Den store skattejagt. 3.del Gloves of the golem

Skyggerne fra folk passerede tæt forbi den bænk hvor han lå og forsøgte at falde i søvn, irriterede ham kraftigt, hvorfor kunne de ikke gå væk? Alle disse plagsomme fremmede der gik rundt og troede de var bedere end ham, bedere fordi de havde arbejde, et hjem, en familie de kunne være sammen med. Den hjemløse mand vendte sig om på bænken så han ikke kunne se ud mod folk, han kunne mærke hvordan han ulmede af vrede og sorg over hvordan det havde gået ham. For ikke så længe siden havde han været FSB agent for Scars, men nu var alt taget fra ham, job, familie og formue... Intet var tilbage overhoved, ikke andet end hans lasede tøj og det der mindede om et gammelt FSB logo på hans bukser, men ellers lignede han alle de andre tiggere og hjemløse der søgte til togstationen, dog med den forkel at han ikke havde nogen laster i form af narko eller sprut, han ville bare leve resten af sine dage i ulmende vrede over det han mente var blevet taget fra ham.

Lyden fra højtalerne der tilkendegav at et tog var forsinket var dråben, larmen og de mange mennesker var simpelhen for meget til at han kunne blive liggende og tage mere, han måtte have noget at spise og lige få renset hoved engang. Som han plejede gik han ud mod containerne der stod bag banegårdens resturante, her begyndte han at rode igennem containerne og skraldespandende for at finde noget spiseligt, han fandt lift halvrådden frugt han spiste med det samme og til hans store glæde et par nye sko, samt en dåse ferskner. Men det han blev gladest for, var et par fine læder-handsker med et mærkeligt mønster på oversiden... det lignede to øjne, men det var som om de snurrede rundt, uden rigtigt at gøre det, så de dannede en spiral. Han blev fanget af at kigge ned på dem, det var som om hans hjerne slog fra og han bare lod noget andet tænke for ham.

Han tog handskerne på og stod der et øjeblik, det var en underlig følelse, det var som om han blev fjern og ikke selv var helt til stede, det var som om at han blev til noget andet, stærkere, mere kraftfuldt end han nogensinde kunne have tænkt sig. Mandens krop ændrede sig også synligt, hans tøj sprængte sig væk og en krop i massiv granit begyndte at bevæge sig rundt, han voksede til en størrelse der knapt kunne rumme ham inde på banegården.

Han kunne mærke styrke og vrede, og få sekunder senere var han gået amok med en kontainer og slog på alt og alle han kunne komme i nærheden af, så murbrokker og døde væsner og mennesker flød alle vejne... det eneste der stadig syntes at være menneskeligt på ham, var en ganske lille plet på begge hans hænder, hvor man kunne se mærkerne fra handskerne... måske man skulle hive dem af for at få ham tilbage til en mere medgørlig størrelse.

Den store vinder!!!

Arthurs skikkelse låg på lur i det fjerne. Han havde besluttet at prøve igen på at hjælpe denne Karl. Igen kun for at gøre han identitet mest naturlig. Han hadede det dybt ind i sindet men han måtte gøre det. For hans livs skyld. Men hvorfor kæmpe for hans liv...han døde jo næsten sidste gang. Arthur syntes ikke at kunne se noget idag så det havde nok været forgæves. Pokkers! En skuffet og muggen tone overtog hans tanker. Jo, måske skulle han tage til banegården og køre et andet sted hen. Et sted uden magiske væsener. Et sted hvor ingen var hans ligemænd. Et sted han var magthaveren. Han rejste sig fra bænken han sad ved og tog tilbage til Forét og pakkede. Hvert et skridt imod Forét gav et håb om frihed og snart svævede Arthur nærmest over asfalten af lykke. Men selvfølgelig måtte han løbe, for at få varmen i det køllige vejr. Hans skikkelse styrtede igennem den iskolde luft og hans ånde kunne ses tydeligere i luften i takt med at pulsen og farten steg. Det hjalp at være i bevægelse. Jakken flagrede bag ham og flere kastede undrene blikke på Arthur som heller ikke forstod hvorfor han ligefrem løb til Foret. Da han løb igennem Forets tætte dække af grene og kæppe, faldt han over en rod og slog hovedet ned i de halv rådnede blade. Ophidset sprang Arthur op fra skovbunds mulden og børstede de klæbrige blade af sig og spejdede efter lejren. Det var svært at se om vinteren nu når det meste var dækket af sne. Til sidst kunne han komme ind i elverlejrens knap så iskolde indre. Der var koldt der inde, så derfor åbnede han det flotte antikke skab og greb den første mikstur på hylden ud for ham. Uden at vide hvad han drak bældede han den lille flaske og smed den væk og sneg sig over ved den sneg dækkede høj og direkte ned i den sovende landsby underjorden...

Nogle timer senere havde han iført sig en tyk kåbe og nogle handsker og halstørklæde. I hans lomme låg en foldekniv og under kåben havde han en langbue af takst på og et fyldt pilekogger. I hans anden lomme havde han en fyldt pung. Han nød lyden af sneen knitre under hans fødder og de handlene mennesker. Men det hele stoppede brat da en abulance og en politi bil kom kørende i fuld udrykning på vej imod banegården. Arthur blev hurtigt forskrækket i første øjeblik men så kom der et fjoget smil på hans læber. Så var der altså magisk aktivitet i dag. Sikkert en af de stjålne genstande. Hans blik fulgte bilerne og Arthur løb så noget langsomere end farten ned til Foret efter bilerne. Farten var sænket pågrund af de tunge tøj men den var stadig hurtig. Efter noget tid var han ankommet. Bilerne var der allerede og nogle af politimændene skød efter noget som Arthur fik øje på i næste sekund. En kæmpe skikkelse af granit var igang med at meje alt og alle ned og folk flygtede fra stedet i massevis. Nogen prøvede endda at slæbe liget af deres famillie eller venner med. Efter at komme lidt tættere op spottede Arthur nogle øjne på væsnets hænder. Øjnene lignede nærmest spiraler. "Væk!" råbte et politi. Arthur var stædig og sagde "Nej sir, jeg ofre gerne mit liv for Di Morga!" løj Arthur heltemodigt. Det var mest pågrund af dusøren af Arthur trådte ind i kampen. "VÆK!" råbte manden igen. "Væ.. krash" Inden manden råbte færdigt havde han nakke sagt et ordenligt knæk da en kæmpe granit næve havde slået ham hårdt. Liget af manden faldt hurtigt op på jorden i en pøl blod men Arthur havde nu øjne for noget andet... Monsteret var efter ham! For at tjene fart rev Arthur kåben af efter at have fået sin folde kniv ud af lommen og smidt bue og pil kogger. Han flåede handskerne af og kastede dem efter monsteret i et spinkelt håb om at det ville falde sammen. Men det gjorde den tilsyneladene bare mere gal. Halstørklædet gik op imens Arthur løb og landede i sneen. Arthur tyrede en åben folde kniv efter væsnet som lignede en der lo imens kniven prallede af på den. Arthur var på den. Hvis han bare kunne vinde tid til at forvandle sig på, så ville han også have en nogenlunde fair chance. Hvis man altså kunne kalde et fire et halvt meters højt ulve monster for noget fair. Han hoppede ud på tog skinnerne og håbede på at han havde beregnet rigtigt på at uhyrets næve var for bred til at nå ham herinde. Så begyndte det. Forvandlingen. Arthur udstødte et synderrivende råb da hans knogler ændrede form og hans krop producerede hår og ulvekranie. Alt i ham var alt andet end menneskeligt. Han sprang fra skinnerne og lokkede væsnet længere væk. Længer væk hvor der intet var at skjule sig under. Længere væk hvor det var ulv imod stenmonster. Monsteret var hurtig til at fatte hvad legen gik ud på og slog hurtigt udefter Arthur med sådan et hårdt slag så sigtet gik ud af fokus. Hånden begravede sig i betongulvet og monsteret fik svært ved at vriste det fri. Derfor benyttede Arthur lejligheden til at spænde om af monsterets arm og op over skulderen. Så kravlede Arthur op ved hjælp af skikkelsens øre og listede langsomt igennem granit nålene som skulle være uhyrets hår. Da Arthur var kommet over hovedet og over på den anden skulder havde monsteret fået armen fri. Den rystede rundt og lod Arthur falde ned af dens arm og Arthur fik kun tid til at koncentrere sig om en ting.. mærket på væsnets hånd som han passerede i faldet. Nøjagtig i tide rækkede han ud efter mærket og lukkede fingrene om noget blødt. Og så landede han på beton gulvet med den ene handske i kløerne. Smerten for at ramme beton gulvet fra den afstand var ubeskrivelig men heldigvis var ulvens knogler solide nok til at han kunne overleve uden brækkede knogler. Men der var ingen tid til at beklage sig. Arthur kom hurtigt på benene og spænede fra det store monster. Uhyret havde tabt størrelse efter at have mistet den ene handske og var nu på størrelse med Arthurs ulvedel. Arthur lagde den ene handske under liget af en gammel mand og stormede imod væsnet. Og der stod de i en bryder stilling om hinanden og prøvede kræfter. Arthurs styrke som var af ham selv og vilddyret i ham, eller granitvæsnet som fik kræfter fra magiske handsker. Arthur kunne næsten ikke klare vægten fra granit væsnet men han fik endelig smadret væsnet om på ryggen og gav den et knæ i maven for at holde den ned i mens han frigjorde handsken fra dens hånd. I samme sekund som handsken havde forladt væsnets krop blev væsnet til et fattig, død mand. Arthurs magi slap op og han blev hurtigt til et menneske igen og følte sig svage og magtesløs. Denne kamp havde cirka taget fire timer. Arthur smilede ømt efter at have været gennembanket. Så sparkede han den gamle mand som låg på den anden handske væk og forlod banegården imod Abbadon hvor en sortelver ventede på handskerne.

Den store vinder!!!

konkurrencen er nu slut !!!!