A life, so complicated - Åbent på Diskoteket

Sted: Diskoteket
Tid: Lige inden Diskotekets døre bliver slået op for natteravnene


En stille brise blæste igennem baggyden, hvor Salles de Banquets bagindgang lå. Brisen rev en tyk røg med sig, der tog lang tid inden den opløste sig. En stille lyd af glas der klaskede imod en håndflade, gentog sig gang på gang i gyden, og gav en rolig rytme i stilheden. Et stykke fra Diskotekets kedelige bagindgang, stod en ung herre, iført sorte Sweat Pants og en stor grå hætte trøje. Imellem den ene hånds fingre lå et filtre, rullet omkring en smule tobak, der havde en smålig gnist for enden. Den anden kastede gang på gang en tom flaske i luften, for at lade den svinge rundt i luften, med perfekte buer. En gang imellem, lod han fingrende gribe flasken anderledes og lod den dreje rundt i hans håndflade, og så op i luften igen. Han lagde sin cigaret imellem læberne, og kastede flasken i luften for at gribe den med den modsatte hånd. Han lagde blidt det mørke brune hård tilbage imod væggen bag sig, og stirede tomt op imod den klare natte himmel, de klare grønne katte øjne iført et kedsommeligt blik. Han trængte til effekten af Pot, men havde nægtet at falde ned i det samme hulrum igen. Han måtte nøjes med, hvad der smagte og lugtede af det. Det var ikke nok til at tilfredsstille behovet, men nok til at overkomme det.

Døren ind til Diskoteket blev åbnet, og en ung herre trådte ud derfra. "Erh. Moon! Bliv færdig med dit fucking Hash, og se om kom her ind. Vi åbner snart dørene." Sagde herren med et smil. Avarel fnøs lavt og rystede på hovedet, imens han tog et sidste sug. "Det er ikke Hash. Den smager af det. Lugter af det. Men det er falskt... Og nej, du for ikke noget." Sagde han, og slog den halvt færdige cigaret væk. Den anden herre sukkede skuffet, og fulgte cigaretten med øjnene. "Dit svin..." Sagde han stille, efterfulgt et kluk. "Ja, men du elsker mig alligevel din tåbe. Smut ind med dig, jeg kommer nu." Sagde han med et venligt smil, og skubbede sig væk fra væggen. Den anden herre forlod døren og bevægede sig ind. Avarel rystede kort på hovedet med blikket imod flasken, inden han kastede den hen i en container, og hoppede iltert imod bagindgangen. Natten var foran ham.

"Hvem erstatter Jinx i dag?" Spurgte Avarel en han passerede, imens han smed den store hætte trøje fra sig ved et skab, og fortsatte imod Diskoteket. "Ved jeg da ikke, Moon. Manageren fortæller da aldrig mig noget." Sagde en middelaldrene kvinde der arbejdede med nogen papirer. Avarel klukkede en enkelt gang og fortsatte imod døren. "Når nej... Er jo heller ikke dig der er med ejer..." Sagde han drillende, og provokerede et fnys fra kvinden. "Håber du bliver fyrret, Moon!" Råbte hun efter Moon, dog efterfulgt af et klukkende smil og ryst på hovedet, der udviste hendes sarkasme.
Moon kiggede ned af reklame trøjen han nu bar, og rystede på hovedet, imens han bevægede sig imod barren. "Moon!" Råbte DJen, som rejste en hånd som en hilsen. Avarel returnerende den, og tog et par flasker ned fra hylderne. Han kastede den ene rundt i luften, imens den anden helte væske ned i et glas, for så at fylde det op med den kastede flaske. "There you go!" Råbte han tilbage, og DJ'en kom ned til baren. "Thanks Mate. Have a nice evening. And don't steal too many hearts tonight." Sagde han med et drillende kluk, og hoppede tilbage til sin stand, og startede musikken. "I'm a different man now, dick!" Råbte Moon tilbage efter DJ'en, og gjorde sig fortsat klar, med et ryst på hovedet.

En skinger, bippende lyd, efterfulgt af et utilfreds suk, lød igennem den lille lejlighed. Den var mørklagt og alt man kunne høre var lyden der insisterende og gennemtrængende blev ved med at pibe, som en kvalt hamster. I et lille rum, med gardinerne trukket for så man ikke kunne se en hånd for sig, lå en ung kvinde med det lange mørkblonde hår spredt over hovedet som en vifte. Et klunk lød og den bippende lyd holdt op på stedet. Kort efter hørte man et træt grynt og lyden af en der kæmpede sig op fra en seng. Et lille lys opstod fra et bord og kvinden kom til syne siddende på sengen. Hendes hånd slog op foran hendes øjne, skærmende for lyset der kom fra lampen og skar sig ind i de stadig søvnpåvirkede gyldenbrune øjne. Hun kom op og stå ved at placere hænderne i sengen og skubbe sig på benene, som kort efter førte hende hen over gulvet til et klædeskab, hun skubbede op med en hånd. Tøj i store stakke stod på hyller derinde og på en lang bøjlestang hang utallige lårkorte, udfordrende kjoler. Hun hev en af dem ud af skabet, efterfulgt af en sort skjorte med skriften ’Salles de Baquets’ broderet hen over brystet og til sidst et par netstrømper.
Lyset var nu tændt i hele lejligheden og kvinden der bar navnet Cassadee, trådte ud på badeværelset med et højlydt gab. Hun hev den sorte løse t-shirt over hovedet, hvorefter et par korte grå shorts landede på gulvet og til sidst fandt både BH og trusser også vej derned. Hun fik tændt for vandet i badet og trådte ind under bruserens varme stråler. Vandet løb ned over hendes slanke krop og de lettere ustyrlige krøller glattede sig ud ned over hendes ryg. Hun lukkede øjnene i og sukkede dybt, inden hun fik sæbet sig ind og igen fik vasket det velduftende skum af sig.
Da hun trådte ud af lejligheden, var hun iført kjolen som hun havde hevet ud af skabet, en stram, plain sort, lårkort en, hvor hun udover havde skjorten, der var bundet op så den sad helt oppe i hendes liv, hvorefter fem af knapperne lige over knuden var blevet lukket, så kun to stadig stod åbne. På benene havde hun de sorte netstrømper og på fødderne sad selvfølgelig de sorte pumps som hun altid bar som bartender. På restauranten ville hun nok blive sendt ud for at skifte, hvis hun tog dem på. Udover det hele havde hun trukket en sort læderjakke, som hun lod stå åben.
Hun låste døren til lejligheden og begyndte derefter sin vej mod diskoteket. Klokken var mange og hun var som sædvanligt en anelse sent på den. Det var sjældent at hun kom før hun skulle være der, for det meste kom hun på slaget eller fem-ti minutter senere. Alligevel gik hun dog med hastige skridt gennem nogle øde gyder der førte hende den hurtigste vej til bagindgangen til diskoteket. Hun passerede tre drenge på omkring 16 år, der straks begyndte at se på hende med sultne blikke ”Hvad så smukke, hvor er du på vej hen?” kom det fra den ene og hun sendte ham et koldt mistroisk blik, da hun passerede dem ”Et sted hvor små unger som jer heldigvis ikke er tilladt adgang” sagde hun med en hånlighed i stemmen. Hun hørte dem rejse sig op og stoppede brat op, med hævet hoved og rank ryg, inden hun vendte sig om med et truende blik i øjnene ”Jeg tror det er bedst at i går hjem, hvor i er i sikkerhed. Gyderne er ikke noget for små pjok som jer om aftenen” hendes stemme dryppede af spydighed og drengene påtog sig skræmte miner, inden de vendte sig om og med løbende skridt, forsvandt i natten. Med et selvtilfreds smil vendte Cassadee sig om og gik videre ned af gaden, hvor hun for enden fandt en ussel indgang, der førte ind til det store diskotek. Hun trådte over tærsklen og hev læderjakken af, inden hun bevægede sig længere gennem rummet ”Hej Cassadee. Jeg antager at du aflyser Jinx i dag? Du er sent på den” lød det fra en kvinde, der sad bukket ind over noget papirarbejde. Cassadee smed sin jakke ved siden af hendes papirer på bordet og sendte hende et ligegyldigt smil og en trækken på skuldrende ”Jamen jeg er da også glad for at se dig” sagde hun lige inden hun trådte gennem en dør og ind på diskotekets mørke gulv. Det så ikke ud til at dørene var blevet åbnet endnu, men så igen. Hun var også kun små ti minutter forsinket og dørene blev aldrig åbnet helt til tiden. På samme tid skulle hun også have været der fem minutter før dørende åbnede, så egentlig var det ingen overraskelse at dørene stadig var lukkede. Hun bevægede sig mod baren og sendte DJ’en der sad på en af stolene et charmerende smil, dog ænsede hun nærmest ikke den anden mand, der stod med ryggen til hende, da hun passerede ham for at gå ind på bartendernes område bag barbordet ”Hello there Case.. Looking good” lød ordene fra DJ'ens læber, hvor et charmerende smil nu også spillede. Hun betragtede ham med et lettere frækt glimt i øjet, inden hun fandt en klud frem fra under baren, bevægede sig om på den anden side og idet hun passerede ham, lod fingrene løbe hen over hans nakke ”With and without clothes.. Right dear?” hviskede hun i hans øre, med en sprødhed i stemmen, inden hun gik resten af vejen over til den anden ende af bordet og begyndte at tørre det af. Aftenen var lige begyndt og Cassadee var allerede i sit bedste hjørne. Et hjørne hun altid befandt sig i, når hun placerede fødderne i denne bygning. Et hånligt grin løb over hendes læber, da hun hørte DJ’ens næste ord, der var henvendt til den anden fyr, som hun først rigtig lagde mærke til nu, dog mindedes hun ikke at have set ham før ”Hende der mate.. Folk fortæller dig at du skal passe på. Men tro mig. Best night in your life! You won't regret!”

Avarel opserverede flaskernes position, og sørgede for alt stod hvor det skulle. Han havde gjort det til en rutine, at han ikke behøvede at kigge hvor han rakte hånden hen, for at fange de rigtige flasker. Han tog en flaske Jack Daniels ned, og trænede sig igen ved at kaste flasken i vejret, glide den igennem fingrende, og så kaste den til den anden hånd. Han trak et glas op på bordet imens den anden svingede flasken i cirkler, for så at gribe den, og fylde glasset halvt op. Han drak stadigt, selvom han havde stoppet sin stilart. Dog aldrig mere, end til han kunne huske natten, dagen efter. Og pillerne var han helt fra lagt. Det havde ødelagt hans eget, og for mange af hans venners liv, mere end der var nødvendigt. Det var på tide at vokse op.
Da den nye var ankommet, skænkede han hende et kort blik, da hun forbipasserede ham. Det var ikke unormalt, at de nye ignorerede ham. At se på, var han alt for afslappet og rolig for alle de 'vilde' gæster der kom på Diskoteket. I hvert fald de her dage. Så han klukkede kunne en enkelt gang til sige selv, imens øjnene alligevel søgte over hendes ynde, med et smørret smil. Men han måtte ryste det af sjælden, og mumlede stille af sig selv. "No more.. No. More..." Han rystede på hovedet, og åbnede kasse apparatet for at checke det igennem for små penge.
Hans øjne blev knebet en anelse sammen, da navnet 'Case' blev udtalt. Han skænkede dem et halvt blik, uden at rejse ansigtet meget, da Case hviskede noget til DJ'en. Han rystede så på hovedet igen, lukkede kasse apparatet, og tog sit glass.
Han kiggede op som han blev talt til, og rystede på hovedet. "Not that guy anymore, mate.. Alt for mange hjerter, alt for megen s..." Han spærrede øjnene en anelse op da Case kiggede imod ham, kun for at knibe dem sammen. Et navn gled igennem hans hoved. 'Cassadee'. Men det kunne ikke passe. Det var alt for længe siden, og dette ville være et alt for forunderligt et tilfælde. Men alligevel. Han fortsatte med at stirre imod hende, hvilket nok ville virke mærkeligt for Cassadee. Men han slog så armende en anelse ud til siderne.
"Dee? Naah.. Kan ikke passe.." Rystede han på hovedet, som han havde kaldt hende ved det gamle kælenavn han gav hende, da de stadigt var børn. Hans hoved gled en anelse på skrå, imens han lænte hænderne imod bordet, og drejede glasset i hans hånd i cirkler. "Cassadee?" Spurgte han så igen alligevel, og brugte hendes rigtige navn, for at være helt sikker på hun kunne forstå. Hun kunne jo have glemt hendes kælenavn. Det var så længe siden, og de var nu i en alder, hvor fortiden holdt op med at betyde så meget. Men det havde betydet noget for ham. Det var fra en tid, hvor han stadigt var uskyldig. Og ikke den synder han var i dag. En tid, han havde savnet.

Cassadee kørte kluden over bordet i cirkler, mens hun mærkede den fremmede fyrs blik på sig. Hun var vandt til at de kiggede på hende, men så indtrængende og så længe.. Det var langt fra tit det skete, da de for det meste var alt for generte til det. Hun lod sit blik møde hans kort og lagde mærke til hvordan hans ansigt var helt glat, smukt.. Ikke én fejl fremstod for hendes blik. Og hun plejede, grundet sine gener, at spotte skæve ansigter, bumser og ar på meters afstand. Men denne fyr.. Han var fejlfri. Smuk. Som en Aspara. Hun skubbede tanken væk og rettede blikket mod bordet igen, hvor hun fortsatte bevægelserne med kluden.
Et chok fór gennem hendes krop, da hun hørte hans ord. Hun startede med blot at stå, fuldstændig fastfrosset til stedet. Hvordan kendte han…? Det var da ikke muligt. Ingen kendte det navn. Ikke nogen nulevende personer. Udover lige.. Hendes tanker blev afbrudt af at han udtalte hendes navn og denne gang genkendte hun den lille drengestemme, der lå begravet dybt under den dybe mandestemme han havde udviklet. Hun løftede langsomt blikket og lod det møde de grønne øjne, som straks fik et væld af følelser til at blandes med den ligeglade, kolde Cassadee. Dog var alt hendes ansigt udtrykte chok. Hun kneb øjnene en anelse sammen ”Avee.. You’re fucking kiddin’ me, right?” hendes stemme var en anelse mistroisk. Hun troede simpelthen på det. Hun ville ikke tro på det. Hun havde fået styr på sig selv, hun havde endelig lært at styre de følelser der buldrede i hende. Og han skulle ikke komme og banke det hele ned nu. Alligevel havde hun mest af alt lyst til at fare over og lade sig indhylle i hans arme, for aldrig at lade ham slippe igen. I det sekund hørte hun en rumsteren et sted bag sig og så at dørene til diskoteket langsomt åbnede sig, hvilket fik hende til at hive sig op på bordet, for at lande på gulvet igen, med en umenneskelig ynde. Hun sendte DJ’en et smil, da han forlod bordet for at finde vej op af trapperne der førte til hans pult. Case tog hans glas og stillede det i en kasse på gulvet, inden hun lod blikket glide op på flaskerne, men endte med at hive en øl ud af køleskabet og tømte den i et glas, som hun tog en tår af, uden så meget som at se på Avarel. Hun kunne ikke rumme at han stod der, lige ved siden af hende, arbejdede samme sted som hende. Hun havde ikke set ham siden hun var syv år og han kendte hende ikke længere. Hun ønskede ikke at han skulle kende hende. Hun ville have at han skulle bevare billedet af en lykkelig, glad og smilende Dee, i stedet for en ødelagt, vred og selvdestruerende Case, som bar på en facade for at beskytte det blødende indre troen på det gode i alle og kærligheden havde efterladt hende med.

Hun havde ignoreret hans stiren, hvilket måske egentligt var meget godt. Da han tænkte tilbage på det, havde det nok virket en anelse forkert. En gennemskuende stiren, der skar ind til benet. Det var hvad han havde fået af vide han havde. Det var de specielle øjne der gjorde det, sagde de alle, men han vidste godt, det den gang, havde været på grund af frygt. Han var en man havde goldt sig venner med, hvis man ville have noget der var ulovligt. Noget der ikke var velset. Han havde det helle, den gang. Og han havde styret dem alle med den frygt. Men ikke længere. Det var ikke noget han ønskede længere, da han anså det som fortid. Ikke den han var længere. Som Cassadee, havde han udviklet sig fortids demoner. Ting, Cassadee ikke havde behov for at vide.
Da Dee frøs, var det tydeligt han havde ringet en klokke. Det var hende. Nu var han sikker. Hun var lige så perfekt, som hun havde været den gang. Dog. Var der noget galt. Hun virkede ikke så glad og uskyldig som hun havde været. Men hvad? Hvad var han blevet til?
Han smillede bredt da hun sagde hans kælenavn, som hun havde brugt den gang. Det havde altid varmet ham sådan, at det var et behageligt minde. Et han havde gemt på, i alle disse år. Et der gjorde at han stoppede hvad han havde gang i, og kom på bedre baner. Han klukkede en anelse af hendes år, da han også så dørene slog op, og han tømte resten af sit glas.
"Better believe it.. Godt at se dig igen." Sagde han, med et kort nik, inden han fortsatte med at gøre de sidste ting klar. Da DJ'en var kommet op til pulten, stirede han ned imod de to, med et rejst øjenbryn.
"Gees... Is there anyone, you 'don't' know, Moon? 'Been there, done that?'" Spurgte han med et smørret smil, imens han fandt sit headset frem. Avarel rejste den ene hånd, og gav ham mitter fingeren, imens han kiggede den anden vej. "Stuff it, D.." Råbte han med en klukken, inden de første begyndte at strømme ind på Diskoteket. En gruppe på fem unge kom hen til baren, og de delte sig en anelse op imellem de to. Tre kvinder kom hen foran Avarel, og lænede sig fint ind over baren. "Hey Mooon.. Har du noget til os?" Avarel rullede på øjnene, og rystede kort på hovedet. "Det kommer stærkt an på, hvad i tænker på piger? Hvis vi snakker drinks, deffenitly.. Bright Brink, som altid?" Spurgte han, og vendte sig imod flaskerne, og fandt ingredienserne frem, og jonglerede en anelse med flaskerne imens han gjorde. Pigerne sukkede lavt, og klikkede deres fingre imod bordet. Det var tydeligt at det ikke var det de var ude efter, men søgte ikke længere ind, da de godt vidste han ikke solgte det længere. De to drenge i gruppen bevægede sig 'naturligvis' hen imod Cassadee, efter deres drinks, og så måske en mulighed for mere. Avarel stirede kort over skulderen imod dem, og rystede så kort på hovedet. Dog forstyrede han ikke, da han var professionel, og gæsterne kom først.

Et lettere opgivende suk løb over Cassadees læber, da en kommentar rettet til Avarel lød et sted oppe fra pulten af. Hun valgte ikke at kommentere, men følte en pludselig væmmelse. Ikke fordi de var Avee, men fordi at de ikke havde set hinanden siden hun var syv år og måtte rejse på grund af hendes forældres død. Tanken fik hende til at have lyst til at flygte ud af diskoteket. Det var ikke forældrenes død hun huskede som det mest smertefulde, men nærmere det at skulle tage afsked med Avarel. Hun brød sig aldrig rigtig om forældrene og han havde været hendes eneste rigtige ven. Det var også grunden til at hun ikke ønskede at han skulle se hende som hun var endt. Case stod bare lidt og kiggede ind i væggen, for at samle sig. Hun kunne slet ikke tænke klart. Det var ikke hende der stod der længere. Det var en bid af den gamle Cassadee, der faktisk prøvede at finde sig selv. Ikke den gamle, men den nye Case. Hende som hun havde været kort før Avarel gjorde hende opmærksom på hvem han var, et af de eneste gode minder hun havde tilbage. Alle andre endte med et ’Hun blev dræbt’ eller et ’Han brugte mig blot’. Hun tog en stor tår af øllen, da deres lille råbesamtale afsluttedes og vendte sig om, hvor hendes blik endte på to gamle kendinger. Hun sendte dem et smil og gik hen til dem ”Hey Case! Jeg troede squ ikke at du befandt dig på disse kanter længere? Jeg kunne godt have fortalt dig at livet i de højere klasser ikke ville mætte dit lille behov” lød det fra den ene og Case kom med et kort fnys, inden hun lænede sig ind over bordet, så hendes ansigt var få centimeter fra hans ”Nej, rige forretningsmænd, der ikke søger noget seriøst grundet deres koner hjemme i England, men blot vil finde en som de kan købe dyre gaver til for at få sex er absolut ikke noget der tiltaler mig” løb det over hendes læber, dryppende af sarkasme. Hun lod en hånd løbe over hans kindben i et strejf og kiggede ham i øjnene med et intenst blik ”Men jeg indrømmer da. Der er en helt anden charme over lowlifes” sagde hun med læberne så tæt på hans, at de næsten mødte dem. Hun trak sig væk og betragtede ham lidt ”Desuden er jeg her kun som vikar. Jeg arbejder stadig på Quatre. Men kan jeg byde jer på noget, eller vil i bare stå der og fylde baren, så andre ikke kan komme til?” hun trak to øl ud af køleskabet, da hun fik deres svar, åbnede dem og placerede dem foran på bordet foran fyrene. Hun kiggede hen på Avarel, der stod med nogle flasker, der lignede noget der skulle ende i en.. Eller tre Bright Brinks.. Hun stod lidt og kiggede ud over de mennesker der indtil videre var kommet ind i diskoteket og ligenu fandt sig til rette, inden de ville invaderer baren. Cassadee håbede ligenu bare på at der snart ville komme nogle flere til at betjene dem. Ellers ville aftenen blive lidt af en fiasko. Specielt med to frustrerede Asparaer, der ikke kunne bruge deres evner, grundet at folk ikke skulle opdage hvad de egentlig var. Cassadee havde af og til svært ved at styre sin hastighed, når hun blev stresset.

Avarel havde betragtet Case svagt, da aften var startet, og han gjorde så med let sammen knebene øjne. Der var et eller andet i vejen med Case. Hun virkede langt mere anspændt, og en anelse stresset. Som om hun gemte på et eller andet. Men kunne han ikke se hvorfor hun skulle gøre. Det var ikke nødvendigt at gemme noget fra ham, da han selv havde masser af 'hemmeligheder'. Dog var disse ikke nogen han holdt på, fordi de viste hvor langt han var nået. Eller hvor langt han i hvert fald ønskede han var nået.
Et par kunder trak imod baren, efter han havde serveret de andre unge kvinder's drinks, og de var vimset imod danse gulvet.
"'Ey Moon.. Missing you out on the streets!" Råbte en højlydt mand, der lænede sig imod baren. Moon rullede på øjnene, og rystede på en anelse, imens han knyttede en næve, for at møde den ny ankommende's egen. "Matrix... As if you miss me out there.. You've got aall I ever had.. You where always jealous." Sagde han med et diskret vink med det ene øjnbryn. Manden lo, og viftede med hånden en enkelt gang. "What ever man.. You know what I want, wus." Sagde han hånende, dog med et venskabligt glimt. Moon klukkede, og fandt Jack Daniels flasken frem igen, og et fladt rundt glass til herren, der blev fyldt, næsten til randen. "Theere you go, bloody alcoholic. Don't kill your'self." Sagde han med et bredt smil, som blev retuneret, da manden lagde en seddel på bordet, og betalte langt over prisen på hvad han købte. Han var ikke klædt som en velhavende man, nærmere en gade dreng, så det var ikke tydeligt hvor pengene kom fra. Hvis ikke man havde, blot en anelse fantasy. "You know me.. Aaalways the careful type! Oh yeah.. Thanks for the free goods. Keep the change, old man." Lo han, i det han vendte ryggen imod baren. Moon rystede på hovedt, og hans øjne gled imod Case, som han havde betragtet med et halvt øje. Hun havde været umådeligt forførende, overfor en af de rige herre, og han havde også overhørt et ord fra hende. 'Lowlives'. Avarel's øjne blev knebet en anelse sammen, da han undrede sig over ordet. Men med den form for 'omgangskreds', var det vel tydeligt hvem der var ment. Hans slags. Han rystede kort på hovedet af tankerne, og lagde hans ubehag til side.
Han forstod ikke sin egen ubehag. Det var Case's liv, ikke hans. Han kunne, og ville heller ej styre hende. Men der var et eller andet ubehageligt ved at se hende sådan. Så udfordrende. Hun mindede ham alt for meget, om nogen af de løs slupende kvinder han havde mødt i sin tid på gaden, og den kategori, ville han bestemt ikke ligge Case. Han huskede hende som både uskyldig og perfect. Hun havde været en fantastisk ven, i et hjem af mishandling. Hans fader hadede hans moder, hans moder hadede ham, og han hadede dem begge. Det havde ikke været ham nogen skade at miste sine forældre. Men den dag, han måtte stå og se Case blive båret væk af en fremmed kvinde, som han ikke kunne opsøge, brød noget i ham. Det han havde klamret sin fornuft til. Og den var blevet revet væk, sammen med Case. Og efter det, var det kun gået ned af bakke.
Avarel fik sig revet fri af sine tanker, efter at have virket trist og ubehaget i et stykke tid, med blikket imod flaske rækkerne, og smilede da en kunde kaldte på en bartender, og aftnen kunne begynde. Kunderne strømmede til, og Avarel greb sig en flaske Vodka, og lod magien begynde.
Han lod ikke sine evner, og magi gemme i hans arbejde, og flere gange tog han nytte af sin hurtighed, og selv hans Lysmagi, blev flere gange sat i brug ind imellem sin junglering, til stor behag fra kunderne. Han gemte ikke, at han var en anden end størstedelen af gæsterne.

Case trak sig en anelse tilbage i baren, da de to mænd greb deres øl, vendte sig om og forsvandt ind i menneskemængden. Hun lod blikket glide hen på Avarel kort og lagde mærke til at han blot stod med blikket på de forskellige flasker. Ansigtet udtryksløst og svært for hende lige at forstå. Hun skubbede tanken væk, da flere begyndte at strømme til baren. Til hendes store glæde mødte to andre bartendere også op kort efter, selvom det ikke virkede som om at Avarel specielt prøvede at skjule hvad han var. Cassadee var ikke stolt af hvad hun var, det afskyede hende at hun var født til at være smuk. At hun ikke bare var smuk fordi hendes forældre var det. Og det havde kun ført dårligt med sig. Derfor var det at hun var anderledes ikke noget hun pralede med. Eller lod vise. Hun brugte sit udseende, men hun viste ikke at hun var anderledes på nogen andre måder. Ikke synligt i hvert fald.
Dørene til diskoteket lukkede og Case lod straks sine ben føre sig en runde rundt på diskoteket med en bakke på armen, hvorpå hun stillede glas der stod på bordene rundt omkring. Disse runder tog hun et par af inden hun bevægede sig til døren der førte ud til baglokalet. Hun missede en anelse med øjnene, da hun kom ud i det normale, skarpe, gule lys ”Hey.. Jess! Hvor har du gjort af min jakke?” spurgte hun kvinden der passerede hende, som havde siddet ved bordet hvor hun smed jakken. Jess løftede armen og pegede hen på en sort klump der lå på gulvet ikke langt fra hvor Case var stoppet op. Hun samlede jakken op og hev den omkring sig, inden hun gik ud af døren og ud på gyden hvor bagindgangen til diskoteket lå. Hun satte sig ned på en gammel ølkasse og trak en pakke cigaretter op af lommen. Hun placerede en af de små skønheder i mundvigen og fik med en hurtig bevægelse tændt den, så den varme røg fyldte hendes hals for at bevæge sig videre ned til hendes lunger. Hun mærkede straks den anspændte følelse forsvinde og sukkede dybt. Mest af alt ville hun gå derfra nu, men hun følte sig af en eller anden grund lidt nødsaget til at blive. Hvilket var underligt. Hun følte sig aldrig nødsaget til noget! Hvis der var noget Cassadee ville, så gjorde hun det. Så sked hun på andres meninger, følelser og idéer. Desuden havde hun brug for at samle sig lidt, inden hun tog hjem. Ellers var hun ikke sikker på hvad hun ville finde på at gøre på vejen. Det kunne ligne hende at flippe skråt på en eller anden uskyldig person eller opsøge en gammel bekendt. Det var faktisk sjældent at hun endte alene hjemme efter at have været på arbejde der. Specielt nu hvor hun ikke længere arbejdede der fast. I dag havde hun mest af alt lyst til at lægge sig på jorden og bryde i gråd. Der var noget forkert ved alt det her. Hun kunne ikke snakke med Avarel. Ikke efter alle de år, som han ikke viste noget om. Hvis ikke det var gået op for hende hvem han var, ville hun med garanti ende i seng med ham. Ikke blot fordi at han var smuk, som enhver anden Aspara, men fordi at hun nærmest havde været sammen med alle mændene der arbejdede der. Dog uden at én eneste af dem så hende som billig, eller ligegyldig. Hun formåede at få hver eneste af dem hun gik i seng med, til at føle sig værtsat og elsket. Én ting hun lærte af Jeamen dengang. Hvis man får offeret til at føle sig værtsat, vil der komme det bedste ud af det. Cassadee hadede aldrig Jeamen. Hun frygtede ham, men hun elskede ham længe efter hun flygtede. Dog var hun blevet mere og mere følelseskold siden da og nu var den plads han engang havde i hendes hjerte lukket og forseglet. For aldrig at blive brudt op igen.

Igennem aftnens forløb, blev det tydeligt hvor meget Avarel nød sit arbejde. Nød at servere drinks, og vise hvad han kunne. Han havde visse ting at være stolte af, og han ville bestemt ikke holde sig fra at vise det. Hans fortid havde været hård, farlig og ubehagelig. Bestemt ikke en fortid han var stolt af, men alligevel ting, han ikke kunne undgå at vise andre.
Utallige væsner, i løbet af aftenen, kom over og spurgte Avarel om han havde nogle 'piller', eller noget 'støv'. Og hver gang, sukkede han nej. Og hver gang, blev det mere ulideligt. Han hadede at han ikke kunne skjule denne fortid for Cassadee. Men selv hvis han kunne, var han ikke sikker på han ville. Han havde været ude i et lorte miljø, fordi han blev skabt i det samme. Mange gange havde han leget med Cassadee, med blå øjne eller røde mærker, men aldrig havde han fortalt hvorfor, og aldrig spurgte hun. Dengang var de ligeglade. De var bare glade for at have hinanden, og for at kunne nyde den fritid de fik i skoven. Avarel ønskede inderligt, at han kunne få dette tilbage. Gribe det, endnu engang. Men som aftenen forløb, blev det mere og mere tydeligt, at Cassadee ikke var interesseret i dette.

Da dørene blev lukket, havde Avarel endnu ikke bestemt sig for, om han skulle udspørge Cassadee. Finde sammen med hende igen. Genopbygge det venskab, de engang fik revet fra sig. Han grublede over det, imens han checkkede kasseapparatet, flaske hylerne og fik stille beskidte glas klar til opvaskerne.
Og da Avarel endelig var færdig, havde han bestemt sig. Fandeme nej, at han ville lade denne chance løbe fra sig. Han ville kende Cassadee igen. Grine med hende igen. Lege, var de formegentligt for længst kommet over, men bare at være ved hendes side, ville være nok for Avarel. Men da hans øjne gled rundt i rummet, var Cassadee væk. Han rejste øjnbrynene, og holdt armende en anelse ud til siden, med blikket imod DJ'en.
"Ey! Hvor fuck blev Dee af?" Kaldte han imod DJ'en, som kiggede tilbage, og klukkede. "Hun gik for længst, mate.. Missed your chance. Haha!" Råbte han tilbage, og fortsatte med at pakke sine ting. Avarel rullede på øjnene, og sukkede lavt. "Fuck my life..." Hviskede han, og begik sig imod baglokalet. Han fik hurtigt sin grå hætte trøje smidt over hovedet, og vinkede en hilsen imod manageren, som bare gav et vink tilbage.

Avarel gik ud af døren, med et svagt ryst på hovedet, og blikket imod jorden. Han tog en pakke hjemmelavede cigaretter op fra lomme, og lagde en imellem de smukke læber. Præcis som han havde sagt tidligere, lignede dette noget langt stærkere end smøger, men var blot så tæt som det kunne komme. Avarel så altid meget afslappet ud når han bare stod, og smed hænderne i bukselommerne, imens hans blik gled rundt og endeligt så Cassadee. Han smilede stort, og klukkede lavt.
"Troede du var gået. Du virkede til at have travlt med at komme ud? Skal måske nå et sted hen?" Spurgte han med et smil, imens han lænte sig imod trappens armlæn, og fjernede cigaretten fra hans mundvig, uden at exhalere hvad han havde inhaleret. [b]"Hvordan går det, Dee? Så mange år... Prøvede at finde dig for en tid, men så kom der en masse baks i vejen. Hvordan har du haft det?" Spurgte han, med et venligt smil, uvidende om havde hun havde været igennem. Havde han haft den mindste ide om det, havde han holdt sig langt væk fra det spørgsmål. Han ønskede Cassadee ingen skade. Han ønskede blot at bringe dem sammen igen.

Cassadee havde ikke taget sig videre af de mange folk der havde været der og spørge Avarel om stoffer. Hun var ærlig talt ikke specielt interesseret i hvordan Avarel havde ødelagt sit liv, specielt fordi at det ikke virkede som om at det var noget han stadig gjorde. Det hun var mest interesseret i, var at komme ud derfra og væk fra sin barndom. Avarel var indbegrebet af Cases baggrund og hun havde ikke den store lyst til at lade ham kende til hendes liv efter hun blev båret væk fra den eneste tryghedskilde hun nogensinde havde haft i sit liv. Hun ønskede ikke at blive mindet om den smerte hans sårede ansigt havde forårsaget. Den dag bestemte hun sig for at være stærk. Ikke for sin egen, men for Avees skyld. Han havde altid fortalt hende at hun skulle passe på sig selv. At hvis han en dag ikke længere var der til at passe på hende, skulle hun være stærk. Og en dag ville skæbnen bringe dem sammen igen. Hun havde svaret ham at hun ikke ville miste ham, men hun havde også lovet ham at hun ville passe på sig selv, være stærk og at hun ville vente på ham. Hun havde brudt alle disse løfte. Dee havde ikke ventet på Avee. Case havde ikke ventet på Moon. Cassadee havde ventet på Avarel, et sted dybt i hendes krop, men hun havde ikke ønsket at de ville mødes igen. Hun havde ikke gjort noget af det han bad hende om. Passet på sig selv.. Det havde hun helt sikkert ikke. Og været stærk.. Hun havde bygget sig selv stærk, men hun havde på samme tid ødelagt den virkelige Cassadee. Hun havde smadret alt hvad hun var engang. Og nu var hun Case 32.. Kvinden som spillede kostbar, men i sidste ende altid endte med at dele ud af sig selv til højre og venstre. Hun kunne ikke gå en dag uden at møde en af de mænd hun havde været i seng med. Og det var når man så bort fra dem på arbejdspladsen.
Et chok løb gennem Cases krop, da hun hørte en stemme ved sin side, en klump dannede sig i hendes hals og hun fæstnede tænderne i sin underlæbe. Hun havde lyst til at rejse sig op og løbe sin vej. Bort, bort.. Langt væk hvor hun aldrig nogensinde ville behøve at tænke på sin fortid igen. Hun havde ikke lyst til at snakke med Avarel om den og det havde hun så sandelig heller ikke tænkt sig at gøre! Hun sukkede dybt og førte cigaretten i hendes hånd op til sin mund, hvor hun fyldte lungerne med røgen Hvis du nu bare ignorere ham, kan det være at han forsvinder var hvad hun sagde til sig selv, men alligevel fandt hun sig selv i kort efter at svare på hans spørgsmål ”Jeg havde bare brug for lidt luft” det kom over hendes læber som en let mumlen og hun rejste sig op for at begyndte at bevæge sig lidt frem og tilbage, med blikket rettet mod jorden. Ikke én gang kiggede hun op på Avarel og flere gange tog hun sig selv i at være lige ved at sætte af og forsvinde ind i natten. Hun havde altid været lidt hurtigere end Avarel. Hun ville med garanti stadig godt kunne løbe fra ham. Men hun stoppede sig selv igen.
Hans næste spørgsmål sendte et stød gennem hendes krop og hun trak vejret dybt, stoppede op og stirrede ned i luften, inden hun påtvang sig et roligt ansigtsudtryk. Hun ville sagtens kunne fremtvinge et smil på de dybt rødlige læber, men hun havde ikke lyst til at smile. Helst af alt ville hun forklare Avarel at hun ikke var interesseret i at opbygge noget venskab mellem dem. At lyve var hun også blevet god til med årene. Hun havde bare ikke lyst til at lyve overfor ham. Ikke om det i hvert fald. Hun mødte hans blik med hendes egne nærmest skinnende af slagsen. Hvorfor stillede han så mange spørgsmål på en gang? Hun kunne ikke rumme dem alle sammen i sit hoved og valgte blot at svare på det sidste han havde stillet ”Jeg har haft det fint nok. Clarise tog mig til sig som var jeg hendes egen. Hun døde og jeg flyttede hertil” sagde hun uden så meget som at trække en mine. Hun udelukkede store dele af sit liv. Dele som hun aldrig havde fortalt noget. Og som hun aldrig nogensinde ville fortælle nogen. Der var ingen grund til at græde over spildt mælk. Hun var videre i sit liv. Og hun havde ikke i sinde at lade det slå hende ud at blive mindet om sit liv. Det var et afsluttet kapitel og hun havde ikke i sinde at lade Avarel åbne op til det kapitel. Der skulle ikke skrives mere derpå. Det ville blot ødelægge historien.

Avarel havde rejst et øjenbryn, da han så hendes reaktion på hans stemme. Det var måske ikke muligt at se for andre, end folk med skærpede sanser, men det var tydeligt at hans stemme bragte et eller andet fra hende. Og det virkede ikke positivt. Det virkede, igen, som om hun ikke ville se og snakke med ham. Som om hun ønskede ham væk?
Dette blev skubbet væk, som en paranoid og dum opfattelse. Avarel ville ikke sætte hende i sådan et lys, og håbede inderligt på, at hun fantisk gerne ville snakke med ham. Lære ham at kende igen. Endnu engang, genopbygge det forhold der havde været. Venskabet havde lignet et af den slags, der aldrig holdt. Et af den slags, der ville bryde et hjerte at blive brudt. Og det var nettop hvad det havde gjort. Det havde smadret ham, og været et skridt imod den han blev forvandlet til. Aldrig havde han haft dårlige ideer, som at begynde på ting så som stoffer. Men at miste en del af hans hjerte, han virkeligt havde holdt af havde kastet ham langt over kanten. Og Avarel havde altid sagt til Cassadee, som havde været et par år yngre end ham, at hun skulle holde sig stærk. Og det havde hun gjort, i al den tid de havde sammen. Slog Dee sig, græd hun ikke, men krammede blot Avarel og som den altid gør, forsvandt smerten.
Han smilede en anelse af hendes første svar, og rystede på skuldrene imens han lavede et let hop op på armlænet han havde lænt sig op af. "Kender det. Det bliver tit hæktisk på Salles.. Alt for mange mennesker, og for lidt folk der ved hvor hårdt det kan være at stå bag disken, og hvor lang tid det taget, at lave fem fucking Long Island Ice Tea..." Sagde han, og lo kort, inden han tog cigaretten imod læberne. Han holdt balancen på armlænet, uden at bruge hænderne, med den ene hånd begravet i lommen, og den anden med cigaretten imellem sine fingre.
Avarel's ansigt blev en anelse trist, da hun nævnte Clarise's død. Det var en god mulighed for Cassadee, til at vokse ordentligt op. En chance han havde håbet på, hun i det mindste kunne nyde. Han håbede at hun havde haft lang nok tid med Clarise, til at kunne vokse ordentligt, men ville ikke spørge.
"Er jeg ked af at høre." Sagde han i stedet stille, og kiggede en anelse ned. Det havde været et meget kortfattet svar. Et meget hurtigt svar. Som unge, havde de begge været ganske snakkesalige, så det korte svar, kom som en overraskelse. Havde det været løgn? Ville hun ikke lade ham vide det? Havdet været rigtigt, at hun slet ikke ville snakke med ham igen. De klare dyre øjne betragtede Cassadee, i hendes restløse vandren frem og tilbage, med et tænkende blik, inden de faldt imod jorden, uden at fremvise hans ubehagelig, paranoide tanker. Tankerne blev rystet fra ham igen, og håbet om at få Cassadee tilbage kom frem igen, og hans øjne gled tilbage imod Cassadee, imens hans cigaret blev lagt imellem hans læber. Han tog et dybt sug, inden han snakkede igen.
"Hvor bor du så nu? Ville gætte i nærheden af Quatre, hvis ikke på det, med de herre du snakkede med tidligt på aftnen?" Spurgte han med et smil, og tog endnu en inhalering. Han kendte mange af de 'finere' herre fra Quatre, da det var disse der købte mest, og havde råd til det dyreste. Dette ville han dog ikke sige til Dee, da det endnu engang ville gøre hans baggrund endnu mere tydelig, end dem der havde snakket med ham i løbet af aftnen allerede havde gjort.

Cassadee mærkede hvordan frustrationen voksede i hende, jo mere han snakkede. Hun kunne ikke. Hun ville gerne. Hun ville virkelig gerne vise Avarel at hun havde savnet ham, hvor ondt det gjorde på hende, da de blev revet fra hinanden. Men hun kunne ikke. Hun kunne ikke sidde her og snakke med ham, som om alting var som det skulle være. Som om alting var okay og som det var dengang. Det kradsede i hendes mave og hun havde lyst til bare at rejse sig op og råbe at han skulle holde kæft. Hun kunne ikke danne sig et venskab med Avarel igen. Case havde ingen venner. Sådan var det bare. Hun var sig selv mod verdenen. Hun stolede ikke på nogen og hun ønskede ikke at stole på nogen.. Og alligevel havde hun så inderligt meget lyst til bare at løbe hen til Avarel og kaste sig ind i hans arme for aldrig, aldrig nogensinde, at lade ham give slip igen. Nej.. Det var ikke hende. Det var den gamle Cassadee. Den skrøbelige lille pige, der ikke kunne klare sig alene. En pige der aldrig ville klare sig helskindet igennem livet. Denne pige var hun ikke længere. Hun havde ikke brug for andre end hende selv. Hun kunne ikke bruge andre til andet end penge og sex.
Da han fortalte hende at han var ked af det med Clarise klemte hun øjnene hårdt sammen. Han var ked af det.. Det hjalp hende ikke noget. Hvert eneste væsen i verdens sorg, kunne ikke bringe Clarise tilbage, så hvad skulle hun bruge det til? Hun fik intet konstruktivt ud af at folk var kede af ting der ikke engang havde noget som helst at gøre med dem. Og hun havde lært at leve med at Clarise ikke var der længere. Hun viste sig jo alligevel at være en kælling der solgte Cassadee til en eller anden klam stodder, for at få penge. Der kunne have været en anden udvej! Hun kunne have fundet på noget andet. Men nej.. Hun tog den nemme udvej og lod Cassadee gøre arbejdet. Hun havde ikke grædt siden hun var ganske ung. Lige udover når han rørte hende. Han behøvede ikke at gøre mere end at lægge hånden på hendes skuldre, før tårerne begyndte at rinde ned af hendes kinder. Med tiden lærte hun at stoppe det, men smerten var der stadig. Ikke blot fysisk, men også psykisk. Smerten det forårsagede at blive forrådt. At blive solgt til smerte, af en person man troede elskede én. De overlevede, men tit overvejede Cassadee om det var det værd. Om det ikke ville være meget lettere og mindre smertefuldt, hvis hun var død over den sommer. Både dengang overvejede hun det, men også i dag. Det gjorde ondt på hende at være Case. Det gjorde ondt på hende at hver en lille stump af Dee var forsvundet. Det gjorde ondt på hende at hun aldrig lo længere, medmindre det var en hånende latter. Det gjorde ondt af være så vred altid. At bærer på så stort et had. Alt hvad hun bar rundt på, gjorde så ubeskriveligt ondt.
Først da han spurgte hende om et spørgsmål, gik det op for hende at hun slet ikke havde svaret på noget af det han havde sagt indtil nu. Hun sad lidt og stirrede ud i luften. Hun kunne ikke få sig selv til at svare ham. Hun kunne ikke fortælle ham det. Det var simpelthen.. Det var.. Hun vendte sig om og kiggede på ham med et sørgmodigt blik ”Jeg kan ikke det her Avarel. Jeg kan ikke sidde her og snakke med dig, som dengang.. Det.. Jeg kan ikke.. Undskyld” hun kiggede på ham en sidste gang, inden hun satte i løb ind i natten. Hun løb alt hvad hun kunne, væk derfra. Hun vidste at det var et dumt valg, men hun kunne ikke holde det ud.

Hun endte udenfor opgangen til sin lejlighed, hvor hun sank sammen på trappetrinnet med ansigtet gemt i hænderne. Hendes vejrtrækning var rystende, grundet en blanding af forpustelse og chok. Hun var lige flygtet fra den bedste del af hendes liv. Hun var lige flygtet fra den bedste chance hun nogensinde havde haft, til at finde sig selv igen. Hun havde med garanti lige knust et hjerte, grundet hendes egen egoisme. Hun kunne bare ikke gøre noget godt længere. Hun var ikke et godt menneske. Hun satte sig selv over alle andre. Og hun lod som om at det ikke gjorde hende noget. Denne gang havde det dog været anderledes. Hun havde for første gang i mange år vist sin sårbarhed for et andet levende væsen. Og hun var sikker på at sorgen havde skinnet ud af hendes øjne. Hun var sikker på at han havde set hvor ondt det gjorde på hende og hun havde set denne følelse genspejle sig i hans øjne, så snart han forstod hvad hun fortalte ham. Hun håbede bare ikke at han troede at hun ikke ville være venner med ham igen. Der var ikke noget hun ønskede højere i dette øjeblik, det var bare ikke muligt for hende.

Avarel betragtede Cassadee imens de stod i stilhed, imellem ord. De lange pauser, der skabte så ubehagelig en stemning. Noget var bestemt i vejen, og Avarel kunne ikke klare sin uvidenhed. Han måtte vide hvad der var i vejen. Han måtte vide, hvorfor det føltes så akavet at snakke med hende. Engang havde de været så glade. Så fri. I deres lille selvlavede hytte, hvor de var fri for alle andre, end de to. Han var fri for sine voldlige forældre, og havde noget han holdt kært. Han havde flere gange sørget for, Dee ikke mødte hans fader. Han ville gerne se hvad Avarel lavede når han var væk så længe, og Avarel ledte sin far til en tilfældig klippe, hvor han sagde han slappede af. Havde flere gange benægtet at have nogen venner. Han havde fået hårde ord, tæsk og stuearrest, for at holde afstand imellem sine forældre og Dee. Og han ville gøre det alt sammen igen. Og det eneste han ville forlange, var at denne akavethed forsvandt, og varmen imellem dem kunne gløde op igen.

Da Dee vendte sig, og sendte de sørgmodige øjne, blev Avarel's store og næsten ængstelige. De blev knebet sammen i forvigring, imens hans hoved gled en anelse på skrå da Dee snakked, og da hun var færdig, rystede han hurtigt på hovedet. "Dee?" Sagde han stille. Spørgende. Som om han ængsteligt måtte have et svar på hvad der skete, inden hun løb. Og da Dee vendte sig, tog Avarel et hurtigt skridt, og strak armen ud imod Dee. "Dee! V.. Erh!" Råbte han efter hende, inden han smed sin cigaret fra sig, og satte i hastigt løb efter hende. Han vidste udemærket godt, at Dee ville slippe væk, uden det mindste problem, men en ting havde han lært igennem sit liv. Man måtte kæmpe for det man ville have. Og han ville have Dee igen.
"Dee! Please, vent!" Råbte han bedene imens han løb, men det tog ikke ret lang tid, inden Avarel måtte give op, og sank sit tempo, for at ende ud i en langsom gang, og så stilstand og et dybt suk. Avarel trak vejret dybt, og rystede langsomt på hovedet. Hans vejrtrækning var gispende, men hans øjne forblev åbne og stirede efter Dee. Hans blik skreg af frustration, og han lavede et ærgende nøk med hovedet. "Fuck.. Hvad er der i vejen, Dee?" Hviskede han stille til sig selv, imens han drejede en anelse, dog uden at fjerne øjnene fra den retning Dee var løbet. Hans øjne blev knebet en anelse sammen, imens han tog en dyb in ånding. "Fejler ikke mit løfte denne gang.. Dee." Hviskede han stille af sig selv, inden han hev hans hætte trøjes hætte over hovedet, begravede sine hænder dybt i dennes lommer, og gik så tilbage den vej han var kommet. Han vidste hvor han skulle starte med at lede senere, når natten var ovre. Quatre.