Venner |Privat|

Sted: Havnen, tæt på metroen.
Tid: 16:25
Vejr: Køligt, dog vindstille.
EP: Vanilla Chinell

Efter skolen havde Cayisha taget den nærmeste metro hen til havnen som hun havde besluttet hun ville tage et kig på inden hun ville tage hjem, og fordybe sig i sine lektier. Hun havde haft et være bøvl med billet automaten, som hun havde stået og bandet af, men efter nogle mislykkes forsøg var det lykkes hende at få en billet, og var kommet på metroen. Den havde været dejlig varm, i modsætning til hvordan vejret var udenfor. Nu var det også dagene op til jul, så man skulle ikke forvente sig femogtredve grader, men alligevel havde det været hurtigt vejret havde slået om. Nu var hun heller ikke helt sikker på hvordan vejret normalt var i Frankrig, men hun havde altid haft et billede af dette land som et varmt eksotisk sted, med masser af mode, og folk med penge. Måske havde hun taget fejl.

Hun stod lidt, og betragtede den mennesketomme havn, der virkede stille og øde. Hun indsnusede lugten af tang der kradsede let i næsen, men det var ikke noget videre problem. Hun kunne overkomme lugten, der hjemme havde hun også været meget nede på havnen, hvor det havde lugtet endnu kraftigere. Hun begyndte at sætte kursen ned mod nogle tønder, hvor hun kunne sætte sig på, men da hun kom der hen, fandt hun ud af at de var fyldt med noget ulækkert snask, som hun ikke ønskede at få på sine nye bukser, så hun skiftede sit valg om til en nærliggende bænk, hvor hun slappede af, og lod sin skuldre hvile for den tunge byrde den havde, på grund af hendes skoletaske der var fyldt med papir og bøger, samt hendes lille fixe Apple, eller så lille var den heller ikke, men den var smart, og brugelig.
Hun havde til morgen stået i lang tid foran spejlet der hjemme for at udvælge det perfekte tøj. Hun var ikke sikker på hvad folk mente om hvilke slags tøj, så hun måtte jo prøve sig frem, trods der ikke var meget forskelligt i hendes skab. Der var ikke meget tøj der var kommet med hjemmefra. Det meste hun havde var bukser, og t-shirts samt skjorter, hvilke var det hun havde taget på. Jeans, og en løs skjorte i lyseblå, hvor hun havde foldet ærmerne op. Sådan ville hun også gå der hjemme, hvis det havde været, så hun følte sig behagelig i tøjet, og knap så nervøs, som når hun en sjældent gang tog noget lidt mere anderledes tøj på – for hende.

En let ild skød op fra to blege håndflader. To blå øjne sad og kiggede på den smukke ild, der let knitrede. Den blå ild reflekterede sig i vandet som hun sad lige over. De to kvindelige hænder foldede sig sammen og ilden blev dræbt fuldkommen. Det var meget nemmere at håndtere denne ild, end en levende, rød og dødbringende ild. Denne var heller ikke skadelig for personen der fremkaldte den. Det brændte ikke i hendes håndflader, når ilden skød ud af dem. Smerten var hun befriet for. Hun var denne blå ilds herre.
Gyldent hår flagrede let i den næsten ikkeeksisterende vind. Her var en smule koldt på havnen, men bare det at havet var tæt på, gjorde det også lidt koldere. Her var mere vind her nede, og især hvis man sad for enden af bådebroen. Her var der heldigvis en båd der gav en smule ly, for en sammenbøjet skikkelse, der sad for lidt siden havde haft den blå ild i sine hænder. Hvis nogle havde set dette, ville de sikkert blive overrasket. En blå ild? Den så man næsten aldrig. Man kunne ikke skabe blå ild, derfor var dette højt mærkværdigt.
Den sammenbøjede skikkelse sad med fødderne ud over broens kant, kunne næsten fornemme det kolde vand mod hendes tær. Af og til skyllede en lille bølge ind over dem og kvinden på broen gav sig til at ryste en smule. Vandet var koldt, men ikke generende. Langt om længe rejste skikkelsen sig om. Hun havde ikke bemærket at der pludselig var andre end hende på den ellers mennesketomme havn. Uden så meget som en eneste lyd fra hendes fodskridt eller vejrtrækning, nærmede hun sig denne person. Det var en kvinde, så meget kunne hun da se. Smilet bredte sig på hendes røde læber. En ven måske?

Vanilla sagde ført noget, da hun var kommet tæt nok på. Hun åbnede forsigtigt munden, betragtede pigen let. Hun så ud til at være på hendes egen alder. Endnu en god grund til at lærer denne person bedre at kende. ”H.. Hej.” Hendes usikre stemme, fik det til at ryste indvendigt. Normalt ville hun ikke være så nervøs, men det var længe siden at hun havde sagt hej til nogle nye. Venskaber var ikke noget som man fik let, især ikke efter det hun havde været.
Efter lidt ekstra betragtning, blev Vanilla opmærksom på at denne person var menneske, hvilket nok ikke skræmte hende væk. Mennesker var hun altid så betragtet af. De var nogle yndige væsner, som man altid skulle gøre sig klogere på. De virkede så magiske, selvom ingen ting i dem var magiske overhovedet. Alligevel var de sådan nogle kønne, kloge og anderledes væsner. Var hende her over hovedet klar over alle de mærkelig væsner der var omkring hende?

Cayisha var så heldig, at slippe for synet af den blå ild, der skød ud fra den lyshåret piges håndflader. Det ville unægtelig være noget der havde skræmt hende, men også noget hun ville have kigget overrasket, samt interesseret på, men illustration af at byen Terre stadig var en normal by hang hende stadig ved. Hun sad med blikket rettet ud over havet der strakte sig som en stor olie sø foran hende. Et smukt syn med den, trods der endnu ikke var nogle måne, men kun kunstige lys inde fra land, til at lyse lidt op i mørke der langsomt sænkede sig over byen.
Cayisha havde ikke bemærket væsnet der pludselig stod foran hende, og prøvede med nogle høfligheder. Hun kiggede op på pigen, der virkede til at være jævnaldrende, eller sådan så hendes udseende ud. "Hej." Et smil lage sig på de bløde læber, idet hun nikkede let. Hendes blik løb hen over den smukke pige, der virkede unaturlig smuk og elegant. Som om der var noget unaturligt over hende. Der var masser af unaturligt over pigen, men det anede Cayisha stadig intet om, hvilke måske var en fordel, måske ikke.
Cayishas nysgerrighed løb lidt efter af med hende, da der var gået et par minutter i tavshed. "Hvad laver du her nede? Jeg troede ikke der var nogle nede på haven på dette tidspunkt, her virker så stille." Der var en let accent over hendes franske ord, men de var forståelige for de fleste, med mindre man knap nok selv kunne forstå fransk. Cayisha gik ud fra at hun havde mødt en fransk pige, hvilke var grunden til hun prøvede på fransk først. Hun kunne selvfølgelig bare have startet på engelsk, men hun kunne lige så godt øve sig, da hun nu for eftertiden skulle bo der, nok en masse år ud i fremtiden.
At bo i Frankrig var noget helt andet, end hjemme i Kina. Der var slet ikke den samme disciplin, hvilke klart var noget Cayisha skulle vende sig til, men hun syntes folk var venlige og imødekommende. Det havde ikke været svært at falde til i klassen, trods hun dog endnu ikke havde fået nogle rigtige venner, men mange venner venner. Nogle man hyggede sig sammen med, men ikke nogle hun kunne fortælle alt til, sådan nogle venner havde hun kun hjemme.

Cayisha flyttede sig en smugle, så hvis pigen ønskede at sidde ned, behøvede de ikke at sidde livet op ad hinanden. Hun skævede igen op mod den smukke pige, med det lange blonde hår, der sikkert måtte skinne smukt i solens lys, ligesom guld. At have lyst hår havde altid været noget hun gerne ville have, men hun havde lært at man altid ville have det man ikke havde, og når alt kom til alt, var hun glad for sit mærke hår, der lå blødt ned af hendes skuldre. I bund og grund var hun godt tilfreds med sit liv, alt var som det skulle være, hun havde fået en god start i skolen, folk var søde og imødekommende, og hjemme gik det godt, trods der stadig var et savn af moderen der var død et par år før.
Cayisha lænede sig tilbage på bænken, og mærkede bænkens hårde blanker mod sin ryk, men de føltes alligevel som om de var bløde, som om det var en behagelig stol, men ikke sank ned i, og forsvandt, hvilke godt kunne være besværligt at sove i.