Alle er gale..//Chris//

T: Omkring kl 18:56.
O: Ikke rigtigt noget, andet end ødelagte ting og gamle brikse over det hele.
S: Maison De Fous.
V: Det blæser ikke så meget, men er stadig en kølig aften.

Aubreiane Skubbede en af de rådne døre op som hun gik ind af, hun havde tit været her som vampyr, ofte gået rundt på de her gamle slidte gange, ligget på forskellige brikser og læst når hun kedede sig, det virkede stadig som om hun følte sig tilpas her, selvom det var første gang hun havde været henne på galeanstalten siden hun var blevet en dæmon, så følte hun sig nu stadig ret rolig her.
Langsomt smed hun sig på en af briksene, og lod blikket hvile op i loftet, de nu helt naturligt dybe grønne øjne, var virkelig flotte syntes hun, hun havde helt glemt det var den øjenfarve hun havde normalt. Tit havde hun skiftet farve på dem, fordi når hun var vampyr, jamen så var de jo røde.
Let sukkede hun for sig selv, og tyggede sig i læben, det var underligt, underligt at skulle trække vejret igen, skulle huske det, hun havde virkelig været ved at kløjes i det i starten, fordi at hun så længe ikke rigtigt havde behøvet det, og nu skulle hun bare huske det hele tiden, det var lidt mærkeligt for hende i starten. men nu var hun helt klar på det, helt fin med det, og hun nød det faktisk.
Hun nød at kunne gå i solen, selvom hun kun havde gjort det i en solnedgang indtil videre, hun havde ikke turdet andet, det var lidt mærkeligt, det var lidt underligt, og frygten for selve solen var der stadig dybt i hende, men det var måske ikke helt så underligt, når hun længe prøvede at gemme sig, og havde været så utroligt bange for den, pludselig så bare at kunne gå i den, uden at skulle være bange.

Chris kom gående hen ad stien op til Galeanstalten. Den lange sti, op på bakken, var dækket af grus og andre materielle sten, der lå lidt spredt ud over det hele; hvilket Chris kaldte for en sti. Det var i hvert fald en vejviser hen til noget så smukt, som han i sin tid havde været med til at ødelægge og massakrere en masse mennesker, der i sin tid var stemplet som dumme, ikke disponible til at fungerer i den virkelige verden der lå uden for de fire vægge, uden for de fire betryggende, beskyttende vægge, der beskyttede de gale mod massakren, monstrene og alle deres hallucinationer. Og i alt den tid havde de ret; der fandtes væsener på denne jord, som ikke behøvedes at trække vejret, væsener der kunne manipulerer med elementer.. Når de havde set en mand forsvinde for øjnene af dem, var det ikke forkert, de enten havde set en vampyr, eller en lyn-dæmon. Det var lidt synd at de blev stemplet sådan.
Den gang Chris stadig ikke havde udviklet sine evner, ja faktisk før han vidste, han var dæmon, var han med til at brænde det her sted ned.
Han lukkede sine brune øjne, og kiggede kort op mod himlen. Ak ja, nu var han her. Han skubbede den rådne dør til side; den knirkede forfærdeligt. Han åbnede sine øjne og betragtede den oldgamle dør, med de inerte indridsninger i, og de fine dekorationer, detaljer af guld og andet.
Chris kunne mærke en andens kropsvarme, og lod langsomt lidt ild komme op i hans hånd, og sendte ildkuglen ned gennem lokalet, hele vejen i gennem. Han fik den til at gå ud, da den nåede enden. Han duftede godt; en dejlig duft, næsten ubeskrivelig, men dette var uden tvivl et naturligt - sikkert smukt væsen.

Aubreiane's opmærksomhed blev fanget af en lyd ude fra gangen, og ikke mindst en duft, hun kunne høre skridt og satte sig derfor langsomt op. bed sig tænkende i læben og så tænkende derud, fik øje på den ildkugle der fløj forbi, og fik så en ny til at dukke op og flyve ud på gangen.
Var det mon en ilddæmon? ej hvor ville det være sjovt, hun havde kun mødt sådan en, en gang før, men det var utroligt mange år side, det kunne da være sjovt at møde en igen, langsomt rejste hun sig og gik tænkende hen til døren, så ud på gangen, og fik en ny flamme til at dukke op i hånden, for at se ordenligt efter om der var nogen, og det var der, længere nede af gangen kunne hun se en skikkelse, og den stod bare der, som var den ligeså søgende som hun var.
Langsomt lod hun ryggen hvile hen mod dørkarmen, betragtede skikkelsen med nysgerrige øjne, gad vide om han ledte efter selskab, eller han bare var kommet forbi ved et tilfælde, som hun selv var i starten, hun havde ikke anet der var sådan et sted, før hun omsider fandt det.
"Du ved.. det er virkelig dårlige manere ikke at sige hej først, før du sender dine ildkugler afsted ned af en mørk gang, tænk hvis nu der stod en her og blev ramt?" smilte hun en anelse legende, og lod hånden løbe gennem sit lange hår, inden hun lod armene glide over kors, hun vidste ikke helt om hun skulle blive usikker på denne person i mørket, eller nysgerrig, nok nærmere nysgerrig, som hun altid havde været, hun kunne simpelthen ikke lade være med at blive det.

Efter Chris' ildkugle stoppede for enden ad gangen, og slukkede, blev der igen helt mørkt, og han kunne høre nogle fodtrin. Ret skarpe. Mon det var høje hæle, eller var det mon bare slæb han kunne høre? Det sagde i hvert fald en sjov form for klik, hver gang der blev trådt ned på gulvet. Det var koldt stengulv efter renovationen.
Chris kiggede kort mod dette væsen, der nu stod og talte. Han smilede kort. "Jeg kunne se, jeg ikke ville ramme nogen. Så hurtigt sendte jeg den heller ikke afsted.", sagde han med en lettere spydig bemærkning. Ikke noget, han var klar over, men sådan var hans facade. At folk skulle bare ikke ind, og lade som om de kunne lide ham, så såre ham og skride. Sådan havde han haft det før i tiden, og han havde satme også lært af det. Det var derfor, han tit vakte opsigt med sin hurtige skridt, den afvisende; jeg-vil-ikke-kropskontakt, og den facade der skubbede langt de fleste væk, det var det, der gjorde ham speciel, så mystisk. Han var kold, kynisk og stadig ikke til at have med at gøre, da folk ikke kunne eller skulle røre ved ham. Det der gjorde ham så speciel, så anderledes var, han aldrig viste tegn på følelser. Smilede aldrig. Viste ikke glæde, eller sorg. Han havde lært alt dette fra sin hårde barndom med vold i hjemmet, skrig og gråd. Blod og cutteri. Mange ting der stod på i hans tidligere hjem, indtil han myrdede sin egen far med hans eget element; ilden.
Chris kiggede kort mod Aubreiane, og kiggede uden at løfte en mine. "Skal vi sige, vi tænder ilden ved vores ansigter på tre?", spurgte han. Måske det skulle være hende, der skulle ind i hans liv, den person der skulle lære ham at føle og smile. Måske. Måske ikke. Men i alt fald ville han intet afvise. Han havde lyttet til hendes lettere skingre, men dog søde stemme. Han kunne godt lide den.
Han bed sig lettere nervøst i læben; endnu et kendetegn, at han bed sig let i læben pga. sit lave selvværd, var han ret nervøs for at vise sit ansigt, ikke ret kønt i følge sig selv, men i følge andre, ville de ikke ændre på noget ved ham. Han sukkede kort, og begyndte at tælle inde i sig selv. Han begyndte at tælle højt: "En.... To... Tre!" Hans hånd blev åbnet, og han gjorde en hurtig bevægelse med sin hånd, der gav et knips, lidt ligesom en lighter ville have sagt, og pludselig var der en ildkugle i hans hånd. Han havde fuld kontrol over den, i hvert fald for nu.

Aubreiane så legende på skikkelsen, hun stod sikkert på de tynde og meget høje hæle, vaklede ikke en gang, let rettede hun sig op og strakte sig, "Ah men man ved aldrig med folk, måske troede du bare du ikke så nogen, også stod der i virkeligheden en og gemte skyggerne" svarede hun kryptisk og grinte for sig selv, hun var umulig at slå ud af kurs, og sådan havde hun altid været, alligevel var der noget ved ham der fik hende til at tøve, noget... noget velkendt, den der stemme og det afvisende ydre, som mindede hende om en.. en hun havde kendt for mange mange år siden, den gang havde han ikke været sådan til sidst med hende. Nu når hun tænkte over det, savnede hun ham egentlig.
Brat blev hun hevet tilbage til virkeligheden, en hånd hvilede i lommen på de stramme sorte, ret så hullede jeans, som kun var synlige pågrund af den åbne lille læderjakke, der stoppede ved lænden, hendes bølgede hår var et par cm længere end jakken. under den havde hun en rød nedringet top. "Well.. hvis du har lyst til det så ja, men hvad er udseendet, hvis ikke jeg kender dit navn også?" spurgte hun roligt, og lod hovedet glide på skrå som hun stod der, og betragtede ham.
Hun lyttede som han talte ned, og tændte så en flamme ved sit ansigt som han havde bedt om, de grønne intense øjne glimtede lystigt i skæret fra flammen, og de naturligt røde læber krusede sig i et kort smil, det sorte hår omkransede det porcelæns blege ansigt, og fik det hele til at virke ret harmonisk. For en stund betragtede hun ham, han lignede egentlig oz ham hendes gamle ven lidt.. men det kunne umuligt passe at han skulle være kommet hertil. da hun havde mødt ham, boede han stadig med sin familie, og var ret tilbageholden, aldrig særligt begejstret for at skulle hjem, nøjagtigt som hende selv.
"Så skikkelse i mørket, må jeg høre dit navn? eller foretrækker du at være mystisk, og bare lade mig kalde dig en masse mærkelige ting, i søgen på dit navn?" spurgte hun let og lod hovedet glide en anelse tilbage på plads, hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med ham, hun kunne ikke gøre for hun var så legende og flirtende, det var vampyrgenet der havde gjort hende sådan, og nu.. nu var det bare en vane, det lå bare til hende at hun skulle gøre det. "Mit navn, er Aubreiane, så har du da mit navn, brug det som du vil" hun trak kort på skuldrene.

Chris' flamme blussede lidt op. Sådan en lille belæst unge, skulle ikke lære ham om, hvordan han skulle bruge sine evner, hans dømmekraft og det hele. Men han lod det ikke gå på sig, da han nægtede at blive sur, så han slukkede sin flamme igen. Han havde set, hvad han skulle se. Han vidste godt, hvem det var nu, men nu ville han tage fusen på hende. Gå kontra; flirte igen. Han lukkede kort øjnene, og trak vejret dybt. Han smilede lettere overbevisende frækt, og gik tættere på hende med brystkassen skudt en smule frem for at virke maskulin. Han gik lidt tættere på, snoede sig lettere om hende - vidste ikke, om hun ville kunne li' det, eller finde sig i det - og lod sin hånd strejfe hendes kind, og i hendes øre, hviskede han: "Gæt mit navn." Han gik bag om hende og lagde sine arme om hendes liv, og flettede sine fingre sammen.
Chris smilede lettere lumsk, alt dette bare for et skuespil. Måske han blev afvist, men så kunne han altid fortælle at han var den samme, den samme, gamle Chris, som stadig eksisterede. Eller også kunne hun genkende ham, eller hans utroligt langt ude jokes. Han smilede kort, og kiggede op mod loftet. Tog om hendes hånd, flettede sin ind i hendes, og slukkede derved hendes flamme. Han stak sin hånd frem i mørket, og brugte sin ene evne til at opbryde døren i flere molekyler. Vandet og limen i træet, træet, og en masse andre molekyler, der lyste deres naturlige farver. Han lod molekylerne svæve rundt om den begge, hurtigere og hurtigere, så de til sidst blev til små lange træk af farver hen ad synsfeltet. Han stoppede dem, og lavede det om til døren igen. Imens døren var blevet brudt op, var sollyset kommet ind, og han ville teste om hun stadig var vampyr. Men intet skete, så han lukkede det hele sammen igen.
Alt dette på få sekunder. Han gav slip på hende, og kiggede på hende bagfra. Nedringet trøje, stramme bukser og ellers en læderjakke. Utrolig udfordrende tøjstil, just like he knew her. Han smilede kort over mødet, og kiggede på hende. "Sig mit navn, og du får din hånd igen.", sagde han i sjov, da han stadig havde flettet sin i hendes.

Aubreiane smilte for sig selv, idet hun mærkede ham gå rundt om sig, hun lod ham, sagde ikke noget, vidste udemærket hvem han var nu, og den måde han drillede hende på, fortalte hende kun, at han stadig var den samme bag det hårde ydre, mest ligeså drillende som hende selv, men hvis han ville lege, kunne hun vel også.
Hun grinte lidt, "Dit navn? hm... jeg kunne sagtens gætte i alt evighed, hvis det er det du vil, " smilte hun roligt, og mærkede hans hænder blive foldet mod sin mave, hun lod ham slukke flammen der brændt i hendes hånd, og mærkede hans hænder lukke sig om hende, den ene hånd flettede sig ind i hendes, og for en stund var hun tavs, han legede helt sikkert med hende, prøvede nok at straffe hende for at hun havde drillet ham sådan, men det var hvad hun gjorde.
"Chris.. jeg er ikke vampyr mere, så selvom jeg er smigret over du lige prøvede at myrde mig, så er jeg dæmon nu, men det ændre ikke min adfærd" svarede hun legende og vendte sig om mod ham, hun lod let hænderne skubbe ham blidt mod væggen, "Hvad laver du overhovedet her, jeg troede ikk du nogensinde ville komme hertil, hvad med... ja.. ham din far.." sagde hun langsomt og slap ham, vidste han ikke brød sig om at blive rørt for meget ved, de havde jo alligevel kendt hinanden en del år, inden hun rejste. "Det godt at dig dog.. du jo blevet en rigtig man" smilte hun drilsk og lod hovedet glide på skrå, rettede på toppen, drejede så langsomt om sig selv, "jeg har ikke ændret mig meget som du kan se" drillede hun let.

Chris kyssede hende ned ad halsen, og bed hende svagt i venstre øreflip. Han smilede kort, og blev så skubbet mod en væg. Han lukkede øjnene, og trak vejret. "Jeg har altid været her. Jeg har sovet her, og drømt lige her. Jeg har drømt om at mødes med dig igen. En gang til for at fortælle dig alt, hvad der er sket imens."
Chris kiggede kort mod døren, han havde gjort alt dette ved. "Så du er blevet accepteret af Lucifer, og transformeret?" Han smilede kort, faktisk af glæde. Utroligt dobbeltmoralsk fra hans oprindelige mening. "Let's be demons together.", sagde han i sjov, og rakte svagt tunge, men ikke noget, der kunne anes i mørket, så han endte med at slikke hende på kinden - ved et uheld, men det kunne hun jo ikke vide.
Chris smilede kort til hendes kommentar om sin far. "Jeg har ikke min familie mere. Som sagt, så trådte han ved siden af..." Han tøvede kort, om han skulle sige det? Skulle han sige, han havde myrdet sin egen familie, eller skulle han holde det for sig selv?
"Jeg har myrdet hele min familie. Det er også derfor jeg ikke bryder mig om kontakt. Hele min familie var utroligt hadefulde, jeg er hævngerrig, hvad vil der ikke komme ud af det, hvis jeg begynder at røre og flirte med folk? Jeg tænker lidt på menneskeheden, som den er. Den skal ikke hærges af et monster." Man kunne høre hans alvorlighed i stemmen. Han skulle ikke røres, for fysisk kropskontakt kunne føre videre til sex. Derfor ville han helst ikke røres, derfor skubbede han hendes hænder til side, hvor efter at skubbe dem hen til hende selv. "Jeg er ked af det, men jeg må desværre afvise dig.", sagde han for sjov, og smilede drillende, mens han igen rakte tunge, men trak hovedet lidt tilbage for at undgå at røre hende igen.

“Jeg vil med glæde høre om alt du har lavet siden vi sås sidst, det jo oz… kun et par hundrede år eller noget” grinte hun for sig selv, og lod ham kysse sin hals, hun skælvede kort da han bed hende i øreflippen, “Hov hov, det ikke fair at du må drille mig på den måde, når jeg ikke må” smilte hun og så drilsk på ham.
“Uhh du får det til at lyde så romantisk at være dæmon” grinte hun for sig selv og lod hovedet glide på skrå, lod ham, skubbe sine hænder væk, “Sry… det var ikke med vilje” sagde hun undskyldende med et skuldertræk, og pillede lidt ved sit lange sorte hår,.
Hun grinte idet hun mærkede hans tunge mod sin kind, og rystede lidt på hovedet, sjovt de altid havde haft sådan et forhold, med at drille hinanden, der var aldrig andet end venskab i det, de havde aldrig gjort noget overhovedet, lige som hun kunne li det, og det vidste Chris også godt, hun kunne godt li at lege med folk på den måde, uden der var andet end venskab i det,. “Godt gået, jeg er sikker på de fortjente det siden du gjorde det” sagde hun mildt og lod hovedet glide på skrå igen, “Årh afviser du mig? Jeg er jo mega over hot, du kan umuligt afvise mig” drillede hun og strakte sig lidt tænkende. “Jeg har faktisk savnet dig.. Fortæl mig så hvad du har lavet, vi kan gå ind og sætte oz ned på den briks jeg plejer at ligge og læse på” smilte hun for sig selv og tændte en flamme i hånden, inden hun gik hen mod døren hun var kommet ud på gangen af, og satte sig ind på den briks der var.

Chris lo let koldt af den kommentar med de sidste par hundrede år, hvordan de bare var gået på den måde. Ikke noget han gjorde med vilje, men hans følelser var bare så udviklet, at de blev lukket inde, faktisk, så kunne han slet huske, hvornår han sidst havde grædt, eller smilet. Bortset fra i dag. Han sukkede kort, og kiggede ned i Jorden. Man kunne heller ikke være følsom, og have slået hele sin familie ihjel, det hørte bare ikke sammen. "Og jeg glæder mig til at høre alt om dit liv." Han smilede falskt, og kiggede op i loftet, kort. At han stadig skulle være falsk, selv over for hende, det var bare ikke rigtigt, men han var blevet såret så tit, han turde snart ikke tage chancen igen.
Chris kiggede kort på hende, pille ved hendes hår. Stadig utrolig smuk, men det nægtede han at sige. Han valgte i stedet sine ord med måske lidt mindre omhu: "Du holder dig godt... jeg mener, af din alder." Han grinte kort af sin lettere angribende joke, men hun vidste godt, hvad hun skulle tage seriøst og hvad hun ikke skulle.
Chris smilede og kiggede kort På Abureianes upassende påklædning - det syntes han i hvert fald selv, det var. Han tog sin jakke af, og tilbød hende den, han ville helst ikke have, hun skulle voldtages, eller a Chris skulle i kamp, selvom han til hver en tid ville kæmpe om Aubrei, kæmpe for Aubrei. "Det er romantisk at være dæmon, man kan så meget.", sagde han med et smil. "Men kærlighed skal man ikke regne med, medmindre man selvfølgelig ser ud som dig.", sagde han og rakte tunge af hende.
Han bemærkede et svagt punkt ved hendes venstre øre, og smilede lumsk, mens han lettere ivrigt bed hende blidt i venstre øreflip igen, dog kun for at drille; stadig.

Aubreiane så smilende på ham, og grinte for sig selv, idet han bed hende i øret endnu en gang, let skælvede, hun og trak sig væk, "Hov hov, det ved du godt man ikke må, det er at drille" grinte hun mildt og satte sig tænkende til rette på briksen, hun lod ryggen hvile mod den klamme mur bag sig, og straktre sig kort inden hun så en anelse legende op på mig,.
"Taget betragtning min alder? aaah søde.. det mener du jo ikk, du sys sikkert jeg ser mega gammel ud" smilte hun roligt og lod de intense grønne øjne hvile på ham, hun lod hænderne løbe gennem sit lange sorte hår, og smilte for sig selv, hun kunne faktisk godt li at snakke med ham igen, det var virkelig rart, selvom hun var trist over han var blevet så afvisende igen, men hun bebrejdede ham ikke, det var snart ikke muligt at møde hæderlige folk mere.
"Uh jeg ved ikke så meget om at være dæmon endnu, så længe har jeg desværre ikke været det, jeg ville ønske det, men så heldig var jeg først for et par uger siden" smilte hun og betragtede ham stadig tænkende, "Hvis man ser ud som mig? mener du min udfordrende påklædning?, hvad skal jeg sige, et par tusinde år som vampyr gør sine ting ved folk, nu kan jeg ikke komme af med det" grinte hun opgivende og rystede lidt på hovedet for sig selv.

//skubber liiiige emnet op en gang xD//

"Jeg elsker at drille," svarede han kækt, og bed en gang til, kort og blidt. "Hvad er der da med dit øre? En erogen zone?," spurgte han lettere drilsk. Han smilede kort, og fulgte efter hende ind i det klamme lokale. Der var ikke blevet gjort rent, og mos sad på flere vægge, faktisk alle de fire vægge, der gav et omrids af noget, der engang skulle ligne en bås, et lokale for en mentalt handicappet person, der ville være til fare for sig selv, eller andre. Men ikke længere. Nu var væggene for længst revnet, og sollys kom ind ad de få sprækker der var, ellers var der helt mørklagt.
"Ja, du ser herre gammel ud," sagde han ironisk. "Ej, du ser smuk ud. I hvert fald i den alder, du har." Han tog langsomt om hendes hofter, og drejede hende rundt en omgang, og hev hende ind i sine arme. Slap dog hurtigt igen. "Du ser godt ud," sagde han med et svagt smil. Det var underligt at smile. Det var ikke normalt for ham.
Han kiggede kort på hendes påklædning igen. "Ja, det var den jeg hentydede til." Han nikkede selverkendende, og betragtede hende. "Du skulle vel aldrig have været ude for voldtægt, vel?" Han spurgte meget lidt ind til det, da han var ret bange for, at hun rent faktisk havde oplevet at blive voldtaget. Han frygtede det faktisk. Og han var parat til at tage hævn på den person, koste hvad det koste ville!

Aubreiane smilte stille og lod ham gøre det, hun grinte for sig selv, og lod hovedet glide på skrå, hun vidste ikke hvad han ville gøre, han virkede ikke som om han kunne li når nogen rørte hende, men han måtte jo gerne røre hende, det havde hun egentlig ikke noget imod.
"I min alder? undskyld mig, så gammel er jeg da heller ikke" drillede hun og skubbede blidt til hans arm, betragtede ham så tænkende idet han sagde hun var smuk, "Tark Chris, det betyder meget når nu det er fra dig, jeg ved jo hvor kræsen du er" smilte hun og lod hænderne løbe gennem sit lange lyse hår, hun sukkede mildt for sig selv, det var egentlig rart at se ham igen.
"Jaa.. mit øre er et følsomt område" smilte hun med et skuldertræk, og så ham intenst i øjnene, hun bed sig blidt i læben, "Voldtaget? njae... men det har nu ikke været min påklædnings skyld.. det har mere været... dårlige kærester" svarede hun og trak let på skuldrene, hun sukkede forsigtigt og lod blikket glide henover de mugne egamle ting i værelset.
Hun vidste ikke hvorfor hun egentlig kom så meget her, slet ikke nu hvor hun var dæmon, men hun elskede bare stedet her, det var så dystert og rart, hun følte sig mærkeligt nok tryg her.