FyrAften.. [Chris]

Tiden?; 17.29
Stedet?; Terre - AutoVærkstedet
Omgivelserne?; Ting og ager der nu kan findes der..
Vejret?; Lettere overskyet med en smule regn men ellers fint..

Den lette regn faldt som flydende krystaller uden om det lille autoværksted der lå lidt i udkanten af Terre. Men selvom at det var lille så var det alligevel en smule kendt da det jo var det eneste. Der var dog ikke rigtigt så meget vrimmel der da det kun var en fredelig søndag. Skulel man da tro. Man vidste aldrig hvad der kunne ske og hvad man kunne støde på. Problemer som heldige oplevelser. "Zarah! Hvor er du!?" lod en råbende mandestemme og der gik ikke lang tid før at en pige på ikke mere end de 15-16 år kom trillende frem efter at have været nede under en bil. Hun lignede bare et helt normalt menneske. Det var hun jo sådan set også. Eller lige halvt om halvt. hun var halvt menneske. Og det var kun de få personer der kendte til den anden halvdel. Hun var god til at skjule det. Og så uden at gøre det helt store vedk det.Hendes lange og fyldige brune hår var sat op i en hurtig knol i nakken for at det ikke kom i vejen for hendes arbejde. "Ehm.. Jeg er her.." sagde hun stille og roligt med et smil på hendes læber. Hun rejste sig så op mens at hun tørrede sine hænder i en nogenlunde ren klud. "Du har gjort et fint stykke arbejde idag.. Tror du ikke det er på tide at tage fri fra nu??" Zarah så lidt undrende men nikkede så lidt bekræftende. "Ja okay så.. Jeg gør lige noget færdigt og så smutter jeg" Et smil blev sendt før at hun hurtigt luntede ud bagved..

Chris stod ved grænsen til Terre. Forstod ikke helt, hvordan han var havnet her. Det regnede, og det piskede ind på Chris' ryg. Kunne godt mærke det, kunne høre det. Man ville ikke tro det i første omgang, men regnen var ret så stærk, og stormen var ikke ligefre helt mild. Chris stod dog bare og faldte i staver over grænsen til Terres udgang. Skulle han gå derud? Han valgte at lade være, og vendte langsomt om. Et vrid i hans krop, der slyngede den 180 grader, og han vendte væk fra grænsen. En lille sti førte ind mod Terre centrum. Chris kiggede ned ad stien, var den nu sikker? For efter det store brud, skulle man passe lidt på. Mange ville sikkert snyde andre, vise dem på afveje. Dog var Chris ikke så paranoid, så han trådte med sine fødder hen ad grusstien, som larmede en del under hans fødder. Det var ret larmende, hvis man lyttede godt efter. Man kunne høre hans fødder slæbe over grusset. Grusset der gav sig under hans fødder. Og hørte man godt efter, kunne man høre hans vejrtrækning, som hev efter efter vejret, livet. Men umuligt, han var jo på en måde død? Chris kiggede kort omkring sig. Alt var dødt. Som gik han ude på landet. Så denne sti førte vel ikke ind til byen, Terre? Chris havde egentlig aldrig været her. Men han kendte alligevel stedet. Fra sit liv før det 'monster' han var blevet til. Han kiggede kort rundt. Søgte efter ly et sted, men kunne kun finde én bygning. Et værksted. Han valgte at slå sig ned under træet, og betragtede bygningen. Det var en gammel bygning, trods det, var den meget smuk at se på.

Der gik ikke længe før at Zarah kom til syne igen. Hun var nu ikke mere iført det lettere lassede tøj som ahvde bestået af et par løse bukser og en eller anden t-shirt. Alt sammen med spor fra olie og den slags. Hun var nu påklædt mere..hverdags agtigt. Mørke jeans og en armegrøn løs bluse kunne lige skimmes ned den nederste kant af hendes jakke der var lavet af noget gråt kunstigt cowboystof eller havd man nu kaldte det. Der kunne stadig nemt ses et smil på hendes bløde læber. Det var der næsten altid. Og især nu hvor hun var i dette gode humør. Nu havde hun jo heller ikke mødt nogen der havde prøvet at gøre hende fortræd. Så hun mente selv at denne by, Di Morga, blot var et helt almindeligt sted. Ligesom alle de andre byer rundt om i verden. "Sådan.. Så er det sidste blevet gjort og jeg vil smutte hjem.." sagde hun til sin chef der nu stod og rettede lidt på bilen buler. Det var faktisk hendes bil. Hun havde fået den og skulle dog selv gøre den køreklar. Cheffen nikkede bekræftende og vinkede hurtigt farvel. Zarah strakte sig så med at rakke armen højt mod himlen. Hun så ud i egnen og lod et suk forlade hende. "Så typisk.." Hun rystede let på hovedet før at hun træk en af de glemte paraplyer op af den spand der stod i hjørnet. Hun fik den hurtigt slået op og tog så sit første skridt ud i den nu silende regn. Der gik helle rikke særlig lang tid før at hun fik øje på denne dreng der sad alene under et træ og så mod værkstedet. han så ikke ud til at være meget ældre end hende men det kunne man nemt tage fejl ved. Hun stoppede op og lagde sit hoved let på skrå mens at hendes mat grønne øjne med den brune ring om hendes pupil hvilede på ham. Både underende og spørgende..

Tiden havde knapt ændret sig, da porten blev lukket op, og en pige kom til syne. En pige på .. nok ikke på hans egen alder, men samme udsyn, som hans alder. Seksten. Chris var lidt over 900 år gammel, og en meget gammel, vis dæmon, som måtte lade sit menneskelige liv i en krig, som sekstenårig. Dog var han ikke et spøgelse uden ro. Meget værre. Han var levende, og var skabt til at lave kaos. Hvilket han også havde lavet en gang. Meget lort, som han kunne huske tydeligt; hvilket plagede ham usandsynligt meget. Han kiggede kort på hendes blik, der hentydede til, hun var uforstående. Chris lod dog bare sin hånd løfte kort som hilsen, og derefter lukkede han øjnene. Han prøvede at danne et overblik over, om han havde set det sted før. Han kunne danne sig et billed af sine sko, som kom traskende ned ad stien. Marcherende. Den bygning måtte have stået for over 900 år siden, bare renoveret. Det var alligevel et gammelt hus, eller bygning, om man ville sige. Chris kiggede igen over på pigen, som stod med en paraply i den ene hånd, og ellers med noget meget afslappet tøj. Han kunne mærke, hvordan hans minder kom tilbage. De tunge støvler, traskede over stien. Sammen med mange andre, med hævede geværer, og sigtede efter modstanderne, som stod på hendes plads. Han var bange for at såre denne pige. Han havde før overfaldet én. Men det var hendes egen skyld. Og hun var en værdig modstander til det sidste, hvor hun var alvorligt kvæstet, og vagterne kom efter hende. Chris kunne ikke se anden løsning, end at han tog den pige med, han havde kvæstet, dengang. Dog mens han var dæmon. Han kiggede op mod himlen. Solen var væk, og den store regnbyge havde overtaget hele Terre. Kort, kom der en hård blæst, der fik træet til at sige knæk, dog væltede det ikke.

Zarah var vist blevet opdaget. Ikke så underligt da hun ikke havde gjort det helt store for at ikke at blive det. Hun ahvde jo bare stået der og stirret mod denne dreng som om at han var en eller anden ting hun der bare havde taget alt hende opmærksomhed blot ved at være der. dog kom hun ud af sin lille trance da han så lukekde øjnene. Hvorfor fanden sad han egentligt der? I regnen? Hun blev lidt overrasket da han igen så mod hende. Det så ud til at han blev mindet om et eller andet. Han virkede en smule ..skræmt? men det kunne hun jo nemt tage fejl ved lieg som hans alder. Han havde en lidt underlig udstråling men det betød jo nok bare at af en anden race end et menneske. Det var hun jo sådan set også. Halv menneske..og halv stjerne. Ikke sådan en kendt fil stjerne. Men som sådan en der kunen finde på himlen. Da hun var helt nyfødt var hun blevet velsignet af en falden stjern eo var på en eller anden måde blevet ét med den. Så fik hun igen gang i sit fodtøj og hun så mere afslappet du nu. Hun gik bare mod ham. Ikke på nogen faretruende måde men bare helt stille og roligt. Der gik ikke lang tid før at hun så stod foran ahm med paraplyen over denne dreng. Så nu var rollerne blevet byttet. Hun stod i den lette regn under træets krone mens at han var i fuldt halvtag eller sådan noget. Et smil var igen fremme på hendes bløde læber. "Du bliver jo syg på den måde du bare sidder her.." sagde hun med en imødekommende undertone..

Chris kunne mærke, hvordan han kom til sig selv, da regnen ikke piskede på ham længere. Han åbnede øjnene langsomt. Hans øjne kørte op og ned ad hende. Han smilede kort og rejste sig. "Men du bliver selv syg," sagde han roligt, og skubbede paraplyen under hende. "Jeg tvivler på, der er noget, der hedder 'syg' hos mig," sagde han stille, og blinkede kort, da en regndråbe ramte ham på næsen. Han løftede kort hånden, og tørrede den af. Han smilede varmt, kort til hende, mens hans helt sorte øjne betragtede hende. Øjnene, der betragtede pigen var så sorte, man ikke kunne se forskel på hans pupil og hans ring om pupillen. Han lod sine ben briste, og han satte sig langsomt ned igen. Lænede sig ind mod træet. "Ved du, hvor den bygning kommer fra?," spurgte han stille, og lagde sin uvidende stemme træde til i anledningen af, han helst ikke ville afsløres. Det var ikke fedt, at blive kendt som dæmon, for mange var bange for dem. Og dæmoner var desuden meget brugbare indefor slavehandel. Det var helt vildt, hvad prisen på en dæmon var.
Chris lukkede øjnene igen, slappede af. Hvad kunne et menneske egentlig præstere mod en dæmon, som han selv. Han bed sig kort i læben. Det var meget risikabelt at lukke øjnene, men han regnede ikke med, at støde på dusør-jægere ved højlys dag. Eller i udkanten af Terre. Eller når Chris var i selskab?

Zarah var lidt forvirret. Hun kendte ikke særlig meget til de andre væsner der nu levede sammen med mennesker. Det var ikke helt det hun gik alt for meget ind for. Hun vidste ikke engang navnene på dem alle. Hun reagede ikke helt på at deres blikke mødtres. Hun kendte ikke engang det mindste til noget med slaver her i Di Morga. Og der varfor heller ikke skræmt over havd der ville kunne ske for hende. Hun studerede blot hans fantastisk fascinderende øjne. Hendes hoved lagde sig så let på skrå. og hun sendte ham et spørgende og søgende blik før at han så igen satte sig ned som før. Hun nikkede bekræftende. Hun kunne ikke fornemme det forskellige racer og kendte derfor heller ikke til hvad denne dreng var. Hun vendte sig så halvt om og så mod den bygning han nu snakke om. Hun stod lidt og tænkte efter. Den så faktisk ret gammel ud selvom at den var blevet renoveret et par gange kunne man se. "Det ved jeg ikke.." svarede hun kort og så igen mod drengen. Stadig emd det spørgende og let forvirrede blik. "Men jeg ved da at de ikke altid har været et autoværksted.. Jeg er ikke sikker på havd det var været men det har næsten være blevet lagt i ruiner.. Mere ved jeg ikke.. Hvorfor??" Hun så lidt undrende på ham. Han sad bare der med lukkede øjne og så ud til at fremstille billeder i sit hoved på en eller anden måde. Måske havde han ikke helt brug for selvskab lige nu. "Men hvis du er interseret i at vide mere om det kan du bare spørge min chef.. Han ved det sikkert.." Det var først nu at hun opdagede hendes opførsel. Nørdet! Hun havde en tændens til at give lidt for meget snak.Hun rødmede heldigvis ikke. Håbede hun. Hun kunne i hvert fald ikk selv mærke det. Hun så så lidt afventende på ham og prøvede ikke at tænke mere over ehndes lille udbrød med kedelig snak. Det var ikke lige det hun ville høre om lige nu. Hvem ville i det hele taget det? Eller jo måske nogle gange men bare ikke nu. Hun var ret udmattet over dagens arbejde.

Zarah nikkede bekræftende før at hun trådte et skridt til den ene side og så ind udner træet hvor at den trumlen fra regnen mod hendes paraply så stoppede brat. Hun lukkede den og i en bevægelse ventde hun sig om og dumpede ned ved siden af denne dreng. Ikke for tæt på. Men dog heller ikke for langt væk. Hun havde godt bemærket hvordan at hans blik var klistret til hende. Eller nok mere om noget omkring hende. En lidt underligt oplevelse men hun gjorde ikke det helt store ved det. Han måtte vil finde det ufattelig interesant eller noget. Hvad mon det kunne være? "Ehm.. Mit navn?? Jeg hedder Zarah Stella Johnson.." præsenterede hun sig så mens at stille smil kom frem på hendes læber. Hun så dog så igen lidt undrende og overrasket mod denne dreng over at hans blik nu var rettet mod selve hende. Som et scanende og betragtende blik. Hvad var det han søgte? Eller måske søgte han intet. Hun lagde så sit hoved lidt på skrå og fugtede sine læber med tungespidsen. Først overlæber og så underlæben. I en fast rytme hun altid brugte. "Hvad med dig?? Kan jeg få et navn ud af dig eller skal jeg selv begynde gætteriet??" Et svagt fnis kunne høres fra hende og det gjorde bare hendes smil en kande større. Men det var ikke overdrevet. Bare tilpas efter hendes mening. Hun trak sine ben godt ind til sig og svang hendes arme om dem for at presse dem tættere ind til sig. Både for at kommemere ind under træet uden at blive våd og for at føle sig mere tryg i dette tordenvejr der hægede over byen. Lyn var ikke altid det hun bare elskede over alt på jorden. Hun lod så sit blik kigge op mod himlen. Ville der mon blive fuldmåne i aften? Hun havde glemt at holde ordentligt styr på det. Det var i det hele taget lidt fusterende at hele tiden tjekke kalenderen for om hvordan at månen var den aften. Sådan for at så lidt om mulige skulle opleve hende på netop det tidspunkt. Hun ville egentligt bare gerne være et helt almindeligt menneske. Ingen specielle evner og bare en af dem i det svageste led i racekæden..