En kold aften~ //Valerie//

T; Omkring 19:00
S; Legepladsen.
O; En legeplads.
V; Lidt skyer op himlen, og køligt.

En høj, mandelig skikkelse gik roligt hen langs stien, der førte hen til legepladsen. Skikkelsen havde et langt hvidt halstørklæde på, og en lang frakke. Han gik med hænderne i lommerne, og så ellers op på månen der svagt tittede frem fra bag skyerne. Hans creme farvede hår så næsten helt hvidt ud i dens lys. Han smilede svagt, dog mildt for sig selv og sukkede svagt. Et nyt sted, nye tider. Han trak roligt hænderne op af lommerne, og rettede kort på sine handsker, inden han stak dem tilbage ned i lommerne.

En lav knirken fra legepladsens ene gynge, fyldte den byens stille og tomme mørke. På den gynge sad et menneske... men ikke et helt almindeligt menneske. Dette væsen var halvt dæmon. Dette væsen var Valerie. En ny tilflyttet. Et suk drog fra hendes læber, mens hun roligt svingede sig frem og tilbage på gyngen. Hendes blik var nærmest lænket til jorden, mens den kraftige vind legede med hendes nærmest hvide hår, og slog det imod hendes skuldre, og kinder. *hvad laver jeg egentlig herude* tænkte hun spørgende, og rystede opgivende på hovedt af sig selv. Valerie lukkede de uhyggeligt klare blågrønne øjne i, og slappede af. Men lige da hun var ved at falde dybt ind i sine egen tanker, kunne hun hører en sten blive sparket hen af stien. Af ren refleks vente hun hovedt imod denne lyd, og fik øje på en svag skikkelse, som var på vej hen imod hende.. eller rettere sagt imod legepladsen. For hvem skulle komme imod hende? Ingen her kendte hende... Ihvertfald ikke af hvad hun vidste. Valerie sank en klump, og studerede grundtigt denne skikkelse.

Den høje skikkelse nynnede kort en svag melodi, indtil han fik øje på legepladsen længere fremme. Det første hans blik faldt over, var en skikkelse der sad på en af gyngerne. Han blinkede et par gange med øjnene. Hvad lavede nogen ude alene her om aften? De fleste han havde set ind til nu havde været sammen med 3-4 andre. Han forsatte dog ellers upåvirket mod legepladsen. Eller.. Nærmere mod hende. Han elskede at møde nye 'mennesker'. At få 'venner'. Hvad han plejede at gøre bagefter.. Tja. Det var en længere historie. Han smilede sit venlige, glade, dog rolige og underligt mystiske smil og trådte nu ind på legepladsen. Skikkelsen han havde set var en pige. En pige med lyst hår.

Valerie satte roligt sine fødder i jorden, så gyngen holdte stille. Hun bed sig nervøst i læben, og satte sine ben, sådan så hun var klar til at løbe, hvis nu det var nødvendigt. Hun havde hørt at området var fuld af mange ubehagelige typer.. og denne person kunnne sagtens være en af dem... Det kunne hun også godt selv, hvis man skulle se på det, på den måde. Selvom Valerie prøvede, kunne hun ikke få sig selv til at kigge væk, og en tanke slog hende *Mon vedkommende er på vej imod mig, alligevel?*. Tanken fik hendes hjerte til at slå et slag over. Hun plejede aldrig at være bange... Så hendes reaktion undrede hende gevaldigt. Valerie rejste sig op og trak jakkeærmerne ud over hendes hænder. Hun kiggede kort rundt om sig, men så på skikkelsen igen. Hun glippede med øjnene, og satte sig igen ned på gyngen. Hun vidste nemlig ikke hvad hun ellers skulle give sig til. Og sove, var ikke ligefrem noget hun havde lyst til.

Den høje skikkelse betragtede roligt pigen som han kom nærmere hende. Hun virkede nervøs.. Hvorfor? Var hun bange for ham? Det ville vel ikke være første gang det var sket. Han holdt et lille fint grin tilbage, smilede i stedet forsat og stoppede roligt op ved gyngestativet, med den gynge hun sad på. I det han stoppede fløj en lettere kræftig brise hen over legepladsen, og legede blidt med hans lange halstørklæde, og han creme farvede hår. Han lagde hovedet let på skrå i et venligt, mildt dog roligt smil. "Godaften~" Sagde han så. Hans stemme var ikke den dybe mandestemme man skulle tro han ville have. Han var høj og muskoløs, og alligevel havde han en forholdsvis lys stemme, dog uden han lød som de 14-16 årige drenge. Han havde en mild og venlig klang i stemmen. Han lukkede kort glad øjnene i hans smil, inden han igen åbnede dem og så på hende.