Just a little ale, no a big, XXX - Aino

Sted: Hotellets Lounge
Tid: Tidlig Aften
Vejr: Køligt vind fra syd, nord, øst eller vest? Hvem har set Vejret?
Omgivelser: Stole, bord, uh ikke mindst, damer...


Emnet er til Aino og efter kort tid bliver stedet rykket til Ainos værelse så derfor har jeg tilladt mig selv at gør emnet privat, mener Admins noget andet bedes de ændre overskriften.
______________________________________________________________

Bartimæus af Uruk på et hotel var endnu uset.. og dog. Netop denne aften sad Bartimæus på en lounge og drak fadøl lange baner. Denne aften var Bartimæus iført Ptolemæus's krop hvilket passede ham behageligt. Hans bror havde altid været pænere end ham, derfor dræbte Bartimæus ham. "Hil Frankrig for deres gode øl" sagde Bartimæus på oldegyptisk og hostede let og kiggede rundt. Det var jo ikke andet en smukke kvinder der var samlet her i aften. Et smil bredte sig på Bartimæus's læber.


Tid gik og flere og flere piger forsvandt. Men whatever, de fire der var tilbage var nok de smukkeste. Bartimæus rejste sig og gik nærmere en bar i den anden del af loungen. Heeeelt tilfældigt satte han sig ved siden den pige han nu engang syntes var den pæneste. Ha, Ptolemæus skulle se ham nu. Han ville være ud af sig selv. Med sin bedste chamør stemme spurgte han "Hvad drikker du?". Det score trick var simpelt og godt og havde tjent Bartimæus i mange år. Manden bag disken vrissede misundeligt og Bartimæus sendte ham et drilsk blik. Den lede loppe kunne jo ikke score så det her måtte være ham en lærestreg. Det var jo alt i alt syndt for ham. Bartimæus havde jo haft flere tusinde år at øve sig i. Men igen, for nogle tusinde år siden handlede det ikke om at score, men at bare voldtage. Nå det var vel et yderst godt emne at tage hul på nu efter alle de år. Det kunne man bruge timer på at tale om. Jo der var vel også den gang velfærdsstaten kom på benene i London. Nej Bartimæus havde oplevet meget i løbet af sine år. Og han var død. Noget der var ærgeligt da han havde regeret egypten som en ydmyg farao. Kynisk og kold, lige som egypterne kunne lide det. Og nu var han for engangs skyld blevet til en tjener. Forbandede Arthur Gargon!
//Undskyld længden.//

En flaske øl foran sig, og sin mobil i hånden, så kendte man da livet. Aino, som denne bæst hed, sad ved baren, med fem tomme øl flaske foran sig, også denne ene som hun lige havde fået. Hendes øjne var rettet imod den firkantede lille skærm. Hun slikkede sig om læben, og koncentrerede sig om at gennemfører spillet. Musikken i baggrunden irriterede hende dog til døde, og de klamme kvinde latter. For ikke at tale om mændenes orne-stemmer. Egentlig kunne hun sagtens gå op til sit værelse, men hun synes det var sjovere at sidde her, hvor hun fik gratis øl. Hey, hun betalte hver måned! Hun boede ligesom her. Værelse nummer 301.

Aino bankede vredt på bordet, og tog sin flaske med øl. Hun løftede den op til sine læber, og drak til der kun var halvdelen tilbage. Hun lag derefter flasken tilbage, og genstartede sit spil. I aften havde hun bare tænk sig at drikke sig fuld, og gå i hegnet, som hun kaldte det. Hun slikkede sig endnu engang om læberne og prøvede at holde sig selv vågen ved at bide underlæben. Det hjalp ikke.
Hun slukkede mobilen, og lænede sig imod sin elskede sutteflaske, og begyndte at drikke. En flot ung mand satte sig ved siden af hende, og sagde noget. Hun havde troet, at han havde talt til manden bag disken, men kom så i tanke om, at manden jo slet ikke drak. Hendes mørke øjne så træt op på manden ved sin side, og et kort smil fremtrådte på hendes ligeså mørke læber. ”Nej”, sagde hun og rystede på hovedet. ”Hvor bliver de seje replikker af? Nu skal du bare høre..” begyndte hun, og lag sin flaske på sit skød. Hun kiggede på manden som hun aldrig havde mødt, men alligevel havde hun læst ham. Godt og grundig. Før han selv vidste det. ”Forleden kom der en gut og sagde; Har du altid været så sød eller har du øvet dig? Ved du hvad jeg gjord? Jeg gav ham et på kassen. Jeg spøger bare. Hvor bliver de seje scorereplikker henne? Hvor bliver ’Nu har jeg stået og kigget på dig hele aftenen... ’ eller ’ Har du et navn? Eller kan jeg bare kalde dig min? ’” Aino kiggede på manden med et kækt smil, og løftede sin flaske op. Hun blinkede kort til ham idet hendes læber berørte flasken. ”Så. Lad os prøve igen.” Sagde hun og vendte sig om. Hun rakte hånden op, og en ny øl flaske kom flyvende imod hende. Hun greb den let og åbnede den endnu lettere. Hendes falske smil var allerede væk og hun vendte tilbage til sin triste verden. Drikke drikke .. hvad kommer så? .. Ja.. selvfølgelig.. DRIKKE!

"Seje replikker? Såsom -" sagde Bartimæus og skiftede sit stemme ud med en gammel vens stemme bånd. Ja nemlig, den romantiske Romeo. "- Hos dig eller mig, vi kan jo ligeså godt få det afgjort?" afsluttede Bartimæus og lod sit stemmebånd blive skiftet ud med hans gamle stemme. "Uh, knægt, ti fadbamser tak!" sagde han hånligt til den unge mand bag disken. Man kunne se hans øjne hvidgløde af had imens han åbnede nogle flasker og hældte op. Imens klaskede Bartimæus en stjålen guld mønt fra Ramses den Første på bordet. "Ærkologisk fund - vis den til din chef om du vil blive forfremmet til månedens medarbejder." løj Bartimæus. Mønten var i virkelig dårlig stand og var endda rusten. De gamle egyptiske tegn var forlængst slidt ind og metalet bøjet. Ingen ville tro på det og så meget hjerne havde den unge mand (knap så glædeligt). Han lagde mønten tilbage på disken. "Fransk valutta, hit med pengene." sagde manden og Bartimæus måtte sukke og smækkede et par fine og pæne mønter på disken som blev taget og glasene blev skubbet over imod ham. Bartimæus fejede fem af dem over til kvinden og smilede falskt.


Han løftede det første glas op til munden og drak grådigt. "Jeg foretrækker at 'ordne' dig når du er fuld, så drik endelig!" sagde han og holdte en kort pause med at drikke. Øl kunne ikke gøre ham fuld mere, det vidste han godt men det var vel bare for hyggens skyld at smage alkohol? Nej det var for at virke naturlig men hvis Bartimæus kunne det, ville han have undgået at drikke alkohol da det gjorde det svært for ham at styre sit essens og sin fyssiske form. Han holdte godt fast i sin krop for at undgå at blive til luft og det krævede mere og mere fokus jo mere han drak. Måske var fem glas også lidt voldsomt men whatever, han skulle virke naturlig. Ja naturlig... det var jo ikke normalt at drikke fem øl, det vidste han udmærket godt. Men hvis kvinden spurgte, ville hun med glæde få resten af hans øl inden han gik op i luft. Han havde tømt tre glas og kunne ærlig talt ikke mere men drak langsomt for at hun skulle få tid til at spørge om hans øl. Desværre for Bartimæus havde han allerede drukket resten inden hun kunne nå at spørge. Så prøvede han med et unaturligt hik. Men det lød ikke så overbevisende skønt han havde gloet på sine gøglere tusinde gange før.

Korte suk drog ud fra hendes læber, da hun havde tømt sin flaske. Hun skulle i hvert fald ikke have mere, hun havde mistet glæden i at drikke nu. Hun sukkede endnu engang, og kløede sig på kinden. Hendes mørke øjne gled over imod uret, som stille bevægede sig. Man kunne se, at uret havde tiltrukket støv og andre ting. Så som, døde fluer og edderkoppespind. Det beviste bare, hvor meget folk i denne verden var lige glad med tiden. Nat og dag var officielt et. Dag-nat, eller nat-dag, kunne man kalde det.

Aino havde et kort sekund glemt manden, og vente sig imod ham, da han begyndte at tale til hende. Hun smilede ikke, men så bare på ham. Hun måtte sikkert irriterer ham, for hun lignede ikke en der lyttede, men derimod tænkte på noget andet. Men hun lyttede. Hendes øjne virkede bare fjernt. Da han skiftede stemme rullede hun med øjnene, og lænede sig imod din tomme flaske hun havde i hånden. Hun kiggede blot på ham, og rystede på hovedet.
Det var så let. Så let så let. Alle forvekslede hende med de ’andre’. Det kunne godt være, at hun mindede om sådan en, men om hun var.. ha.. gæt en gang? Hun løftede kort sit hoved, da han ikke længere talte til hende. Hun ventede blikket imod uret igen, som stadig rykkede sig. Det var nu meget svært at se hvad klokken var. Og nu da man ikke kunne arabiske tal, eller hvad fanden nu det var, så var det ligegyldigt.
Aino rettede sig op, og skulle lige til at reje sig op, da manden skubbede fem øl flasker over til hende. Hun løftede sit øjenbryn, og kiggede på ham. Hvad skulle det til for? Også fik hun svaret. Aino begyndte ærlig talt at grine, men på den måde så alle kunne regne ud, at det nu ikke var så falskt alligevel. ”Så du tror -” hun pegede på flaskerne foran sig, og derefter på ham. ”- Du tror at du kan ’ordne’ mig? Hvem fanden tror du jeg er? Måske skulle du hellere spøge en af de piger der. De vil helt sikkert. Så meget som de kigger på dig, min skat. Det jo lige før deres øjne ryger ud!” Aino skubbede flaskerne tilbage til ham, og tog sin jakke. Hun havde ikke tænkt sig at gå. Ikke nu da manden troede det som alle troede. Hun elskede drama. Levede af det. Hun satte sig ned, og kiggede på ham. Hun bed sig på læben, og smilet var endnu engang forsvundet. Som om den aldrig havde fundet sted. ”Så? Hvad er navnet på dette ucharmerende væsen, som prøver at trænge ind til mig, og ikke alle de andre halvhjertede kvindemennesker?” Svaret var enkelt: Aino var slemmere. Men manden kendte hende ikke.. så fuck det.

"Navnet? NAVNET?" råbte Bartimæus galt. "Jeg skal kraftedme sige dig at du virkelig ikke har hørt efter i skole timerne. Jeg er Bartimæus af Uruk, også kendt som Slangen Med Sølvfjerene. Jeg hjalp til med at grundlægge egypten, jeg besejrede mange under navnet Napoleon. Jeg var den første farao, jeg... er en slave." afsluttede han til sidst med lidt mindre tone. "Men jeg er fucked op på om de andre ingen hjerne har, jeg har invisteret øl på dig min tøs, og jeg giver ikke op.." sagde Bartimæus og langsomt og næsten umuligt at se med det blå øje, forvandlede han sig. Ændrede ansigts træk, muskel masse, højde, hår, øjne, tøj endda. Da forvandlingen var færdig var han ganske enkelt, Napoleon i egen lave person. "Og jeg vil med dig hjem." sagde han og ændrede igen skikkelse til en almindelig mand, flot fyr enlig. Sikkert vampyr eller noget, høj og muskuløs og med mørkt og tyndt hår. "Så vil du ikke gøre mig den tjeneste at blive min i nat? Bare som betalling på øllene såmænd, ellers kunne du jo godt bare blive her. Men... du er jo for smuk til at spilde." sagde han med en rolig, charmerende stemme.

Efter at falde lidt ned var Bartimæus vendt tilbage til sin gamle personlighed. Og når man mener gammel, mener man femhundrede årtusinder. Den gamle skabning havde endelig fået genoprettet sit essens så han var udenfor fare. Fare såsom at pludselig blive flænset op af tusinde flammer, blive til grå papir stumper, eller at forstene. Skaderne var stærke og kunne ikke erstattes. Hvis man blev brændt ville man altid havde lidt aske på huden. Altid være lidt pap agtig, altid være lidt stenet og langsom.
Ja nu var han jo blevet så gammel at sådan nogle skader ikke gik over helt. Da han lige var død ville han nemt kunne blive rask igen, men helt ung var ham ikke mere. Udseendet ville altid kunne blive ungt. Han kunne sagtens blive til en sød lille baby men ja... Måske skulle han trække sig tilbage og gå i et med intetheden? At tage til hans gravsted ved Kongernes Dal... Eller betragte hans bygnings værker? Det var nu lidt sjovere at leve end ikke at gøre. Eller leve og leve, det meste af hans eksistens havde han været død. Han betragtede igen den unge kvinde. Som måske ikke var så ung? Ingen i Di Morga var det de gik udfra at være. Hver en sytten årig dreng kunne med stor sikkerhed være flere tusinde af år gammel. Det var et underligt land de levede i. Alt for mange kropsbedrag.

"Navnet? NAVNET?" råbte Bartimæus galt. "Jeg skal kraftedme sige dig at du virkelig ikke har hørt efter i skole timerne. Jeg er Bartimæus af Uruk, også kendt som Slangen Med Sølvfjerene. Jeg hjalp til med at grundlægge egypten, jeg besejrede mange under navnet Napoleon. Jeg var den første farao, jeg... er en slave." afsluttede han til sidst med lidt mindre tone. "Men jeg er fucked op på om de andre ingen hjerne har, jeg har invisteret øl på dig min tøs, og jeg giver ikke op.." sagde Bartimæus og langsomt og næsten umuligt at se med det blå øje, forvandlede han sig. Ændrede ansigts træk, muskel masse, højde, hår, øjne, tøj endda. Da forvandlingen var færdig var han ganske enkelt, Napoleon i egen lave person. "Og jeg vil med dig hjem." sagde han og ændrede igen skikkelse til en almindelig mand, flot fyr enlig. Sikkert vampyr eller noget, høj og muskuløs og med mørkt og tyndt hår. "Så vil du ikke gøre mig den tjeneste at blive min i nat? Bare som betalling på øllene såmænd, ellers kunne du jo godt bare blive her. Men... du er jo for smuk til at spilde." sagde han med en rolig, charmerende stemme.

Efter at falde lidt ned var Bartimæus vendt tilbage til sin gamle personlighed. Og når man mener gammel, mener man femhundrede årtusinder. Den gamle skabning havde endelig fået genoprettet sit essens så han var udenfor fare. Fare såsom at pludselig blive flænset op af tusinde flammer, blive til grå papir stumper, eller at forstene. Skaderne var stærke og kunne ikke erstattes. Hvis man blev brændt ville man altid havde lidt aske på huden. Altid være lidt pap agtig, altid være lidt stenet og langsom.
Ja nu var han jo blevet så gammel at sådan nogle skader ikke gik over helt. Da han lige var død ville han nemt kunne blive rask igen, men helt ung var ham ikke mere. Udseendet ville altid kunne blive ungt. Han kunne sagtens blive til en sød lille baby men ja... Måske skulle han trække sig tilbage og gå i et med intetheden? At tage til hans gravsted ved Kongernes Dal... Eller betragte hans bygnings værker? Det var nu lidt sjovere at leve end ikke at gøre. Eller leve og leve, det meste af hans eksistens havde han været død. Han betragtede igen den unge kvinde. Som måske ikke var så ung? Ingen i Di Morga var det de gik udfra at være. Hver en sytten årig dreng kunne med stor sikkerhed være flere tusinde af år gammel. Det var et underligt land de levede i. Alt for mange kropsbedrag.

Aino smilede stille. Oprigtig. Måske var han ikke som de andre? Og hvad så hvis han var? Hun trængte til at komme væk fra alt andet. Det gjord hun for resten altid. Hun satte sig til rette på stolen og kiggede fortsat på ham. Hørte ikke efter. Hun kunne se aften foran sig. Ham over hende. skrigende, gispende og hede træk.
Aino blev dog forskrækket i det manden ikke var sig selv mere. Men en person hun havde set et billede af! Og hun vidste at denne mand vat meget betydningsfuld, denne mand han havde forvandlet sig til. Nemlig, hendes forældres helt. Napoleon. Hun smagte på ansigtet og lod sine øjne sluge enhver detalje inden manden blev sig selv. Mange vil sikkert reagere meget voldsomt, men Aino var, vandt til at se folk dø så det var ikke noget. Hun mumlede et eller andet, og skubbede øllerne fra sig endnu engang. I fysisk men psykisk. Hun kiggede nøje på manden, og lavede en lille lyd med tungen. Hun lænede sig tæt på ham, og lod læberne rør hans øreflip. ”Ka’ du ik’ bare holde din kæft og kneppe mig?” sagde hun og trak sig væk fra ham. Hun lo stille, og den lille latter der kom fra hendes mave var mere en syrlig falskt. Men dog sendte hendes øjne gnister og ventede på manden trak. Napoleons træk, eller hvem fanden han nu var. Men var det ikke lige meget hvad han hed? Hun vil alligevel aldrig møde ham igen.. så?

Hun begyndte at gå, og selvfølgelig vil han følge efter hende. Hun vil ikke engang se sig tilbage indtil værelse nummeret vil skrige efter hende. 301, stod der. Hun lænede sig imod døren, og kiggede på ’Napoleon’ som sikkert vil stå foran hende. Derefter vil hun åbne døren og lad ham komme ind først.
Han vil egentlig ikke se særlig meget. Kun en rimelig lang sofa, en pejs og et enkelt billede af to væsner over pejsen. Eller vil det faktisk være tomt og mørkt. Duften af øl blandet med morgenkaffe vil ramme hans perfekte næse.
Han vil sikkert stå og betragte hende kedelig bolig og ville sikkert havde forventet mere. Men så lang vil han slet ikke tænke på, for idet han lukker døren vil hun skubbe ham imod væggen, og snave ham så han kom til at se stjerner. ”Så Napoleon. Hvis mig hvad du kan” hviskede hun igennem sine læber som voldtog hans. Hun var ikke en man skulle lege med.

Bartimæus fulgte hende med et flabet smil. Morgenkaffe og øl? Hmm nutidens væsener var sære. Hvis han skulle drikke noget var det en portvin. Kedeligt, kedeligt og ens farvet... ingen kun slippe det århundrede der var før dette? Men personen der boede her lod til at have tøjlerne over kropsbevægelserne her.. ikke stilen. Mere tænkte Bartimæus ikke på med dette bevidstheds punkt, i alt hemmelighed tænkte han stadig over stilen og brugte sit andet bevidsthedspunkt til at følge kvinden. Da han blev presset imod væggen, nød han det. Især hendes fugtige læber. "Med glæde..." svarede han og gav hende gengæld og lagde den ene arm om hende og lod sin anden hånd glide ned af hendes bagdel. "Hvad hedder du?.." spurgte Bartimæus grebet af stemningen og viste nok mandsmod til at læne sig frem over men stadig holde kvinden i ballance. Han lo, allerede tilfreds af de første minutter. "Jeg ser frem til en god aften med dig... desværre kan jeg ikke blive om natten... af skæbne mæssige grunde.." sagde han lidenskabeligt og holdte hende ind til sig. Mærkede hendes barm op af hans bryst kasse.. hendes tunge imod sin. Det var godt.. det var så godt. Hans lem svulmede op i hans bukser men han tog sig ikke af det. Med et ordenligt ryk fik han hendes ben omkring hans hofter og holdte med begge arme fast om hendes ryg og trådte forsigtig over til sofaen og lagde hende ned. Han hev blusen af hende og omklamrede hendes varme krop.

Hvem var det hun mindede ham om? Hvem hvem... når jo. Hun hed vel Debbie... engel vist nok og var blevet solgt af en slavehandler og tilhørte Bartimæus i trehundrede år. Desværre blev det alt alt for ens formet og der var intet nyt. Hvilket var grunden til hun mistede livet. "Du føles dejlig..." sagde han og ragede på hendes brystparti og stønnede af nydelse.

Ingen tanker, ingen følelser, ingenting. Blot var det nogle kys her og der, et kig, og ikke andet. Aldrig havde en tanke kommet frem, mens hun kyssede en fremmed mand. Hvorfor mon hun var så kold over for alt? Hvorfor gjord hun sådan noget? Hun havde penge, en fed familie, og liv. Hvorfor gjord hun det så?
Se de tanker tænkte hun ikke på, heller ikke nu, da manden stillede hende et spørgsmål, og havde placeret sin hånd på hendes røv. Aino løftede hovedet op, og slap kort hans læber. Hun kiggede ham dybt inde øjnene, og et kort glimt af ensomhed trådte på hendes øjne, men det forsvandt dog hurtigt. ”Mit navn?” hun smilede, og pressede sig hårdt imod ham, så han ville blive presset imod væggen. Hun bed ham mildt på underlæben, og løftede sig højere oppe, så hun var højere end ham. Hun kiggede ned på ham, og smilede skævt. Da han var færdig med at tale, trak hun vejret dybt inde, så hendes brystkasse løftede sig op. ”Desværre kan jeg ikke fortælle dig mit navn… af skæbnemæssige grunde” hun gav ham igen uden rigtig nogle følelser i stemmen. Da han løftede hendes op, holdte hun om hans nakke, og placerede sine læber dertil. Han havde sagt, at han så frem til en god aften? Heh, han skulle bare vide. God var ikke nok. Bedst var overhoved ikke nok.. det vil blive en uforglemmelig aften. Det sværgede hun på.
Da hun blev lagt på sofaen, løftede hun hovedet op, og skubbede sit hår bag nakken, hun lod ham tage sin trøje af, så kun den sorte BH lyste frem. Hun mumlede for at give ham et svar. Han skulle bare holde sin mund. At snakke var de værste hun kendte til, når man var i gang med noget så helligt. Det ødelagde alt. Ikke fordi det betød noget for hende, at hun lå på sofaen med denne mand, ikke fordi følelser var på spil, men noget andet.
Aino skubbede ham tætter ind til sig, og lod ham rør hende alt det han ville. Stille fumlede hun med hans bukser, og det gik fremad. Alt gik fremad når man var sammen med hende, uden en lag mærke til det, så var man halvnøgen. Uden det overhoved forstyrrede en. Ikke et sekund slap hun hans læber. Voldtog dem simpelthen inde fra, mens hendes fingre spillede omkring hans mave og ædle dele. Hun var overalt.

"Jame.." Hendes læber blev trykket ind imod hans og blokerede hans ord. En kort sitren gik op igennem ham da hun rørte ved hans køns dele. Atter fik han sit flabede smil på læberne, ihvertfald så meget man kunne komme frem med når man kyssede med en kvinde. Så knappede han hendes bh op og rev den af, og overfaldt hende med noget som lignede en bjørne krammer. "Mhm!" mumlede han imens han gennem snavede kvinden. Han klemte hendes krop ind til sig og stjal alt mulig varme til hans krop. Han missundede kropsvarme, en af de ting han havde savnet ved at være i live. "Bvæægh.. damen er ond ved mig, mor!" sagde han i en barnlig tone efter fulgt et besynderligt smil. Et øjeblik rejste han sig op med over kroppen og smed trøjen og bukserne og sad nu kun i underbukser. Med en næsten brutal styrke knappede han hende busker op og flåede bukserne af hende. "Har du et badeværelse, jeg tænkte om vi kunne 'lege' der inde så?" spurgte Bartimæus for første gang med en voksen stemme. Han havde en vane med at være barnlig.. svare igen overfor rivaler. Og rivaler havde han haft mange af. Blandt andet sin bror, Ptolemæus. Han lod sine fingre lege med kanten af hendes trusser og tog så sin astral form. Det ville sige at hans fyssiske krop forsvandt for en stund. Så gik han hurtigt igang med at gennemsøge hendes bolig med alle syv bevidstheds punkter. Da han havde set alle afkroge satte han sig tilbage i den fyssiske krop, nøjagtig stedet hvor han var før. Så forsatte han hans og hendes elskov. Hans krop, mildt sagt hungrede efter hende. "Bliver du sur hvis jeg kommer nu?" spurgte han intenst og nev hende mildt i røven og begyndte at ligge hans tunge på hendes brystparti. Derefter slikkede han hende grådigt på hendes, efter hans mening, store bryster. Hvor var det da dejligt lidt at havde sex igen? sagde hans tanker i en overstemt tone.

Også gik alt stærk. Hun ignorerede hans irriterende ord, som man slet ikke havde brug for. Hun kyssede ham, for at holde kæften på ham. Hun lukkede sine øjne, og da mærkede hun noget mærkeligt. Noget hun aldrig havde oplevet før. En underlig følelse af, at han slet ikke var til stede. Som var han vinden. Hun løftede kort sin røv, da han begyndte at tage blusen af. Hun var allerede halvnøgen. Dog ingen generthed, eller hjertebanken. Hun opførte sig som noget der skete hver dag, og det gjord det ligesom også. Men sådan var hendes liv vel?
Aino gispede, da hans læber fjernede sig fra hende, og ned til hendes bryster. Hun lukkede øjnene og nød de millioner af kys han sendte ved at slikke på hendes brystparti. Hun vil nu ikke kalde sine bryster store, det var faktisk noget hun skjulte trods der størrelse var ok. Aino var jo den der drenge-pige, som levede livet farligt og kneppede alle. Sprang ’Jeg elsker dig’ over og al det andet. Endnu et gisp fremdrog fra hendes nu rimelig røde læber der dunkede efter hans læber. Men hun lod ham gøre det han ville.
”Bare hold din kæft, okay?” gispede hun, og løftede han hoved op. Hun skar tænder, og kyssede ham hårdt. Hun drejede rundt, så han kom til at ligge nederst. Hun kørte sine hænder over hans nøgne brystkasse og arbejdede sig nedad. Hun lænede sig ned over ham, og greb hårdt fat i hans hår, og kyssede ham. Grebet blev dog løsere, jo længere hun kom ned, og til sidst ramte hans ejendel. Hun smilede skævt, mens hendes fingre gjord deres arbejde. ”Sig et ord til, og du vil miste din bedsteven” sagde hun. Og bed ham bildt på underlæben, mens legen for alvor begyndte.
Stille, stille, hurtig, hurtig.. sex.

Bartimæus måtte opgive at tale mere.. hun var vel ikke særlig snaksagelig. Selvom han kunne være lige glad om hun tog hans lem, det var jo bare en billig del som kunne skabes igen... ikke? Han havde svært ved at se hvorfor han ikke skulle tale.. men dame mennesket skulle også bare bestemme... Men han kunne nu lide at hun førte showet.. Og det var i den gang rart, for Bartimæus var ved at koge over i tankerne om Debbies forbandede stil. Han lukkede øjnene og slappede af imens hun kunne lege med ham ligeså meget hun havde lyst til... Når der blev brug for at han også gjorde noget for at det blev sjovt, ville han gøre det. Men det var vigtigere at nyde det.. Og det gjorde Bartimæus til fulde. I hans nummer to bevidstheds punkt prøvede han at tænke tilbage på hans liv i egypten. Den gang at en dame blev ført ind i salen bare man gjorde et vink med armen, men nænej. Nu skulle man jo selv skaffe dem. Det var også ved af blive lidt stressende hvilket var grunden til at han ikke havde haft sex tohundredeogfiretyveår. Tilpassende langtid, så hans essens var blevet så hårdt og ubrugeligt fordi han ikke havde haft til til at fokusere på at nyde sin eksistens. Så derfor slappede han af for at finde sig selv igen og opstramme sit essens, mærke hende og at ånde. Ånde... han havde jo ikke lagt mærke til at han næsten ikke havde åndet hele sin eksistens, det først nu at han begyndte at gøre det. Stønne og pruste. Verdens luft var nu dejlig at mærke i sine essens skabte lunger. Måske skulle han besøge sin sarkofag en dag? Bare lige for at se hvor god en mumie han havde, for inden han dødede havde han hyret egyptens bedste mumifiserere. Han havde haft et kort liv i forhold til det daglige gennemsnit. 70-75 år? Dengang blev man tilset som en overnaturlig når man blev tredve... Hvorfor havde de ikke haft sådan en medicin...? Så åbnede han forsigtigt øjnene igen og kærtegnede hendes lår og havde kun øjnene rettet et sted hen.. hendes trusser.