Like.. forgotten..

T: Lige omkring kl 23:00.
O: Well, træer, buske, vand fra søen, sådan noget.
S: Søen.
V: Ikke for koldt, det blæser lidt, og trækker op til regnvejr.
P: Sorte stramme meget hullede jeans, et par flade støvler, en lang sort jakke der slutter ved knæene, og en grøn top med sorte mønstre.


Altena havde brugt det meste af aftenen på at sno sig rundt i sin slangeform, og var nu stoppet her ved vandet, hun lod hovedet glide en anelse på skrå, og fejede det lange sorte hår om på ryggen, hvor vinden begyndte at lege med det. Et svagt suk undslap de røde læber.
Langsomt lod hun tungen glide ud for at fugte læberne, og smilte så for sig selv, hun strakte sig og gik let hen til vandet og betragtede det mørkeblå, nærmest sorte vand foran hende, vinden fik en masse små bølger til at danse ind mod land, det så egentlig ret pænt ud, selvom hun ikke var videre glad for vand, så gjorde det hende ikke noget, det var jo ret koldt lige nu, men hun kunne godt li det om sommeren, der var det rart at være i.
I sin slangeform fungerede hun dog ikke helt så godt i vand som på land, men hun var heller ikke en vandslange, i hvert fald ikke sådan en som man står med i haven og vander blomster med, men heller ikke en der opholdt sig meget i vand, det var ikke noget hun brød sig så meget om.
Blidt hvilede hun ryggen mod et træ, og lod de grønne øjne hvile på det brusende vand, hvor var her dog kedeligt, det ville være rart at møde nogen, men hun var simpelthen så Asocial, at det nok ikke var en mulighed for hende, når alt kom til alt, hvem gad så at være sammen med en som hende, længere tid af gangen. Ikke nogen hvis hun selv skulle sige det. Tænkende pustede hun en tot af det lange sorte hår væk, og himlede med øjnene af sig selv, hvor var hun dog åndssvag, hun behøvede da ikke at møde nogen, når de ikke ville møde hende, men var det nu også sådan rigtigt? Måske ville nogen faktisk møde hende..

Faret vild. Igen.
Milo havde absolut ingen anelse om, hvor han var henne, og det var alt for mørkt til, at han kunne orientere sig. Alting syntes at glide sammen i en sort masse omkring ham, så om han var på rette vej tilbage til lejligheden eller ej, anede han ikke. Han kunne lige så godt være på vej mod Rom eller verdens ende, for den sags skyld.

Længere fremme brød en glitrende overflade det ellers så kulsorte mørke. Månens stråler spejlede sig i den blanke overflade, og fik den til at lyse blåligt op. Nysgerrig efter at finde ud af, hvad dette mærkelige fænomen var, trådte Milo nærmere.
Han behøvede dog ikke tage mange skridt, før det gik op for ham, hvad den blanke overflade var for noget. Der lød en sjaskende lyd, idet hans ene fod trådte ud i vandet, og med det samme gik det op for ham, at det var en sø. En sø fyldt med iskoldt vand, som nu var i fuld gang med at gennembløde både hans sko og sok.

”Koldt!” udbrød han. Han trak sin fod op af vandet med sådan en kraft, at han vaklede baglæns, lige indtil han faldt over et eller andet, der meget vel kunne være en sten eller en træstub eller noget lignende.
Han fik dog hurtigt sat sig op igen, idet han gav sig til at forbande søen langt væk. Nu var hans ene sko helt gennemblødt og han frøs og kunne ikke finde hjem… Kunne det blive mere perfekt?
Et fnys lød fra ham, idet han med lidt besvær fik fremtryllet en lille lyskugle, der hang og svævede en centimeter over hans overflade. Nu kunne han i det mindste se lidt. Lyskuglende havde cirka samme funktion som et lejrbål, bortset fra den lille detalje, at den ikke var varmt nok til at kunne tørre hans våde beklædningsgenstande.

Altena fik øje på en der tydeligt ikke gik så meget i skoven, faktisk virkede han ret meget som en der var faret godt og grundigt vild, det var faktisk lidt morsomt, det var så sjældent hun mødte nogen som helst herude, og alligevel stod der nu pludselig en, kun et par meter fra hende.
Altena betragtede ham som han trådte i søen, gispede og faldt over det træ's trærod som hun stod ved. let kørte hun hænderne gennem sit hår, og smed det om på ryggen, gik hen mod ham og satte sig på hug ved ham, lod hovedet glide blidt på skrå. Hendes mørkegrønne øjne glimtede en stund gult, og det tog hende ikke længe at regne ud hvad han var, men duften var ikke svær at regne ud da hun kom tættere på.
"Hvad laver du herude? er du faret vild?" drillede hun blidt og lod blikket hvile på ham, hun betragtede kort hans våde sko, og tøvede lidt, lod hånden lukke sig, og fik vandet til at forsvinde fra hans sko, så han ikke længere var våd og kold om foden, let rejste hun sig op, kendte skoven ud og ind allerede.
"Hvor skal du hen?" spurgte hun blidt, og rettede tænkende på sit tøj, og rejste sig så, hun rakte hånden ned mod ham for at hjælpe ham op, hvis han havde brug for det, hun prøvede virkelig på at hjælpe ham, og ikke være alt for creepy, for det var hun jo slet ikke, hun ville bare hjælpe ham. Hun bed sig mildt i læben, han virkede helt omtumlet, virkelig som om han bare ville hjem, og hun kunne sagtens forstå ham, det var aldrig rart at være faret vild.

Forbandede sø. Forbandede mørke. Forbandede stedsans, forbandede alting…
Og som om hele Milos situation ikke var slem nok, så trak det endda op til regnvejr. Så længe det bare ikke blev tordenvejr, så burde han nu nok kunne overleve det… Så længe han bare fandt ly et sted, i hvert fald.
Han sukkede irriteret, idet han greb fat i en knækket kvist og smed den ud i vandet, så små ringe brød den ellers så blanke, jævne overflade. Hvor fint.

Lyden af knækkende kviste og diverse andre knasbare skovbundsting nåede hans øre, og han drejede skarpt hovedet som et byttedyr på vagt.
Hans blik blev mødt af en langhåret kvinde. Hendes gulgrønne øjne lyste helt op i det gennemtrængende mørke og smilet, der prydede hendes læber, antydede, at uan havde betragtet ham længe. Længe nok til at se ham træde ud i søen, i hvert fald.
Hendes drillende tonefald fik ham til at puste kinderne let op og rynke på brynene. Hvad bildte hun sig ind? Forstod hun da ikke, at han var led og ked af at vade rundt ude i skoven uden at kunne finde hjem?

Han skulle lige til at svare hende vredt igen men blev afbrudt, idet kvinden lagde sin hånd over hans fod. Lige med et var det som om, at hans irritation forduftede sammen med vandet og ligeså gjorde lyskuglen, han holdt i sin hånd.
Han kiggede forundret op på kvinden, der sad på hug foran ham.
”Hvordan gjorde du det…?” lød det hæst fra ham. Så rømmede han sig, rystede voldsomt på hovedet som for at klare sine tanker og fortsatte: ”Øhm, jeg mener, ja, jeg er faret vild.”

Han tog imod den hjælpende hånd, der blev rakt imod ham, og hørte i det samme kvinden blidt spørge om, hvor han skulle hen. Mon hun ville hjælpe ham tilbage? Måske var hun sådan en slags barmhjertig engel, der levede ude i skoven og hjalp håbløse fremmede med at finde hjem? Og dog. Hun lignede ikke en engel. Snarere en slange, syntes Milo, der ikke helt kunne glemme det gule skær, der i et kort øjeblik havde domineret hendes øjne.
”Jeg skal tilbage til byen.” Han vred sine hænder lettere forlegent, før han fortsatte: ”Kan du hjælpe mig…?”

Altena betragtede ham længe idet han virkede som om han blev vred på hende over hendes drillende snak, men sådan var hun jo bare, det var ikke for at provokere ham, men hun snakkede som oftest sådan, og egentlig brød hun sig ikke om at folk farede vild, det var aldrig sjovt,.
Hun smilte forsigtigt til ham da han spurgte til hvordan hun havde fået hans sko tør igen, det var nok det eneste hun kunne finde ud af lige nu, selvom hun lærte mere og mere om vandmagi, tog det hende bare rigtig lang tid, fordi hun endnu ikke forstod det helt. “Årh… det var bare lidt vandmagi, jeg kan ikke så meget endnu, det ligger ikke til en animagus at lære tingene hurtigt” grinte hun stille for sig selv, og lod hovedet på skrå, betragtede ham da han kom op og stå med hendes hjælp, og pillede lidt ved sit lange hår.
“Åh du nok gået den forkerte vej så, alting ligner meget hinanden i mørket, så jeg forstår det udmærket, Jeg skal nok vise dig tilbage ud af skoven igen, bare rolig” smilte hun roligt og bed sig en anelse i læben. Kort blev de grønne øjne gule igen, hun så svagt rundt, og smilte så til ham, gik med ham hen gennem nogle træer,. De grønne øjne kom frem igen mens de gik. “Og nej jeg er ikke ude på at myrde dig når du vender ryggen til mig, jeg kan bare ikke li folk fare vild, det jo ikke sjovt for nogen” smilte hun tøvende, og lod hovedet glide en anelse på skrå.
“Bare rolig, jeg skal nok få dig ud af den her skov, hurtigt, så du kan komme hjem igen, det oz køligt her til aften” sagde hun mildt og smilte for sig selv, normalt ville hun ellers have fortrukket at sno sig som slange hele vejen ud af skoven igen, men det gjorde hun ikke, han ville nok gerne kunne snakke med nogen lige nu, det var virkelig rart at snakke med nogen. Det var jo egentlig ikke så tit, at hun mødte nogen, og slet ikke herude, men hun ville gerne møde nye folk,. “Så hvad hedder du? Jeg har kunnet dufte mig til du er engel, men har du ikke også et navn?” smilte hun blidt, og så på ham, de grønne øjne glimtede en anelse blidt. Hun ville jo ikke være for anmassende, men hun ville gerne prøve på at lette stemningen let, hun havde vidst fået skræmt ham en anelse ved bare at dukke op ud af ingenting.

Som Milo gik der ved siden af det fremmede kvindemenneske, kunne han ikke lade være med at bemærke, hvor meget hun snakkede. Det var nærmest, som om der stod en syndflod af ord ud af munden på hende, men det var ikke nødvendigvis en dårlig ting; Milo, der ikke brød sig om mørket, kunne bedre tage afstand til verdenen omkring sig, hvis han var optaget af noget andet, såsom at lytte eller selv at snakke. Desværre kunne hans ellers så kvikke hoved ikke hitte på et interessant emne, han kunne vende samtalen imod, så han nøjedes med at lytte interesseret.
Hun fortalte noget om noget vandmagi hun kunne og påstod, at han nok var gået den forkerte vej. Det kunne hun såmænd godt have ret i, for det havde ikke ladet til, at han var kommet nogen steder hen.

Hendes ord om, at hun ikke ville myrde ham, når han vendte ryggen til hende, fik ham til at slå en let latter op. Selvfølgelig ville hun ikke det… Det virkede hun alt for flink til, men så igen, hvem syntes den lyshårede engel måske ikke virkede flinke, bare de gad tale lidt venligt til ham?
”Det er beroligende at vide. Jeg synes, jeg er død nok i forvejen.” Han skar en grimasse. På trods af sine tre år som engel, var efterlivet lige noget, han skulle vænne sig til.

Da hun konstaterede, at hun nok hurtigt skulle få ham ud af skoven, gled et taknemmeligt smil over hans læber. Sikke hjælpsom hun dog var.
”Jeg sætter pris på din hjælpsomhed,” lød det fra ham, og han mente det ganske oprigtigt.
At hun spurgte om hans navn, kom ikke spor bag på ham, nej, det var mere måden, hun formulerede sit spørgsmål på, at undrede ham. ”Selvfølgelig har jeg da et navn. Det har alle engle og alle andre væsner, for den sags skyld. Mit er Milo, hvad er dit?” Han fulgte hende interesseret med blikket, idet han afventede hendes var. Der var et eller andet ved hende, der fik ham til at gætte på, at hendes navn måtte lyde noget a la ’slange’. Hun var meget slangeagtig, syntes han.