The Life after The Death (Åbent emne)

Sted: Kirken, Cathédrale
Tid: Tidligt om morgenen
Vejr: Udenfor blæser det med stærk, unådig kold vind, 27 minus grader
Omgivelser: Forladt og ikke særlig hyggeligt

Det ene ben krydsede over det andet, der hvor de ramtes, krøllede kappen lidt for meget. Det blide smil, der var krøbet frem på den hvide marmor hud, indikerede en vis fryd. Fryden stod også ud fra de halv store røde øjne, der gav det helt hvide hår et spøgelsesagtigt præg. Samt var de lange spidse ører, også en pryd for den lille barnekrop med den voksne aura omkring den. De der var dristet sig ind i den snart forladte kirke, på en ellers så stille søndag, skyndte sig hurtigt væk igen da de spottede de lange ører og røde, leende øjne. Den hvide kappe, der kun nåede til siden af maven, lavede en lang og småbred visning af bar mave. Langs den bare mave, stod påskrevet et par tegn, der betød noget kun gamle, gamle væsner kunne læse. Noget der stammede fra den tid hvor han var blevet født. Frygt, som var det skrevet på selve præstens rynkede pande, kunne Arah'Untuk læse det som på en bog. De små fingre flettede hinanden. Hvor han dog bare ønskede at le højlydt under denne pinlige stilhed. Men nej, han holdte latteren indenbors og viste kun sin glæde over dette afskrækkede væsen, fra øjnene og den trippende fod, der stod fast på jorden. "Præst.." Han var ved at falde over en pude, der var trippet fra bænken til gulvet. Den inderlige rædsel stod fra hans åbne gab og de opsprættede øjne. Da han igen fik modet til at rejse sig, så han på ham, eller, han så på drengens maveskrift. "J... J-ja?" En åbenlys hæs og bange stemme, meget lav og svær at forstå, fremstod af de rystende læbers former. Arah'Untuk kunne næsten ikke holde latteren tilbage, den hobede sig op som en lystig tilskuers fatten af en meget god joke. Endelig efter lidt tid med præstens stirren, lod Arah sig tale igen, med blikket direkte imod de skrækslagne øjne. "Er det ikke tiden til at bede..?" Arah vidste udemærket hvad præsten tænkte inderst inde lige dette tidspunkt. Han ville med lidt ueksisterende mod, have smidt Arah for porten og fortalt at kirken ikke er for helvedes sønner og døtre. Men ak nej. Præsten nikkede kun ganske let og fik med rystende bevægelser, råbt og skreget om bønner og håb, til statuen der skulle repræsentere selveste Jesus Kristus. Efter den halve time med beden til en han selv havde mødt, eller nærmere overværet eksistensen af, rejste han sig op og gik imod døren. Men lige inden han ville have skubbet til de massive træporte, standsede hans kridthvide hænder, spredte og han sænkede blikket imod sin mave. En metalting stak ud gennem huden, blodig og med endnu flere røde nuancer spredt ud over den bette mave og ned langs benene. "Hva..." Det var den nervøse præst, trængende og et nervøst sammenbrud. Han stod med kniven og borede den så dybt i Arah'Untuk, som bladet nu var. Dette betød ikke enden for Arah dog, men enden for præsten der havde været naiv og håbende på et mirakel, men ak. Arah kendte hverken barmhjertighed til syndere eller tiggende, så efter at have bundet maven ind, gjorde samme blodsmurte kniv det af med ham, den kniv der skulle have reddet kirkens fremtid, eller rettere sagt præstens.

Lange dugnede hvide vinger spredte sig over morgen himlen, Kajika var taget ud for at flyve en tur, noget hun ikke havde gjordt i flere årtider i følge hende selv?, men hvem kunne os bebrejde hende med hendes fortid og hendes ulykke kræsende rundt om hende? hvem ville så lige tænke på en dejlig flyve tur om morgen?.
Hun var iført en stram jakke hun dog havde taget af og holdte i armene mens hun fløj der, og det lange platinske hvide hår af hendes flagrede efter hende langt den ranke ryg, det var hoftelangt og virkelig smukt, tyndt, og silkeblødt, glinsende og skindende i dette fantastiske morgen vejr?. Hun mærket den kraftige blæst i mod sin skind og smilede, dette var virkelig en fantastisk utrolig overdådig følse at mærke denne kraftige vind kæmpe med hendes vinger om hvorvidt hvem himlen tilhørte.
De isblå dådyriske øjne så rundt spejdende i det hun lugtede frisk blod, hun nærmest slog vingerne med det samme ind i ryggen af ren refleks og styrtede mod jorden, hun var dog ikke særlig højt oppe til hendes heldighed
så da hun endelig ramte jorden gav det ikke de store knubs. Hun mærket det indre bæst i sig og kiggede rundt forvildet? hvad var det for en duft? helligt blod ku man sige, hun kunne dog dufte to personer men den andens eksistens og race var meget svag? hmmmm var det mund en ny race nej... det lugtede af djævle eller dæmon.... generaldt ondt blod?.
Hun smilede lidt og berørte sin tshirt der var kuldsort og gik ned til røven af hende, mens de stramme hvid grå jeans hang stram ind til hendes ben og formede hendes krop perfekt, det var elastik stof der ku gør at man ku være smidig som man ville og bevæge sig elegant i stedet for en robot der var gået i stykker.

Kajika nærmede sig stille kirken i det hun syntes at ku mærke noget i mod sin skuldre?, hva var dette for en følse. Hun gik tættere og tættere i det hun trak en af sine pistoler hun havde i side hylstret, der var op af hendes riben(2 hylstre, en på hver side af hendes riben).
Hun kiggede lidt rundt mens hun mærkede gåsehud hen over armen helt som da hun søgte efter noget engang? var dette måske en ny modstander til alle hendes fjender HELL YEARH?! hun sku lave ekstra huller i det svin så.
hun mærket et stille dog tilfreds smil over læberne i det hun hårdt sparkede portdørene op, der var lavet som kæmpe døre nærmest. Hun så stille rundt og sagde"Hmm? jamen dog jamen dog, en søndag og ingen er her til at overvære ? showet..." hun kiggede ned mod præsten og vrisset lidt i det hendes ene side af læben let hev sig op og de hvide hugtænder var blottet, eller den ene side var, mens hun havde bidt tænderne temmelig dyrisk sammen mens hun kiggede ophidset rundt... hvem var det der havde gjordt dette, hun hadet kills der ikke var til at? bruge, men blot for sjov... det var som at skyde hendes ynglings dyr en tiger og så bruge dens skind kun og ikke andet....

Det havde rejst hans nakkehår ganske let op. Følelsen af et væsen med blandet duft nærme sig. Auraen blev ved med at blive stærkere. En aura med blanding af ondt og godt blod, en særdeles udsædvanlig blanding. Arah nikkede ganske kort, før han af rent instinkt, gemte sig bag en af stolperne, dækket af kulsorte skygger. Da portene smækkedes op og lavede et forfærdeligt rabalder, som Arah kunne hører med 50 gange større kræft end den anden, prikkede det ganske enkelt, en hel del i hendes pjuskede øregange. Den unge kvinde der så provokeret rundt gav sin ene identitet til kende ved bare at løfte læben. Vampyr havde været den onde side, typisk som de også blev spredt så meget disse dage. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hendes fremtrukkede pistol, hvis hun ønskede en fremtræden, var det dog ikke lige det klogeste hun kunne gøre. Så dum måtte hun vel heller ikke være? Tro at det latterlige våben, kunne slå en som Arah ihjel? At det kunne ende hans 2005 år lange liv, med et enkelt skud i tindingen? Helt igennem tåbeligt. Hendes aura var dog på en måde ren, som var det en vampyr der havde helligt vand i sin fortærrede krop. Engel måske? Ihvertfald gav duften af dette væsen, Arahs næse grund til at stikke en smule og at munden let løb i vand. Han snøftede let en enkelt gang, før hans skridt imod det blændende lys, gav hans krop og identitet til kende. En yderst smilende dreng, med blod på den hvide kappes højre side, stammende fra præstens sørgelige sår lige midt i panden. "Hvad er dette for en verden.. Nå en halv engel er klar med et våben der kan dræbe uskyldige?..." Hans stemme var på en måde overlegen, og dog en kendelse formel, som snakkede han til selveste Malakel Lemoris. Øjnene udviste en let, mørkerødlig glød af lyst, lysten til bare at smage det friske blod holdt sammen af den lyse hud fra halv vampyren. "Især.." Hans læber formede sig forskelligt, alt efter den sødme lyd der skulle komme frem som nysgerrige ord. "Sådan en kold morgen" Han løftede den blege hånd let, og lod håndfladen strejfe let igennem det hvide hår, der nåede til hans bagparti, når det var allerfladest. For hver lyd denne kvinde lavede, ville hans ræve agtige ører vibrere en smule, dansende og lyttende, kun for at fange de rytmiske toner af ord. Det gyldne skrift på den bare mave, lyste let og dog mat op, i det klare lys fra de bemalede vinduers afsløren. Han smilte let. Enten ville hun svare og han kunne måske endda udnytte hende til eget formål, eller hun angreb og hans fingre af ren nådesløshed, ville forvandle hende til en is skulptur, der ville tø op i løbet af de næste par dage indenfor, i den småkølige sal. Begge ting gavnede ham ganske nydeligt, for omtalen ville bare blive spredt, når folk fandt ud af et præstemord og et væsen, levende og som sad fast i den reneste is. Men alligevel, der var et eller andet over hendes væremåde, der gav ham tid til at tvivle på hendes renhed i sine englegener. Hvis de overhovedet styrede hende på andre måde end et par lange, hvide vinger af ren, lækre og velduftende fjer.

Kajika løftede det ene øjenbryn nærmest fuldkommen med blikket 'what the fuck?' i det hun stille betragtede fyren der kom frem, han lignede en lille dreng ? crist sake.... man? en lille dreng der havde lavet alt dette påstyr.
Hun sukkede let i det hun sank pistolen og så undrende på ham studerede ham og bed tænderne sammen og hørte ham begynde at snakke"Det er the real world idiot" hun smilte let og sagde"hva regnede du da ellers med det var? eventyrland, dette her er ingen disney film lille ven" hun grinte let og tog nogen smøger frem i lommen og kiggede rundt med de dådyriske isblå øjne og betragtede ham?
forbandet små møgunger der blev væsner nu til dags og så denne her stank enda langt væk af varulve genet?, et gen hun ikke kunne fordrage uanset hvad"nårh men... alt ser jo ud til at gå i skønneste orden for dig sååå" hun lod let benet hvile på en af de mange bænke hen af, hendes fod stod på en af dem komfirmant stole der ku hives ud fra selveste bænkens indre, så familien ku sidde ved en og man ku side ude på yderkanten? mærkeligt nok,
blev det sku ikke brugt særlig meget mere hvorfor... fordi denne her by var fuckt up? eller nærmere land... DI morga... verdens mest fuckt up stright by der fandtes, som om den dragede alle mulige mærkelige racer til indklusiv hende selv og den mærkelige hersker der var nu, vis det var hende ville hun sku ikke sigte så lavt og reagere over en så fuckt up by som denne men hun måtte dog gi Malakel kredit... han havde jo dræbt Zane hvilket hun nær havde gjordt 2 gange før? og så havde han jo os taget di morga med storm som han plejede ved hans forbandet elsker?, misundelse tja en gang, men sku ikke mere, var der noget klammere i verden end at ha sex med sådan nogen misfoster som hende selv? ... hun vendte let kinden til fyren og tændte smøgen i det hun smækkede foden ned og sagde med honor med to finger"Nårh men see ya" hun kiggede ingen gang på ham men, tog blot et hiv af sin smøg og gik hen af mod porten igen?, hvorfor sku hun spilde sin tid på sådan en lille fyr, og så en med varulve blod? han virkede ikke normal overhovedet ikke, og hun skulle sku ikke ende i ligkisten i nu?, hun vidste hvornår det var klogt at holde sig væk og blot passe sig selv...

Hendes lange platin hvide hår følgede hende i det hun fumlede lidt i sine jakke lommer efter noget og kiggede sig let over skuldren for at se fyren en sidste gang?, mærkelig lille knægt ? mindede lidt om Malakel i udtrykket? da hun forrådte ham. Hun gøs let og tog smøgen mellem fingerne og kastet den let ud til siden og sagde med et vink mens hun gik" Bye?"

Han smilede bare sødt, lidt for sukkersødt. Indeni udtænkte han planer til langt ude i fremtiden. Han stod bare og så hendes lille show. Disney Land? Hvis det havde været, ville han skam selv have forvandlet det til det rene lille horror cirkus. Han lod da hun vinkede, hånden klemme let imod taljen. Så fremtonede en høj, skærende latter sig i et uendeligt ekko, skabt af de tomme, store sale. "Går du allerede? Hvad med at blive og snakke med en ny tilkommer til Di Morga? En 2005 år gammel tilkommer.. Jeg vil gerne vide lidt om dette tids hersker. Denne, Malakel, der tilsyneladende er lidt sløv i sagerne.." Han satte sig let på kanten af en bænks øverste punkt, hvorved benene svingede let frem og tilbage. Det lette smil var blevet betydeligere bredere, et skummelt og dog indelukket smil, der kun afgav en dukkes kunstige smilen. De rød cirklede øjne stod fast på hende, og næsen rynkede let da røgen nåede hans næsebor. Den var ganske svag, men gjorde ham en smule døsig, begrundet den forstærkede næse der lugtede betydeligt bedre end et normalt menneske. "medmindre.." Igen var hans stemme formel og dog en anelse barnlig. "At du slet ikke kender ham, skaberen af dette lille kaos?" Hans arm havde strækt sig imod hende, alle fingre låste sig sammen til en lille, fin knytnæve, på nær den strakte pegefinger, der blev brugt tit af ham. Nærmest som et lille våben der fik folk til at stå fast hvor de var. ganske rigtigt kunne han se igennem andre meget tit, men læse deres minder og såen, var en ting han virkelig ikke havde den ringeste eksistens i ham, ligesom at han havde dengang, hvor kragerne stadig vendede, udslettet sin medfølelse for slave folket. Dette hæred af beskidte rotter, eller Di Morgas normen indbyggere, mindede ham så tit om ikke at falde i unoder med 'deres slags' som førhen. Han huskede dette forfærdelige minde så umådeligt stærkt. Han kunne stadig smage den lette kul og sod der havde væltet let ind i hans mund dengang. Lyden af hamrende metal og varmen der tøede selv den koldeste person op, ved nærhedens kontakt. Billedet af den vilde, dog tilfangetagne, ild der pustede sig mægtigt og stærkt op i den lille hytte, hvor transvedende muskelmænd arbejdede. Ja.. Dengang han stadig havde følelser som en lille dreng på den alder han var, og ikke kunne andet end at elske når smedene nogengange gav ham et tip, eller bare lod ham sidde og mærke ildens kildren imod de blege kinder. "Men hvad siger du tøs? Vil du bare forlade mig her uden viden, eller vil du fortælle om ham der styrer dette gudsforladte sted?" Igen rykkede det røde blik sig fra pigens ranke ryg, til de små, slanke og marmor hvide fingre, med en lille negl, dog så skarp som en vampyrs tunge i heftige slagsmål.

Det værste man kunne spørge kajika ind til var om hun kendte noget til Malakel ..... det var det mest vove dristige en person kunne åbne sin mund og spørge om, hvorfor? fordi hun havde været blevet misbrugt af det svin en gang, rørt ved, taget sin uskyldig ved.... mærket hans finger borde sig ind i hende, printe hver en del af ham ind i hende, og hun havde mærket hvordan han slugte hende, hvordan hver en bevægelse han havde gjordt eller sagt til hende en gang... havde gjordt hende glad og hvordan hun altid smilede selv om han ville slå hende eller når han hadet hende, den gang hvor hun elskede ham så højt af hendes hjerte ville briste den dag han forlod hende...
Hun vendte sig vredt om i det hun trak begge pistoler og skød direkte imod Arah med en vrede, disse skud var ikke normale skud, men kviksølv der ville sprede sig i kroppen endten dræbe offert, eller lamme det, når søllet stivnede vis de ku leve? med det, eller forgifte deres blod ... så de var nød til at få det ud ved at skære i sig selv..
men hun ville ikke ramme Arah, blot lade ham vide at det emne sku man aldrig spørge hende om"Hold din kæft din lille maddike!.... du skal aldrig nogen sinde spørge mig ind til ... til Malakel... jeg ved og aner intet om det umenneskelige UHYRE! you got that PUNK!" hun tog pistolerne væk og hendes øjne var gået fra uskyldige til reptilsk morderiske røde øjne. man kunne fornemme den indre vrede der boblede i hende, blot ordet malakel havde startet en hel ildebrænd inde i hendes indre by?
som var helved sprunget frem og havde taget magten som den ville i hende, alt det onde blod var nærmest blusset op i hende.
Hun så på fyren og sagde"Jeg ved intet om nogen her i Di morga mere, jeg aner ikke en skid eller fuck om nogen! ingen gang mig selv, gå rundt og spørg andre Ahngel eller Kilia... eller Faith de ved mere end jeg nogen sinde vil komme til især Ahngel så dont bother me with these quistions..." hun bed tænderne hårdt sammen og en knurren var der lidt.
Hun slap dog let grebet i de knugede hænder i det hun stille så på fyren og vendte sig så vredt om og sagde"farvel!... og lad vær med at fuck mig mere af end du allerede har gjordt, det kan godt være du så høj go hellig men i dont give a fuck alright!" hun ... rystede lidt inden i, blot det navn, blot det at hun end ikke havde set ham en eneste gang i denne rådne by, eller han... han havde opsøgt hende, det såret hende inden i? på en måde, den fortid de havde sammen, man skulle næsten tro hun kendte Malakel bedst men... men det gjorde hun ikke mere, og han kendte ej hende, så hvorfor bruge tid på ufærdige gerninger? eller ting der ej nogen sinde ville blive løst eller gjordt?,
for hende var Malakel død, hun ville aldrig ku se det uhyre og hun ville aldrig rande ind i ham?, han ville altid holde sig væk fra hende uanset hvad, uanset om hun ville prøve at opsøge ham?, næsten alle der så hende? det var som en eller anden grim virus der havde spredt sig, næsten alle der var højt oppe i arkivet spurgte hende om hun kendte til den nye herre malakel og alt det shit? havde de ikke spurgt andre nok, hvorfor sku de os lige spørge hende om det?.
Hun strøg let en falden hårlok til side og sagde"bare... lad vær med at brug din tid på sådan nogen som mig okay, du får aldrig noget ud af mig anyway, den tid er .... er for længst forbi, det blod endnu mere blod på tanden til min samling allright... så spørg en anden af hans trofaste tingester jeg ved nemlig intet" hun så ned og satte sig på en bænk for at dulme nerverne lidt, hun hørte vinden undenfor og sukkede, forbandet vind?, ville hun overhovedet der ud igen, og ende med at få noget i hovedet... tsk nej.

Han havde leet, da de to kugler faldt til jorden og splintrede i små stykker. "Ven dog.. Måske er jeg halvt varulv, men så sandelig at mit hjerte var født koldt.. Koldt som den reneste is.." Hans forskruede smil, tilfredst og sammentidigt barnligt, bredte sig så langt som det var de smalle læber muligt. Så man nærmere på kuglerne, kunne man se beviset på det kolde indre. De var blevet til is, en klar krystal is, der i stødet med gulvet gjorde deres endeligt. Så tung en is, at fra det tidspunkt de var svøbet i det, standsede hastigheden til 0, og de slog i jorden. "Jeg ramte vist et ømt punkt? Han må virkelig have været led imod dig.." Hans indre lo, lo dybt og kunne næsten ikke undertrykke den store fryd. Hende her var såret, haft en kniv boret dybere ind i hjertet, end det burde kunne lade sig gøre. Dette gav hans planer et hurtigere skub, end han havde regnet med. Og det indre smil blev undertrykt til en let sørgmodighed, der skulle vise hans medlidenhed. "Altså.. Hvis jeg hjalp dig til at få din hævn, imod ham, med 10 gange så stor kræft, kunne jeg jo få hjælp til en bette ting tilgengæld.. Jeg føler med dig min kære vampyr, så udtrykkeligt jeg gør..." Arah værdsatte virkelig sin evne. Den evne han havde pålagt sig gennem tusinde af år. Han var ekstremt god til at lyve meget, meget oprigtigt, og skuespil var heller ikke det ringeste. Han lød virkelig oprevet over hendes vrede og sørgmodige aura. "Jeg kan ikke selv slå manden af tronen, men med lidt hjælp, kunne der jo ske et lille mirakel med en frossen ildfyr og hans tåbelige vanvid..." Blikket stod stadig fast på den strækte arms spredte fingre. De glimtede næsten i lyset, der blev prægtigere for hvert sekund. "Og som isdæmon, kunne man med lidt hjælp, også skaffe de fornødne redskaber til en vis hævn...?" Hans indre stemme lo. Mens den ydre var oprigtig og en der ville sno andre om lillefingeren med en vis snedighed, slog hans indre sjæl store kolbøtter. Hun var virkelig en han kunne bruge, bruge til sine egne, mere psykotiske planer om slavers frihed og humørsyges straf. "Da jeg jo er en kende.. synde hader.. Ville det være perfekt for os begge at vi arbejdede sammen.." Han hoppede nu ned. Stolen gik i en let overbalance og lavede en lille larm, da den bragede imod marmor gulvets fine struktur. Han nærmede sig kvinden, hun var stadig varm som en karkelovn indeni, men udenpå, kunne han føle en større grad af sorg, end had. Men hadet var der, det skulle der ikke herskes nogle tvivl om. "Men hvad siger du? Tør du endnu engang overlade et par ting, til en der kender skuffelse og det indre hjerte smadret?.. Jeg kan hjælpe dig på vej imod din drømme hævn, den der ville kunne reparer dit indres smukke dog ødelagte hjerte" Han strækte armen imod hende, hvis hun tog den, var hun så godt som hans lille legetøj. Et legetøj han ikke kunne vente med at bruge.

Kajika så vredt mod ham i det hun trak en pistol og holdte den direkte i mod ham med strakt arm og direkte mod hans hoved, ved panden. Hun så ham vredt i øjnene og sagde med en harsk vred stemme der dirrede let af vrede, sorg, forvirring, man ku nærmest mærke hele hendes aura, det der var sket mellem hende og Malakel en gang.... det hun havde oplevet med ham, var helved og himmel det samme som hendes race var en gang, som da de var i badet sammen, eller han holdte om hende, eller da han tog hende i hånden?, eller når han gjorde hende til hans slags ... da han tog om hende og kyssede hende på hospitalet da han holdte om hende, da hun slog sig..... han havde været så følsom ved hende, eller passet på hende, hun havde set hans tåre. hans virkelige jeg, mennesket inde i ham.
Hun kendte ham nærmest ud og ind, hun havde haft en forfærdelig men os fantastisk fortid med ham, men... men hun ville aldrig se ham igen i hele sit liv.
hendes hjerte bristet næsten blot ved tanken om at se Malakel igen, hun ville aldrig ku se ham igen, hun ville aldrig ku sige hans navn, hun ville aldrig ku berør denne fyr igen, aldrig lægge et blik eller tanke på ham, hun ville aldrig nogen sinde spørges om ham, aldrig..
Hun bed tænderne hårde sammen og sagde"Jeg fucking ligeglad.... med om du føler med mig, fordi det skal du slet ikke!? og især ikke tænke på, jeg klare mig udemærket fint! uden din medlidenhed, jeg har end ikke brug for det, når denne fyr du snakker om er som en skygge for mig, der er forsvundet, borte... død!" hun ville skyde vis han ikke tog sig sammen.

En.... blodig tåre faldt ned af hendes smukke skindende blege kind,
der lignede sne... med blodige dråber der landet ned....
på dette hellige kirke gulv.. tåren duftede dog ikke..
af blod nej.... den duftede skam ikke af det...
den duftede af salt... havets salt......
normale smukke almindelige tåre.
en engels og vampyrs tåre
blandet sammen...

De fine smukke mild farvede pinke læber af hendes, dirrede let, mens vinden stille frøs ind af sprækkerne der ikke var synlige og lavede nogen hylende lyde i vinden...
Kajika knugede sin hånd om pistolen og så stadig vred ud, det dulmede ikke, hun .... slap dog let sin pistol og sagde"Jeg ingen morder, og jeg vil aldrig.... aldrig! se det forbandet... forbandet svin igen i hele mit misarable liv" hun vendte ryggen til Arah og tog sig let til panden, alle de minder, de kom tilbage igen, hvor... hvor hun dog savnede Malakel.. hvorfor sagde hun nogen sinde nej til ham nej til at være hans skabelse... men den chance ville aldrig nogen sinde komme igen?, den ville aldrig dukke op... Hun smilede lidt da hun tænkte over hun først af alle så hans små killinger... hvordan de ikke var vand til nyt selvskab?... hun havde set dem helt som små... bitte bitte små katte, og hans ynglings... den der ku li at hvile ved hende når Malakel ikke var til stede, dog... ville den altid elske Malakel mest.. Hun sukkede let, som tog hun det sidste åndedræt og mærket stille sit hjerte gør ondt skønt det var dødt allerede... et dødt hjerte ville aldrig ku elske igen eller føle... med andre...

Han sad, lyttede til hendes snak, men allermest til hendes hjerte der knapt slog. Han ville gerne prøve, prøve at forstå smerten, bare ved at tænke på mandens navn. Men ak nej. Den dristige lille dæmon, før så enkelt og normalt et barn, var væk. Forsvundet sammen med pistolen der landede lifligt på kirkegulvet. En lille lyd, et lille vrik med øret. Alt der var helligt, havde forladt salen i dette øjeblik. De røde øjne, tynget af mørke skygger, lod svagt til at kunne holde på billedet af kvindens ryg. Men igen, de lyste som nyt ild op. Den indre ondskab overtog den tavse stilhed i hans dunkende indres frysepunkt, hjertet. Hun var i stor modstand, kunne ikke klare et billed af ham der havde besudlet hende. Den tårer der ramte gulvet forsvandt ej efter han satte fingeren på dens rødlige skærs vand. Den frossede, smeltede sammen og bandtes til kirkens gulv, som et minde der ej kunne forsvinde mere. Der ved det 3 bænk til venstre, var mindet på en blanding, på Malakel Lemoris forfærdelige sind.. På at en dæmon uden et varmt hjerte blot ville udnytte enhver skabning, til at komme højere op. Fra usle rotters skagt til de højere embedes stole. "Jeg forstår dig. Men tro mig. At jeg følte medlidenhed var blot skuespil, jeg er slet ikke som jeg ser ud.. Jeg er ikke et barn fuld af tåbelige følelser" Han rejste sig rankt op. Fingrene hvilede imod taljen og håret der var så platinskinnende, svingede let til den ene side. Hans medlidenhes u-smil, var forvandlet til den største fryd, de bredte munde kunne bære. Øjnene spruttede og vred sig som en lystig ild af ren ondskab og mindede om djævlens, når morskaben først lige var begyndt. Engleblod.. Det var næsten ubårligt. Arah fandt det umådeligt svært at holde masken og ikke le højt, som hans indre sjæl havde lyst til. Så højt at vinduerne klirrede af den ekstreme 'a' tone fra hans lungers indre kræfter. Men ak. Han måtte bide sig let i den blålige læbe, for ikke at bryde ud i rytmisk latter. Han lod fødderne slæbe sig til siden af kvinden. Hendes højde var noget for sig. Men efter de mange år med så mange højere væsner end han selv, var det bare normalt for ham at løfte hovedet højt nok til de kunne se hans røde øjnes glitren. "Jeg vil da aldeles ikke lade dig være. Der må være noget du vil.. Noget du vil have gjort men som kræver 4 hænder, 4 hænder der alle har mørket sørgmodighedens ulidelige skæbnesvangre surhed?" Han havde rejst blikket, ventede på hendes ansigt der skulle mødes hans i et sitrende blik. Et blik på had, fortvivlese, troskab og en vis grad af morderisme. Den morderisme der sås så klart i hans blik, som var det spejlet i hans sjæl om blodtørstighed og kamp til det endelige. Et blik så faldefærdigt at det kunne briste hvert øjeblik. Men smilet sagde dets eget. Det var hverken såret ej svækket. Det stod bredt og smilte på en mindre sadistisk måde, en måde kun han var virkelig god til at udføre.

Kajika så lidt mod ham i det hun gik et skridt væk fra ham men neutral ikke af frygt"Jeg... jeg ville en gang ha hævn over ham men så opdagede jeg en ting, man kan ikke ændre folk fra den de er det uretfærdigt, jeg så hans... hans rigtige jeg en gang? måske andre har set det os, men han er hvem han er, og jeg var den der fejlede, jeg troede han ku elske, men det var ikke mig han sku elske, og jeg ikke.... ikke noget til ham og har aldrig været det så glem det, ingen hævn fordi vil du selv eje den rådne trone over denne forrådnede by så værsgo jeg blot kommet tilbage i søgen efter min herre Lazarus, den eneste mit hjerte vil banke for igen den eneste jeg tro til det ham der har mig hvor han vil ha, og ingen andre vil nogen sinde vide hvor jeg er... jeg vil ikke hjælpe dig, find en anden til at gå på hævn togt .... jeg vil aldrig nogen sinde se den dæmon igen i hele mit levende og døde liv" hendes ene øje blev let rød og reptil agtig som blev hendes eget blod sprøjtet ind i det smukke iskolde blå farvet øje"jeg har forandret mig og jeg ikke kommet for hygge snak eller kamp, jeg kommet for at lede intet mindre intet andet, jeg ej kommet for venners skyld eller mord.... så lad vær med at gå i vejen for mig" hun så lidt væk
i det hendes føder førte vej hen mod døren. Hun ville bare væk og få noget at drikke og så vågne op et andet sted og så havde glemt alt om en vis persons navn og minder, det var ikke hendes problem mere og hun ville ej tænke yderligere over dette mere..
hvorfor sku hun lide nu igen`? under dette når det var et overstået kapittle alt det hun havde haft med ham var blot en simpel leg, et latterligt spil for sindets følsomme barriere... hun ville aldrig igen være så svag i hele hendes liv...