Snefnug

Hun smilede roligt, mens hun ventede på hvad han havde tænkt sig. Hun var næsten allerede på vej hen til sin plads, eller det havde hun valgt i hovedet, men til hendes store overraskelse stod han rent faktisk og sagde at han havde det fint med at fortsætte. Det var ikke noget hun havde troet for ham, men hun kunne tydeligt se hans nervøse blik træde frem igen, men egentlig virkede det mere sødt end underligt. Hun så lidt rundt på de andre, hvordan de tog fat om hinanden. Hun smilede forsigtigt og så op på Will. "Jamen jeg er da glad for der er en af os der kan danse" sagde hun drilsk, men blinkede til ham med det ene øje så han forstod det som en joke.
Et lille grin kom frem mellem hendes læber da han pludselig mumlede. Hun stillede sig forsigtigt tættere på ham og tog blidt hans ene hånd og førte den ned på hendes liv. Hun så op på ham med en svag rødmen, som hun ikke helt vidste om man kunne se i det dæmpede lys, men det skulle ikke undre hende, da hun havde en ret bleg hud. Hun placerede sin ene hånd ved hans skulder og den anden hånd blev lagt i hans frie hånd. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle føre ham rundt, men det var da heldigt det var en stille dans for ham, så han ville nok godt kunne følge med. Hun tog det første skridt bagud så han kunne få en fornemmelse af hvordan de skulle bevæge sig. Det var jo bare lige at lære det og så blive ved med at gentage det. "Og angående det med om jeg har været fuld" sagde hun og og tog et skridt til siden og derefter mod ham, så det blev en slags cirkel eller firkant de dansede i, men bevægede sig stadig let mellem de andre. "jeg har kun været det én gang" sagde hun og smilede blidt til ham. Mens de dansede var det lidt svært at kigge på andre end ham. Hun kunne ikke engang se over hans skulder eller noget, da det ikke var fordi hun havde så meget af højden. Hun var ikke mega lav, men det kunne også bare være han havde et tykt hoved. Selvom hun ikke syntes det. Hun lod igen sine øjne hvile i hans, mens et blidt smil var placeret på hendes læber, mens de dansede stille rundt til musikken.

Det var noget af en rap kommentar, der føg fra Nainas mund, og Wills første reaktion var at knibe munden sammen og stirre med halvt sammenknebne øjne på hende. Men så vandt humøret, og latteren spruttede ud. "Du må hellere komme i gang med at lære mig nogle af dine tricks så," sagde han med et øjenbryn hævet i en udfordrende gestus.
Til hans store lettelse tog hun ansvaret og initativet på sig som en mand og stillede sig an. Flere gamle eller nyere film med valsende dansescener havde godt nok været genstand for Wills øjne en del gange, og de anliggende trin med hånd mod hånd og den anden på damens hofte, var bekendte. Dog var det ikke ligefrem en velkendt hobby, der sprang ham i møde, og om han holdt hænderne og fødderne rigtigt, eller om de skulle drejes 90 grader til venstre, var et vildledt spørgsmål.
Han så ned; grundet det, at ellers ville fødderne slå mere knude på sig selv, end de allerede gjorde, og forsøgte at følge med i Nainas rolige tempo. Lyden af hendes stemme var det, der fik ham til at se op, og han nikkede skævtsmilende for at vise modtagelsen af hendes ytrelse.
"Okay," smilede han og kunne dertil ikke finde flere kommentarer, der ellers enten ville lyde forfærdeligt uforskammet eller bare uintelligent. "Du har virkelig styr på det her," sagde han i stedet og betragtede hende i det dæmpede lys. Var det bare noget, han forestillede sig, eller rødmede hun? Han selv var godt rød i hovedet, men det var mere bekendtgørelsen af, at han faktisk dansede og den efterfølgende svedtur. Naina var en behagelig dansepartner, og han syntes, hun virkede som en sød person, han ønskede at lære mere at kende.
For at pointere sin ringe præsentation endnu bedre, snublede han og ramte hende nådigt over tæerne. "Hovsa - undskyld," grinede han og så beklageligt på hende.

Hun smilede let over at se hvordan det nu egentlig gik. Det gik nok en del bedre end hun lige havde forventet, hvis han ikke havde prøvet det før. Hun så lidt til siden og så der var kommet lidt flere ud at danse. Hun vidste slet ikke at andre væsner brød sig om at danse, men det gjorde de åbenbart. Hendes blik hvilede igen i hans, mens hun førte dem rundt i takt med musikken. Hans farve i hovedet var noget hun næsten havde vænnet sig til. Men det havde også været en hed tur før, da de havde danset lidt vildere. Men hun var glad for at han i det mindste ville danse med hende. Det var lang tid siden hun havde prøvet det og det overraskede hende nok lige så meget som ham at hun stadig kunne finde ud af det.
Da han trådte hende over foden skar hun en lille grimasse, men smilede blot videre. "Det gør skam ikke noget. Du skal jo lige lære det" sagde hun med et hævet øjenbryn og smilede opmuntrende til ham. Hun var ligeglad med om han lavede fejl indimellem. Det kunne hun også sagtens gøre. Men det var nok ikke så sandsynligt med hendes ynde på et dansegulv, som han sikkert havde ret i.
Uden hun egentlig tænkte over det lænede hun sit hoved ind til hans bryst. Det var begyndt at blive afslappende at danse med ham og hendes krop slappede næsten helt af. Hun kunne tydeligt høre hans hjerte som der vidst slog en del hurtigere end normalt, men han var vel stadig forpustet eller noget efter at have danset fra før. Hun havde sit hoved sådan lidt i noget tid, indtil det rent faktisk gik op for hende, hvor hun havde hovedet. Hun stoppede op i dansen og trak sin hoved væk så hun kunne se på ham. "Øøøhm det må du virkelig undskylde" sagde hun med et lidt chokeret udtryk og så på ham. Hun vidste ikke helt hvordan hans reaktion ville være. Om han ville gå eller bare være sur. Hun kunne da ikke bare tillade sig at gøre noget som det. Hun måtte da være gået helt fra forstanden. Måske havde hun slet ikke godt af at danse. Det var alt for lang tid siden og måske var hun bare ved at blive træt? Selvom hun egentlig følte sig meget vågen. Men det kunne jo være at hendes krop bedragede hende eller noget.

Will påskønnede i dybe vendinger Nainas søde opmuntringer og overbærende kommentarer, plus smilene der ikke syntes at forlade hendes ansigt. Han havde forlængst i sit eget hoved forberedt sig på en dybt irriteret dæmonpige, der med opgivende suk og øjenvendinger beklagede sig over hvor dum og langsom, han ville være. I stedet tog hun det med et smil, og det medvirkede blot, at Will fandt det endnu sjovere og mere lyst til at blive på dansegulvet.
I smug fulgte han de andre med øjnene, bemærkede små trin og intense bevægelser og tænkte i sit stille sind, at så yndefuld ville han dog aldrig blive. Naina gjorde det ikke meget bedre. Han kunne tydeligt mærke, at hun vidste, hvad hun havde gang i, og han fulgte bare med det bedste han havde lært. Af og til grinede han, og hver gang de fik øjenkontakt stak han hende et venligt smil.
Det gippede af forbløffelse i ham, da hun uventet lagde sit hoved mod hans bryst. Hjernen gik med det samme i tomgang, og han fortsatte slavisk med at danse videre, som om intet andet var sket. Da Naina lidt efter trak sig væk fra ham, så han noget, der kunne ligne flovhed i den dæmpede belysning, og for sit indre blik valsede mørke lokker forbi ham. Han havde nok aldrig rødmet så meget før.
"Åh - øhm - det er helt okay," forsikrede han hastigt og grinede til hende. Hun lod ikke rigtigt til at vide, hvad hun skulle gøre, så han gjorde blot det eneste, der faldt ham ind. "Nåh, men ... har du ikke lyst til noget at drikke? Jeg er helt svedig efter det her!"

Naina var overrasket over hvor stille og roligt han egentlig tog det. Hun vidste ikke helt hvad der var sket for hende. Som om hun havde været helt væk i sine egne tanker. Hun selv havde det ret så varmt lige nu, så da han bød hende på noget at drikke smilede hun atter igen og nikkede nærmest lettet. "Men du kunne godt udelukke den sidste del. Jeg har ikke lyst til lige pludselig at lugte til svedige drenge" sagde hun sarkastisk og stak ham et lille grin. Hun trak sig forsigtigt væk fra dansegulvet og fandt plads oppe ved baren så de på den måde kunne være tættere på drinksne. Hun følte sig vildt dum over det hun havde gjort, men prøvede at trøste sig med at han ikke havde været så god til at danse og så tænke videre til da han trådte hende over fødderne. Dog kunne det ikke slå hendes humør væk og hendes humør lyste stadig tydeligt op i hende. Hun var så glad for at Will havde ville danse, da det var så lang tid siden hun havde prøvet det. Det var jo ikke spor sjovt når man var alene. "Har du egentlig et job eller har du penge nok?" Spurgte hun med et skævt smil, mens hun så på ham. Det betød ikke noget om det var det ene eller det andet, men hun ville gerne lære mere om ham og det var ikke fordi hun kunne huske alt hvad de havde snakket om sidste gang hun havde set ham, da det efterhånden var et stykke tid siden. Men hun var opsat på at huske endnu mere denne gang og forhåbentlig ville det blive et godt venskab. Men hun kunne jo aldrig vide hvad fremtiden ville bringe. Måske noget godt og måske noget dårligt så hun slet ikke kom til at se Will igen. Men det håbede hun ikke. For han var seriøst den eneste og bedste ven hun havde.
Indtil videre havde aftenen været virkelig god siden at hun havde mødt Will. Han havde hjulpet hende med at komme ind i varmen og havde nu brugt meget af aftenen på at være sammen med hende. Så helt kedelig kunne hun heldigvis ikke være. Det havde hun ellers frygtet nu da hun ikke snakkede med så mange væsner og faktisk aldrig mennesker. Ikke fordi hun havde noget imod dem. De gik vel bare ikke der hvor hun gik. "Hør nu må du bare sige hvis jeg stiller dig spørgsmål som du ikke har lyst til at svare på. Men jeg vil gerne vide lidt mere om dig" sagde hun og så tilgivende på ham. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle lægge ud, men hun havde haft nogen spørgsmål i noget tid og hun tænkte det nok var et fint tidspunkt at begynde at spørge ham lidt. Medmindre han ikke brød sig om det, men så måtte han jo sige det. "Nu ved jeg godt du ikke har levet specielt lang tid..." sagde hun og sendte ham et drilsk blik. Nu når hun var den ældste syntes hun at have ret til at drille ham lidt. Hun havde aldrig mødt en dæmon der var yngrere end hende så vidt hun vidste, så det var en del underholdende for hende på en måde. "Men har du egentlig haft en kæreste? Uh! Eller har du prøvet at kysse nogen før?" Spurgte hun med et opgivende grin. Hun ville sådan set gerne ha at han svarede på begge ting, men hun vidste ikke om han kom til at opfatte det som at han kun behøvede at svare på det sidste. Men ellers så gjorde det nok ikke noget at stille det samme spørgsmål to gange.

Will havde talt sandfærdigt nok. Så snart tanken om væske - som i formen vand, vodka, kaffe, hvilken som helst slags kategori - dukkede op i hans tanker, følte hans hals med ét tør som en sandørken. Desuden håbede han også, at det at komme lidt væk fra dansegulvet måske ville hjælpe med at få den normale ansigtsfarve tilbage.
"Hallo!" grinede han og daskede venskabeligt til Naina, da de drilske ord forlod hendes mund. Med ivrige skridt fulgte han efter hende, indtil de nåede op til bardisken, hvor betjeneren fast havde stået under hele seancen. Med attitude, som var han en doven skoledreng, lænede han sig over disken og kaldte damen til sig.
"To glas - øh ... " Tøvende så han mod Naina, eftersom det i selv samme øjeblik gik op for ham, at han ikke engang vidste, hvad hun ville have. Siden hendes økonomi ikke virkede som den bedste i øjeblikket, regnede han naturligvis med, at han gav igen, og det havde han sandelig også tænkt sig at gøre klart, når drikkelsen ankom.
Den høje stol, som udgjorde en af de mange siddepladser ved bardisken, var en himmelsk befrielse, så snart han satte sig på den, og han smilede forventningsfuldt til Naina, da han så hendes mund forme bevægelser til et kommende spørgsmål.
Han bed sig eftertænksomt i læben og trommede let på bordet med højre hånd. "Jeg har ikke et job, kan man ligefrem sige," svarede han langsomt. "Men pengene skal jo komme et sted fra, ikke?" Samme spørgsmål blev skudt mod hende. "Hvad med dig? Øh - jeg ved godt, du er i lidt - vanskeligheder lige nu" han skar en undskyldende grimasse, "men hvorfor får du ikke et job?"
Ren nysgerrighed havde drevet dæmonen, og han så interesseret på hende, mens pulsen langsomt faldt til ro. Enhver varme i ansigtet fordampede langsomt, og han følte sig lettet over ikke at være en del af dansegulvet mere. Hvis valget kom igen, ville han hellere foretrække at kamouflere sig via stueplanten i hjørnet af caféen end overvære det skræmmende mareridt endnu engang.
Det var lige før, han begyndte at grine igen. Om det skyldtes den pludselige strøm af spørgsmål, der sprang fra Naina, eller om det blot var måden, hun udtrykte sig på, var han ikke helt klar over. Han nikkede for at vise, at det var okay, men så snart hun kastede de endelige ord over bord, kunne han ikke lade være med at grine - bare en lille smule.
"Undskyld," fniste han og rodede sig opgivende i håret. "Men det lyder næsten som det rene s, p eller k. For hvis det er tilfældet, vælger jeg altså 'konsekvent'." På den bedst tøseagtige facon blafrede han med øjenvipperne. Til sidst besluttede han sig dog for at vælge den mere seriøse side, og han nikkede langsomt.
"Ja. Ja, det har jeg." Ikke ligefrem det mest uddybende svar, men nu var det vel også sådan. "Hvad med dig?"

Det var egentlig ikke fordi Naina var blevet så forfærdelig tørstig af at være ude at danse, men hun måtte da indrømme at hun godt kunne bruge noget at drikke. Da han bestilte vidste hun ikke om han ville ha hun selv skulle betale, men det var ikke lige en mulighed hun havde nu og her. Hun kunne godt føle sig meget skyldig over at han skulle betale hele tiden og det var lige det hun begyndte at føle. Det irriterede hende at hun ikke kunne give ham noget igen. Det eneste hun havde gjort var at få ham med ud at danse, som han tydeligvis ikke havde haft lyst til. Ikke ligefrem hvad hun så som særlig venligt og det var helt sikkert at hun ikke havde tænkt sig at spørge ham igen. Det skulle han skam nok blive fri for.
Da han så spørgende på hende viftede hun blot lidt med hånden. "Jeg ligeglad, bare et eller andet" sagde hun og tænkte at han bare kunne bestille det han gerne selv ville ha. Hun kunne nok li det uanset hvad og desuden vidste hun heller ikke lige hvad hun havde lyst til. Så en overraskelse var vel på sin plads.
En aften som denne var nok ikke en man kom til at opleve så mange af. Der havde været ualmindeligt meget gang i den på denne kro og hun kunne ikke huske hvornår hun havde oplevet noget lignende. Selvfølgelig var der altid meget støj sådan et sted, men så mange der var ude at danse, var ikke noget man lige så hver aften. Da Will begyndte at snakke om at han som sådan ikke havde noget job, men alligevel fik penge vidste hun ikke helt hvad hun skulle tro. Det åbenlyse for hende var at tænke at han var en tyv og så var det da godt hun ingen kontanter havde på sig, da de måske så ville være væk nu eller når de skulle sige tak for i aften og gå hver til sit. Men dog kunne hun ikke tro det om ham. Han virkede ikke som en der ville kunne finde på at stjæle. Men enhver kunne jo ligge en facade udenpå og opføre sig som en man slet ikke var. Det var måske det han gjorde? Selvom han ellers virkede meget oprigtig. Men det var jo også det farlige ved det.
"Jeg har skam et job. Det tjener bare ikke så godt. Men det var det eneste jeg kunne få" sagde hun med et let skuldertræk. Hun havde skam et job. Det havde hun haft i noget tid. Men grunden til hun nok ikke fik så meget, var at hun nok bare var ret så håbløs til det hun skulle. Dels fordi hun kunne være så genert, så hun sagde ikke så meget, hvilket ikke var en god ting når man serverede for andre og sådan. Hun forstod ikke den latter der kom over hans læber lidt efter. Åbenbart var det sjovt det hun spurgte om, men da han sagde det lød ligesom noget s, p eller k så hun lidt ned i gulvet. Det var nok denne grund til at hun bare skulle forblive alene og lade være med at snakke med andre. Hun havde aldrig været god til det og hun følte sig egentlig lidt ydmyget. Uden rigtig at høre hvad han svarede tog hun sig til sin overarm og rejste sig forsigtigt op og så på ham med triste øjne. "Jamen så vil jeg til at gå nu. Der ingen grund til at blive her hvis du bare vil le ad mig" sagde hun med blanke øjne der stirede på ham i lidt tid, inden hun slog blikket væk og gik med hastige skridt mod døren. Hun vidste ikke hvordan vejret ville være udenfor. Men nu kunne hun huske hvorfor hun holdte sig for sig selv. Hun kunne ikke finde ud af at føre en samtale med nogen uden at det skulle gå galt og det var hvad hun følte der var sket. Hun åbnede kraftigt døren og gik ud i den bidende kulde, hvorefter døren lukkede sig bag hende. Uden at vide hvor hun egentlig var på vej hen gik hun bare. Men noget sagde hende at hun var på vej tilbage til legepladsen, da det godt kunne ligne det sted hende og Will var gået før, da de skulle ind og have varmen.

Begrevet 'bare-et-eller-andet' kunne sådan set være hvad som helst. Will overvejede vand (selvfølgelig!), vodka, rom, mælk og andre af alskens nydelser - men hvad har man mest brug for efter en hed dansetur?
"To glas æblejuice, tak," annoncerede han og smed mønterne på bordet, hvorved betjeneren vendte sig om for at fylde to store glas op. Will tog ivrigt imod den ene af det glimsende væske, som næsten lignede guld i halvmørket, og rakte det andet til Naina. "Drik op!" trallede han og klinkede muntert sit glas mod hendes.
Han vidste ikke hvorvidt, hans oplysning om penge gav pote. Var det blot den tindrende følelse af æblesaft i ganen, eller så hun en smule ... skeptisk ud? Som om hun netop sad og regnede ham for den værste tyv? Det efterlod noget af en sær følelse, og han åbnede uvilkårligt munden for at komme med protester, men tøvede så. Hvordan kunne han overhovedet vide, at det lige præcis var dét, hun sad og tænkte på? Måske var det noget helt andet, dæmonpigen havde i tankerne, og så sad han bare her og anklagede hende? Han lukkede skyndsomt munden igen.
Han nikkede langsomt - endnu engang med denne forstående mine -, og der var noget i hans øjne, der bad om opmuntring. Naina var god til at skabe medlidenhed, og han havde grueligt ondt af hende. Som i livets fødekæde lå hun, trist nok, i den uheldige ende og ude af stand til at trække sig selv op.
Humøret var stadig i lallende top. Smilet var alt, der kendetegnede Wills ansigt, idet han så forventningsfuldt på Naina og samtidig nippede til sin juice. Dog var det som om, en forandring gik gennem hendes ansigt, og hans eget smil begyndte langsomt at forsvinde ind i forvirringens tågede slør.
"Hva'?" Fuldkommen paf så han på hende. Ja, hun kunne lige så godt have slået ham i hovedet med en stegepande; så skævt ramte det ham. "Jamen - hov!" Inden han rigtigt kunne nå at komme på grænsen til at protestere, havde Naina vendte sig om og marcheret ud af døren.
Med følelsen af at være forbigået rigtig groft, sad Will tilbage og missede mod døren. Hvad i al verden var der lige hændt der? Samtalen havde da ellers gået så fint, og han havde virkelig troet, at de begge havde moret sig noget så hyggeligt. Han prøvede at huske tilbage; forsøgte at finde frem til det rigtige øjeblik, hvor hun begyndte at trække sig væk. Det kunne være, det kunne give nogle svar.
Og så slog det ham. Joken! Forvildet og helt bagefter kom han på benene og stromede ud af døren. Han nåede hende, knap inden hun havde nået at bevæge sig væk fra caféen. Brystet svulmede, og hans hoved snurrede.
"Naina!" råbte han og greb utålmodigt fat om hendes arm. Det var hverken hårdt eller ondskabsfuldt, men nok til at hun ville standse. "Naina," gentog han, lidt mere stille den her gang. De blå øjne var intense og mørke i sneens dvælende lys, hvis hvide hav omkransede dem, og han så på hende med pandefolder mellem de sammentrukne øjenbryn.
"Er du okay? Hvad skete der? Har jeg fornærmet dig eller noget, for det har i hvert fald ikke været meningen ... " Ordene svandt ind, og han indså hvor såret, han følte han sig. Nainas pludselige afsked var hverken fair eller til at forstå.
Frustreret lod han en hånd køre gennem sit pjuskede hår og slap hende. "Hvorfor går du?"

Mens hun gik ud af døren trillede en lille tåre ned fra hende kind. Hun tørrede den dog hurtigt væk igen og sørgede for at man på ingen måde ville kunne se at hun havde grædt. Før hun vidste af det hørte hun Wills stemme og det gav et lille sæt i hende, da hun mærkede hans hånd rundt om hendes arm. Hun stoppede med ét op og så sig tilbage. Hun havde ikke regnet med at han ville komme efter hende. Hun troede at han bare ville lade hende gå. Hvilket forvirrede hende ret så meget. Det tog lang tid for hende at vende hans ord inde i hendes hoved og hun prøvede at formulere sig ordentligt så det ikke kom til at lyde dumt. "Undskyld" startede hun så med at sige i et opgivende tonefald og tog sig let til overarmen. "Jeg er bare ikke vant til at snakke med andre. Så når jeg endelig gør føler jeg det akavet. Som om jeg siger alting forkert" sagde hun og så lidt ned i jorden, inden hun løftede det igen og så på ham. "Jeg kunne bare ikke lige få det til noget positivt at du følte jeg udspurgte dig" sagde hun og knyttede den ene hånd lidt. Hun følte sig dum. Men af en eller anden grund kunne hun ikke sætte ord på, det at han var kommet tilbage for at stoppe hende. "Hvorfor...lod du mig ikke bare gå?" Spurgte hun så noget tid efter. Det var et spørgsmål der havde gnavet i lidt tid inde i hendes hoved. Lige siden han havde taget fat i hendes arm. Så nu måtte det bare komme ud. Hun kunne tydeligt se at han ikke brød sig om situationen og det fik hende ikke til at føle sig som et bedre væsen overhovedet. Tværtimod. Hun trak vejret dybt for ikke at lade flere tårer passere hendes øjne og hun så lidt væk for at få styr på sig selv igen.
Pludselig valgte hun at tage nogen skridt fremad indtil hun havde hovedet ind mod hans bryst, som hun havde haft det, da de dansede. "Undskyld" sagde hun hviskende og lagde armene lidt om ham. Hun vidste ikke om det ville hjælpe noget og om de ville komme til at snakke videre. Men det var vel forsøget værd og lige nu kunne hun ikke finde på andet at gøre for at gøre det hele godt igen. Når man ikke snakkede med så mange havde hun det nemt ved at misforstå andre og det gjorde at hun kom ud i problemer. Hun fjernede armene igen og trådte nogen skridt væk så hun omtrent stod der hvor hun havde stået før. Hun så ham ind i øjnene og prøvede at få et smil frem, men det kom vidst til at se lidt akavet ud, og det varede heller ikke i særlig lang tid. Kun et splitsekund. Hun bed sig i læben og så lidt rundt. Hun følte det akavet bare at stå der hvor hun stod. Men hun håbede der ikke ville være så meget stilhed mellem dem fra nu af. Så ville det i hvert fald være hendes skyld.

Havde hun grædt? Mørket kunne ofte spille én et puds, og Will kunne ikke bedømme, om det blot var fantasi eller faktum. I dette øjeblik lignede Naina den pige, han havde mødt på legepladsen for en lille time siden: Ensom, fortabt og fuldkommen forvildet om hvor, hun hørte til. Han gøs i nattekulden og mærkede sneen dampe under sig som et iskoldt vandbad. Hun var den afsluttende ingrediens, der var med til at fuldbyrde det pludselige rus af sørgmodighed, der krøb over ham, og atter mindede ham om de følelser, der så højtråbende havde haft deres tag i ham, inden Naina dukkede op.
"Det er jeg ked af," sagde han stille og mente det fuldt ud. Skosnuderne tegnede mønstre i sneen, og han så hende alvorligt i øjnene. "Naina, jeg løb efter dig, fordi jeg er din ven. Og venner tager sig af hinanden, når den anden trækker sig tilbage. Der var ikke meget andet, jeg kunne gøre."
Hvad der dernæst ville have sket, var dæmonen ikke helt sikker på. Da hun i pludselig handling trådte et skridt frem og lagde hovedet mod hans bryst, som da de dansede, og ligeledes armene om ham, gjorde han, hvad der faldt ham naturligt ind. På en eller anden måde var det næsten meningen, at han skulle lægge armene om hende i det kram, de begge to så voldsomt havde brug for. Han sukkede tungt og lænede kinden mod hendes hår, mens hun blev hans støttende søjle. Lidt efter trak hun sig væk igen, og han følte sig næsten lettet. Hvis det havde fortsat sådan lidt endnu, ville han sikkert have begyndt at recitere digte med tårer i øjnene som en overfølsom elver.
Smilet, der dukkede frem, var ægte og taknemmeligt. "Kaf's qallu," sagde han sagte, som på det fælles dæmoniske sprog. Ordenes betydning 'det er i orden' ville klinge i Nainas hoved, og han regnede med og vidste, at hun ville forstå hvert et ord, siden de var født af samme race.
Stilheden var den behagelige stemning, et snevejr normalt bragte. Will havde på fornemmelsen, han kunne have stået derude i flere timer - hvis ikke for evigt. Visheden om Nainas tilstedeværelse fik ham dog gevaldigt til at tage sig sammen igen, og han gjorde et udslag med armen.
"Såh ... er du interesseret i at komme med ind igen?"

Hun kom med et lille smil og rystede stille på hovedet. "Du skal ikke være ked af det" sagde hun og rodede ham i håret og kunne ikke lade være med at grine lidt, da hans hår ikke ligefrem sad så godt mere. "Jeg klarer mig. Det kan være jeg skal prøve at finde et andet job" sagde hun og så roligt på ham. Hun vidste ikke helt om han ville tage det tungt, at hun havde uglet hans hår, men han kunne vel sætte det på plads igen. Men nogen drenge var lidt tøsede hvad sådan noget angik. Det var i hvert fald hendes opfattelse. Hun var stadig en del ude af den efter det der var sket, men hun havde jo bare misforstået ham. Han havde jo ikke prøvet at gøre nar af hende. Han prøvede jo bare at have en god aften, hvilket hun følte hun ødelagde mere og mere.
Hun kunne mærke hun nærmest blev helt varm indeni, da han sagde at de var venner. Hun havde aldrig rigtig haft andre at snakke med end ham og nu, da han sagde de var venner var det som om hun slet ikke følte sig så alene mere. Som om at det måske var på tide at komme noget mere ud. Hun havde troet at ingen gad hende, men det så ikke sådan ud. Imens hun stod og tænkte på alt muligt der flød igennem hendes hoved kunne man tydeligt se hendes humør vende tilbage. Hendes smil var en let buet streg på hendes læber som vendte let opad.
Hun nikkede let til det sidste han sagde. Hun ville mere end gerne med ind igen og forhåbentlig få noget af den æblejuice hun ikke rigtig nåede at drikke før. Hun gik let forbi ham og gik ud fra at han ville følge med ind igen nu da han selv havde foreslået at de skulle gå ind igen. Hun trådte ind igen hvor varmen igen var over hende. Det sneede heldigvis ikke så meget mere udenfor, men hun havde dog godt kunne mærke kulden. Hun satte sig op til baren igen og så at hendes glas stadig stod der. Men de havde jo heller ikke været væk i særlig lang tid. Hun så sig lidt rundt og lagde mærke til en mand der sad og stirrede på hende i lidt tid. Hun kneb øjnene let sammen, hvorefter han så kiggede væk igen. Hun undrede sig lidt, men tog sig ikke videre af det. Han var sikkert meget fuld. Hvilket ikke ville overraske hende særlig meget eftersom de fleste var fulde på denne kro lige nu.

Et sted i Will løsnedes en tung knude. Nainas ord gav håb, og han var trods alt glad for, at det var lykkedes ham at hjælpe hende på en eller anden måde. Han grinede, da hun rodede hænderne i hans hår og kunne livligt forestille billedet af sig selv med håret som en krages rede. Et par enkle fingre gled gennem de mørke lokker, men så tænkte han ikke mere over det; håret var og forblev dets eget herre.
Heldigvis gjorde hun sig hurtigt enig i at vende tilbage til caféen. Wills hænder var begyndt at twiste af kulde, og så forekom det ikke så let mere at befinde sig udenfor i kun en enkel t-shirt, bukser og sko. Kinderne blev derfor højrøde af det kollosale temperaturskift, så snart de trådte indenfor igen. De blå øjne virkede næsten våde mod den dampende hud, og han gned lettet hænderne mod hinanden.
Nainas mistænkelige adfærd stod ikke så klart for den unge dæmon. Lystigt sprang han op på barstolen og nedsvæglede et ordentligt drag af æblejuicen. Skønt det var en kølig drik, virkede det ikke mindst lige så styrkende som en kop varm kako: måske fordi der svømmede så meget sukker i det.
Han så på Naina igen. En tinglende idé af spørgsmål var uventet dukket op i hans tanker, og nu ønskede han kun at få svar på dem. "Hvilke evner, som luftdæmon, har du egentlig?" spurgte han interesseret.

Naina tog en slurk af sin æblejuice og skyllede næsten det hele ned. Hun var blevet godt tørstig og ville sagtens kunne drikke mere. Hun betragtede let Will og smilede let til ham da han spurgte indtil hendes evner. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle begynde, men det var heller ikke fordi der var så meget at fortælle. Det kunne bare godt være lidt indviklet. "Altså som du nok ved kan jeg styre vinden til at gøre som jeg vil det. Hvilket jeg også kan bruge til at manipulere med andre elementer. Fx med snefnuggene kan jeg få dem til at falde udenom mig så jeg ikke skal blive våd" sagde hun og holdte en lille pause da hun drak det sidste af sin juice. Dog syntes hun det sidste smagte ret mærkeligt, men tog sig ikke videre af det. "Ved hjælp af luften kan jeg så også styre ilden, vandet og jorden, men dog ikke få planter til at gro og sådan. Men jeg kan sende et kraftigt vindstød afsted mod en jordklump og få den til at ramme noget. Jeg er bare ikke så trænet hvad det angår. Vand og ild er nok det der er nemmest at manipulere med ud over vinden, da det ikke er helt så tungt" sagde hun med et let skuldertræk og smilede let. Hun havde ikke prøvet at stole så meget på nogen før som hun gjorde med Will. Hvilket også fik hende til at fortælle alt om hvad hun kunne uden den mindste tøven. "Jeg har så også den her" sagde hun og tog en lille harpe frem fra hendes bælte hun havde indenunder tøjet. "Jeg bruger den til at tilkalde min sjæleven. Eller du kan også kalde det et luftvæsen eller bare et dyr" sagde hun med et lille grin. Dog føltes det ikke bare som et dyr for hende. Men en del af hendes sjæl der altid kunne være fri. "Enhver luftdæmon har et væsen fra luften som vi er forbundet med lige fra fødslen" forklarede hun og smilede let, mens hun betragtede sin sølvharpe. De fleste ville være af guld, men sølv mindede hende mere om luften og hun ville have den skulle være speciel. "Min sjæleven er en kongeørn" tilføjede hun og lagde forsigtigt harpen væk igen. Det var ikke ligefrem fordi hun kunne tilkalde ørnen nu når de sad inde på en kro og det ville hun heller aldrig gøre. Den stolede ikke på andre end hende, så det ville være risikabelt at have en anden med når hun tilkaldte den.
Hendes blik blev kort sløret og hun rystede let på hovedet. Hun så lidt tomt ud i luften og kunne ikke helt forstå hvad der skete. Men det var sikkert bare på grund af kulden. Hun var jo heller aldrig helt normal. Dog begyndte hun at få en underlig fornemmelse i kroppen. Som om en del af hende var mere eller mindre beruset trods at hun slet ikke havde drukket noget med alkohol i eller andre former af berusende middel.

Juicen, hvis æblesmag henholdsvist skiftede mellem sur og sød, tætnede smagsfyldt med dråberne omkring hans tunge, og Will lyttede med tilfredshed, mens Naina fortalte om sine evner. Når først hun kom i gang, kunne hun snakke i en uendelighed. Det havde han egentlig ikke noget imod; det var rart at lytte til nogen, der strøg derudaf (tilmed når det hovedsagligt drejede sig om dem), og så fandt han det også spændende. Nu tilhørte de jo trods alt samme race; de var blot forskellige aspekter af det, verden så, men i tidernes morgen havde der sikkert ikke været så meget som én celle til forskel - for slet ikke at tale om udseendet.
"Det er da sejt," kommenterede han smilende. Især hendes historie om sjældevennen fascinerede ham, og han lænede sig ubemærkeligt mere frem, som om hendes ord havde brug for at komme tættere på. Det var et eventyr, fyldt af den magi hans verden hjemsøgte, og idéen om at have et væsen - af dyreart -, som stod sit hjerte så nær, at blot kaldet af et instrument ville bringe denne til sig, var ... fantastisk.
Han åbnede munden, umiddelbart for at spørge, hvad hendes sjæleven så var, men hun kom ham i forkøbet. "En kongeørn?" mumlede han, og øjnene funklede. "Hvor tit mødes I så med dem?" I de fleste historier, han havde hørt, foregik det på nødsituationsbasis. For det meste skulle disse dyr - hjælpere så at sige - ifølge myterne dukke op, når den anden del havde allermest brug for hjælp. Nu vidste Will dog ikke bedre om dette emne, eftersom han aldrig havde mødt en, der var skænket sådan en gave, og ligeledes aldrig haft den selvoplevelse.
Pludselig skete der noget med Naina. Will havde dumdristigt overset det, fanget i nysgerrighed og interesse, men hendes skiftende ansigtsudtryk bevidnede kraftigt, at noget var galt.
"Naina, er du okay?" spurgte han langsomt.
Måske var det dehydreringen af alle deres dansetrin. Eller også var hun bare meget træt. Hjernen tonsede op med mulige undskyldninger, men en lille del af ham kunne naturligvis ikke undgå at hamre af sted, for fuld hjertepumpen, med snigende bekymring.

Hun havde ikke regnet med at han virkede så interesseret for det hun sagde, men det bragte kun et smil frem på hendes læber over det. Hun havde aldrig rigtig følt at nogen var interesseret i det hun sagde. Men Will var. Hun betragtede ham let og kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over hans kommentar. Ikke hvad hun havde forventet, men ja det var vel en lille smule sejt. Dog havde hun aldrig tænkt sådan over det.
"Normalt tilkalder jeg ham kun i nødstilfælde, men indimellem er det også bare for at få et tættere bånd til ham så nogen gange tilkalder jeg ham selvom der ikke er noget i vejen" sagde hun med et blidt smil. Hun prøvede så godt hun kunne at holde fokus, men indimellem blev hendes blik sløret og hun vidste ikke helt hvad der skete med hende. Hun kom til sig selv igen og så stille på ham. Hun havde ikke rigtig hørt hvad han havde sagt, men hun kunne se på hans bekymrede udtryk at han godt kunne se der var noget galt. Hun så lidt ned i bordet og rystede på hovedet. "Jeg ved ikke helt hvad der sker" mumlede hun, mens hendes blik så tomt ud i luften. Hun blev siddende i lidt tid, men rejste sig så op og blev stående i noget tid for ikke at falde svimlende om. "Jeg går lige på toilettet" sagde hun og prøvede at fokusere på ham, men kunne ikke. Hun prøvede at fokusere og så noget der lignede et toilet hvor hun forsigtigt begyndte at gå hen uden at vælte ind i noget.
Manden der havde stirret på hendes før fik et smørret smil på læberne, da han så Naina svimle sig ud på toilettet. Han så efter hende i lidt tid, men drejede så hovedet igen og snakkede videre med dem han sad med som om intet var hændt.
Naina anede snart ikke hvor hun var mere, men hun fik alligevel fumlet sig ind på toilettet og støttede sig op af væggen. Hun var glad for der ikke var forskel på drenge og pige toiletter. For hun ville højst sandsynligt ikke have kunne se forskel på hvilket et hun var på vej ind til. Hun anede derfor heller ikke om Will ville følge efter hende, men det ville ikke undre hende hvis han gjorde. Han havde i hvert fald ikke set helt tryg ud ved at hun havde det som hun havde det. Hun fik kæmpet sig hen til vasken og så sig ind i spejlet. Hendes pupiller var meget større end de plejede og hendes hoved begyndte at dunke helt vildt. Hendes tanker fløj igen tilbage til den underligt smag æblejuicen havde haft. Og så til den mærkelige mands blik. Var der en sammenhæng? Hun kunne ikke bare få det sådan som hun havde det uden at der var en grund.
Hun mærkede hendes ben kollapse under hende og hun væltede ned på gulvet. Hun stirrede tomt op i loftet og mærkede hun slet ikke kunne kontrollere sin krop mere. Hendes øjne lukkede sig lidt efter, da hun ikke kunne holde sine øjne åbne mere. Det var som om hun på et sekund var blevet træt og ikke kunne andet end at sove.

"Så det er ligesom sådan et boomerang-kæledyr?" filosoferede Will, yderst tiltalt af tanken. Gid han havde så sej en egenskab. Det med at styre vandet og ligeledes den nye kræft med lyngnistring virkede pludseligt lamt og intetsigende ved siden af dyr-som-sjæleven-konceptet. Man ønsker altid det, man ikke selv har.
Han nikkede og forsøgte at se opmuntrende ud, som hun stavrede ud mod toilettet. Måske var det ikke engang noget alvorligt - noget ... kvindeagtigt, garanteret. Enhver sætning, forbundet med "hunkøn" og "toilet", fortalte ofte i koder det, det mandtlige køn aldrig til fulde vil komme til at forstå. Ikke at det gjorde Will synderligt; han syntes alt snakken om det månedlige var helt okay, men så længe pigerne holdt det for sig selv.
I forsøg på at køle sig selv lidt ned, legede han skødesløst med glasset et stykke tid, mens han udforskede caféen. Stemningen var stadig i top, og ingen fødder syntes at få nok af de vilde dansetrin. Også de omkringsiddende, hvis nerver ikke kunne holde til en lille svingom, lod også til at more sig. Wills øjne gled over en mand og hans partner, to elverfolk (tydeligvis på date med hinanden; dømt ud fra deres ansigtsudtryk) og nogle småfulde dværge. Will kvalte et grin.
Tiden gik, og som minutterne langsomt begyndte at snegle sig ind i dæmonens tanker, lagde han også mærke til Nainas fravær. Kunne det virkelig tage så lang tid? Var det virkelig det, han havde troet, det var? Og det mest afgørende: hvor i al verden blev hun af?
Til sidst løb tålmodigheden af med ham. Med et lavmælt 'dunk' smækkede han sit glas tilbage på bordet, rejste sig og marcherede ud på toilettet. Døren åbnede han langsomt og stak vildrende sit pjuskede hoved frem.
"Naina ...?" begyndte han, men afbrød sig selv med et højlydt gisp. Formationen - personen! - på gulvet var ikke til at tage fejl af, og med overmenneskelig fart hastede han hen til hende, kastede sig ned på gulvet og ruskede hendes hårdt.
"Naina? Naina! Vågn op! Åh nej, er du okay?"

Naina kunne ikke fokusere mere og var derfor faldet hen i en slags søvn. Men alligevel ikke. Det var en blanding hvor hun også var delvist bevidstløs. Hun vidste ikke hvor lang tid hun havde ligger der, indtil det var som om der var en stemme i hendes hoved, men selvom hun åbnede sine øjne halvt kunne hun ikke fokusere på noget som helst og lukkede dem blot igen. Hun vidste ikke hvad det havde været for en stemme. Men den lød alligevel bekendt i hendes hoved. Hun var ude af stand til at kunne bevæge sig på nogen måde. Faktisk virkede det som om at ingen af hendes sanser næsten virkede. Hun havde pludselig glemt hvordan man gik eller bare hvordan man sagde noget. Selv følte hun sig som et helt almindeligt menneske. Ingen kræfter der kunne bruges overhovedet.
Alt blev sort for hende efter noget tid og hun havde intet i sine tanker. Men hvis hun havde haft det havde hun nok stadig undret sig over den stemme der havde været i hendes hoved. Og hvorfor hun pludselig ikke kunne styre noget som helst af sig selv. Og hvor og hvornår ville hun vågne op igen. Det var ikke noget hun tænkte nu, men det ville hun højst sandsynligt have tænkt på.

Der gik omkring en halv time før hun valgte at slå øjnene op. Alt var sløret og hun kunne ikke forestille sig et eneste billede. Hendes følesans var begyndt lige så stille at komme tilbage og det føltes som om at hun lå ned. Det var bare ikke til at sige endnu hvad det eventuelt kunne være hun lå på, da det både kunne være blødt og hårdt. Det føltes som en blanding for hende lige nu. Hun begyndte let at gispe efter vejret, da hendes vejrtrækning havde været meget tung som om hun kun trak det luft ind som havde været højst nødvendigt. Uden hun vidste det rystede hendes krop. Ikke voldsomt, men det kunne dog ses. Hvad end hun havde fået havde det ikke været noget der havde i sinde at gavne hende på nogen måde.
Da hendes tanker igen satte ind var det første hun tænkte på den utydelige stemme. Var det Gud eller måske hendes ørn der talte til hende? Hun havde ingen anelse. Hendes pupiller blev stille mere og mere normale og det samme gjorde hendes syn også. Spørgsmålet om hvor hun var og hvad der var sket med hende ville måske blive besvaret meget snart. Men hun kunne ikke vide sig sikker.