Den store skattejagt. 2.del Pendant of saints

I hele domkirken herskede der ro, kun lyden af de munke der messede kunne for alvor høres mens præsten i et roligt tempo gik op mod alteret for at holde sin prædiken. De engle der var i kirken var alle tungt armerede i skinnende rustninger, de virkede næsten som om de sugede energi ud af den spinkle mængde at tro som viste sig at være i rummet. Præsten nåede i midletid op til alteret, det var tydeligt han var en ældre mand, der ikke kunne holde hvervet meget længere, men dog virkede det til at han var ganske tilfreds med den dødelighed han havde som menneske.

"Venner, brødre... vi er samlet idag for..." Sådan begyndte han, mens folk samlede deres hænder og en kollektiv lyd af rustninger der raslede kom ham i møde, han virkede dog ikke mærket med det, han var efterhånden blevet så van til at det var englene der fyldte hans kirke mere end nogen anden race. Han fandt dem ikke truende som så mange andre gjorde, men han fandt tvært imod deres måske en smugle bryske ydre som et naturligt værn mod det som måske ville gøre dem skade, men så længe de var i hans kirke, ville der ikke tilfalde dem nogen skade, eller det var da hvad han troede. Som hans prædiken skred frem, blev det dog tydeligt for ham at stemningen blandt englene var meget trykket og få af dem rigtigt hørte efter, han kunne ikke rigtigt bestemme sig for hvad det var, men det var som om de næsten sørgede over et eller andet, kun en af dem så ud til at følge med med et glimt af hemmelighedskrammeri og måske også glæde.

Præsten blev mere og mere utryg ved situationen, var der noget under opsejling som han burde vide noget om? Der kunne under ingen omstændigheder blive tale om kamp i hans kirke og det vidste alle, men hvad i alverden kunne det være englene var så pokkers nervøse over? han skulle snart få et svar, for da han endelig var færdig med at prædike og foldede hænderne mens han kom med den obligatoriske fællesbøn. Lyden af stemmer der fulgte hans genlød i hele kirken, selvom fremmødet ikke var stort, kunne det alligevel få det til at lyde som om kirken var fyldt.

Da bønne var færdig rejste englen med smilet sig op og gik op mod præsten, hvor han med et lille nik tilkendegjorde at han gerne ville sige noget, "Kære venner og ærede brødre, hvor kære præst Elisias, har været blandt os i mange år og han har værnet om denne kirke med sit eget liv som indsats, og har ledt mange af Di Morgas borgere videre til er bedere sted. Men idag var det min sørgelige opgave at fortælle ham, at hans tjeneste på jorden var til ende". Præsten gøs og det var tydeligt han var overrasket, men ikke destro mindre tog han det i stiv arm, men da han selv ville sige noget, holdt englen armen oppe for at beholde ordet, "Men mine brødre og jeg har været i fortræde for den hellige herre og tale din sag... Du er blevet ophøjet til helgen og derfor har vi skabt en ting til dig". Præsten stod der med åben mund og så spørgende ud, han kunne mærke hvordan hans aldrende krop skælvede under ham, kunne det virkelig passe at han skulle være blevet kanoniseret til helgen?. Englen fortsatte, mens han fiskede en halskæde frem, "denne halskæde vil skænke dig et længere liv, men ikke i al evighed, men du vil dog leve langt længere end normale mennesker... bær den med ære og se den som en tak fra den højeste hamselv... men husk, skulle du miste den, vil du da dø med det samme, da det kun er kædens magi der holder dig i live".

Præsten tog mod den med skælvende hånd, "Tak... Tak til jer alle". Da han kiggede ned på den lignede den dog ikke ligefrem et kristent symbol, men ikke destro mindre ville han bærer den med ære, men han måtte sørge for at den ikke blev taget fra ham for enhver pris.

Urune sad mellem alle menneskene i kirken. Han havde stivt fulgt med, godt skjult bag alle da han selv nægtede at bede til deres såkaldte "herre". Han levede fint uden sin herre. Men han var kommet i denne kirke ofte, og alle gangene havde han været forundret over at den samme gamle mand kunne stå og holde prædiken. Det var imponerende. Englene som var forsamlet i rummet ville næppe blive en udfordring hvis han skulle gå hen og blive opdaget. Ingen af dem i rummet, mindst af dem var englene, ville være synderligt glade for at en dæmon var på besøg. Dog havde hans gode hjerte løbet om hjørner med ham før, men denne gang angik det et sjældent smykke som han havde fået besked på at skaffe, på den ene eller anden måde. Det var ham ligegyldigt hvad smykket kunne, det trykkede lidt på nysgerrigheden, men ikke mere end til at han kunne klare det.

Da englene samledes omkring præsten kneb Urune øjnene sammen. En engel kunne han se, talte til præsten, og gav ham halskæden. Utroligt, hans kilder havde holdt vand, på trods af at de sjældent gjorde det, men nu skete det altså. Han havde fortjent alle de penge han fik for denne information. Men det ærgede nu Urune at præsten ville dø så snart han tog halskæden fra ham. *Liv kommer og går, men spørgsmålet er... Sætter jeg mit eget liv højere end denne præsts?* Han tænkte ikke længe over det spørgsmål, han havde fået besked på at hente halskæden så det kunne være lidt ligemeget.

Præsten gik skælvende hen imod sine egne gemakker og Urune fulgte hurtigt efter og var ind af døren inden den nåede at smække. Præsten var for optaget af sit nye smykke, et smykke som meget snart ville skifte hænder. Præsten lagde ikke mærke til da gulvet knirkede idet Urune gik hurtigt hen imod ham og placerede sig lige bag ham. "Undskyld Fader? Må jeg spørge Dem om hvad der skete ude ved alteret?" Hans stemme var utrolig ydmyg, man kunne have troet at den kom fra et barn. Idet præsten vendte sig om finger sparkede Urune præsten lige i panden så han faldt sammen. "Jeg forstår... Smykket der forlænger din levetid, men ikke din styrke, i hvert fald ikke den fysiske. Kunne du godt have brugt noget af lige nu..." Urune bukkede sig mod præsten, lagde en finger på hvert af hans øjenlåg og lukkede dem langsomt og blidt. "Jeg har vist dig den nåde jeg kunne, jeg beklager at det skulle gå sådan her. Må De hvile i fred..." Han bukkede hovedet for præsten, men idet han gjorde dette hev præsten fat i Urune's hår og hev ham ned til sig og hviskede ind i hans øre, men det var for sent. Urune havde manipuleret med sit sværd og havde allerede plantet sin ring som nu havde en meget spids ende, ind i halsen på præsten. Han stirrede i væmmelse over hvad han havde gjort.

"Hvorfor... Hvorfor skulle mine reflekser også tage over?" Han tænkte på de ord han havde sagt. "Tag bare halskæden, mit liv har været godt og jeg er klar til at møde vores alle sammens skaber... Tak for din nåde, min søn..." Han slog en hånd for munden for ikke at brække sig. Skamfuldt. Han kiggede ned på præsten. Død. Død med det samme. Men noget var anderledes... Præsten havde halskæden liggende ved siden af sig, ved siden af hans døde hånd. Det slog Urune at han selv havde taget halskæden af og endt sit eget liv. Men det hjalp ikke på den følelse han havde. Han havde stukket et hul i en død mands hals, et lig, noget af det vigtigste der er og det største minde om en når man går fra denne jord. Han lukkede øjnene i et stykke tid for at få kontrol over sin krop igen og samlede så halskæden op. "Den har bare at være det værd..." Han kastede et sidste blik på manden som lå der, med et fredfyldt smil og lukkede øjne, dog var der en stor blodpøl rundt omkring ham.

Urune prøvede at lave en portal, men kunne ikke. Af en eller anden grund kunne han ikke lave en portal inde i kirken. *Er det... Kirken der gør det? Eller er det mine splittede følelser over at jeg var nød til at gøre dette? Lige meget, jeg skal i hvert fald væk herfra...* Og han gjorde det. Han åbnede døren ud til englene og de resterende mennesker. Heldigvis var hans tøj lavet på en bestemt måde som gjorde at ting som blod, vand og lignende ting som ville tørre fast på tøjet, bare prellede af. Han gik stille og roligt ud af hovedindgangen med halskæden i lommen. Men for sent. En af englene råbte efter ham og han satte i hurtigt løb ud på den åbne gade. Herude ville de næppe vise sig, ville de? Det var stadig mørkt udenfor så han kunne snildt gemme sig for englene. Han gik langsomt væk fra kirken mens han tydeligt hørte englene råbe ad hinanden for at lade ham være sluppet væk.

Han hev en telefon op ad lommen og trykkede på opkald, han havde skrevet nummeret ind forinden. Telefonen blev taget hurtigt. "Den er skaffet, sig hvor jeg skal møde dig. Har lidt problemer med min form for transport."

///Hvis jeg forstår rigtigt, så er dette et enkelt persons emne, det er ikke sådan så det man selv gør påvirker andres, vel? For så bliver det jo ret kompliceret hvis man kun må skrive et svar og man så mister genstanden senere. Just making sure <3///

Efter den første opgave var denne kvinde klar til at tage imod den anden opgave, nemlig at få fat i en halskæde som hun så senere skulle aflevere. Hun havde smug lyttet fra andre hist og pist der havde fået noget interessant information at vide fra nogle der havde været med i en samtale der beskæftigede sig med at en mand netop havde fået denne halskæde for at han kunne holde sig i live og hvis nogen tog den fra ham.. så ville han ende med at dø.
Kvinden gøs enkel gang, mens at hun tænkte over hvor hun kunne finde ham og hvad hun skulle gøre for at få denne skat i sin egen hånd. Et legesygt smil dukkede op fra overfladen.. *Jeg må bare være fremme i skoene som en kvinde nu kan være og fører mig frem* tænkte hun, manden skulle tilfældigvis stadigvæk være inde i domkirken hvor hun havde fået at vide at mødet fandt sted. Efter en lang gå tur nåede hun endelig frem hvor hun gik hen til indgangen, den store port og åbnede den lige så stille, så hun ikke forstyrrede eller larmede for meget. Det var dog noget svært for hende.
Hun sukkede lydløst for at tænke klart mens at hun lod sine øjne glide rundt for at betragte stedet, og hun førte sin ene hånd om bag ved ryggen til at den rørte ved porten og skubbede den i så den lukkede sig bag hende.
”Hallo?..” spurgte hun stille, ikke for højtråbende mens at hun traskede en smule frem af. Hun vidste ærlig talt ikke hvor hun skulle starte. Domkirken var jo en stor og unik bygning. Heldigvis var der en som havde hørt hendes stemme, gudskelov! En mand rejste sig helt op fra sin sidde plads i kirken og lod sine øjne hvile på kvindebarnet. ”Hvad laver de her.. unge dame?” spurgte han mens at han så trådte ud på gangen og fortsatte med at gå hen til hende.
”Jeg leder efter en ting..” sagde hun roligt, med den mest sukker søde stemme hun kunne komme op med. Hun lagde sit hoved en smule på skrå mens at hun betragtede manden for at finde ud af om han var den som bar halskæden.. Uden at hun havde fået lov trådte hun tættere på ham, så der kun var få centimeter imellem dem, og rigtigt nok så var han, personen der havde skatten.
”Noget jeg kan hjælpe med?” spurgte han så, mens at han fastholdte sine øjne på hende, det kunne samtidig ses at han var på vagt. Kvinden rømmede sig:
”Ja.. sådan set..” kom det mumlende fra hende, så det lød som en hvisken, mens at hun langsomt førte sin ene hånd op mod halskæden bare for at røre den.. selvom meningen var at hun ville tage den. ”Jeg føler mig så alene.. så ensom..” begyndte hun og lod sit ansigt nærme sig hans, ”At jeg snart ikke ved hvad jeg skal stille op..” sukkede hun atter og placerede et kys på hans kind, planen var simpel, hun var gået i gang med at flirte med ham, på den måde ville hun nok få fat i halskæden. ”Please.. en mand som dem kan vel ikke sige nej til en kvinde… som er endt i ensomhed?”, hun vidste ikke hvor denne tale ville ende, om manden overhovedet troede på det, han sagde ikke så meget mens at han blot stod stille med et forvirret blik.
Dog gik det lidt op for ham hvad hun egentlig var i gang med, idet at han tog fat om hendes håndled. ”Du må ikke nærme dig yderligere..” vrissede han koldt, mens at han kæmpede imod at fjerne hånden strittede hun imod, mens at et vredt blik kunne ses i hendes øjne.
”Du er ikke skatten værd!”… der gik noget tid før det lykkes hende at komme ud af hans greb, mænd var som regel stærkere end kvinder, sådan var det bare.. men ikke denne gang, der var hun heldig efter at hun var kommet fri fra grebet tog hun fat om halskæden og trak den af ham så hurtigt hun kunne at manden knap nok kunne mærke det..
”NEEEEEEEEJ….!!” skreg han inden at han væltede død om på gulvet, kvinden trådte nogle skridt tilbage, og stirrede ned på ham i et par minutter før at det gik op for hende at hun måtte se at komme væk i en fart.. Inden at nogen opdagede hende og den døde mand…
Hun gemte halskæden ned i en lomme på hendes frakke inden at hun begyndte at begive sig ud af domkirken.

Aubreiane sad nede bagerst i kirken under hele gudstjenesten, hun hørte til hans ord, lyttede til bønnerne, men fulgte ikke med i nogen af dem, det ragede hende hvad han sagde, hun havde aldrig troet på denne herre de alle skule følge, og ville heller aldrig gøre det, men hun havde fået nogle vigtige oplysninger som hun var nød til at følge op på. Og netop derfor sad hun nu her, ventende.
Den tryggende stemning lå over dem alle som en tyk kappe, og hun kunne mærke der nok skulle ske noget, noget de alle ikke havde ventet, tungen gled ud og fugtede de røde læber, for en stund blev hendes grønne tungepiercing tydelig, men forsvandt ind bag de hvide tænder igen. Hvad skulle hun stille op, alle folk i denne kirke kunne have det hun søgte, men det kunne ikke være hvem som helst der var i besiddelse af den genstand, det ville hun i hvert fald ikke tro.
Lydløst rejste hun sig da gudstjenesten var slut, for at ville følge med de andre folk ud, men det gik op for hende, at alle de mange engle blev hvor de var, indtil deres rustne skridt nærmede sig præsten, hun fulgte dem ud af øjenkrogen, og stilte sig i skyggerne, hun havde altid været ekstremt god til at gemme sig i skyggerne og det måtte hun udnytte, for at kunne høre hvad de havde tænkt sig at sige til præsten.
Stilhed.. Lyttende.. Hun kunne mærke sit eget hjerte galopere derud af, af ren og skær spænding på hvad de havde at sige til præsten, hun måtte vide det, måske havde de hvad hun ledte efter, og ellers måtte hun jo bare vente til en anden gang, vente til hun hørte nye rygter. Før eller siden skulle der nok dukke noget op, det var hun sikker på. Hun hørte hvordan de begyndte at snakke, så lavt at hun virkelig måtte koncentrere sig om at forstå hvad de sagde, men ord for ord, blev hendes smil større og større, øjnene glimtede af iver, efter at få en slutning på det her. Hun så kort et glimt af den halskæde præsten fik, og smilte endnu en gang, stort for sig selv, rygterne havde været sande, nu måtte hun slå til så snart muligheden bød sig.
Efter en time i mørket var præsten alene tilbage, hun sneg sig udenfor, og ventede på ham i skyggerne, ventede på han ville komme ud, for så at ville begive sig hjemad, men han ville aldrig nå hjem, det vidste hun, for hun skulle ikke have nogle vidner, det ville hun ikke, og selvom det måske var synd, så tilhørte denne halskæde ikke ham, men derimod en anden, og han havde en dusør hun gerne ville have,.
Der var han, *endelig* tænkte hun for sig selv, og ventede med vilje på at han havde låst kirkeporten, hun fulgte ham lydløst med vinden, og stoppede foran ham ude foran jernlågen, idet han vendte sig om, smilte hun faretruende, og lod hovedet glide på skrå, det lyse lange hår fløj rundt i vinden, og hun nød det, det var en dejlig følelse, hun vidste, at denne aften ville blive som hun havde ventet, blod, skrig, tiggen også¨.. Sejr.
“Du har noget.. Noget jeg skal bruge, og nu vil jeg tage det fra dig, med magt, eller du kan give mig halskæden, uden at der sker noget, den tilhøre ikke dig, og du fortjener den ikke” hvislede hun roligt, med et legende glimt plantet i de syregrønne øjne, hun så¨frygten i præstens øjne, vidste at han ville løbe, så endnu før han var nået for langt væk stod hun endnu en gang foran ham, “Okay.. Så tager jeg den med magt” grinte hun roligt,.
Hun lavede et hurtigt spark der sendte ham hårdt ind i et træ, og dermed slog luften ud af ham, mens han lå på alle fire og hev efter vejret, gik hun roligt hen til ham, og skubbede ham ned på ryggen og ligge, og bøjede sig faretruende over ham, inden hun satte sig på hug, tog roligt halskæden af ham, “Hvis du nu bare havde hørt efter gamle mand, så havde du måske reddet dit liv til aften” smilte hun legende, glædede sig allerede til synet af bloden, og duften af død der ville lægge sig over stedet. “Neij vær sød, tag den, og skån mit liv, jeg beder dig” bad manden og tog fat i hendes jakke, hvilket fik hende til at spytte på ham, og trække sin kniv, hun jod den ned i maven på ham, og han skreg, skreg af frygt og smerte, og hun elskede det. “Jeg tror ikke på folk der tigger, hvem ved om du ville sladre, beklager” grinte hun legende, og skar hurtigt halsen over på ham. Hun fastholdt hans blik som hans liv forsvandt fra det, og rejste sig roligt, begav sig ned mod vejen, nu skulle hun aflevere denne halskæde. Hun tog den roligt i lommen, sammen med de blege hænder der blev gemt af den sorte frakke.
Hun fandt det nummer hun ledte efter i jakken, og fandt sin mobil frem, trykkede nummeret ind, og ringede op. Ventede tavst på nogen tog den. “Jeg har det du søger, hvor vil du mødes?” hendes stemme var rolig, men stadig fuld af spænding, nu.. Skulle hun bare aflevere den.

Der blev messet, og der blev tids dræbt. Arthur havde ikke tænkt at Gud blev tilbedt på denne måde. Hele tiden stirrede Arthur den anden vej. Korset var for meget for ham. Han faldt imod jorden så båndet der holdte hans maske gik op. Dog havde hans maske blokkeret for faldet. Inden han rejste sig igen måtte han binde båndet igen. Han blev slået af en svaghed. Vie vand. Resterne fra den sidste dåb skar i ham. Det var udtørret og dampet op i luften. Hans hud begyndte at ryge svagt og Arthur kunne næsten ikke klare smerten. Hvorfor var han her. Hvorfor?... han havde ingen gang klaret første opgave. Så hvorfor nu. Lugten af brændt kød slog imod hans næsebor og det var dråben. Dette var benzin på bålet. Hans krop skælvede af helvedes til. Knoglerne gav sig til at vokse og flere og flere hår brød hans hud og skabte en slags barriere imellem vie vand og ham. Lidt efter lidt tog han skikkelse af en kæmpe varulv, langt større end normalt. Væsnet lignede bare en varulv men var enlig en dyrisk sammensmeltelse af Lupin gener og noget ukendt. Noget ukendt af afstammelse fra helvede. Han var der for at slå guds budbringere ihjel, var de sidste tanker som var i hans hoved inden blodrussen overvældtede ham og badede tænderne i et uskyldig offer der havde siddet ved siden af ham og havde været lammet af frygt. De andre begyndte nu at løbe men det var dyret lige glad med. Da menneskeblodet var fortæret gik han videre til næste offer som var en gammel dame. Hun havde siddet og bedt til at hun blev over set da hun var for langsom til at nå ud. Arthurs kløer spiddede hende i tindingen og hun faldt død om uden at miste noget af hendes blod til Arthurs mund da Arthur havde ment at blodet var alt for gammelt. Skikkelsen sprang ud af vinduet som blev knust imod Arthurs kæmpe krop. Springet var adræt men ufokusseret så Arthur tumlede rundt i sneen som blev rød af hans ofres blod. De helvedeske gener gjorde skikkelsen i stand til at lige frem lugte magi. Og dræne genstanden... Alt der hed blod blev glemt som en tekst på en computer som gik ned af strøm svigt. Magien kunne lugtes i luften og kunne spores i luften. Arthurs ulve del besad ikke nok venstre hjerne til at undre sig over det så han styrtede ind imod den by han havde så kært. Okay, kært var ikke lige ordet, det var for at give stemningen lidt pondus, for var der noget Arthur hadede så var det vampyre... okay hvis der var noget andet var det Terre. Langt om længe kunne to hvide vinger spottede idet fjerne. Arthurs ulve blik var nok kun det eneste som havde spottet det. De andre deltagere havde brugt andre metoder, men whatever denne her kunne nok bruges. Arthur var den første på benene da den nærmeste djævel kunne fornemmes, Arthur ville give vedkommende en god grund til at flygte og så overfalde djævlen og stige til vejrs sammen med den og i retningen imod magien. Han havde bare overset den detalje, djævlen kunne sikkert ikke bærer en fire en halvs meter tung ulveskabning.


Skidt pyt, der var heller ingen djævle denne morgen. Af ren vrede begik han en kæmpe massakre men blev efter nogle timer fanget af et bundt lænker og blev lænket til en lygtepæl efter at blevet skudt af en bedøvelses pil. Efter lidt tid stilnede dyrets kræfter af.....


Et skarpt lys blev tændt og blændede Arthur. "Fred han er vidst vågen" sagde en skikkelse i rummet han befandt sig i. "Okay giv ham noget vand" svarede en anden skikkelse. Kort efter blev en kold spand vand kyllet i hovedet på Arthur. "Stanley din idiot du skal ikke slippe spanden." sagde den anden skikkelse. "Forhelvede" mumlede Arthur som havde fået sin menneske skikkelse igen. Han havde først opdaget nu at han ikke havde sin maske på. En panik greb fat i ham. Ingen skulle afsløre hans sande identitet! "Jeg tror han er vred Fred." sagde manden som åbenbart hed Stanley. Fred strammede Arthurs lænker. "Jeg tror hellere at vi skal give ham noget hvile og i stedet se til den gamle præst og englen nu." Pludselig blev Arthurs hoved klart. En præst og en engel? Det skulle aldrig være dem han mødte i morges? En del at ulvens endringer strejfede ham. Magi, lugt, værdi.... Magi, lugt, VÆRDI..... MAGISK VÆRDIG! Skattejagt.... Karl.... Abbadon... Han prøvede at vride sig løs af kædens kraftige greb men forgæves... Han vred sin hjerne af led for at finde på noget der skulle få ham fri. Aha. Af de kræfter han havde tilbage, fremmanede han en trold af glas fra lampen som dumpede ned på Arthurs skød. "Skynd dig! få mig ud af de her lænker" hvæssede Arthur til trolden som automatisk åbnede en skuffe og tog en nøgle frem. Pågrund af troldens magiske essens kunne den vælge den rigtigte nøgle som selvfølgelig var et held for Arthur som på den måde kom fri. "Tak" mumlede Arthur og greb fat om et tortur instrument på bordet ved siden af ham. Så sneg han sig ud af rummet og tog døren ved siden af. Fred og Stanley sad samlet om to borde inden i rummet. Han greb fat om tortur instrumentet og hævede det, og slog til. Fred faldt livløs sammen og Stanley så ikke noget før han fik turen. Under Freds jakke dumpede noget gråt ud på gulvet. Hans maske! Han greb masken og iførte sig da noget andet vandt hans fokus. Magi... rummet stank af magi. Han kiggede på manden som låg på en af bordene. Han var gammel iført en præst kjortel. Arthur smilede da han fik øje på genstanden som udløste den lugt. Nå han havde jo fået den genstand, så hvorfor klage. Han løsnede kæden fra mandens hals og løb.

Abbadon. Fæstningen var Arthurs mål, især den sortelver der stod der ud og afventede genstanden. Arthur standsede foran manden og sagde "Mit navn er Nathan Underwood og jeg har noget som måske tilhører en hvis hr. Ricter." sagde Arthur og lod kæden dumpe ned i sortelverens hånd som fik et bredt smil på sine læber. "Tak Mr. Underwood" sagde sortelveren tonløst.

Ok, For det første er jeg rigtig glad for at der er flere der har deltaget denne gang og det er nogen rigtig gode besvarelser, men der er en der virkelig har sprunget i øjnene på mig og som jeg syntes fortjener at vinde denne runde af konkurrencen, så uden yderlige omsvøb... bortset fra at jeg håber at dem der ikke har vundet idag, vil være med igen senere.

Mén nu er den her... vinderen af denne omgang er!

Aubrei! *Fyrværkeri går af*

Desuden glemte jeg helt en vinder sidste gang og det er selvfølgelig Batichica eller Madelaine


Hvad i har vundet bliver offentliggjort i morgen aften/ nat da jeg ikke er sikker på hvornår jeg kommer hjem og desuden lige skal være blevet enige med de andre admin om hvor store jeg må gøre dem


Men stort tillykke :D