Snefnug

Tid: Sen eftermiddag
Sted: Legepladsen
Vejr: Aftenens tusmørke er allerede ved at sætte ind, grundet den sene årstid, og luften er kold. Måske er noget sne på vej.
Omgivelser: Ingen så vidt Athal ved.

1, 2, 3, 4. Gyngen svingede højere og højere og luften strøg sine kolde fingre gennem Athals pjuskede hår, så det blafrede. Foran ham åbnede den tyste legeplads sig. En lygtepæls ensomme lys ridsede alt op i svage former og silhuetter, og hver gang Athal svingede opad - højt, højt, højt -, kunne han ane en vej af trafikerede biler længere fremme i den civilserede verden. Dette var en drømmeverden; en fjern illusion. Gemt væk fra byens støj og travle mennesker. Måske kunne det virke lidt ensomt; at sådan en ung vanddæmon som han befandt sig alene på en legeplads ved aftentíd. Det kunne have været åbningen til en gyserfilm. Men han var ligeglad.
Kraften i gyngen stilnede langsomt af, indtil Athal kun svævede ganske let over jorden. Hans skosnuder skrabede mod det nedtrampede sand, idet han krængede hovedet tilbage og så op mod den mørke himmel. Skyer dvælede deroppe; som et mørkt lagen, der dækkede for månens magiske lys, og man kunne smage luftens friskhed. Mon ikke de snart ville få sne at se? Og rigtig nok. Tanken havde kun lige nået at forme sig, før bekræftelsen af vinterens kolde berøring dalede ned fra himlen og landede på hans næse i form af et lille, hvidt snefnug.
Athal åbnede munden og skubbede tungen ud for at smage på de frosne dråber af vand, der nu begyndte at formere sig. Sneen smeltede som et frisk pust på hans tunge og begyndte at lægge sig på jorden. Athal sad og betragtede de mange snefnug. Lige indtil hans nakke begyndte at blive øm af at være så langt bagoverbøjet, og snefnuggene skar ham i øjnene. Han sænkede hovedet, så han i stedet kom til at stirre på sine sko. Sådan blev han ved med at sidde længe.

Naina kom roligt gående hen på legepladsen. Hun vidste faktisk ikke helt hvad hun lavede der, det var jo ikke fordi der var de helt store muligheder for at finde et sted at sove her. Men det kunne jo være at hun var heldig at finde noget der måske kunne være lunt. Måske en der havde glemt sin trøje eller noget i den stil. Hun bærrede sig let frem og stoppede op da hun kom til en af de ting hvor man kunne dreje den rundt og blive rigtig rundtosset. Hun satte sig opgivende på den og slog armene om sig for at holde på varmen. Hun hadede når det blev vinter. Det var altid så koldt og hun ejede slet ikke noget tøj der passede til den årstid. Hun skulle nok være blevet i den lune hule. Men på grund af de mørke væsner der hurtigt kunne finde en måtte hun holde sig i bevægelse mindst hver anden dag. Hun brød sig ikke om vold og flygtede helst fra den. Men når det blev nødvendigt skulle hun nok forsvare sit liv. Hun var ikke værd at blive til føde for et andet væsen. Ligesom hun ikke troede det kunne blive koldere så hun sneen dale ned og ramme alt omkring hende. Hun rystede lidt og tog sine ben op til sig for at holde bedre på varmen. Hun måtte se at anskaffe sig noget tøj. Men det betød bare at hun måtte sulte. Det var ikke nemt at være hende. Og hun var selv lidt overrasket over at hun havde overlevet alle de andre vintre, da det mindst havde været lige så koldt. Den bidende kulde gik lige ind til hendes knogler og hendes tænder begyndte let at klapre. Hendes øjne gik pludseligt fra at være blide til vrede og imens hun skreg voldsomt, men med en dyb stemme fór vinden væk fra hende og skubbede voldsomt til gynger og vipper. Men en af gyngerne bevægede sig mere stille end de andre, hvilket undrede hende. Indtil hun så at der sad en på en af gyngerne.

Athal kunne mærke hvordan, temperaturen gradvist faldt. Med jorden som sit eneste holdepunkt, hvilket han stirrede på, som fandtes der ingen andre interessante ting i nærheden, betragtede han snefnuggene lægge sig i lag, der efterhånden blev så tætte, at et let tæppe af hvidt krymmel dækkede legepladsen. Han kunne sikkert godt have siddet sådan for evigt. Lade de mørke tanker overtage og dvæle i sin egen, tykke selvmelidenhed.
Men i samme øjeblik fór en ordentlig vind gennem pladsen. Adskillige gynger, vipper og karuseller bevægede sig larmende på en næsten uhyggelig måde og bragte vanddæmonen ud af boblen. Athal stødte fødderne fast i jorden og rettede vagtsomt blikket op. Medmindre noget lignende af en snestorm var på vej i netop dette øjeblik, forekom vindpustet ret usædvanligt.
De havblå øjne gled undersøgende over den snebedækkede plads; faldt på enhver silhuet og smed gang efter gang lignende mistanker bort. Han var endelig lige ved at falde til ro, da han fik øje på hende. Siddende på karusellen og med sine øjne direkte rettet mod ham, som om han ikke var den eneste, der havde opdaget en andens tilstedeværelse i samme øjeblik.
Athal rømmede sig nervøst og kneb usikkert øjnene sammen. Hun lignede bestemt en, han havde set før. Måske i en af de tidligere byer? Eller også en filmstjerne? Han kunne ikke rigtig sætte fingeren på det, og netop som han sad og overvejede, hordan han skulle håndtere situationen, faldt navnet ham ind. Som ud af det blå.
En varm sommerdag, ny i byen ... en luftdæmon ...
"Naina?"

De knyttede næver kunne have stået ud med blod så hårdt som hun klemte dem sammen. Men de var så stivfrosne efterhånden at hun ikke havde mange kræfter til at lukke dem sammen. Hendes læber var blevet blå i det, som var et godt tegn på hvor meget hun frøs. Men hvem ville ikke også gøre det når det var minus grader og man kun lige havde tøj på så det dækkede det der kun var nødvendigt. Hun stirrede med sine lilla øjne over mod drengen som tilsyneladende også stirrede på hende. Hun bed sig kort i læben og rejste sig op for at gå. Det var nok det bedste. Hun kunne ikke se hvem det var da hun fik snefnuggene lige i ansigtet. Hun lod vinden støde ud fra hende igen dog ikke lige så hårdt denne gang. Men bare så hun måske kunne se hvem denne dreng var. Hun skulle til at opgive det og gå samme vej som hun var kommet af, da hun stille hørte sit navn blive hvisket i vinden. Hun satte fødderne i jorden og drejede om på hælen for at se hvem det kunne være der åbenbart kendte hendes navn. Eller var det bare vinden der havde spillet hende et puds?
Hun kneb øjnene sammen og så på de irriterende snefnug. Hun lod blæsten blæse dem væk så de i stedet faldt ved siden af hende. Og efterhånden som hun bevægede sig mod drengen ramte de heller ikke ham mere. Det var som om de stod under et usynligt tag. Hun stoppede op og betragtede let drengen. "Athe?" Spurgte hun stille. Hun kunne tydeligt huske det kælenavn hun engang havde givet ham. Han hed Athal. Men hun huskede ham dårligt nok under det navn mere. Hun var vant til at han bare hed Athe i hendes tanker. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Kun et forsigtigt smil kunne komme frem på hendes læber, mens hun stod og betragtede drengen. "Det længe siden" fik hun presset hen over sine læber, mens hun stadig så roligt på ham. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hvad kunne hun ellers sige? Han måtte da hade hende for at de ikke havde set hinanden noget før. Men hun havde ikke rigtig været i nærheden af byen i lang tid. Hun havde haft brug for at komme lidt væk fra alt.

Som med den oplysende effekt sne har i mørke, syntes det pludseligt meget lettere at se Naina, jo tættere Athal kom. Desuden var det gullige lygtelys, der slap ind på legepladsen, endnu en god hjælp.
Det var lige før, han måtte bide et kæmpe gisp i sig. Hun så helt igennem forfærdelig ud. Ikke på den uhyggelige måde, men jo nærmere man fik mulighed for at nærstudere pigen, jo mere gik det op for en hvor fattig, sulten, træt og ulykkelig hun så ud. Athal selv var iført en kølig efterårsjakke og opnåede at fryse en del steder, men Naina måtte jo være ved at dø af kulde!
Ord blev formet på hendes læber, og Athal måtte med en sær kræftanstrengelse rive sig tilbage til nutiden. Han kunne slet ikke få tankerne væk fra det triste syn. "Hrm, jah, det ... siger du ikke," medgav han med en vag rømmen og gned af effekt hænderne mod hinanden, som kunne han deraf tvinge varme over i vinddæmonens spinkle krop.
Han tøvede lidt. De havblå øjne under de mørke lokker studerede Naina lidt; vægtede mulighederne og sorterede mulige og vanskelige spørgsmål til og fra. "Fryser du ikke?" røg det da ud af ham. Pludseligt var det bare ikke muligt at holde det inde mere, og han bed sig nerøst i læben; håbede ikke det vækkede uforklarlig vrede af en eller anden art, som det nogle gange kunne vise sig hos væsener som dem.
Så røg det næste spørgsmål ud: "Hvordan går det?"

Hun var begyndte at ryste mere efterhånden som de stod i kulden, men hun prøvede alligevel at lade som ingenting. Selvom hun vidste at hun snart måtte finde et sted at være. Det var bidende koldt og hun kunne ikke mærke sine fingerspidser og tæer mere, hvilket nok ikke ligefrem var et godt tegn. Der åndede fred og ro på legepladsen hvilket hun var godt tilfreds med. Og nu hvor hun havde stødt på Athe igen mærkede hun pludselig en slags varme inde i sig, men den var ikke stor nok til at tø hendes krop op. Hendes tænder klaprede kort da hun skulle til at svare på hans spørgsmål, men bed dem så hårdt samme for at han ikke skulle bemærke det. Hendes arme var krydset og hænderne hvilede på overarmene for at holde bedre på varmen. Men det var ikke fordi det hjalp særlig meget. Hun ville ønske hun havde kunne spare op til noget. Men det var ikke ligefrem fordi hun tjente særlig lange penge. Så hun ville aldrig have mulighed for at spare op medmindre hun skulle sulte nogen af dagene. Hun var selv overrasket over at hun rent faktisk stadig var i live efter de kolde vintre, men det var nu alligevel som om at de blev koldere og koldere. Hun måtte virkelig til at finde sig et sted hun kunne være. Sådan permanent. Men hun ville ikke støde ind i nogen onde væsner og mindst af alt blive udsat for et overraskelsesangreb. Hun spændte i hele sin krop for at hendes tænder ikke skulle klapre sådan og åbnede så sine blå og kolde læber. "J-jo det-det kan man godt si-ge" sagde hun. Det lykkedes hendes dog ikke helt at holde tænderne adskilt fra hinanden, mens hun sagde noget, men hun kunne ikke gøre det bedre. Den jakke han havde så virkelig dejlig ud. Og hun var bar næsten alle steder undtagen ved underlivet og hendes bryst. Hun ville gøre alt for at komme et varmt sted hen. Men hun brød sig ikke om at spørge andre hun ikke kendte, da de så bare ville se hvilken stakkel hun var blevet. Og hun hadede for meget medlidenhed. Og i dette tilfælde ret meget, da hun altid gerne ville have kunne klare sig selv, men det havde bare ikke været muligt indtil videre. Da hans næste spørgsmål kom ud gennem Athe's dejlige varme læber så hun på ham med sine lilla øjne som stirrede direkte ind i hans. "D-det går vel f-fint nok" fik hun fremstammet, men satte sig med et ned på hug. Hun frøs ubarmhjerteligt meget nu og hun havde bare lyst til at ligge sig ned og dø. Hun var ikke engang sikker på at hun kunne rejse sig op igen nu når hun var kommet ned at sidde. Hun kunne ikke mere. Det der før havde lignet et usynligt tag forsvandt og sneen dalede igen ned på dem som små snefnug. Vinden havde endda taget lidt til og det var begyndt at se ud som om at der var en snestorm på vej. Hun ville så gerne spørge ham om hvordan det gik. Men hun kunne ikke. Hun kunne ikke få flere ord ud gennem munden, da hendes tænder så bare ville klapre vildt og hun sikkert ville bide sig i tungen i stedet, hvilket ikke førte noget der var bedre med sig.
Hun vidste ikke om han havde tænkt sig at hjælpe hende eller bare lade hende sidde på hug som hun gjorde nu. Men hun var også snart ligeglad. Hun overlevede helt sikkert ikke denne vinter, hvis hun ikke havde nogen steder at overnatte. Nætterne var efterhånden bidende kolde og slet ikke til at være ude i for hende. Desuden havde der været op til flere snestorme som gjorde at hun ikke kunne flyve da det var alt for risikabelt. Godt nok kunne hun styre vinden og dermed også fjerne snefnuggene der spærrede for hendes udsyn, men det tog alt for meget på hendes kræfter, hvis hun også skulle koncentrere sig om at flyve. I bund og grund kunne hun vel ikke nå længere ned. Hun havde simpelt hen nået bunden.

Athals bekymring formåede efterhånden at vokse sig større og større. Naina syntes, jo flere minutter der gik, at skrumpe mere ind til en udkørt pige, der ustoppeligt rystede af kulde. Bare det faktum, at hun ikke engang var i stand til at svare i én sætning uden at stamme sig igennem den, gjorde blot situationen mere forfærdelig og umuligt at overse.
Nainas fremtræden havde fremkaldt en usynlig cirkel af tag over dem, hvilket medvirkede udelukkelsen af snefnuggene, der efterhånden begyndte at falde i stride strømme. Athals indtryk havde været, at det da var en sej egenskab at beherske. Nu var den pludselig ved at smuldre væk. Idet Naina sank ned på hug, faldt det sidste fra hinanden, og den bidende kulde skar atter Athal i ansigtet, og hvide snefnug blandede sig med hans sorte hår. Med rynkede bryn betragtede han Naina.
"Har du det godt?" spurgte han, hvilket næsten ikke kunne anses for andet end et retorisk spørgsmål, eftersom han uden afventelse af svar med ét begyndte at lyne sin jakke op. Kulden stak helt ind til marv og ben, idet han nu kun var iført en mørkeblå t-shirt, men han var ligeglad. Med bamhjertige bevægelser svang han sin jakke omkring Nainas skuldre og trak hende hjælpsomt op at stå.
"Kom, der er en café lige derovre," mumlede han og trak hende uden videre med sig. De krydsede den snebeklædte legeplads og passerede en nynnende julemand på vej over mod caféen, mens Athal i sine vildeste tanker forsøgte at regne ud hvordan, Naina dog var endt sådan her.
Dørklokken bimlede fredeligt, da han trak hende med ind i caféen, som var præget af røde borde og stole, blomstermalerier og en disk med en enkel betjener som selskab. "Sæt dig her," sagde Athal og anbragte sig selv overfor, hvorefter han greb en af menukortene.
"Jeg giver."

Hun krøb sammen på jorden over den frygtelige kulde. Hun vidste hun blev nød til at rejse sig op. Men hendes ben ville ikke bære hende. Hun endte garanteret med at fryse ihjel. Det ville se kønt ud. Luftdæmon død af kulde på legeplads. En sukkende klapren kom over hendes læber idet hun hørte drengen spurgte om hun var okay. Hun havde lyst til at svare igen. Og nok ikke ligefrem på nogen mild facon. Selvfølgelig havde hun det ikke godt?! Hvad regnede han med?
Noget varmt blev lagt over hende og hun så op på ham for at se hvad han gjorde ved hende. Lidt efter blev hun hjulet på de tynde og frosne ben af Athe og opdagede at han havde lagt sin jakke over hende. Hun så spørgende på ham over det. Hun vidste ikke hvorfor han gav hende sin jakke. Han havde ikke selv så meget tøj på indenunder så hvorfor gjorde han det? Hun gik med vakkelvorne skridt med ham over mod den café han havde snakket om. Hun havde da ikke set nogen. Og det kunne hun stadig ikke. Men hun havde nok heller ikke været så opmærksom. Det var svært når man frøs så meget.
Da de trådte ind på den lille café bredte der sig med det samme en varme rundt om den kolde krop. Hun satte sig hvor hun fik besked på og tog hans jakke mere om sig. Hun prøvede at holde sine tænder i ro, men det var svært. Varmen stak med den kolde hud, hvilket ikke føltes særlig behageligt. Da han pludselig snakkede om at han gav så hun på menukortet. Som om hun kunne koncentrere sig om alt andet end at få varmen lige nu. "Du vælger bare noget" sagde hun og var selv overrasket over at hendes tænder ikke havde forhindret sætningen i at komme ud. Hun forstod ikke den venlighed han kom med. Hun troede snart kun det var en verden hvor alle sloges. Men de havde jo også kendt hinanden for lang tid siden. Der var han lige så venlig som nu. Han var en sand ven for hende. Også selvom der var gået så lang tid. Men hun vidste ikke om han havde det på samme måde. Dog. Så ville han da ikke have hjulpet hende hvis han ikke også følte sådan. Ville han?

For sit indre blik så Athal hans og Nainas første møde nede ved søen for et stykke tid siden. Den dag havde solen stået højt, og vejret havde været sommeragtigt og lunt. Så snart han var stødt på dæmonpigen havde han anset hende for venlig, munter og glad. Intet synderligt end brugen af sine egne evner havde syntes at bekymre hende, og de havde nået at få en hyggelig sludder. Nu smittede vinterens mørke bitterhed nærmest af på hende. Meget kunne have hændt, siden de sidst havde set hinanden (det var der i hvert fald i den grad hos Athal), og han forsøgte forgæves at bryde sin hjerne med, hvad det kunne være. Det faktum, at han dog ikke kendte hende nær så godt, satte dog en svær forhindring i sagen og afslørede for mange muligheder.
Hun sagde, at han bare kunne bestille, og han lod spekulativt øjnene glide ned over menukortet. "Øh ... " sagde han og kiggede sig desorienteret rundt efter en servitrice, hvilket viste sig som en ældre kvinde i fyrrene; den selv samme kvinde som havde stået bag disken, da de kom ind. Athal smilede skævt og bestilte to skåle tomatsuppe. Servitricen nikkede og forsvandt smilende om bag disken igen.
Nu var der ro nok til at få set ordentligt på Naina. Athal placerede albuerne på bordpladen og betragtede hende med bekymringen skrevet i ansigtet.
"Naina ... Har du det godt?" spurgte han tøvende og regnede med det samme ud, at han nu mere end én gang havde gentaget sig selv. Han skiftede taktik. "Hvad er der sket? Jeg mener, du - du ser ikke ligefrem glad ud." Han gjorde en uddybende gestus med hånden i retning af hende og skar en undskyldende grimasse på grund af sin måske for store åbenlyse mening. Men det passede nu engang, og han ønskede at få et forklaring på det.

Naina pakkede sig bedre ind i jakken, mens varmen omsluttede hende mere og mere. Hun så stille på ham da han bestilte for dem. Et lille smil kom frem på hendes læber da hun hørte hvad han bestilte. Det var i hvert fald noget hun godt kunne spise lidt nu. Hun ville have så meget varme som muligt indebords.
Hun vidste ikke helt om han behøvede at spørge om hun havde det godt. Det kunne han vel se at hun ikke havde. Hun så hen på ham med sine lilla øjne og rystede stille på hovedet. "Det kan man ikke ligefrem sige" sagde hun idet hun rettede sig mere op på stolen med et mere stolt blik. "Men jeg har altid skulle klare mig selv. Så det går vel. Jeg mangler bare at finde et bedre job" sagde hun mens hun mærkede hvordan hendes krop ikke rystede nær så meget mere, hvilket var virkelig dejligt. Hun var glad for at hun havde mødt ham. Ellers ville hun nok stadig være rendt rundt i kulden uden noget læ sted at være.
Hun kom med et kort grin og så på ham med et hævet øjenbryn. "Nåh så det har du bemærket?" Sagde hun, men tav igen da servitricen kom med deres supper. Hun tog lidt efter skeen i hånden da hun var gået igen og tog den første varme skefuld en i munden. Varmen fra suppen gled hele vejen ned gennem hendes hals så det varmede hende op indefra. Hun åndede lettet op og så hen på ham. "Jeg er skam glad...til tider. Men det bare ikke nemt her til vinter når man kun lige kan tjene til at få noget mad og intet tøj" sagde hun og tog endnu en skefuld af suppen. Hun ville gerne takke ham for at have taget hende med herind. Men hun vidste ikke hvordan endnu. Der var jo ikke noget hun kunne tilbyde ham.
Hun kunne ikke lade være med at forestille sig hvordan hans liv mon var efter så lang tid. Han havde sikkert fået mange venner og måske endda en kæreste han holdte virkelig meget af. Hun havde aldrig snakket rigtig meget med andre end ham. Hun havde ikke særlig nemt ved at få venner. Måske var der bare noget galt med hende. Sådan som hun var. "Hvordan går det egentlig med dig?" Fik hun endelig presset ud gennem de mindre blå læber som snart havde fået sin normale lyserøde farve tilbage. Hun var aldrig selv blevet forelsket i nogen. Men det var der heller ikke nogen grund til. Det bragte sikkert kun besvær og så havde man bare en anden til at bekymre sig om hende. Selvom hun nu alligevel savnede det nogen gange. Men sådan var det nok når man normalt gik alene. Det var hårdt at være så ensom som hun var. Især når man gerne ville have venner, men ikke havde så nemt ved det.

Athal syntes, Naina lignede en, der trængte til en ordentlig krammer, men naturligvis var det ikke noget, han sagde højt. Bare tanken om at lade sådanne ord forlade sine læber, når han og Naina kun lige lå på det begyndende vennestadie, virkede fuldkommen latterlig.
Hans omsorgsfulde følelser forduftede dog en smule, som sne der tøer ved en kakkelovns varme berøring, da hun pludselig rettede sig op, og et stolt udtryk gled over hendes ansigt. Og han kunne ikke ligefrem fornægte hendes ord. Jo, hun manglede helt klart ordentlige klæder og måske noget mere mad i skrutten. Hvis Athal havde været af velhavende stand ville han, uden at tøve, have skænket hende så mange mønter og velgørenheder, at hun ville kunne klare sig uden et job de næste tyve år. Han skar igen ansigt. "Det var da ikke godt." Han ønskede egentlig at sige noget mere, men noget sagde ham, at der måske var behov for at blive tøet lidt mere op - og ikke kun i den fysiske forstand.
Tomatsupperne blev sat foran dem, og Athal slubrede taknemmeligt i sig. En julesang klingede lystigt i baggrunden, og snart havde varmen bredt sig fra top til tå. Afslappet så Athal på Naina, der nu bestemte sig for at lægge vægten over på ham. Han overvejende det dovent.
"Tjah, det ... går da som det går," svarede han med et skuldertræk og stak hende et skævt smil. Alting var snart blevet så indviklet, at han med det samme opgav at indvie hende i detaljerne. Men det var nu rart at snakke med nogen, som ikke havde den ringeste del i al den dramatik, der tonsede gennem hans liv i øjeblikket.
Som det almindelig behov for at løsrive blikket et øjeblik, som mennesker - og selv dæmoner - nu engang har, drejede han hovedet og kiggede ud af vinduet, hvor sneen var en klassisk kontrast til julemuiskken, den varme mad og den hyggelige stemning.
"Selv om det ser rigtig godt ud, var det nu ret koldt udenfor, hva'," bemærkede han henkastet.

Hun spiste stille sin suppe mens hun lyttede til hvad han havde at sige. Hun var så glad for at de havde fundet hinanden igen. Hun kunne ikke lade være med at glemme hvor godt de havde det nede ved søen. Hvor hun også havde været meget fascineret af hans evne til at gå i et med vandet på en måde. Hun kunne ikke gå i et med vinden. Mere bare flyve rundt sammen med den. Og så hendes ørn selvfølgelig.
"Hvad mener du med at det går som det går? Det lyder ikke ligefrem positivt" sagde hun med et lettere bekymret blik. Hun tog blidt jakken af efter lidt tid og så på den. Den havde virkelig hjulpet hende de sidste minutters tid. "Tak for lån" sagde hun med et blidt smil og rakte den over mod ham. Da han tog imod den tog en endnu engang skeen i hånden og lod endnu en skefuld varm suppe glide ned i hendes hals og varme resten af hendes krop op. Hun havde fået meget varme allerede, men det skulle ikke undre hende hvis hun snart blev syg. Selvom det ikke var noget hun havde brug for med disse kolde tider.
Hun så ud af vinduet, da han begyndte at snakke om hvor hyggeligt det så ud udenfor. Hun lagde faktisk ikke mærke til det før at han sagde det. Men han havde ret. "Ja det er ikke alting der er hvad det ser ud som" sagde hun først med et lidt stirrende blik, som gloede ud af vinduet, men kort efter kiggede hun hen på ham og sendte ham et blidt smil. "Hvad har du egentlig lavet al den tid vi ikke har set hinanden? Har du oplevet noget interessant? Måske fået trænet?" Spurgte hun mens hun lod en hånd glide op og ned af hendes overarm. Den var stadig kølig, men i det mindste var den varmere end før. Hun turde ikke tænke på hvad der ville være sket, hvis hun var blevet på legepladsen. Der kunne jo være langt til det nærmeste sted at være. Godt nok var der denne kro, men hun havde ikke ligefrem kunne koncentrere sig om meget andet end at fryse, så hun havde slet ikke set denne kro.

Nainas spørgsmål kom lidt bag på Athal, eftersom han havde forventet, at hun blot ville tage hans svar som en almindelig selvfølge og ikke spørge mere ind til det. I et par sekunder så han lettere paf ud, mens en mundfuld suppe stadig skvulpede rundt i munden; han kunne nærmest mærke tandhjulene arbejde i sit hoved, mens han forsøgte at udtænke et klogt svar.
"Jeg har bare haft nogle - æh - problemer på det seneste," svarede han, lettere undvigende, og tilføjede en utilfreds grimasse. Det ærgede ham lidt, at hun viste så oprigtig bekymring for hans mentale forgodtbefindende, og han besluttede sig hurtigt for at lede hendes tanker på afveje.
Inden han dog kunne nå at udtænke en eller anden genial plan, der i sidste ende sikkert ville blæse hele huset op, syntes hun med ét at huske hans jakke. Han smilede til hende, idet hun rakte ham klæderne, der trods alt var bedre end ingenting i dette stromrasende vejr, og slyngede den om ryglænet på sin stol. "Selvfølgelig," sagde han, og der var noget indtrængende i hans stemme, der dybt ønskede at gøre hende opmærksom på, at hun til enhver kunne låne alle de jakker af ham, hun ønskede. Ja, sågar andet end jakker også, naturligvis.
Hans kommentar om vinterlandskabet og hendes yderlige vurdering sendte en ufrivillig skælven ned langs hans rygrad, og det var ikke fordi, han frøs. Det var snarere den mørke kendsgerning om, at hun havde fuldkommen ret.
Havde han troet, at de kunne droppe alt omkring emner, der vedrører "Athal", kunne han godt tro om igen. Et flygtitgt billede af en skærende rød farve, der reflekteredes med vintersollyset foroven, skød lynsnart gennem hans tanker, og han kløede sig fraværende i nakken.
"Hva'? Trænet? Ja, jeg har hørt, de skulle have et temmeligt udemærket fitnescenter her i byen," svarede han lettere perplekst og stak hende et fåret smil, eftersom han kun havde formået at høre halvdelen af spørgsmålet. "Hvad med dig? Prøver du også at nå en fuldbyrdig six-pack, eller holder du dig bare til dem, der kan drikkes?" Sidste kommentar var betydeligvis ment som en joke, og han smilede lidt mere til hende for at vise, at det præcis var sådan, den skulle forstås.

Hun så lidt ned da han ikke så ud til at have syntes så godt om hendes nysgerrighed. Det var vel egentlig også dumt af hende sådan at spørge mere indtil det. De havde jo først lige mødtes igen og de kendte jo dårligt nok hinanden. Hun betragtede ham let med et undskyldende blik, men var ikke rigtig sikker på om han bemærkede det. Måske skulle hun bare finde et sted at overnatte udenfor et eller andet sted. Men hun ville nu blive glad, hvis den storm gad at lægge sig lidt først så det ikke var helt så svært at se noget.
Hun så stille ned på sin suppe og lod skeen blive deri. Hun var egentlig ikke specielt sulten. Den havde blot hjulpet på varmen.
Hun kunne ikke holde et lille smil tilbage over hans svar. "Det var ikke sådan jeg mente det. Jeg tænkte på dine evner" sagde hun med et usikkert smil. Måske skulle hun bare have holdt sin bøtte. Det første alligevel aldrig til noget godt når hun snakkede med andre. Det var vel i bund og grund derfor hun holdte sig meget for sig selv. Hun følte det altid som om hun fik andre til at få det ubehageligt når hun snakkede med dem. Hun overvejede lidt det sidste han sagde, men kunne ikke helt grine eller smile af det. Hun var ikke ligefrem særlig glad lige nu så der var ikke meget der kunne få hende til at få et smil på læben. "Tja det tror jeg helst ikke jeg udtaler mig om. Men lad os bare sige at jeg ikke drikker så tit" sagde hun, mens hun let betragtede ham. Hun så kort efter ned på sin suppe igen og besluttede sig for at tage de sidste skefulde så skålen var tom og skeen lå bart og synlig i bunden af den hvide skål. Hun havde aldrig kunne se en sammenhæng med kvinder og six-pack. Det var nærmere noget der hørte hjemme hos drengene. Desuden passede det ikke særlig mange piger. Og hun var en af dem hvor det bestemt ikke passede. Hun havde skam haft en. Men valgte at lade sulet sætte sig lidt mere på hende så hun ikke så nær så tynd og grim ud. det var heller ikke nemt at gå i tøj der kun lige dækkede det nødvendige. Det gjorde at maven for det meste altid var synlig og så ville det ikke være så godt hvis den ikke passede til resten af hendes udseende. Faktisk havde hun håber på at kærligheden ville have fundet hende. Men når andre så ud til at ville undgå hende var det ikke nemt. Den eneste der ikke virkede sådan var Athe. Han var ligefrem behjælpelig. Noget som ingen andre havde været overfor hende i meget lang tid.

En pludselig ændren i Nainas adfærd overbeviste Athal om, at den varme taknemmelighed og glæde ved at se ham, hun havde vist de sidste par minutter, blot kunne være en facade. Hvad der havde forsaget disse triste bevægelser, hun nu lavede, som et nyt tegn på indelukkelse og mindre glæde, vidste han ikke. Han prøvede at huske, om det kunne have været noget stødende, han muligvis havde sagt eller gjort for at bringe hende ud i kulden igen, men var fuldkommen blank.
"Øh," sagde han som det eneste uintelligente, eftersom han fuldkommen havde tabt tråden. Så, med en virren med hovedet, som om en usynlig flue ustandseligt blev ved med at tjatte til ham, rettede han sig op i stolen, og trak et af sine skæve smil frem. Begges suppeskåle var blankpolerende tomme, bemærkede han i forbifarten, og han så på Naina med et venligt blik i et desperat forsøg på at lette den anspændte stemning, der som vinterens listende rimfrost var ved at bevæge sig ind over den.
"Jeg tror vist, jeg kom til at falde i søvn med åbne øjne," sagde han i en nervøs latter som umiddelbar undskyldning for sin misforståelse af spørgsmålet. Det stødte ham lidt, at hun ikke engang lod til at finde hans joke sjov, men det gjorde blot bekymringen større, og han mere opsat på at vende det til det bedre.
"Mine evner er, som de altid har været!" svarede han lidt for heftigt og udførte en mindre trommesolo ved at tromme lidt på bordet med den ene hånd. "Hvad med dig, Naina?"
Nu, hvor han tænkte over det, gik det op for ham, at han ikke engang vidste hvor gammel hun var. Denne gang var det så ikke den alder, der repræsenterede hendes krop, men snarere hvor gammel hendes sjæl var. Han kendte og havde kendt orceaner af væsener, hvis alder var større, end han nogensinde ville kunne tælle på sine bare fingre, og også det var normalt medvirkende til hvor kontrolleret personen selv var med sine evner.

Hun så på ham og smilede forsigtigt. Hun tænkte hun hellere måtte se at tø lidt op i stedet for at være så trist hele tiden. Det kom der alligevel aldrig noget godt ud af. Og nu havde han jo været så venlig at hjælpe hende. "Hør" sagde hun og så forsigtigt på ham, da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle få det sagt hun gerne ville sige. "Hvis du på et tidspunkt har brug for noget, som jeg kan hjælpe med, så sig endelig til" sagde hun. Hun kunne have slået sig selv for det hun sagde. Det lød virkelig dumt den måde hun sagde det på. Hvorfor kunne hun ikke bare snakke lige så normalt som alle andre. Være som alle andre i stedet for den hun var. Hun kvajede sig lige meget hvad og hun så ud til at kede ham ret så meget. Hvorfor blev han her egentlig? Det ville ikke komme bag på hende hvis han hellere ville langt væk fra hende så hurtigt som muligt.
Hun betragtede ham lidt, inden hun prøvede at formulere en ordentlig sætning inde i hendes hoved, men det kunne hun bare ikke lige nu. "Det går vel fint. Dårlig som altid" sagde hun med et skævt smil for at være lidt sjov. Men hvem prøvede hun at narre. Det var på ingen måde sjovt det hun havde sagt og det syntes hun egentlig heller ikke selv. Men hvad kunne man også forvente af en pige der havde været hjemløs næsten hele sit liv. Hun havde altid måtte prøve at klare tingene selv så godt hun kunne, men det så ikke ud til at hun havde fået så meget erfaring ud af det som hun havde håbet. Dog levede hun da stadigvæk, hvilket var mere end hvad hun havde håbet på dengang hendes forældre blev dræbt. "Jeg kunne i hvert fald godt være bedre. Men så det jo heldigt at jeg holder mig for mig selv, så jeg ikke rigtig har brug for at forsvare mig" sagde hun med et forsigtigt smil. Hun vidste ikke om han ville synes mindre og mindre om hende fra nu af, men det var svært når man ikke var vant til at snakke med nogen. Hun skulle lige prøve at finde en side af sig selv frem igen som hun ikke havde været i kontakt med næsten siden hun så ham sidst.

Athals blå øjne blev en anelse større, da Naina - hvilket for ham virkede pludseligt og uventet - tilbød ham sin assistance og hjælp, hvis han en dag skulle få brug for det. Han smilede til hende og nikkede en smule. "Selvfølgelig, Naina, den er jeg med på. Men ... helt ærligt, du skylder mig ikke noget," tilføjede han med et overbærende skuldertræk, som for at vise at han intet forventede tilgengæld.
Om det var ment i en joke eller ej, kunne dæmondrengen ikke rigtigt finde ud af. Noget i Naninas ansigt bad ham om at grine, men alligevel var det (igen) bekymringen, der masede sig frem. Spekulativt kløede han sig i nakken og sendte hende endnu et smil, dog et lettere forvirret et. "Det lyder da ikke særlig godt," kommenterede han og lagde en spørgende undertone ind mellem ordene. Derfor blev det ikke et direkte stillet spørgsmål, men en invitation til Naina om, at hun gerne måtte uddybe.
Han nikkede vidende, som om hun havde sagt noget meget klogt, og sagde: "Det lyder smart. Man må jo passe på sig selv, ikke?" påpegede han og blinkede venskabeligt til hende. Hvor mange gange havde han ikke selv søgt tilflugt på de mindst opsøgte steder? Han havde efterhånden brugt alle former for undercover-metoder, som skulle afhjælpe forfølgere og irriterende stalkere, og visse havde da også virket - i et stykke tid.
Med ét kunne nysgerrigheden ikke tilbageholdes mere; spørgsmålet ploppede bare ud af ham, som en bold gennem et net. "Hvor gammel er du egentlig?" Det efterlod en smule varme i kinderne, og han smilede undskyldende, men ikke destro mindre stadig hungrende efter et svar.

Naina betragtede let sneen der så småt dalede ned på jorden i stedet for at være en storm mere. Det fik hende i lidt bedre humør, hvilket kun kunne bringe et lille smil frem på hendes læber. Hun så på Athe, da han sagde noget. "Athe jeg er ligeglad om jeg skylder dig noget eller ej. Jeg tilbyder dig det som en ven" sagde hun smilende, mens hun let betragtede ham. Hun så sig lidt rundt og lod ham tale videre. Hun nød hans selskab det kunne hun ikke nægte. Men hvorfor skulle hun dog også gøre det.
Da det næste han sagde lød tydeligt som et spørgsmål valgte hun at hun lige så godt kunne svare på det. Det kunne jo ikke skade, selvom hun altid følte sig så egoistisk når hun talte om sig selv. "Tjo jeg har ikke altid haft helt nemt ved at klare mig selv. Og slet ikke hvad det angår at slås og bruge vold og sådan. Jeg er nok bare den mere stille type" sagde hun med et blidt smil. Hun syntes selv hun lød som en tåbelig engel, hvilket hun ikke brød sig om. Ikke at hun havde noget imod disse væsner, men hun hadede at føle sig svag på nogen måder. Hun så lidt ned på sin tomme skål, inden hans næste spørgsmål overraskede hende ret så meget. Hun så på ham i lidt tid, men kun fordi hun nærmest var faldet i staver. Hun måtte lige regne det hele ud. Det var ikke hver dag hun tænkte over hvor gammel hun var. "Øhmm" sagde hun så endelig og smilede skævt. "324 må det vidst være. Ved godt det ikke er specielt lang tid så derfor har jeg nok heller ikke så meget erfaring" sagde hun og bed sig let i læben. Hun syntes hans let rødmen i kinderne var vildt sødt. Det var det sikkert på alle drenge, men hun havde ikke set nogen gøre det foran hende før. Det var vildt underligt, men samtidig også ret interessant.
Hun hørte med et der blev skiftet nummer, da der havde været lidt musik i baggrunden. Flere folk havde danset lidt henne i det ene hjørne. Det var ikke noget hun var vant til at se, men det var nu alligevel hyggeligt. Hun kendte godt sangen, eller hun havde i hvert fald hørt den før og syntes ret godt om den. Hun så hen på Athe med et lille smil. "Har du...lyst til en dans?" Spurgte hun med et kort smil, men lod det så stille forsvinde, da hun ikke var sikker på om det havde været en god idé at spørge om det. Men det var lang tid siden hun havde danset med nogen og nu da hun var kommet i bedre humør havde hun lyst til at danse. Spørgsmålet var bare om han også havde lyst til det. Ellers var det jo fint nok hvis han ikke havde lyst.

Nainas ord betød vist det ramme alvor, og Athal kunne ikke finde flere hæderlige undskyldninger for at benægte dem. Især ikke da det betød en omformulering. "Jamen ... okay så, men kun hvis du lover det," krævede han med et bredt smil. Endnu en ven! Opholdet i Terre syntes dog også kun at bringe flere bekendte i sækken.
Det var en sær lettelse, da hun valgte at besvare hans lettere skjulte spørgsmål. Han havde til dels frygtet, at hun med store skridt ville undgå yderligere informationer om sig selv, men at hun valgte at betro sig til ham, havde en glædesfyldende effekt. Nu vidste han godt, at han ikke ligefrem havde været mest fair i at gengælde disse venligheder, men det var så svært at kaste sig ud i lange taler om noget, hans liv ustandseligt havde været præget af de sidste to år. Desuden var det altid godt at være mere forsigtig end noget i stedet for at plapre ud om sin fortid til alt og alle.
"Sådan er det jo nogen, der har det," medgav han i et positivt forsøg på at give hende opmuntrende respons. Han lænede sig frem over bordet, som om en pludselig indskydelse havde ramt ham. "Jeg kan godt lide eventyr. Jeg har altid fået at vide, at min personlighed er meget traditionel for en vanddæmon - vi er meget lystsindede." Smilet, som dækkede ansigtet, var både stolt, glad og samtidig en smule sørgmodigt.
Han lænede sig tilbage igen og gjorde store øjne, da hun nævnte sin alder. "Hold da op!" udbrød han. "Jeg føler mig snart som en baby mellem alle os udødelige. Jeg er kun femten, og det er både kropsligt og mentalt set." Det fik ham til at skære en utilfreds grimasse.
Musikken havde indtil videre blot været en hyggelig baggrundsstøj, som han kun med et halvt øre havde lyttet efter uden rigtig at opfange sangenes ord. De dansende folk havde han tilgengæld slet ikke bemærket. Så da Naina temmelig genert spurgte ham, om han havde lyst til at danse, gloede han forskrækket på hende, som om han ikke rigtig kunne tro sine egne ører.
"Øh ... danse?" Temmelig perplekst drejede han hovedet og fik for første gang øje på de dansende, og da gik det i fuld helhed op for ham, hvad Nainas spørgsmål havde indebæret. For sit indre blik så han sig selv, iført stram smoking og slips, danse af sted over en rampebelyst scene med Naina (denne iført en skinnende lyserød kjole) i den vildeste tango. Han sank en klump.
"Øh, jeg er faktisk ikke så god til det," indrømmede han og følte sig straks lettere brødebetynget, eftersom Naina virkelig så ud som om, hun kunne tænke sig en svingom. Han rømmede sig hæst og kradsede sig i nakken.
"Øhrøhm, men jeg kan da godt prøve ... " Med ben, der føltes som det rene gummi, trak han sig op at stå og nærmest marcherede over på den anden side af bordet, hvor dæmonpigen sad (det er utroligt som begrebet 'danse' kan frembringe de mærkeligste reaktioner i kroppen) og rakte en udfordrende hånd frem mod hende. Det lykkedes ham faktisk at smile, og på en måde fik denne latterlige situation underligt nok kastet et lys på sagen. Måske det ville blive sjovt nok!
"Okay. Kom så, frøken Naina!"

Hun kunne ikke holde et lille grin inde, da han ligefrem sagde at hun skulle love det. Hun var ikke sikker på om han mente det alvorligt, men hvis han syntes hun skulle love det kunne hun da godt det. Hun løftede hånden op i luften med et let smil. "Jeg Naina, lover at jeg vil hjælpe eller beskytte dig, hvis du beder om det" sagde hun og tog hånden ned i et lille grin. Hun vidste ikke hvorfor hun lige havde gjort det, men hun var vel bare kommet i meget bedre humør ved at få snakket med Athe igen.
Hun var lettet over at han ikke stillede flere spørgsmål om hvorfor hun ikke ligefrem var god til at kæmpe og sådan når nu hun var en dæmon. Det var bare som om at alle dæmoner skulle kunne kæmpe. Ligesom djævle og andre væsner der plejede at være onde og syge i hovedet. Dog var det ikke alle der var sådan. Godt nok havde hun et sværd, men det var ikke fordi hun kunne bruge det til så meget. Når hun alligevel ikke kunne slås med det. Men det blev vel bedre og bedre for hvert tiende år der gik. Hun havde godt nok kunne en masse med det sværd, men det var bare som om at det var nemmere at gemme sig i stedet for at stå ansigt til ansigt med en der havde lyst til at spise i hende og så skulle kæmpe for sit liv. Selvom det nok ville gavne hende en del mere, hvis hun rent faktisk skulle blive overrasket af at andet væsen på et tidspunkt.
Hun forstod ikke rigtig hans reaktion, da hun nævnte sin alder. Hun havde ikke selv mødt en dæmon der var yngre end hende selv af hvad hun vidste så han var ikke alene om at gøre store øjne. Hun bed sig i læben og følte sig faktisk en anelse flov. "Tja, men så har du jo mange år foran dig" sagde hun og smilede let til ham. Det var godt nok en anelse akavet for hende, men stadig var det underligt at han var lige så gammel som han så ud. Det var kun mennesker der var sådan nu til dags. Troede hun. Men alle væsner skulle jo starte et sted. "Så skulle man godt nok tro jeg havde mest erfaring" sagde hun grinende, mens hun let betragtede ham. Det måtte alligevel være fedt at være så ung som man så ud. Hun havde aldrig haft noget imod sin alder, men når hun sikkert blev omkring de 500 ville hun sikkert begynde at ændre sin mening. Ellers kunne hun altid snyde andre og sige at hun var yngre end hun egentlig ville være til den tid.
Hun bed sig lidt hårdt i læben, da det var tydeligt at se at han ikke brød sig om det hun sagde. Hun vidste ikke at han ikke havde prøvet at danse før, så hun regnede da klart med at han ville sige fra. Men så snart han snakkede om at prøve blev hun overrasket og så underligt på ham. Hun var ret ligeglad med om han så ikke var god til at danse. Det skulle der vel flere til at afgøre. Hun så ham rejse sig og hun fik en let rødmen på sine kinder. Hun så op på ham da han rakte en hånd ned til hende. Hun smilede blidt og tog blidt hans hånd og lod sig føres op af hans hånd.

Situationen havde med ét udviklet sig til en dårlig parodi af "pardans for begyndere". Will følte sig forfærdeligt klodset, idet han med Naina i hånden trak hende med ud på dansegulvet. Selve gåturen derud fra bordet og ind på dansegulvet var nok til at bringe hans kinder i kog, og havde det ikke været for de allerede dansende par, ville han have pure nægtet så meget som at vrikke med en lilletå.
Temmelig nervøst skævede han mod de andre. Nogle udførte vilde hovedryst, der ville få enhver uægte paryk til at ryge af, mens andre blot stod og svajede overfor hinanden. Will så på Naina. Hendes hånd lå stadig i hans, og de stod øje mod øje i halvandet skridts afstand. Til sin store rædsel hørte han en lettere kejtet latter boble ud fra sin mund, og han kastede med hovedet for at bortmane en vildfaren hårlok, som havde bevæget sig ned i hans pande.
"Jeg tror, det er bedst, du fører an her," bestemte han skævtsmilende, men havde samtidig ingen anelse om, hvad 'føre an' betød. Forventede Naina, at de skulle danse fejende pardans, eller ville hun hellere have den slags dans, man svedende udøver på diskoteker under vild musik og hoppende fødder? Han lyttede til musikken, men måtte erkende, at manglende musikalske evenr gjorde det umuligt at bedømme hvilken genre, den bød ind til.
Han valgte at lade snakketøjet køre lidt endnu. "Når man har levet så længe som dig, må man næsten være professionel i dans," sagde han. "Jeg mener, du må vel have stødt på mange danselektioner gennem tiden, hva'."

Nervøsiteten der pludselig var opstået i Wills øjne var ikke ligefrem noget hun brød sig om at se. Men hvor svært kunne det dog være. Hun regnede ikke med at han ville sådan noget kedeligt noget som at danse stille og roligt til musikken som faktisk kunne passe til mange genre for dans. Så hun valgte let at slippe hans hånd efter noget tid, hvor hun uden rigtigt at tænke over det havde aet hans hånd lidt. Hun smilede blidt til ham og begyndte så at vrikke lidt med måsen og lade sig føre imellem de andre dansere som en smidig slange. "Du vil nok ikke tro det, men jeg har ikke danset ret mange gange. Tror mere det ligger til min natur" sagde hun med et lille grin og flyttede sig hurtigt, da en var ved at støde ind i hende. Hun tog sig ikke yderligere af det, men dansede blot videre i håb om at han måske ville kunne begynde at føle rytmen og danse med. Ellers ville det da hurtigt blive pinligt for hende. Men nu havde han sagt ja til at danse med hende og så ville det da også være tarveligt af ham hvis han bare meldte sig ud nu. "Men hvis du hellere vil danse på en anden måde må du bare sige til" sagde hun smilende, mens hun stadig lod sig føre som en slange der havde rejst sin lange krop og nærmest forførte sit offer, som lige nu var William. Hun havde godt nok danset med nogen drenge før, men det var ikke specielt mange og ikke rigtig nogen hun kunne huske. Det var altid nogen hun bare kort havde mødt hvor de så gik videre til at danse med en anden efter noget tid, hvilket hun så også havde gjort.
Hun så ham ind i øjnene med sine lilla øjne og smilede glad over endelig at have fået den varme hun havde trængt til. Lige nu havde hun lyst til at slå sig løs, men gad ikke at drikke og alt det der. Så endte det sikkert med at hun blev fuld eller noget. "Har du nogensinde været fuld?" Spurgte hun bare for at være nysgerrig. Hun regnede stort med at han havde, men man kunne aldrig vide. Der var jo nogen der ikke brød sig om alkohol og sådan, og nogen væsner blev meget påvirket af drikken så de holdte sig gerne væk fra den. Det var ikke fordi hun på noget tidspunkt ville have at han skulle være fuld lige meget om han havde prøvet det eller ej. Det var bare et simpelt og nysgerrigt spørgsmål hun havde stillet ham.

Heldigvis skred Naina snart til action. Will fulgte hende ærefrygtigt med øjnene, idet hun kastede sig rundt mellem de andre dansere i en så yndefulde og perfekte trin, at han aldrig ville kunne gøre kunsten efter. Hun så på ham, og det gik med det samme op for ham, at hun forventede, han fulgte med.
Det var let at bevæge sig i vand, og af og til måtte han da indrømme, at han kunne udføre nogle ret seje tricks mellem de våde bobler og gyngende vandplanter, men på landjorden var han ikke bedre end en fisk på tør jord. Prøvende forsøgte han at gøre hende kunsten efter; satte den ene fod foran den anden og svajede med overkroppen. Heldigvis for Will, fandtes der ingen store spejle inde for rækkevidde, for ellers ville han nok have flækket af grin, hvis han havde set sig selv. Ikke at han allerede lo; med smilet trukket frem i hele femøren steppede han rundt om Naina i bevægelser, der ville få selve dronningen til at falde død om og alle landets kunstteatre til at smække døren i for næsen af ham.
Musikken smøg sig kælent om den unge dæmon, og han måtte til sidst indrømme, at han faktisk nød det. Det var mere på grund af den latterlige morskab, det frembragte, end sin egen, mindre yndefulde fremtræden.
Nainas spørgsmål kom en smule bag på ham. Hun var efterhånden kendt for at sige uventede ting, og eftertænksomheden fik ham til at bevæge sig roligere på gulvet. "Tjoh .. øh, det har jeg da," svarede han og smilede fåret til hende. "Hvad med dig?"
Ligemeget hvad ville det ikke undre ham, hvis svaret var 'ja'.For Will var det snart blevet en selvfølge, at alle væsener over 100 år havde erfaret og nået meget mere, end han nogensinde havde kunnet i sine få, 15 år.

Hendes smil var nok lige så bredt som hans og hun kunne ikke lade være med at holde et lille grin tilbage, da han pludselig bevægede sin krop. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det, men han havde i bund og grund nok ret. Han var ikke så god til det. Men øvelse gjorde jo mester og hvis han kun var femten år havde hun da respekt for at han i det mindste kunne bevæge sig. Hun håbede ikke at han havde taget hendes grin alt for personligt. For det behøvede han skam ikke. Men når han selv så ud til at more sig, gjorde det vel ikke så meget. "Jeg må sige du har din helt egen stil" sagde hun med et lidt drilsk smil, men som samtidig var kærligt. Hendes hofter bevægede sig fra side til side, mens hun lod sig føre af musikken der var blevet lidt vildere så det var nemmere at danse til nummeret.
De blev ved i et godt stykke tid og til sidst da nummeret sluttede holdte hun en lille pause ved at stå på gulvet og betragte Will en smule. Hun smilede blidt til ham. "Tro mig du er ikke den værste danser jeg har set" sagde hun med t skævt smil idet endnu et nummer startede dog mere stille. Hun vidste ikke om han gad at danse mere, men hun tænkte det sikkert ville være underholdende for dem begge hvis de prøvede to forskellige slags danse. Dog vidste hun ikke om det var noget han var interesseret i. Til denne dans kunne man tydeligt se de andre tage fat i hinanden par for par og stod med deres kroppe tæt mod hinanden og lod sig føre lige så stille rundt til musikken. Naina så forsigtigt op på Will og smilede lidt akavet. "Vi kan godt gå ned og sætte os igen hvis du hellere vil det" sagde hun og hentydede til at denne form for dans nok ikke ligefrem var noget han havde lyst til at give sig i kast med og sikkert slet ikke med hende. Hvorfor skulle han dog også gøre det. Lyset havde dæmpet sig en smule i løbet af aftenen og der var blevet en meget mere hyggelig stemning end der havde været da de lige var kommet ind. Godt nok var det lidt sværere at se alle ansigtsudtryk på Will, men hun fik vidst fat i de vigtigste efter hendes egen mening.
Hun kunne ikke andet end at indrømme overfor sig selv at han ikke så helt dårlig ud. Men hvorfor hun tænkte det om ham anede hun ikke. Det var ikke fordi det var særlig naturligt for hende, men det var sikkert fordi hun var kræsen angående drenge. Alle skulle spille smart nu til dags, men Will var meget mere nede på jorden, hvilket fik Naina til at slappe meget mere af, selvom visse situationer stadig kunne være lidt akavet som der hvor hun stod nu. Ventede på om Will havde lyst til at danse videre med hende eller om han satte sig ned på sin plads igen. For hun regnede da ikke med at han ville gå lige med det samme. Sådan virkede han ikke. Medmindre han måske havde en anden aftale eller skulle nå noget. Men så ville han vel sige det i stedet for bare lige pludselig at gå. Hun smilede skævt til ham og lod sine lilla øjne hvile i hans og ventede blidt på hans beslutning, mens hun mærkede hendes hjerte der hamrede derudaf fra dansen før.

Will opdagede, at han vistnok ikke var den eneste, der mente at han selv kunne bruge en grundig lektion i danseundervisning. Nainas grin lyste af glæde og var nok beregnet på hans lettere bøvede trin, men udtrykket i hendes øjne fortalte ham, at det ikke var fordi, hun ønskede at gøre ham flov. Eller sådan læste han det i hvert fald.
"Merci, mademoiselle," sagde han på den bedst franske manér, som det hørte landet til, og lettede på en usynlig bowlerhat på sit hoved, mens hånden knipsede medvirkende. Latteren trillede lyst ud, og som de dansede nummeret færdigt, mærkede han små svedperler prikke i nakken og hvordan det allerede pjuskede hår blev mere pjusket af dansen.
Som vane strøg han sig over panden for at bortskaffe adskillige vilddrevne hårlokker og smilede vantro til Naina, der påstod, at han i det mindste ikke var den værste danser, hun nogensinde havde set - hvilket måtte betyde en del.
"Seriøst?" gispede han i en heftig generobring af sit eget vejr. På nethinden drev en fin serierække af ham selv, blot for få sekunder siden, i den vildeste indianerdans, og den anden halvdel prøvede skraldgrinende at forstå hvordan, Naina kunne finde noget positivt i alle de klodsede trin. "Du er nu heller ikke den værste," tilføjede han hastigt og med et anerkendende nik. "Okay, det er vist en underdrivelse. Du kan da bare det der!"
Musikkens heftige og muntre takt blev lyssnart erstattet af en mere rolig sang. Wills hjerte sprang et ubehageligt slag over, idet han så hvordan alle, der dansede i par, opstillede sig i tætte formationer og førte an til en rolig pardans. Naina sagde noget, og før han nåede at vende tilbage til nutiden og ud af tankerne, der havde nået at formere sig i hovedet, nåede han kun at få slutningen med. Men det var allerede nok til at regne ud, hvad hun virkelig ønskede.
Til dels ønskede dæmonen at tage benene på nakken og styrte hoved over hals tilbage på sin plads, hvor han så ville sidde resten af aftenen. At danse sådan virkede fuldkommen absurd og mod det mandtlige køns natur. Han fokuserede på hende og åbnede munden for at afgive sin dom, da udtrykket i hendes ansigt rigtigt krøb ind.
Fordømt! Naina syntes at have en besynderlig hundehavlpeeffekt på ham, og når hun stod der og prøvede at lade som om, hun ville have det helt fint med at spadsere tilbage til bordet, når han syntes at kunne se præcis det modsatte, var det fuldkommen umuligt at modstå. Desuden havde han også haft det sjovt, og han havde virkelig brug for at more sig denne aften.
Et stille suk hvislede ud mellem hans sammenbidte tænder, og han nikkede på en foregivet munter måde. "Nej, jeg synes, jeg står meget fint her," erklærede han og trak endnu engang smilet frem, så hun rigtig kunne se, at han mente det. Han trådte lidt tættere på, men følte sig pludseligt forfærdeligt genert. Hvordan ville hun have, det skulle foregå? Var det nu, han skulle bevise sine manglende evner i engelsk vals?
Han sank. "Øhm ... " fik han frem i håb om at hun ville overtage føringen.