Come and play dear.

T: Lige omkring kl 23:00. Nærmere betegnet 22:57.
O: En del mænd og kvinder, der alle hygger sig og drikker.
S: De Host Club.
V: Stjerneklart udenfor og en smule koldt.
P: Samme top som på avataret, et par stramme sorte meget hullede jeans, og en lang sort varm jakke, som dog hviler over stolen bag hende lige nu. Hun havde et par tårnhøje sorte stillejer på.


Altena sad ved et af bordene, og drak en farverig drink, hendes mørkegrønne øjne hvilede legende på nogle fyre der sad oppe i baren, Hun havde allerede været ude og danse med et par af dem, men som altid spillede hun fortsat kostbar, de så heller ikke videre godt ud, så hvorfor spilde for meget energi på dem,.
Let og elegant rejste hun sig, og gik langsomt op mod baren, lænede sig en anelse indover den. Og betragtede bartenderen, de grønne øjne glimtede blidt i skæret fra lyset, og hun smilte indsmigrende til ham. “Hvad kan du ellers byde mig på her til aften?” stemmen var legende og forførende,. Selvom hun flirtede ret groft med en masse, var det de færreste hun gik i seng med, hun ville ikke virke billig, og i hendes hoved, var man det hvis man havde sex til højre og venstre, så det havde hun ikke.
Kort efter blev hun givet en ny drink, som hun tog en tår af, den smagt en del bedre end den forrige, men der var mere alkohol i den anden, det var sådan lidt halvt om halvt hvad hun helst ville drikke.
Fingrene gled op i det lange bølgede hår, og smed det om bag ryggen, så det ikke generede hendes øjne, som denne aften kun var prydet af en tynd sort streg,. Make-up var ikke noget hun gjorde så meget i, og havde aldrig været det. Hun syntes det tog alt for lang tid, og de piger der havde et tykt lag på, syntes hun var direkte ulækkert.
Øjnene gled langsomt rundt om hende en gang, som for at se om hun kendte nogen men nej, der var endnu ikke nogen spændende mennesker lige nu, så selvom hun faktisk var lidt træt af hjernedøde fyre, der så mere på hendes bryster end hendes øjne, så blev hun der, noget skulle hun lave.

Skikkelsen lyttede til musikkens heftige rytmer og skikkelsen blev mere og mere utryg. Bag masken svedte han forfærdeligt. Måske var denne aftenstund lige lidt for tidelig at gå ud på? Han havde jo oplevet at blive taget af politiet pågrund af hans maske. For ham kunne han ikke vise sige i dagslys. Ikke under disse forhold. Så gled døren op. "Underwood? Hvad laver de her? Du skulle da efter sigene være igang med at ordne mit badekar?" sagde dørmanden der havde lukket op. Arthur sukkede. "Jeg ordnede det på lethed sir. Vandrøret var bare tilstoppet." sagde han høfligt. "I såfald, hvor meget skylder jeg dig så?" spurgte han og fandt sin pung frem. "Tres euro er fint" sagde Arthur igen. Dørmanden pressede en krøllet seddel i hans håndflade og en lille mønt. "Videre, Nathan" sagde han og puffede Arthur ind og tog imod den næste mand. Men det så Arthur ikke på. Hans puls fulgte allerede den provokerende musik. Han måtte ligge en hånd for næsen for at ikke blive slået omkuld af den tykke stank af alkohol. Så fangede hans skarpe øjne en kvinde. "Altena..." mumlede han og trådte over imod hende, sparkede manden der sad ved siden af hende af stolen og satte sig uden at føle sympati for den mand han lige brutalt havde sparket af stolen. Instinktivt slog han ud med albuen imod manden der første lige havde rejst sig og prøvede på at vælte Arthur ned igen. Albuen ramte mandens mave og slog luften ud af lungerne på ham så ham sank sammen op gulvet. Arthur skænkede ham stadig ikke et blik, hans gule øjne hvilede på Altena. "Hvordan har du det?" sagde han for at gøre sig lidt mere tilstede for vedkommende. "Skat" tilføjede han drillende og løsnede kort hans maske så han kunne tørre en sved dråbe af. Pyha der var varmt.. tænkte han og smed sin læder jakke så man kunne se hans brystplade som låg over hans hvide skjorte. Brystpladen brugte han kun til beskyttelse hvis nu Zane havde fået en syg ide om at sende vampyre efter ham der kunne lugte ham. Men hvis Arthur skulle være helt ærlig, den var også til blær. Zane havde sikkert endnu ikke rigtigt opdaget at Arthur mente sin modstand alvorlig. Han skulle bare vide.. i dette øjeblik sad Arthurs pligtopfyldene trolde og slebede og lavede våben der havde til formål at dræbe Zane. Det var endda også lykkede ham at få en dygtig vampyr ind i kampen. Så vendte han tilbage til den virkelige verden. Verdenen der handlede om sex og at drikke.. skørt. Han var selv jomfru sådan da.

Altena havde siddet og snakket ret så intimt med den fyr han pludselig sparkede ned fra stolen, de grønne øjne glimtede legesygt idet hun smilte og betragtede manden falde til gulvet, hun lod hovedet glide en anelse på skrå, hun snoede en tot af det lange mørke hår om sin finger, og smilte bare for sig selv, idet Arthur endnu engang sørgede for manden blev på gulvet.
“Varmt… jeg keder mig faktisk lidt, men din jaloux holdning underholder mig jo altid “ drillede hun let og vendte sig hen mod ham, så hun sad med fronten mod ham, “Du ser lidt varm ud putte? Er du sikker på det godt for dig at være her?” spurgte hun blidt og bed sig en anelse i læben, tog en tår af sin farverige drink. Bartenderen holdt tydeligt øje med dem, og var sikkert ikke videre glad for at Arthur var kommet, han var overbevidst om at Altena var varm på ham.
“Vil du have en drink? Eller må du ikke? Jeg kan godt skaffe en?” smilte hun roligt, og nikkede kort mod bartenderen i den anden ende”Han tror nemlig han får noget, så det ingen sag” hun grinte for sig selv. Og himlede med øjnene, det morede hende altid når mænd troede de skulle have sex, det eneste man behøvede var jo bare at smile sødt og strutte lidt med barmen, så var de solgt.
“Skulle du egentlig ikke arbejde i dag skat? Det snakkede du om?” spurgte hun omsider, og lod hovedet glide på skrå, idet fyren fra før prøvede at rejse sig, sparkede hun ham yndefuldt over knæet så han faldt sammen igen, hun grinte for sig selv. Når nu Arthur allerede havde gjort det, kunne det ikke skade at hun også gjorde det, hun kunne godt li at påføre andre smerte, især uden grund, men med Arthur var det anderledes.
Let drak hun resten, der skulle ret meget til før hun blev fuld, hun var ikke en gang påvirket endnu, langt fra faktisk, men det behøvede hun heller ikke at være,. Fyren ved siden af hende, lod armen glide om livet på hende, i en let og rolig bevægelse skubbede hun ham ned fra stolen, “Sjovt som jeg tiltrækker perverse folk” sagde hun blidt og lod blikket hvile mod hans metalplade på brystet, og lod let hænderne hvile mod den, hun vidste godt han gjorde modstand mod Zane og det generede hende overhovedet ikke, hun syntes faktisk det var lidt tiltrækkende at han gjorde det,. Men det havde hun vidste fortalt ham et par gange.

"Godt nok for mig? Jo det da fint når du også er her." sagde han med et smil bag hans maske. Hun var sød. Det var hun sgu. "Selvfølgelig skulle jeg da arbejde, jeg mener bare at man skal gøre det lidt hurtigt inden du finder dig en anden" sagde Arthur drilsk og lagde sedlen han havde fået betalt på disken. "To fadøl tak" sagde Arthur med et hånligt smil på læben. Den nød skulle ikke drømme om at tage hans pige. "Ja de liderlige stoddere render jo efter dig hele tiden ikke? De er vel lovligt.. irriterende!" sagde han og gjorde et udfald med armen imod manden der for tredje gang prøvede at komme på benene. Arthurs en arm var præget af en magisk armskinne så det var ingen sag at brække næsen på ham. "Lille knægt, hvis du forsøger at få din plads igen, kværker jeg dig okay?" sagde Arthur blidt til manden som virkede rasnende imens han holdte sig til næsen. Så lagde han armen om Altena og trak hende lidt ind til sig. "Skal store farlige Tarzan befrie Jane for de væmmelige perverse krokodiller?" lo han og slog knoerne ind imod hans brystplade som afgav et dunk. De gule øjne lyste op i et rovdyrs skær og gav Altena et rullende gavtyve blik. "Må jeg komme hjem hos dig? Trænger til at løsne masken fra mit ansigt." sagde han og hentydede til hvor meget han svedte. "Eller vil du først ud og danse?" tilføjede han med et selvsikkert smil. Okay.. han kunne ikke danse men han ville gerne give et forsøg. For Altenas skyld selvfølgelig. Ellers var at danse, noway. Arthur var jo ikke den mest muskialske danser? Og slet ikke den bedste. Så hvorfor han havde forslået at de kunne danse vidste han sgu ikke. Og han ville heller ikke vide det.. måske var det fordi at han var lun på hende? At man stillede sine egne færdigheder bagerst i rækken. Den tøs var da også bare røv lækker! hvæsede hans tanker der piskede hans hjerne til fløde. Heldigvis røbede masken ingenting.

“jeg har skam ikke nogen grund til at finde en anden, ikke så længe du er her jo” drillede hun blidt, og strøg hans hånd en anelse, inden hun lod hovedet glide blidt på skrå, hun pjuskede lidt op i sit lange hår. Selvom det havde massere af fylde fra naturens hånd, kunne hun ikke lade være, det var bare blevet en vane for hende at rette på det.
Altena grinte roligt idet han bestilte to fadøl, hun vidste godt han ikke brød sig om at fyrene kiggede sådan på hende, men hun havde som sådan ikke noget imod det, nogle gange var det da lidt belastende , “Jaa… måske skulle jeg begynde at have noget mere tøj på, så kunne det være de blev trætte af mig” drillede hun og grinte for sig selv, tog en tår af den fadøl de nu havde fået foran dem, “Hvad var det egentlig du skulle her til aften?” spurgte hun tænkende, han sagde som regel aldrig særligt meget om sit arbejde, men hun var nu nysgerrig.
“Uh ja du må hellere end gerne beskytte Jane fra krokodillerne” drillede hun og lod armene hvile om hans nakke, “Du beskytter mig jo fra alt” smilte hun fortsat, og bed sig en anelse i læben, inden tungen gled ud og fugtede læberne, den grønne kugle i hendes tungepiercing, let smilte hun til ham, og så hånligt på fyren der nu alligevel virkede til at give op, og kravlede væk fra Arthur, fyre kunne være så dumme nogle gange.
Blidt så hun på Arthur igen, og lyttede til det han sagde, “Ja self, jeg regnede godt med du havde det varm, det undrede mig oz du gik herind” sagde hun blidt og rejste sig langsomt, hun grinte stille, “Du danser da ikke normalt?.. Nah skal vi ikke hellere komme hjem til mig så du kan komme af med den maske der, der er alligevel ikke andet end liderlige idioter her” hun himlede med øjnene og tog sin jakke. Inden hun så om på ham, smilte for sig selv, han var nu ret hot egentlig, det havde hun syntes fra starten af.

I"I aften vil jeg bruge på dig min kære" sagde han og kærtegnede let hendes barm men stoppede hurtigt igen. "Ej du må endelig ikke tro at jeg er så pervers som de andre, det må du endelig ikke tro" sagde han med et let smil på hans læber. Han var lige glad med hvad aftnen ville ende med.
Arthur åndede lettet op da hun havde taget stilling til at han ikke ville danse. Jo det her var sgu fint.. "Hvor bor frøknen henne?" sagde Arthur mandligt og løftede hende op med den en arm under hendes knæskaller og den anden om hendes ryg. Han havde forlængst drukket sin øl så han kunne roligt vandre videre uden at miste noget. Selvom Altena ikke så ud til at have drukket sin færdig. Det var ligemeget. Han bar hende ud til den nærmeste udgang så han kunne tage hul på noget køligt luft. Der var stadig sne i gaderne men det var så småt ved at smelte. "Fryser du? Skal jeg varme dig?" spurgte drilsk. "Nå, lad os finde dit hjem." sagde han til sidst da han også selv var, trods varmen inde i De Host, ved at fryse selvom hans krop kunne holde til det meste. "Vi kunne også prøve den lette måde Altena." sagde han satte hende i stående stilling og holdte armene om livet på hende imens han holdte inde. Tænkte på alt hvad han hadede. Vampyre.. Zane... Langsomt groede hans store lodne djævlevinger ud fra deres skjul, samt hans horn og hale. Halen snoede sig automatisk om livet på Altena som et stramt bælte og Arthur baskede let med vingerne. "Jeg ved ikke om det her er for tungt" stønnede han af smerte fra fremgroningen af hans djævledel. Det tog ham noget tid at få den flyve rytme han så tit havde brugt og langsomt lettede de. Nogle cm fra jorden men.. Okay nu skulle han vise at han var stærk. De kvinder var jo glade for at se mænd spille med musklerne så vidt han vidste. Donec Arm forsynede hans venstre arm med en overnaturlig styrke så Altena blev lettere. Derfor lettede de yderligere nogle meter. "Bedre?" sagde Arthur og stønnede af smerte. Det var hårdt. Men det var det værd hvis det kunne give hende en på opleveren.

Altena smilte og så ham blidt i øjnene, nussede hans nakke, og gispede blidt idet han trak hende op i sine arme, let holdt hun om hans hals, og lod hovedet glide blidt på skrå mens hun så ham i øjnene, havde ikke noget imod den måde han rørte hende på, overhovedet ikke “Neij jeg tror da ikke du er en pervers en, bare rolig, det noget andet for mig når du gør det, det ved du godt.” sagde hun tænkende, og ignorerede alle de folk (Især fyre) der stirrede efter dem.
Blidt så hun rundt da de kom ud på gaden, joo det var rigtigt nok en del koldere end indenfor, det var nu ikke så underligt, der lå jo stadig sne udenfor. “Om jeg fryser? Det gør jeg, så hvordan vil den herre varme mig?” smilte hun legende og bed sig i læben, hun så tænkende ned af gaden, “Jo.. Jeg bor lidt udenfor byen i et rødt hus nær skoven” svarede hun mildt og betragtede ham som han fik vinger, de vinger fascinerede hende stadig noget så grusomt, tit havde hun måtte stoppe sig selv i at røre ved dem, det var hun ikke sikker på han kunne li.
“Arthur du skal ikke gøre det hvis du ikke kan bære mig, det alsa helt okay” sagde hun mildt og holdt stadig om hans nakke, hun ville ikke have han havde ondt fordi han prøvede at bære hende, selvom hun rigtigt godt kunne li at han bar hende, det var sådan en sjov fornemmelse. ”Skatter… jeg mener det? Du må alsa ikke hvis det gør ondt på dig..” mumlede hun mildt og fik pludselig en god ide. I et svagt lysglimt blev hun til en grøn slange, der i stedet snoede sig om hans håndled, så han kunne flyve uden hun var så tung. Hun kunne virkelig ikke li han havde så ondt, bare fordi han prøvede at gøre hende glad.
Indrømmet det var virkelig fedt, hun havde aldrig prøvet det før, men hun kunne rigtigt godt li ham, så det at han gad og gøre hende glad, gjorde hende helt varm indeni. Hun nød sådan at han var sammen med hende lige nu, det var rart at han var der. Hun ville ellers aldrig være sammen med nogen fyre længere tid havde hun lovet sig selv, men hun var faldet fuldstændig for ham.

"Alt for dig skønne" hostede han udmattet. Det var igen faldet adskillige meter pågrund af Arthur som mistede energi. Det gav et sus igennem maven og han var lige ved af falde ned på asfalten af uballance da Altena forvandlede sig. "Hvordan?.." mumlede han forbavset da han havde genvundet ballance. "Hvordan er dette mulig?" måbede han for sig selv imens han ubegrundet fløj videre. Han måtte dog lande på et kirkespir da Arthur krævede en forklaring. Forsigtigt nussede han den flotte slange der lod snoet om hans håndled imens han klamrede sig til spiret med den anden arm og hans ben. Så opfriskede lugten hans hukommelse. "Animagus ik? Jeg kan lugte det på dig." sagde han og sprang igen ned fra taget og lettede i sidste øjeblik. Det var så ikke meningen at det skulle blive et flot styrt dyk, men Arthur mistede ballancen. Fri fra menneske tung last bevægede hans sig igennem den kolde luft som en fugl så snart han havde vænnet sig til at flyve. "Det er så mørkt at selv ikke jeg kan se en hånd for mig..." sagde Arthur som kun kunne skimte omridset af landjordens profiler. Så dykkede han lidt og lod sine vinger skrympe en smule ind i takt med at han var ved at lande. Da han plantede benene på fortorvet kunne han nu se skoven, og et rødt hus. "Er det der?" spurgte Arthur slangen og pegede imod huset. Et lille gisp undslap kort hans læber. Lidt længere væk strakte trækronerne sig og Arthur så de tog træer der mærkede hans hjem blandt træerne. "Vi jo næsten naboer" smilede Arthur varmt. Så var det da let at besøge sin pige. Fantastisk. "Tror du godt at jeg kan smide masken her? Der er vel ingen andre?" sagde han og løsnede hans maske uden hendes bemærkning. Så tog han den under armen og smilede igen, denne gang synligt. Nathan Underwoods tilstedeværende del i dagen smuldrede. Nu var han Arthur. Arthur Gargon. "Det var rart at blive luftet lidt" sagde han og tog en mundfuld friskt luft. Dette var vist første gang at Altena så hans ansigt. Luften fik hurtigt Arthurs sved over ansigtet til at størkne og gav ham en lille barriere imellem ham og kulden.

Altena smilte inde i sig selv, idet hun bemærkede hvor forundret han blev, det var egentlig rigtigt nok, hun havde vist aldrig fortalt Arthur hun var animagus, måske hun skulle have gjort det først, alsa inden hun bare forvandlede sig til slange, men nu var det gjort, og der var ikke andet at gøre. Hun skulle nok ikke vælge at blive menneske lige nu, så ville han da først få et chok. Hun blev i hans hånd idet han landede på kirketårnet, og lod de gule øjne hvile på ham mens han snakkede.
Hun nød hans fingre der let gled over hendes slangeskind, og så frem for sig mens de fløj videre, og blev så normal igen da de ramte jorden, hun rettede lidt på sin top, og så mod sit hus, “Jaa det er lige her, hvor bor du da? Lige her?” smilte hun og pegede på huset længere henne, det gjorde hende ingenting overhovedet hvis han boede så tæt på, så ville de kunne ses oftere.
“Undskyld jeg ikke sagde noget.. Jeg tænker ikke altid over det, jeg bliver bare en slange, og det virkede som en god ide, så du kunne bære mig” drillede hun og lod hovedet glide blidt på skrå, gik langsomt hen imod sit hus, stoppede op idet han snakkede til hende igen. “Neij der burde ikke være nogen der kigger her” sagde hun mildt, og snoede en tot hår om sin finger, mens han fjernede masken, “Du ser meget bedre ud, uden den” drillede hun legende og låste sin dør op, hun åbnede den og tændte lyset i gangen. Let bed hun sig i læben og så rundt, efter den lille røde slange der plejede at være i hendes hus, ganske rigtigt. Den lå på en af hylderne ude i gangen. Hun grinte for sig selv.
Blikket gled tilbage mod ham udenfor, “Kommer du ind?.. Her er oz okay koldt herinde, jeg hader når det bliver for varmt” sagde hun mildt, og kørte en tot hår om bag øret. Jakken blev hængt op på knagen og hun så rundt i huset, hun var ganske glad for sit hus, dystert men moderne indrettet, godt med lys men ikke for meget. Foran alle vinduerne hang der tykke sorte gardiner, og tynde røde udover de sorte. Men hun håbede dog at Arthur kunne li det også.

Arthur lod blikket glide over imod Altena igen "Nej, jeg bor faktisk inde i skoven." svarede Arthur og rettede lidt på sit hår som var godt mærket af masken. Da han trådte ind og lukkede døren efter sig blev han næsten overvældet af synet. Pff... hans "med-unge" havde en seriøst underlig stil. Selvom Arthur nu også var stærkt begrænset i sin stil, da alle hans møbler var stjålne fra elvere. Han han hængte jakken på knaen strak hans sig ud. Jo der var godt plads, ikke som i hotellet han engang havde overnattet i med Angelin. Der var der ikke højt nok til at Arthur kunne hoppe med sine 200 cm. Ret trælst... men villa'er og huse så ud til at være mere luksus på det punkt. "Mig vil også lege med små søde krybdyr, selvom jeg nu fortrækker ulve." sagde han i det han fik øje på slangen. "Ærgeligt at ulve ikke er til at have med at gøre, ellers ville jeg anskaffe mig en." sagde han og gik på knæ og kælede med slangen. "Når jeg vælter Zane og bliver magthaver, vil jeg have en vagtulv i mit embede." sagde han stolt og rejste sig. "Har De et alle andet drikkelse man kan nyde sammen med Dem?" sagde han høfligt med en elegante franske klang han nu sjældent brugte. Han vidste nemlig ikke hvor han havde det fra. Han var ikke franskmand. Eller Di Morgan. Hvilket han betragtede som en fordel, for så var der et sted at flygte hjem til når Di Morga endelig blev ødelagt. Og når den tid kommer vil han tage Altena med. Dog vidste han ikke hvilket land han skulle flygte hjem til. Han vidste bare at han ikke havde fransk blod i årene. Overhoved. Men måske kunne de tage til Paris? Som om det skulle være et hak bedre end Terre. Det jo bare større. Så rejste han sig op og kiggede rundt i huset inde fra entréen. Måske havde han overdrevet lidt i starten. Det var nu ret pænt hvis man nu bedømte det endnu engang. //Undskyld længden men skal snart gå//

“Er der plads nok til dig putte? Jeg håber her er højt nok” drillede hun og så ham i øjnene, hun havde godt nok en lidt mærkelig stil, indrømmet, men det var jo ikke noget hun som sådan tænkte over, hun fandt bare møbler hun kunne li, så måtte hun jo se om det passede ind når hun havde dem.
Altena grinte stille for sig selv, idet hun betragtede ham kæle med den lille røde slange, “Hm.. Slangerne kommer og går som de vil, jeg tror jeg tiltrækker dem fordi jeg selv er det. Den røde der er her altid, den er bare lidt over det hele” grinte hun roligt. Og bøjede sig ned, lod slangen kravle op om sit håndled. Inden hun så ham intenst i øjnene, hun smilte for sig selv og nikkede tænkende,. Smed derefter skoene og blev dermed lige lidt lavere, men hun kunne bedst li at være afslappet når hun var derhjemme.
“Jeg kan også godt li ulve.. Der bor en del i skoven faktisk, det nemmere at komme tæt på dem når jeg er slange, de opdager mig ikke rigtigt” sagde hun mildt og smilte for sig selv. “Ja self, hvad vil du have? Øl, kaffe, vand?” drillede hun blidt. Og kyssede hans kind, inden hun lod hovedet glide drillende på skrå, det var rart han var der.
“En varulv ligefrem? Hvorfor det? Jeg er sikker på du nok skal få smidt ham af tronen, du er så standhaftig” smilte hun og bed sig kort i læben, slap ham, og gik ud mod køkkenet, hun så om mod ham for at få af vide hvad han ville have og drikke. Hun havde massere af tillid til ham, han skulle nok få hvad han ville have, hvis han virkelig var opsat på det. Hun lod let tungen glide ud og fugte de naturligt røde læber, så man endnu en gang kunne skimte kuglen i hendes tungepiercing. Blidt pjuskede hun håret bag sig. “Hvor kommer du egentlig fra?” spurgte hun mildt, og lænede sig mod dørkarmen. Hun vidste endnu ikke så meget om ham, men alligevel nok til at hun følte sig tryg sammen med ham.

"Øl tak" svarede Arthur og rødmede. Hendes bevægelser gjorde ham ør... hun var sgu en manipulerene tøs. Det kunne han ikke komme uden om. "Ulvene? De er lette at komme tæt på. Fra min fødsel og til jeg blev seksten var jeg varulv og ejer stadig ulve gener. Hvilket måske forklare min øjnfarve." sagde Arthur og himlede lumsk med sine rovdyrs øjne. Så satte han sig ved bordet han var hundesulten. "Kunne jeg få en snack.. altså hvis du tillader det selvfølgelig. Jeg har nemlig ikke spist". Han blev lettere tavs da han blev spurgt hvor han boede. "Det ved jeg faktisk ikke.." sagde han i længere tids tavshed. "Jeg ved kun at.. jeg blev født i en lykkelig famillie under fuldmåne, herefter smadrede en varulv alt. Jeg blev smittet, min famillie dræbt. Dagen efter blev jeg taget af min plejefamillie som var glade for de penge de fik af kommunen for at have mig. Jeg blev ikke elsket og min oprindelige ID blev glemt og jeg var bare den uduelige Arthur Nyborg der håbløst gik på nonneskole. Jeg har aldrig kunne læse eller skrive. Så en nat i ulve form dræbte jeg min famillie og mange andre, flygtede ud i en skov og, af en grund jeg ikke husker, ført bort til Forét og boede der i tre år inden jeg flyttede ind i Terre og var der knapt et år før jeg måtte piske ind i mit gamle hjem, Forét af fare for Zanes nye love. Jeg har dræbt et massivt antal mennesker så mon ikke jeg blev dræbt af Zane så? Jeg forelskede mig i en engel jeg senere forlovede mig med men jeg aner ikke hvor hun er nu. Hun har sikkert forladt mig... Om dagen må jeg skjule mig og kun i få tilfælde vove mig ud i dagslyset iført maske og falsk identitet som en Nathan Underwood." sagde Arthur der endelig havde fået sin mund på gled. "Altena, vil du ikke lade være med at forlade mig? Jeg har brug for en.. en der rent faktisk kan være der for mig... En jeg kan kalde for min kæreste. Altena?... kan du gøre mig den tjeneste?" spurgte Arthur og løftede for første gang blikket fra bordet og over imod Altena. "Jeg har været varm på dig lige fra første gang jeg så dig igennem min maskes øjenhuller." tilstod Arthur og krummede tæer. Hvis hun sagde nej blev det her godt nok pinligt. "Jeg elsker dig" sagde Arthur med et skævt alvorligt smil. "Og jeg forstår hvis du ikke vil have en masse morder som mig..." mumlede Arthur og lod blikket glide rundt hist og her. Nogle steder fik han øje på en slange eller to. Skørt sted.

Altena smilte roligt og hentede to øl, hun gik let ind med dem, og satte dem blidt på bordet til dem begge, satte sig ved siden af ham, og trak blidt benene op til sig, åbnede sin øl og bed sig en anelse i læben, inden hun tog en tår af den.
“Ah din øjenfarve har også undret mig en anelse, det forklare det hele,” sagde hun mildt, og kørte en tot hår om bag øret, betragtede ham mens han snakkede igen, “Jo self, kom med ud i køkkenet, så finder vi noget til dig, jeg har heller ikke spist i aften” sagde hun mildt og tog ham med derud, “Jeg har lidt af hvert.. Både kød og salat og brød.. Hvad vil du helst have?” spurgte hun tænkende, og så om mod ham, hun lod let og legende hånden glide nedover køkkenbordet, satte sig derefter på hug, og lod slangen smutte igen.
Idet han begyndte at snakke igen, hun havde aldrig hørt om hans fortid før, så det var virkelig spændende for hende, let hvilede hun ryggen hen mod bordet, og så på ham mens han snakkede. “Det må være.. Forfærdeligt ikke at vide hvad der er blevet af end forlovede” sagde hun langsomt, det at han havde myrdet en masse mennesker, skræmte hende ikke overhovedet. Men det med at han havde en forlovet et sted, gjorde hende en lille smule jaloux, noget hun faktisk aldrig havde prøvet før, let pillede hun ved sin top, og gik hen til ham, hvilede armene om hans nakke.
“Jeg kan bedre li dit rigtige navn.. Ikke fordi Nathan ikke er pænt, men jeg har jo hele tiden kendt dig som Arthur” sagde hun mildt, og bed sig en anelse i læben, hun kunne faktisk godt li han var der, men det var nu lidt mærkeligt at have rigtige følelser for nogen.
Et smil om frem på hendes læber idet han begyndte at snakke endnu en gang, havde han virkelig følelser for hende, det ville hun aldrig have troet, “Jeg… jeg troede bare du egentlig legede lidt med mig.. Men jo.. Det vil jeg meget gerne, jeg er vist oz blevet ret lun på dig” smilte hun blidt og bed sig kort i læben, hun grinte lidt genert og så ned, inden hun slap ham. Og gik derefter hen til et af skabene,. “Jeg er ligeglad med hvad du har gjort.. Og hvad du gør ved andre, så længe du ikke gør mig noget ondt, så betyder det andet intet for mig, for den side af dig oplever jeg ikke mod mig” sagde hun blidt, og bukkede sig langsomt ned for at tage en tallerken. “Har du slet ikke noget imod slangerne?” spurgte hun tænkende.

"Kød tak.." svarede Arthur og bemærkede så hendes svar. "VIL DU?" sagde han og faldt ned at stolen og tabte både kæbe og mund. "Whut! Du joker ikke?" spurgte Arthur som stadig svævede langt over skyerne og satte sig ved bords igen. "Jeg er da.. jeg ved ikke hvor mange år yngre end dig. Jeg er da kun? Sytten? Og du er vel hmm, Nitten? Tyve?" spurgte Arthur og åbnede sin flaske som gav et brus fra sig inden Arthur løftede den op til munden og slikkede ølskummet i sig og drak grådigt for at falde lidt ned. Så stillede han øllen fra sig og trådte ud i køkkenet og kiggede i køkkenskabet. "Har du bukkekød? Lam? Okse?" spurgte Arthur da han var nået halvvejs der ud i køkkenet. På hans hoveds vej ind i køleskabet placerede han et kys på Altenas kind og kiggede på hvad der var. "Hakkekød! Yay man!" sagde han og tog pakken ud af køleskabet og gennem ledte skabene efter et hakke bræt. Det tog ham lidt tid men han fandt det til sidst og lade det på bordet og fandt en kødkniv han grundigt hakkede kødet med. "Bare sæt dig ind ved bordet skat, jeg prøver om jeg kan lave maden." sagde Arthur og hakkede videre. Det var ikke normalt at se ham lave mad men en gang skulle være den første. Da han var tilfreds fandt han en pande og lagde den på komfuret sammen med kødet. Det gav et par klik før flammen blussede op under kogepladen i et blåt skær. Lige nu brugte Arthur det han havde terpet fra de trolde der lavede hans mad. Så fandt han en lille porcelæn beholder med salt i han dryssede udover bøffen. Her tilføjede han også en smule peber. De kunne selvfølgelig også spise noget salat til. Så åbnede han køleskabet og fandt en plastic beholder frem med noget salat i. Så tog han en pakke fetaost med ud fra skabet og hakkede det i små skiver med en smøre kniv han fandt fra en skuffe med bestik i og puttede skiverne med fetaost i salaten og ledte efter en skuffe med olie i. Til sidst fandt han en olivenolie han dryppede indover salaten og blandede lidt rundt med et piske ris. Da bøfferne blev færdig efterfulgte der hurtigt lyden af talerkner ramle og Arthur øsede op på talerknerne med salat, en smule mere til Altena end til ham. Så fandt han en palet kniv ham lagde indunder bøffen og vristede den fri og lagde på talerknen, herefter den anden. Han havde jo glemt at putte olie på panden fra starten af så bøfferne klæbte lidt til panden. Da talerknerne var fyldt, skyllede han panden indover vasken og lagde den i opvaskemaskinen. Stolt af hvad han havde lavet kom han ind i spise stuen og lagde en talerken ved Altenas plads og en ved hans egen. Så skyndte han sig tilbage i køkkenet og hentede en køkkenrulle og bestik. "Bon Appetit" sagde Arthur med en smil på de stolte læber.

Altena smilte lidt for sig selv, og grinte så inden hun så ham i øjnene, “Måske, men af alle de fyre jeg har kendt, er du den der har været mest voksen, og behandlet mig bedst, du ser ikke på mig som et sexobjekt, eller som om jeg er billig fordi jeg går i det tøj jeg gør” svarede hun mildt og tog tøvende hans hånd, lod hovedet glide på skrå.
“Men… du ved godt jeg flirter meget, men det betyder alsa ikke at jeg gør noget med dem, for det gør jeg ikke” sagde hun blidt, og pillede ved sit lange hår, hun så ham blidt i øjnene, og grinte lidt, “Men hvis du bare drillede og ikke mente det så.. Så bare glem jeg overhovedet sagde noget, det ville være ret akavet ikke” Smilte hun og så svagt ned i gulvet med et tøvende blik, følte sig faktisk lidt dum lige nu, mest fordi hun ikke var sikker på han mente det.
Let så hun ind i køleskabet, “Jo der er vist både lamme og oksekød” sagde hun mildt, og grinte idet han blev så glad for hakkekødet, Hun lod hovedet på skrå mens han ledte efter ting i skabene, og gik så langsomt ind og satte sig ind ved bordet, hun grinte lidt for sig selv, der var aldrig nogen der havde lavet mad til hende før, hun følte sig helt heldig.
“Er du sikker på jeg ikke skal hjælpe dig skat? Du behøver alsa ikke hvis du ikke kan” sagde hun langsomt og tog en tår af sin øl. Hun vidste ikke om han havde lavet mad før, eller om han kunne finde ud af det, men hun kunne virkelig virkelig godt li ham, og ville meget gerne være hans, men hvis han bare drillede med det, var det måske dumt at hun håbede så meget, for så ville hun blive godt og grundigt skuffet når han lige om lidt begyndte at grine og sige det var en joke. Hun vidste jo heller ikke om han var typen der var sammen med en masse piger.
Let så hun op på ham, da han efter et stykke tid kom tilbage med maden, hun smilte og så på det, “Ej det ser virkelig godt ud, er det noget du laver tit?” udbrød hun smilende, og lod blikket hvile legende på ham, hun sukkede glad for sig selv, og spiste langsomt lidt af maden, det var længe siden hun havde fået ordentlig hjemmelavet mad, tit nåede det at blive dårligt inden hun fik lavet det. “Det smager godt” mumlede hun mildt og strakte sig en anelse.
For en stund sad hun og spiste, hun så ned i bordet, og bed sig en anelse i læben, hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget, hun havde det lidt som om hun sagde for meget. “Jeg er glad for jeg mødte dig her til aften” sagde hun stille og smilte idet hun så op på ham igen.

"Nej det er faktisk første gang jeg selv laver mad.." sagde Arthur og skar en bid bøf ud til ham. Hun havde ret, det smagte faktisk ret godt. "Altena? Hvis jeg ikke havde ment det ville jeg ikke spilde tid lige nu, så ville jeg sidde og planlægge bombe forsøg med Logan." sagde han og tog en slurk af sin øl for at dæmpe sin tørst en smule imens ham spiste det let salte hakkekød. Salaten havde han ikke rørt endnu. "Denne aften med dig er også klart at fortrække Altena. Må jeg sove her? Jeg orker ikke at tage hjem når vi har det så hyggeligt." sagde ham med et smil på læberne og begyndte så at gufle salat blade i sig. Da han havde spist op drak han endnu en slurk og ventede på at Altena skulle spise færdig. Han var blevet mæt og var faktisk ret træt nu efter dagens strabaser. I mens han ventede betragtede han sin pige. Hvorfor skulle hun tro at han jokede? Det burde være hende.. Hende som ville joke. Så kørte han en hånd igennem det fedtede stridt hår og begyndte at tage sin talerken ud og putte den i opvaskemaskinen efter den grundigt blev skyllet. Så gabte han let og satte sig tilbage i stolen og drak lidt øl. Imen trommede hans fingre let på bord kanten og hans øjne spejdede ud i rummet for at være heldig. Han ville gerne se en slange mere da han var uvant til at folk havde dyr frit gåede i sit hjem. Af rent kedsomhed sagde han en inferalsk stavelse som enlig lød som et fnøs.

//Undskylder længden dybt men er skide træt og min kreativitet står på nul//

“Du er bare så rar overfor mig, alsa.. Jeg havde ikke troet du ville falde for mig, før troede du jeg bare var et menneske, du har oplevet så meget så jeg troede.. Ja du ville have noget mere” sagde hun stille og smilte lidt forsigtigt til ham, hun spiste resten af maden, og smilte for sig selv, Han virkede som den der sagtens kunne få alle, hvis han virkelig ville.
“Ja det smager godt, det rimelig godt sluppet af en første gang, så godt gik min første madlavning ikke” grinte hun roligt, og himlede med øjnene af sig selv, let pillede hun ved sin top, og strakte sig, hun lod hånden hvile over hans hånd, og smilte en anelse legende, “Men jeg er da kun glad for du kan li mig, ellers ville jeg være lidt flov over at du ragede på mig tidligere” grinte hun roligt, og rejste sig, hun gik ud og skyllede sin tallerken og smed den samme sted som Arthur havde gjort med sin.
Let så hun om mod ham, og kørte håret om på ryggen, “Ja self må du da det, jeg skal bare lige i bad inden jeg går i seng, men jeg går ud fra du ikke har noget imod at sove i samme seng som mig?” drillede hun legende og lod for en stund hånden hvile omme i hans baglomme. “Du ser så anderledes ud, uden din maske på, men meget pænere end med den, det må jeg sige.. Du ser bare farligere ud med, “ grinte hun blidt og bed sig en anelse i læben.
Havde intet imod han ville blive der i nat, det var virkelig dejligt, og hun kunne ret godt li det blik han af og til sendte hende, som om han virkelig sys hun så godt ud. Og det ikke bare var noget han sagde.

"Du er da alt det jeg vil have skattemus." sagde Arthur med et gavtyve smil på de tørre læber. Da hendes hånd hvilede ved hans baglomme kunne han ikke lade være med at blive en smule tændt. "Jeg har overhovedet intet imod at vi sover i sammen seng skat. Jeg tror faktisk at vi kan udnytte det til vores egen lille fordel hvis du forstår hvad jeg mener" sagde Arthur og gavtyve smilet voksede atter på hans fjæs. Han rødmede og ønskede mest af alt at han fik den maske på igen nu. Grådigt placerede han et lidenskabeligt kys på hendes læber men stoppede igen kort efter. "Hvor er soveværelset? Jeg ville gerne ligge mig til at sove nu hvis det var okay for ejeren af denne nydelige bolig" sagde han høfligt og kyssede Altenas hånd. Men trætheden var nu at spore i hans dybe stemme og hans langsomme bevægelser. Så strakte han kort sin lange krop og mærkede fingerspidserne strejfe loftet. Maden havde også sænket hans puls en femte del så der var intet at sige til at han var træt. Men hvis hun ville måtte hun da gerne få en.. lille omgang af ham? Det måtte være den øl der havde givet ham den slags perverse tanker i hans hoved. Ellers var det ikke ham at lege med piger på den måde.

En ting var sikker.. han ville aldrig give slip på denne skønhed. HANS Altena... ingen andres. Endelig troede Arthur på at sin pige ikke ville forlade ham. Men hans forhold til Altena, var nok et tys-tys et. For Logan, eller hans trolde ville helt sikkert ikke bryde sig om at han var sammen med piger når der var en Zane der skulle stoppes. Men Altena var noget han havde brug for! Han skulle også have sin løn i jobbet. Ikke? Det gav da ikke mening at han skulle kæmpe og kæmpe når det ingen gang var sikkert at han vandt. Nej.. Han måtte have Altena. Igen løs rev han sig fra sine bundløse tanker der hele tiden fyldte den arrede krop med flere og flere trusler. Havde det ikke en ende? Jo. Når han sejrede over Zane var der intet der var en trussel...

Altena gengælde smilende hans kys, og nussede hans nakke stille og blidt, inden hun så ham i øjnene da han trak sig tilbage, hun smilte for sig selv, kunne godt li han var der, det var faktisk dejligt med en der holdt af hende. “Jeg er glad for du kan li mig” smilte hun og bed sig kort i læben, hun strakte sig en anelse, og så mod vinduet. Der lå en sort slange, hun grinte en anelse, gik langsomt hen og åbnede vinduet, så den kunne kravle ud. “Hvis du ikke er så glad for slangerne er det okay, så må du sige det” sagde hun let.
Hun grinte over hans kommentar og så om på ham, “Nårh det kan vi, jaa måske, men du ser ret træt ud skat, så mon ikke vi hellere bare må sove” sagde hun mildt og gik hen til ham, hun tog hans hånd og tog ham med ovenpå, hun viste ham ind i et dystert soveværelse, der var indrettet med sorte og røde farver, i den ene væg var der en dør, der førte ud til badeværelset, hun smilte til ham og trak på skuldrene, “Du lægger dig bare i den side du vil, så går jeg lige i bad” sagde hun blidt.
“Men en anden gang, så kan vi sagtens udnytte det” drillede hun og så legende om på ham, inden hun langsomt gik ud på badeværelset, lod døren stod på klem, hun havde ikke noget imod han kunne kigge ud hvis det var det han ville, langsomt smed hun tøjet og tændte vandet i bruseren, hun tog de øreringe ud hun havde haft på, og gik langsomt under det lune vand. Øjnene lukkede sig for en stund mens vandet løb nedover hendes ansigt, hun havde egentlig ikke troet han måtte have en kæreste, med tanke på de planer ham og de andre havde om at vælte Zane, måske ville det bare været et slags hemmeligt forhold, det gjorde hende nu heller ikke noget.
Han havde nok meget at tænke på, med planer der skulle lægges for hvordan han kunne vælte Zane af tronen, men hvis han da bare kiggede ind af og til, ville hun ikke have noget imod det. Det var rart med hans selskab, let bed hun sig en anelse i læben, og åbnede øjnene, hun tørte dem for vand, .

"Ja måske" sagde han og smilede træt og fulgte hendes ansvisninger over til soveværelset. Han knappede hurtigt sine busker op og smed dem på gulvet og løsnede sin brystplade og Donec Arm og skjulte Donec Arm nede under hans brystplade. Herefter knappede han sin skjorte op og sprang op i venstre del af sengen. Sengen var blød og var og Arthur slog hurtigt en dyne om sig og faldt i en sød søvn efter nogle minutter. Men den fred Arthur havde i kroppen varede ikke længe. Han spærrede øjnene op og kiggede lige op i to, store ulve øjne. Først så skreg han og gav ulve fjæsset en lige højre. Dernæst sad han på en trone, i luksus. "Mr. Gargon, hvor var det godt De væltede Zane. Ellers ville vi ikke have dette, nydelige bo i Abbadon" lød en stemme ved siden af ham. Arthur så forskrækket på en stor ulv der var ved siden af ham. "Men det slag De gav mig gjorde nu ondt.. så derfor vil vi hævne os!" sagde ulven ved siden af ham. Arthur hoppede forskrækket ned af tronen og snublede ned i en lang rød løber som smuldrede sammen under ham. Det samme gjorde de ny lagte fliser og skævlede. Bag ham lød ulvens dybe stemme le imens Arthur kom på benene og løb af sted inden hans rige styrtede sammen. Røde bannere med Helvedesulvens logo på faldt ned i hovedet på ham og holdte ham fast. Gulvet gav efter under ham og styrtede ned, sammen med ham ned i et sort gab. Arthur faldt og faldt og hans hår blev blæst til alle sider. Han svedte da han vågnede og rystede over hele hans skræmte krop. "A-Altena?" spurgte han ud i mørket. "Altena?.." hviskede han for sig selv og lagde sig til at sove igen. Men han kunne ikke sove.. Slet ikke. Han rystede stadig ved ulvens ord. Ikke slå på ulve når hans embede tid kom. Den var fesset ind. Eller betød det noget andet? Tænkte Arthur overtroisk imens han lod med hovedet gemt under dynen. Hvis han ikke sov.. kunne han da godt "lege" lidt med Altena. Hvis det måske hjalp.. Det var da et forsøg værd? Eller var han for træt?... Det var enlig ret svært at vælge. Altena var virkelig sød og han ville gerne give hende hvad hun fortjente (Herefter bredte et bredt gavtyve smil sig på hans læber). Eller også skulle han bare prøve at sove igen. Det var nok bedst at sove lidt tænkte han og prøvede at tømme hans hoved fra plagende tanker der forstyrrede hans søvn. Og langt om længe fik han lukket et øje for en stund.

Altena slukkede langsomt vandet og sukkede blidt for sig selv, inden hun trådte ud af badet og tog et håndklæde om sig, hun tørte sit hår i håndklædet, og fik resten af vandet til at forsvinde, med den smule vandmagi hun kunne,. Blidt rettede hun på det, og strakte sig, tog let en lille sort natkjole på, og så ind i sit soveværelse, blikket hvilede for en stund på ham. Han så ikke helt så fredelig ud som alle andre når de sov.
Langsomt slukkede hun lyset på badeværelset, og lagde sig ind ved hans side under dynen, hun bed sig i læben. Øjnene lukkede sig og hun følte sig for første gang længe, afslappet nok til faktisk at kunne få en fredelig søvn. Ligeså stille gled hun ind i søvnens befriende glemsel, hvor hun ikke behøvede at bekymre sig om noget eller nogen.
Pludselig hev hans stemme hende ud af søvnen, hun vågnede langsomt og så på ham, strøg hans kind forsigtigt “Jeg er lige her… slap bare af” hviskede hun mildt, og bed sig i læben, han havde sikkert nogle ubehagelige drømme af og til, forhåbentlig kunne han slappe en anelse mere af når hun var der, hun ville i hvert fald gøre sit bedste for at han gjorde det. Hun fortsatte med at nusse hans kind, for at se om han kunne falde i søvn igen, let smilte hun da det virkede til at han lukkede øjnene. Hans vejrtrækning blev en anelse tungere, og hun tog det som at han sov igen.
Efter et par timers søvn vågnede hun igen, hun kunne aldrig sove særligt længe af gangen, langsomt rejste hun sig, og gik hen til sit skab, så stille som det var hende muligt for ikke at vække ham. Hun tog en sort bh på og derefter en kort sort kjole, der var ret nedringet og stram,. Inden hun gik ud for at re sit hår. Den røde børste gled gennem de gyldenbrune lokker, og fik dem til at falde blødt ned af ryggen.
Hun gik langsomt tilbage til ham, og kyssede ham på panden, hun vidste ikke helt om han ville gå når han vågnede, men hun kunne da lave noget kaffe til sig selv, måske han ville have en kop med når han vågnede. Lydløst gik hun ned i køkkenet, og satte kaffe over,. Tøvende så hun ud af vinduet, af og til var hun bange for at kigge ud, af fare for at hun ville se ham.. Ham som hun var flygtet fra for et par år siden, men han ville nok aldrig finde hende. Og hun havde Arthur nu, og han var dejlig, han ville beskytte hende så meget som han kunne, det var virkelig rart. Hun håbede at hans planer ville lykkedes for ham en dag, det ville nok gøre ham glad.

Arthur sov videre med Altenas blide stemme i hans hoved. Alle de kvaste af dele af hans ødelagte sjæl syntes at hele i hendes aura. Hun var godt nok en vild by kvinde, men de skulle da bare tæmmes? Normalt var sådan en som Altena aldrig hans type men underligt nok havde hun vækket dybe følelser hos ham. Men da hun gik væk åbnede Arthur igen de gule øjne. Forsigtigt sparkede han dynen af sig og gik over til sin tøj bunke og tog den hvide skjorte på samt hans cowboy bukser og lod stadig Donec Arm være skjult under brystpladen. Han listede hen over gulvet som ganske vidst knaede en smule under hans muskelvægt. Selvom skjorten sad løst og gav hans hud fri adgang til luften følte han sig stadig indelukket og svedig i de varme, sort og røde farver fra gardinerne. Lyden af vand der blev kogt fyldte hurtigt Arthurs øre. Så hun var oppe?.. Det kunne han finde ud af. Men hvis det bare var en tyv... Han knyttede næven da han ikke orkede at hente sin dolk fra sin jakkelomme. Da han kom ned af trapperne fik han hurtigt øje på Altena. "Kunne du ikke bare sove ved siden af mig? Eller var jeg for grim at se på?" sagde han med et drilsk smil da han tog det sidste trin ned af trapperne. "Ser du, det gør mig ikke noget hvis du syntes at en som mig skulle gå i bad lidt oftere." sagde han og støj sin beskidte pande med sin svedige hånd og tegnede en bleg stribe i hans hud så man kunne se hvad der var inde under det lag jord der klæbede så fint på huden og klappede let i hænderne og udløste en smule støv der trængte ud i luften. Han lo let. "Ej men hvad fik dig til at gå min prinsesse? Stank jeg? Snorkede jeg? Pruttede jeg? Jeg er nysgerrig. For hvis jeg er så hæslig, så hvorfor bruge tid på mig? Der er tusinde af andre fyre ud i Terre som rent faktisk kan skrive, stave, læse og regne. De kan jo alt hvad jeg ikke kan. Til gengæld, mestre jeg kunsten i at kæmpe og dræbe, men hvem har brug for det? Viden er magt siger man jo. Og i det tilfælde et jeg en svag lille dreng med klæd ud maske. Hvad får dig til at så til at spilde tid på mig? En svag knægt. Det undre jeg mig faktisk lidt over. Kunne du forklare det? Jeg er jo en dum snotunge, er jeg ikke?" sagde han igen med en udfordrene stemme og et bredt smil på hans læber. Djævlen der var i ham lyste nu op som et nødblus. Djævlen har jo også brug for at ånde.. og dens nødblus var blevet set.

Altena så langsomt og tænkende mod vinduet, øjnene virkede vågne, på vagt, for at holde øje med hver eneste lille bevægelse. Let så hun dog mod døren, da hun hørte skridt, hun kunne høre ham så tydeligt som havde han trampet hele vejen hen til trappen, og ned af den. Et svagt smil hvilede på hendes læber idet han kom ned til hende, han så nu ret godt ud, især når hans skjorte stod åben, som den gjorde præcis lige nu.
Let grinte hun for sig selv, og lod hovedet glide en anelse på skrå, “Jeg ved ikke hvad du snakker om putte, slangen i mig tillader mig desværre ikke at sove så længe af gangen, jeg er altid på vagt på en eller anden måde, selv i søvne… men jeg sov da mere end normalt, fordi du var her” sagde hun mildt, og bed sig en anelse i læben. “Jaa.. Alsa.. Et bad ville klæ dig, det jeg sikker på, men jeg er ikke typen der vil styre folk, det op til dig selv hvad du har lyst til at gøre jo, selvom du jo kunne gå i bad med mig senere?” drillede hun legende og lod armene glide op om hans nakke.
“Jeg har ikke brug for en fyr der kan beskytte mig, ikke en der kan smide om sig med regnestykker, jeg er en aktiv person, især i nattelivet, og jeg går ofte i byen.. Men du holder mig ligesom lidt fra at begå dumheder. Jeg har ikke været en pæn pige, det er jeg stadig ikke.. Men det er begyndt at blive bedre, jeg tager ikke stoffer mere, og jeg går heller ikke i seng med alle bare fordi jeg kan.. Jeg ved jeg ser godt ud, jeg ved fyrene kigger efter mig, men de betyder ikke noget… du betyder mere” sagde hun blidt og betragtede ham, smilte for sig selv over hans udfordrende toneleje.
“Arthur, jeg har haft et par forhold, hvor den jeg var sammen med, bankede mig når de ikke fik deres vilje, og… det virker bare ikke for mig, jeg er et socialt menneske, jeg elsker at være sammen med folk, men hvis jeg først falder for en, så har jeg nok i hans selskab.. I dit selskab.. Har jeg nok” hviskede hun let og bed sig hårdt i læben, inden hun slap ham. “Ikke at jeg kan se hvad du dog vil med mig, de fleste tror jeg er en eller anden billig tøz der gør som folk siger, det er jeg bare ikke… jeg nyder bare livet.. Men jeg kan godt li når du kommer og viser din jalousi.. Jeg kan godt li du viser at du kan li mig.. Behandler mig som.. Ja som var jeg din pige” sagde hun tænkende, og kyssede ham ømt, inden hun gik hen og tog to kopper ned til dem.

Arthurs forbandede blod steg ham til hans kvinder da han fik et ky på hans tørre læber. "Tak for infomation.. så jeg er ikke en snot hvalp? Det er rart at vide ellers ikke?" sagde han tilsidst da han havde kommet sig lidt. "Der kom sandheden jo frem. Du vil bade med mig!" sagde Arthur og himlede med øjnene og trak en stol ud og satte sig. "Ikke at jeg ville presse på og sådan men.. jeg bryder mig mere om mælk end kaffe." sagde Arthur da hans veltrænede næse kunne fornemme kaffen. Igen lod han sit blik gennem se rummet og hans natteblik fangede en slange i at pile over gulvet. "Dine slanger ser ikke ud til at være glade for mig eller os er der mus langt væk fra mig hvilket jeg ikke nu syntes at kunne lugte" sagde Arthur fulgte den elegante krop med øjnene. Hm.. det så enlíg underligt ud at et dyr uden ben og arme kunne komme afsted så hurtigt. Hvordan? Mavemuskler? tænkte Arthur og kiggede ned under sin skjorte og ned på sin six pack. Hvordan? Han havde da aldrig kunne sno sig over gulvet så let som ingen ting? Det må være kroppen der enlig var designet med langt flere led en menneskets krop. Men hvorfor lignede djævle, dæmoner, engle og aspara'er ikke dyr? Racen var da ikke betegnet mennesket. Han valgte at ikke stille sig selv flere spørgsmål, for han skulle nyde at være sammen med Altena. Han skulle nemlig afsted klokken meget tidligt imorgen. Igen mærkede han tørsten i hans hals og foden slog let imod gulvet for at skynde en smule på hende. //Undskyld længden.//

Altena så ganske langsomt om på ham, idet hans for slog mod gulvet, “Sig mig.. Hvis du utilfreds med mit tempo, så kan du da hente det selv?” hun virkede faktisk en smule såret over han pludselig behandlede hende på den måde. Yndefuldt sneg hun sig ind over gulvet, og åbnede køleskabet, tog en mælk ud, og hældte lidt i en kop, inden hun stilte den hen foran ham. Lod mælkekartonen ryge ind i køleskabet igen, let lukkede hun det,. Og tog en kop til sig selv som hun hældte kaffe i.
Fingrene lukkede sig om kaffekanden, inden hun hældte en anelse i koppen, hun sukkede glad. Og tog en tår af den, det var dejligt med den varme i kroppen, for hun sys faktisk her var lidt koldt i dag, men hun havde ikke lige lyst til at tænde ilden, den skar sådan i øjnene.
“Og hvis jeg vil i bad med dig, så er du vel kun glad?” drillede hun blidt og gik hen og satte sig på bordet foran ham, hun lod det ene ben glide over det andet, og smilte tænkende for sig selv. “Hvornår skal du af sted igen?” spurgte hun lavt og bed sig i læben, hun havde ikke lyst til han tog af sted, men det var måske også ligeså meget fordi hun aldrig vidste om han kom til skade, hun ville jo ikke have at han kom noget til.
Fingrene gled gennem hendes lange hår, og hun så ham i øjnene, “ men når du kommer tilbage en gang.. Så må du gerne kigge forbi? Jeg er nok hjemme, og ellers kan du bare lukke dig selv ind, jeg har en ekstra nøgle du kan få med? Hvis du vil?” spurgte hun let, og smilte til ham, hun rettede lidt på den korte stramme kjole.