Løgnen i sandheden

Tid: Eftermiddag
Sted: Stranden
Vejr: Grundet den kolde årstid er tusmørket allerede trådt ind og lagt landet i et begyndende mørke
Omgivelser: Ingen

Solen var lige gået ned. Med mørkeblå øjne, som var de en direkte afspejlning af det hav han betragtede, stod Athal som en ubevægelig støtte ved vandkanten. For et normalt øje ville dette blot ligne et almindeligt skue, med en almindelig dreng der havde taget en mørk vandretur ved havet. Men kiggede man godt efter, kunne man se de små gnister af lyn, der konstant dansede over hans hud som bittesmå guldfisk på skift. Nu og da lyste lynene op mod den mørkelillae himmel, som dæmondrengen nærmest stod presset op i kontrast med. Hans mørke hår gled næsten i ét med omgivelserne, og han skælvede let under den lette efterårsjakke.
Han havde lige ringet til hende - Evangeline; hans kæreste han om muligt var mere end vild med - og bedt hende møde ham ved stranden. Det virkede som et koldt og upassende sted på denne årstid. Bølgerne slog hårdt mod vandkanten, og det hvide skumsprøjt - nærmest flagrende i blæsten - vidnede om den kolde fornøjelse, man ville få, hvis han vovede at stikke foden derned. Men det var som om, at nu, da han ikke havde mulighed for at røre andre - mindst lige så mentalt som fysisk - virkede stranden som det bedst oplagte sted; grundet den ro, atmosfæren af at have vand omkring sig, altid gav Athal.
Han trak vejret dybt ind, lod det rulle helt ned i lungerne og derefter udånde i et langt suk. Det ville blive svært, og han ville være nødt til at spytte ud med sit bedste skuespil. Men ikke destro mindre var det noget, der måtte gøres, for ellers ville han aldrig kunne leve med sig selv igen ...

Evangeline gik gennem sandet på stranden. Hun var iført et par cowboy-bukser, en stram og lette nedringet top, med en stor hættetrøje udenover. De slidte Converse var som altid på hendes fødder, og det gyldne hår var sat op i en hestehale. De bløde krøller var væk og håret var idag glattet. Hun havde taget hættetrøjen på, i det hun godt vidste at kulden ville være uudholdelig, hvis hun lod være. Hvorfor i alverden, ville Athal - hendes elskede kæreste - dog også møde hende et sådant sted på en sådan årstid? Han havde vel sine grunde. Hun vidste, at han holdt af vandet, men om det netop var derfor, vidste hun ikke med sikkerhed.

Hendes grønne øjne gled undersøgende rundt på stranden, indtil de fandt hvad de søgte; den unge vanddæmon. Han så ud, som han plejede. Hvor havde hun dog savnet ham! Selvom det ikke var særligt længe siden, de havde stået i parken, og kigget på stjernerne sammen, så savnede hun ham alligevel. Hun satte i løb igennem det bløde sand, og råbte "Athal" imens. Da hun nåede hen til ham, bredte hun armene ud - parat til at omfavne ham, som hun altid gjorde..

Athal så på sit armbåndsur. Hvornår kom hun? Forskellige forslag skød med det samme op i hans hoved: Evangeline i undergrundsbanen, Evangeline i lejligheden. Evangeline lige bag ham ...
I selv samme øjeblik - og inden han nåede at føle sig alt for vanvittig - hørte han hende. Hun råbte hans navn med så meget kærlighed og varme i sin honningbløde stemme, at allerede dét var tæt nok på at få ham til at tumle omkuld. Med værste anelser, og meget langsomt, vendte han sig om; så hende komme løbende mod sig med armene bredt ud til et knus. Han mærkede længslen trække i sig.
Lige inden hun nåede helt frem og kunne slå armene om ham, trådte han tre skridt tilbage. Blikket var bestemt, og stemmen lød som et piskesmæld, da han i en skarp tone sagde: "Nej!"
Han vurderede afstanden. Den virkede sikker nok, bare han ikke tabte opmærksomheden på noget tidspunkt. Evangeline og han havde efterhånden rørt så meget ved hinanden, at det virkede som en selvfølge, og enhver reaktion, han kunne finde på at fremkalde hos hende, kunne vise sig som en fatal fejltagelse, hvis ikke han passede nok på.
Han rømmede sig; vidste at denne handling var nok til at efterlade et dryssende spor af forvirring hos sin kæreste. Havet virkede pludselig meget mere tillokkende at betragte.
"Jeg - hrm ... hvordan går det?" Ordene var ude, inden han kunne nå at standse dem, hvilket straks fik ham til at forbande sig selv indvendigt. Dette havde været noget, der skulle overstås hurtigt, men nu fik de kolde fødder pludselig frit luft. Han kunne ikke, ville ikke, klare den, hvis det hele bare busede ud på den ubamhjertige og ligefremme måde.
Hans brystkasse hævede og sænkede sig smertefuldt, og han vendte atter sine øjne mod hende.

Evangeline stoppede op, lige inden hun ville have lagt armene om ham. Noget stoppede hende. Han stoppede hende. Hun stod et øjeblik og kiggede på ham, med en undren som var tydelig at spore i hendes store, smukke grønne øjne, som hvilede på ham, som de så tit havde gjort. Hun var forvirret.. og såret. Han plejede da ikke, at afvise hende på den måde.. Det virkede som om, han ikke havde lyst til at røre hende. Hun skød hurtigt tanken fra sig, og blev ved med at minde sig selv om, at det nok ikke var tilfældet.

"Nej?", gentog hun, som for at fortælle ham, at hun virkelig ingen idé havde om, hvorfor han havde sagt det, og samtidigt gået tre skridt tilbage.
Nøje studere hun ham. Der var et eller andet, som ikke var som det plejede - altså, udover hans besynderlige opførsel. Hun kunne end ikke komme på, hvad det kunne være, hun havde blot følelsen af, at et eller andet var forandret.

Hendes ene øjenbryn hævede sig en smule af overraskelse, idet han pludselig spurgte hende, hvordan det gik. Hvordan det gik?? Hendes kæreste havde lige trådt tre skridt tilbage og råbt "nej", da hun forsøgte at omfavne ham.. det gik ikke ligefrem pisse-godt, gjorde det vel?
"Det ved jeg først, når du fortæller mig, hvorfor du opfører dig så besynderligt", sagde hun så, med den honningbløde stemme, der altid havde forført hankønnet, til de ikke vidste, hvilket ben de skulle stå på.
Grunden til, at hun formulerede sit svar på var, at hun måtte vide, hvorfor han opførede sig så underligt, for det kunne ikke undgå af have indflydelse på, hvordan det gik for hende. Var der intet alvorligt galt med ham, gik det godt for hende. Var det tværtimod det modsatte der var tilfældet, var hendes tilværelse naturligvis ikke særlig lykkelig. Under alle omstændigheder ville hun have en forklaring..

Evangelines ord var som brændende lava mod bar hud. Athal krympede sig en smule og gjorde sit yderste for ikke at se væk, hvilket blot ville gøre det mindre troværdigt. Her stod hun, Evangeline, smukkere end nogensinde, og så ikke ligefrem glad ud. Han var vis på, at han allerede måtte have forvirret og såret hende gevaldigt, og at hun nu blot ventede på en passende forklaring. En forklaring, der muligvis kunne rede trådene ud og gøre alt godt igen.
Lynene gnistrede ukonfontabelt i hans håndflader og sendte skælvende vibrationer op ad rygraden.
"Jeg gør det forbi, Evange," pressede han frem. Øjnene var store og blå, og han så på hende med den dybeste alvor i blikket. Endnu et øjeblik passerede, hvor han lod øjnene hænge i luften, så alle hendes sanser fik rig mulighed for at forstå det, han lige havde sagt. Han tog et skridt fremad, mod den brusende hav, og så fjernt udover det.
"Jeg har allerede hentet mine ting i lejligheden, så det skal du ikke spekulere på. Den eneste grund til, at jeg bad dig komme herud, var, at du ikke skulle være bekymret for mig." Han lukkede øjnene et øjeblik, da sorte pletter uden varsel pludselig begyndte at danse foran dem. Svimmelheden var der igen. "Jeg beklager."
Hvilken reaktion, det nu ville fremkalde, havde han ingen anelse om. Det var en af de værste ting, han kunne komme i tanke om at sige så let og så direkte op i hendes ansigt, at allerede dét måtte være nok til at få hende til at forstå det - i hvert fald på hans måde.
De havde allerede haft et kæmpe skænderi én gang, og hvis disse ord ikke havde den ønskede effekt, vidste han allerede, hvad der skulle til dernæst.

Evangeline så på ham de store, grønne øjne som nu var fyldt med overraskelse. Men da den fortog sig, blev den erstattet af tårer. Hun forstod ingenting! Hun ville ikke forstå det! Han.. gjorde det forbi med hende? Hendes tanker førte hende af sig selv tilbage til den aften, hvor de havde haft et kæmpe skænderi, og hvor dette skræksceneri netop var ved at ske. Heldigvis blev de venner igen, inden det kom så vidt. Men denne gang var det rent faktisk sket.. hvad kunne grunden dog være? Tankerne fløj ustyrligt rundt i hendes hoved, som var de blade i vinden. Hun forstod det ikke. Hun forstod det slet ikke. Tårene stribede hendes kinder, og hun havde ingen anelse om, hvad hun skulle gøre eller sige. Hun hørte hans ord, og hun kendte deres betydning.. men hun kunne bare ikke få det til at passe. Det kunne ikke være rigtigt! Det måtte ikke være rigtigt.

Hun sagde ingenting, da han fortalte hende, at han allerede havde pakket sine ting. End ikke, da han sagde at "Jeg beklager" sagde hun noget. Måske hørte hun det ikke engang.

"... D-det mener du ikke..", hørte hun sin egen stemme få fremstammet. Den løs som om, den var langt væk, og kom fra en anden, og hun måtte tænke sig om i et par sekunder, før det gik op for hende, at det var hende selv der talte. Hun ville simpelthen ikke tro på, at han mente det. Om lidt ville han sikkert afsløre at det hele bare var en joke. En syg joke.. Det måtte det være! Det kunne ikke passe, han kunne ikke mene det! Umuligt!

Athal åbnede øjnene igen.
Evangelines reaktion var værre i praksis, end han nogensinde havde forestillet sig. Minder af deres første møde, deres første kys og dertil deres første gang drev i en rolig strøm forbi hans nethinder. Han måtte i det samme blinke og se den anden vej; lade vandet distrahere de værste følelser.
"Evange ... " Kroppen handlede, inden hovedet nåede at protestere, og han skød en arm ud mod hende, som ville han tage hende i sin favn. Men så huskede han grunden til, at de overhovedet stod her, og veg forskrækket tilbage.
"Jeg er ked af det," hviskede han og stirrede fortsat udover havet, som var det det eneste, han så. "Jeg tror ikke, jeg elsker dig alligevel."
Så, nu var det sagt. De bundfældende ord, der om sandsynligt ville efterlade Evangeline med de helt rigtige følelser. Han forestillede sig hvordan, hun ville gå hjem. Med hovedet bøjet, så det gyldne hår gled ned og dækkede ansigtet, og dertil forsvinde i en verden af depression. Og han ville ikke engang være der til at trøste hende.
Han gøs i den kølige efterårsjakke og gik ufrivilligt flere skridt i havets retning. "Farvel," mumlede han dystert; turde ikke engang give sig selv tilladelse til at se tilbage mod hende, inden han trådte ud i vandet.
Skumsprøjtene af det iskolde saltvand ramte først hans ben og sendte kuldegysninger mod den allerede feberhede hud, så grønne skæl og gæller begyndte at gro frem. Athal blev enig med sig selv om, at så snart han fik mulighed for at stige op af vandet igen, ville han gøre det, inden fiskene også begyndte at komme til skade. Lige nu så han dog ikke andre muligheder for at undslippe Evangeline end at gå direkte i havet.
Han sprang i.

//Out //

Hun så på ham, stivnet midt i en bevægelse, da han fortalte hende, at han ikke elskede hende. Han kunne lige så godt have slået hende bevidstløst, så hårdt ramte ordene. Det ville endda også gøre mindre ondt, end at høre ham sige det. Høre ham afvise hende. Hun kunne ikke høre på det! Hun kunne ikke stå og se på ham, ude af stand til at gøre noget som helst. Ikke længere. Hun forsøgte tappert at holde de tårer tilbage, som pressede dig på, og truede med at vise sig i hendes store, grønne øjne, som var fyldt med sorg. Aldrig, havde det gjort så ondt at miste nogen. Jo, hendes forældre. Det var jo også deres tragiske skæbne, der havde fået hende til, at passe på med, hvem hun lukkede ind i sit liv. Athal, havde været den første siden deres død. Hun havde ladet ham vide alting om ham. Delt alting med ham. Ligefra tanker og følelser til hendes seng. Han havde op til flere gange set hende i øjnene, og fortalt hende, at han elskede hende. Men nu var det forbi. Måske, havde han aldrig elsket hende?

Hun så at han rakte hånden frem mod hende, men trak sig tilbage igen. Han sagde farvel og gik mod vandet. Selvfølgelig, der kunne han flygte hen, uden at hun kunne følge efter. Hun kunne ikke svømme, og var rædselslagen for vand, imens Athal var vanddæmon. Hun betragtede ham, da han forsvandt i vandet, hvorefter hun sank sammen i sandet. Hun sad der, med sit ansigt skjult i hænderne, og lod tårene få frit løb.