Yuki..(Snefnug) Hvor kender jeg det ord fra..?

S: Banegården.
T: Kl. 23:56.
O: Togskinner og mørke. En smule lys fra banegården.
V: Regn. Hårde regn. Alt er sort, ikke en eneste måneskin kan komme igennem skyerne..

*Her er jeg...? Men hvorfor er jeg her..?* Tænkte en mørke blå håret pige. Hun rette lidt sine briller og så sig omkring. Hun var ny her i omegenet. Hun havde gået på skinnerne, lidt væk fra banegården. Hvis man så hende, vidste man med det samme hvem hun var. En nonne..... Hun gik og så sig omkring. Hun betragte en da regnen. Hun holdte en hånd op og mærkede regndråberne ramme blidt hendes hånd. "Sne, når vandet blivet kølet, bliver det til sne... Yuki.." Hun rystede på hoved. Det sagde hun hver gang når det regnede. Hun så helt harmløs ud, men man skulle ikke undervudere hende.

Midt i sneens dalende stilhed kom en person gående en person med langt lyserødt hår, sorte flade sko, etlyserødt hårbånd. Det var næsten til at tro at denne pige var en lyserød pige men det var hun ikke hun kunne bare godt lig farven den passede bedst til hende. Denne person hed Yukii normalt var det bestemt at hendes navn lød som Yuki udne et ekstra i men sådan staves hendes navn og hun kunne meget godt lid det. Yukii så nogle toge køre forbi hun vidste ikke hvad hun lavede heromkring kun at hun avr gået herned Hun tog et kig fra den ene side til den andne side der var ikke noget at se der så hun gik lidt tættere på nogle togskinner de rvar lidt foran hende. Hun stod ved kanten af en togskinne de togskinner togene kørte på. Yukii lyserøde øne var rettet rundt for at se lidt på omgivelserne. Hun var blevet våd fra regnen og frøs enlig ikke. *hvorfor føler jeg noget underligt stærkt noget nu*tænkte hun og så lidt rundt hun kunne se en person en person med blåt hår skulle hun mon gå hen til hende.

Hun gik i en langsom tempo, imens hun havde fået en lille vandpyt på sin håndflade. Hun havde gået sådan her med hånden, faktisk samlede hun alle regndråberne. Pludselig begynde vandet at sive ned, imellem hendes fingre. Nu mærkede hun en kraft fra nogle. Hun rettede sin blik op og så mod en person som gik mod hende. En følelse strømmede ind i hende. *Aha. En lille meneske. Hmm godt.* tænkte hun og smilede. Også selvom hun var en nonne. Var hun ikke en god nonne.

Yukii s blik holdte sig på pigen mens hun smillede lidt hvad mon en pige som hende lavede her ved bangegården det vidste hun ikke men det gjorde nok heller ikke noget. Yukii gik lidt tættere på hende stadig med et smil mon ikke denne pige var et væsen måske et magisk væsen."Hej"sagde hun som en kort hilsen til hende hun så ud til at være lidt på samem højde som hende selv måske lavere. Hun så sig lidt omkring det var næsten som om nogen holdte øje med hende nogen hun ikke vidste holdte øje med hende. Yukii smillede og rystede kort på hovedet*Yukii du tænker for meget*tænkte hun med et smsil og vnedte sit lyserøde blik hen på hende igen."Hvad laver du her ved banegården på dette tidspunkt"spurgte hun til hende. Der var en hvis kulde her men det generede hende ikke den var ret dejlig den kulde.

Pludselig mærkede hun en mærkelig følelse. Hun begynde næsten at tabe hendes briller, på en underlig måde..? "God godaften" sagde hun og prøvede at spille klodset, men hun var helt ude af den. Hvad var det for en følelse..? Hun betragte langtsom denne pige. Mon hun var ældre end hende..? Hvad mon hun var, ikke et meneske, kunne hun regne ud. "Jeg er lige ankommet her. Altså med toget. Nu går jeg sådan lidt rundt og betragte stedet. Hvad med dig..?" spurgte hun på en kold men stadig venligt. Hun havde helt glemt sit skuespil med at være dum som en dør. Facaden var væk..

Underligt at der pludselig ville komme et lille sus forbi Yukii hvad var denne pige hvorfor følte hun at hun næsten kendte hende det var ret underligt. Yukii betragte hende lidt med et smil"Jeg gik mig en tur rundt ved banegården for at se lidt på mine omgivelser men endte med at komme her hen til dig for jeg så dig stå alene hernede ved togene"sagde hun og så lidt omkring. Togskinner overalt hun kiggede hen imod et tog der næsten lige var kommet ind til banegården "Se et tog der lige er kommet ind det er ikke hver dag jeg får lov til at se det"sagde hun med et større smil Hun rækte en hånd frem imod hende og kiggede på hende"Jeg hedder Yukii hvad er dit navn"sagde hun og på samme tid med at hun spurgte om det. Hun syntes der var noget underligt ved hende der virkede bekendt det var som om at hun kendte hende men det vidste hun jo ikke om hun gorde hun følte det bare. Yukii s lyserød øjne var på hende der var noget over hende selvom hun nok var klodset så virkede hun lidt som hende selv."Uderligt hvis jeg stirre sådan men jeg føler at jeg kender dig"sagde hun stille.

Hun fnøs lidt og rullede med øjnene, som en almindelig nonne ikke ville gøre "Er du da ikke vant til at se tog... De kører og suser og larmer. At det ikke at svær at bemærke dem" mumlede hun, men opdaget hun sagde på en venlig måde. Hvor er hendes facade henne..? Hvor er hendes klodshed. Hvorfor viser hun sit sande jeg..? Hun trak vejret langtsom og rettede stille sine briller "Yukii..? Som Yuki..? Altså 'Snefnug'?" spurgte hun og rettede opmærksomheden mod hende. Hun mærkede en sug i maven. 'Yuki' ordet har bare plaget hende. Hun vidste faktisk godt at det ord har noget med hendes fortid. Men hvor. "Mit navn er Yukina..." mumlede hun og så ned. Hun drejede og gik. Hun ville ikke mere. Hun havde ondt i hoved, ondt i hendes sjæl. HUn kunne entet huske hendes fortid, kun den gang hun var i klodstet da hun var lille. Hvem var denne pige...?

Et blik var rettet på hende Yukii stod lidt stille mens hun så på hende ja hvem var denne pige mon hvem var hun selv udover at være den halvdæmon Yukii var. Hun betragtede togskinnerne lidt og så så hen på hende igen"Snefnug hmm jeg ved ikke om det passer normalt plejer detbare at betyde sne eller sådna noget"sagde hun smillende. Yukii grinte lidt det var lidt underligt hun havde aldrig set et tog før hvis hun havde så ville det have været for meget lang tid siden. Hun kiggede lidt ned mens hun nærmest følte hendes hjerte stoppede hun tog sig til hovedet"Yukina...Yuki det lyder helt vildt ens enlig"sagde hun med et lille smil. Hun tænkte lidt nu var Yukii begyndt at tænke for meget men hun følte der var noget ved hende der virkede bekendt. Hun huskede ikke så meget fra hendes barndom kun dårlige minder og ting hun ikke ville huske. "Yukina"gentog Yukii og tog nolge skridt rundt hun hørte nogle lyde fra to toge der lige var kommet ind, men der var også kørt nogle ud, det var enlig meget underlit at toge kunne køre så hurtigt og både langsomt på samme tid. "Hmm vent lidt hmm"sagde hun tænkende der var næsten noget der fik Yukii til at tro at denne pige Yukina kendte til noget af Yukii s familie måske. Men skulle hun spørge eller gemme det til senere, svaret måtte Yukii finde før hun ville glemme det foraltid, og desuden var det jo bedst at få sandheden i stedenfor en løgn. Yukii betragtede hende med et smil"Men jeg er glad for at møde dig Yukina er du her tit her ved banegården"spurgte hun nysgerrigt.

Hendes hoved var fulde af tanker. Det eneste hun kunne huske fra hendes fortid var klosteret, det var det hun blev sendt til. Hun kunne huske alle hendes uargtige og kriminele ting hun gjorede. Og hendes evne. Men hvor fik hun det fra.. Hvem var hun, hvorfor er ordet 'Yuki' så specielt. Var det hendes forælder der hed det..? Hvem var ordet. Hun begynde at falde på knæ og rystede voldsom. Hendes svagehed var at tænkte på hendes fortid. Hun følte sig dårlig tilpas. To yuki navne.. Bare lidt anderledes. "Jeg.. Jeg er lige kommet til byen" mere sagde hun ikke før hun faldt omkuldt. Hun var besvimmet. For mange tanker. "Yuki...." hviskede hun.

Et sus kom igennem Yukii igen denne gang var det et bekymret sus pludsleig besvimede Yukina. Yukii vidste ikke hvad hun skulle gøre, derfor valgte hun ikke at gøre noget der ville få slemme konsekvenser ved hende, derofr havde Yukii
en lille ide og det var at hun blev nød til at løfte Yukina lidt væk fra de tætte tunge togskinner. Hun grab blidt fat rundt om Yukina og fik løftet hende hen til en lille trappe ved et lille hus ved banegården. Hun kiggede ned på hende og lagde en lille finger på hendes pande en flad finger side hun mærkede hendes hud den var kold, lidt køllig som hendes."To Yuki navne det lidt underligt"sagde hun tænkende. Yukii mærkede et stik inde i hende hun stoppede med at røre Yukina lidt og kiggede ned lidt det måtte være dæmon Yukii der ville have fat i hende eller sige noget til hende, derfor lyttede hun efter*du kender hende godt hvis du tænker efter Yukii* sagde stemmen det var helt klart dæmon Yukii. Yukii kiggede ned på hende igen"Men hvorfor...Jeg husker ikke"sagde hun og stoppede lidt der var noget hun havde følt det var måske noget hendes forældre ikke ville sige. Yukii fandt en spand der lå ved banegården og fyldte den med vand der lå ved nolge vandpytter og lidt fra noget sne. Hun lagde noget af vandet ovenpå Yukina s pande.Hun håbede på at hun ville vågne af det men hun kunne aldrig vide."Hvorfor..Og hvad er det for en følelse"sagde hun stille og helt forvirret lidt hun prøvede at regne det ud lidt mens Yukina var besvimet.

*Mor? Far?* Hørte hun sin egen stemme sige, inde i hendes hoved. Hun var nok blivet født...? Hun kunne ikke tale kun tænke og høre. Pludselig åbnede kvinden munden og begynde at tale "Hun skal også hedder Yuki... Men hvad til sidst..?". Der blev tavshed. Yuki..? Der var ordet. Pludselig så hun endnu en pige sammen med en mand. Som måske var hendes far "'ina'.. Som kina. Yukina, skal hun hedde" hørte hun ham sige. Pludselig veg hun sig, da hun mærkede en kold kulde mod hendes hud. *Jeg har en storesøster..?* Tænkte hun og slog øjnene op. Der kom Yuki fra. Ordet. Hun rejste sig forvirret op "Ok.. Ok.. Jeg er ok" Sagde hun og holdte om sig selv og vuggede, nu var hun som vand. Hun var slet ikke kold mere, men bare bange. Bange for tanken "Hvor er hun. Du.. Yukii var det du hed. Hvor længe har jeg besvimmet" hviskede hun

//skal logge. sees ;D i morgne måske//

Nu blev Yukii bekymret lidt men det måtte betyde at hun havde en søster Yukina. Yukii kiggede kiggede på hende havde hun talt i søvne eller måske var det noget hun havde drømt om Yukii kunne høre det hver et ord Yukina sagde hørte hun. Hendes blik faldt ned på Yukina det var som om at hun allerede havde mødt hende men hun havde en søster. Hun vendte blikket rundt og tænkte lidt*En søster det har min far og mor hvis holdt meget godt skjult for mig men er hun så*stoppede hendes tanker mens Yukii tænkte lidt videre inde i sig selv. Hends mor havde ikke sagt noget til hende end heller kke hendes far det var underligt måske havde de holdt det skjult fordi de ikke ville have bekymringer eller noget. Der var mange spørgsmål og næsten så lidt svar på dem. Hun lagde en hånd ovenpå Yukina s hoved"er du helt sikke rpå du er ok"spurgte hun med en bekymret stemme hun ville være helt sikker på at hun var helt ok."Jeg hørte det..Mit Yuki ordet"sagde hun stille og så lidt hen imod togskinnerne en søster det kunne Yukii stadig ikke tro men self så måtte hendes forældre havde holdt det skjult for hende, men der var noget ved Yukina der mindede hende om hendes Mor måske var det den klodshed hun havde, eller måske var det noget helt andet."du har været besvimet i nogle minutter nok ca 1 time hvad skete der enlig"spurgte hun undren med et lille smil"Ja hedder Yukii"tilføjede hun.

Hun rystede over det hele af kroppen. Pludselig fik hun denne kolde maske og så ned "Det.. Jeg er ok" sagde hun og prøvede at være stærk. Hun følte sig syg i hoved. Hun så lidt på Yukii og tænkte *Hvorfor bekymret hun sådan om mig..? Vi kender ikke en gang hinanden. Også er der med det ord 'Yuki'. Hvorfor* pludselig slog det hendes ind. Det hun drømte. En pige, hun var jo lige kommet ud af hendes mor. Men helt inde i hendes hukommelse, kunne hun hukse en pink håret pige. Hun rystede tanken ud og svarede Yukii's spørgelsmål "Jeg tænkte for meget på min fortid. Det er slet ikke godt for en morder som mig. Om hvordan jeg kom til verden og min familie" mumlede hun og lavede en gestus, som om hun bad til gud, med håndtegn. Hun trak vejret dybt ind og ud og betragte Yukii. Pink hår..? Er det mon en sammenhæng..? Hun mærkede stille regnen mod hendes hår. Hun var blivet våd.. "Tak" kom et ord ud. Hun havde aldrig takket nogle før. Hun var jo en kold blodig morder, hun elskede det. Men noget i hendes, skammede sig. Sit meneskelige jeg. Hvad ville hendes familie sige..?

Et lille sus kom mærkede Yukii inden i sig det Yukina lige havde sagt det fik hende til at tænke på noget, noget som ikke kunne beskrives nu,hvad kunne det være, hvorfor var det som om at hun følte så knyttet til hende. Yukii rejste sig op og gik hen til den ene togskinne mens hun studerede omgivelserne lidt"Hvad mon min far ikke ville have fortalt mig dengang det hele er et mysterium hvor man skal finde svaret"sagde hun stille og kiggede lidt hen på Yukina over hendes ene skulder"Yukina husker du hvordna din mor var fordi jeg husker at hun lignede en nonne som dig"sagde hun tænkende. Hun kiggede lidt længe på hende hun lignede faktisk en nonne en venlig en"En morder har dræbt nogle men det skal du ikke tænke på Yukina det var nok på tide at de så døden i øjnene" der kommer tidspunkter i livet hvor man bliver nød til at træffe valg om hvad man vil gøre og sådan"sagde hun og kiggede så ned på togskinnen"Jeg husker desvære alt for meget fra min fortid desvære kun slemme, dårlige ting som jeg ikke ønsker at huske men der er noget..."stoppede hun og gik hen til Yukina igen hun satte sig ned ved hende"Noget ved dig der virker så bekendt det som om at vi er i familie vi har begge Yuki i navnet så mon det hænger sammen"sagde hun tænkende. Yukii smillede lidt"Men jeg syntes du er en god person og gode personer kan man altid stole på og snakke om alt"sagde hun og nikkede.

Hun fik et skævt udtryk. Var hun en engel..? Pludeslig så hun stift mod Yukii. Ikke på en ond måde, mere som en nysgerrig måde. Men faktisk på en overdrivet måde. Hun betragte hver hendes beværgelse. Hun sukkede da hun begynde at tale. Hun vidste ikke om hun skulle tale eller bare lade hende bare tale vidre. Nu far..? Gad vide hvad hvem hendes far var. Måske en gud..? Nej. Nu måtte hun stoppe. Hun sukkede, også selvom hun var en nonne, som var lidt morderisk, troede hun på gud og hans hjælpere. Da hun endelig hørte hvad Yukii sagde, altså så måtte hun jo svare. Eller hvad? "Uhm. Min mor..? Jeg kan ikke huske det. Jeg var uhm to år gammel, tror jeg. Da jeg kom til klostert. Måske fordi min mor godt kunne lide nonner eller bare en kloster.. Derfar lade hun mig der.. Tror jeg" mumled ehun og fik en klump i halsen. Fortiden gjorede ondt. Hun kunne godt huske en koldt vinter nat, hvor snefnug ramte hende. Ordet 'Yuki' kunne hun huske helt da hun var lille. Sandheden, hun var så tæt på. Måske er sandheden virkelig tæt på. Lige foran hende..? "Jeg vil nu siger jeg har ingen samvigtighed, bare jeg dog håber at min kære gud tilgiver mig. Jeg ved, at han ved hvorfor jeg gøre de ting som jeg gør. Fordi jeg keder mig" mumlede hun kækt og rystede let på hoved. "Mit spil, mit liv er, at havde et dobbel liv. En nonne og en morder, skråstreg djævle" mumlede hun hurtigt. "Hvis dit liv har været et helved, hvorfor så venlig og flink..? Mit har altid været, alene. Klare mig selv. Jeg udforskede faktisk en del. Det var sjovt og spændene" sagde hun som komentar og smilede lidt til Yukii. Er smil.. Det var da første gang hun gjorede over for en fremmede. Pludselig fik hun stød i siden, da Yukii satte sig ved siden af hende. Hun lyttede og blev tavs. Hun havde en mærkelig smag i munden. "Jeg..? En godt person. Måske kun over for min familie, hvis jeg finder dem. Andre. Koldt og ondt. Drillesyg og bedrageri, det kalder man mig!?" sagde hun skingert og krammede hendes knæ. Hvis folk ikke kaldte hende det, følte hun at de ignorrede hende, så heller blive kaldt det, end at de ikke talte om hende..

//O_O OK...! Det var (Sgu) meget jeg skrev. Sorry .... Havde vidst for meget krea, der skulle ud -.- Sorry//

Yukii lyttede til Yukina og tænkte meget over det hun sagde til hende, havd var der mon af hemmeligheder skjult om hendes far, som på underligt vis også var Yukina s far. Yukii så ud til at tænke meget og det gjorde hun også hun sad stille ned ved siden af Yukina mens hun lagde venstre hånd need på asfaltens grund for at røre lidt ved den"Min var ved jeg ikke om han var gud men mægtig var han, han havde altid et klogt svar han kunne give til dem han kendte, og som stod ham nær."sagde hun stille og tænkte lidt"Han var en dæmon"sagde Yukii og kiggede på Yukina"Min mor var mennske hun var hvist kristne vil jeg sige, altså hun kunne sagtens finde på at gå i koster og kirker og det"nikkede hun til hende. Yukii stoppede hendes tanker lidt mest fordi det fik hendes hoved til at gøre ondt"Men Yukina min mor du må kende hende bedre end mig jeg ahr ikke oplevet så meget tid sammen med hende kun igennem min barndom vil jeg tro"sagde hun mumlende og tænkende lidt. Yukii smillede til hende mens hun lagde en hånd på hendes skulder"GUd kan helt sikkert godt tilgive dig Yukina det er jeg
helt sikker på"sagde hun og så hen imod jernbanerne"Et dobbelt liv er ikke altid så godt som de fleste mener, man kan godt sige jeg lever et allerede"sagde hun stille og ændrede udtryk til et lidt trist et"Jeg husker ikke ikke meget fra da jeg blev født kun at min mor, far og...Vlad var der"sagde hun og kiggede på YUkina igen"Men jeg vidste enlig ikke at jeg havde en søster men du virker også så bekendt "sagde hun smillende.Yukii rejste sig op og lænede sig op ad en stenpæl der stod i nærheden af dem"Ja hvorfor være flink og venlig hvis ens liv har eller er et helvedet, det ved jeg ikke Yukina det er underligt, jeg er næsten altid venlig uanset hvad"sagd ehun smillende til hende.Yukii hørte Yukina snakke om udforske lidt det havde hun
selv oplevet og prøvet"Hihi ja at udforske det er sjovt og meget mystisk på en måde"sagde hun og nikkede.


//Hihi det gør slet ikke noget^^ at have meget krea er megte godt :3//

Hun begyndte at hive efter vejret. Sandheden om 'Yuki' Var måske... Nær. Hun mærkede en stød i hjertet. Var denne pige hendes.. Hendes søster.. Altså biologisk søster. Hun var i tvivl, havde hun så fundet en af hendes familie medlem.. Pludselig fik hun en mørk skygge over sig, over hendes sind. Men hvorfor, hvorfor havde hun ikke vidste sandheden.
Hun vågnede lidt op af hendes tanker og så på Yukii. "Demon.. Du er også en demon.!" sagde hun skingert og prøvede at vride sig løs af hendes krop.. Det så i hvert fald mærkeligt ud. HUn begyndte at snerre som et vildt dyr. Hun hadet dem. Demoner var en af helveds hjælpere.. Ligesom en djævle, men hun var jo også en troende djævle, så det galt ikke med hende. Hun prøvede at slappe af.. "Undskyld.." Mumlede hun og så igen på hende, men stadig på vagt. Hun hørte efter med Yukii's moder, men noget i hendes fik hende til at tænke. "Jeg.. Jeg kan ikke huske hendes.. Kun hendes ansigt. Altså ikke særligt meget, men jeg så hendes græde og smile trist. Hun havde en sort hætte på som dækkede hendes hår.. De var lyse.. Ja.. Så mildt" sukkede hun men prøvede at styrre sneen.. Som bare faldt. Det var hårdt at tæntke tilbage. Yukina blev varmt inden i, da Yukii sagde at gud nok ville tilgive hende, og da Yukii fortalte om dobbelspil. Hun så ned "Det gøre mig ondt.. Det minder faktisk om min... Jeg kan ikke huske min barndom, jo dengang jeg var i klostert, men det eneste jeg kan huske da jeg var to.. var sneen faldt.. Og ordet 'Yuki' Genlød i mig" hviskede hun og gys lidt. Men et smil kom frem. Måske var de søstre.. Hun begyndte at grine. "Ja. Udforske er såå spændende og mystisk. Men sjovt at afprøve" sagde hun drilsk og begyndte at smile. Endnu et smil, og enda hun grinede også før. Hun var helt en anden en..

Yukii blev lidt stille efter det Yukina havde sagt hun havde så mange spørgsmål, så mange tanker. Yukii vendte hovede lidt op mod loftet hvor hun mærkede sneen dale ned over hende"Ja jeg er en dæmon men også menneske"sagde hun stille med et lille smil nu var hendes hoved rettet hen på Yukina kunne det være hendes søster det kunne det godt deres navne mindede jo også så meget om hinanden. Yuki det ord fik Yukii til at tænke hun havde det i hendes navn og det havde Yukina også der var måske et eller andet over det. Hun tænkte igen mere og fik stille triste melodier ind i hendes hoved og kom til at tænke på hendes far Henrik"Min far hadede vampyrer han gik altid med en rød klæder på hvor der bagpå stod 'Hævn over alle vampyrer' med kinesiske tegn"sagde hun og kiggede på Yukina og grinte lidt over det med udforske det var enlig meget sjovt at gøre udforske lidt rundt omkring"Hihi ja det er meget sjovt jeg ender altid med at finde sådan nogle underlige steder jeg aldrig har set før"sagde hun og nikkede en smule. Yukii mærkede sneen dale ned over hende og mærkede nogle snefnug på hendes hænder de kolde hænder hun havde hun kunne godt lig sne den var smuk og havde en flot farve hvid. Hun tænkte meget på det med søster igen hun havde aldrig fået fortalt at hun havde en søster men måske havde hendes forældre skjult det fordi det var for at beskytte hende, og måske gemte de eller overlod Yukina til en anden familie eller noget andet, der var stadig så mange uklarer ting hun ikke kunne finde svaret på, og så kom der små billeder op i hendes hoved af Vlad ved siden af Jules mon ikke de havde noget med det at gøre."Hmm vi skal nok finde ud af det hele Yukina så længe vi er sammen om det"smillede hun og lagde en hånd på hendes ene skulder mens hun så på hende med et stort smil over læben."Du har ret dæmoner kan være djævlens hjælper men det er jeg ikke det er kun nogle dæmoner har jeg hørt"sagde hun og lagde en finger under hendes underlæbe mens hun tænkte en smule over det hun lige havde sagt. Dæmoner i helvedet det havde hun ikke oplevet men det kunne godt være sandt uden hun vidste det.

Da Yukina mærkede sneen, begyndte hun at synge meget lavt. Det var altid en vane, når hun var alene. Regnen måtte havde blivet til sne, siden sneen faldt. Hun sang, men orderne var ikke tydligere. Hun betragte stille Yukii og spurgte "Vil du omfavne mig..? Hvis.. Hvis vi er søstre, så vil jeg godt prøve at få et lille kram" sagde hun lidt og rykkede lidt tættere på Yukii. Hun havde den dejlige langt hår, som varmede hendes kind. En tanke slog hende ind *Hvis vi er søstre.. Så.. Så er jeg ikke alene* tænkte hun. Da Yukii begyndte at tale om hendes far. Slog hendes tanke sig en kolbøtte "Uhm hvordan var han. Kan du huske ham..? Var han en god far..? Ik for noget, men jeg kan godt lide demoner.. Sådan en som dig" sagde hun og rødmede svagt. Hun følte sig skam over at hun sagde noget dårlig om.. Om deres far.. Fordi hun havde hadet demoner. Hun smilede lidt og mærkede sneen. Så blødt, hun fornemmede ikke at de var kolde. Men dejlige og bløde. Hun sukkede lidt, hun kunne ikke holde det hemmeligt "Når jeg udforsker.. Så er det fordi.. Jeg.. Jeg udforsker piger.. Jeg slog dem ihjel og sådan noget, fordi jeg var nysgerrig. Jeg brugte min evne, som jeg havde siden jeg blev født.. tror jeg. Jeg Ja.. Jeg er en morder" skælvede hun og så ned. HUn blev kold, rigtig meget. "Se på mig.. Hvis.. Hvis" en tåre gled ned.. Yukina så med rædsel på det. Hvad var det..? Noget vådt.. "Se.. på mig.. jeg er en synder.. Hvis du du var min søstre.. Så ville du skamme dig.. Du.." hun begyndte at stamme, og pludselig hylede hun. Hun græd, som en lille pige. Hun havde lige fundet en søster. Hvis de var søstre..? Men tænkt at Yukii skulle vide at hun var en slem søster.