Den store skattejagt. 1.del Eidolons Ring

Indtil for en halv time siden, havde alt været som det plejede på den ellers nu så fredsommelige politistation, de mord der skete i gaderne var ikke deres problem, de fik så mange penge fra så mange mennesker at den blå uniform nærmest kun var til for sjov og de småkriminelle, udgjorde ikke det store problem mere, da de fleste butiksejere gennem mange krige og skiftende herskere havde lært at den bedste form for retfærdighed de kunne håbe på var gennem løbet på en Colt 45. Øjensynligt var der den normale form for ro man kunne forvente i et turbulent land som Di Morga, der herskede, folk der levede i landet havde efterhånden lært at håndtere hverdagens små problemer som overfald og ligneden på egen hånd, det var længe siden at der for alvor havde været en konge eller leder der havde kunne sørge for ordenlig beskyttelse af befolkningen, uden at miste sit greb om magten, en ting som altid syntes at være blevet sat som en højere end folkets ve og vel.

I en lille celle under selve politisationen, sad en elver med flammende rødt hår og kradsede i væggen med de bare fingre, blodet løb i en stille strøm ned om han hænder og de pjalter han havde på udgjorde knap nok tøj der kunne holde ham tildækket for slet ikke at sige varm, hans øjne var tomme og gav indtryk af at han havde siddet der længe, kiggede man rundt i resten af rummet, ville man da også finde det ganske skræmmende. Overalt på væggende var der skrevet med mere eller mindre blodfyldte bogstaver "Der er en anden bevidsthed en min. Træet har en sjæl. Ringen taler til mig!", de politifolk der skulle give elveren mad et par gange om dagen nægtede at gå ind til ham, så de skubbede maden ind til ham og det mest uhyggelige var at han kastede sig over det som et vildt dyr der ikke havde spist i uger, sådan var det hver dag. Politifolkene var mere eller mindre enige om at manden var skingrende vanvittig og at det var bedst han kom på et mental hospital, men ingen turde flytte på ham.

Han sad om natten og rokkede frem og tilbage på gulvet, mens han sad i skrædderstilling og mumlede på et sprog som ingen rigtigt forstod, det var en blanding af dæmonisk og kliklyde som han lavede med tungen. Hans blik var også fikseret mod ringen og på videooptagelserne, var det tydeligt at han kunne tilbringe en hel nat uden at blinke, men kun mumle og rokke frem og tilbage, mens hans øjne var vilde og sindsyge uden den mindste for for menneskelighed.

Men denne eftermiddag, var alt ikke som det plejede, efter elveren havde skrevet dagens besked færdig, rejste han sig op og gik mod gitterdøren og i sekundet inden han gik ind i den, drejede han på ringen så den vendte ind mod ham og han trykkede den mod brystet. Hans krop blev til noget der mindede om tåge, mens han trådte lige igennem gitteret, da den vagthavende politimand kom løbende, gjorde elveren sig til kød og blod igen og fravristede ham både pistol og politistav. Der blev gjort kort process, som politimanden fik to skud i hoved, det syntes ikke engang at være blevet registreret af elveren hvad denne lige havde gjort, stille og roligt fortsatte han mod trappen der førte op til selve politiets kontorer.

Øjeblikke senere var folk stormet ud af politistationen, mens skud og lyden af kamp foregik indenfor, alle stod måbende og stirrede på scenariet, ingen syntes rigtigt at have fattet hvad der skete derinde, før en mand med blod i hele ansigtet og ned af tøjet kom ud af en af vinduerne, mens han råbte som en vanvittig, "Det er ringen! Det er ringen der styrer ham!". Det var på tide at en eller anden gjorde noget inden den vanvittige elver slog flere uskyldige ihjel, ringen måtte tvinges fra vedkommende.

//Jeres figur, skal selv kunne regne ud at det er ringen som Karl mangler og jeg må kraftigt foreslå at ringen ikke bliver taget på og at folk også husker at elveren bevæger sig rundt inde på politistationen. Husk at gøre det realistisk//

Det var ikke til at forklare hvad der skete inde på politistationen som folk farede rundt og skreg, med alt det så vidste man stadigvæk ikke hvad der forårsagede larmen, når man stod udenfor ikke så langt væk fra bygningen. Et mindre bekymret ansigtsudtryk kunne ses på elverkvinden som der skjulte sig selv en anelse så menneskemængden ikke kunne gætte sig frem til hvad hun var. Hendes hår dækkede hendes ører, men ikke hendes skønhed.
Hun overvejede at træde indenfor selvom alt ville ligne kaos der inde. Et lydløst suk undslap fra hendes flydige læber, ville det nu også være normalt af hende at deltage? Hun rystede kort på hovedet da tanken strejfede hende om at hun egentlig gerne ville imponere Karl mere end hun havde gjort i forvejen.
Hun ville gøre alt for at få fat i den ring, om det så gjaldt liv eller død, hvilket det jo gjorde på et hvis niveau, med en del svingende meninger begyndte hun at begive sig hen til politistationen. ”Undskyld.. jeg skal forbi.. undskyld mig..” nævnte hun hele tiden mens at hun gik ind imellem den mængde folk der stod i vejen som havde det svært med at tackle situationen. Nogle af dem stod og græd, andre havde bare fået et kæmpe chok, mens at det var en oplevelse for livet. De fleste prøvede bare på at komme væk.
Endelig nåede hun frem, ind gennem døren, indgangen på politistationen og fortsatte med at træde indenfor, der skulle en del til for at hun ville opgive idéen med at finde den ring som utroligt nok betyder meget for Karl. Hun kendte ham godt nok ikke hundred procent endnu, men hun havde mødt ham, det var det som betød noget for hende.
Hvad ville han mon sige til det, hvis det var hende der fik fat i den? Hun lod være med at kigge direkte på de politifolk der randte rundt, hun var ikke meget for at være i selskab med dem eller generelt bare det at vide at være i samme rum. Hun fandt dem nyttesløst. Hun holdt sig bevægende mens at hun havde sat retning hen mod en celle, hvor en mand skulle have siddet, den vanvittige mand som folk kaldte ham, efter at han havde sprunget ud fra et vindue. Hun ville lige tjekke op på historien for at se hvad der virkelig var sket.
Hun spærrede øjnene op da hun fik øje på hvad der stod på væggene og langsomt begyndte hun at gå bag ud, mod udgangen, mens at hun fik et ordentlig overblik fik hun også øje på en død mand. Hun forlod derefter rummet. Hvor mon manden så havde løbet hen i den fart?
Af en eller anden grund ville hun ud fra politistationen med det samme, men så nåede en politimand at sige så højt at hun kunne høre det, at manden var sprunget ud fra et vindue…
Hun skyndte sig ud alt hvad hun kunne, så hun næsten blev lidt forpustet inden at hun begav sig rundt om bygningen og rigtigt nok, end til at hun kom til det sted på den rigtige side.. lå der en mand, som tydeligvis nu var død. Hun gispede lidt ved tanken, inden at hun trak sig svagt på skulderen og gik lige så stille hen til ham og satte sig ned på hug. Hvorefter at hun så småt begyndte at røre på ham, da hun havde vendt ham om at ligge på siden, for at lede efter ringen. I en let bevægelse tog hun fat i hans ene kolde hånd og fik øje på ringen.. som hun lige så stille tog af ham uden selv at tænke på at tage den på, måske var den nok smuk, men hun var ikke ligefrem en kvinde der elskede smykker så højt, hun gik efter noget andet.
Mens at hun rejste sig op og begyndte at gå væk fra stedet… beholdte hun ringen i hånden og knyttede sine fingre om den.
Uden at tage den på.