i skoven en stille nat Willow (Åbent)

T: 00:00
O: ingen
V: nymåne
S: skoven


Paladina gik en tur i skoven. Det var midnat nu og hun hade sover hele dagen lange for solen, hun var en vampyr og kunne ikke tåle solens stålder da de gik ind og gjorde hende syg og rasen. og på den måde ville kun ikke kunne skælden i mellem ven eller fjende og fjender hade hun nok af lige for tiden hele den nordlig del af hendes familie hadet hende. Fordi hun var så unge og smuk i forholde til dem de var godt også unge men grimme, fordi de gik for meget i solen

Uden at frembringe specielt meget støj, gik en elver igennem skoven. Hun var hele tiden meget opmærksom på sine omgivelser, for hun vidste hvad der kunne gemme sig i skoven om natten. Mørke væsener... Væsener man bestemt ikke havde lyst til at møde når man var alene.
Willow løftede hovedet da hun hørte en lyd. Hun smuttede om bag et stort træ, for at gemme sig. Sådan stod hun i et stykke tid, inden hendes nysgerrighed fik taget over, og hun kiggede frem fra træets skjul. En brise fejede igennem skoven, og løftede Willows hår. Hun stivnede. Vidste at vinden ville afsløre hende med det samme. Hvis personen altså havde en god lugtesans. I sit stille sind, forbandede Willow sig selv for at være så uforsigtig. Nu måtte hun bare håbe, at væsenet ikke havde opfanget færten af elver.

Paladina fik færten af en elver. Det var længe siden hun hade se og snakke med en elver ikke siden, hendes bedste ven elver Zati hade leve han døde da han var 14 år gammel. En anden vampyr hade set ham og hade drukken alt han blod da Paladina, fandt ham var det for sent hun kunne indet gøre for at redde sin bedste ven. Og fra den dage hadet hun ander vampyr rigtig meget,

Tanken om at flygte, krydsede flere gange Willows tanker. *Løb Willow, løb nu*, gentog hun inde i sig selv, igen og igen. Men der skete ikke noget. Hun blev bare stående. Ventede vel næsten det værste. Hun var stadigvæk ikke klar over hvem personen foran hende var, men hun havde en fornemmelse af det. Personen virkede ikke specielt truende, men det betød ikke at hun slappede af. Langtfra. Hun ventede bare en bevægelse. En reaktion af en eller anden slags. Willow stod igen gemt bag træets stamme, skjult for personen. Men hun vidste at personen var klar over, at hun var der.

" kom du bare frem. Jeg gøre dig ikke noget bare rolig " sagde Paladina og forsøget at vendt sig om, men måtte op give det hendes krop var som lamme over at kunne. lugte en elver efter så lange tid hade hun aldrig trot at hun skulle møde, sådan en igen og ikke siden hendes ven Zati var død

Efter en indre monolog med sig selv, trådte Willow frem fra træets skjul, og kiggede på personen. Hun løftede det ene øjenbryn, imens hun betragtede personen. Hun sagde hun ikke ville gøre hende noget. Pff....
"Hvordan vil du have jeg skal være sikker på det?", spurgte hun roligt. Endnu en vind fejede igennem skoven, og satte denne gang hendes trøje i bevægelse. Håret fik også endnu en tur. Med en irriteret bevægelse førte hun hånden op til det, for at bringe det til ro.

" jeg har aldrig gjorde en elver ondt. Da min bedste ven var en ever Zati hed han og vi var som.,søsken før det sket med ham den gang " sadge Paladina stille. Og hadet når folk ike tror på det hun sagde var sandt for hun hade aldrig, gjorde en elver noget som helst selv om Zati hade lade hende drikke af hans blod. Ville hun aldrig nogensiden gøre dem ondt

Ordene beroligede hende egentlig ikke specielt. "Hvem pokker er du egentlig?", udbrød hun, og spærrede så øjnene op, da hun opdagede hvad hun havde sagt. Hun dækkede sin mund med hånden, som om hun havde sagt et grimt bandeord. Denne pige var en smule forvirrende. Willow kendte hende slet ikke, men alligevel begyndte hun at snakke om en eller anden Zati, som åbenbart var elver. Langsomt fjernede hun hånden fra munden igen. "Hvem er denne Zati?", spurgte hun lidt efter. Af ren nysgerrighed.

" jeg hedder paladina. og Zati var min bedste ven i hele verden han var den eneste som holdt at mig, selv om vi var forskelige som dage og nat han var dag og jeg var nat. Da jeg er en vampyr uden samlining med ander af min art jeg drikke, ikke blod som de gøre jeg drikke kune være 3 uge da jeg gemt noget til være. Nat i et kammer i min krop " sagde Paladina

Willow lyttede opmærksomt efter. "Øh... okay så", sagde hun langsomt, da Paladina var færdig med at fortælle. Hun lød ikke specielt vampyr agtig. "Så du drikker ikke blod?", spurgte hun undrende. Det lød lidt underligt med en vampyr, som ikke drak blod. Hun lagde mærke til, at da Paladina havde snakket om ham der Zati, talte hun i datid. "Vent lige lidt... Er elveren død?", spurgte hun stille, mest for ikke at såre vampyren. Hun burde egentlig være lidt ligeglad, men det kunne hun ikke. Hvis Zati var død, og han havde været Paladinas bedsteven, var det ikke specielt venligt at lyde totalt ligeglad.

" jeg har kun drukke af Zati. Den gang før den nar af en anden vampyr slog ham ihjel det er længe siden nu, Zati var min eneste og bedste ven jeg hade uden ham. Er jeg ingen ting nej hvor jeg saven ham " sagde Paladina og tåre fosse ned, af hendes kinder hun saven sin eneste ven i hele verden så meget.

Willow rynkede undrende panden, da hun så at vampyren græd. Hun havde aldrig nogensinde set en vampyr græde før. Normalt viste de da ikke følelser. Måske var denne vampyr en undtagelse?
Elveren var altså død. Dræbt af en anden vampyr. Den slags skete vel hele tiden. "Øhm... Er du okay?", spurgte Willow langsomt, imens hun holdt øje med Paladina. Hun virkede ret knust.

" mange viste at. Zati var min eneste og bedste ven og at ingen ander måtte rør ham, men en dag da jeg skulle mødet med ham så jeg at en anden hade bidt ham. Og hade tømt ham helt den sidste reste af hans live lag han i den halskædte jeg har på, som den dele af mig leve han inde i min krop " sagde Paladina

Willows øjenbryn løftede sig. Levede han inde i hende? Det lød lidt klamt. "Øh.. Okay så", sagde hun, mest for at skjule hvor ulækkert hun syntes det lød. Hun kløede sig lidt i nakken, imens hun bare kiggede på den, noget atypiske, vampyr. "Så en eller anden vampyr drænede ham for blod, og han døde, men du har en del af ham levende inde i den der halskæde?", spurgte hun, og pegede på halskæden om Paladinas hals.

" ja hans sjæld lede i. Min halskæde og han viste mig altid vej i mørket når jeg er for bange til selv at gå, han er mit liv og mit lys som leve og ånder i gemmen mig hele tiden " sagde Paladina

"Men.... Du er en vampyr", sagde hun undrende. Vampyrer havde da et rigtig godt nattesyn, så hun behøvede vel ikke at 'blive ledt på vej'. Desuden var vampyrer da ikke bange for mørket. Var de? Willow blev hele tiden mere og mere forvirret. Alt det hun havde troet hun vidste om vampyrer, blev vendt på hovedet. Det hele lød lidt som en ugeblads roman hun engang havde læst. Meget kærligheds agtig.

" jeg er blind. og blive nnemt bange vis jeg ikke ved hvor jeg er henne det for har jeg altid Zati´s, halskæde på da han lyser for mig i mørket og berolige mig når jeg er bange. Det var ville jeg ikke at et nogen skulle rør ham for uden ham, kan jeg værke se eller være rolig mere " sadge Paladina

Willow lagde hovedet let på skrå. "Hvis du er blind kan du vel ikke se lyset alligevel?", sagde hun spørgende. Det hele lød egentlig ret sørgeligt. En blind vampyr. Sådan en havde hun aldrig mødt før. Faktisk havde hun aldrig mødt en som Paladina før. En blind vampyr, som havde mistet sin bedsteven, som havde været elver. Underligt...

" jeg kan nok ikke se den. men varmen fra dem kan jeg mærke da den er fulde af den kærligehed, han hade til mig som en bror har til sin søster vi var som bror og søster. Og hele mit live har jeg være blind og har altid hade Zati siden jeg var lille " sagde Hun

Willow nikkede. Ikke fordi hun forstod specielt meget af det der blev sagt, mere for ikke at virke helt fatsvag. "Jeg er ked af det med din øh", hun ledte efter et ord. "Blindhed", sagde hun lidt efter. Det kom til at lyde helt forkert og underligt, men hun mente det seriøst. Det måtte være forfærdeligt ikke at kunne se.
Hun rynkede pande. "Vent lige lidt. Du sagde lige før, at du havde set bidmærkerne i hans hals... Det giver jo slet ingen mening", hun lignede et stort spørgsmålstegn.

" set dem i mit hoved. Det du jeg har et inder øje som hjælpe mig når jeg skal finde eller gemme mig, for noget viste det mig det vil se og hade brug for at se " sagde Paladina

Hun rykkede lidt på sig, for at stå i en anden stilling. "Et indre øje... Javel", sagde hun og nikkede en enkelt gang med hovedet, for at vise at hun havde forstået det. Men hvis Paladina var blind, ville hun vel ikke se det. Medmindre hendes indre øje viste hende det. Det med et indre øje, lød egentlig meget smart. Så var hun da ikke helt fortabt. "Fik jeg egentlig nogensinde spurgt dig, hvad du selv laver herude i skoven?", spurgte hun, mest i et forsøg på at skifte emne. Det var ikke specielt opmuntrende at snakke om døde elvere.

" jeg lede efter noget. Som et gemt her ude et sted og her hjælpe værke Zati eller mit inder øje noget, da ingen ved hvor det er henne kun min mor viste hvor det var hende " sagde hun. og gik frem af for at lede så godt hun kunne takke være hendes blindhed,

"Hvad er det så du leder efter?", spurgte Willow nysgerrigt. Det havde altid været en af hendes laster. Hendes nysgerrighed. Hun trådte et skridt til siden, så Paladina bedre kunne lede, efter hvad det nu var hun ledte efter. Det lød næsten som en umulig opgave, hun havde sat sig for. Hun ledte efter noget, som ingen vidste hvor var. Det kunne jo være overalt. "Hvorfor er det lige i skoven du leder?", tilføjede hun lidt efter. Der var en hel masse andre steder tingen kunne være. Medmindre hendes mor havde fortalt at det var i skoven.

" det er en halskædte som gøre. At jeg ikke behøver at brug mit inder øje så meget den op varme den vej, som jeg skal gå så mit inder øje kan slappe en smule. Og fordi den skulle ligge i nærheden af skovesøen som ligge lidt længe fremme " sadge Paladina