Kan man finde mad? Åbent.

Info findes i emnet.


"Skrid!" råbte Jona ud i mørket der havde omsluttet Terre som et koldt tæppe. "Skrid..." mumlede han igen da den store hund åd hans halvspiste hotdog han lige havde fundet. Han gemte sin våde papkasse og klamrede sin jakke ind til sig for at få noget varme. Hans ånde kunne ses rasle ud i luften og hans frøs af helvedes til. Kunne menneskerne der boede i de her lejligheder ikke være lidt mindre grådige? Han fnøs og sprang op fra papkassen og med et klik sprang hans springkniv ud. Så måtte han gå på rov.. tænkte han og jog kniven ned i den store hunds nakke. "Forbandede køter..." Sneen blev rød af hundens blod og Jona slæbte den et stykke ud så han kunne slippe for stanken af våd hund. Kniven foldede han sammen og stak den i lommen hvis han fik brug for den. Han kravlede op revnerne i muren som hans evne havde forsaget nogle måneder før. Han kravlede op på den altan han plejede at bruge som støtte op til de højere vinduer, men nej. Denne gang var personen der ejede altanen uheldig. Han fiskede en snavset svensk nøgle op af jakke lommen og stak den i håndtaget på altan døren. Så gav han et ordenligt ryk og skruede håndtaget ud og i hullet stak han svensk nøglen ind. Ja det var stort nok til at man kunne bruge bræk jernet. Han greb sit bræk jern og stak det ind i hullet og lod knækket få fat rundt omkring hullet. Så hev han til... "Klik". Døren var åben. Han sneg sig hurtigt ind uden af nogen skulle se hans skikkelse og gemte sig i mørket langs væggen. Hans øjne som var vant til at kigge i mørke, spejdede et antikt skab. Uden nogen så det, farede han over gulvet i lydløse skridt og over til skabet. Så åbnede han skabet forsigtigt uden at give nogen lyd fra sig. Det var tomt... men det var ikke det som fik Jona til at måbe. Efter hans sunde fornuft kunne han genkende sjældenheder med første øjekast. Inderst inde var skabet belagt med mosaikker, af rent lapis lazuli. Han fandt sækken frem og skovlede så mange mosaikker han kunne vrikke ud af skabet ned i sækken. Da sækken var fyldt og skabet tomt løb Jona ud da han hørte en lyd nærme sig stuen. Han lukkede døren og satte håndtaget i selvom de nu stadig sad løst, og sprang ned fra altanen med sækken på ryggen og landede i sneen. Den gjorde ondt.. men mosaikkerne havde ikke taget skade så han rejste sig fra sneen og luntede ned af gaden til den lille butik han plejede at sælge sine kostbar hedder til. Der var åbent så Jona kunne bare gå der ind. I det samme lød butiks klokken. "Mr. Gladstone.. hvad har du til mig i dag?" lød den gamle pantelåners tørre stemme og lyset blev tændt. "Du kan jo selv prøve at se?" sagde Jona med et lusket smil på læberne og trådte hen til disken og lagde sækken på disken. "Hvor meget kan jeg få for det?" spurgte Jona da pantelåneren havde pakket det ud. Han gjorde store øjne. "Ægte lapis lazuli? Hmm.. det her skulle klare det." sagde han og åbnede for kasseaparatet og tog et stort bundt sedler ud. "Kun 2000?" mumlede Jona skuffet da han havde talt pengene igennem. "De har stadig det gips på som der blev brugt til at sætte det på med!" sagde pantelåneren lusket. "Men jo de er jo en smule lidt for lapis lazuli.. 3500?" spurgte pantelåneren og tog et lidt tyndere bundt sedler frem. "Okay.." mumlede Jona og tog imod pengene og lagde dem i lommen og trådte ud af butikken og nåede kun at hører pantelånerens stemme sige "God jul" bag sig da han smækkede døren i.

Giselle lå i sin store seng, som i hvert fald tre af hendes slags uden problemer ville kunne ligge i. Hendes kønne ansigt, hvilede på en blød pude, med en dyne over sig, der mest af alt lignede et hav af silke. Det mørke hår lå bredt udover puden, som en brunlig vifte. Hun lå på siden, med den ene hånd hvilende på madrassen foran hendes ansigt, imens den anden hvilede på hendes hofte. Værelset hun lå i var stort. Et lukusuriøst et af slagsen. Sådan var det, at være rig. Man havde ting, andre måtte nøjes med at drømme om.

Hun var iført en kort natkjole, med et par tynde stropper og naturligvis af det dyreste silke. Den var hvid, og en anelse gennemsigtig, hvilket ikke gjorde så meget, når hun kun sov i den. Hendes øjne var grønne, men nu var de lukkede, og et par lange, sorte øjenvipper sås tydeligt i det svage lys fra altanen. Døren var af glas, og kunne derfor ses igennem. For det meste trak hun gardinerne for, når hun gik i seng, men denne nat, havde hun glemt det.
I rummet stod et antikt skab. Hun havde fået det hjem aftenen før, fra en slægtning der havde købt det på en rejse. Det var utroligt dyrt, men intet mindre end det bedste, var godt nok, når hendes familie købte gaver til hende. Skabet var sjældent og ufatteligt dyrt. Bagerst var skabet belagt med mosaikker, af rent lapis lazuli.
Hun havde endnu ikke fået flyttet sig tøj ind i det - desuden var der også så meget, et det blev et længere projekt. Hun havde et walk-in closet, hvor hun opbevarede sit tøj. Men dette skab var så fint og unikt, at hun alligevel ville hænge nogle få kjoler derind. Det passede jo så godt til resten af rummet, at det ville være synd at smide det ud..

Giselle sov og opdagede ikke, da altan-døren pludselig blev brudt op, og hendes skab åbnet. Men da den fremmede tyv begyndte at rive mosaikken løs, skabte det alligevel så meget støj, at hun rørte på sig. Men hun vågnede dog ikke, før tyven var forsvundet, ved hjælp af altanen. Hun satte sig op i sengen, og råbte og kastede et enkelt blik på skabet, som stod åbent. Noget af den dyre mosaik manglede!
"Stop tyven!", skreg hun, selvom det sikkert ikke, ville kunne høres alligevel. Hendes forældre var på en forretningsrejse, og tjenestefolkene sov sikkert tungt, dem af dem, som blev natten over.

Hun sprang op af sengen, greb en cardigan-agtig trøje, som hang over en stol, og tog den på, inden hun fulgte efter tyven. Eller, hun valgte at løbe ned af den store marmor-trappe og uden gennem hoveddøren. Dette spring, som tyven højest sandsynligt havde formået at udføre ned fra hendes altan, var ikke ligefrem hendes stil. Hun løb ud i sneen, og opdagede først bagefter, at hun ingen sko, havde taget på. Men det måtte hun se bort fra, hvis hun ville fange den tyv, som havde "plyndret" hendes antikke, unikke - og ikke mindst dyre skab. Hendes blik faldt på en mistænkelig fremmed, der bar en sæk på ryggen. Hun listede hen til butiksvinduet, og betragtede den fremmede, imens han afleverede en sæk med noget i, mod betaling. Et par tusinde, lignede det. Hun stod lidt og kiggede, og begyndte at lægge to og to sammen. En fremmed med en pose/sæk, der fik betaling mod noget han havde i den. Han var i nærheden af hendes hus, og lignede ikke en, der kunne være i besiddelse af noget kostbart, medmindre det var stjålet. Hun var ikke sikker, men om ikke andet, havde han måske set tyven løbe fra hendes hjem.
Kun iført den hvide natkjole, som sluttede midt på lårene og trøjen, bevægede hun sig hen imod den fremmede. Fast besluttet på, at finde ud af hvem der havde stjålet fra hende.

Jona talte pengene bare lige for at være sikker da en ung kvinde trådte over imod ham. Forskrækket og i panik, fordi at hun så gal ud, og at hun gik ned fra den opgang den uheldige boede i, så han faldt på rumpen ned i den kolde sne. Hans elegante, fine kropsbygning blev hurtigt ødelagt, den beskidte hud blev grå og hård, hans tøj gik i flænger og han voksede et hoved eller to. I stedet for skidt, hang der mos ned over den ru stenhud, gargoilens horn var også en ren udsmykning af mos. Stenvingerne var ikke spor beskidte men de var der bare. Halen piskede rundt omkring i panik og gargoilen rullede rundt i sneen. Da den berherskede sig blev den blot til et menneske igen. "Du må ikke snige dig sådan ind på mig..." sagde Jona for at vinde tid, herefter piskede han afsted, væk fra mennesket. For første gang gjorde han urene blod nytte. Han nød sit tempo stige.. han hastighed pege imod en ting. Løven. Det ædle dyr som hans famillie havde haft som forvandlings dyr i årtusinder. I et øjeblik følte han at den kaldte på ham.. fra et langt sted henne af. Adræt kastede hans sig ind imod en fodboldbane han var igang med at passere. Den kolde snes aura slog ind fra alle sider... huller i bukserne var bestemt ikke sjovt på den tid af året. Han smed sin eneste varme kilde for at vinde fart.. hans jakke. Men det hjalp. Han burde være langt væk fra pigen nu. Hvis ikke... så var han klar ved foden af en af de ligustere der indrammede fodboldbanen. Et uhyggeligt 'klik' forlod springkniven og Jonathan Gladstones smil kom på banen. Det var tydeligt at se at han var grebet af kulden, men Gladstones navn skulle nok få hæder på hvis kvinden valgte at følge efter ham. Jonathan Kvindemord. Ikke værst..


Efter lidt tid var Jonathan sikker på at hun ikke kom. Han pakkede kniven sammen og maste sig igennem den tykke ligusterhæk. Noget af hans tøj blev revet af ved grenene og gav også Jona nogle skrammer. Han låg nogenlunde varmt i mellem ligusterhækken og plankeværket. Han greb sit brækjern og hamrede den ind imod planke værket. Det kunne være rart at få to gange på en dag. To gange så mange penge. Jona tog chancen og blev ved med at hamre sit brækjern ind imod det robuste hegn. "Krash". Efter godt et kvarter med brækjernet var han brudt ind. Han gjorde sig så tynd som muligt og klemte sig igennem de to brædders mellemrum han havde skabt. Herefter som en efaren tyv, smed han sig på jorden. I dette tilfælde var de koldt sne. I nogle svømme tag skovlede hans sig igennem sneen og brugte her noget tid på at skovle sig helt ind til muren. Nu havde dette været så koldt.. nu skulle han ind i varmen.. det fortjente han. Han sprang op på et have bord og beregnede afstand fra bordet til tagkanten. Det kunne vel godt lade sig gøre. I et ordenligt spring klamrede han fodsålene ind imod muren og holdte fast om tagkanten og her, mørvede sig på på skiffer stenene. Godt.. nu manglede han bare en skorsten. Og der var den! tænkte Jona og fik øje på en skorsten længere oppe. Jona klatrede der op og greb godt fat i den metalstige der var blevet lavet til skorstensfejere. Jona kunne lige præcist klemme sig ned af skorstenen. Så snart han var kommet ned var det første hans så, en daglig stue. Herefter tog små klodsede børn der rakte deres buttede fingre hen imod ham. "Mor kom og se! Vi har fanget julemanden!" sagde de og tog fat om Jonas skuldre.. åh nej. Famillien var hjemme. Da moren kom ind skreg hun op "INDBRUD!" råbte hun og fiskede sin mobil op af lommen. Hun kunne tro nej... "Klik". Springkniven blev åbnet og han farede ud af pejsen og sprintede ud imod kvinden og jog sin springkniv i halsen på hende. Hun gispede lavt inden hun sank sammen. Men hun havde vist nået at ringe. Jona jokkede hårdt i mobilen og ødelagde den. Fint.. intet politi.. ingen voksne.. "Du har dræbt mor!" sagde den ene unge "Hold kæft!" hvæssede han og tyrrede resterne af mobilen efter dem. "Du må ikke slå os!" græd de og hamrede på ruden. "HOLD KÆFT!" råbte Jona og brugte sine færdigheder som knivkaster. Hans springkniv dansede igennem luften og satte sig i barnets nakke. Lydløst faldte det sammen. Jonas puls var oppe. "Nu er det din tur.." grinede han ondt da han var kommet sig over det første mord. "NEEJ" skreg pigen inden Jonas kniv skar hendes strube over. "Hvad sker der her!" sagde en mandig stemme inde fra køkkenet. Et flabet smil bredte sig på Jonas læber og han gemte sig ved indgangen til stuen. Herefter trådte en stor mand ind. Jona sprang op på ham og mærkede ingen modstand, delvist fordi at manden ikke var forberedt på dette. "Rash" sagde det da kniven var nået ind til hans hjerte. Jona smilede igen og rejste sig fra liget og gennemsøgte huset. Efter noget tid kunne han desværre sige at huset var tomt for værdig, andet en manden og kvindens pung og en lighter. Selvfølgelig også et nyt sæt tøj som passede Jona fint.

Giselle gik et par skridt tilbage, og skreg halvkvalt, da den fremmede pludselig væltede rundt i sneen, og ændrede udseende fra et menneske til.. hvad det var, han var. Hun studerede ham nøje, og bakkede yderligere, da det hun så, i den grad forskrækkede hende. Hans krop blev grå.. ja, næsten sten-agtig. Noget af hans krop var dækket af mos, og på hans hoved var et par horn. Han måtte være en animagus af en art, men hvad i alverden var det, han kunne forvandle sig til? Et monster.. af sten.
Hun var så uendeligt lettet, da han forvandlede sig tilbage, og bad hende om, ikke at snige sig ind på ham på den måde. Jamen, så kunne han vel også lige lade vær' med at snige sig ind i hendes hus, og ødelægge hendes ting.. man måtte vel kalde dem kvit. Men inden hun nåede at fortælle ham dét - endda uden at være sikker på, at han rent faktisk var tyven - løb han.

De første par meter fulgte hun med, så godt som hendes menneske-ben kunne bære hende. Hendes hurtige skridt, fik noget af den tabte varme tilbage i hendes krop. Hun var trods alt kun iført sin natkjole og en trøje. Ingen sko, og en del nøgen hud, som vinden gjorde iskold. Hun løb på bare fødder gennem sneen, og forsatte, også selvom hendes krop gav op. Hun ville indhente ham og samtidigt fik hun jo også varmen. Men efter et kort stykke tid, måtte hun give op. Uanset hvor hårdt hun pressede sig selv, kunne hun ikke følge med den fremmede i hans tempo. Men hun vidste trods alt, hvilken retning han var løbet i, og hvis hun forsatte den vej, ville hun nok møde ham på et tidspunkt. Eller også, ville hun ikke. Men hey, det var forsøget værd. Han havde stjålet fra hende, og selvom hun kun var et sølle menneske, skulle han ikke slippe godt fra det. For hun var sikker nu. Det var ham, der var tyven. Hvorfor skulle han ellers løbe sådan fra hende, da hun opsøgte ham?

Efter et stykke tid i den kolde sne, kom hun til et hus. Hun kendte ikke dem, der boede der. De var fra middel-klassen eller et sted under, og hendes forældre var ikke typen der var sammen med den slags. Det første hun lagde mærke til, var det ødelagte plankeværk. Godt nok, var menneskene i huset ikke velhavende, men det virkede underligt at plankeværket var ødelagt på denne måde. Inde fra huset hørtes der skrig. Hun ønskede egentlig bare at gå videre. Det var som regel aldrig et godt tegn, når nogle skreg, var det vel? I hvert fald ikke de rædselsfulde råb og skrig, som kom derinde fra. En lille piges stemme skar tydeligt igennem vinterkulden og ud til Giselle. Selvom hun hverken havde forstærket hørelse eller andre forstærkede følelser, hørte hun stadig pigens ord, som havde hun stået ved hendes side, istedet for flere meter væk. Du har dræbt mor!
Hvem var det dog, der var så ond og hjerteløs, og som kunne få sig selv til, at gå ind i et hus, og dræbe nogle små uskyldige børns mor? Flere skrig og derefter stilhed. Havde personen også gjort det af med barnet? Hun støttede sig til plankeværket, og mærkede pludselig hvor koldt det var. Hun ville løbe sin vej, men hun kunne ikke. Hun stod som forstenet, og de grønne øjne, var som limet fast til huset.


//Wow. Hvis du kalder dit indlæg for kort, så kan jeg da kun forestille mig hvor lang en roman et af dine lange indlæg må være n.n//

//^^//

Jona åbnede hoveddøren og var nu bedre forberedt i et godt sæt tøj og en varm hud. Som en ekstra bonus stoppede han et øjeblik og trådte hen ved skuret der stod et stykke fra huset. At brække den rådne træ dør op med brækjernet var ingen årsag. Han trådte der ind og snuppede nogle flasker benzin og løb tilbage til entréen og hældte benzin udover hele trægulvet og holdte døren piv åben. Nu skulle han lege pyroman. Et morderiskt blik dukkede op fra Jonas grå øjne da han antændte gulvet med lighteren. Der gik ikke mange sekunder før gulvet blussede op i flammer. Så forlod han det brændene hus. Folk var godt nok blinde i dag, man kunne futte deres naboer af uden man lagde mærke til det. Så spænede han væk fra det brændene hus i fuldt galop. "Have a nice day, hohohoho!" sagde han i et ondt og tørt grin imens hans skikkelse forsvandt fra gerningsstedet. Han kastede sin ligther fra sig og valgte højre vej da en kryds vej kom tilsyne. Endelig hørte han politi klokkerne brøle og han trak sin springkniv og flåede i sit tøj med den for at overbevise poltiet med et lille nummer han havde i tankerne. Brækjernet og springkniven skjulte han i sneen og lagde sig i en forvreden stilling uden på vejen da et blink lys lyste fra bilens lamper da den kom tilsyne. Bilen standsede foran Jona som gav nogle falske smertestøn fra sig. "Pyro..pyromanen... han fangede mig.. men jeg prøvede at slippe væk..." sagde Jona som om han var døden nær. Politimanden trådte ud af bilen. "Kan du give os en beskrivelse af denne pyroman?" spurgte betjenten. "En kvinde... ung.. vist nok kun sytten-seksten styks.. hun havde mørkt hår.. bare fødder..." sagde Jona lod som om han besvimmede. Han var en god skuespiller hvilket hjalp ham i dette øjeblik. Så kunne hans offer få nogle politimænd på nakken. Bare de ikke slog hende for hårdt.. nej enlig måtte de gerne dræbe hende. Da han var sikker på at mændene var væk, løb han.

//Har ingen kreativitet... sorry.//