Night walking

Centeret. Her havde Milo ikke været siden juletid, så det var vist tid til igen at aflægge centeret et besøg. Der hang ikke længere gran og julehjerter oppe under taget, og selv det store juletræ var blevet fældet, så centeret var vendt tilbage til sit sædvanlige triste og grå ydre.
Det lod dog ikke til at skræmme folk væk. Centeret var lige så fuldt som altid, på trods af at kun restauranterne var åbne på denne tid af aftenen. Milo kiggede interesseret rundt på de forskellige madsteder, men der var ikke ligefrem noget, der virkede lokkende for ham eller hans pengepung.

Og dog. En enkelt restaurant faldt i hans interesse, men det var ikke den dejlige duft af pizza, der trak i ham. Nej, tværtimod, der var to mennesker – eller væsner, for den sags skyld, for ydret kunne jo snyde – der så ud til at have gang i noget udsædvanligt. Den ene var en kvinde, der så ganske almindelig ud til trods for hendes noget forpinte ansigtsudtryk, men ved siden af hende sad en mand, der tydeligvis sad og savlede over hende.
Det varede ikke længe, før manden havde fået hende ned at ligge på gulvet, og hun gav sig til at råbe op.

Milos blik scannede lynhurtigt kvinden, der lå på gulvet. Hendes lårkorte kjole gjorde det klart for ham, hvorfor fyren havde valgt at kaste sig over hende som en sulten ådselsæder, men det betød ikke, at han kunne tolerere det mere af den grund. Nej, tværtimod. Godt nok klædte hun sig udfordrende, men medmindre hun selv lagde op til det, var det ikke nødvendigvis en opfordring til mænd om at komme nærmere.
Nogen kvinder var bare mere pyntesyge end andre og nød at klæde sig pænt, selv til hverdag. Det havde Milo efterhånden erfaret.

Han var ikke sen til at handle. Godt nok var han noget i tvivl om, hvorvidt han burde involvere sig i andres sager eller ej, men på den anden side var det tydeligt, at kvinden ikke selv kunne skræmme manden væk, og det kunne Milo da sagtens hjælpe hende med – troede han da selv. Desværre var Milo blind, når det kom til hans egen styrke, men det gjorde intet. For det meste var det hans temperament, der tog over, og så behøvede han ikke engang at overveje, hvorvidt han kunne klare det store brød, der havde kastet sig over kvinden, eller ej.
Han trådte ind i deres synsfelt, idet han knyttede sine næver. Først nu slog tanken ham – hvad skulle han dog stille op? Hvordan i al verden skulle han hjælpe kvinden?
Han måtte vel bare handle på sine instinkter frem for sin fornuft.

”Hørte du ikke, hvad kvindemennesket sagde?” lød det vredt fra ham. ”Hun bad dig om at skride din vej!”
Englen bukkede ganske let i benene, idet han placerede et spark lige i fyrens knæ, så han – forhåbentligt – ville knække sammen. Sparket var ikke noget særligt, men måske var det alligevel nok til at aflede fyrens opmærksomhed længe nok til, at kvinden kunne slippe væk.
Milo kunne ligefrem fornemme, hvordan folk i centeret vendte sig rundt og kiggede forundrede på hele sceneriet. I et kort sekund blev han helt vred på dem; der var så mange mennesker her i centeret, og alligevel var der ikke et eneste individ, der overhovedet så meget som overvejede at hjælpe kvinden (og nu også Milo).

Der blev en lidt akavet stilhed i hele centeret, og enda med god grund der var jo lige sket en slags scene, men Cimberlie kunne ikke gøre for det mænd havde bare altid den handling at de ville enten voldtage hende, misbruge hende, fængsle hende, eller ja noget helt andet. Hun holdte blikket lidt på manden der lidt efter lidt, hørte en anden mand snakke vredt til ham, det gjorde ham sur, så sur at han begyndte at vise tænder. Hun gispede kort men havde enlig set det komme før eller siden, ville denne mand vise sig hvad han nu end var. Dæmon, vampyr, djævel det vidste han ikke, kun at han havde spidse tynder det stak frem.

Hun gad ikke ligge på gulvet mere, og så begyndte der at blive en knurren lyd fra manden, han kiggede på denne nyankomne mand"Hvad sagde du! grr "sagde han og ømmede sig en smule over smarket på knæet. Det kunne mærkes det var tydeligt at se. "Bryder mig ikke om dig bæst"sagde han bare og holdte et koldt blik på denne mand der var kommet. Cimberlie så tegnet til sparket det var for at hun kunne komme væk, hun begyndte at løbe ud fra resturanten og løb ikke videre "lad os gå han er ikke det værd, jeg siger tak fordi du reddede mig"sagde hun mens hun havde lagt en hånd på hans skulder.

Hun vidste godt at hvis de gik væk fra ham ville han bare følge efter, og begyndte på et slagsmål eller kamp, hvor det kunne gå vildt for sig, og det ville Cimberlie ikke have, slet ikke her i centeret hvad kunne man ikke ødelægge af ting, og sager, nej det ville hun ikke tænke på. Hendes blik faldt på denne mystiske fyr der var kommet"Åh jeg er Cimberlie foresten"smillede hun bredt til ham. Det var enlig lidt typisk at hun altid var i krise, eller i en situation hvor hun skulle redes men hun blev glad hvergang der kom en og reddede hende.

Hvad skete der så nu, ja der var jo ret mange folk på resturanten der bare gloede på dem, som om de var skøre. De fleste der gik og så på butiks vinduer lignede allesammen nogle store spørgsmålstegn. Med god grund, det var lidt underligt at det pludselig skulle ske, på en resturant men i det mindste skete der ikke hende noget, eller nogle af bordene eller stolene noget. Jo måske blev stolene skubbet væk og bordene væltes lidt men ellers skete der ingenting.

Lidt væk fra resturanten kunne Cimberlie høre en lyd lyden af nogle vagter der var på vej, med deres larmende vogterhunde, hun bed sig lidt i læben ikke hårdt men mest for at tænke ldit, hvad de skulle gøre."Vi burde komme væk herfra eller noget, hvad syntes du"spurgte hun til denne mand, der slet ikke var ond overhovedet, hvis han vr det havde han holdt med denne idiot af et væsen ting der havde overfaldet hende, som man kunne kalde det.