'Intet'..

S: Et eller andet komplet tilfældigt sted i området Terre
T: Aften, nattens begyndelse
O: Udkanten af byen. En almindelig mennesketom gade
V: Skyer - nogle steder huller til himmelvævet. En blid og kølig vind.

Intet kunne siges om denne tilsyneladende helt almindelige aften. Medmindre man beskrev dette 'intet' som udgjorde øjeblikkets virkelighed, og derved gav det fylde - liv og glød. Men uanset hvor speciel øjeblikket, eller denne aften, blev gjort eller beskrevet, gemt og husket - ville det stadigvæk blive glemt, og dermed atter blive intet. Selv disse meningsløse tomme tankestreger udgjorde intet og var spild af det tomme sinds forsøg på at fordrive evighedens tilstedeværelse. Ikke at dette kunne gøres med et par flygtige tanker som alligevel om lidt vil forsvinde. Syntes at synke i sindets indre gådefulde hvirvelstrøm - cirkle og kredse om sig selv, hvorefter de til sidst ville nå bunden og blive knust i de tusinde brudstykker de var gjort af og måske blive indskuddet til et nyt tankespil.

Intet, det var eksistentialismen af virkeligheden som udfoldede sig foran uhyrets silhuet i det gullige lys der udstrømmede fra de grå lygtepæle; som tårnede sig over gadens væsner. Malede idylliske farver over omgivelserne, fik det til at ligne et af de sepiafarvede billeder fra fortidens aviser. Lagde kun lys over individet i lyskeglens midte - udgav midten for en usand virkelighed, for selvom det lyste i varme farver, var dets midte koldt og følelsesløst. Uden varme og stråler, blot kunstigt lys - elektricitet, intet liv. Og det var det eneste væsnet i lysets midte nogensinde havde og ville opleve. Følelsen af ikke at føle noget som helst. Uden liv. Død.
Vampyren løftede i en langsom bevægelse hovedet og så opad. En sort lok af hans hår gled fra midtens af hans ansigt ud til siden og placerede sig ved hans kæbes begyndelse. De altid markante skygger som var malet på hans lyse ansigt trak sig tilbage, og han lod sig oplyse af lygtepælens bedrageriske lyskilde. Synliggjorde det forgudede smukke ansigt, oplyste de perfekte kanter og fordybninger. Den næsten snehvide hud og de smalle farveløse læber. Skyggen fortsatte opad, for at forsvinde helt fra hans ansigt. Afslørede de lukkede øjne, som langsomt skulle vise sig at lade sig åbne. Øjenvipperne malede fine streger af skygger, idet de langsomt gled op og lod hans sind sanse og indtage virkeligheden i de billeder han så foran sig. Hans øjne - det som menneskene påstod at skulle være 'sjælens' vinduer, var sorte. Virkede ved første øjekast livløse, kyniske, kolde... nærmest morderiske onde - hvilket ikke var helt forkert, men samtidig ikke hele sandheden.
Mørke og dystre - sendte kaskader af kuldegysninger igennem hans ofres kroppe, inden han stjal deres liv - Besad samtidig en uimodståelig dragende virkning på ofrene. Virkede endeløse - som et stort altopslugende hul der indtog og fortærede alt som nærmede sig. Dog... Når man så nærmere, kunne man fornemme et svagt omrids af irissen. En tynd blodrød cirkel som ujævnt glødede og 'levede' i det uendelige gådefulde mørke han var gjort af. Det eneste liv som de nogensinde udsendte; pustet i gløderne som startede en enkelt, men dødbringende flamme i dybet, når et af hans skæve sadistiske, til tider skadefro, grumt, horribelt, skræmmende, ondsindet, frydende, hensynsløse, kolde smil blev sluppet fri - banede sig henover hans læber, porten til det dødbringende gab - og til start efterlod en krumning i hans mundvige. Måske voksede det sig større og i sjældne tilfælde synliggjorde smilet de sylespidse hjørnetænder han besad, og først da, når det eneste han nogensinde havde været i stand til at føle og begære strømmede igennem hans krop og gav ham det oplevelsen af det tætteste han kunne komme på en følelse, først da, blussede 'livet' op i dette levende mareridts øjne, og da... var det for sent.

Verden forsvandt i et splitsekundsmørke i det hans øjenlåg gled i, hvorefter de atter åbnede sig og viste ham verdenen som han havde efterladt den. Intet var hændt, og uanset hvad der end måtte ske, ville det i sidste ende være betydningsløst. For alt var her blot for at forsvinde igen... opstået af intet for en dag at blive det igen.

Den mørke skikkelse han var gjort af, trådte ud af lyskeglen og gik atter i et med mørket. Opstået af mørke, levet i mørke... men... ville højst sandsynligt dø i et varmt brændende lys, som han aldrig før havde oplevet. Der var dog intet melankolsk ved dette - det rørte ham ikke. Han var ligeglad, for hans tid var endnu ikke.
Han satte kroppen i gang og begyndte at begive sig afsted. Hvorhen han bevægede sig, var uden betydning.
Asfaltens mikroskopiske ujævne fragment efterlod et tomt og tørt ekko for hver gang det blev revet fra hinanden af hans skosåler, og var nok det eneste som kunne høres i området - hans ellers lavmælte skridt. Engang imellem kunne den blide blæst puste blidt til ham, løfte hans sorte hår, prøve at lokke det til en vals i dets usynlige og bølgende hav som jordens atmosfære bestod af, men måtte atter give slip og svæve videre på dets nærmest endeløse rejse.
Så han fulgte efter..