ignorant and green - angelie

af Gæst Ons 6 Apr 2011 - 17:51

[information in the text]

tags: angelie, andrew
words: 664 bastards

En øde forlystelsespark - så kunne det da næsten ikke blive bedre, tænkte Andrew stille for sig selv, mens de brune øjne gled roligt hen over omgivelserne. På den ene eller anden vis formåede alle de nedlagte rutsjebaner, karruseller, boder og underholdende spil at fremstå som vanskabte monstre. Gudsforladte kroppe, der unaturligt vred og slyngede sig i den let tågede atmosfære. Det havde sandsynligvis noget at gøre med det faktum, at det var ved at være hen på aftenen; mørket havde sænket sig og kun det sparsomme lys fra gadelygter og en spinkel måne gemt væk bag et tungt skydække sørgede for at give syns sansen mulighed for overhovedet at være til nytte.

Tynde skosåler blev bragt til bevægelse, trykkede inden længe dårligt vedligeholdt græs ned mod den hårde jord. Det var ikke mange timer siden, han var ankommet til byen, der var så kendt for at være hjemsted for en masse af hans slags; ikke-mennesker som ham selv. Det havde ikke været skræmmende svært at finde, men det var vel også at forvente. Hvis man skulle igennem nærdødslignende situationer for at kunne nå frem til Di Morga, ville byen ingen indbyggere have. Under alle omstændigheder så Andrew vældig frem til at møde andre end bare nysgerrige mennesker. Selvfølgelig havde han, i løbet af sine omkring fem år rundt omkring i verden, mødt andre, der ikke helt kunne siges at gå ind under termen "menneske", men aldrig havde han oplevet en større samling af disse. Rygtet var nået hans ører, da han havde indlogeret sig på et luvet hotel i det vestlige Frankrig - og selvfølgelig havde han da straks pakket sine ting for at undersøge sagen nærmere. Det var måske ikke andet end bare et rygte, men ikke desto mindre var det vel et besøg værd. Om ikke andet var det endnu en oplevelse.
Flygtigt overvejede han, om det endda skulle vise sig, der var blevet etableret et fint, lille samfund i byen. Det kunne da godt være en mulighed, at alle de forskellige racer havde slået sig sammen for at finde styrke og tryghed. Men på den anden side virkede det ikke så fandens realistisk, at så mange forskellige personer skulle kunne finde ud af at leve side om side. Måske var der små distrikter, hvormed de enkelte racer kunne leve sammen og alligevel adskilt på samme tid!
Hybriden tvang sig selv til ikke at tænke mere over det. Lige gyldigt hvor meget han vred hjernen, ville det ikke kunne bringe ham tættere på et konkret svar. Endnu engang ulmede det i ham, da han forbandede, hvordan hans mor havde opdraget ham i total uvidenhed om denne eksisterende verden. Helt op til år 12 havde han ikke haft den ringeste anelse om, at der fandtes vampyrer, spøgelser, dæmoner, elvere og engle, eller at hans egen mor tilhørte sidstnævnte race. Hell, han havde ikke engang været klar over, hvad han selv var! Forvandlingen til varulv havde været traumatiserende. Hvad der var blevet antaget som en hårdfør migræne havde vist sig at være en virus, der prøvede at æde ham op indefra og for endegyldigt lade ham blive en frådende, kaotisk varulv. Moderens forklaring, hvori hun havde bekendtgjort sin egen status som engel, havde vakt et voldsomt raseri - hvilket havde ledt til, at han løb hjemmefra - men samtidig også reddet ham for en uendelig strøm af grubler. Netop moren og hendes gener sørgede effektivt for, at han aldrig ville miste sig selv til det bæst, der slumrede dybt inden i ham. Det havde dog ikke kunne dulme hans had.

Et langtrukkent suk, før det mørke blik fokuseredes på et vilkårligt punkt på den dystre himmel. Han brød sig ikke om at tænke over det - han var meget bedre stillet uden englen i sit liv, så han kunne lige så godt lade være med at tænke på hende. Visse ting skulle bare forblive bortgemte minder. Bevidst drejede hybriden sine tanker ind på det store emne, der tidligere havde optaget ham: Di Morga.

af **Angelie** Ons 6 Apr 2011 - 18:23

Vejret var som altid drillende, legesygt og det var nogle gange umuligt at vide om det var ægte, eller påbegyndt af et andet væsen. Mange af Di Morgas væsner besad magi inden for de fire elementer, og derfor kunne der pludselig opstå kaotiske stormer midt om sommeren, eller varme fronter i den koldeste vintertid. Metrologer havde med tiden bare opgivet at forudse hvordan næste dags vejr ville se ud, hvilket vel var et fit. Ingen vidste det, og alle var ligeglade. Som væsner var det muligt at underlægge sig de voldsomme ændringer, skønt der stadig fandtes en mindre del af mennesker i landet. Fjolser der havde valgt at blive, skønt de rasende dødstal der steg for hver dag. Mord blev begået på åben gade, og slaver blev solgt til højre og venstre på det sorte marked.
Selv denne forlystelsespark var blevet forladt. Engang havde den været åben, nymalet og fyldt med personer der ønskede sig en tur i karusellen, børn der løb rundt med candyfloss i hele ansigtet, og nyforelskede der skulle igennem kærlighedstunellen. Hvad var stedet nu? Øde, forladt og uden et øje. Det var umuligt at have et sådan sted i Terre, da det ville blive ødelagt på nul komma fem.

Hvis man i forlystelsesparken vendte blikket over mod en gammel karrusel med træheste, ville man på ryggen af en af dem se en kvindeskikkelse sidde med det ene ben over det andet på den, samt en rank ryg. Hestens maling var for længst skallet af, og kun nogle blålige farver omkring seletøjet, og den sorte plet i øjet var der stadig. Ellers så den bare slidt og forladt ud, ligesom resten af parken.
Denne kvinde var iført en ganske almindelig sort bomuldskjole, der krøb omkring formerne, og tilpassede sig, indtil den stoppede på midte af lårene. Den var højhalsen og med lange ærmer så intet andet hud blev vist, udover benene. Fødderne vare bare. Angelie var ikke en type der gik i sko, og hun havde et bedre forhold til sine omgivelser på denne måde. over sig havde hun en rød frakke i et læderlignende materiale. En frakke hun udelukkende havde på, for at have et sted at gemme sit mindre våbenarsenal. Det var en farlig tid at være uden våben.
Vinden rykkede let i det røde hår, der fløj omkring hendes ansigt, og engang imellem blev det muligt at se de spidse elverører der gemte sig under de livlige lokker. Hendes dybblå blik var dog et helt andet sted. De hvilede udtryksløst på drengen, at kalde ham en mand var overvurdere, der nu bevægede sig omkring i parken. Hvem han var eller hvad han lavede her, vidste hun ikke, men at dømme ud fra det lette smil på hendes læber, lovede det nogle sjove stunder i de næste par timer.. Eller sjove stunder for hende. Hun tvivlede på at barnet ville finde dem ligeså morsomme, som hun ville.

"Hvad laver du dog ude på de her egne?" Den lyse melodiske stemme rejste sig over stilheden, mens blikket fortsat hvilede på ham, og for at indikere at det interesserede hende, vippede Angelie automatisk hovedet en anelse på skrå. Hun ventede på at se ham reagere på hendes ord. Dog vidste hun ikke om han ville høre dem, eller overhovedet opfatte at hun havde talt til ham.
Alt imens flyttede hun sig på intet tidspunkt fra hesten hun sad på, men lod istedet de slanke fingre glide omkring metalstangen, som fangede træhesten til selve karrusellen, for at lade dem lukke omkring denne i et fast greb.

af Gæst Ons 6 Apr 2011 - 21:19

tags: angelie, andrew
words: 886 bastards
notes: zero for now

Helt præcist hvorfor Andrew meget hurtigt havde fundet sin vej ind i det øde tivoli, kunne han ikke give et konkret svar på. Når man ankom til en fremmed by, var det vel i og for sig normen, at man lige tog et nærmere blik på den og så fandt et sted at indlogere sig. På den anden side havde hybriden med tiden udviklet en vane for ikke altid at følge de uskrevne regler, der alle steder var at finde. Desuden så byen forholdsvis øde ud i sig selv, så hvorfor ikke lige se, hvor meget den lokale forlystelsespark var blevet voldtaget og alt andet end vedligeholdt. Det indbød til lidt tankevirksomhed, hvordan det hele lod til at være efterladt i en styrtendes fart; hist og her kunne man endda finde meget gamle og yderst bizare rester af hotdogs og lignende. Et sted var der en lyserød og falmet plet på græsset - sukkeret i candyflossen måtte være blevet skyllet væk af regnvand. Hvad kunne der dog være sket? Et eller andet sted havde han ikke rigtigt lyst til at vide det. Byen lod ikke til at være videre fantastisk med små helgener gående på gaden. Men hvem havde så været så dum - eller arrogant måske? - at tro, der kunne eksistere en forlystelsespark? Stedets atmosfære indbød ikke til hyggelige søndagsture.

Mens spørgsmål af alskens kaliber kørte rundt i hans hoved i en kontinuerlig strøm, fortsatte blikket med at glide undersøgende hen over forlystelserne. Flere gange tog han sig selv i at ønske, han besad postcognition. De diskrete kradsemærker og sodpletter rundt omkring havde med garanti en fantastisk historie at fortælle, og Andrew blev endelig enig med sig selv om, at han var mere end villig til at høre den. Hvor blodig og brutal stedets - ja, hele byens faktisk - fortid end måtte være, kunne den ikke være andet end skræmmende interessant. De sidste år var han vandret gennem mange hundrede byer af varierende kaliber, men aldrig havde han været nær så tiltrukket af et sted som dette. Han havde beskuet de mest prægtige bygningsværker i historien, umenneskeligt smukke landskaber, der alle som én kunne få selv den største mand til at føle sig umådeligt lille, præsenteret med de åndeløst fantastiske vidundere; og alligevel syntes det hele at blege i sammenligning med Di Morga. Om det faktum, at 'hans egen slags' beboede stedet spillede ind i større eller mindre grad var højst sandsynligt.

Tankerækken, der havde taget opstilling i hans hoved, knustes voldsomt af en udefrakommende stemme. I løbet af et sekund fik Andrew tilknyttet en placering og små informationer til stemmen - såsom at den tilhørte en moden kvinde og at den befandt sig godt og vel ti meter væk - på trods af en siddende stilling med ryggen vendt mod lyden. Flygtigt tillod han sig at prise sig lykkelig for den skærpede høresans, der havde været så nyttig lige siden første forvandling. Der var intet truende at finde i lyden, måske kun en meget svag antydning i undertonen; noget overlegent? Uskyldigt - der var helt sikkert noget uskyldigt ved den. Andrew købte den ikke.
Kun i allersidste øjeblik nåede hybriden at standse sig selv fra at hvirvle rundt og stirre på personen, hvorfra stemmen havde sit udgangspunkt. Han var pinligt klar over, at en forkert eller overilet bevægelse kunne blive hans død; det var ikke til at sige, hvilket væsen han netop var løbet ind i. Med en passende hastighed rejste han sig op og vendte sig rundt for straks at få en rødhåret kvinde i syne. Der var ikke umiddelbart nogle fysiske tegn på, at hun var andet end et simpelt menneske. Men selvfølgelig var det på nøjagtigt samme måde med ham selv. Iført et par grå lærredssko, almindelige jeans, hvide T-shirt og åbentstående, brune sommerjakke var der ikke det mindste, der berettede om, at han healede med voldsom fart og forvandlede sig til en ulv ved fuldmåne. Han besluttede sig for, at han hellere måtte svare hende:

"Jeg faldt bare tilfældig over stedet. Meget interessant - ikke hver dag, man render ind i en så dyster forlystelsespark." Hvorfor ikke bare fortælle hende sandheden? Det kom ham ikke synderligt til gode, om han så stak hende en fed løgn. Efter ganske få sekunder kunne han strege op til flere af sine hurtigt opstillede teorier ud: såfremt hun var ikke-menneskelig aktiveredes hendes evner ikke ved øjenkontakt eller stemmegenkendelse. Hun havde ikke fremtryllet en falsk søvn over ham, frataget hans tankefrihed eller på anden vis gjort anlæg til at ville angribe og dræbe. Det her var lige så nyt for ham, som det ville være for et menneske, måtte han erkende.. Han havde så godt som intet kendskab til den verden, han siden sin fødsel havde været en aktiv del af, og det irriterede ham usigeligt. Alligevel tvang han sig selv til at se positivt på situationen: måske var han heldig at lære en masse nyt nu.

Bevidst om, at det kunne være voldsomt dumt at stille spørgsmål, undlod han at gøre det. Almindelig pli skreg på ham for at få ham til at præsentere sig, men heller ikke dét kunne være et særligt klogt træk, såfremt kvinden havde skjulte intentioner. Han sørgede omhyggeligt for at se på hende med et mildt blik, der umuligt kunne misforstås som hverken skræmt, frastødt eller overlegent.

af **Angelie** Ons 6 Apr 2011 - 22:11

Blikket flyttede sig på intet tidspunkt fra denne person, der havde haft modet til at træde ind i dette forladte område. Historierne havde mange beretninger om forlystelsesparken, og Angelie selv, vidste at især en af dem var sand. Stedet var hjemsøgt. Hun burde vide det, eftersom hun havde været et af de spøgelser der i sin tid drev omkring herinde, og skræmte livet af væsner såvel som mennesker, når de besøgte stedet. Hendes egen favorit havde været at lokke dem ind i spøgelseshuset.. Ironisk når man tænkte over det, for derefter bare benytte sig af kulisserne til at få folket til at løbe skrigende bort og aldrig have lysten til at komme tilbage. De tider var dog slut nu.. Hun var ikke længere en gennemsigtig, hvileløs sjæl, der havde brug for at komme videre til den anden side.
Istedet brugte hun tiden på at studere hans bevægelser, og et skadefro smil krusede kort i mundvigen, da hun bemærkede en flygtig og næsten usynlig reaktion fra ham.. En som hendes skærpede sanser opfangede med lethed, men hun måtte dog indrømme at han var god til at skjule dem. Han fik båndet på sig selv inden reaktionen blev for tydeligt.

Da han endelig fik taget sig sammen til at vende sig mod hende, lod hun studerende blikket glide henover ham. Startede ved hans ansigt, og noterede sig hver en detalje, for derefter langsomt at lade det glide nedover hans krop, for at holde en kort pause ved fødderne, og derefter lade det vende tilbage til hans blik, som hun låste sit eget fast til. Imens lod hun hans ord synke ind, og måtte til et hvis punkt give ham ret. Forlystelsesparken var dyster, men det var ikke ensbetydende med at den var.. dårlig. Selv holdt hun af det dystre ydre, holdt af Di Morga, hvis man så bort fra det faktum at en tyrannisk hersker styrede landet fra sin trone i Abbaddon. Gud hvor hun hadede ham og hans forbandede hierarki! Intet var tilladt for de underdanige racer, men alt var tilladt for de højtstående.. Hvilken måde at styre et land på.

Hun rejste sig fra træhesten, langsomt, og stillede sig lige ved kanten af den forhøjede tribune, for derefter at slå ud med armene i en gestus til ham, om at se sig omkring. "Det har ikke altid været sådan her at du ved det" bemærkede hun, stadig i det samme melodiske tonefald som før, inden hun trådte et skridt mere frem, som derfor bragte hende ned fra tribunen, så hun stod på selve jorden. Hun havde stadig ikke ladet sit blik vige fra hans i den tid, og nu lod hun armene synke ned langs siderne, mens hun tog det første skridt hen imod ham.
For første gang lod hun nu blikket glide væk fra ham, for at lade det hvile på en af rutchebanevognene, der var fløjet af sporet og nu stadig lå halvsmadret mod jorden. Om der var fordi nogle havde kastet med den, eller grundet en teknisk fejl, var ikke til at vide, selvom Angelie dog mest var tilbøjelig til at tro på det første.

Hun stoppede op, da halvdelen af afstanden imellem dem, var blevet tilbagelagt, og igen lod hun blot blikket hvile på ham, mens hovedet automatisk gled en anelse på skrå, og i mundvigen kunne man igen se det lettere sadistiske smil trykke imod, for at få lov til at blive vist frem i sin fulde pragt. Dog undertrykte hun det, og i næste glimt var det igen forsvundet fra ansigtet, og kun et kort glimt i de dybblå øjne, fortalte at han muligvis befandt sig på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
Hendes allierede havde sendt hende afsted for at rekruttere, men denne person virkede ikke til at kunne bruges. Dog var det længe siden hun havde haft chancen for at anskaffe sig et .. personligt legetøj. Alle havde vel visse behov når det kom til stykket, og selvom hendes oftest gik ud på drab og andre.. løsslupne blodsudgydelser, lod hun ikke en sådan chance passere.

Hvis han endnu ikke havde flyttet sig, lagde hun nu den sidste afstand imellem dem, bag sig. Hun endte med at stoppe op foran ham, hvis han stadig ikke havde rykket sig væk fra hende, Hvis han stadig stod foran hende, ville hun diskret lade en pegefinger glide fra hans skulder, og nedover højre side af brystkassen, for derefter at lade hånden falde endnu engang. "Engang var stedet her.. Fuldt af farver og smil.. Ikke bare parken, men hele.. byen" tilføjede hun nu i sin sætning, mens hendes blik, der havde fulgt hendes egen finger, ville blive vendt mod hans igen. Hvis han havde flyttet sig, ville hun bare stå stille og sige de samme ord. "Men så kom.. forandringerne.. Byen blev hjemsted for mordere og voldtægtsforbrydere.." et teatralsk suk kom over hendes læber, mens hun rystede diskret på hovedet af hendes egne ord, som om det var en græsk tragedie.

af Gæst Fre 8 Apr 2011 - 0:08

tags: angelie, andrew
words: 1082 bastards
notes: wanna play?

Det voldsomt undersøgende blik, der gled hen over hele hans krop for at analysere, burde sandsynligvis have gjort ham skidt til mode, men overraskende nok måtte han erfare, at det ikke havde netop denne effekt. Et eller andet sted var han en smule overrasket over, at det ikke løb ham koldt ned af ryggen endnu. Han var et fremmed sted - et meget dystert og skræmmende sted endda - og han var netop stødt ind i en ikke særlig uskyldigt udseende kvinde. Men på den anden side: hvad havde han virkelig at frygte? Kvinden havde sandsynligvis noget magisk oppe i ærmet, men han var heller ikke helt grøn selv. Den hurtige healing ville gøre ham godt uanset hvad, og hvis det endelig skulle resultere i en lille magtkamp mellem de to, ville det ikke kræve det store at smække et par kløer og hjørnetænder op. Som en hybrid med henholdsvis lidt engel og varulv i blodet var han faktisk ret unik. Jovist fandtes der andre hybrider, men han tvivlede på, at netop hans sammensætning var særlig udbredt; ydermere bildte han sig selv ind, den varulverelaterede evne, han besad, var unik for hans tilfælde. Hvor meget kvinden foran ham end havde set, ville hun uden tvivl blive overrasket over at se en knægt forvandle sig mere eller mindre til en varulv uden nogen indflydelse fra fuldmånen. En lille del af det dyriske i hans hoved ønskede næsten, mødet udviklede sig til en kamp, så han kunne få lov at vise, hvad han var i stand til. Den logisk tænkende sans fik hurtigt smadret tanken til jorden; det ville være for risikabelt.

Uden at tænke videre over det kopierede Andrew kvindens bevægelser. Hvorfor ikke udnytte chancen for at få kastet et ordentligt blik på den fremmede? Så længe han kunne huske, havde han været overordentligt dårlig til at gætte på folks alder, så det var en selvfølge, at han sprang let og elegant hen over det ellers så normale forsøg på at fastsætte nogle passende tal. Betød det overhovedet noget? Enhver i Di Morga kunne ligne teenagere og have levet i over fem hundrede år - det var garanteret gået hen og blevet standard. Heldigvis fortalte enhver persons udseende meget andet end bare en alder, og Andrew lod nu granskende blikket løbe over den forholdsvis høje krop. En rank positur kunne betyde så meget, men formåede for hybriden kun at fremhæve, hvor stolt en skabning kvinden var. Udtrykket i det blege ansigt var ligeledes stolt og meget selvsikkert. Hun lod ikke til at være typen, der led nederlag - og det var ikke, fordi han var tilstrækkelig selvfed til at tro, han kunne sparke røv, men hvor ønskede han dog virkelig at få det selvsikre i blikket til langsomt at krakelere. Bare et enkelt skår af usikkerhed, en indre vaklen, ville være alt det, Andrew behøvede.

Det varede ikke længe, inden kvinden begyndte at tale og satte sig i bevægelse. Trods hendes krystalklare gestus lod han ikke blikket vandre, men fastholdt det roligt ved de dybblå øjne. Hendes ord lod ham ikke just tilbage med en måben; selvfølgelig havde stedet engang været hyggeligt - og funktionsdygtigt. Det var mere grunden for, hvorfor det så ud, som det gjorde, der interesserede ham.

Med et køligt glimt i øjet fulgte han hendes bevægelser. Små, langsomme skridt. Ikke særlig godt camoufleret; måske med vilje. Atter overraskede han sig selv ved ikke instinktivt at forsøge at bakke bagud. Han havde åbenbart hærdet meget mere på sine rejser, end han havde troet. Eller også var det bare fascinationen, der bandt ham til stedet. Det her var den første rigtige chance for at skabe sig et indblik i den verden, han af sin mor var blevet nægtet adgang til, så han kunne ikke lade den forgå. Vendte han om og flygtede på grund af en lille smule alarmerende adfærd, ville han resten af for evigt fortryde det. Det kunne han ikke tillade.

Først nu hvor han for alvor var fokuseret på kvinden og den fart, hvormed hun nærmede sig, blev hans underbevisthed sådan rigtig klar over, hvor stille der faktisk var. Ingen fugle, der kvidrede lystigt fra trætoppene, ingen tudende ugler eller puslende smådyr. Kun den sagte lyd af vindens blide kærtegn mod teltdug var at høre sammen med nogle svage insektlyde - hvilket sagde en hel del, når man tænkte på, hvor god Andrews hørelse i grunden var. Det var åbenbart ikke kun selve forlystelsesparken, der var død og borte; dyrelivet var langsomt visnet bort også.
En ændring i den hårde stenmaske distraherede ham. Var det..? Uden tvivl. Pludselig ville hybriden give alt for at kunne høre, hvad der foregik inde i kvindens pæne hoved. Hun var tydeligvis af den opfattelse, hun havde overtaget. Han kunne ikke lade være med at fryde sig ved tanken om, hvor slemt til skade hun ville komme, hvis hun undervurderede ham i bare ét forkert sekund. Det var skam ikke første gang, han var blevet antastet af en type som denne, der følte sig uovervindelig; ikke alle gange var det endt lige heldigt for modparten. Det var vel også derfor, han i sit stille sind tit og ofte beskrev sine ikke-menneskelige sider af sig selv som en lille bitch, der sad og gemte sig inde i et forholdsvist venligt og dydigt hylster.

Alt for stædig til at flytte sig, blev Andrew stående stille nøjagtigt det sted, han havde rejst sig fra sekunder tidligere. Fingerens bevægelse fik et dække af gåsehud til at sprede sig inde under T-shirten; ikke noget, hun ville lægge mærke til, og noget, han succesfuldt ignorerede. Hun prøvede uden tvivl at indlede en eller anden form for leg. Han var mere end villig til at lege med.

"Lad mig gætte: du kategoriserer dig selv som netop dét?" lød hans dybe stemme. Et øjenbryn blev dovent løftet op i panden, mens han så afventende på hende. Han lod hende dog ikke svare, før læberne atter spredte sig og sammen med tungen dannede de rigtige lyde, mens han lænede sig langsomt frem mod hende - ikke mere end ganske få centimeter. "En smule kliché, hvis du spørger mig." Han legede med ilden, det var tydeligt. Men han vidste, at hun ville få overtaget, hvis han ikke gjorde noget. Så hvorfor ikke bare give hende igen af samme dåse? Han var ikke bange for hende, så hvorfor lade som om? Han kunne også meget bedre lide at svare igen - det lignede ham langt mere end som at stå og se skræmt til.

af **Angelie** Fre 8 Apr 2011 - 2:23

Eftersom han var ligeså fremmed for hende, som hun var for ham, vidste hun heller ikke noget om hvordan han ville reagere på hendes fremkommen. Da han dog ikke flyttede sig, kunne hun ikke lade være med at smile indvendigt.. Selvfølgelig så han ikke kunne se det i hendes ansigt overhovedet. Dette holdt hun i den neutrale facade, der stadig havde denne undertone af selvsikkerhed. Der var mange ting han ikke ville kunne se på overfladen af hende, mange ting han ikke ville kende til uden at spørge omkring det. Han ville aldrig vide hvad hun havde været, hvor hun havde været eller hvad hun tænkte. Han ville aldrig komme dybere ind på livet af hende, ved at kradse i overfladen, og derfor heller ikke knække den anlagte facade. Jovist havde hun ømme punkter, men uden at punktere et af disse, ville han ikke kunne genere hende.. Få hende til at føle sig som om han havde overtaget i denne lille leg.
For andet var det ikke.. En leg, mellem to mennesker, der blev udspillet på dette punkt. Vinderen var langt fra fundet, og den ville fortsætte længe, måske længere end man kunne forvente. Indtil en af parterne blev træt og gav op. Hun var dog ikke typen der gav op. Det hændte at hun havde måttet lade sig overvinde, men aldrig med sin gode vilje, aldrig uden kamp.

Det generede hende ikke, at han ikke tog imod hendes gestus til at se sig omkring. En som han ville vel have svært ved at se det smukke i området, og med han mente hun selvfølgelig en person af hankøn. Ofte var de forblændede af deres pumpende testoteron til at se at selv en faldefærdig forlystelsespark havde noget smukt og unikt over sig.
Da han gentog hendes egen rutine fra før, blev hun ganske enkelt stående som en anden dukke, og lod ham inspicere. Hvorfor ikke.. Det nyttede ikke noget at hvæse over det, vise utilfredshed, og hvem kunne ikke lide at blive betragtet i ny og næ? Om det så var af nysgerrighed, lyst eller en taktisk inspicering. I dette tilfælde var hun dog mest tilbøjelig til at tro på det var den sidste. Han virkede ikke til at være nysgerrig, men nærmere arrogant. Hans holdning udstrålede den typiske arrogance man ofte så hos to kæmpende rivaler af samme race, både blandt dyr og mennesker. Disse rivaler var dog oftest af samme køn, men mennesket var også dyret langt overlegen på de fleste områder.

Igen blev hun overrasket over den hårde overflade han havde anlagt sig. End ikke hendes berøring havde fået ham til at trække sig, selvom dette dog heller ikke havde været hensigten med den. Den havde bare virket passende til situationen for hende. Som mange andre, ejede Angelie ikke fornemmelsen af at have en intim inderkreds, hvor man følte ubehag hvis en fremmed trådte ind i den. Det kunne være både en fordel og en ulempe ikke at vide hvor denne grænse lå, men ikke desto mindre lod hun sig ikke mærke yderligere med at han spillede tough guy under hendes samtale med ham.

Endelig talte han igen, og hendes blik hævede sig fra det sted hun havde strejfet ham med fingeren, og op til hans blik. Tonen var ikke til at tage fejl af. Selv hun kunne høre det bidende tilbagefald han var kommet med, og et kort øjeblik overvejede hun at løfte hænderne op foran sig, og komme med kommentar om at 'den bider', dog undtrykte hun denne lyst, og hævede ligeså det ene øjenbryn en anelse, mens blikket fik et opgivende skær over sig. "Nej.." En mindre pause indtrådte mens hun overvejede hvordan man skulle placere ordene, så de lød rigtigt. "Jeg er ikke i nogen kategori" afsluttede hun langt om længe sin sætning, inden hun lod hovedet falde lidt på skrå, så lidt at det knap var muligt at se, mens hun betragtede ham endnu engang. Denne gang mere fokuseret omkring hans ansigt, og reaktioner, følelser og handlinger der ville være muligt at læse i sådan et, hvis grebet slap på et tidspunkt. "Jeg er næsten fornærmet over at du kunne finde på at sammenligne mig med den slags". En løssluppen bemærkning hun lod passere, som et indblik på sine tanker. Hun lod ham høre lidt af hvad der foregik i hovedet på hende, men øjeblikket var ovre ligeså hurtigt som det var kommet. Hun havde aldrig dræbt uden et formål eller en grund. Nogle ville mene det var ligeså smagløst som dem der myrdede for sjov, men hun var ikke af samme mening. Langt fra endda.
"Men.." Igen måtte hun overveje sine ord, ikke at hun ikke vidste hvad hun havde i sinde at sige, men de skulle stadig ud på den rigtige måde. Samtidig trådte hun til siden og rundt om ham, så hun endte med at stå en anelse forskudt bag ham. Hvis han ikke drejede rundt, men blev stående i samme position, ville hun hæve sig på tæerne, for at komme op i nogenlunde samme højde som ham, og ligge læberne få centimeter fra hans øre. "Jeg gad vide hvilken kategori du befinder dig i" hviskede hun, og denne gang var tonen nysgerrig, men stadig med den samme farlige og dårligt lovende undertone, der aldrig forsvandt helt fra hendes stemme, medmindre hun voldsomt prøvede på at skjule den, og hvorfor.. Hvorfor skulle hun det.

Hun ventede ikke på noget svar, men trådte igen et skridt tilbage for at skabe afstand, og lade blikket glide hen mod omgivelserne, som hun før havde haft ryggen til. Karrusellen med de slidte træheste. Stilheden lod hun synke ind, hvis han ikke valgte at bryde den med endnu et af sine comeback som tidligere. Hendes ører vibrerede diskret ved opfangelsen af puslende lyde, som højst sandsynligt stammede fra rotter, der fandt de halvrådne madrester som et helt festmåltid. De eneste dyr der ville betræde jorden så tæt på byen, især ved denne tid. Selv i skovene var dyr en sjældenhed efterhånden, og man kunne ikke engang bebrejde dem deres instinkt til at forsvinde når der var fare i nærheden.
Hun vendte igen opmærksomheden mod ham, og lod sig ikke mærke om hvordan han stod i forhold til hende. En tanke trykkede kort i hendes hoved. "Dog undre det mig.. Hvad får sådan en som dig til at komme herind". Den eneste forskel på, om denne sætning var en konstatering eller et spørgsmål, var den næsten utydelige ændring i tonelejet til slut, hvor den endeligt blev indikeret som en spørgende tanke, som hun igen havde ladet komme ud af hendes sind.

af Gæst Man 11 Apr 2011 - 0:31

tags: angelie, andrew
words: 1502 bastards
notes: this'll be fun

En leg som denne; denne abstrakte leg, hvormed to individer prøvede at få overtaget via verbale, inddirekte fornærmelser og sarkastiske kommentarer rettet mod hinanden; denne leg, der på overfladen så nok så uskyldig ud, men kunne have et hav af forskellige undertoner gemt bag sig - det var lige det, Andrew elskede ved at støde ind i en fremmed på eller over det samme intellektuelle niveau som én selv. Det var bare ikke det samme, hvis man ikke modtog en lille smule modstand. Blandt andet med denne metode plejede Andrew også altid at skille de to typer fra hinanden: dem han gad føre en samtale med og dem, der ikke var værd at spilde sin tid på. Der var dog selvfølgelig visse undtagelser; men kvinden, hvis navn han endnu ikke kendte og ærlig talt tvivlede på, han nogensinde ville få at vide - i hvert fald ikke lige den første tid - var ikke en af disse. Faktisk var det jo hende, der havde påbegyndt det hele. Selvom hybriden for kort tid siden havde overvejet, hvordan et muligt slagsmål ville ende, blev han nu nødt til at erkende, at kvinden foran ham opførte sig lige, som hun ifølge Andrews hoved burde. Det var jo heller ikke, fordi hun så decideret utiltrækkende ud - faktisk lige modsat. Hybriden tog sig selv i ganske kort at lade blikket glide over kvinden på ny men denne gang med en mere observerende og knapt så uskyldig intention. Et træk, han fandt virkelig betagende, var den slående kontrast, der stod mellem kvindens blege hud og det ildrøde hår. Flygtigt lod han blikket hvile ved hårgrænsen, før han atter rettede det mod ansigtet.

Hvor hybriden ikke tidligere havde tænkt så meget over hendes handlinger, begyndte hans hjerne nu at analyserer de forskellige ting, hun indtil videre havde foretaget sig. Hun havde siddet helt stille, før hun tilkendegav sig; var begyndt at snakke, mens hun langsomt nærmede sig. Det kunne være taget ud af en film, sådan som hun havde bevæget sig. Han var også overbevist om, at der lå et eller andet legesygt i hendes handlinger. Et eller andet sagde ham, at hun var typen, der normalt havde overtaget og udnyttede dette faktum til fulde. Hell, han havde jo oplevet det på egen krop. Det var ikke ligefrem alle piger, han mødte på sin vej, der inden for de første to minutter bevægede sig helt tæt på for at lade en finger glide hen over brystet på ham. Hah, you wish they did, rungede en stemme i hans hoved, fik ham til at smile indvendigt. I sit stille sind forestillede han sig, hvordan hun ville kredse om sit bytte og forføre det, langsomt lulle det ind i en falsk tryghedsfornemmelse, der uden videre ville briste, når hun angreb. Dét bragte ham tilbage til, hvilken race hun mon kunne gå ind under. Vampyr? Naah, der manglede ligesom et eller andet - hun virkede bare ikke rigtigt som en af de kolde blodsugere. Måske en.. Elver! Der var noget majestætisk over hendes holdning, og elvere var jo i sandhed nogle prægtige væsner. At hun hverken befandt sig i en skov eller tilbød ham hjælp som det gode væsen, hun som elver måtte være, burde ikke være nogen hindring for hans gæt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi alle mennesker foretrak æbler frem for bananer.
Uvilkårligt bevægede det mørke blik sig hen over det sted, hvor ørerne var gemt væk bag det flammende hår. Det var ikke til at sige, hvorvidt de var spidse eller ej. Havde der dog bare været en lille vind, der kunne blæse hårstråene væk; men nej, det var selvfølgelig helt vindstille. Ingen susen i ørene til at overdøve lyden af fodspor, men på den anden side heller ingen lugte i næseborene ud over dem, der befandt sig i den umiddelbare omkreds. Nu var Andrews sanser sandsynligvis ikke de bedste sammenlignet med kvindens - som i hans hoved var dem tilhørende en elver - men han stolede alligevel på, at de ville gøre ham godt. Han kunne klart og tydeligt adskille elverens lugt fra alle de andre i forlystelsesparken, hvor græs og halvråddent træ var mest dominerende. Faktisk havde hun en sød duft over sig. Noget unikt og naturligt, der harmonerede perfekt - hverken sød eller sur. Andrew kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over, hvor perfekt det passede til hendes opførsel indtil videre. Hun havde intet afsløret om sig selv, men prøvede at rette fokus mod den leg, hun havde startet.

Interesseret i elverkvindens respons betragtede han hendes ansigt grundigt for at fange ting, der måske ikke blev tilladt vej hen over hendes læber. Selvfølgelig skulle hendes svar vise sig at være fuldstændig anderledes fra det, han havde forventet, hun ville komme med. Ikke noget mystisk og farligt med, at det vel var noget, han måtte finde ud af selv. I stedet et nej. Umiddelbart kategoriserede han det som en lodret løgn. Det var jo klart, at enhver anden end en mentalt ustabil, der tændte på at se frygten i folks øjne, når denne afslørede, hvad han fik tiden til at gå med, ville benægte. At gå rundt med termen "morder" eller "voldtægtsforbryder" var ikke lige det bedste, hvis man ville beholde sin mulighed for at vandre på denne jord. Han skulle dog ikke kunne sige, om det var almindeligt her i Di Morga, at man gik rundt og pralede med, hvor grusom et mord man havde begået dagen før. Det ville egentligt ikke undre ham, om det forholdt sig sådan.
Under alle omstændigheder følte Andrew, at der faktisk var hold i det, elveren sagde. Det var meget muligt, han blev manipuleret med på det groveste, men så måtte det være sådan. Han var også fint tilfreds med ikke at skulle tænke om kvinden som en morder. At hun var et dydsmønster, der holdt sig inden for loven, var han dog pænt sikker på, hun ikke kunne beskrives som.

Uvis på, hvordan han skulle tyde kvindens ord - hun var ikke just som normen, hvorfor hun heller ikke var nær så nem at læse - turde han næsten ikke sige det for sig selv, men det kunne næsten ikke være andet end sarkasme. Hun var næsten fornærmet. Jo, der måtte da være noget sarkastisk vedhægtet den kommentar. Han bøjede hovedet ganske let forover, stadig med de mørkt brune øjne rettet mod hendes blå.
"Du har min dybfølte undskyldning. Det var bestemt ikke min mening at fornærme eller vanære din person," proklamerede han med en alvor undertone i stemmen. Han havde faktisk altid været vældig god til skuespil, og det gjaldt især sådan nogle små scener som disse. Han vendte tilbage til sin tidligere position, da hun satte sig i bevægelse. Omend han ikke flyttede hele kroppen efter hendes, drejede hovedet tilpas meget til at kunne se hende ud af øjenkrogen. Selvom hun dårligt kunne tænkes at ville dolke ham i ryggen, var han alligevel meget udsat, når hun stod lige bag ham. Han spidsede øre for bedre at kunne opfange enhver lyd af stof, der blev skubbet til siden. Hun havde med garanti en eller flere våben gemt på sig et eller andet sted.
Han blev midlertidig distraheret, da hendes stemme lød lige ud for hans øre. Et smil bredte sig over hans læber.
"Virkelig? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg kan være til nogen interesse for sådan en gennemført skabning som dig," lød det fra ham. Han bevægede sig over i et helt andet spor. Faktisk var han ikke helt klar over, hvilken kategori han befandt sig i. Han var jo hverken nogen helgen eller direkte satan. En simpel midt-i-mellem-type. Med den lidt mørkere side som den mest dominerende, selvfølgelig.

Nu hvor hun lagde afstand mellem dem, vendte Andrew sig om for igen at have hende inden for sit synsfelt. Om hun virkelig følte sig hundrede procent sikker på, han ikke ville falde hende i ryggen og fratage hende livet, eller om det bare var for at understrege, hvor magtfuld hun selv var, kunne han intet sige noget om, men det var højst sandsynligt det sidste. Så igen; sidst han kiggede efter i et spejl, lignede han ikke just en hensynsløs morder. For første gang den aften behøvede han lidt betænkningstid. Hun havde ret - han hørte ikke til blandt Di Morgas samvittighedsløse afskum. "Sådan en som mig? Nu bliver jeg jo næsten fornærmet," sagde han, tog hendes ord fra tidligere i sin mund. "Hvem siger, at jeg, bare fordi jeg ikke er herfra, ikke kan finde stedet interessant? Jeg ved ikke, hvad du tror om "min slags", men jeg er fuldt ud i stand til at betragte et syn som dette og finde det smukt på sin egen måde." Det måtte næsten være det, hun mente med det hele. Hvorfor besøgte han en nedlagt ruin af en forlystelsespark? Hvorfor var han ikke taget direkte hen til en bar for at drikke sig fuld, starte slagsmål eller hore? Well.. Han havde vel bare lidt mere dybde end som så.

af **Angelie** Man 11 Apr 2011 - 21:00

Hans blik, der flygtigt gled mod hendes hårgrænse, frembragte en svag, næsten utydelig, hvæsen fra hende. Om han ville bemærke den var hun ikke klar over, men blikket, der langsomt blev knebet en anelse sammen, var ikke til at tage fejl af. Tjekkede han efter om hårfarven var ægte? Hvad regnede han hende for!? Hun var langt fra typen der gik til så drastiske handlinger, som at betale i dyre domme for falsk skøndhed. Den slags skulle være naturligt, og et blik på resten af hende, ville også fortælle dette. Hun var praktisk anlagt, og brugte ikke tiden på den slags.. Spild. Tid var en kostbar ting, og skulle udnyttes til fulde, og dette foregik ikke foran et spejl.
Jovist kunne man vel tro det, men at han så tydeligt prøvede at finde ud af det, generede hende. Selv han måtte vel være i stand til at dække en anelse over sit.. Blik. "Hvad.. kigger du.. på?". Stemmen var kold, irriteret og på grænsen til at glide helt ned i en hvisken. Anderledes fra hvad den havde været under resten af deres lille leg. Om han havde ramt et ømt punkt på hende, eller ej, var ikke til at vide, men irritationen havde fået overtaget over hende i et kort øjeblik. Øjnene der kort glimtede faretruende, mens hun diskret knyttede den ene hånd, mens smilet der før havde været, forsvundt fuldstændig fra hendes ansigt.

Ligeså hurtigt som hendes temperament havde kogt op, ligeså hurtigt forsvandt det dog igen. Ansigtet lagde sig tilbage i de uskyldige folder, og hånden slækkede sit eget greb, inden hun kort lukkede øjnene, kun i et sekund, mens hun trak vejret dybt en enkelt gang, for derefter at lade blikket glide vurderende hen over ham. Jo hun kunne bestemt finde noget der var værre at være sammen med, men alligevel var det ikke der hendes tanker ledte hende henad, Selvom det godt kunne være opfattelsen at det var hvad hun søgte.
En mistanke til ham var dog begyndt at komme. Hun var langt fra sikker på hans hensigter, og hvorfor han rent faktisk stadig talte med hende. Det var som om han havde et mål, men ikke vidste hvordan han skulle få det drevet frem. For helvede! Hun ville aldrig være blevet så længe, for at finde ud af hvad hun selv ønskede. Hun vidste det selv.. Hun havde en evne til at trække tingene i langdrag, snakke eller psyke personen verbalt inden selve handlingerne trådte i kraft. Sådan var man vel så forskellig, andre foretrak at gå direkte igennem ilden uden at tænke over konsekvenserne..

Hendes tanker gled tilbage mod ham. Hvem var han? Og hvad var han? Der var mange spørgsmål der skulle besvares, som hun ønskede svar på, men stadig var for stolt til at spørge efter. Det var muligt at han var menneske, men hun tvivlede kraftigt på det. Mennesker var en næsten uddød race, og noget hun sjældent stødte ind i. Selvom hun dog med lethed kunne udelukke andre racer, og for hundredesyttende gang hadede hun, at hun ikke længere havde evnen til at mærke andres race.
Ville han overhovedet svare oprigtigt, hvis hun spurgte hvilken race han tilhørte? Igen var tvivlen der. Det bragte den irriterende følelse tilbage i hende, som boblede under huden. Hun hadede inderligt, når hun ikke var i stand til at læse den anden person. Mange var så direkte, at man kendte dem allerede før de havde ytret deres første ord, men han.. Han virkede til at holde kortene tæt ind på kroppen, måske endda ubevidst.
Hvad fanden. Hun lagde an til at stille det længe ventede spørgsmål, men han kom hende i forkøbet.

Hans blik var mod hendes, og for første gang opdagede hun farven på hans øjne.. Brune, med et svagt mørkt skær over sig. Tanken gled omkring chokoladefarvet, og et kort øjeblik lod hun sig fordybe i hans blik. Man sagde trods alt, at øjnene var sjælens spejl, og hun troede på det. Man kunne aflæse meget i en andens persons blik. Ordene flød i luften samtidig, men hun tog ikke videre notits af dem, men fik et analyserende blik, ligesom han havde haft tidligere, mens hun prøvede at aflæse ham. Komme lidt tættere ind på livet af denne person. I endnu et flygtigt øjeblik, var hun sikker på at ane en hvis ironi, både i blikket, men også i hans stemme. Som om han rent faktisk ikke var ked af den overfladiske fornærmelse, men i stedet morede sig diskret over den.
Hun påpegede det ikke, men lod ham i stedet fortsætte med at kommentere hendes næste bemærkning, mens hun stod så tæt på ham. Hvis ikke det havde været for den måde han formulerede sig, ville hun næsten have betragtet det som en kompliment. Der var bare noget over hans ordvalg, der fortalte hende, at han kørte et psykisk spil på hende i dette øjeblik, men hun havde dog alligevel overskuddet til at lade et teatralsk smil komme over læberne. "Ingen er gennemført.. End ikke jeg" svarede hun flygtigt på kommentaren, inden hun modstod trangen til kort at vende det hvide ud af øjnene, for at fortælle hvad hun mente om hans ord.

Hendes flygtige analyse af ham, havde fortalt hende, at han ikke var noget hun burde frygte, og derfor turde hun vende ryggen til ham. Han virkede for uskyldig til at overfalde en anden, men samtidig for stolt til at nedværdige sig til at træk, som at overfalde en bagfra. Kujon ville hun ikke tro han var. At undervurdere andre havde hun for længst lært at lade være med. Det ville oftest give bagslag, og hun havde selv set væsner, stærke væsner, falde netop for at have begået en sådan begynderfejl. Hun var skam ikke uopmærksom bare fordi ryggen var vendt mod ham, men ørerne var skarpt oberserverende efter ændringer i luften, jorden, ja bare lyde i det hele taget, som ville indikere at han havde forladt sin forrige position.
Skyggen af et smil kunne anes, da hun hørte hans næste ord. Det virkede faktisk som om hun havde fornærmet ham, men det lå dog ikke til hendes person, at sige undskyld for dette, ligesom han havde gjort. Faktisk var hun ret tilfreds med endelig at have frembragt en reaktion hos ham, selvom hun mest af alt var tilbøjelig til at tro, at han igen overdramatiserede, og slet ikke følte sig den mindste smule fornærmet overhovedet. Alligevel trak hun bare på skuldrene og kiggede på ham, mens hun ventede på han havde talt færdig, med et blik der næsten virkede overfladisk og utålmodigt.
"Jeg sagde på intet tidspunkt, at du ikke var i stand til det" svarede hun i et opgivende tonefald, som om hun talte til et barn, der ikke forstod hendes hensigt med ordene. Han havde dog ramt plet. Hun troede ikke på han var i stand til det. For himlens skyld, han var jo.. En mand! "Men" tiløjede hun kort efter, og løftede en pegefinger, for at stoppe visse protester, hvis de ville indtraffe fra hans side af. "Du svarede ikke på mit spørgsmål" tilføjede hun afventende, og anlagde endnu en pause, for at give ham chancen for rent faktisk at besvare det.
"Men siden du nævner det.."

Hendes fingre gled frem mod ham, for at lade sin arm glide ind i mellemrummet mellem hans overarm, og hans korpus, hvis han selvfølgelig tillod det. Derefter ville hun trække bestemt i ham for at få ham til at følge med hende. Hvis han ikke tillod hendes berøring, ville hun bare vende ryggen mod ham, og selv bevæge sig fremad i den overbevisning, at han selvfølgelig ville følge efter hende.
Derefter ville hun glide ned igennem parken, forbi rutchebanen, videre forbi slikboden for derefter at træde over et faldefærdigt ralæ, der forlængst var styrtet samme, inden hun ville ende foran et lurvet udseende hus. Dette havde voldsomme angreb af svamp, mens stråtaget var præg af forrådnelse. Huset var malet i grålige farve, og havde i det hele taget et trist udseende. Det lille vindue havde fået smadret glasset, ved at en brosten var blevet kastet igennem, og døren stod pivåben, mens den hvidkalkdede maling fortalte at denne skulle have været restaureret for flere år siden.
Angelies blik hvilede på huset, og et fredfyldt smil var på hendes læber. Indvendig havde der engang været et legerum for de mindre, med et område fyldt med farvede plasticbolde, små og større gammeldags rutchebaner. Der var også flere automater indenfor, hvor man kunne trække hoppebolde, falske tatoveringer, og hvad børn ellers fandt interessant.
"Fortæl mig så.. Hvad ser du?"

af Gæst Man 18 Apr 2011 - 16:14

tags: angelie, andrew
words: 911 bastards
notes: moodswings!

Et øjenbryn gled langsomt op i panden, da kvinden frembragte en lavmælt hvæsen og efterfølgende kneb øjnene sammen, tydeligvis misfornøjet. Han overvejede lidt, hvad han havde gjort noget forkert. Måske var hun bare ikke så smigret over hans indlysende bedømmelse af hendes udseende a.k.a. "Elevatorblik". Nåja, han kunne vel ikke straks vinde alle kvinder, han mødte, over på sin side. Men han skulle nok prøve. Et eller andet sted skræppede hans ydmyge jeg voldsomt og gik til angreb på det dominerende og utroligt høje selvværd, som en måge oppe mod en løve - det varede ikke længe, før stemmen var helt og aldeles ignoreret og gemt væk igen. Ikke desto mindre kunne han ikke lade være med at revurdere grunden for kvindens hvæsen. Han tvivlede ikke på, hun ikke var videre behagelig og rar tante-agtig, hvis man først formåede at bringe hendes pis i kog, så han måtte hellere træde varsomt. Ikke flere elevatorblikke, afgjorde han med sig selv. Alligevel kunne han ikke dy sig for at svare bare lidt næsvist på hendes spørgsmål..
"You," lød det simple svar, før han fulgte op på det: "and your hairline in specific."
Et kort øjeblik overvejede han at kaste en jokende kommentar af sig angående, hvordan dælen hun fik sådan noget glansfuldt og tykt hår, hvad hendes hemmelighed var; men af dybt uforklarlige årsager lod kvinden bare ikke rigtigt til at være så humoristisk anlagt. I hvert fald ikke i selskab med fremmede, der i teorien kunne udgøre en vis fare. Så var det nok klogere at holde munden lukket og i stedet smile lidt; hvilket han så gjorde.

Øjenbrynet, der kun lige knap var vendt tilbage til sin oprindelige position, spasmede kort; kun lige formåede han at tilbageholde et grin, der ellers ville have genlydt voldsomt over det næsten helt stille område. Heldigvis blev læberne i sidste sekund smækket sammen for at forhindre latteren udgang, og i løbet af kort tid fik han helt styr på sig selv igen - om end latteren var tydelig at udvinde fra hans øjne, der pludselig glimtede humoristisk. Han håbede ikke, hun bemærkede det; men det skulle undre ham, om hun ikke gjorde. Beklageligvis havde det set voldsomt sjovt ud i hans øjne, hvordan hun var gået fra direkte olm til lettere udtryksløs på så kort tid. Humørsvingninger? Eller bare stædighed og manglende lyst til at fremstå alt for let at manipulere med - hard to say. Muligvis et miks; something in between.
I stedet for de irrelevante tanker, der skvulpede tomt rundt, valgte Andrew at fokusere på det blik, der netop blev rettet mod ham. Om det var et forsøg på modspil eller en oprigtig interesse, måtte forblive et mysterium. "What are you looking at?" spurgte han med et skævt smil spillende om venstre mundvig.

En lettere ambivalent følelse slog ham, da tankerne atter vendte tilbage til de mange spørgsmål, der omhandlede hendes person. På den ene side ville han gerne vide mere om hende - om ikke andet så bare for at kunne bruge det, hvis de nu eventuelt skulle komme op at toppes - men på den anden side tvivlede han på, hun ville svare sandfærdigt, selvom han så stillede hende spørgsmålet. Et eller andet sted ville han også blive nødt til selv at besvare for sig selv, hvilket han ikke just lystede. Then again, måske han bare kunne lave den klassiske med at gå rundt og stille det ene spørgsmål efter det andet for umiddelbart derefter at forsvinde sporløst. Guderne måtte vide, at han godt kunne finde på det. Han nåede dog ikke længere i sin planlægning, før endnu en ændring i hendes blik fratog ham hans opmærksomhed. Et pludselig koncentreret blik kastet mod hans øjne; hun prøvede uden tvivl at lære et og andet om ham. At hun ikke ville kunne uddrage det store pro tempore, var en helt anden sag. Hvad hans bevæggrunde var, stod uklar for ham, men knap et sekund gik, før et smil bredte sig på hans læber og rakte hele vejen op for at inddrage hans øjne. Nok kunne han lide den psykiske leg, de havde haft gang i, men hvorfor ikke få brudt isen lidt? Hun var jo garanteret ikke så psykotisk, som han umiddelbart havde troet om hende. "Finding anything of interest?" lød det fra ham. Smilerynker omkring øjnene dukkede langsomt op.

Han undlod at svare på hendes efterfølgende bemærkning om ingens fuldkommenhed. Da hun nærmede sig og rakte ud efter ham, overvejede han en kort overgang at flytte sig, fjerne armen, så hun ikke ville have noget at gribe fat i. Men han undlod; såfremt hendes ikke-menneskelige evner virkede gennem berøring, satte han sin lid til helefaktoren, der muligvis ville have en chance for at bekæmpe, hvad hun end måtte vise sig at kaste mod ham. Ellers var han vel bare godt og grundigt screwed. Med et spørgende udtryk i blikket fulgte han efter hende, stoppede op foran et voldsomt fordærvet hus. Hendes spørgsmål fik blikket til at glide hen over den ydre struktur. Med det samme åbnede han munden for at svare hende, men tøvede så i et sekund eller to. Nej, hvorfor ikke benytte sig af lejligheden til at drille lidt?
"Well.. I obviously see a fairly old house with the need of a bucket or two of paint," sagde han. Han var godt klar over, hvad hun ledte efter, men det var da alt for nemt at give hende svaret lige med det samme.

af **Angelie** Tirs 19 Apr 2011 - 22:04

Allerede da handlingen havde trådt i kraft, vidste hun at hun havde overreageret. Det var en typisk handling fra hendes side, et tegn på svaghed, som gav modstanderen et indblik i hvor let hun rent faktisk havde ved at miste hovedet. Det var blevet bedre, javist, men hun manglede stadig en hel del for at opnå den indre styrke det ville kræve, for slet ikke at blive påvirket af andre.
Med vilje prøvede hun at lukke af for hans spøgefulde kommentar omkring hendes hårgrænse. Under andre omstændigheder, ville hun nok have fremtryllet et comeback, men ærligt så gad hun egentlig ikke spilde tiden på den slags idag.. Hun havde haft et formål, men dette var langsomt synet hen i det bagerste af hendes hukommelse, og hun kunne ikke længere huske hvad det havde været.. Typisk!

Blikket forblev på ham, selv efter hun tilsyneladende havde nærstuderet hans muskulatur og træk. Blikket faldt på smilet, som han nu havde smurt over ansigtet, mens et øjenbryn langsomt hævede sig en anelse i vejret, i et lydløst spørgsmål over hvorfor han så så smørret ud på nuværende tidspunkt. Ikke desto mindre valgte hun at svare på hans spørgsmål, der åbenbart havde skiftet sprog, en drejning hun ikke havde tænkt sig at følge. "Man skal vel tjekke pakken før man beslutter om den er værd at åbne" bemærkede hun i et lettere opgivende tonefald, som om det var indlysende, mens en snert fortalte, at hun følte at hun talte til et barn. En handling så åbenlys, og han var stadig nødt til at spørge, måske et tegn på minimal erfaring?
Ikke desto mindre var hun sikker på han følte en selvtilfredshed ved hendes blik. Det lyste jo næsten ud af ham, smilet der voksede, den drillende kommentar der kom efterfølgende. Et kort øjeblik ville man kunne ane antrækningen til et smil i hendes egen mundvige, men denne forsvandt dog næsten ligeså hurtigt, som den var kommet. Hun nægtede at give ham tilfredsstillelsen ved at se dette, selvom kommentaren havde formået at more hende, en drejning hun ikke havde forventet fra hans side.
"I så fald ville du ikke vide det" lød svaret hurtigt på hans kommentar, inden hendes bryn sænkede sig ned på deres retmæssige plads, og hun lod armen falde omkring hans, for at gå...

Ikke desto mindre betragtede hun bygningens faldefærdige struktur. Hun var ikke sikker på hvad hun kunne forvente af svar fra ham, men med henblik på hans drillende behandling før, var hun næsten sikker på det ville falde i samme jord, som disse. Hun sagde intet, men brugte istedet hans betænkningstid på at betragte bygningen nærmere selv. Selvom den var faldefærdig, sad der minder i den, mange endda, både for hende og andre. Vægge havde trods alt ører, og dette havde lagt ører til en hel del, at dømme efter disses tilstand.
Hendes greb slap ham, og hun lod hånden falde tilbage, ned langs siden, mens hun skævede mod ham ud af øjenkrogen, dog uden at dreje hovedet. Hans opførsel havde fået hende til at overveje, om han måske ikke var så svanset alligevel når det kom til stykket.
Selvfølgelig.. Hun havde forudset en kommentar, der ikke ville referere til det egentlige spørgsmål, der lurede under hendes ord. Igen truede smilet med at komme frem i mundvigen, men blev endnu engang holdt tilbage. "Du ved udmærket godt, at det ikke var hvad jeg mente" bemærkede hun i et neutralt tonefald, mens hun modstod trangen til at rulle med øjnene.

Om han fulgte med eller ej, vidste hun ikke. Angelie selv satte den ene fod foran den anden, for at gå ind igennem døren, der hang skævt på hængslerne, og stod vidt åben. Blikket betragtede kort legearealet og rummet med de farverige plasticbolde, inden hun satte sig på hug og fraværende rakte ud efter en grøn kugle. Med blikket vendt mod rummet, rejste hun sig igen, med bolden i hånden, som hun fingerede rundt i små bevægelser, for at lade hovedet falde på skrå.
Et smil blev langsomt mere synligt, da hendes indre blik mindedes dagene, hvor børn havde været til stede, grinet og moret sig i huset. Selv havde hun aldrig oplevet det, men hun fornemmede det i sit indre. Det måtte have været rart engang. Hun holdt af unger, som noget af det eneste.. En svaghed, som kun en af hendes fjender havde opfanget, og siden havde han brugt den mod hende utallige gange. Smilet løb langsomt over i en bitter grimasse ved de minder. Det var typisk at nogle mennesker lod sig falde ned på det niveau.. Mishandle og dræbe uskyldige var en ting, men et barn.. Det var direkte grotesk i hendes verden.

Hvis han var fulgt efter hende, ville hun ligge ansigtet tilbage i neutrale folder, efter at have udtrykt et kort øjeblik af følelse, for derefter at vende blikket mod ham, og afvente det svar hun allerede havde spurgt efter. Hendes blik ville fange hans, hvis han tillod det, og øjenbrynet ville hæve sig en anelse i en lydløs gestus, for at få ham til at fortsætte i et mere seriøst svar.

af Gæst Ons 20 Apr 2011 - 3:54

Om end den nedladende tone registreredes tydeligt, blev den helt og holdent ignoreret. Han var ikke klar over, om hun generelt gik rundt og havde en utrolig kort lunte eller bare prøvede at få positioneret sig selv som den øverste af de to, men under alle omstændigheder ville han ikke lade hende få det sidste ord. Hell, hvis hun var en så temperamentsfuld og utålmodig en skabning, var det ham et mysterium, hvordan hun dog klarede sig gennem en hel dag uden at tænde af mindst en gang i timen. "She might actually do so," fortalte han sig selv og så i brøkdelen af et sekund på hende med et næsten fordomsfuldt blik. Well, han gad virkelig ikke bryde sit hoved med det mere end højst nødvendigt. Han kendte hende ikke - og et eller andet sagde ham, chancerne for, han ville komme til det, ikke var så frygteligt store - og dermed ville det være intet andet end tidsspilde at forsøge at udrede det indviklede spind af snirklede personlighedstråde, der udgjorde virkekraften bag kvinden. Alligevel var han samtidig utrolig fristet til at dykke ned og undersøge de mange lag, der forhåbentligt gemte sig. Umiddelbart kunne hun godt forestille at være typen, der foretrak forskellige facader; og disse var jo som regel også kendt for at være ganske nuancerede. Kort priste han sig lykkelig for at have mødt netop denne kvinde frem for en eller anden beastialsk vampyr styret af instinkter - ikke at disse ikke kunne have fantastiske personligheder, men det forekom bare knap så ofte.

Et næsten usynligt spjæt; en sammentrækning af en muskel ude i mundvigen. Så lille og ubetydelig og alligevel så utrolig sigende. Det kunne ikke være andet end et smil, der pressede sig på - at det stædigt blev tilbageholdt undrede i hvert fald ikke Andrew. For det var da et smil, var det ikke? Faktum var, at kun det perifere syn havde opfanget bevægelsen, før den var forsvundet igen. Men han havde nu altid været god til at læse folk, det fortalte han i hvert fald sig selv, så han måtte uden tvivl have ret i sin antagelse. Det kunne også passe vældig godt til situationen: han havde afleveret en uventet kommentar, der var faldet i god jord, men grundet stædighed og en stålfast beslutning om ikke at fremstå så nem at påvirke bekæmpede hun den naturlige ting, der kaldtes et smil. Hvilken skam. Han var sikker på, hendes ansigt kun ville kunne drage fordele af at lyse op i et smil. "What a shame. I would've loved to hear more about you," informerede han med en lavmælt stemme, der umiddelbart kunne tydes, som havde den været rettet mod ham selv udelukkende.

Blikket veg fra hende, mens de gik og han tog sig den frihed at betragte omgivelserne. Der var sgu noget charmerende over stedet. Ikke fordi kaos og ødelæggelse decideret tiltrak ham, men et eller andet ved alt rodet formåede alligevel at fange hans interesse. Det var sådan noget her, han kunne hænde at se afbilledet på et lærred med en berømt malers penselsstrøg. Hell, hvis han selv kunne finde ud af at male, ville han uden tvivl benytte sig af et lignende motiv. Det var netop i dette kaos, der var så langt fra det glansbillede af en verden, alt for mange mennesker havde, at ordet kunst ville være et fyldestgørende ord.

Den meget neutrale kommentar fra kvindens side kom ikke bag på hybriden. Hun havde ikke fået svar på sit spørgsmål, og at dømme ud fra den meget korte samtale, de indtil da havde haft kørende, ville hendes stædighed ikke lade hende give op uden videre. Det var såmænd også fint nok. Men at hun bad om et seriøst svar ville ikke få ham til at øse lyriske godter og sproglige billeder ud. Som fastslået tidligere så han helst, hun kendte så lidt som muligt til ham. Hvis det betød, hun kategoriserede ham som en lettere følelseskold mandsperson, der ikke kunne forstå det smukke i andet end i glansbilled-delene af livet, så måtte det være sådan. "Of course I do," lød hans sagte kommentar blot.

Bevægelse. Hans arm blev sluppet og hun trådte frem mod huset, plantede velovervejet sine bare fødder i det mørkegrønne græs, der ikke så nær så godt ud, som det kunne have gjort. "You know, maybe you should be careful. It could be haunted, after all." Stemmen neutral og udtrykket påtaget kedsommeligt. Det var tydeligvis i sjov. Han kunne bare ikke dy sig for at forsøge at erobre sig det sidste ord. Selvom det så skulle vise sig at være hjemsøgt, Andrew tvivlede, fulgte han inden længe i kølvandet på hende. De lidt større fødder, disse iklædt sko, placeredes næsten nøjagtigt samme sted, som de nøgne fodballer sekunder forinden havde domineret. De samme bevægelser blev gjort for at træde udenom et stort stykke træ, der kunne se ud til at stamme fra et tag på en ødelagt isbod. Den eneste forskel var, at hybriden stoppede op i dørkarmen og lænede sig ind mod denne med hænderne i lommerne, hvorimod kvinden fortsatte helt ind for at falde ned på hug.

Blikket gled rundt i rummet. De mange automater med hoppebolde, tyggegummi, klistermærker og lignende, hvoraf nogle lå smadrede på gulvet med indholdet spredt ud i en stor vifte, var ikke særlig flatterende. En lille brosten var fløjet gennem vinduet og havde ydermere lavet et lille hul i væggen, hvor den havde ramt. Alt i alt så det hele ikke videre hyggeligt ud; alligevel berettede atmosfæren i rummet om, hvor hyggeligt det havde været inden alt dét. Hvordan børnene var stormet ud og ind for henholdsvis at tigge forældre om penge og spendere dem på de mest nyttesløse hoppebolde og klistermærker nogensinde. Et smil gled langsomt frem på Andrews ansigt.
Han nåede ikke videre i sin tankerække, før kvinden atter drejede sig om mod ham og med et indiskret blik gentog sit spørgsmål fra tidligere; denne gang søgende et lidt mere seriøst svar. Under alle omstændigheder var det ikke noget, han ville give hende. "Why don't we just start this lovely relationship of ours with a test of trust? I honestly don't feel like blabbering away with my oh so deep feelings and observations of this place, so you clearly just have to have trust in me when I say, I'm not the usual kinda guy with a love for alcohol and sex - mostly.." Et øjenbryn blev ført op i panden, som ordene gled selvsikkert over læberne. Mørkt grønne øjne hægtede sig fast ved hendes og stirrede næsten venligt efter hende, omend udtrykket i ansigtet var neutralt og fast. "In addition to that I can with uttermost pleasure tell you, that my name is Andrew." At hun kendte hans navn kunne intet skade, og så var det jo bare almindelig pli at præsentere sig for en fremmed, såfremt man havde intentioner om at indlede en samtale med denne.

af **Angelie** Ons 20 Apr 2011 - 5:17

Overvejende om hun skulle kommentere på hans kommentar, om at han ønskede at høre mere omkring hende, trak hun kort på skuldrene. Jo hun kunne da godt åbne munden, fortælle om hele sin barndom, sin opvækst og det sidste års tid hun havde brugt i Di Morga.. Eller faktisk måtte det være to år efterhånden. Hun vidste det ikke med sikkerhed, men vidste dog at det var længe, i hvert fald i hendes sind. Men hvorfor skulle hun? Han ville ikke finde det interessant, og hvis hun var uheldig nok, ville hun tildele ham viden omkring hende, som han ikke burde kende til, en evne hun tilsyneladende gjorde ofte brug af, hvis de voldsomme humørsvingninger indtraf. Smilet var forsvundet sporløst fra hendes ansigt, og hun grublede stadig.. Overvejede for og imod.
Da det endelig kom til stykket, vedblev det kun ved skuldertrækket. Ikke så meget som et ord kom over læberne, for at kommentere på hans sætning, men istedet lod hun bare ufortrødent de næste par sekunder svæve forbi, foretog sig det hun havde været igang med, og udelukkede fortiden, glemte langsomt hvad han havde nævnt.

Hun vidste ikke om hun skulle føle sig irriteret eller imponeret over hans tankespil på nuværende tidspunkt. Hun vidste, at han havde indyndet en ny strategi, der spillede på ikke at give hende hvad hun ønskede. Det var sjældent hun ikke fik sin vilje, og endnu mere sjældent, at folk trodsede hendes spørgsmål ved at svare tilbage på den måde. Han havde bestemt en potensmåler der skulle fyldes, eller det troede hun i hvert fald. Hvorfor skulle han ellers opføre sig på den måde.. Trodsende, men stadig som om han ville svare. Han forvirrede hende, og han vidste det garanteret. Det skulle ikke undre hende, og derfor prøvede hun at holde den værste af forvirringen væk fra sit ansigt, mens hun bare trak på skuldrene endnu engang, for derefter kort at sætte neglene mod kinden, og klø den diskret, inden hun tog det første skridt fremad.

I sin fremdrift mod huset, rammede hans ord hende langsomt, og hun stoppede op. Hovedet drejede sig en anelse, hvorefter hun kiggede sig over skulderen for at møde hans blik. Selvfølgelig var det let for ham at stå og spøge omkring den slags, men hun vidste at spøgelser fandtes, vidste at de hjemsøgte forskellige steder.. For fanden.. Hun havde selv været en af dem jo. "Hvis det er.. Er jeg ikke den der skal være forsigtig" bemærkede hun, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man have svoret på at der havde været en antydelse af en drillende undertone. Hendes sætning blev fulgt op af et blink med det ene øje, inden hun drejede hovedet fremad igen, for at sætte sig i bevægelse endnu engang, og glide ind igennem døren, og videre ind i det faldefærdige hus.
Advarsel. Var det hvad han gav hende, om spøgelser endda. Hun kunne have forstået en advarsel om at huset meget vel ville falde sammen om ørerne på hende, hvis hun trådte på et rustent søm, men nej.. Han var bekymret for hvileløse sjæle.

Hendes spørgende gestus blev endnu engang undveget af hans snedige kommentar. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro han var en slange. Snedig, snu og umådeligt glat. Alligevel var der dog noget over ham, der ikke ligefrem sang ordet krybdyr ud, men alligevel bar den en tone der gled hen mod et dyr. Hvilket vidste hun ikke, men om ikke hun nok skulle finde ud af det før eller senere. Hun kunne trods alt være tålmodig når det kom til stykket.
Sindet dvælede ved hans sidste kommentar.. For det meste. Det var nøgleordet i sætningen, og det hun satte sin skepsis ved. Han var ikke som andre mænd, for det meste, men stadig kunne han ty til deres metoder og handlinger, hvis han fik lysten til det. Det måtte være endnu en ting der kom på grund af testoteronen i ham. Et behov til at bevise hvad han kunne, til at vise sig frem blandt andre. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke om der lå mere bag det enkle ord.. En hentydning, som han ikke ønskede at indrømme, men stadig syntes hun skulle vide? Dels måtte det være hans selvfede tonefald der gav hende den tanke. Han lød virkelig som om han fik kvinderne til at falde på stribe, ved at stikke dem et blændende smil. Øjenbrynet gled yderligere en tak i vejret, mens hun lod deres blikke hægte sig sammen. "For det meste er.. Nøgleordet i sætningen" bemærkede hun, og satte derved ord på sine tanker, gav ham et lille indblik i hvad hun troede omkring ham. "Før eller senere vil du lære at jeg ikke stoler på nogen, men siden jeg ikke kender dig, kan jeg ikke udtale mig om hvad du gør og.. ikke gør".
Hun måtte dog vide om hendes antagelse var korrekt.. Hun måtte ikke lade den mulighed for at overraske ham slippe igennem hendes fingre.

Hun bevægede sig igen.. Langsomt, men stadig hurtigt nok til at nå hen foran ham på kort tid, for derefter at stoppe op. Hun rørte ham ingen steder, men der var utrolig lidt luft imellem deres kroppe, og hun lænede hovedet en anelse bagover, for derefter at holde læberne lige skråt under hans, mens blikket løb ned over hans ansigt for at holde inde et kort øjeblik ved læberne, og derefter glide tilbage til det grønlige dyb. "Men jeg er sikker på jeg ved hvad du ønsker". Ordene kom i en diskret udånding, og bar knap nok luft til at kunne høres, men hun vidste han ville høre dem. Han havde hørt hendes lavmælte ord på afstand, bekræftet han ikke var et sølle menneske, så mon ikke han også kunne høre disse.

Hun flyttede sig ikke, heller ikke da han præsenterede sig selv. Normalt var det noget af det første man gjorde, hvis man mødte en fremmed af interesse, en man ville snakke yderligere med, men alligevel var det en høflighedsfrase de havde sprunget over. Navnet blev gemt inde i hendes hoved, hvor det ville blive husket, og kunne placeres sammen med hans ansigt, som hun stadig betragtede.. Overvejede om hun burde fortælle hvem hun var, eller lade mystikken vove og derved holde sin identitet hemmelig.
"Angelie". Ordet kom i endnu en svag udånding, uden nogen tilføjelse end dette.. Hendes navn, som hun havde valgt at forære ham.

af Gæst Ons 20 Apr 2011 - 15:17

Hvor lidt det end behagede ham at indrømme over for sig selv, kunne han ikke løbe fra, at hun forvirrede ham. Det ene øjeblik kunne hun stirre ham stålfast i øjnene med en utrolig selvsikkerhed, for straks efter at virke ubeslutsom og forvirret selv. Han nærede en mistanke om, at det skyldtes hans egne reaktioner, der ikke helt stemte overens med hendes forventninger, men det kunne lige så vel være en hvilken som helst anden grund. Hastigt overvejede han, om hun kunne lide af en voldsom omgang humørsvingninger. Eller også var hun bare ikke nær så selvsikker, som hun gerne ville fremstå? Under alle omstændigheder brød han sig ikke om det faktum, at han for hvert sekund der gik fik opstillet flere og flere spørgsmål omkring hende. Selvom han måske skulle være heldig at få listet nogle få svar ud af hende, ville langt hovedparten forblive ubesvaret og bare smides hen et sted i hans hoved, der allerede var pænt fyldt. På trods af hans velvidende om, at spørgsmål på spørgsmål ikke ville bringe dem videre i nogen som helst samtale, kunne han ikke lade være med at komme op med en masse hele tiden. Hun var som sådan den første og bedste forbindelse til den verden, han aldrig havde fået lov at høre om af sin egoistiske mor, og det virkede forkert at lade chancen for nogle få svar gå fra sig. Han måtte se tiden an og håbe på, der kom nogle gode anledninger til at indkaste nogle af de spørgsmålstegn, der flokkedes rundt i hans hoved.

Hendes skarpe svar på hans egen kommentar provokerede et øjenbryn langsomt op i panden på ham. Først tænkte han, at hun igen prøvede at skræmme ham og få overtaget i samtalen, men ved en lidt dybere analyse af hendes udtryk og stemmeføring, lod det faktisk til, der gemte sig et eller andet under den diskrete besked, der i Andrews hoved figurerede som en indpakket trussel. Selvfølgelig havde hun et langt bedre kendskab til stedet end han, så hun måtte siges at have hjemmebanefordelen. Alligevel kunne det ikke helt være dét - det måtte være noget, der stak dybere. Noget, hun engang havde oplevet; som jo så inkluderede spøgelser, nu hvor de snakkede om hjemsøgte huse. Han opgav at forsøge at regne ud, hvad det kunne være, på forhånd, da han var udmærket klar over, han kun kunne komme ud på et skråplan. Hell, han vidste jo ikke engang, hvad et spøgelse helt konkret var. Hvis han skulle tro på, hvad han via historier og film havde fået fortalt, var de gennemsigtige skabninger, der flød rundt og kunne passere gennem massive objekter. Spøgelser kunne meget vel i virkeligheden være trehovede vanskabninger med grøn hud og en meterlang tunge. "Don't worry. I can handle myself," kommenterede han og sendte hende en blanding af et overlegent og udfordrende smil. Det var muligt, hun havde haft held til at gætte, at han ikke var noget simpelt menneske, men under alle omstændigheder var han sikker på, han ikke havde gjort eller sagt noget, der kunne afsløre, hvad han helt konkret var. Fysisk var der intet at se og der ville ikke blive det før tre dage senere, hvor fuldmånen ville vise sig i al sin pragt. Desuden ville det være umuligt for hende at opfange, at han faktisk var hybrid. Selvom han så viste hende sin evne til delvis transformering, ville healefaktoreren jo være fuldstændig usynlig. Det skulle da lige være, hvis han skar i sig selv - hvilket han ikke havde planer om pro tempore. Men, mindede han sig selv om, hans accelerede healing kunne meget vel gå for at være knyttet til det af en varulv. Ergo ville hun kun kunne blive klar over hans status som hybrid, hvis han fortalte hende det. Nå ja, de sorger til den tid.

Det var tydeligt, at hans ord havde netop den effekt, han havde tiltænkt dem. Han kunne næsten se, hvordan hun bed mærke i den sidste bemærkning af hans. Han ville ikke sige, han decideret flirtede med hende - og så alligevel. Men han formåede at gøre det på så diskret og ubemærkelsesværdigt et plan, at han knap nok havde mulighed for at opfange det selv. Under alle omstændigheder var hans ord sande. Selvfed eller ej, så ville han ikke tøve med at beskrive sig selv som værende anderledes end blot den stereotypiske mand, der huserede i området. Okay, måske en smule generaliserende, men når kvinden tydeligvis betragtede ham som værende en skabning uden den dybde, der gjorde det muligt for ham at se andet i den ødelagte forlystelsespark end kaosset, kunne ikke alle i området være omvandrende Picassoer. Ellers havde kvinden da virkelig evne for at tiltrække alle røvhullerne.
"Oh, I've already noted you as not being a very trusting person. Although I am a truly trustworthy guy, you know - wouldn't dare to lie for you even the slightest bit!" påstod han højt og helligt. Den slet skjulte sarkasme ødelagde lidt det venlige tonefald.

Inden han kunne nå meget længere, satte hun sig pludselig i bevægelse igen, denne gang med retning mod ham, der stadig stod med skulderen hvilende på af dørkarmen og armene korslagt hen over brystet. De grønligt blå øjne fulgte hendes gang, mens han uden held prøvede at regne ud, hvad hun havde for. Et eller andet i hendes blik fortalte ham, at det umuligt kunne være helt uskyldigt. Knap var der gået et par sekunder, før kvinden praktisk talt smøg sig op mod ham og effektivt fik trængt luften mellem dem på afstand. Om end han havde forsøgt at klargøre sig mentalt på, hvad hun nu end kunne finde på, formåede han ikke at tilbageholde den smule luft, der gled hen over hans læber i en blanding af et svagt støn og et gisp, da hendes duft bølgede ind over ham med voldsom kraft. Det skulle dog ikke tage mere end få sekunder, før han genvandt fatningen og valgte at spille med i hendes lille leg, hvilket dette kun kunne være.
"Don't get your hopes up, darling - you might get awfully disappointed; we wouldn't want that to happen," hviskede han i en udånding, mens hans blik gled over hendes ansigt. Det ville ikke kræve meget mere end en ganske lille bevægelse for at bringe dem sammen, men Andrew kunne ikke få sig selv til at gøre det; det her var simpelt hen alt for tilfredsstillende.

Endelig et navn at kunne placere sammen med billedet af kvindens udseende. Mange ville måske ikke tage et proprium for andet end hvad det helt håndgribeligt var; en række bogstaver, der blev brugt til at identificere og kalde en vis person. Alligevel kunne Andrew ikke lade være med at se på det som en lydløs accept af den anden. Han vidste, at han i hvert fald selv aldrig ville kunne finde på at give en person sit navn, hvis ikke han havde fundet mødet interessant. Derfor betød præsentationen, der ellers normalt plejede at ligge i starten af et møde mellem to mennesker, for hybriden at dette sammenstød havde båret en eller anden frugt af sig. Om ikke andet kunne det da senere beskrives som et underholdende møde eller starten på et eller andet bekendtskab, positivt såvel som negativt. "Pleasure to meet you, Angelie. 'you from around here?" Et skævt smil formede sig på hans læber, før tungen gled ud og vædede dem. Langsomt lod han armene falde ned langs siden samtidig med, at han indtog en lodret stilling, hvor han før havde hældt til den ene side; han var dog meget påpasselig med ikke at rykke ansigtet hverken frem eller tilbage. "You know, I could use a guide in this place - I'm all new and that." Hvorfor ikke presse den lidt? Han var jo trods alt en frembrusende person, så han kunne vel lige så godt vise lidt af sig selv. Pumpet ego til side, var han alligevel sikker på, hun hellere end gerne ville lære mere om ham - og vice versa.

af **Angelie** Man 25 Apr 2011 - 0:55

Om han valgte at lytte til hendes advarsel eller ej, vidste hun ikke. Faktisk anede hun ikke det fjerneste om hvordan et spøgelse ville reagere på ham. De havde ligeså mange personligheder som mennesker, så det kunne i og for sig være alt mellem ond og god. Det eneste han modtog fra hende som reaktion på hans overlegne kommentar, var et lettere ligegyldigt hovedryst. Ja det sagde han jo, men der var langt mellem at sige det, og så at gøre det. Mon han var så hardcore når det endelig kom til stykket? Hun havde trods alt andre og... vigtigere ting at overveje på nuværende tidspunkt. Han gik, talte og lignede et menneske, men hans udstråling var bare for.. kæphøj og selvsikker til at han kunne tilhøre en af slagsen. Mennesker var svage, og de vidste det. Kun et ualmindeligt dumt menneske, ville opføre sig på en sådan måde overfor et væsen, som han gjorde, og hvor meget hun end ønskede ikke at bryde sig om ham, så vidste hun samtidig at han ikke var dum.
Hendes næste problem lå bare i, at hun ikke havde nogen anelse om racen. Han var med sikkerhed ingen elver. Så langt kunne hun gætte sig til, og et spøgelse tvivlede hun ligeså stærkt på, når man tænkte over hans uvidenhed på området. Hvilke muligheder var der så tilbage? Uendeligt mange, skønt hun havde udelukket en del. Hvis hun ønskede at kende til dennes race, måtte hun håbe på, at han fortalte det, eller kom med nogle mere.. sigende hentydninger.

"Der er du med sikkerhed" svarede hun tilbage med et tonefald, der oste af dyb sarkasme, da han talte ud om sin troværdighed. Han kunne sagtens stå at love guld og grønne skove, men når det kom til stykket ville han garanteret ikke opfylde disste løfter alligevel. En typisk opførsel blandt sine.. medvæsner måtte man vel kalde dem. Hun opfattede sarkasmen i hans ord, og fnøs derefter senere. Han var skam ikke den eneste der kunne lege hellig på dette sted.

Hvorvidt han prøvede at trække i land med sine ord vidste hun ikke, men et eller andet sted kunne hun fornemme, at den lille leg igen var startet, og som den dårlige taber hun var, havde hun ikke tænkt sig at trække sig ud af kampen. Derfor blev hun stående, og hans kommentar fik tilmed et svagt smil til at kruse let omkring venstre mundvige, mens hun lod blikket blive mere søgende på hans ansigt, som om hun ledte efter en brist.
Der var kun et problem for ham på nuværende tidspunkt.. Hun havde opfanget den diskrete tøven, hvor vejrtrækningen stoppede. Et tegn der indikerede hans overraskelse på hendes bevægelse eller ord. Under alle omstændigheder havde tilfredshedens skær, sat sig i de blå øjne, mens hun betragtede ham.
"Hvis man ingen forventninger har, kan man ikke blive skuffet" bemærkede hun langsomt til hans eget svar. Ansigtet bar intet præg af, om hans kommentar havde påvirket hende. Faktisk kunne den ligeså godt have været ikkeeksisterende, eftersom hans kropssprog havde afsløret ham allerede inden, at han havde åbnet munden for at tale. Alligevel overvejede hun hvilket træk hun skulle vælge. Legen var kun lige begyndt, men den skulle vel helst ende til hendes egen fordel..
Hun bevægede sig ikke.. Hverken frem eller tilbage, men igen løftede hendes finger sig fra den afslappende position langs hendes side, for igen at blive placeret mod hans højre kraveben, hvis han ikke flyttede sig. Den ville derefter langsomt bevæge sig nedad igen, i samme rutine fra sidst, mens smilet bredte sig over hendes ansigt, og fik et let forførende glimt over sig.

"Andrew". Stemmen gentog hans navn denne gang, i en påmindelse om at hun huskede det, for derefter at holde en pause, lade hånden falde tilbage langt siden, for derefter at vænne blikket mod hans endnu engang, uden at nærme sig eller at flytte sig væk. "Ligeså meget som alle andre her i byen.. Tilflytter" tilføjede hun langsomt til navnet, for derefter at trække på skuldrene. Hun kendte stedet, gaderne og det der, men Di Morga ændrede sig også ligeså hurtigt, som nat og dag. Nye steder var dukket op på den korte tid, at hun havde boet der, og gamle steder var blevet kastet for løverne, og blevet til ruiner.
"Ligner jeg en tourguide?" spurgte hun i et sarkastisk tonefald.. Gosh det brugte hun meget under denne samtale med ham. Egentlig anede hun stadig ikke, hvorfor hun var til stede endnu.. og ikke bare.. ude at gøre dagens gode gerning, eller noget i den stil. egentlig kunne hun vel godt bruge et par timer af sit liv, for at vise ham byen, men under alle omstændigheder, ville det ikke blive den aften. Hun havde gerninger og ting der skulle ordnes.. Og dertil kom også, at det at lege tourguide, krævede at hun rent faktisk brød sig om ham, hvilket stadig var uvist.. Han var interessant ja, men på en god eller dårlig måde, vidste hun endnu ikke.
Hendes hoved gled langsomt på skrå, for at understrege hendes spørgsmål, mens hun langsomt.. Meget langsomt, lukkede endnu en smule af afstanden imellem den, så den ikke længere var til stede, og få steder ville beklædningen kunne strejfe hinanden, stadig uden, at hun fjernede sit blik fra hans. Smilet var igen falmet, og gledet ind i sine naturlige rammer, der bar et præg af neutralitet.

af Gæst Man 25 Apr 2011 - 20:07

Igennem de få sekunders stilhed, der nu og da ville opstå mellem dem, kunne Andrew ikke lade være med at overveje, hvad Angelie mon tænkte på. Han havde hurtigt konstateret, at hun ikke var typen, der fandt det en fryd at tale med fremmede og byde dem et hjerteligt velkommen til byen, hun måtte have et nogenlunde kendskab til, om ikke andet. Alligevel havde han formået at fange hendes interesse; et faktum, han tillod sig selv at reagere på med et diskret selvtillidsboost. Det var ikke så sandsynligt, at en by som Di Morga skulle gå hen og blive kedelig - så mange ikkemenneskelige racer samlet på ét sted måtte uden tvivl være en sprængfarlig cocktail - og hun havde øjensynligt ligeledes visse ting at tage sig til; og dog befandt hun sig stadig her. Selvfølgelig kunne det også forklares med, at hun simpelt hen ikke kunne gå fra et objekt, der rejste så mange spørgsmål. Sådan havde han det i hvert fald selv. Kvinden kunne umuligt have regnet ud, hvilken race han kunne sættes ind i og samtidig var der vel altid de sædvanlige spørgsmål. Hvorfor befandt han sig her, når han tydeligvis ikke kendte stedet - hvorfor risikere at blive dræbt på åben gade af en psykotisk ilddæmon, hvilket uden tvivl kunne ske? Havde han nogle mål? Spørgsmål var der skam nok af.

"I see you are not convinced? What a pitty - I'm actually a pure saint; as close to an angel as possible, really! Though I kinda lack the wings." Det sidste blev mest af alt sagt som en lavmælt lille, næsten ærgerlig, kommentar rettet mod ham selv. Han kunne simpelt hen ikke lade være med at pirre hende og sætte gang i hendes tankevirksomhed. Ikke at han fandt det unfair, at hendes race var kendt for ham men ikke omvendt, ej eller på grund af lyst til at afsløre sig selv, men simpel hen af ren og skær behov for at rode lidt rundt med hendes hoved og lade hende drage egne konklusioner angående hans race. I bund og grund kunne han vældig godt lide at have overhånden, som hans viden omkring hende gav ham.

Et øjenbryn gled atter op i panden og gav hende, sammen med et skødesløst ansigtsudtryk, ret i de ord, der flød fra hendes læber. Inden han nåede at svare, kunne han betragte hendes hånd, der gled op gennem luften og lod en finger placeres på hans kraveben. Koncentration alene formåede at tilbageholde gåsehuden, der var faretruende tæt på at brede sig over den solbrune hud. "Is that a habbit of yours? Touching stranger's chests. You know, some would call it nasty," påpegede han med et påtaget as-a-matter-of-fact ansigt. Han var selvfølgelig godt udmærket klar over, det var et led i hendes forsøg på at få overtaget i deres lille leg. At det havde effekt, var ikke noget, hun behøvede at vide. "Yet.. I cannot but notice that you already seem to be thinking of me as straight. What if I told you, I'm really more into guys?" fremsagde han og flyttede en anelse på sig, således at hans læber befandt sig lige ud for hendes øre. "You wouldn't have the advantage after all, would you?" Om end stemmen var neutral lurede et smil i mundvigen og formåede at liste sig en smule ind i undertonen. Sandt at sige var Andrew ikke direkte homoseksuel, men kunne nærmere betegnes som bi. Han foretrak kvinder, men han skulle ikke være bleg for at indrømme, at han havde haft gang i en anden mand mere end én gang i sit liv. Sex var jo trods alt et af de basale behov, man som et menneskeligt individ behøvede. Desuden kunne hybriden også til tider gå hen og blive voldsomt sentimental og bare have brug for en anden person at støtte sig til for nogen tid; og så var der helt ærligt ikke noget bedre end en varm, muskuløs overkrop at klynge sig til. I et enkelt sekund gled de kaotiske tanker måneder tilbage. Et utrolig varmt hotelværelse, vridende, muskuløse kroppe under bløde silkelagner, støn og gisp fuld af nydelse - sex. Sekundet senere fokuserede han igen på virkeligheden og trak hovedet tilbage til status quo. Kort overvejede han, hvor længe det ville blive nødvendigt at opretholde denne tætte stilling, Angelie havde startet, før det gik op for ham, at han var ligeglad.

Hendes kommentar krævede et par sekunders gentagelse i hans hoved, før den rigtig gav mening; og selv da kunne han ikke finde hoved og hale i den. Hvad beskyldte hun helt konkret byen for at være? "So, what you're really saying is.. What exactly?" Det var måske en af de mange måder at fremstille sin uvidenhed på, men hellere risikere at blive kategoriseret som uintelligent i hendes hoved end antage noget forkert om Di Morga, som han regnede med at hjemsøge for en længere periode.
Hans tanker, der uden problemer kunne beskrives som spredt for alle vinde, gik i selvsving, men blev straks forstyrret af Angelies spørgsmål. Det tog ham et par sekunder at spore sig ind på samtalen igen. "Well.. You do have that attractive, exotic look of a tourguide," bekendtgjorde han og strøg en vildfaren lok af det ildrøde hår om bag hendes øre. Endnu havde han faktisk ikke rørt hende, omend hendes strøg var gledet over hans skikkelse hele to gange. Det var et faktum, han ikke ville stå tilbage for at ændre.
Igen måtte hybriden overveje, hvor længe kvinden havde tænkt sig at trække situationen ud. Kunne hun blive ved med at komme med skarpe bemærkninger og forførende blikke og berøringer? Afstanden mellem dem var snart forsvundet helt, og Andrew måtte indrømme over for sig selv, at han sandsynligvis ikke ville kunne forblive helt upåvirket, hvis deres kroppe var direkte trykket op mod hinanden. Selvom han et eller andet sted fandt tanken utrolig interessant.

"Mhm - you actually smell sorta good," kommenterede han, før han inhalerede tungt med lukkede øjne for et kort øjeblik. "All appetizing." Endnu en af disse hentydninger. Ganske vist havde han ikke farven, der ville kunne kategorisere ham som vampyr, men derfor var muligheden for en blandingsrace der vel stadig. Han håbede bare, han kunne få smækket lidt til Angelies tanker. Hun skulle jo så nødig gå hen og kede sig.

af **Angelie** Man 25 Apr 2011 - 21:38

Selvfølgelig frembragte hans kommentar et tankespind i hendes hoved. Hun overvejede muligheden for, at han rent faktisk var en engel. Umiddelbart havde hun ikke mødt mange af slagsen, men fordomme havde hun rigeligt af. I hendes øjne var engle.. spinkle, yndefulde, uskyldige og vattede væsner. De var godheden selv, og duede ikke til at lege et sådan spil, som foregik. Nej.. Han kunne ikke være en engel.. I hvert fald ikke ifølge hende selv. Selvfølgelig kunne hendes fordomme da også slå fejl, men der havde endnu aldrig været et bevis på dette. "Sikke en skam.. De var garanteret.. overvældende" bemærkede hun i en lav tone, mens hun med vilje lod sympatisme slynge sig omkring hvert eneste ord når det forlod hendes læber. Denne bar don ingen præg af, om hun troede på ham eller ej. Det var vel muligt for engle at miste deres vinger, men dog havde hun endnu aldrig hørt om dette.
Om han sendte disse tanker ind i hendes sind med vilje eller ej, vidste hun endnu ikke, men alligevel havde hun en svag fornemmelse af at han prøvede at hinte.. Eller vildlede hendes sind til at gætte hvad han nu engang var. Desværre var hun ikke et eneste skridt tættere på end før. Samtidig irriterede det hende bare yderligere, at han uden tvivl måtte have gættet hvad hun var.. Ikke fordi det var specielt svært, men hvis ikke, ville han snart opdage det.

Om muligt troede han, at han havde overtaget, men hun vidste samtidigt at berøringen ikke havde været kraftig, eller intim på nogen måde. Udover det lette strøg den havde anført. Der var mange måder at få svarene frem på, og hvis ikke den ene virkede, så ville den anden med sikkerhed. Hun havde en fornemmelse af, at berøringen havde påvirket ham, selvom han ikke overfladisk viste dette. Eller også var det hendes egen selvfedenhed der rungede i hovedet, og fortalte at en berøring fra hendes side umuligt kunne gå upåvirket hen.
Hans ord fik hende til kort at hæve begge øjenbryn i en synkrom bevægelse, for derefter at lade dem falde på plads igen. "Hvis du findet det ubehageligt.. så træk dig væk" mumlede hun diskret, og gjorde sig umage med at fjerne den overlegne tone i ordene, som fortalte at hun ville vinde, hvis han lod sig glide væk. Det lykkedes dog ikke helt at skjule den, men man skulle høre godt efter, for at spotte denne. Dermed ramte hans andre ord hende øre, og kunne ikke lade være med at få et smil frem på læberne. Et smil der fortalte, at hun endnu engang syntes han mindede om et barn. Og dog.. Igen var det fordomme der tog fat i hende. Hun havde ikke skænket det en tanke, men hun mente samtidig at det var ranglede, sorthårede, makeup'bærende drenge, der gik under kategorien homoseksuel.
Hans hoved flyttede sig, og hun hørte igen ord uden for sit øre. Hun rykkede sig ikke så meget som en milimeter, men skævede mod ham ud af øjenkrogen, mens hendes vejtrækning kort stoppede, i en kopi af hvad hans havde gjort før. Hans bevægelse havde gjort at hendes læber ligeledes var ud for hans eget øre, hvilket hun ikke var sen til at udnytte. "Du virker ikke som typen.. Og fordelen ville jeg få under alle omstændigheder" hviskede hun selvsikkert tilbage. Hun havde uheldigvis ikke opdaget undertonen, skønt den ville have frembragt en tilfreds følelse i hende.
Hendes stædighed tillod hende samtidig ikke at bakke væk, så hvis afstanden skulle udvides, ville det blive ham der tog det første skridt. Men hendes tanker koncentrerede sig stadig omkring hans ord. Havde det været en hentydning til at han yndede at ligge i med mænd? Muligheden var der uden tvivl, og nu hvor man tænkte over det, var det vel ofte at fordomme ikke holdt stik, så hvorfor skulle hendes? Alligevel ville hun samtidig mene, at med sådan en udstråling og opførsel, kunne det ikke kun være mænd han var interesseret i, medmindre han var en forbandet god skuespiller.

Hun vidste udmærket at hendes ord ikke havde fortalt meget om stedet, eller om hende, og egentlig forstod hun forvirringen, som han udtrykte igennem ordene. Samtidig mente hun også at hun havde udtrykket sig klart. Han havde spurgt om hun var herfra, og hun havde svaret, at hun var tilflytter. Det var ren logik i hendes hoved, men på den anden side.. Logik i hendes hoved var ikke det samme som i andres. "Det jeg virkelig siger er, at ja.. Jeg er herfra" svarede hun, og lagde et ekstra tryk på ja, inden hun let himlede diskret med øjnene.
Hans næste bemærkning ville muligvis have frembragt en rødmen hos ethvert andet hunkønsvæsen, men det var en evne hun ikke havde erfaret ret meget af. Faktisk var det først for nylig, at hun var blevet i stand til at mærke blodet suse rundt i årerne, og derved også kunne fremtvinge den røde farve i kinderne. Selvom ordene måske ikke havde den tiltænkte reaktion, så kunne en svag ændring ses i den lyse hud, da han strøg håret om bag øret, hvilket måtte afsløre den spids de endte op i, og derved bekræfte hendes race.
Hun tog langsomt en dyb indånding, og mødte hans blik, efter kort at have skævet væk. "Men det er jeg ikke" svarede hun tilbage, i et halvkøligt tonefald. Hvor meget hun end ønskede ikke at være påvirket af det faktum at han kendte hendes race, var det tydeligt at det alligevel havde slået hende i ansigtet som en forhammer.. Bekræftelsen havde været det sidste cut i snoren, for at lade denne viden falde ned i hans hoved.

Hovedet gled diskret til siden, mens hun nu lod fingrene glide igennem den røde manke af viltert hår, nu hvor hendes race var afsløret, for at fjerne hårtotterne fra ansigtet, og tvinge disse om bag skuldrene, mens han stod og indsnuste hende.. duft? "..Tak.. I guess" mumlede hun, selvom hun var usikker på hvordan hun skulle tackle kommentaren værende en kompliment, eller en hentydning til at hun trængte til et bad? Umiddelbart kunne hun dog ikke spotte nogen
Hun opfattede igen kommentaren, og måtte overveje drastisk ikke et træde væk fra ham. Vampyrer var ikke de eneste der kunne finde hende appetitvækkende, men hun hadede racen. Øjnene klemte sig kort sammen til mistænksomme sprækker, mens hun formåede at blive stående, for derefter at glide vurderende over ham for, gud ved hvilken gang denne aften. Nej.. Han var ikke vampyr.. Huden og bare det, at han havde farve, naturlige brune øjne, og et levende skær over sig, fortalte hende dette.. Men var han dæmon? De spiste ofte menneskekød, men alligevel så hun ham heller ikke på den måde. Han mindede hende på ingen måde om Damia. Men hvad var han så? Hun hadede virkelig, at dette tankespil var ved at vende sig til hans fordel.
"Hvad.. Er.. du?" Utålmodigheden havde fået overtaget, og hun spurgte direkte.. Ønskede at vide det, selvom hun nok ikke ville modtage et decideret svar fra ham når det kom til stykket. Han ville vel sno sig udenom.

af Gæst Man 2 Maj 2011 - 23:02

En smule irriteret men ikke overrasket måtte Andrew erkende, at han ikke kunne udlede meget fra Angelies neutrale øjne, om end han var næsten hundrede procent sikker på, hans lille kommentar effektivt havde sørget for at ryste hende lidt i sin grundvold. Hvis han stod i hendes sted, ville han være ved at gå til af frustration over ikke at kende den endnu fremmedes race. Mest af alt fordi det betød, han ikke ville være klar over, hvorvidt personen udgjorde nogen decideret fare, og så også lidt af interesse. Kendskabet til racen kunne give peg om styrker og svagheder, og generelt bare give en idé om, hvilken type menneske, personen var. Selvfølgelig ville ikke alle af samme race, være ens, men det var jo ikke ligefrem altid, man stødte ind i en engel, der gik rundt og myrdede folk. Generalisering til side kunne man udlede en allerhelvedes masse. "You've got no idea. They were unimaginable pretty - yet they did take a lot of room, really. Could hardly fit through a door!" Stemmen var forholdsvis neutral og afslørede ikke noget om, hvorvidt ordene var sande eller falske. Umiddelbart syntes de jo sande nok, men den let sarkastiske undertone formåede at bringe tvivl med sig. Åh Gud, han nød det her mere, end han burde. Det var næsten lidt synd. Naah!

Ganske vist havde ordene haft det formål at forsøge at ryste hende lidt - det så ikke ligefrem ud til, det havde virket - men alligevel var der noget sandt ved dem. Det var anden gang, hun havde berørt ham; en kende foruroligende. Den selvfede del af hans hjerne forklarede ham, at det var, fordi han var så tiltrækkende. Jaja, lad ham da leve lidt i troen, lød en tanke i hans hoved, hvorefter han straks overvejede, om det var nu, han skulle begynde at blive lidt bange for sin mentale tilstand. Well.. Yderligere en eller to personlighed kunne da ikke skade noget. Tværtimod; så kunne han da altid være sikker på at have nogen at føre en intelligent samtale med.
"Naah.. I kinda like it. Get's me all heated up," informerede han med let sammenknebne øjne og et flirtende smil trukket hen over læberne. Det var vel egentligt lidt sandt. Først havde han bildt sig ind, det havde frastødt ham, at hendes finger var gledet hans brystkasse. Langsomt måtte han erkende, at det måske ikke helt forholdt sig sådan alligevel. Horny bastard!
Selvfølgelig ville han heller ikke under nogen omstændigheder frigøre sig og træde bagud. Det ville være det samme som at give op og erklære hende for vinderen af deres lille spil - og det var på ingen måde, hvad han havde planer om. Måske snarere det modsatte, faktisk.. Men alting til sin tid. Nu skulle han jo lige først få overbevist hende om, at han faktisk var bøsse. Det burde ikke være så svært igen. "I'm not that kinda guy," gentog han hendes ord og så kortvarigt ned mod hendes skulder med et tænksomt blik, som havde han netop fået noget vigtigt at vide. "You know, my boyfriend would really get pissed on you, if he heard you saying that." Eller.. Ekskæreste, men det virkede bare ikke lige så sejt at sige. Oh boy, han var ved at bevæge sig ud på dybt vand med det her. Men på den anden side skulle det ikke undre ham, om han i løbet af aftenen fik spundet et endnu større net af løgne at vikle hende ind i. Sådan plejede han altid at gøre - det var de færreste, der kunne siges rigtigt at kende ham; men han kunne faktisk godt lide hende her Angelie, så måske han skulle prøve bare at være en lille bitte smule ærlig og prøve at skaffe lidt gensidig respekt. Det virkede desværre ikke altid super optimalt, at man, når først man faktisk begyndte at indlede et konkret forhold med folk, skulle til at rette op på en masse løgne, man havde kastet af sig ved de første møder.
Ved hendes næste kommentar tillod han en overrasket, en påtaget let imponeret, maske at lægge sig over ansigtet. "You'd still have the advantage? Wauw, I'm impressed. How, if I may ask?" Hun troede vel ikke for alvor, hun havde sexappeal nok til at omvende ham? Godt nok var han jo ikke helt igennem homoseksuel, men det skulle Angelie gerne tro, han var. Selvfølgelig var der også muligheden, at hun ikke snakkede om forføring, men bare generelt at få fordelen i spillet. Well, svaret ville nok dukke op inden frygtelig længe.

Et øjenbryn blev løftet op i panden. Det var vel egentligt det svar, han havde forventet. "I was thinking about the whole "as much as everyone else in this town"-thing. Figured it had some deeper meaning to it," luftede han.
Det kølige tonefald var ikke til at tage fejl af. Han kunne ikke lade være med at smile, før han lod en trist trækning glide ind over. "What a shame.. I guess I just have to enjoy myself then." Dobbeltmeningen var næsten til at skvatte over. Han plejede at være mere diskret, men dén der var simpelt hen noget, han havde været nødt til at komme af med, før den brændte ham op.
Et simpelt smil dukkede op ved hendes let tøvende taksigelse. Well, i hendes sted ville han heller ikke ane, hvad han skulle gøre af netop sådan en kommentar, som han havde diskret op med. Hendes blik var tydelig at dekryptere. Hun kunne ikke nære den store glæde ved vampyrer, dæmoner eller andet, der kunne finde på at spise andre menneskelige individer. Han kunne trøste hende med, at han ikke mente det på dén måde - men det anså han ikke som en nødvendighed. Nøj, hvor han morede sig.

Endelig nåede han dertil, hvor han ikke længere kunne lade være med at smile stort. Nok for første gang den aften trak læberne sig tilbage og afslørede to lige rækker af hvide tænder. Han kunne sagtens følge hendes frustration, men det var på den anden side meget hyggeligere at fastholde hende i denne uvidenhed, hun ikke just fandt behagelig. Han blev nødt til at trække den lidt længere..
"Well, I'm.. Me, Andrew Darrius. I am a.. Male. Human being. With a little supernatural blood in my veins, that is." Mens han talte, løftede han langsomt armene. En kort tøven, før fingerspidserne skabte kontakt med det røde læder, der udgjorde hendes frakke. Ganske roligt lukkede hænderne sig om overarmene; et skridt blev til to, to blev til flere. Hvor meget hun end strittede imod, ville hun ikke kunne gøre noget for at undgå at blive skubbet op mod væggen - faktum var, at han var stærkere end hende. Med blikket rettet mod hendes forsøgte han at undgå en overilet reaktion fra hendes side. Han hamrede hende ikke direkte ind i vejen, om end det heller ikke helt kunne beskrives som blidt. "You're awefully curious, aren't you?" spurgte han sagte med læberne bragt hen til hendes øre igen. Den glatbarberede kind gled imod hendes.

af **Angelie** Ons 4 Maj 2011 - 22:22

"Hmm.. Ja det måtte være problematisk" svarede hun i det samme neutrale tonefald fra før, mens et diskret skuldertræk fortalte at hun egentlig var ligeglad med om hans vinger kunne være i døren eller ej. For hendes skyld kunne de havde passet igennem et musehul uden at det ville være noget hun bemærkede. hun havde dog på fornemmelsen at han nød dette langt mere end hende. Det var der for sin vis heller ikke noget at sige til.. Hun ville have nydt det, men på den anden side, brød hun sig ikke om at være personlig hofnar for en anden.. Heller ikke en mulig engel, som havde fået karperet vingerne i en strid, eller hvad der nu var sket.
Den tanke bundfæstede sig hurtigt, og smilet blev atter uskyldigt, mens hendes blik fik et diskret skær af tilfredshed, som han ville kunne bemærke. "Hvordan.. mistede du egentlig dine.. vinger?" Spurgte hun langsomt, og lod diskret fingrene glide igennem det røde hår, for at fjerne det fra ansigtet, skønt der ikke sad noget. Egentlig var det bare en bevægelse hun havde foretaget sig, for at tiltrække sig hans fulde opmærksomhed, hvis denne skulle befinde sig andetsteds.

Hun foretog ikke flere berøringer af ham på nuværende tidspunkt, men måtte istedet smile halvt tilfreds, et smil selv han ville kunne opdage, da han forklarede at han kunne lide det på en måde, men smilet kom dog grundet hans sidste kommentar. Om dette var sandt kunne hun ikke vide, men et eller andet sted troede hun på det. Eller ønskede at tro på det.. Man kunne vel kalde det hvad man havde lyst til. "mh.. Det undrer mig ikke" ordene var ikke højere end hans, og kom i et diskret tonefald, der bar undertonen af at han havde videregivet hende en oplysning af betydelig værdi. Afsløret en lille del om hvad han kunne lide, hvis dette var sandt. At dømme ud fra hans blik og flirtende ansigtsudtryk, måtte det være det.
Hun var dog ved at danne sig et mindre indtryk af denne mand, med de brune øjne. Han var stædig as hell, og ønskede at tabe ligeså lidt som hende selv. Så alt ialt ville kampen nok aldrig blive vundet af en af dem, men hun havde heller ikke i sinde at gå på kompromis, aldrig. Desuden var hendes tanker stadig sporet ind på delen om at han var til sit eget køn. Det var muligt.. Homoseksualitet var normalt, men igen.. Nej, ikke ham.
Hun nikkede med en bekræftende lyd, diskret, for at fortælle at det var hvad hun mente. Desuden havde hun heller ikke i sine at ændre mening på nuværende tidspunkt, hvilket han ligeså godt kunne opgive. Der havde været for mange løse hentydninger og bemærkninger allerede, til at han ville kunne overbevise hende om, at han var hundrede procent bøsse. Blikket, der måtte flytte sig fra hendes og ned på skulderen, fik hende selv diskret til at skæve mod denne, for at se om der måske.. sad noget klamt på den, men nej.. hun så intet.
Et kort øjeblik så hun lettere overrasket ud, da han nævnte sin kæreste, mandlige kæreste endda. Var det ikke upassende af ham, at holde dette spil kørende, hvis han var i et forhold, det var trods alt ikke ligefrem.. stuerent. Derfor måtte hun endnu engang betvivle hans ord, men ansigtet lagde sig hurtigt over i en falsk, trist facade. "Sikke en skam" bemærkede hun. Tonefaldet fortalte tydeligt, at hun fandt det en skam at denne befandt sig i et forhold, hvorend det så var sandt eller falsk, eftersom der ikke ville kunne ske noget i så fald. "Hvad han ikke ved har han ikke ondt af" bemærkede hun dog kort, for at understrege sin mening omkring hans muligvis eksisterende forhold. Hvis det fandtes, kunne det ligeså godt være ikkeeksisterende for hende lige nu.
Kort hævede og sænkede hun øjenbrynene en enkelt gang ved hans kommentar. Selvfølgelig ville hun det. Hun kunne ikke bebrejde ham sin nysgerrighed, men et hemmeligt smil var det eneste der kom over læberne, som svar på hans spørgsmål. Han ville finde ud af det før eller senere, det kunne hun trods alt garantere.

Som forventet havde hans ord fået tankerne sat igang. Hun opfattede endnu engang hentydningen bag hans ord, om at nyde sig selv. "Hvis du ønsker selskab kunne du jo bare.. sige til" svarede hun direkte, uden at bekymre sig om at pakke tingene ind i vat. Hun var ingen tourguide, men der var trods alt en hel del mere hun var i stand til. Ting han ikke vidste, men ville finde ud af.. forhåbentlig. Faktisk havde hun nået det punkt, at hun ønskede det her, en fælles kontakt, hvor der ikke var tale om udnyttelse under det, men først efter.

Hun opfattede ændringen. Hans smil havde nået sit fulde styrke, og et kort øjeblik lod hun sig forblænde i det, inden hun så hvordan han langsomt rakte frem mod hende. I første omgang var tanken at træde tilbage og væk fra grebet, men hun blev stående, stædig men på vagt da hans fingre smøg sig omkring overarmene og tvang hende tilbage. For ikke at falde bagover, fulgte hendes fødder automatisk med bagud. Hans ord kunne svagt høres, men hun fokuserede udelukkende på kraften der fik hende slået mod væggen, ikke hårdt, men det kunne mærkes. Superkræft.. var det det ord han havde brugt.. Hun var ikke sikker..
Et sekund stoppede vejrtrækningen, mens hun mærkede hans glatte hud mod hendes egen. "mh.. meget" hviskede hun tilbage, efter at vejret var kommet til hende igen, inden hun blinkede en enkelt gang, og tillod sig selv at nyde den sparsomme berøring af ham. "Hvilket blod løber i dine årer?" hviskede hun mod hans øre, i et forførende og blidt tonefald, mens hun gjorde det klart, at hun ikke snakkede om menneskeblod, men hvilket væsen han var.
Hun lod hovedet glide helt tilbage, så det lagde sig mod væggen, og skabte den afstand hun havde brug for. Det drejede forsigtigt mod den side hans befandt sig, og hvis han tillod det, ville hun lade sin læber løbe diskret over hans i en prøvende bevægelse. Hvis denne blev gengældt, ville hun fortsætte, hvis ikke.. Ville hun stoppe igen, et kort at have kysset mod dem.

af Gæst Fre 6 Maj 2011 - 15:46

En lavmælt lyd fra det bageste af halsen erklærede sig enig i hendes kommentar. ”Very!” Langsomt tonede et smil sig frem over hans læber. Det var tydeligt, at det ikke kunne være hende mere ligegyldigt, men netop af den grund fik Andrew en uimodståelig trang til at fortsætte dette skuespil. Selvfølgelig havde han aldrig haft vinger. Enhver fysisk mutation var fuldstændig udelukket, i og med at hverken den ene eller anden celletype formåede at overvinde den anden. Well, det var jo egentligt ikke helt rigtigt. En af de mere specielle ting, hans race tillod ham, var jo netop at trække elementer af sin ulveskikkelse frem og beherske disse; i bytte for en smule koncentration. Under alle omstændigheder måtte det være en fejl i den ellers så fantastiske barriere, kampen mellem de to celletyper inde i ham skabte, ligesom healefaktoren også kunne beskrives som en smutter. Han havde tidligere prøvet at hidkalde sig en engels vinger, men aldrig var det formået ham at få så meget som en fjer til at vokse ud af fra skulderbladene. Kun en enkelt gang havde han følt en gnavende smerte på ryggen, men den var forsvundet lige så hurtigt. Well, måske ville han være i stand til på et eller andet tidspunkt at lade vinger gro ud. For et sekund eller to var hans tanker fuldstændig væk i dette billede. Hele sit liv havde han nydt at kunne bevæge sig uhindret rundt på jorden på den måde, hans mutation tillod ham. Det overnaturlige forenet med den naturlige smidighed og akrobatiske færdighed, kunne han udføre de mest halsbrækkende stunts, han lystede. Gøgl, ville nogle måske kalde det, og ja, det var det vel egentligt også. Men ud over at hygge sig utrolig meget med lidt fysisk udfoldelse, havde han også formået at bringe disse akrobatiske muligheder ind i en unik form for kampsport, der var særlig tilegnet ham og hans styrker og svagheder. Netop fordi stilen ikke var set før – om end elementer fra andre kampsports var hevet ind i den visse steder – blev langt størstedelen af modstandere overrasket og midlertidig paralyseret. Og mere end nogle få sekunder havde han ikke brug for; en hurtig forstærkning af muskelvævet på bestemte steder garanterede ham en forøget springkraft. Og så var kløer jo også altid en dejlig ting – der var virkelig intet som at lade det dyriske element ramme og for evigt skamfere et smukt og fjendtligt ansigt. Dette fik hans tanker tilbage til Angelie. Nej, hvorfor skulle han angribe hende? Et eller andet sted ønskede han at se, hvordan hun klarede sig, hvis det kom til kamp. Hun så så skrøbelig ud, men på samme tid utrolig lunefuld og selvsikker. Det skulle ikke undre ham, om hun gemte på nogle fantastiske kræfter, der bare ventede på at blive slynget i hovedet på en eventuel fjende. Well, måske var han heldig at få lov at se det, hvis han blev hængende lidt.
Hendes spørgsmål forvandlede smilet til et skævt et af slagsen. Han overvejede, mens hans blik fulgte håndens bevægelse gennem håret, om hun faktisk troede på hans ord, bare spillede med på det hele eller måske prøvede sig lidt frem for at finde ud af, om hans ord kunne være sandheden. ”It was horrible, I can assure you – blood everywhere. I was one against, at least, one hundred and twentyseven opponents! I fought bravely, yet their sheer numbers brought me to defeat.” Igen dette ubestemmelige tonefald overtrukket med sarkasme, der ikke var til at gennemskue. Han var ikke ret sød mod hende.. Passede han ikke på ville han snart miste sit gode ry som gentleman. ”Nah, I have to be honest with you, I’ve never really had wings. Truly a shame,” indrømmede han med en let næserynken. ”But you could really tell, right? I’m an awful liar! Selvironi og igen lidt sarkasme – en dejlig blanding.

Det var en selvtilfreds følelse, der opfyldte ham, da hendes ansigt tydeligt afslørede, at hun fandt hans ord ovenud informative. Well, det var jo rigtigt. Hvorfor ikke afsløre lidt af, hvad han kunne lide? At det gav hende en lille fordel var så noget, der fulgte med. Men hvis hun regnede med, hun kunne udnytte det, havde hun en alt for stor tiltro til sig selv og sine evner som forfører.
Det var tydeligt, hun ikke anså ham som en homoseksuel, og nok heller ikke ville begynde at se sådan på ham lige sådan. Medmindre han selvfølgelig hev nogle beviser hen i lyset – men det var måske ikke lige, hvad han lystede allermest. Nej, han kunne godt leve med, at hun ikke troede, han var fysisk tiltrukket af sit eget køn.

Han sendte hende et anerkendende blik.
”I like your way of thinking,” proklamerede han med et smil rettet mod hende. ”But then again.. I do like quite a lot of you.” Det sidste blev sagt med den knapt så uskyldige intensitet, han havde benyttet sig af et par gange i samtalen, så snart komplimenter og flirtende kommentarer blev kastet i hendes retning.

Igen denne selvsikkerhed. Var hun vant til at kunne manipulere med folk, som hun ville? Hun sejlede jo rundt i en pleonasme af selvtillid – det kunne ikke være sundt. Han kunne ikke se anden løsning på problemet end at feje benene væk under hende og bevise, hvorfor hun ikke burde have så stor en tiltro til sig selv og sine evner i hans selskab.

Et hævet øjenbryn. Aha – en indirekte invitation. Nåja, det var jo ikke kun ham, der kunne agere den liderlige. Han kunne godt være fristet til at tage imod tilbuddet. Men det ville måske komplicere det hele lidt, hvis de gik hen og havde sex.. Det var jo ikke, fordi han havde tænkt sig at blive for tid og evighed i Di Morga, og medmindre de fandt frem til, at et hurtigt, fysisk forhold var at foretrække, ville det i al hast kunne udvikle sig i en negativ retning. Et eller andet sagde ham, at man skulle være på vagt, hvis man lagde sig ud med hende.
Et eller andet sted fandt han det, ikke overraskende, utrolig tilfredsstilende at kunne konstatere, at hendes åndedræt blev, om end kun for et ganske kort sekund, besværet, da han lod sin kind stryge hen over hendes. Spørgsmålet stillet direkte denne gang; hun var ved at miste tålmodigheden – forståeligt. Hvorfor ikke bare lade hende få det lille stykke information, hun stræbte sådan efter at få hevet ud af ham? De kunne lige så godt lege som lige børn. De bløde læber skiltes for at lade en tung ånde ramme hendes øre og kinden umiddelbart før denne. ”Human blood, really. Mixed with a drop of the werewolf-virus – and of course the angelic. Hybrid all the way through,” åndede han mod hendes øre. Før han vidste af det, havde hun trukket hovedet til sig. Sekundet efter berørte noget varmt og blødt hans læber; ikke til at tage fejl af. Et kort øjeblik var han i tvivl om, hvordan han skulle reagere. Skulle han kysse igen eller afbryde dette? En stor del af ham ville hellere end gerne give gengæld. Well, om ikke andet kunne det da være en hyggelig, lille icebreaker. Intet som et kys til at knuse isen og åbne op for ærligheden. Så det var, hvad han gjorde. De lyse læber trykkede tilbage mod hendes, bevægede sig i en uforudsigelig dans, der ikke tog hensyn til, at de to parter for ganske kort tid siden havde kæmpet mod hinanden i et spil om intellekt og snarrådighed. All pleasure..

af **Angelie** Tirs 24 Maj 2011 - 22:25

For hvem vidste hvilken gang denne aften, ville Angelie igen give sit højre kraveben for et lille indblik i hans tanker, der med sikkerhed rumsterede rundt bag hans pandeskal. Det var ingen hemmelighed, at hun ønskede at vide hvad de gled rundt omkring, og slet ikke nu hvor deres samtale rent faktisk drejede sig om noget mere specifikt end bare vejret.Det virkede jo næsten som om at det ene lille ord, havde sat tandhjulene igang, og nu gled hele systemet rundt.
Hun brugte hans betænkningstid til flygtigt at lade blikket glide rundt i legerummet, søgende, men stadig rent overfladisk, så dette ikke gav hendes egne tanker væk. Med tiden havde hun lært at holde dem tæt ind til kroppen, sammen med følelser.. Selvom det hændte at disse slap igennem facaden. Kendte man til hende, ville man kunne knække Angelie som en ren kvist.. Hvis ikke, ja så var man vel på dybt vand, og hun ville ikke lade sig mærke med angreb, psykiske såvel som fysiske.
Hendes blik blev fanget af hans smil, som ændrede sig svagt, hvilket måtte betyde at han var vendt tilbage til virkeligheden? Bekræftelsen kom kort efter, og Angelie lagde øre til hans heroiske historie om hvorledes han i sin tid havde mistet sine vinger. Blikket hun sendte ham fortalte alt.. Hun troede ikke to centimeter på den lystløgn han kastede i hovedet på hende, dels fordi han smørrede for tykt på, og derved blev hun bekræftiget i hans løgn. Det generede hende dog ikke.. Hvorfor skulle det røre hende, at en fremmed løj hende direkte op i ansigtet?
Hun kommenterede ikke, men hørte istedet hvordan denne mand måtte krybe til korset og indrømme løgnen. Imens havde tanken om at han ønskede at hun vidste, at dette var løgn, strejfet hendes indre. Ingen ville da prøve at lyve så overfladisk, og forvente at det virkede? Så dum virkede han ikke til at være.. og hvor lidt hun end ønskede at indrømme det, gav det ham en vis sexappeal, som virkede lettere tiltrækkende på hende.
Diskret nikkede hun. "Du har ret.. Lyve er tydeligvis ikke dit speciale" bemærkede hun, og lod tonefaldet afsløre, at hun faktisk ville have troet på ham, hvis det ikke havde været for de sidste sætninger han havde fyret af. "Men sandheden er oftest langt værre, så måske du står med en fordel"

Hun var ikke sikker på om hun ville være i stand til at forføre ham, men det var ikke noget hun viste. Selvsikkerheden og hans ord havde allerede banket sig fast i hendes sjæl, og stædigheden tillod ikke at hun opgav forsøget, før hun var banket under jorden, hvilket bestemt ikke ville ske. Ikke i følge hende selv i hvert fald. At han direkte skulle fremstå som homoseksuel var en lystløgn som den med vingerne. For fanden, han havde jo signaleret det direkte modsatte igennem deres samtale, eller opfangede hun ikke signalerne rigtigt?

Hans ord frembragte et lokkende smil med et blik, der fortalte mere end ord, at hun fandt hans kompliment behagelig. Hun havde ikke engang behøvet det sigende tonefald, for at opfatte dette, og et kort øjeblik lod hun stilheden dale, inden hun kort skilte læberne ad, for at komme med et tilbagesvar.
"mh.. Jeg kunne næsten fristes til at sige det samme om dig" bemærkede hun, inden et tilfreds smil trådte frem på hendes læber. Igen sagde tonen, at det var præcis hvad hun mente omkring ham. Hun kunne lide en forfærdelig stor del af ham, fysisk. En fantastisk opfindelse, at mennesker var så forbandet overfladiske, at det første de bemærkede var det ydre, og ikke personlighed. Det gjorde det hele langt mere simpelt.

Før hun kunne have stoppet det havde han bemærket det korte øjeblik, hvor en følelse igen var sluppet forbi facaden i form af et tilbageholdt åndedrag. Selvfølgelig.. Han var bestemt observerende, og et eller andet sted måtte hun give ham credits for det.
Den triumferende følelse kom dog hurtigt over hende, da hun endelig fik et svar ud af ham, og intensiteten voksede i hende, mens hun lagde to og to sammen. Hybrid.. Engel og varulv i et. Interessant. Hun havde ikke haft mange muligheder for at møde nogle af slagsen, hverken ren varulv, eller en hybrid i det hele taget. Måske dette møde ville blive en anelse mere underholdende, end hun først havde troet.
Den triumferende følelse voksede dog endnu mere, da hun mærkede hvordan hans egne læber gengældte de bevægelser hun havde foretaget sig med sine, og lagde derfor en smule mere pres på, så det forsigtige blev mere sultent. Han havde tabt.. Hun havde forført denne nok til at intens nærhed ikke var nok, og dette satte prikken over i'et. Homoseksuel var for altid udelukket.
Diskret lod hun sin hånd glide op for at ligge sig omkring hans skulder, ved kravebenet, for derefter at presse sin krop tættere mod hans, så tæt som muligt, hvis han ikke rykkede sig. Hun ville lade kysset fortsætte et øjeblik længere, for derefter at bryde det, ved at trække hovedet en anelse væk, i den forventning at han ville opfatte hintet, og trække sit eget væk samtidig, for at skabe mellemrummet.
"Til mænd huh?" ordene ville flyde over læberne som en udånding, mens hendes blik ville søge hans, for at opfatte hvilke bevægelser, følelse eller hvad der nu ville spille over ham, ved denne sætning. Han ville nok også opfatte den hentydning der lå bag ordene, som fortalte at han havde ødelagt enhver troværdighed, der muligvis havde været før.

af Sponsoreret inhold

ignorant and green - angelie

ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie

Sv: ignorant and green - angelie