The green forest

Sted:: Forêt
Tid:: Klokken er 17.09
Omgivelser:: Træer, træer, træer og træer. Fik jeg sagt træer?
Vejr:: Det er lidt køligt

Grenene knækkede under Flynns poter, da han krydsede skoven. Det var umuligt ikke at frembringe nogle lyde, når man var i skoven. I hvert fald for Flynn. Flere gange havde han prøvet at være lydløs, men det var simpelthen ikke lykkedes for ham. Små grene var spredt ud over hele skoven, og da de lå på jorden, trådte Flynn selvfølgelig på dem. Det kunne ikke undgås. Men det gjorde ham nu ikke så meget. Den unge animagus var ikke på jagt, så han behøvede ikke at være lydløs. Egentlig var han heller ikke specielt bange for andre rovdyr. Han var stor. Ikke fed, men bare stor. En stor ulv. Eller måske var det bare en normal størrelse? Flynn vidste det ikke. Han havde ikke mødt vildt mange ulve i sit liv. Kun animagus ulve, og han var ikke helt sikker på, om de talte med.
Så småt var Flynn ved at finde sig til rette i den her by. Han havde endnu ikke et sted at bo, så han havde lejet et værelse på et hotel. Det var dog ved at blive en lidt dyr fornøjelse, så han ledte efter noget mere fast at bo i. En lejlighed for eksempel. Men han havde endnu ikke fundet noget, så han måtte nøjes med hotellet. Måske prøvede han bare ikke godt nok, men tja.. Det kom jo an på, hvilken vinkel man så det fra.
En brise fejede igennem skoven, og det satte ulvens lyse pels i bevægelse. Den var ikke helt hvid, men det var tæt på. I hvert fald var pelsen meget hvid. Hans øjne bevarede underligt nok den samme blå farve, som når han var menneske. Der var vel bare enkelte træk, der ikke ændrede sig spor.
Flynn stoppede op og satte sig ned. Han stak tungen ud af munden og vendte ansigtet imod himlen. Han var ikke forpustet, men han havde det en smule varmt, på trods af det kølige vejr. Det var også grunden til hans prusten, vejrtrækning, hvad man nu valgte at kalde det. Omgivelserne forsvandt lidt for ham, og han var ikke specielt opmærksom. Men han regnede heller ikke med, at der ville komme nogen. Han var en smule langt inde i skoven. Ikke nok til at træernes blade dækkede himlen, men det var tæt på. Kun enkelte lysstråler slap ned igennem bladene, og resten af sollyset blev lettere grønligt på grund af bladene. Skoven så vel nærmest fortryllende ud.

Små hurtigt fødder kunne høres i skovbunden. Et rødt egern løb hurtigt henover alle grenene for til sidst at klatre op i et træ for at søge tilflugt i træets top.
Et stort væsen kom løbende efter egernet, det måtte dog stoppe op ved træet.
Det var Matt, han havde set egernet inde i byen hvor han havde besluttet sig for at prøve at fange det.
Den sorte jakke, som Matt havde på, stod åben så man tydeligt kunne se farven på hans t-shirt som var lilla. De sorte All-Stars var slidte og de blå cowboy-bukser var blevet lidt griset i kanten.
Håret sad hulter til bulter, Matt havde ikke skænket det en eneste tanke.
Et suk slap hans læber mens hånden endelig blev kørt igennem håret for at rette lidt på det.
Der blev kigget til siderne og bagved, Matt havde ingen anelse om hvor han var, eller hvor han kom fra.
Jorden under Matt blev hurtigt brugt som en stol, benene blev dirigeret så han sad i skrader-stilling, en hånd blev plantet under hagen og Matt begyndte at tænke seriøst "Okay... jeg ved jeg er i en skov.... Så meget ved jeg da."
Matt gav hurtigt op, han havde aldrig helt været den store tænker.
Armene blev plantet i jorden bag ham så han kunne læne hoved tilbage og nyde vejret. Et par solstråler ramte hans ansigt og varmede det en smule.
Langt oppe i trætoppen kunne Matt se egernet der klatrede rundt mens det stirrede på ham. Endnu et suk undslap Matts læber "Måske skulle jeg ikke havde fulgt efter dig?" sukket blev hurtigt erstattet med et svagt smil som ville havde fået folk til at dåne over ham.
Matt tog sig endelig sammen og fik rejst sig op igen, med hænderne fik han basket nogle få grene af som havde sat sig fast på jakken. Der blev klappet på jakkens lommer, tomme *Jeg har ikke engang taget min snack med mig?* Matt satte munden lidt på skrå, det var typisk ham at glemme et eller andet.
En stille prusten kunne høres lidt væk, det fangede selvfølgelig Matts opmærksomhed. Lydens kilde blev hurtigt fundet.
Matts øjne lyste op da han så noget det mindede om en stor hvid hund.
Den første fod blev ført ud, Matt rykkede lidt på den da han ikke ville lave nogle lyde. Han havde øvet sig fra da han var lille på at liste ind på dyr.
Da han endelig stod bagved hunden, kunne han se at den havde nogle af de karetariske ulve træk. En undren om hvorfor der var en ulv har ramte Matt, den røg da hurtigt væk igen da han kom i tanke om at der var et dyr foran ham.
Armene blev hurtigt ført om den og den blev krammet tæt ind til sig "Vuffer~♥"
Matt var lidt ligeglad om den gjorde skade på ham, han var van til at samle de mest mærkelige og agresive dyr op som ofte fik givet ham et par skrammer.

En fugl krydsede himlen. Af ren nysgerrighed fulgte han den med blikket. Fuglen var blå på ryggen, men hvis på brystet. En ret speciel farve. Den unge animagus fik pludselig lyst til at jagte fuglen. Også selvom han umuligt kunne nå den. Fuglen fløj for højt, og Flynn kunne slet ikke hoppe op i den højde.
Fordi Flynn nu var så optaget af fuglen, opdagede han ikke englen, før det var for sent. Et overrasket hyl undslap ham, da et par arme blev slynget rundt om ham. En lav knurren lød fra ham. Det var ikke ligefrem ubehageligt, men det kom bag på ham. Rigtig meget. Det var dog ikke første gang, han var blevet krammet i den her form. Små børn fandt ham åbenbart meget nuttet. Med de lidt store ører og den bløde pels var det vel heller ikke underligt. Hans øjne var ikke isblå, men mere varme i det. Det var også en af grundene til, at han ikke forvandlede sig steder, hvor der var mange mennesker. Det endte altid galt.
Flynn prøvede at rysten personen af, men det gik ikke ligefrem så godt. Det lykkedes ham dog at rejse sig op, så han stod på alle fire og ikke længere sad ned. Med snuden puffede han til personen. Selvom han var i sin ulveform, tænkte han stadigvæk som et menneske. Bare ikke helt så meget, som når han rent faktisk var i sin menneskeform. Han pustede luft ud af snuden. Lidt ligesom et fnys. Den her fremmede person virkede ikke farlig. Måske lidt dum, men ikke farlig. Hvad tænkte han dog på? Sådan at kramme et vildt dyr. Og han kendte ikke engang Flynn. Det virkede mærkeligt. Men den fremmede var måske ikke bange for at komme til skade. Flynn vidste det ikke, men han havde ikke speciel meget lyst til at gøre skade på personen. Normalt var han heller ikke en voldelig person. Nej, han var mere den fredelige type.
På en underlig måde lykkedes det Flynn at vælte englen ned på ryggen. Flynn stillede sig hen over ham med poter på hver side. Han sænkede snuden og gav sig til at snuse til englen. Han duftede sjovt. En smule af vaffelrør. Den duft mødte han ikke særlig tit.
Flynn stak tungen ud i et ulvesmil. Derefter slikkede han let englen på kinden. Der var ikke nogen speciel grund til det. Han gjorde det bare. Englen var faktisk ret nuttet at se på.

Matt fik et lille shock da ulven fik væltet ham af og om på ryggen. Den virkede større da den stod over ham, måske var det lyset, måske var den bare stor?
Matt fniste da ulven snuste til ham, det killede ret meget. Han tænkte at han sikkert måtte lugte af vaffelrør, han spiste jo nogle pakker hver dag.
Matt begyndte at grine da ulven slikkede ham på kinden "Ejj... du må ikke spise mig." De brune øjnene blev åbnet, de kiggede nysgerrigt på ulven, han fik øje på de udsædvanlige blå øjne, det var underligt at en ulv havde den øjenfarve, men det klædte den, de havde sådan en dejlig og beroligende følsele til dem.
Der gik lidt tid før Matt fik trukket sig lidt tilbage fra ulven så han kunne sætte sig op, han havde det mærkeligt når han lå under den, han følte sig så lille og sårbar.
Begge hænder blev langsomt ført hen mod ulvens hoved og placeret bag ørene på den, de begyndte stille og roligt på en nussende bevægelse, de fleste hunde Matt kendte kunne godt lide at blive nusset bag ørene, han vidste dog ikke om denne ulv kunne lide det.
Et smil bredte sig på Matts læber, en let latter undslap hans læber da han lænede sig hen mod ulven for at blidt at støde sin næse ind i dens snude "Sikke en fin pels du har." Hænderne blev langsomt strøget ned langs ulvens krop, og tilbage igen til ørene.
Matt kunne ikke lade være med at begrave sit hoved i ulvens pels mens han forsat havde sine hænder bag dens øre, pelsen var dejlig blød mod hans kinder.

Flynn blev stået lænet ind over englen. Han fortsatte med at snuse. Han var blevet ret nysgerrig efter at vide, hvor den duft af vaffelrør stammede fra. Måske var der ligefrem nogle. Som så mange gange før, kunne Flynn nu mærke, at han havde været i sin ulveform i et godt stykke tid. Hans ulvetanker var ved at tage over, og de normale tanker blev på samme tid skubbet i baggrunden. Det blev nogle gange et problem for ham.
Han puffede let til englens arm, da han fik besked på, at han ikke måtte spise ham. Det var nok kun ment i sjov, men Flynn kunne aldrig finde på at spise mennesker, eller noget lignende. Det var aldrig sket før og bare tanken var dybt frastødende. Kaniner kunne han godt lide. Men ikke mennesker.
Da han kunne mærke, at englen begyndte at trække sig lidt væk, gjorde Flynn det samme, så englen havde nemmere ved at sætte sig op. Han satte sig ned og kiggede på englen, der nu var kommet meget tættere på. Flynn stivnede, da han mærkede et par hænder bag sine ører, men så slappede han af igen. Det var faktisk meget rart. Det var også lang tid siden, nogen havde nusset ham. Han lukkede øjnene i nydelse. Blot et tegn på, at han faktisk nød kærtegnene. Flynn havde altid holdt af at være tæt på andre mennesker. Det gav ham en form for tryghedsfornemmelse at mærke deres varme.
Flynn var endnu ikke så langt væk, at han ikke forstod, hvad der blev sagt. Hvis det skulle ske, måtte han være i sin ulveform i flere dage af gangen. Det var utroligt lang tid siden, det var sket. Flynn pustede luften ud af sine lunger og nød bare at mærke den andens kropsvarme. En næse blev begravet i pelsen, men det havde Flynn ikke noget imod. Tværtimod.

Efter noget tid fjernede Matt sit hoved fra pelsen, han var ikke meget for det da den var så dejlig blød, den havde også den dejlige duft som ulve har.
Den ene hånd blev fjernet fra ulvens krop mens den anden langsomt banede sig frem til ulvens pande hvor den blev ved med nusse bevægelsen "Hvad laver du egentlig her?" Matt så spørgende på ulven, det var ret usædvanligt at der var en ulv i skoven. Han forventede ikke et svar, han troede jo bare det var en ulv.
Matt studerede ulven nærmere, den så ikke ud til at være underaneret faktisk tværtimod, så den kunne umuligt havde været ude for at finde et nyt jagt område.
Der blev bidt en smule i læben, Matt kunne mærke at han ikke havde fået et vaffelrør i noget tid. Hvorfor havde han også glemt dem der hjemme?
Det ramte Matt hårdt da han kom i tanke om at han faktisk ikke vidste hvor han var. Et usikkert udtryk bredte sig på Matts ansigt, hvilken del af skoven var han egentlig i?
Matt rejste sig stille op for at kigge sig omkring, alt lignede hinanden.
Efter noget tid sank han sammen på jorden med et suk "Hvorfor fulgte jeg også efter det egern?" Det var længe siden Matt havde fået noget sukker så han var lidt ustabil, det hjalp heller ikke meget da det heller ikke havde regnet de sidste par dage.
De brune øjne fokuserede på ulven igen "Du kender vel ikke vejen til Terre?" Et nervøst smil lagde sig på hans læber mens han kærtegnede ulven på hoved. Han grinte lidt da det gik op for ham at han talte til en ulv.

Flynn svarede af gode grunde ikke, da han blev stillet et spørgsmål. Han havde hørt om andre, der kunne snakke i deres ulveform, men så talentfuld var Flynn endnu ikke. Hver gang han prøvede, endte han med at lave en lyd, der lød som en gøen. Eller også knurrede eller hylede han. Det forstod menneskerne ikke noget af, så han var tvunget til at forvandle sig, hvis han ville snakke. Flynn åbnede øjnene igen og kiggede på englen med sine varme blå øjne. Han tippede hovedet let på skrå, da han så det undrende udtryk. Derefter rejste englen sig op og slap på den måde Flynn. Han brummede utilfreds. Det så næsten ud til, at englen var forvirret. En tanke ramte Flynn. Måske var han faret vild? Det kunne godt se sådan ud. Stakkels fyr. Flynns tanker blev dog hurtigt afledt, da han hørte, at der var et egern. Eller... Havde været.
Egern? Hvor? Flynn kiggede kort rundt, for at se om han kunne finde det. Egern var rigtig skove at lege med. Bare ikke når de tog flugten op i et træ. Det var snyd. Et brud på de regler, Flynn havde lavet. Men dem var der ingen, som kendte til, og han havde heller ikke fortalt nogen om dem.
Flynn prøvede at koncentrere sig igen. Selvom det var utrolig svært. Han ville gerne hjælpe. Burde han forvandle sig til et menneske? Så kunne han i hvert fald snakke med englen. Han besluttede sig hurtigt. Da englen begyndte at grine, forvandlede Flynn sig igen til et menneske. Medmindre englen flyttede sin hånd, lå den nu i Flynns mørkebrunt hår. "Undskyld", sagde han hurtigt. "Jeg hedder Flynn", han sendte fyren et lille smil, men gjorde så heller ikke mere. Han følte lidt, at han havde ført den anden bag lyset. Det havde han nu skyldfølelse over.

Matt blinkede et par gange mens han stadig havde hånden på hoved af det menneske lignende væsen kaldt Flynn som stod og smilede til ham.
Følelsen af håret havde ikke ændret sig så meget, det var stadig blødt.
Matt lignede en der skulle til at sige noget, men de ord der gerne ville ud blev stoppet og erstattet af et forvirret udtryk.
Hånden blev endelig fjernet fra Flynns hoved og tilsluttede sig den anden anden som for rundt i forvirring mens Matt drejede hoved et par gange.
Mange tanker fløj hurtigt rundt i Matts hoved, all' for mange efter hans smag. Han måtte sætte sig ned for at samle tankerne, bare en smule.
Et par røde kinder gemte sig under Matts hår som dækkede for udsynet til hans ansigt, Matt følte sig lidt dum, han havde jo bare troet at det var en helt normal ulv, hvorfor var han også optaget af at der var et dyr? Han kunne jo bare havde følt sig frem til at det ikke var et normalt dyr.
Matt fik endeligt taget sig sammen og fik sagt sit navn, det var dog mere en mumlen så det var svært at vide om Flynn fik fanget det.
Der gik lidt tid før Matt havde forstået det meste, han kom op på benene igen og kiggede på Flynn "Su du er vuffer... Ehm jeg mener Flynn." Matt nikkede stille mens hans brune øjne studerede Flynn. Et lille smil sneg sig frem på Matts læber da han opdagede at de varme øjne var de samme "Nå som jeg sagde før, du kender vel ikke vejen til Terre? For jeg har ingen anelse om hvor jeg er." Smilet lå stadig på Matts læber, det havde tænkt sig at blive der et stykke tid.
Matt havde skubbet det bag sig at han havde siddet og kælet med en ulv som nu var et menneske.

Flynns smil falmede en smule, da han så det forvirrede udtryk i englens ansigt. Det fik hans skyldfølelse til at vokse, og det efterlod en ubehagelig følelse i hans mave. Flynn brød sig ikke om at lyve. Ikke overfor folk, som ikke fortjente det. Og den her person fortjente det i hvert fald ikke. Men nu havde Flynn jo ikke rigtig løjet. Sådan føltes det bare. Gad vide om den anden havde det på samme måde?
Flynn bed sig lidt i underlæben og kiggede ned i jorden. Han var også en smule flov. Det skete ikke så tit det her. Normalt forvandlede han sig ikke til et menneske, når folk nussede ham. Han løftede hovedet, da fyren mumlede et eller andet. Matt. Det måtte være englens navn. Han nikkede let for sig selv. Det var et sødt navn. Han troede i hvert fald, at der var blevet sagt Matt. Han var ikke helt sikker.
Igen bed Flynn sig lidt i underlæben. Matt lod til at have styr på sig selv igen, eller i hvert fald at være kommet sig over chokket. "Ja, jeg er Flynn. Du må gerne kalde mig vuffer", sagde han med et skævt smil. Han var egentlig lidt ligeglad med, hvad Matt valgte at kalde ham. Flynn rejste sig op og børstede sit tøj fri fra skidt. "Tjo... Jeg kender vejen, og har en rimelig god stedsans. Jeg kan gode vise dig vejen, hvis du har lyst", foreslog han og sendte Matt et smil. Så huskede han, hvad han egentlig havde udsat englen for. Han skyldte ham vidst en undskyldning. "Og eh... Det må du altså undskylde.. Jeg plejer ikke at opføre mig på den måde", sagde han undskyldende og kløede sig lidt forlegent i nakken. Det han egentlig frygtede mest, var at Matt var sur på ham. At følge englen ind til byen var nærmest det mindste, han kunne gøre.

Matt slog sig, af vane, endnu engang på jakke lommerne for at tjekke om de indeholdte en pose med vaffel rør. Der var stadig ingen, han krop havde ikke helt opfanget at han havde efterladt dem der hjemme.
Matt smil blev større da Flynn sagde at han godt kunne vise ham vejen "Det må du meget gerne, for jeg har ingen stedsans." Et lille grin undslap ham, han var kommet i tanke om dengang han var fløjet ind i en sky og brugte over 30 minutter på at komme ud igen "Tror faktisk også bare jeg kalder dig Flynn, det klæder dig også bedre end vuffer."
Matt rettede lidt på en tot hår som var faret vild. En gren blev samlet op som Matt brugte til at rode lidt ved nogle af de andre der lå på jorden.
Ørene blev spidset da Flynn undskyldte for hans opførelse. Matt rettede blikket mod Flynn "Du behøver ikke undskylde. Jeg kunne bare havde mærket efter om du var et 'rigtigt' dyr, så det er nok mere min egen skyld."
Grenen blev smidt ned på jorden igen så Matt kunne bruge sin arme til at strejke sig. Da armene kom ned igen fik Matt placeret dem i hver sin retning med pegefingeren foldet ud "Såå hvilken vej?" Han kiggede nysgerigt på Flynn, det var faktisk første gang han havde set sådan en som ham, han kunne jo ikke være varulv for det var jo ikke fuldmåne.

Flynn lo varmt, da han hørte, hvad Matt sagde. Mærke efter? Han var ikke engang helt klar over, om man kunne mærke forskel på ham og så en normal ulv. Han havde aldrig undersøgt det. Men måske kunne man godt? "Tja... Jeg ved ikke om du ville kunne mærke det", sagde han med et skævt smil. Stemningen var heldigvis ikke blevet akavet, og det havde stor betydning for Flynn. Han kunne ikke fordrage akavede stemninger. Specielt ikke hvis han selv var skyld i dem.
Med et smil kiggede han på Matt. "Hmm...", brummede han tænkende og kiggede sig kort omkring, som skulle han lige være sikker. Det ville ikke være godt, hvis han ledte Matt endnu længere væk fra byen, end han i forvejen var. "Den her vej", sagde efter et lille stykke tid og pegede så i en helt anden retning, end den Matt havde peget i. Et lille grin undslap ham igen. "Kom", sagde han og begyndte så at gå. Han gik bare ud fra, at Matt fulgte efter. "Du sagde, at du havde jagtet et egern?" sagde han spørgende og skævede over til englen. "Gør du tit sådan noget?", tilføjede han nysgerrigt. For englens opførsel havde virkelig vækket Flynns interesse. Han var helt klart nysgerrig. Måske fulgte han altid efter dyr og nussede med dem? Flynn kiggede lidt rundt, imens han gik. Det grønne lys var så smukt. Flynn elskede at tilbringe tid i skoven. Der var så fredeligt, men alligevel fuldt af liv. Eller... Nogle gange var det fredeligt.

Matt luntede stille efter Flynn da han begyndte at gå. Det havde moret Matt lidt at han faktisk slet ikke havde peget i den rigtige regning, det beviste jo også bare at han slet ingen stedsans havde.
Matt kiggede på Flynn men han blev spurgt om det med egernet, var sådan noget ikke normalt? Da Matt fik tænkt det igennem kunne han godt se at det ikke var helt normalt at følge efter et egern inde fra byen og så langt ind i skoven at man ikke kunne finde tilbage "Det er vel bare en refleks jeg har udviklet." Matt trak lidt på det ene ærme af jakken "Jeg tror bare jeg er glad for dyr, ofte så glad at jeg glemmer alt andet og prøver at fange dem." Matt tænkte lidt på at han sikkert havde givet Flynn et shock da han på en måde overfaldt ham så snart han så ham. Matts kinder blev en smule røde, ikke meget, men en smule "Men det har vel sine gode punkter." Matt smilede sødt til Flynn, det var jo på en måde egernets skyld at han havde mødt ham.
Hoved blev lænet bagover, mens Matt forsatte med at gå, forskellige lysstråler skiftede til at ramme ham, et par fugle fløj rund oppe mellem de øverste grene. De havde tydeligvis fanget Matts opmærksomhed, men de var for højt oppe så han prøvede at ignorere dem, vis han brugte sine vinge kunne han sikkert fange dem, men der var lige den højdeskræk som han havde. Matt gøs da han tænkte på hvor højt oppe de var, men han skiftede hurtigt over til at smile, vejret var dejligt det var ikke tid til at tænke på høje ting "Vejret er dejligt." Matt puttede sig lidt i sin jakke da han frøs en smule.

Flynn lyttede opmærksomt efter, da Matt svarede på hans spørgsmål. Det var sandelig anderledes. I hvert fald anderledes fra, hvad han var vant til. Folk der jagtede dyr, fordi de elskede dem. Han havde hørt og set små børn gøre det, men så vigtigt var det jo heller ikke. De var jo bare små børn. De vidste ikke bedre, og de tænkte nok heller ikke over, hvilken skade katten kunne gøre, hvis de krammede den. Sådan nogle kløer kunne rive ret hårdt. Flynn havde været udsat for det før. Både i menneske- og ulveformen. Og for at være helt ærlig, havde han heller ikke lyst til at prøve det igen.
Matt lod dog ikke til at bekymre sig om det. Hvis Flynn havde haft lyst, kunne han sagtens have gjort stor skade på Matt. Det havde Matt måske ikke tænkt over? Eller også var han bare så godtroende, at han ikke regnede med, at der ville ske noget med ham. Flynn nikkede let for sig selv, så Matt kunne se, at han altså hørte efter og ikke bare gik og sov. Lidt efter førte han den ene hånd op i det mørkebrune hår, som han rodede lidt op i. "Tja... Det har det vel", sagde han med et smil. "Eller havde vi jo ikke mødt hinanden, vel?", tilføjede han. Flynn havde på fornemmelsen, at Matt kunne blive et rigtig godt bekendtskab. Han virkede sød og venlig, og sådan nogle mennesker kunne Flynn rigtig godt lide.
Han trak blikket til sig igen, så han undgik at stirre på englen. Istedet kiggede han lidt ned i jorden, og derefter lige frem. Matt lod til at blive meget nemt distraheret af alle dyrene i skoven, og det fandt Flynn egentlig en lille smule morsomt.
Da han hørte gyset, kiggede Flynn over på Matt. Han skulle lige til at spørge ind til det, da Matt snakkede videre. "Jeg elsker farvespillet i skoven", sagde han med et smil. "Fryser du?", han tippede hovedet lidt på skrå, imens han kiggede på englen. Det kunne godt se ud som om, han frøs, men Flynn var ikke helt sikker.

Matt havde nikket tilbage med et smil da Flynn sagde precis det han havde tænkt med de gode punkter.
En undren ramte Matt, hvorfor kiggede Flynn hele tiden væk? Det var ikek fordi Matt havde noget imod vis han kom til at stirre på ham, for han gjorde det jo selv, når han altså ikke var optaget af andre ting som fuglene over dem. En enkelt tanke strejfede ham, måske var Flynn også faret vild?
Han sank en enkelt gang, han håbede at Flynn vidste hvor de var på vej hen.
Matt rystede stille på hoved, da Flynn spurgte om han frøs, han frøs ikke så meget at han syntes Flynn skulle tænke på det. Han kunne jo også bare lukke sin jakke, som stadig var åben så siderne bevægede sig i takt til hans gang.
Flynn havde ret i det med farverne, det var flor. Matt var dog sikker på at farverne var flottere gennem Flynns øjne, han kunne nemloig ikke helt stole på sine egne da de var begyndt at svigte ham med farverne, som var begyndt at falme.
"Farver." mumlede Matt lavt, dat lille diskrete smil som tidligere havde prydet hans læber forsvant nu stille og roligt hen, han kiggede på Flynn. Han var heldig at kunne nyde farverne.
Matt kiggede sig omkring, der var et par træer som han syntes han kunne gendkende fra da han havde jagtet egernet for at fange det.
Hans humørskiftede på et split sekundog det karakteriske smil vendre tilbage til hans læber. Det var hans optimistiske personlighed som tog over, han kunne ikke være nedtrykt over længere perioder.
Matt var bare glad for at han havde mødt Flynn, han kunne dog ikke helt slippe følelsen fra da han så ham som en ulv. Det var som om den sad fast i ham, som om han ikke helt ville acceptere at han nu var et menneske.
Han begyndte stille og roligt at bide negle, det var længe siden at han havde gjort det og stoppede det så snart det gik op for ham "Hvordan kan du egentlig finde rundt herude? Hvis du spørger mig er alt ens." Matt kiggede på Flynn, han vidste ikke helt hvordan det var at havde en stedsans så det gjorde ham ret nysgerrig.
Der blev rette lidt på den krøllede t-shirt, som havde sat sig mærkeligt.

Flynn havde lidt svært ved at forstå, hvorfor Matts smil forsvandt på den måde. Og så den måde han sagde ordet 'farver' på. Det lød nærmest helt... trist. Men hvorfor blev Matt trist over farver? De burde næsten kun gøre ham i bedre humør. Undrende kiggede Flynn på Matt. Burde han spørge ind til det? Eller ville det bare gøre Matts humør endnu ringere? Det var han jo ikke interesseret i. Tristhed brød Flynn sig ikke om, og han prøvede derfor også at undgå det.
Han blev ret lettet, da smilet vendte tilbage. Flynn var altid i tvivl om, hvordan han skulle håndtere tårer og triste miner. Han endte derfor tit med ikke at gøre noget overhovedet, netop fordi han havde så travlt med at spekulere over, hvad han skulle gøre og sige.
"Eh...", Flynn trak lidt på det. Han ville gerne give et ordentligt svar, så Matt ikke ville tro, at han ikke vidste det. For han vidste det jo godt. "Altså.... Det er svært at forklare", han kløede sig lidt i nakken. "Jeg tror bare, at jeg gør det. Uden at tænke over det, ligger jeg bare mærke til mine omgivelser. Og nogle gange er det også de forskellige dufte omkring os", fortsatte han. Derefter trak han lidt på skuldrene. Det var nok blevet en lidt rodet forklaring, men Flynn anede ikke, hvordan han selv skulle forklare det. Han gjorde det jo bare. Han tænkte aldrig over, hvordan han fandt rundt. Men nu hvor Matt sagde det, var det egentlig en smule underligt. Alt lignede næsten hinanden, men alligevel fandt Flynn de så forskelligt. Ikke ét eneste træ var magen til et andet.
Han bed sig lidt i underlæben. "Øhm... Har du lyst til at... Holde i hånden?", spurgte han stille. En rødmen bredte sig langsomt over hans kindben. Somregel mente han ikke noget med det, men han kunne bare godt lide at holde i hånd. Med alle mulige former for mennesker. Ret underligt egentlig. Det blev bare så akavet, hvis folk afslog hans tilbud.

Matt havde lyttet efter da Flynn prøvede at forklare, han kunne bare ikke helt forstå det, men det betød ikke at han lyttede mindre efter af hvad der blev sagt.
Et lille fnis undslap Matt da han så Flynn rødme, det fik ham til at se sødere ud.
Matt lod, langsomt og forsigtigt, sine fingre glide ind mellem Flynns og tog tilsidst fat. Imens dette skete havde han kigget direkte på Flynn og sendt ham et sødt smil.
Matt svingede stille med hånden, så beggederes hænder gyngede stille frem og tilbage. Det var intet problem for Matt at holde i hånden med nogle, det gav ham bare en følelse af trykhed ved personen.
Hænderme blev svunget lidt højere op og blev stoppet midt i luften så Matt kunne studere dem. De var ret forskellige, med hver sin størrelse og hver sin finger længde. Et lille grin undslap Matt da han lod hænderne falde tilbage i den langsomme gyngende bevægelse. Man kunne tydeligt se på ham at han hyggede sig med at holde Flynn i hånden.
Lysstrålerne dansede stille forbi på Matts sorte jakke mens han gik med et smil plantet på læberne.
Øjnene skiftede med at fokusere på Flynn og træerne bag dem, Matt prøvede faktisk at lægge mærke til hvor de gik og hvilke træer de passerede, han ville prøve at få en forståelse af Flynns forklaring, om hvordan han fandt vej.
Den frie hånd blev stukket i lommen og Matt smilte da han igen kiggede på Flynn "Dejlige øjne du har." fik Matt sagt med smilende øjne, da han endnu engang blev fanget af deres dejlige farve.

Matts fnis fik kun Flynns rødmen til at blive en smule værre. Ikke meget, men lidt. I et kort sekund troede han, at Matt lo af ham. Gjorde nar af hans spørgsmål. Inderst inde gjorde det ham en smule trist, men han viste det ikke. Det var heldigvis ikke tilfældet. Matts langsomme bevægelser gav ham en underlig kilden i maven. Det plejede han ellers ikke at få, når han holdt andre i hånden. Måske var det bare fordi, det var Matt? Flynn prøvede at skubbe det lidt i baggrunden, selvom det var en smule svært. Flynn gengældte Matts søde smil og holdt ellers bare fat i hans hånd. Sådan noget her elskede han. Bare at holde i hånd. Han var utrolig glad for, at Matt ikke havde afslået.
Flynn lo varmt, da Matt begyndte at svinge med deres hænder. Han var simpelthen så nuttet! Det burde næsten være fysisk umuligt. Men niksen. Her stod Matt. Flynn ville bare helst ikke kigge for meget på ham. For det virkede måske lidt underligt. Et smil bredte sig igen over hans læber, da han fulgte Matts blik. Det lignede næsten, at han kiggede på de forskellige træer. Måske prøvede han selv at holde øje med omgivelserne? Det gjorde Flynn lidt glad, for det var jo et tegn på, at han prøvede at forstå.
Endnu et grin undslap ham, da Matt kommenterede hans øjne. "Åh, eh, tak", sagde han med et skævt smil. Flynn vat altid i tvivl om, hvordan han skulle reagere på komplimenter. Derfor endte hans svar altid med at blive en smule platte. Det betød dog ikke, at han ikke satte pris på dem, for det gjorde han skam, han havde bare svært ved at udtrykke sig ordentligt.
"Du er altså vildt nuttet!", sagde han, inden han nåede at stoppe sig selv. "Altså... Du ved...", han lo lidt nervøst og kiggede væk fra Matt igen. Han bed sig lidt i underlæben. Det var dumt sagt. Hvorfor kunne han ikke bare holde sådan noget for sig selv?

En varm følelse skød frem i Matts kinder, han kunne tydeligt mærke at han var begyndt på at rødme.
Kaldte Flynn ham virkelig lige for nutted? Matt var før blevet kaldt mange ting, men nutted var ikke en af dem, dette gjorde at Matt ikke helt vidste hvordan han skulle reagere. Han prøvede dog på ikke at vise det på ydersiden, så han tog modet til sig og lagde forsigtigt sit hoved på Flynns skulder, mens han smilede "Hvor er du sød." Matt var glad og det kunne man tydeligt høre på hans stemme.
Inderst inde tænkte Matt på at han godt kunne bruge den pels, som han tideligere havde begravet sig i, til at gemme sine røde kinder væk fra verden.
Alt imens, Matts hoved hvilede på Flynns skulder, var hans fingre begyndt at kærtegne Flynns hånd.
Der gik lidt før Matt fjernede sit hoved fra skulderen, han var ikke meget for det, men han blev nød til det da det var lidt svlrt for ham at gå.
Matt kunne mærke at hans kinder stadig var varme så de måtte stadig være en smule.røde, men Matt kunne ikke lade være med at kigge på Flynn, han måtte bare håbe på at det ikke blev opdaget, for ellers ville han sikkert blive rød i tomaten.
Han syntes det var nogle mærkelige følelser han var ved at udvikle for Flynn, normalt var han ikke den tyoe der rødmede, slet ikke som han gjorde nu.

Det kom en smule bag på Flynn, da Matt lagde sit hoved imod hans skulder. Men han havde bestemt ikke noge imod det. Selvom det var en lidt underlig følelse, fordi de gik, var det alligevel rart. Næsten som om det bare lige passede på Flynns skulder. Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde haft det sådan her. Den der underlige følelse i maven havde han kun oplevet meget få gange. En max to gange. Hvad var et nu, den betød?
Et smil bredte sig igen på Flynns læber, da han hørte, hvad Matt sagde. Han svarede dog ikke, for hvad var der egentlig at svare til sådan noget? Han kiggede kort ned på deres hænder, da Matt begyndte at kærtegne hans hånd.
Han kommenterede ikke, da Matt fjernede sit hoved. Det var en smule svært at gå på den måde. Hvis de havde siddet ned i en sofa eller noget, ville det havde været meget nemmere. Men nej. De var ude i skoven. På vej væk, huskede han sig selv på. Matts tilstedeværelse var en smule distraherende, så Flynn måtte lige orientere sig endnu en gang, for at vide hvor de var. "Vi skal den her vej", sagde han stille og drejede en smule til venstre, så de ikke gik i helt samme retning som før. "Der er et rigtig grimt krat herovre, og det vil jeg helst gerne undgå", sagde han med et lille smil og kiggede på Matt. Krattet var en stor sammenfiltring af brombær, og brombær havde torne. Desuden var krattet ret stort, så de ville ende med at skulle gå en stor omvej, hvis ikke de skiftede kurs nu.
"Såeh.... Du bor i Terre?", spurgte Flynn nysgerrigt og kiggede igen over på Matt. Han ville rigtig gerne lære Matt bedre at kende, og det her var måden, han kunne gøre det på.

Matt havde åndet lettet ud da de skiftede kurs, det lod ikke til at Flynn tog sig af hans rødmende kinder. Så han kunne stille og roligt få de røde kinder til at falme i farven.
Der blev nikket stille til Flynns grund til at skifte kurs. Han ville meget gerne undgå krattet da han til tider faktisk var ret kluntet.
Matt kiggede på Flynn da han spurgte om han boede i Terre, et svagt nik blev sendt som svar. Det var rigtigt at han boede i en lejlighed i Terre, som han holdt meget af.
Matt tjekke stille sine bukselommer efter hans nøgler. En kold følelse løb ned af han ryg, de var der ikke. Han tjekkede hurtigt jakkens lommer. De var der, han havde heldigvis ikke smækket sig ude igen. Han knuede dem i hånden, han havde været bange for at han havde glemt dem.
Matt ville sikre sig at Flynn havde fået et ordentligt svar "Ja... Ja det gør jeg." Endnu engang blev hans kinder varme, havde han feber eller sådan noget?
Han placerede stille en hånd på sin pande. Intet, alt var normalt. Der blev lavet en lille bevægelse så det lignede at han rettede lidt på sit hår.
Matts øjne gled langsomt rundt i skoven "Hva' med dig?" Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, han ville gerne invitere Flynn med hjem, men hvad nu hvis han afviste tilbudet? De havde jo også næsten lige mødt hinanden.
Hans hånd stoppede med kærtegnende og skiftede tilbage til at flette sig ind i Flynns.

Flynn nikkede med et smil, da han hørte Matts svar. Han havde god nok set, at han nikkede, men et rigtigt svar var også fint nok. Så kunne det i hvert fald ikke misforstås. Gad vide hvor henne i Terre han boede. Måske var det tæt på Flynn? Tanken fik ham til at smile, selvom han ikke helt var klar over, hvorfor. Flynn sendte Matt et smil. "Jeg bor også i Terre. Eller hvad du nu vil kalde det. Jeg bor ikke et fast sted endnu. Jeg er næsten lige kommet til byen, så jeg har slået mig ned på et eller andet hotel", fortalte han. Flynn havde et problem. Han kunne aldrig huske, hvad hotellet hed. Derfor blev det altid til 'et eller andet hotel'. "Du må gerne besøge mig, hvis du altså vil", sagde han stille og kiggede kort væk fra Matt. Varmen var igen skudt op i hans kinder. Det var dog utroligt. Det føltes som om, han ikke lavede andet end at rødme lige i øjeblikket.
Flynn kiggede kort ned på deres hænder. Matt var stoppet med at kærtegne hans hånd, og flettede nu bare sine fingre ind i Flynns igen. Det havde Flynn absolut ikke noget imod. Han syntes kun, at det var rart. Matt var en dejlig person. Helt igennem dejlig. Flynn var glad for, at han havde valgt at tage ud i skoven. Hvad nu, hvis han ikke havde været i sin ulveform? Ville Matt så bare have gået videre? Flynn kunne ikke lide tanken, men det var jo heldigvis ikke aktuelt.
"Du er en engel, er du ikke?", spurgte han nysgerrigt. "Jeg ved ikke rigtig noget om engle, men jeg kunne genkende duften", tilføjede han med et skævt smil.

Matts øjne havde lyst op som små julelys da Flynn sagde at han godt måtte besøge ham. En lettet følelse spredte sig i Matts krop, han hvidste dog ikke helt hvorfor.
Spørgsmålet om hans race fik ham til at gå en smule i panik. Havde Flynn noget imod hans race? Flynns skæve smil fik ham til at slappe lidt af, det virkede ikke som om han havde noget imod engle.
Matt tog sig sammen og fik svaret med et smil "Ja jeg er en engel." hans hjerte hamredd "Men at du ligefrem kan lugte det! Jeg er ellers ret sikker på jeg tog et bad imorges!" Matt lo varmt, han havde regnet ud at Flynn sikkert havde fundet ud af det mens han var en ulv.
Matt tog fat om Flynns arm og puttede sig tæt ind til den. Kinderne var rødmet, men Matt var snart ligeglad med det, han hyggede sig "Jeg er glad for at jeg har mødt dig Flynn." Matt hviskede ordene stille med et smil på læben. Han var virkelig glad for at han havde mødt ham, det var der ingen tvivl om.
Matts øjne fokuserede på Flynn "Du må også gerne besøge mig, hvis du altså kan finde min lejlighed." han fnes stille for sig selv, det var sikkert ham der havde størst problemer med at finde hen til lejligheden.
Maven rumlede svagt, Matt havde glemt alt om at han ikke havde sine snacks på sig "Shh... Du får vafler senere." Ham smilede da maven stoppede, det var ikke fordi at han faktisk var sulten. Det var bare blevet en vane at spise vaffelrør når han kunne.

Flynn lo, da han hørte Matts kommentar "Nå? Så du har været i bad?", spurgte han drillende og stak næsen ned til Matts hår. Han snusede indad, men fortrød med det samme. Duften gjorde ham helt svimmel. På den gode måde. Flynn trak sig væk igen med et smil. "Okay, jeg tror på dig", sagde han smilende. Matt havde noget utrolig blødt hår. Lidt efter mærkede han Matt imod sin arm. Nærmest som om han var blevet en krammepude. Smilet forlod ikke hans læber. Det var nærmest umuligt ikke at smile i Matts selskab.
"Jeg er også glad for, at jeg har mødt dig", svarede Flynn. Dog i et normalt toneleje. Ved lyden af det næste englen sagde, lo Flynn. "Du har jo ikke engang fortalt mig, hvor du bor. Hvordan havde du så tænkt dig, at jeg skulle finde din lejlighed?", spurgte han. Flynn havde dog på fornemmelsen, at han havde misforstået noget. Måske mente Matt, at han selv skulle finde lejligheden efter i dag. De ville gå hjem til Matts lejlighed ny, og så skulle Flynn selv finde den næste gang. "Altså...", han kløede sig lidt i nakken med sin frie hånd. Det var egentlig lidt pinligt det her. Et nervøst grin undslap ham.
Hans opmærksomhed blev afledt, da Matts mave rumlede. Han var måske sulten. "Vafler?", spurgte Flynn nysgerrigt. Så huskede han duften fra tidligere. "Vaffelrør", han smilede skævt. "Så jeg tog altså ikke fejl, vel?". Måske plejede Matt at have vaffelrør i lommen?

"Jeg mener jeg kunne vise dig min lejlighed denne gang, så kunne du finde den næste gang." Fik Matt sagt med røde kinder, da Flynn undrede sig over hvordan han skulle kunne finde den.
Matt var lidt stolt af over sig selv, han fik på en måde inviteret Flynn med hjem, nu håbede han bare at han gik med til det og ikke afviste idéen.
Et sødt smil hvilede på Matts læber mens han kiggede på Flyyn med store øjne "Jeg elsker vafler, de smager så godt. Især de med vanilje creme i midten." Han slikkede sig forsigtigt om munden, det var virkeligt vært at tale om dem uden at blive sulten. Matt kunne havde fortalt meget om de forskellige vafler der var, men han ville skåne Flynn for alle de detaljer som fandtes i hans hjerne.
Matt kiggede lige frem "Hvor var det nu min lejlighed lå i Terre? Hmm..." sagde han stille for sig selv "Ej, jeg ved godt hvor min lejlighed ligger i Terre, jeg tror faktisk det er den eneste ting jeg kan finde i Terre." Han smilede stille, det var faktisk sandt at det var den eneste ting han kunne finde med garanti i Terre. Det var nok på grund af at hans vaffel lager var i hans lejlighed.
Matt hyggede sig med at kramme Flynns arm, det var et af de punkter hvor han mindede om en kat, da de elsker at havde kontakt med andre på store områder.
Han kørte stille sin kind op og ned af Flynns arm, han var gået igang med denne bevægelse uden at han opdagede det. Han prøvede at putte sig ind hos Flynn.

"Åh... Klart", sagde han og lo kort af sin egen fejl. Så han havde altså taget fejl. Ikke at det nu undrede Flynn så meget. Det andet hang jo slet ikke sammen. Nej, det her gav langt mere mening. Først efter et lille stykke tid, gik det op for Flynn, hvad Matt egentlig havde sagt. Han havde inviteret Flynn med hjem i sin lejlighed. Fantastisk! Det ville Flynn ikke gå glip af. En lejlighed sagde også meget om beboeren. Det havde hans mor altid plapret op om, så det troede Flynn på. Det ville også være en ekstremt god mulighed for at lære Matt endnu bedre at kende.
Flynn sendte Matt et smil, da han begyndte at tale om vafler. "Vanilje? Personligt foretrækker jeg chokolade, men hver sin smag", sagde han med et skævt smil. Det var ikke så tit Flynn fik hverken vafler eller vaffelrør. Han spiste generalt ikke ting som det. Kage, slik, pizza, burger, det spiste han ikke. De to sidste ting brød han sig ikke rigtig om, men de andre kunne han da godt lide. Han spiste det bare sjældent.
I et kort sekund blev Flynn urolig for, at Matt virkelig ikke kunne huske vejen til lejligheden. Det ville jo være et problem. Et stort et af slagsen. Heldigvis var det ikke tilfældet. Flynn åndede lettet ud.
"Virkelig? Den eneste ting?", spurgte han drillende og sendte Matt et smil, der passede til. En let rødmen bredte sig igen på Flynns kinder, da han mærkede Matt. Han havde selvfølgelig været der hele tiden, men det her var en smule... Anderledes. Flynn blinkede langsomt, og prøvede at bevare fokus på hvor de gik. "Uhm... Den her vej", mumlede han og drejede endnu en gang. Denne gang var det bare et lidt skarpere sving. Skoven var ved at tynde ud, og længere fremme kunne byen anes.