Green slime - Åbent

Sted: Kloarken
Tid: Midt på dagen.
Omgivelser: Metal og kloark vand.
Vejr: Dette er fuldstændig lige meget da det er under jorden forfanden!



Nathan Ludlow Underwood trådte ned af stigen og ned i kloarken, var hvad myndighederne skulle tro. Arthur Gargon og Nathan Underwood var en og samme person. Nathan bandede bag masken. Dette var absurd! Han var blikkenslager og ikke kloark renser! Men han måtte ordne det toilet rør. Læderstøvlerne afgav et dunk efter hvert skridt i metal gulvet. Til hans ene side var der et afløb af afføring og tis og barkterier. Hvorfor havde Arthur ikke lært at læse...? Så kunne han havde fået et job uden klamme afløb. Den tætte stank vaskede alle søde tanker ud af hovedet på ham, og da han havde ulvesanser var stanken endnu værre! Arthur fiskede en lommelygte frem fra hans bælte og tændte for den. Lyskeglen opløste det tætte mørke og skræmte en kloark rotte som farede væk var den holdbare side og plobbede i vandet. Arthurs blik havde fanget en strimmel sort stof den havde haft i kløerne. Nu låg det bare flat på gulvet. Arthur løb hen og samlede stoffet op. Det var gråt og ikke sort, og det havde sikkert engang været hvidt. Så fik Arthur øje på noget bleget der havde et tag om kanten. Det var en hånd. Den var overraskende bleg.. Arthur tog sine handsker på og hev hånden op. Et lig i forrådnelse kom med op. Det var en ung mand iført en snavset skjorte og et par lassede bukser. Stanken af rådent kød kom Arthur imøde men Arthur kæmpede ikke imod, han fik liget helt op så han kunne se hvor det var når han kom tilbage, man kunne sikkert tjene penge på at finde sådan et lig. Og det så friskt ud, højst et par uger gammelt.

En kugle af ild kom farende imod Arthur som hurtigt sprang til siden da en oplyst skikkelse viste sig i det fjerne. Personen havde en flaske med benzin (Arthur kunne ihvertfald lugte benzin) i hånden og en stik flamme i den anden. Han tømte flaskens indhold ud i afløbet og stak sin anden hånd med stikflammen ned i vandet som blev antændt. Andre skikkelser kom løbene og kastede en regn af benzin flasker i afløbet og andet antændeligt væske og et flammehav fyldte nu deres side af kloarken. Arthur blev forskrækket og tabte lommelygten i vandet. Han bar intet våben lige nu så han måtte sørge for at der blev skabt mange trolde. De halv meter høje skikkelser blev vækket til live ud af det rustne metal kloark røret var blevet lavet af. Så snart de var blevet dannet sprang de ud af væggen og ned i vandet og padlede over imod flammehavet. Selvom det var tunge og ikke kunne svømme, kunne de fleste gå abegang langs kanten men måtte springe så langt de kunne da kanten holdte op. Springet var ikke helt langt nok men det var langt nok til at de kunne gribe fat om kanten og hive sig op. Ilden sodede deres kroppe men skadede dem ikke. Deres jern spark ramte de første skikkelser ved skinnebenet og de hylede højt af smerte og sprang i flammehavet og blev brændt levende. De andre var heldige og havde taget en flamme stav med i kloarken (Sådan en stav som gøglere bruger med en skum dims i begge ender, dybbet i benzin med ild i) og slog diverse trolde væk. Længere væk betragtede Arthur de igennem sin kranie maske.

Xsilvia havde gået rundt i kloarkerne i timevis, hun var sulten og da lyde kunne høres og duften af … hmmm var det ikke djævleblod? Jo det var det. Da den kunne lugtes blev hendes opmærksomhed revet hen mod stedet. Hendes krop var ikke i fast form og hun vandrede igennem rørende og dukkede op på den modsatte side af hvor manden stod. Hun veg hovedet tilbage da den fæle stank af råd ramte hendes næsebor, dog var hun rimelig sikker på at manden ikke kunne se hende.
Endnu engang blev hendes opmærksomhed revet væk fra det hun var i færd med. mænd med brandbart væske satte ild til kloarken, dette fik Xsilvia til at søge opad. Længere oppe var et lidt mindre rør kun beregne til spildvand og fra dette rør kunne hun holde øje med det hele!
Med lysende diamantblå øjne betragtede hun hele misæren. Flammerne der blev større, de små toldevæsner som djævlen kunne kreér, hvordan mændene skreg, og hvilken besvær de små trolde ting havde med at komme derhen. Egentligt så det ud som om djævlen klarede den helt fint? Hvor kedeligt! Lydløst kravlede hun ned til mændene der startede ilden, kun hendes lysende øjne kunne ses fra djævlens position. Manden der havde kastet den første ildkugle stoppede brat op da hun med forførende bevægelser rørte hans nakke og hviskede til ham ”vil du virkelig finde dig i det? Var det, det du var kommet for? Fortjener du det? Vil du virkelig stå ved at ha fået tæsk af en kloarkdreng?” orende var provokerende, men stemmen! Stemmen var blød og behalig, snoede sig omkring hans hals og fik ham til at tie til hun var færdig med at tale. En sådan stemme man havde lyst til at høre efter, til at adlyde og fik en lyst til at høre mere, fordrejede ens tanker og gav dem lyst til at adlyde stemmens ejer, for hvad nu hvis personen kunne give en det man havde aller mest lyst til? Hun bakkede væk fra ham og klatrede igen op i stil skjul hvor kun de lysende øjne kunne ses.
Manden reagerede da hun igen var forsvundet ”nej” mumlede han. Han slog ud efter de små trolde og rettede nu alle ”ildkuglerne” eller flaskerne med de brandfarlige væsker mod djævlen og gav sit bedste for at ramme ham, når han ikke skulle slå de små trolde væk.

Arthur grinede barsk og hoppede væk fra den første storm af ild og benzin. En af glas flaskerne blev kun knust halvt så Arthur samlede den op og tog tilløb og sprang over mængden af kloarkvand, hermed også ildkugler og benzin. Da han var over på den anden side, tyrede han flasken i retningen af manden. Hans kast havde været godt. Luften nær manden blev fyldt af blodige glasskår og selve manden holdte sin indvolde inde i sin favn, halv bevidstløs. Manden låg hjælpeløs og rallede og Arthur greb fat om sin svensk nøgle og hamrede svensk nøglen i brystet på manden der gav et gisp fra sig. De øverstående flamme folk, blussede op i ild og tog skikkelse af væmmelige ilddæmoner fra spansk afkomst, som man kunne se på den ildrøde hud. Arthur havde sjovt nok ikke studeret ilddæmoner men han havde hørt en del fra kristen over tro om at dæmoner var onde ånder og ikke de magtsyge element herre. En bølge af brændene genstande fløj igennem luften, for eksempel bornholmerure og kommoder, stole og borde. Parfume flasker og alle tænkelige ting som åbenbart var skabt af blå luft i brændene tilstand. Arthur så op inden en loftbjælke kom farende imod ham og slog ham ud.... Alt blev sort....


Ville Arthur ikke havde været et overnaturligt væsen, ville han være død. Det svimlede for hans øjne og han hostede blod. Den voldsomme smerte rasede i hele hans sårede krop og han havde nok brækket et riben eller to. Det kunne Arthur jo ikke vide men det gjorde ondt der hvor bjælken havde ramt. Han prøvede at støtte på sine ben men faldt sammen igen i det tætte mørke. Ilddæmonerne var væk og Arthur havde nu tid nok til at undersøge hans skader. Det var ikke alvorlige ting. Kun nogle brænd sår og rifte og et kæmpe blåt mærke der hvor der var blevet ramt. Men Arthur ville alligevel ikke komme op og stå inden næste morgen, han havde bare at sove her... På den anden side kunne han skimte noget gråt. Arthur mumlede og så efter loft bjælken som var styrtet i vandet. Noget af den stak op, og den del var overraskende også brændene. Med den blodige svensk nøgle bankede han et stykke af bjælken af men ilden gik hurtigt ud. Arthur tog sig sammen og fremmanede en trold af ild der farede igennem træstykket og blev herefter opløst i luften. Men ilden havde tændt træstykket som nu fungerede som en slags fakkel. Han rettede faklen imod den grå dims i det fjerne som blev oplyst af ilden. Det var det tilstoppede afløbs rør, en ble spærrede for vandet. Røret var på den anden side og Arthur havde ikke kræfter nok til at springe. Han kastede sin parpegøje tang han havde i bæltet som missede. Pokkers. Arthur fik øje på en af de engang brændene genstande. En sort parfume flaske. Hvordan det var lykkedes flammerne at fange glasset var ham en gåde. Han greb den endnu varme parfume flaske og kastede den efter bleen i afløbs røret. Parfume flasken ramte bleen så hårdt at den blev slået løs og løb ned i spildvandet samt alt den indespærrede vand. Arthur var glad. Hans job var gjort, selvom han var elendig til det. Og han var for skadet til at komme op af stigen.

Med lysende øjne og et smil så hun på ødelæggelserne der foregik omkring hende! Hvilket under, havde hun ikke hjulpet lidt til var de stoppet tideligere, men dette var jo meget sjovere! Ild og benzin fløj rundt og troldende blev færre og færre. Hvilken skam, han var pæn… det var han nok ikke når det var overstået. En bjælke fløj igennem rummet og djævlen blev bevidstløs. Dæmonerne så ud til at tro at han var død, og de forlod stedet i et flammende kaos! Hvor herligt… bortset fra at der ikke var nok der var døde!
En knurrende lys kom fra Xsilvia da hun klatrede ned til djævlen som var bevidstløs…. Først nu fandt hun ud af at han var bevidstløs og ikke død! ”HVAD” frustrationen bredte sig… kun en enkelt af ilddæmonerne var døde og nu dette! Djævlen var ikke død! Hvad helvede var de djævle for nogen svæklinge sådan kun at udføre deres arbejde halvt! Godt nok ville han ikke kunne gå lige med det samme igen, men han var ikke død! Hun rejste sig fra djævlen og gik hen og sparkede til den døde dæmon, den røg adskillige meter bagud. De lysende øjne lyste for en kort stund så kraftigt op at hendes ansigt blev blændet og man ikke kunne se det, så blev de igen deres normale ’styrke’. ”mænd” kom det opgivende fra hende og hun rystede på hovedet. Hun gik atter hen til djævlen og satte sig på hug ved siden af ham, med hendes negle tegnede hun en rose på hans højre underarm. Et smil kom frem på hendes læber og hun tog et lille stykke glas varmede det og tegnede rosen op, så det ville blive til et ar. Med mindre han ville reagere ville hun fortsætte, dog ville hun stoppe øjeblikkeligt hvis han viste tegn på at vogne!
Hvis han ikke ville vogne mens hun gjorde dette ville hun kravle op på sin ’post’ igen og betragte ham til han vågnede, dog inden hun rejste sig strøg hun forsigtigt en lok af hans hår væk fra hans ansigt og betragtede ham kort…

Et forførende og drilskt smil kom frem på hendes læber da han viste tegn på at vogne. Hun havde betragtet ham i et stykke tid. Hvad i al verden lavede han? Endnu en af de lettere hæslige trolde blev fremmanet og skulle åbenbart bruges til at skabe ham varme? Da hun så at han egentligt bare gjorde sin opgave færdig sukkede hun kort, dog blev smilet siddende imens hun betragtede ham. Hvis hun havde haft mulighed for at nå at gøre sit værk på hans arm færdig måtte han snart lægge mærke til det? I sin forfærntlige nysgerrighed lænede hun sig lidt ud over kanten af rørets slutning for at se bedre, og kom ved en fejl til at skubbe en sten ned og der lød et ”plop” fra vandet godt 3 meter under hende. Hendes øjne lyste endnu engang en smugle mere op (dog ikke meget) Inden hun trak sig væk så han måske ikke opdagede hende?

Arthur mærkede noget på sin underarm, da han endelig havde fået følelsen tilbage i armene. Uviden kradsede han det væk og kiggede op af stigen og lagde en hånd på det første trin da en lugt hamrede ham ned og ligge. En svag lugt af vampyr havde trængt igennem kloarkstanken. Han kom på benene og rejste sig op mere behersket end før. Hadet lyste ud af hans gule øjne bag masken og han greb fat om sin svensk nøgle i en kamp agtig stilling. "Jeg ved du er her!" råbte Arthur selvsikkert og glædede sig til at få chancen for at dræbe en vampyr. Men lugten tydede ikke på at han kunne komme til det.... for fjenden var kun halvt vampyr. Arthur opgav og stak svensk nøglen i bælten og omklamrede stigen imens han trådte op. Men det krævede mere hjerne end krop at fokusere på stigen istedet for smerten. Han var nået halvvejs da hans sko faldt at og afgav et dunk imod jorden. "Dammit!" bandede Arthur og trådte ned af stigen og plantede igen fødderne i kloarken og fik skoen på og bandt den stramt med en dobbelt knude. Og for en sikkerheds skyld bandt han også den anden. Så begyndte han at kravle op igen. Han ville ikke vise myndighederne liget fordi at han ville blive mistænkt for at have dræbt manden, og der var stor chance for at de også fandt ilddæmonen og der ville Arthur ikke have noget bevis for at det ikke var ham der havde dræbt dimsen //Undskylder længden//