A privete meeting - Aino

Sted: Andrijas lejlighed.
Tid: 15:59
Vejr: Udenfor daler den vide julesne.
Omgivelser: Hvad der nu er i hans lejlighed.
~Privat~

Der havde kun været én tanke i Andrijas hoved siden han for en uge siden havde mødt sin gamle veninde Aino, og ikke overraskende havde det også været hende der havde spøget i hans tanker, ja faktisk både dag og nat, så det havde været et helved for ham at sove om natten. Ikke fordi han havde dårlige minder med hende, bestemt ikke, men hun skabte forvirrende drømme han aldrig kunne finde ud af, selv ikke når han brugte et kvarter i vågen tilstand på at finde ud af dem. Lige præcist derfor havde han kontaktet hende, og bedt hende komme en højhellig lørdag, hvor de kunne være alene sammen, uden at en eller anden tosset konge-elver skulle komme svandsende og ødelægge det hele for dem.
Da det på ingen måde var en date, eller noget formelt, havde han kun trukket i nogle bukser om morgen, og fået ryddet en smugle op, så man faktisk kunne se det var et hjem. Normaltvis var hans lejlighed meget personlig på grund af alverdens rod af blade, bøger og andet underligt stads der lå omkring, men for en gang skyld var hele hans lejlighed ikke hans skab, hvor der flød tøj, men kun inde på hans soveværelse.
Han havde ufatteligt meget tøj af en mand at være, plus at det alt sammen næsten lignede hinanden, skjorte, og t-shirt samt mørke bukser. Bluser var ikke noget han brugte, og korte bukser/shorts var slet ikke noget han gjorde sig i, heller ikke om sommeren, hvor han bare gik i tyndere bukser for ikke at gå helt til i varmen der havde det med at ankomme til Frankrig i de varme sommermåneder.
Han havde, for at slå tiden ihjel, placeret sig i sofaen, med nakken hvilene på ryglænet og stirrede tamt op i loftet, mens han lyttede til de ikke eksisterende tikkende lyde fra det ur han ikke havde. Det eneste ur han havde var på en computer, der stod klappet sammen et eller andet sted henne, sammen med hans mobil, der var forsvundet i hans bunker af tøj der lå et eller andet sted inde i hans soveværelse.

Nej, hun var ikke ved at falde over sine egne ben, og nej, hun lignede ikke en snemand. Eller noget der kunne minde om det. Aino lignede ganske sig selv. Stille og rolig, og med nysgerrige øjne. Hendes læber bevægede sig, men der kom ikke et ord ud, bare nogle små lyde. Jep, hun frøs. Hun havde sin dejlige skovmandskjorte der var hvid og sort, nogle militærstøvler, blå jeans og en lille mørkeblå jakke på. Hun havde begravet sine forfrosne hænder i lommen, og spejlede efter den lille bygning som hendes elskede drukmås boede i. Drengen havde sgu kaldt på hende, og det var hun inderst inde taknemlig for. Sidste gang fik de ikke rigtig talt sammen, og hun var da sikker på, at hun slet ikke fik hans ansigt at se og omvendt. Aino smilede for sig selv, da sneen blev mere og mere synlig. Hendes ellers meget meget mørke hår fik små hvide snefnug på besøg.
Langsomt gravede hun sin mobil frem, og kiggede på den lille skærm. ”Okay. Du må så bo…-” Aino’s øjne løftede sig op idet hendes ben standsede. ”… -Her.” kom det fra hende og lag mobilen tilbage. Underligt nok begyndte hun at blive nervøs, og det var ellers noget Aino aldrig oplevede før. Hun kiggede på de tre trappetrin foran hende, og smilede kækt. Fuck det. Det var Andrija. Her måtte man da vise lidt følelser.
Hun gik langsomt op ad trapperne, og var foran en stor dør, med utallige knapper. Hendes øjne gled om de ufortrukne efternavne. Der. Der stod det med kursiv skrift. Det navn hun ville slå ihjel for. Andrija Luzar. Hun trykkede på knappen, og trippede med fødderne. Hun lænede sig ind imod der hvor man skulle tale. Hun kunne se sin egen ånde, og hendes læber gled fra hinanden klar til at sige noget.
Hun måtte indrømme, at hendes hjerte bankede af sted. Som den dag hvor de hoppede ned fra klippen med læberne presset imod hinanden.

Og så snart Andrija's stemme vil komme frem vil hun sige:
"Hey gir' du en drink?"

Andrija måtte være faldet i søvn, eller måske ikke lige i søvn, men så faldet i sine egne tanker, for da dørklokken ringede var han lige ved at springe flere meter op i luften af bare forskrækkelse. Han brummede små irriteret, og besluttede sig for at han måtte kontakte en eller anden der kunne skrue lidt ned må maskinen, ellers kunne han til sidst vække hele opgangen med den skærende lyd.
Han kom på bene, og gik ud i gangen, hvor han tog den gamle telefon der ledte ned til dør klokken. "Hallo?" Han nåde knap at sige det to stavelses lange ord færdig, da han hørte Ainos velkendte stemme i røret. "Åh skat, kom ind!" Udbrød han glædeligt, og trykkede på knappen så døren ville låse sig op nede ved indgangen, så han kunne lukke sin veninde ind.
Han satte telefonen på plads igen, før han åbnede døren på fuld gab så hun bare kunne ankomme ind ad døren. Derefter gik han tilbage til sofaen, men stoppede op på vejen, og tænkte sig lidt om. Nej, først lige! Han skiftede kurs ud mod køkkenet, hvor han åbnede skabet over håndvasken, og trak den første flaske ud af skabet. Derefter fulgte endnu en flaske, hvor han tog begge flasker med ind i stuen, placeret dem nydeligt ved siden af hinanden, før han placeret sin bagdel i sofaens puder.
Da Aino kom ind i stuen, smilede han over hele hoved til hende. "Velkommen! Slå dig ned." Han strakte sine ben ud under det lille kaffebord hvor han havde placeret de to flasker. Det var med vilje han ikke havde taget nogle glas med, sidste gang havde de klaret sig fint uden, og så sparede han for opvasken når hun ville gå, hvis hun da nogen sinde ville gå. For ham kunne hun blive der til verdens ende, han ville elske hendes selvskab, selv når han blev træt af den.

Hun stødte panden imod den lille kasse, da Andrija’s stemme bølgede ud. Hun lo inden i, da han lød som en der lige var stået op. Det vil dog heller ikke overraske hende hvis han lige var stået op. Da hun hørte det lille klik fra døren åbnede hun den, og smuttede ind. Koldt var det skam udenfor. Hun kunne mærke hvordan varmen kom tilbage mens hun løb op af de få trapper. Hun børstede sneen fra sig, og begyndte at trappe for at ryste alt fra sig. Hendes hoved rettede sig op, da hun så en dør der stod op. Hun kunne også lige skimte hans navn. Hun hoppede de sidste trin over, og landede elegant foran hans dør. Hun gik ind, og lukkede døren efter sig. derefter tog hun sin jakke og sko af, og lag dem på gangen. Hun så sig kort omkring og smilede skævt. ”Endelig!” sagde hun med sin hæse stemme, og satte sig ned, da Andrija sagde det. Hun satte sig overfor ham i skrædderstilling på sofaen. Hun kiggede smilende på ham, og rodede i sit hår. ”Gud. Du bliver jo kun smukkere og smukkere, Luzar” sagde hun og lag hovedet på skrå. Oprigtig så hun på ham med glade øjne, og lod minderne sprede ind i lokalet.

Langsomt rakte hendes lange arme efter en flaske og hendes fingre lukkede sig om flasken. Hun tog en slurk hvor efter hun kiggede på Andrija. ”Argh!” sagde hun og lag flasken fra sig. Hun rejste sig op, og gik over til ham. Hun gav ham et hurtigt kys på læben og derefter lod hun sine hænder holde om ham. ”Fuck, det var længe siden” sagde hun og rettede sig op. Hun satte sig på bordet, bare for at være i nærheden af ham. Hun slikkede sig om sine læber, og kunne bogstaveligtalt ikke lade være med at smile. Hun kunne sidde og stirre inde i hans øjne i al evighed. Aldrig blev hun væk, når hun var i nærheden af ham. ”Så? Hvordan går det med kvinden?” spurgte hun og tog en slurk af flasken. Hun skubbede sit hår, og var godt træt af det, da det var blevet længere.

Andrija grinede kort over hendes kompliment. "Åh, jamen jeg ved det." Svarede han med et grin og rode rundt i det pjusket hår. Da Aino greb ud efter den nærmeste flaske, grinte han endnu mere, og tog selv den anden flaske, og skruede låget af uden rigtig at bemærke hvad det var der lidt efter løb igennem hans spiserør. Han fulgte hende med øjne, da hun var færdig med at drikke, og rejste sig op, for at plante et kys på hans læber. Han betragtede Aino, hvis hår havde fået en hvis længde igen, men alligevel var det stadig den samme skøre tøs han kiggede på, hvis hænder var presset mod hans hud, mens han næsten kunne mærke hendes friske vinterånde.
Da hun placerede sig på bordet, tog han endnu en tår af flasken, og slikkede dråberne væk fra læberne, mens han kiggede på hende. "Kvinden ... Guinevere?" Spurgte han for at være sikker på at de snakkede om den rette. "Åh - jeg ved faktisk ikke hvor hun er forsvundet hen, jeg har ikke set hende i længere tid." Svarede han. Hun måtte så selv regne ud fra den information at de ikke længere var sammen, han var fri, helt fri! Hvilke han selvfølgelig heller ikke skulle beklage sig over, det generede ham ikke, trods han måtte indrømme han savnede hende. "Jeg ved faktisk ... når det kommer til stykket." Han lage hoved på sned, og gav Aino en tænksomt maske. " ... ikke hvor de fleste af dem er forsvundet hen." Fortsatte han, og grinede. Han lignede ikke en der lod sig synderligt påvirke af kvindernes ankomst, og forsvinden, hvilke heller ikke generede ham. Kajika var forsvundet, men var blevet erstattet af Penelope, som også var forsvundet, men Aino var skam blevet, trods deres lille adskillelse, men nu var de sammen igen, hvilke Andrija næsten var overlykkelig for.
Selvom han aldrig havde været i seng med hende, og heller ikke havde andet end et venskabeligt forhold var det et dejligt forhold, som han selv elskede mere end det meste andet han havde. "Men hvad med dig? Er der sket noget nyt?" Spurgte han, for at dreje samtalen en smugle væk fra sig selv, selvom det ikke generede ham synderligt at han var midtpunkt for deres snak, det virkede bare så egoistisk kun at gøre det, men siden hvornår var Andrija begyndt at bekymre sig om disse små ting?

Et smil formede sig på hende læber, da han svarede selvsikkert tilbage. Hun lag sine ben over kors, og placerede øl flasken på sine knæ, mens hun kiggede fortabt på flasken, på en deprimerende måde. Hun lod sin pegefinger køre over flaskens mund og ned af halsen på den. Når hun sad sådan, så tydede alt på, at hun tænkte dybt inde i sig selv. Dybe og betydningsfulde tanker. Sådan her vil hun aldrig sidde for nogen. Det vil være at ydmyge sig selv på den hårde måde, hvis hun viste følelser for en der slet ikke måtte se dem. Men Andrija. Han var ikke længere en bekendt eller en legekammerat, han var hendes eneste ven. En hun ikke var falsk over eller ’legede’ med. Derfor, når hun stillede sådan nogle spørgsmål til ham, så betød det noget for hende, hvad svaret var. Måske dybt, dybt inde.. var hun taknemlig over svaret?...

”Åh” kom det stille fra hende. Hun kiggede på ham, for at se hans ansigtsudtryk. Hans læber bevægede sig igen. Så lidenskabelig efter ord. Hun bed sig i sine læber, og lod øjnene kigge inde i hans. Prøvede at finde svar på de fleste ting. Hun smilede skævt, da han sagde, at han ikke vidste hvor de fleste var forsvundet hen. Så hun var den der forsvandt, men kom tilbage? Faktisk havde hun aldrig været væk. Hun havde altid været i nærheden af ham, men han havde sikkert aldrig skænket det en tanker. Hun var nærmest bleven bundet til ham.
”Mig?” den hæse stemme var meget tydelig at genkende. Så rusten og brugt, men noget unikt. Aino’s helt egen stemme. Hun rømmede sig, og lag den halvtomme flaske fra sig, og tog sine ben op på bordet, og satte sig i skrædderstilling, så hun bedre kunne se ham. ”Jeg ved virkelig ikke” sukkede hun og tog sig på hovedet. ”Jeg har sgu fucket med mit liv” hun kiggede på ham med et smil på de halve blå læber, der efterhånden havde kysset mange. Hun lod en hånd køre igennem det mørke hår og skubbede på den måde det tilbage, og alligevel gled det ned og dækkede hendes øjne så hun halvt kunne se Andrija. ”Men sådan er det sgu nogen gange. Og jeg lever jo ikke for evigt, så hvorfor ikke nyde livet?” også drak hun det sidste sjat, og lag flasken fra sig. Hun hoppede ned fra bordet, og gik over til sofaen, hvor hun havde siddet før, og lag sig ned, mens hendes blik blev rettet imod loftet.

Andrija vidste ikke rigtig hvad han skulle svare til hendes svar, eller nærmere sagt hvad han skulle sige. Normalt skulle man jo være bekymret, og klappe den anden på skulderen, mens man konstant forsikrede personen om at det hele nok skulle gå, men det var ikke noget Andrija gjorde, eller på nogle måde var god til, så for ikke at trampe videre rundt i det, blev han passivt siddende og lyttede, dog brød der et smil frem på hans læber, da hun slog det hen med at hun jo ikke levede evigt, og derfor var det alligevel ikke så sørgeligt. Han bemærkede kort at hun sagde 'jeg' men slog det hurtigt ud af hoved igen, mens han lod hende ligge sig til rette. Andrija betragtede hende i tavshed, til hun lå ned. "Jeah, man har kun ét liv, så det er med at nyde det mens man har det." Svarede han, og greb ud efter sin flaske, for at få noget at drikke.
Den dejlige velkendte sprit'et smag løb ned igennem hans hals, hvilke havde den samme beroligende virkning som altid. Det var dejligt man kunne slappe af ved blot at drikke noget, det var noget mange nok gerne ville have, men måske var det ikke kun drikken, men også Aino der lå i hans sofa og opstirrede loftet som om det havde gjort hende noget.

Andrija strakte sig, og lod en hånd løbe igennem det pjusket hår, før han lage hoved nakken tilbage. "Meen, hvad vil du egentligt lave, ud over at drikke?" Spurgte han med et lille grin. Han kløede sig lidt på halsen, før han tog flasken op til læberne igen. Han smagte lidt på drikken med små mask, før han grinede. Det var egentligt utroligt hvad de havde lavet sammen sidste gang. Det havde været utroligt ekstremt, sådan havde det føltes, men det havde været alt andet end slemt, det havde været fantastisk! Det havde været sjovt, noget han aldrig ville glemme. Andrija drejede hoved og kiggede mod Ainos ansigt indrammet i de mørke hår.

Hun blev ved med at stirre på loftet, og nikkede kort af Andrija’s ord. Han havde så meget ret. Så hvorfor bruge sit liv på at arbejde som en slave, for andre væsner? Se, det var ikke særlig sjovt. Men dog var det skam heller ikke sjovt, at drikke sit liv bort. Det var al for deprimerende. Det var da altid noget, at Aino ikke var forvandlet til en alkoholiker. Hun slikkede sig om læben, og sukkede. Derefter pegede hun på loftet, og kom i tanke om noget. Hun løftede hovedet, og kunne se på Andrija, at han skulle til at se noget. Så hun satte sig op, og kiggede spændt på ham. Hun elskede ordene der altid kom ud af hans læber. Det fik hende til at smile, og det gjord hende underlig glad inden i. At beskrive Andrija var at beskrive sig selv i mandlig form. Måske var det derfor de kom så godt ud med hinanden? Måske var det derfor de ikke spillede skuespil over for hinanden?

Aino rodede sig smilende i håret, og kiggede kort på ham. Hvad skulle de lave udover og drikke, ja? Sikke et godt og dumt spørgsmål. Men selv hun kunne blive træt af, at drikke hele tiden. Da deres blikke smeltede sammen, smilede kort og trak på skuldrene. Betragte dig hele dagen, lød hendes uskyldige tanke. Det var vel okay at tænke sådan, hun havde trods alt ikke set ham i flere måneder. Kort rystede hun på hovedet, og rejste sig op. Hun strakte sig, så hendes tynde mave kom til syne. ”Vi kunne tage ud og spise? Bare en lille date?” sagde hun, og den hæse stemme var tilbage igen. Hun gik over til døren, hvor hendes lille jakke og sko lå. Hun tog dem med ind i stuen og satte sig på sofaen, mens hun tog sine sko på, og jakken. ”Jeg har aldrig været på en date, så hvorfor skulle du ikke være den første? Uh, jeg har det!” sagde hun efter at havde fået fodtøjet på. ”Vi skal da drikke fransk vin, og spise fransk mad. Vi tager da til Bon appétit!” hendes øjne lyste op som et barns. Hun ærgrede sig dog, at hun ikke havde taget noget pænt på. Faktisk ejede hun ikke noget pænt, hvis hun skulle være seriøs.
Aino fugtede sin læber, og rejste sig op. Hun rettede på sin jakke, og kiggede mildt på Andrija.

”Så.. Vil du med på en date?”

Ainos ide fik først Andrija til at glo vantro på hende, før han smilede for sig selv, og vendte ideen i hoved. "Ikke dårlig ide." Han lavede et par tænksomme masker, før han betragtede Aino der havde taget sit kluns, og nu var i gang med at i fører sig det. Det var først da hun var færdig der endelig kom lidt liv i ham, da han stemte fødderne mod jorden, og rejste sig op med med et lille spring, så hans fødder kort lettede sig fra jorden. "Okay, date lyder helt fint." Han stoppede kort op, da han var på vej ud og hente sine ting, og tænkte sig op. "Skal det være sådan noget fin stads, for så bliver jeg nok lige nød til at skifte." Hvis Aino ville have en rigtig fin date, skulle hun da have sådan en, når det nu var hendes første. Det hed sig vel at man tog i byen, i det fine dress, og så skulle manden give middagen samt en rød rose, men de kunne også udemærket klare sig på mere teenager artige maner, men en tur ned til den nærmeste franske restaurant, hvor de så delte prisen, han kørte hende hjem i sin gamle spand af en bil, og så var den date over. Det var helt op til Aino. Andrija ville bare være sammen med hende, så kunne hun gøre hvad hun ville, han var fandens ligeglad.
Andrija trak vejret dybt og betragtede afventende Aino, mens han stod lænet op af dørkarmen og ventede spændt, ligesom i 'Hvem vil være millionær'. Havde han vundet en million eller ej? Han var dog bare ikke sikker på om, hvilke svar der ville give million gevinsten. Det ville være billigere for ham hvis han tog teenager måden, men det ville også tage kortere tid, ergo havde han ikke nær så meget tid sammen med Aino, med mindre det hele selvfølgelig gik i vasken, hvilke også var en mulighed. Han ventede derfor spændt for at se hvad der ville ske. Knald eller fald kunne man vel godt sige, og dog, ikke rigtig, for det havde jo været Ainos ide at invitere ham ud, så det var sikkert, så var det bare på hvilke måde hun nu ønskede det.

Aino prøvede at holde et grin tilbage, og rystede på hovedet. Hun gik over til Andrija, og bed ham kort på næsen, mens hendes hånd gled ned til hans. ”Aldrig i livet, skal jeg have en kjole på” hun trak ham med sig, og åbnede døren. Hun strammede taget om hans hånd, og kiggede smilende på ham. Glad for, at han endnu engang var på hendes side, og denne gang lovede hun sig selv, at hun aldrig vil give slip på denne dæmon, som var kommet lovlig for tæt på hende. Mere en nogen anden.
”Så hvordan har livet været, uden lille mig?” begyndte hun, da de var kommet ud i det hvide landskab. Hendes mørke hår blev hurtigt kysset af de mange snefnug, der dalede ned over dem. Det var en smuk dag, trods mørket, men sneen fik det hele til at lyse det op.
Aino slap Andrija’s hånd, og kiggede mildt på ham. Hvis han dog vidste hvad han gjord ved hende. Hun kiggede frem for sig, og lod tanker omfavne hende. Varme tanker, på en kold dag, var bare hendes kom kaffe. Aino ventede på hans stemme, som snart vil fylde hende, og få alt omkring dem til at flyve. Dette her lød måske som en sød kærlighedserklæring, men det var ikke engang tæt på. Det var noget der var ligeså smukt, men ikke helt.
Aino lag kort en hånd på hans skulder, og prak til hans mave. ”Min date!” sagde hun med en dyb stemme, hvor de hæse var en efterklang. Det morede hende, at hun kunne være så rolig og sig selv, omkring ham. Der foregik ikke skuespil eller andet omkring dem. Kun deres varme sjæle.