til at tage dem fra dig?" Spurgte han lidt efter imens at han vendte blikket tilbage på Athal. Cricker stak hænderne i lommerne eftersom at det var blevet en lille smule køligere. Hvis bare det have været sommer eller forår, så var han ikke nødt til at gå med den store jakke på som alligevel gik i stykker når han fremkaldte sine vinger. Det var ved at koste ham dyrt i regninger, enten at skulle have den syet eller købe en helt ny.

Athal kunne ikke rigtig andet end at trække på skuldrene. Jo, selvfølgelig betød muslingeskallerne noget for ham. For nogle havde han endda ofret liv, lemmer og et par afrevede badeshorts. Ikke at han obsolut regnede med, at nogen ville forstå det, men Cricker virkede som om, han godt kunne finde en mening i det. Måske havde han selv en underlig passion, ingen i den mandtlige verden ville kunne forstå. Athal undrede sig, men valgte så at lægge det hen. Han kunne jo også bare en flink og ufattelig hjælpsom fyr.
Det næste spørgsmål var på en måde temmelig tydelig og næsten så retorisk, at Athal blev nødt til at overveje sit svar.
"Tjah, hun ... troede på en måde, at jeg havde stjålet dem," sagde han endeligt, med en beklagende grimasse og kløede sig ærgeligt i nakken.

//Beklager tiden - og kvaliteten :o //