Gamle ~venner~ mødes (Kajika - Privat

Tid : 00.54

Sted : Gågaden terre

Omgivelser : ikke mange at se

Vejr : køligt og støvregn

Lazarus gik rundt og kiggede på de lukkede butikker. Butikker som han aldrig ville kunne handle i. Lazarus skulle tænke. Kajika var her stadigvæk. Barishans riddere var begyndt at røre på sig. Intet nyt fra Malakel. Hvor skulle alt det her ende. Ville det lykkes for Lazarus at få tronen fra Malakel. Ville han endelig blive overhovedet af sin Klan. Lazarus satte sin hånd på roden til en butik. Han var alene denne gang. Hvem havde han omkring sig. Lazarus kiggede mod himlen og lod støvregnen ramme hans ansigt. Han kiggede mod nattehimlen. Hvad var der blevet af hans Child. Hvordan ville tingene ende for denne Vampyr. En masse tanker for igennem hans hoved. Han havde så mange planer men så få folk til at udføre dem. Ikke nok med det hans Familie. Han havde været væk så lang tid. Han var under pres nu. Planen måtte lykkes denne gang. Men for nu. For nu måtte han tage det roligt. Han måtte finde noget at lege med. Noget at få tiden til at gå men. Lazarus bredte sine arme ud og stod med lukkede øjne * Så giv mig dog en chance… Jeg har været fanget i et Dæmon Plan så længe og nu skal jeg vende tilbage og overtage Di Morga.. Jeg er klog og stærk.. Men helt ærligt… Så giv mig da i det mindste noget sjovt at lave mens min plan træder i værks *

Kajika var skam ikke død helt, hun var i live dog mærket med et døds mærke. hun var blevet rørt af dødes hersker hades, skønt ingen troet han findes så var han skam i live i under verden og kajika havde givet afkald på at komme til himlen og havde i håb villet leve igen men hun blev snydt og endte på jorden som første gang som et menneske dog lignede hun sig selv men anderledes, hun var en anden? hun var sig selv igen og ikke den der morderiske tøs der hadet alt og alle.
Hun så stille rundt mens støvregnen ramte det lettere blegelige ansigt af hendes og musikken spillede i hendes høretelefoner, Kesha - Blow.
Hun så stille rundt med sine isblå øjne og slikket sig om læberne for at fugte dem yderligere ud over regnen, i det hun kom til at bide sig let i underlæben, hun gik med en skuldertaske over ryggen og slappede for første gang af i hele sit liv, hun havde været over i parken og blend in med alle menneskene og da regnen var begyndt havde hun blot lagt og taget det til sig så hun var driv våd, lignede en platinsk hvid ? slags rotte blot smukkere der var blevet kastet i en sø? for at sige det, eller mere et dådyr som hun lignede igen, denne uskyldige lille skrøbelige ting der dog elskede at bide fra sig.
"Endelig kan jeg trække vejret med ro i hjertet" hun gik stille hen af gaden og fumlede med sine nøgler i det hun stille gik der opfangede hun noget...*Hmm??* hun kiggede rundt, det var en underlig fornemmelse hun havde i sin mave som om der var en hun kendte nær hende eller nogen holdte øje med hende hvilket ikke kunne være helt umulig fordi der var dog lidt mennesker at se her og der, dog havde kajika en lille lomme kniv på sig som sikkerhed for at vis der skulle komme en og overfalde hende, hun lignede sig selv blot mere menneskelig i auraen?, dog var hun langt fra sig selv i personlighed, hun var dødelig og skrøbelig? havde fået frarøvet sig evigt liv ... dog havde hun stadig sin dejlige ring hun havde fået lavet ved et af bjergene i Di Morga. '
Hun gik stille hen af mod hotellet i Di Morga, dog boede hun i en lille lejlighed faktisk lige ved siden af.. temmelig forhullet og meget utæt? men hun var jo lige blevet født på nu, ingen kendte til kajika og tja? måske vidste ingen hun var død i nu faktisk...

Lazarus åbnede sine øjne. Lygten var der men det var anderledes. Det var Kajika. Men med en hint af menneske i sin lugt. Lazarus fulgte lugten og så hende. *Kajika.. Jamen, Jamen.. Dødelig igen.. Hvordan ved jeg ikke.. Men du er her stadigvæk.. Jeg glæder mig til at se hvordan du reagere når du ser mig igen *. Lazarus kunne høre i hendes tanker hun var på vej mod sin lejlighed. Han gik i forvejen og satte sig i mørket i hendes lejlighed og ventede på hende. Han låste en da døren efter sig så han vidste hun ikke ville opdage han havde brudt ind. Han gemte sig godt og ventede på hun ville gå i bad før hun gik i seng. Så kunne hun ikke løbe nogen steder. Han ville se hendes reaktion mens hun stod i badet og han fjernede forhænget. Den perfekte måde. Først tænkte han på bare at lægge lig rundt omkring i hendes lejlighed men det fandt han også for kedeligt. Nej dette var sjovere. Lazarus havde ikke tænkt sig at bide hende denne gang. Men hvordan han skulle forklare sin Familie at hans Child var blevet menneske igen det vidste han ikke. Men han havde brug for svar og dem kunne Kajika sikkert give ham. Hvis det da var Kajika og ikke bare en der lignede hende på et prik. Var det det, ja så ville han få et godt måltid ud af det. Lazarus glædede sig allerede til at smage hendes nye blod.

Kajika så stille rundt i det hun drejede nøglen i sølv og låste så døren op der dog knirkede som var den aldrig blevet smurt i flere år men lejligheden så dog ikke så forfalden ud som den kunne ha gjordt dog var taget ikke havde det havde været i denne bygning? især ikke i hendes værelse, men det var billigt og det eneste ledig forløbig. Hun sukkede let i det hun lukkede døren i efter sig og den lukkede dog med modvillighed og hun fik den endelig låst igen. "Hmm?" hun så stille rundt og roede sig så i nakken, lod hånden let gnide sig op og ned i det hun mumlede stille"årh man jeg vist ved at blive sindsyg?? eller sådan noget?"
Hun vendte blikket alle veje og kiggede rundt i skabene og lukkede dem så i det hun gik hen til soveværelset der var en ingen dør imellem soveværelse og køkken, det var blot helt åbent. Hun havde en 2 personers seng med hvidt lagn og sort dyne betræk. Hun lagde sig blidt i det og tog let skoene af med fødderne mens hun nynnede sangene på hendes mobil og tog så mobilens stik ud og lagde den sammen med høretelefonerne på sengen og rejste sig så og kiggede rundt og fandt tørt undertøj i hvid frem og så en sort lang tshirt og smed så langsomt tøjet i det hun gik ud til bruseren og tændte den så, hele badeværelset var i hvid og sort, som hendes værelse, sorte møbler og køkken, samt hvide vægge?.
Hun kiggede stille rundt og tog så det sorte håndklæde hen til sig og gik så nøgen ind under brusevandet og lod det glide ned af hendes krop med en sprøjtende lyd og lod det kærtegne dens kurver mens hun stille lukkede øjnene og nød det, mens hun let svejede i ryggen smidigt, og lod læberne adskilde sig og blive fugtet af det lune vand og tog så ud efter sæben stadig med lukket øjne..

Lazarus åbnede langsomt og stille døren. Fjernede håndklædet og med en hurtig bevægelse rev han bruseforhænget ned. Han stod med sine lysende røde øjne. Hans hugtænder var fremme og han hvæsede faretruende. Han kiggede direkte på Kajika imens han øjne blev normale og hans hugtænder forsvandt. Et ondt og tilfreds smil viste sig på hans læber da han sagde med en stille stemme som han plejede at tale til hende med ’’ Har du savnet mig? ’’. Lazarus vidste faktisk ikke om han skulle straffe hende for ikke at tage sig af hans ting eller bare glæde sig over hun var dødelig igen så han kunne lege med hende. Lazarus stod og ventede på en reaktion men tusinde tanker fløj gennem hans hoved. Hvordan var hun blevet menneske. Havde hun fortalt om hans Klans hemmeligheder. Havde hun snakket med hans familie. Hvad med slaverne der engang var. Hvorfor var palæet faldet fra hinanden. Hvad information kunne hun give ham. Men lige nu afventede han spændt hvad reaktion hun ville komme med og hvad hun ville sige.

Kajika åbnede let øjnene i det hun så ham tog hun fat i brusehovedet og slukkede det let i det hun betragtede Lazarus helt lammet dog holdte hun sig visse steder med den frie hånd for at skule sin krop,
og hendes isblå øjne var dybt rettet mod Lazaus, ham hun havde været under en gang og troet til sidst hun var noget specielt for ham men han havde blot brugt hende, så hun havde ladet hans sted forfalde og havde sagt til hans familie at han var død.
Hun så på ham helt lammet i det hun ud af det blå adskilte læberne og et hårdt neutralt svar kom tilbage i det hun var slut med at falde for Lazarus jule lege og chamerende charme som han brugte på alle tøser som var de noget specielt".....Nej...."
Hun tog med begge hænder hårdt fat i brusehovedet i det hun tændte det og slog så direkte mod Lazarus og i det hun gjorde det skyndte hun sig at slippe det direkte efter at ha på en måde kastet det mod ham og fore.... så ud fra badet i det hun skyndte sig mod køkkenet for at slippe væk fra ham mens hendes hjerte galoperede der ud af, hvordan skulle hun reagere mod det onde dyriske svin der havde været sådan mod hende og fået et halsbånd om hende så hun ikke kunne gå i mod ham!. men... de stunder de nu havde haft..*De løgne!* hun bed tænderne vredt sammen og tog en kniv fra køkken skuffen og så mod badeværelset i et hun var klar til at han kom..."Sikke en overraskelse at se dig ..... i LIVE!"

Lazarus stod og ventede. Han vidste hun ville komme tilbage. Som den gang han havde stjålet hende fra Barishan. Han vidste hun ville komme tilbage. Han stod og ventede. Han kørte en hånd gennem hans hård ’’ Her har man været fanget på et Dæmonisk plan med din goodie-goodie x-mand i så lang tid og det er den velkommen tilbage man får.. Er du godt klar over hvad der sker.. Er du godt klar over hvem der kommer.. HAM.. er du klar over hvad der sker hvis han finder ud af jeg har været fanget og ikke overtaget Di Morga i nu? ’’. Lazarus kørte en hånd gennem sit nu våde hår. Han sukkede lidt og fyrede sin hånd gennem væggen. ’’ Han kommer personligt.. PERSONLIGT .. Jeg skal være glad hvis jeg ikke får hele Klanen efter mig.. Jeg går fra et helvede til et andet.. Jeg regnede med du i det mindste ville stadigvæk var loyal.. Jeg betragtede dig som min yndlings ’’ Lazarus fnøs og det var måske en da hans måde at vise han var skuffet på ’’ Det er altså den tak jeg får’’. Lazarus stod lidt og kom så i tanke om hun var dødelig igen. Et ondt og dystert smil viste sig på hans læber . Han trådte langsomt ud og begyndte at cirkle omkring hende ’’ Jamen.. Så skal jeg jo til at lege med dig… Menneske.. Du vil virkelig ikke vide hvad der sker med folk der forråder mig.. Men det finder du nok snart ud af ’’. Lazarus slikkede sig om munden ’’ Jeg er så glemsom.. Menneskers tænder vokser ikke ud igen gør de? ’’

kajika betragtede ham og så temmelig vred ud og sagde"ja en af dem og lad så vær med at plag mig som en kakelak" hun så væk i det hun bed tænderne sammen, hun havde før skuffet en og stukket en i ryggen, det ville hun aldrig gør igen"jeg ikke din dukke men jeg løg for din familie undtagen din elskede far... og jeg har holdt skansen oppe for dig, mens dine to dumme brødre tror du død så de ikke går i vejen mere og irritere en" hun vrissede let i det hun smed kniven fra sig da han kredste om hende, mens hendes hjerte næsten føltes som om det ville hamre sig ud af hendes brystkasse dog gjorde det, det heldigvis ikke"så kom ikke og sig jeg ikke er royal!..." hun så lettere lamslået på Lazarus og rystet på hovedet i det hun sagde"men jeg ikke en af dine ynglings mere, jeg ikke dit child Lazarus... og vil aldrig blive det igen, du kan sagtens finde en anden lille dukke du kan lege med, og nej det gør de skam ikke, men kan vampyr måske tåle sollys fordi jeg skan nok sørge for du ender som støv vis du rør mig igen"
hun bed tænderne sammen og gik tæt på ham og så ham direkte i øjnene men den menneskelig side krøb sammen mens hun følte frygt overfor dette store stærke væsen af en vampyr dog følte hun sig fri nu og ikke tvunget i knæ"Du kan ikke bruge mig mere, jeg ikke Barishans... så du kan ligeså godt gå" hun trådte væk fra ham i det hun tog lagnet fra sin seng om sin nøgne krop og skuede let hen af mod Lazarus i det hun satte sig og holdte de isblå øjne stift rettet mod ham fordi hun stadig ikke stolte blindt på ham...

Lazarus kiggede lidt på hende. Det var ikke til at vide hvad der gik gennem hans hoved. Han stod bare der lidt. Hans blik ramte gulvet i blot et sekund før det atter kiggede på hende. Det var som om han ville sige noget. Hans mund åbnede sig men han lukkede den igen. Et smil viste sig på hans læber. Lazarus begyndte at gå. Men med et stod han foran hende igen. tæt på denne gang. Hans legesyge blik var tilbage ’’ Tror du bare du slipper af med mig så let lille Kajika.. Jeg burde knuse dig lige her og nu.. Jeg burde pine dig til døde.. Jeg kan lugte din frygt. Du er ynkelig.. Du er intet andet end en skygge af den du engang var.. Du var ikke andet en et legetøj for mig.. Latterlige lille mide ’’. Lazarus kiggede på hende og afventede hendes reaktion. Faktisk havde han haft det sjovt med hende. Selv om han havde brugt hende som hans lille legetøj var det alligevel sørgeligt for ham. Han kunne bide hende igen. Men nej. Han kunne dræbe hende, men nej. Dette var hans tak for hendes loyalitet. Men hun havde ret. Han kunne ikke bruge hende mere. Han havde lyst til at finde et formål med hende igen. bare så han kunne have det sjovt. Men måske var det hans egen form for belønning til hende. Det overbeviste han i hvert fald sig selv om. Men han ville faktisk lade hende være. Han prøvede af tvinge sin hånd til at knuse hende. Men i hans øjne var hun stadigvæk hans Child. Den eneste og første han nogensinde havde forvandlet. Hun vidste ikke hvad det betød. Hvor speciel hun var for ham frem for alle andre.

Kajika vendte kinden til ham og sagde"Og skrid så fra min lejlighed, man må vel ha noget personligt, og find dig en anden denne gang, som sagt er jeg blot et stykke legetøj og hvad der er være så jeg et menneskeligt et nu, så find en anden og lege med, jeg skal finde barishan i morgen så gå så jeg ide mindste kan sove lidt, og alt er ordnet, dine brødre ville snigemyrde dig, de kom hjem om natten igen, denne gang var de ikke alene, der var nogen med dem nogen der var klogere end disse mærkelige butler og soldater af en slags de havde sidst, denne gang fik de mig ikke, men jeg vældtede det meste af dit slot for at dræbe dem, men dine brødre overlevede som planlagt men de troede jeg var desperat og at du var død, jeg vidste din far ville få det afvide og ende med at lade en af de andre tage over men jeg fangede din fars opmærksomhed og kom forbi hans vagter og ja... jeg kom forbi dem... men ikke hel skindet, det tog mig flere måneder at heale, men jeg gjorde det ikke for dig, blot for at få halsbåndet af, din far hjalp mig og til sidst gik det af, men... jeg fik et grimt ar, men fordi jeg jo var vampyr så tja? healing..." hun så på Lazarus i det hun rejste sig op og blottet let tænder af ren vane og sagde"jeg har startet på en ny så vil du mig noget så sig det eller gør det nu eller forsvind fra min egendom, jeg ikke et stykke legetøj mere og især ikke fra en skørte jæger som dig Lazarus, du fortjener ingen gang at bære dit klans navn " hun smilede ondt fordi det ville sikkert ramme hårdt.
Men hun var ligeglad skønt frygten var i hende så frygtede hun ikke handlingerne fra Lazarus men mere smerten... og det at man ikke ville kunne heale sine sår ... og så at hun aldrig havde været menneskelig til at starte med..
Hun roede sig lidt i nakken fordi måske da hun var fanget ved ham blot lidt... blot lidt var hun begyndt at være dum nok til at falde for ham, men hun vidste bedre at alle var ens og ingen var den de gav sig ud for at være"jeg sikker på du finder en fremragende kone til at vise til din stygge far af en vampyr og i alle lever lykkeligt til jeres evige blodige dage" Hun sad stadig på sengen jo og rokkede sig ikke rigtig..stadig med det hvide lagn om sig.

Lazarus stoppede. Han stod helt stille ’’ Den kloge pige.. Du har ikke snakket med min far.. Havde du det havde han dræbt dig.. Reglerne er simple.. Kun fuldblods må se Chimera Klanens overhoved.. Min søster har sikkert hjulpet dig.. Rigtig meget en da.. Hun kunne nu altid godt lide dig ’’. Lazarus vendte sig om og nikkede ’’ jeg vil altid have noget bedre en dig Kajika.. Du er intet værd ’’. Sandheden var at nu hvor hun var menneske var det meget lettere for hans brødre at dræbe hende. Men brugte han en anden som kone. En han faktisk ikke kunne stole på og undvære men som dog var troværdig. Skulle han ikke bekymre sig om det. Dog var han alt for stolt til at sige det. Lazarus var altid en person der gjorde ting på hans måde. Det var det eneste han vidste til. Det eneste han vidste der virkede. Ikke værdig til at bære klanens navn. Det ramte dybt inden i ham. Havde det været en hver anden person ville han havde dræbt dem på stedet. Han hvæsede bare og kiggede på hende med et morderisk blik ’’ Hvor vover du ’’. Han stoppede sig selv igen. Hvad var det. Han kiggede på sine hænder og så tilbage på Kajika. Med et brød han ud i latter. Han grinede imens han vendte ryggen til hende og begyndte at gå hen mod døren. Han fandt det morsomt. Morsomt at hun lignede ham mere en nogensinde nu hvor hun var dødelig. Nu hvor hun var menneske. Hendes måde at tale på. Måden hun vidste af en eller anden grund han ikke ville dræbe hende selv om han kunne lettere en nogensinde før. Da han tog fat i døren grinede han stadigvæk. Det var et ægte grin.

Kajika så undrende på ham med et løftet øjenbryn og gned sig over øjenbrynene, ikke fordi hun var sådan men dette virkede virkelig som en drøm hun havde haft for mange gange det var måske os derfor hun var så selvsikker og svarede ham med sådan en hård og kold stemme som havde hun genlevet dette for mange gange til hun var ligeglad med hvad der skete, han ville gå uanset hvad"forresten Lazarus" hun gik hen til ham og tog let fat i hans jakke i det hun stod tæt op af ham dog ikke så deres kroppe ramte hinandens"Ja hun hjalp mig men... jeg fik skam os skaffet dig noget i mellem tiden" hun smilede ondt og hviskede"Måske enda... en vampyrs største ønske, det der vil gøre dig lidt mere magtfuld end andre" hun lagde en ring blidt i hans hånd og hviskede"Solen vil ikke brænde din hud mere så længe du bære den, men falder den af eller gå i stykker vil du brænde op med det samme" hun slap ham hårdt og så ham dybt alvorligt i øjnene og sagde"se det som et slags farvel og forsvind så" hun tog fat i døren og var klar til at lukke, det kunne rage hende hårdt vis han kunne tåle solen i forvejen eller han havde sådan en ring, men denne ring var speciel den var lavet specielt til Lazarus som en af de første af disse ringe, lavet med ægte engle blod inde i de små røde sten der var rundt på ringen der dog ikke var til at ses næsten, kun et rødlig skær kunne ses men stene var mikro.
Hun havde arbejdet på den inden hun blev menneskelig, på en måde havde hun os selv brugt den men den var nu bestemt til selveste Lazarus, hun havde fundet ud af at engle blod kunne bruges til meget mere end sex piller og rus midler samt smagelse og fornøjelse.
Hun smilede lidt og lukkede så døren halvt i og betragtede Lazarus måske for sidste omgang skønt noget i hende ikke ville lukke døren, noget i hende ville holde ham tilbage men hun ville aldrig indrømme det... skønt noget skrig efter at han blev... eller at de ... de blot kom op at slås eller at han ville være drilsk som altid og vende sig om og ikke lade hende slippe så let og tage hende med tilbage til ham, hun følte det som sit hjem, det var måske disse child gener der kickede mere og mere ind... dem der havde gjordt hende lettere fortryllet i ham fra starten... men de var væk nu men noget i hende var stadig fortryllet lidt...
*gå nu bare ud med dig... gå så inden jeg gør et eller andet jeg vil fortryde.... gå så!... gå med dig Lazarus!.... gå....*

Lazarus stod og kiggede på ringen. Det var første gang han nogensinde havde fået en gave af den styrke. Sådan en ring hang skam ikke på træerne. Han vidste ikke engang at sådan en ring fandtes. Han stod lidt og betragtede den. Den virkede ægte nok. Da hun åbnede døren begyndte han at gå langsomt. Det var som et kapitel der sluttede. Som om det forbudte der startede mellem dem dengang var slut. Da han gik hørte han hendes tanker. Gå, gå med dig. Han var ved at have fået nok. Han havde fundet sig i hundrede gange mere en han plejede. Hun vidste han kunne læse tanker. Nu hvor han havde ladet hende være. Hvor han faktisk havde udvist barmhjertighed. Som han normalt aldrig viste så skulle hun blive med at håne ham. Det var i hvert fald sådan han opfattede det. Han brugte sin Vampyr hurtighed til at stå foran hende igen. Han greb fat om halsen og gik hurtigt ind i lejligheden igen og slyngede hende op af væggen så hårdt at en normalt menneske næsten ville besvime. Lazarus sagde med en hvæsende stemme ’’ Jeg viste dig barmhjertighed… Alligevel håner du mig selv når jeg går.. Giv mig bare en god grund til ikke at sprede dine lemmer over de fire verdens hjørner ’’. Han var den gamle Lazarus igen. slut med at være sød og rar, hvis hun skulle blive ved med at tirre ham. Nu skulle han vise hende hvad sand frygt og smerte var. Lazarus røde lysende øjne mindede om den gang han sidste torturerede hende og kastede rundt med hende.

Kajika mærkede en vis form for vished i det hun kom i tanke om at han kunne høre hendes tanker og med et stod han pludselig foran hende og tog voldeligt om hende som da de mødtes første gang og han havde holdt hende over jorden ude ved kirkegården og tvunget hende i knæ og lavet et eller andet meget snu så hun havde fået halsbåndet på.
Det lange platinske hvide hår lå let end af hendes skuldre mens hun sparkede med bene og hev efter vejret og kradset ham ned af armene med de smukke manicure negle i smuk glinsende glitter, gennemsigtig. Hun mærket de røde lysende øjne på sig i det hun sagde"j...j...jeg har ingen" hun så ham vredt i øjnene i det hun instinktivt bed ham i håndledet så godt hun nu kunne mens hun havde lukkede øjne og hendes verden langsomt begyndte at forsvinde for øjnene af hende fordi hun var ved at besvime, det var virkelig en forbandelse at være menneskelig men os en befrielse vis du altså ikke stødte på væsner som Lazarus!.
*Dette her er en drøm, han kan ikke være levende... han kan ikke* hun slap hans håndled med tænderne og hev efter vejret i det hun var nød til at sige det"jeg vil gør...g..gør alt!... je..jeg vil gør alt for dig!" hun hostede i det hun mærket det stramme og hendes syn flimmerede i det hun forsvandt i få sekunder men fik dog holdt sig selv halvt oppe og halvt i besvimelses land foran Lazarus.
Hun ville ikke give op til ham blot sådan, hun ville ikke blot lade ham dræbe hende så let, hun skulle skam nok være en forbandet idiot og en plage være end de 10 der ramte ! egypten...
Hun hev efter vejret og holdte hans finger væk så godt hun nu kunne"hvorofr er...e..er du ikke ude af døren.. i nu... har du ik...ikke nogen der venter på ..di..dig!"

Lazarus slap hende og lod hende falde mod jorden. Han stod og kiggede ned på hende som havde han været ved at knuse en skrøbelig vase. Han stod lidt og tænkte over hendes ord. Det gav ingen mening. Hun havde vækket hans vrede. Hun blev ved. Jeg ville ikke dræbe hende. Men det virkede som om hun ville have han skulle skade hende. Hun var så skrøbelig.. Hvad var det hun sagde… Gøre alt for ham. Lazarus fnøs og kiggede ned på det skrøbelige menneske foran sig ’’ Gøre alt for mig.. bevis det.. Hvad kan du overhovedet gøre menneske ’’. Han havde fået nok af at være sød ved hende. Hun skulle ikke bede ham om at gå. Han gik når han ville… Han gik når han var færdig med at lege. Dog var der noget der undrede ham. Det var som om hun ville have han blev. Han tog en kniv fra køkkenet og smed den foran hende ’’ Hvis du så gerne vil skade mig.. Så gør det i det mindste rigtigt.. Og fortæl mig så.. Hvordan kan det være du så gerne vil have jeg bliver sur.. Kan du ikke se jeg kunne knuse dig så let som ingenting… Men det har jeg ikke gjort.. Du burde føle dig heldig.. Dødelige.. Jeg er ingen drøm.. Jeg er et mareridt.. Et du aldrig slipper af med.. Jeg er i enhver skygge.. Ventende på at gøre dit liv et levende helvede.. Ventende på at tage alt fra dig du nogensinde har holdt af.. Det er det mørke jeg er ’’. Lazarus gik lidt frem og tilbage og ventede på hun genvandt sine kræfter og kom med et svar på hans tale.

Hun rejste sig op i det hun tog kniven og gik så hen mod ham i det hun nærmest taklede ham da hun sprang på ham da han gik med siden til ham så hans balance ikke ville være iorden som sådan og i det han lå ned ville hun gennem borde kniven... slagter kniven direkte ned i ham og høre ham skrige for første gang blot på en anden måde end hun havde hørt før.. Hendes isblå øjne så mat på ham og hendes hænder rystede i mens spidsen af kniven var ved hans brystkasse og hun så på ham truende dog holdte hun kniven stadig, hun viste ikke tegn på svaghed for at dræbe ham?.
Hun viste dog tegn på modvillighed at gøre ham fortræd.

Hjertet bankede der ud af, mens kniven var ved hans smukke blege hud..
spejlende var kniven som viste den kajika på den ene side og Lazarus på den anden... dog ikke af specielle grunde andet end kniven var imellem dem...

Hendes finger trippede let over håndtaget i det hun rejste sig vredt op og lod kniven let stryge igennem lokalet i det den satte sig i muren og hun tog sig let til halsen og hostede lidt i det hun så over mod ham og sagde"jeg ikke et svagt menneske, jeg har stadig det dyr i mig du anbragte! dog er jeg menneskelig ja, men bedøm mig ikke før du ved hvor menneskelig!"
Hun tog sig til hovedet lidt og sagde"jeg ikke bange for dig Lazarus og vil aldrig være det, ja du kan gør så jeg nervøs og frygter dig lidt men jeg vil aldrig frygte dig til det punkt hvor jeg vælger døden frem for dig" hun smilede lidt ondt i det hun sagde"og forresten så kom jeg jo os af med den del du gav mig, den forurenede blod du proppede i mig" hun smilede lidt og sagde"mere du vil vide, og jeg håner dig ikke, jeg... leger blot med"
Hun ville intet indrømme over for ham og hun stod fast, dog var hun begyndt at tvivle meeget på hvor meget fast mere hun skulle stå, det kunne koste hende livet dette her...

Lazarus greb fat i hende og slyngede hende gennem lokalet i en hurtig bevægelse. Han var ligeglad og hun brækkede et par knogler nu. Ingen skulle kalde hans blod for urent. Lazarus hvæsede svagt ’’ Mit blod er det eneste jeg har.. Min ære.. Hvor vover du at besudle det.. Jeg gav dig en gave.. En som jeg aldrig har givet til nogen anden i næsten 3000 år ’’. Lazarus rejste sig langsomt op han stod og kiggede hen imod hende. Han vidste hun ville såre ham. Hun ramte også de rigtige punkter. Havde hun været sit gamle selv så havde han smadret hende nu. Lazarus gik langsomt over imod hende som var hans dødens engel kommet for at hente en sjæl. Tanken om at dræbe hende var der sjovt nok ikke i hans tanker. Han kunne ikke slynge ud af hans hoved at hun havde kaldt det eneste i verden der var helligt for ham. Det eneste han havde kunne give væk. Det eneste kun hun havde fået. Hans dyrebare blod for noget urent. Et skuffede blik viste sig i hans øjne ’’ Hvor vover du at nedgøre mig ’’. Lazarus hvæsede igen svagt ’’ Rejs dig op.. Kæmp imod mig Kajika.. hvis du virkelig ønsker så meget had imod mig.. Så må du også brænde efter at dræbe mig’’.. Lazarus slikkede sig om munden. ’’ Jeg er tørstig Kajika ’’. Lazarus grinede ondt og forsatte sin kurs over imod hende. Stadigvæk med hans elegante gangstil. Han fandt faktisk det her sjovt. Det var ikke det samme som før i tiden men han beundrede hendes mod som han før i tiden også havde gjort.

Kajika havde dog ikke regnet med den pludselig reaktion fra selveste Lazarus i det hun røg igennem lokalet og mærkede sin ryg blive smadret mod murene heldigvis var de lettere rådne så der kom en ovnlig revne men ingen brækkede knogler på hende dog kom der blod fra hendes mund nu der langsomt flød fra munden af hende og ned på selveste gulvet i det hun tørte det væk med en hurtigt bevægelse og rejste sig så vaklende op i det hun så på Lazarus og virkede utrolig vred men sagde blot ærligt"nej.. jeg hunger ikke efter at dræbe dig overhovedet, du viste mig en ny verden, du gav mig det du kaldte din gave men holdte mig som en fange og fuskede med mine følser på grund af dit blod, det kan godt være det rent, men det var urent for mine tanker, for mine følser, og ingen skal nogen sinde bruge mig sådan ingen" hun mærkede hvordan tårene lettere kom til hende nu i det hun var menneske og en enkelt glinsende gennemsigtig salt vands duftende tåre faldt ned fra hendes kind og havde lavet en tynd smuk glinsende lang våd stribe ned af hendes kind hvor tåren havde hoppet nærmest som ville den dø og falde til jorden og forsvinde i det urene gulv...
Hun stod helt lammet i det hun tog sig til kinden og vendte sig om i alt flovhed og strøg så stregen af tåre væk fra kinden og sagde"hvad vil du ha fra mig siden du stadig er her" hendes platinske hår lå let ned af hendes ryg i det hun vendte sig om og sagde"så bid mig dog vis du så gerne vil bide i en, eller skade mig, så skad mig ovnlig! gør det... skad mig så jeg døden nær så jeg kan mærke denne forbandelse at være menneske og magtesløs, men jeg vil stadig ikke bøje mig så let som du tror" hun anede intet om hans nye evne i hans bid, hun anede ikke det der kunne ske, dog tog hun kniven i væggen ikke langt fra hende og tog den op til skuldren og skar et smukt snit hvor blodet langsomt flød fra et lille men fint snit der let kunne stoppes i at bløde"Se det blod der løber i mine åre, det er ikke dit blod mere, så stop med at se på mig som var jeg din egendom stadig" hendes blik var væk fra hans og hun tog knivens skaft mere i sin håndflade og mærket atmosfæren imellem dem var spændt i det hun sagde"men jeg tør skam godt skade dig, spørgsmålet er blot om jeg vil.." hun brummede let fra struben i det hun ventede på han kom tættere og tættere på, hun havde det samme dyriske blik i øjnene igen nu som da hun slog hans brors butler ihjel da de angreb dem...

Lazarus slikkede sig om munden. Han havde ikke spist i nu og han var meget sulten. Lugten af hendes blod bragte minder tilbage. Han gik helt hen foran hende så han næsten kunne mærke kulden fra hans krop. Han førte langsomt sine kolde fingre over såret på hendes skuldre. Åbnede så hans mund så hun helt kunne se hans hugtænder. Langsomt og pirrende nærmere han sig for at bide hende i halsen. Han var ligeglad med den kniv hun holdt. Hun var langt fra stærk nok til at dræbe ham som hun var nu. Lykkes det for Lazarus at sænke sine kolde tænder i halsen på hende så greb ham med et fast i hende holdt næsten for at presse blodet ud af hende. Han holdt hende tæt ind til sig så hende krop der kun var dækket af håndklædet ville kunne mærke den kulde han afgav. Han sugede langsomt blodet fra hende og brugte sin evne og satte sin gift ind. Hun kunne umuligt vide at hun var blevet forgiftet men nu ville hun gøre alt hvad han sagde. Lazarus slap hende slikkede på såret så det forsvandt. Lazarus sagde med hån i stemme ’’ Du kan ikke modstå mig Kajika… Det har du aldrig kunne. ’’ han rakte sin hånd frem og sagde men en dyster stemme ’’ knæl og kys min hånd. Så vil jeg tilgive dig for dine ord. Du vil finde trøst i din mørke fyrstes arme. Føl hvordan glædes ved at kysse min hånd opsluger dig ’’. Lazarus var ikke helt vant til at bruge sin evne men han lagde de skjulte ordre der ind. Han ville se hvor god han var blevet til det. Ikke nok med det så ville han faktisk have at Kajika fulgte ham igen. Han ville sikkert kunne få brug for en menneske spion som hende.. Men ak, giften ikke holde længe så han måtte overbevise hende om det faktisk virkeligt var det hun gerne ville have

Vinden pivede stille imellem sprækkerne, og dråberne udenfor var stoppet så småt med at regne blidt mod vinduerne og bruseren var stoppet med at løbe så badeværelset ikke blev oversvømmet, mens nysgerrige naboer sikkert hørte med vis de havde hørt det store brag fra da hun ramte muren som en eller anden kludedukke hvilket fik hende til at rødme kraftigt over kindbene af blot skam og ydmyghed.
Hendes finger løb let over kniven i det han nærmede sig mere og mere"Du kan ikke blot bide mig som du vil Lazarus" hun bed tænderne sammen i det han kom tæt på hende skulle hun til at stikke kniven i hans skuldre men for sent,den nået kun at strejfe hans smukke skuldre i det den faldt til jorden og man kunne høre et overdøvende skrig, da blodet flød ned af Kajikas skuldre og hun lukkede øjnene i hårdt mens han holdte hende ind til sig og drænet hende fra den smule blod som hun ville indholde der oppe, samt resten af blodet fulgte snart trop vis det ikke var fordi han ikke drak helt vildt fra hende ....
Men hun ville blive døsig og svimmel efter han havde drukket fra hende, de var noget hun aldrig havde prøvet før næsten. Hun faldt blidt til jorden i det han slap hende og så stille op på ham da han snakkede til hende"hvad snakker du om....??" hun så undrende på ham i det hun mærkede et eller andet mærkeligt ved hendes krop og hjerne, hun kunne ikke forstå det, hvorfor den store trang til ham?, hvorfor!.
Hun så på ham og rejste sig op og gik så hurtigt mod ham i det hun sagde"dit forbandet Ah!" hun landet på knæ foran ham og hun var fuldstændig rolig... Hendes isblå øjne glinsede let i det de betagtede den store Lazarus i det hun langsomt på knæ, kyssede blidt hans hånd en gang og smilede lykkeligt bagefter!?...
Dog inde i hende havde hun det yderst mærkeligt, det var som var hun blevet skubbet til side, og erstattet af den side der faktisk havde lidt for denne her Lazarus.
Dette var næsten som ved de halsbånd han havde brugt undtagen man havde ikke sin frie vilje som sådan, der var noget galt man kunne mærke det men man havde lyst til at gøre det han sagde, ja man havde så inderligt lyst til det.... hun rejste sig stille op i det hun satte sig forførende i sengen med håndklædet blidt viklet om sin krop og kun lige dækkende i det hun smilede lokkende til ham og strøg let fingerne igennnem det hvide platinske hår mens de isblå øjne så dybt mod ham og hun fik ordene ud på en flydende og meget sensuel måde"Min elskede fyrste kommer de ikke og deler sengen med mig" han havde gjordt noget ved hende men hvad?... han havde sagt hun ikke kunne modstå ham og pludselig kunne hun ikke som var han det mest tiltrækkende og bedste i verden, mest stærkeste mand...

Lazarus smilede og gik over og stillede sig foran Kajika. Han strøg blidt sin kolde pegefinger over hendes kind ’’ Kajika.. Du ved jeg får brug for dig.. Dine forførende evner og loyalitet når ingen grænser… Du ved også du ikke kan leve uden mig.. Jeg er det onde drømme er skabt af.. Og du vil altid være trukket til det’’. Lazarus talte sandt denne gang. Han ville kunne få brug for de evner i hende. Hun var den bedste han kendte til forføre, ikke nok med det så havde han for den loyalitet det viste sig hun havde udvist overfor ham * Det virker.. Jeg har trænet denne evne meget.. Men det er første gang jeg har brugt den efter jeg er vendt tilbage… Tænk at jeg blev nød til at bruge den på Kajika.. Men hun kan føle der er noget galt… Denne evne er ikke perfekt.. Nu på jeg bare få hende overbevise om at det hun faktisk føler og gør er sandheden *. Lazarus satte sig ved siden af Kajika og kørte langsomt en hånd gennem hendes hår. Lazarus førte langsomt sin kolde døde kind mod hendes og hviskede med en beroligende stemme ’’ Du har savnet mig.. Du ved hvor godt vi havde det sammen… Selv som menneske har jeg brug for dig… Men vigtigst af alt.. Du har brug for mig.. Dine følelser for mig vil aldrig forsvinde.. Kun vokse hver gang jeg er i nærheden.. Du nære et bånd med mig intet kan bryde.. Det er på tide du indser det, du høre til ved min side.. Det er derfor du gør som jeg siger nu.. Noget i dig ved dette er sandt.. Giv efter.. Lad dit falde ned i mørket.. Der vil jeg gribe dig og få det mørke til at give dig styrke ’’. Lazarus kærtegnede langsomt hendes nakke og mærkede det blonde hår han en gang havde haft meget sjov med at farve blod rødt en gang i mellem. Han sad og tænkte tilbage, tilbage på alt den sjov de havde haft. Han havde ikke tænkt sig at lade det ende nu.

Hun gøs lidt over hans berøring af hendes lange platinsk hvide blonde hår der så let lå imellem hans stærke finger, der kunne hive fat i det hvornår det skulle være, mens ordene var som usynlige kæder der langsomt bandt sig strammere og strammere om hendes slanke og kvindelige kurvede krop, mens hendes åndedræt var roligt, dog hendes hjerterytme ude af takt fordi hun var så høj på den gift der var inde i hende at hjertet arbejdet dobbelt så meget hvilket sikkert ville betyde dårlig hjerte vis man brugte den for meget på menneskelig gener eller folk med et levende hjerte og til sidst ville de måske endda dø? af dårlig hjerte.
Læberne af hendes blev let fugtede af den jordbær røde tunge af hendes der let slangede sig over de fine fyldige lettere rødelige læber og lod dem blive fugtige igen og gav et let"Mmhh" fra sig da hun igen lod de sensuelle isblå øjne falde blidt og dådyr agtigt på Lazarus i det hun lukkede øjnene blidt i da han sagde at hun skulle give efter, noget i hende ville nemlig så inderligt give efter for ham..
Dog vis man kendte følelsen som når man sov og man gik ud af sin krop så kom man altid tilbage med et ovnlig dump i det kajika pludselig rejste sig op og så helt lammet af skræk ud på Lazarus og sagde"NEJ!... det passer ikke, jeg føler intet for dig, andet end respekt for din magt intet andet er i mine følelser." hun betagtede lidt Lazarus og rødmede over kinderne helt sødt som en lille skole pige og stod der helt uskyldigt med håndklædet i sort om sig, og det hofte lange platinske hvide hår læggende let ned ved hendes hofter strygende hen af ryggen på grund af de legende vinde fra små sprækker i væggen, mens regnen let skyllede ned over vinduerne igen og fik det til at dryppe let henne nær vasken ved køkkenet"Det løgne!, du har ikke brugt for mig, du prøver bare at lege med min hjerne" hun tog sig let til halsen, men der var intet andet end størknede blod? men såret fra hans drabelige bid var væk, dog havde hun det utrolig varmt... *jeg... jeg har det varmt* hun fik det som havde hun utrolig meget feber i det hendes krop var ved at svede giften ud af sig igen"Jeg menneskelig nu, jeg prøver at starte på ny, du skal ikke ødelægge den chance for mig..." hun prøvede at lyve så inderligt for sig selv, og glemme det de havde oplevet mens feberen tog mere til"Jeg har...det pludselig.. ikke så .... gooood.....ttt" hun ville sige godt men i det hun gjorde det gik alt i sort for hendes øjne og hun landet på jorden dog ikke med et ovnlig bump som en eller anden gorilla men hun landet dog temmelig hårdt mod jorden, efter at ha svejet let, dette var vist bivirkning ved giften? dog var hun jo os menneskelig og dette var første gang giften gik ind i hende, dog ville hun sikkert vågne snart om få minutter eller vis en rusket i hende...??

Lazarus sad og studerede hende. Han havde ikke set giften have den effekt på hans for andre forsøgskaniner. Dog havde nogle af dem haft bivirkninger. Så der var stor mulighed for det var en bivirkning ved en overdosis. Lazarus sad lidt og tænkte over det * Måske brugte jeg for meget denne gang… Det er svært at finde den rigtige mængde*. Lazarus stak en hånd ned og løftede Kajika op i sengen. Det var på tide af finde ud af hvad der skete. Da han snakkede om hun havde følelser for ham skreg hun op. Lazarus vidste at det måtte betyde at hun havde dem. Nu skulle han bare have hende over på sin side.. Som i gamle dage. Han kunne faktisk godt bruge hende. Ellers havde han ikke brugt så meget tid på det her, eller han overbeviste sig selv om at det var grunden til han var blevet så længe. Lazarus kiggede på den sovende skønhed. Det var ikke det samme som når han kiggede på Maila. Kajika var ikke skrøbelig i hans øjne. Hun var mere et stærkt væsen. En der sagtens kunne forsvare sig selv. Lazarus grinede ’’ Ohh Kajika.. Hvilken fryd det er at jeg har fundet dig.. Hvilken sjov vi dog skal have.. Det skal nok vise sig at være en god ting når du indser du ikke kan leve uden mig.. Selv om du er menneske så har du i virkeligheden ikke lyst til at live uden mig.. Du har lyst til at tjene mig.. Gøre mig glad som du engang gjorde.. Det er jo også meget sjovere nu hvor det er så svært for dig eftersom du er menneske.. Vi skal nok få det sjovt.. Du ved jeg har ret.. Gør du ikke også lille Kajika? ’’. Lazarus sad og smilede imens han svagt kiggede ned mod den besvimede skønhed. Han vidste ikke om hun havde hørt ham. Men han regnede da med det

Kajika lå blidt der og inde i hendes krop var hun let ved at koge op af giften der langsomt blev svedt ud af hendes krop mens hjertet os pumpede let efter at erstatte det blod hun tidligere havde mistet, hun mærkede en vis vrede forsvinde i det hun stille begav sig hen og lod sig blot forsvinde i det drømme land hun nu en gang havde været i.
Hun faldt let ned fra himlen føltes det som i det hun pludselig så sig omkring og så det store slot af Lazarus smuldre, og huskede hvordan Malakel havde skudt hende?, alle de ting syntes ligemeget nu? hun var startet på en ny så hvorfor virke så drabelig i det stadig, var det blot en side som Lazarus fik op i hende hver gang fordi han ikke ville stoppe med at sige sandheden som passede så godt, alle hans ord passede perfekt dog ville hun aldrig lade sig indrømme det, hun huskede stadig den stolthed hun havde den gang, dog skulle hun aldrig bo med Lazarus igen og hvad der var bedre hun skulle aldrig møde hans forbandet lillebror eller storbror især!... hun huskede tydeligt Lazarus bror, der havde lagt an på hende for derefter at nærmest tage hende til fange og så ville dræbe hende`??, en mærkelig snu og klog fyr hun helst ikke ville møde igen og især ikke i menneskelig tilstand, så ville hun ikke blot kunne sparke røv som hun gjorde den gang, dog ville det skabe meget kaos men os nye plots for broren måske vis han vidste at hun var menneske...? så de måtte vel ikke vide det tænkte hun lidt over... før hun endte med at åbne sine øjne med et og satte sig op og trak vejret helt panisk i det hun så rundt og sagde"hvad skete der!..." hun tog sig stille til hovedet og mærkede sveden og så rundt i det hun holdte fast i håndklædet og sagde"Auuv.. mit hoved" hun havde en smule svimmelhed og hovedpine stadig men den gik dog hurtigt over da hun så Lazarus"AH!?... er du ikke gået i nu" hun så lettere strengt på ham men dog rødmede hun let over kinderne af flovhed da hun opdaget det ikke var gulvet hun lå på mere, dette... virkede lidt ala Dejavu agtig?
havde han ikke før båret hende op i en seng blot hjemme ved ham da der skete hende noget, var det ikke lige da hun var kommet op af kælderen??? og havde givet efter for hans ondskab og magt?.

Lazarus sad og kiggede på hende og brød så ud i en ondskabsfuld latter. Lidt efter kiggede han på Kajika ’’ Hvornår forstår du det Kajika.. Jeg går når jeg selv ønsker det.. Og når jeg går ud af den dør.. Så følger du efter mig.. Ved du hvorfor ’’. Lazarus lagde sig i sengen og kiggede mod loftet ’’ Fordi du ved du hører til hos mig.. Ved min side ’’. Lazarus gjorde tegn til hun skulle sætte sig ved hans side. Han vidste de hørte sammen på den måde. Han ville sidde i Di Morga’s trone og kigge ud over natte himlen og hun ville sidde ved hans fødder og hvile hendes hoved på hans knæ. Lazarus sagde sagte ’’ Selv jeg ved du hører til ved min side ’’. Lazarus tænkte tilbage. Hun var faktisk den der var kommet tættest på ham. Ingen havde nogensinde ramt ham så dybt. Ingen havde forstået ham på den måde hun havde. Lazarus satte sig med et op igen og kiggede på hende. Hans øjne betragtede hende let. Det var som havde han allerede besluttet sig. Han rakte en hånd frem til hende og kiggede på hende med hans dybe dyriske øjne. Lazarus sagde stille og roligt ’’ Kom så Kajika.. Vi skal hjem nu ’’. Det var ikke til at vide hvad der kørte gennem hans hoved eller hvorfor han reagerede som han gjorde. Hvis hun kunne læse tanker ville hun vide at det var lang tid siden der havde været sådan en ro i hans tanker som der var lige nu. Det var som om han hvilede mere i sig selv. Som om han havde indset noget. Noget der var klart for ham men alligevel så svært at løse