As i haunted you in life, i will continue now - Åbent emne

//Beskrivelserne kommer i teksten//

Teatret var blevet lukket af aftenen før. den selvlysende gule tape, som fortalte, at dette var et gerningssted, som endnu ikke var blevet genåbnet efter krigen, som havde foregået i landet. alt dette var overstået nu, men landet bar stadig præg efter optøjerne, som havde fundet sted, og teatrets ydermurer var sodet og man kunne se hvordan flammer desperat havde slubret sig op langs murstenene og efterladt sorte plamager, der dækkede det meste af den røde farve.
Tapen var sat for den store egetræsdør, i et kryds, der fortalte at det ikke var tilladt at gå ind af denne dør på nuværende tidspunkt. Alligevel havde angelie dog overtrådt denne såkaldte lov, men hun kunne jo tillade sig det efterhånden. Hun var trods alt valsharess nu.. Ikke som i ordets oprindelige forstand, men fordi hun var forlovet med Valsharen, som styrede Di Morga.
Udenfor havde mørket sneget sig hen ad jorden, og langs himlen, der nu viste nogle enkelte lysende prikker på himlen, under det svage skydække, som holdt på varmen, skønt det var vintertid. Gaderne var tomme, eller de virkede tomme.. Alle, som kendte til landet og byen, vidste at dette tidspunkt var der man skulle passe mest på. Det var nu lovbrydere og farlige væsner trådte ud af deres skjul, for at hjemsøge byens gader og steder, skræmme folk, og gøre det der var værre..
Et svagt vindpust sendte en rislen igennem gaden, som om vinden blev kastet fra den ene husmur og mod den anden, for derefter at fortsætte i denne bevægelse, imens de ridsende lyde fulgte efter den.

Inden i teatret var der mindst lige så tomt. Et svagt gulligt lys kunne anes oppe fra scenens højre side, da resten af pærene var sprunget. sæderne var polstret i rødt velour, og støvede. Teatret blev ikke brugt så ofte som det var blevet brugt engang. Noget kunne have med hende selv at gøre. Hun havde trods alt hjemsøgt stedet i en periode, men hvorfor folk stadig ikke kom til forestillingerne, var endnu et mysterium. Nu havde de jo også skiftet hersker.. igen.. Måske dette ville kunne lave om på det.
For bunden af scenen, hvor orkestret normalt ville befinde sig, stod Angelie. Det røde hår var kastet i kaskader omkring hendes ansigt, mens en diskret sølvkæde, om hendes liv, var den eneste pynt til den sorte kjole, der dække alt fra halsen og ned til lige over knæene. Fødderne var bare, så hun rigtig kunne sætte sig i forbinddelse med naturen når hun gik, skønt hun var i byen, kunne den stadig mærkes over alt omkring hende.
De dybblå øjne var vendt mod pæren, som var det eneste lys i det ellers så mørke rum, og med hovedet let på skrå, sendte tankerne meldinger til hendes hjerne. Minder.. drømme.. håb. Der var meget at overveje, og endnu mere at ændre. Hun havde så meget hun skulle nå, at hun var i tvivl om hvor hun skulle starte.
Hun var ikke andet end 170 cm, men alligevel følte hun sig højere, nu hvor hun ikke skulle stå ved siden af Zane.. Og hans nye kæledyr.. Lazarow.. Hvor hun dog hadede den sortelver. Han ville så gerne ændre alt, ødelægge alt det de havde opbygget, og hvem ved.. måske ville det også lykkes ham.. For Angelie ville ikke kunne holde masken og facaden oppe meget længere.. hun foragtede ham!
En summen gled igennem det helt stille rum, hvorefter lyset begyndte at blinke, vildt og grusomt.. Som var det reflekteret af at spejl. Hun gippede diskret, og kløede albuen, for derefter at høre et højt pift.. Eller noget lignende. Glødepæren sendte et fyrværkeri at små blink mod jorden, da pæren sprang.. hvorefter alt.. blev mørkt...

Det brandene had havde lagt sig. Sindsygen prikkede stadig, som den burde på alle af hans slags. Behovet for hævn. Behovet for retfærdighed, også selvom dette 'offer' overhovedet ikke fortjente det. Behovet var der stadig.
Han havde fået chancen. Chancen for at hævne sig. Ville ikke kunne gøre fysisk skade. Men det havde aldrig været hans stærkeste våben. Frygten. Frygten var det han spillede med. Smerten havde engang været nødvendig, men ikke mere. Nu havde han så meget mere.
Et teater. Det var det første sted han fandt hende? Romantisk. Sødt. Ynkeligt. Han havde hørt historierne. Han havde hørt det helle. På et split sekund havde hans skaber indviet ham i helle Angelie's historie, efter hans egen død. Den nye 'Herskerinde', var hvad hun var nu. Se det.. Var bestemt ikke ynkeligt. Lige som mange andre ting hun havde opnået. Hun havde haft travlt. Og hun havde vokset sig stærk, selv på så få år. For stærk. Det måtte det ændres på. Hans opgave, udførte han med glæde.

Ganske få minutter gik med stilhed, efter den desperate pære, endeligt havde opgivet sit tag på sit arbejde. Stilheden blev da brudt, af en metallisk lyd, der var nem at genkende. Lyden af en Zipo lighter der blev åbnet, og da antændt. Lyden af gnisterne der slog imod den frie gas, lød højt og tydeligt igennem salen, som om lyden kom ud af gamle højtalere. Den efterfølgende lyd af en cigaret der blev antændt fulgte lighterens larm, for så at blive afsluttet af en metallisk klang, da lighteren igen blev lukket. Selv lyden af en indhalering af den giftige røg var forstærket, for så at blive efterfulgt af en exehalering og så en højlydt klappen. Hver gang de hårde håndflader mødtes, sendte det en skinger klang igennem luften, der fik det til at virke mere som afstraffelse, end et blidt applaus'.
"Cutains.. Call..." Lød en dyb og rå stemme, fra den høje herre, der nu bevægede sig ud på den store scene, med høje klangende skridt fra de mørke slidte sko. Manden bar en åben, tung læder jakke over en bar overkrop, og lige så tunge læder bukser. I mundvigen hvilede den andtænde cigaret, som det eneste lys der ramte ham.
"And the crowd.. Goes.. Wild!" Med det sidste ord, kom det sidste klap og en hård vind ramte hans ryg, og blev sendt hele vejen igennem salen, og bag vinden antændes samtlige levende lys, der ellers for længst var brændt ned, og sendte teatret et nyt, svagt lys. Lyset kunne ikke helt oplyse manden, så hans udseende var stadigt gemt i mørket, og kun ved hans stemme kunne han genkendes.
"And finally. The Crowd bows.. To the knew face.. The new.. 'Queen'.. Of this.. Desperate country... Yelling. Begging. Pleading.. Screaming!! For justice.. But where.. Should a country like this, find their justice?" Det sidste spørgsmål, blev henledt af et tilbud for Angelie til at svare. Men stemmen gav hende ikke lov. "In.. A murdere... Of course.." Med det svar blev der taget en dyb indhalering, og lyset fra den skarpe glød, oplyste ansigtet nok til at identiteten kunne genkendes. Påført et skummelt smil, og mørke døde øjne.

Mørket generede hende ikke. Hendes blik gjorde, at mørke var en ikkeeksisterende trussel, og hun kunne med lethed fornemme de forskellige omrids, der befandt sig i teatret selv. Men der var noget andet, som fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Stemningen i lokalet var brat forandret, som om et iskoldt vindpust var gledet igennem salen, og tvang de små hår i nakken til at rejse sig på hende.
Lyden at de genkaldende.. klap, fik elverørerne til at vibrere diskret, og de vendte sig bagud, for at opfange enhver lyd, der kom fra personen, som åbenbart var dukket op.. ud af.. ingenting. Hun ville have hørt døren gå, men personen var ikke kommet ind igennem den.
Det var stemmen.. Da denne talte, mærkede hun hvordan nerverne frøs i hendes krop, et ganske kort øjeblik, inden ørerne fimrede igen, som om de vred sig i smerte over at høre denne stemme. Det var år siden hun havde hørt den før, og dog.. var hun ikke sikker. Hun havde afsluttet det for længe siden, og hvorfor dukke op nu? Tidspunktet virkede forkert, men på den anden side.. Det var nu hun havde noget at miste.

Vindpustet, som fik lysene til at brænde endnu engang på magisk vis, fik Angelies blik til at skæve mod det, for derefter at knibe sig sammen. Forandringer så kraftige, skulle øjnene indstilles til, og selvom det gik relativt hurtigt, var det stadig irriterende i et øjeblik.
Lighteren, som havde klikket inden, havde hun ikke bemærket, før hun nu mærkede hvordan røg sneg sig mod hendes næsebor, og sendte kildrende følelser igennem denne, for derefter at fremtvinge et halvt nys. Nu huskede hun hvordan lyden havde klikket, og hvordan denne måtte have fået tændt cigaretten.
Stemmen lød igen, og denne gang var det mere et spørgsmål. Minderne om den sidste tid med ham, fløj forbi hendes sind, og hun huskede hvordan denne var blevet kvalt af hende.. Hvis det vel og mærket var ham.
Det var da hun blev kaldt en morder,at Angelie vendte hovedet i et skarpt drej, for så at kigge over skulderen på hende selv. Som på sekundet, oplystes hans ansigt, og hun var ikke i stand til at holde et gisp tilbage, da tankerne blev bekræftet.
Hun var ikke sikker på om hun burde forsvare sig selv, selvom det var hvad hun følte for at gøre. Men der var intet at forsvare.. Hun havde gjort det nødvendige, og han.. havde været en nar igennem det meste af hendes unge liv.
Den brittiske accent havde ikke været til at tage fejl af, og hun huskede den. Det var der hun kom fra, men det var længe siden nu.. Det var fortiden, og hun havde ikke skænket den en eneste tanke siden hun havde sat sin fod i Di Morga.. Det var et overstået kapitel, og det var han også.
Langsomt, meget langsomt, vendte hun nu resten af kroppen, så hun endte med at stå med fronten mod ham, og være i stand til at se hele ham, uden at skulle anstrenge sig. Hun var vel nødt til.. at sige noget.. For ikke at virke som den lille pige, hun følte sig som. Som om hun var seksten år igen, og sammen med ham..
"..Why?" Ordet var det eneste nødvendige, et spørgsmå som kunne besvares på mange måder. Stemmen var diskret gået i en overgang, som om ordet ikke ville helt ud over hendes læber.

Hver enkelt lille følelse, der gled igennem den nu voksne kvinde, blev følt som om det var hans egne. Så megen magt. Så mange muligheder. Han begyndte næsten at sætte prise på at blive dræbt, for så at vende tilbage. Tanken gled igennem hans hoved, uden at gøre det, den mindste smule tydeligt og han forblev kold og tom. Nervøsiteten var tydelig i Angelie, også selvom han ikke ville have kunne føle den, og James frydedes ved det. Hun havde stadigt den lille pige inden i sig. Den lille nervøse pige, der så desperat ville 'accepteres'. Den 'uskyldige', ynkelige teenager, James engang havde anset hende for. Denne utilpashed, skulle vækkes igen. Signet ville have hende svækket, og så ville han få hende. Hun skulle udføre et job for ham, og James skulle overtale hende til dette. Men dette var James på nuværende tidspunkt ligeglad med. Nu handlede det om, at blive genforenet.

Da Angelie's smukke øjne gled op imod James, kunne han ikke stoppe sig selv, i en blid klukken og et bredt smil. cigaretten blev fjernet fra mundvigen, og en tyk samling af røg blev pustet imod Angelie, som bevægede sig unaturligt i hendes retning, for så næsten at skyde imod hendes ansigt. Røgen var ellers naturlig, og pralede af hendes hud og fortsatte forbi hende.
"Why? Why, is all you can say, upon... Happily being reunited with me? Shame on you, little girl.." Vislede James med et smøret smil, imens han fortsatte imod kanten af scenen, og dermed nærmede sig Angelie.
"Well.. Not so little anymore... You've certainly grown.. Still beautiful. But now? Much.. Stronger. Have you. Truely laid everything from your past, behind you?" Han stillede spørgsmålet, da han stod på scenens kant, og stirede ned imod hende, med et voksende vredt udtryk.
"Have you.. Truely forgotten? Have you truely overcome what you did?! Have you truely forgiven yourself, for murdering a man, that you could've run away from him, so simply!?" Hans stemme gro i kraft, og da hans sætning var færdig, bredte et vredt rå sig i teatret, i det han lod sig falde forover, for så at blive gennemsigtig. Hans føder blev skiftet ud med røg der osede ud under de mørke læder bukser, og en tyk aura af gennemsigtig røg, lagde sig omkring ham. Han svævede direkte imod Angelie, for så at flyve igennem hende, uden hun havde megen chance for at reagere. I det sekund han rørte hende, kom et billede af Jame's fortabte øjne tilbage i hendes sind, da hun havde siddet over ham, og strammet grebet om sit mordvåben. Billedet forsvandt så pludseligt som det var kommet, og James fortsatte svævende imod den forreste stolerække. Han svingede rundt i luften, og lod sig lande sidende i den nærmeste stol, for så ar ligge den ene fod, på det andet bens knæ. Røgen der osede ud fra hans bukseben gav et puff, i det hans fod kom tilbage, og kun ganske lidt røg fortsatte med at ose derfra, og han blev igen forvandlet til hans faste farvede form.
"Did you really think, that was something you'd get to just.. Run away from?" Spurgte han, med et par langsomme ryst på hovedet, i det smøgen blev lagt imod hans læber, for at blive afsluttet, og skodet så kastet imod Angelie's fødder.

"I wouldn't call it.. happily" mumlede hun lavmælt, imens blikket diskret blev vendt mod hendes fødder, samtidig med at armene blev lagt over kors foran brystet i en beskyttende positur, som om han ikke ville kunne røre hende når hun stod på den måde. Hun vidste ikke hvordan han havde fundet hende, eller hvordan han var kommet tilbage.. Men tanken faldt ikke på at spørge ham, faktisk havde hun på dette tidspunkt mest lyst til at flygte ud igennem døren, og gemme sig for ham, håbe at han ikke ville finde hende igen.
Alligevel blev hun stående, og vendte langsomt blikket tilbage mod ham igen, og forsøgte at fremtvinge en skulen mod ham, som svar på at hun ikke havde fundet hans sætning tilfredsstillende. Han havde slet ikke svaret på noget. Han var allerede igang med at snakke videre, og hun var ikke engang sikker på, om han havde hørt den svage mumlen, som var kommet fra hende. Det ville vel ikke være første gang.
Hun måtte dreje sig i takt med at han bevægede sig over scenen, så hun hele tiden havde fronten imod ham, med den tanke at hvis hun bare stod lidt for skævt, ville han stikke hende i ryggen.. langsomt og smertefuldt ville det føles, præcis som alle de dage hun havde brugt i hans selskab.
"The past you are talking about is nonexisting for me" svarede hun, efter at have sunket en klump i halsen, selvom stemmen igen afslørede at hun huskede den alt for godt. Det var utroligt hvad dårlige minder fra fortiden kunne gøre ved en, indtil hans opdukken, havde hun lagt den bag sig.. glemt alt om det, og levet sit liv, opnået alt dette.. Nu.. Var hun ikke så sikker på om det var godt nok. Var hun ikke flygtet langt nok væk? Han havde fundet hende.
Vreden hobede sig langsomt op i hende, som hans blev forstærket og tydeligere ved de næste ord. "I did what i had to!" Denne gang var sætningen overbevisende, og sandt. Hun skulle til at åbne munden igen for at sige noget mere, da hun mærkede kulden brede sig igennem hendes krop, ved synet af at han lettede fra scenekanten. Hun nåede ikke at reagere, eller også var hun for overrasket til at flytte sig.. Under alle omstændigheder blev hun 'ramt' af ham, som han svævede igennem hende, men det var ikke hvad der fik gispet til at lyde fra hende. Det blik hun så i sit sind, var hvad der sendte lyden ud af hende. Det sidste blik, som han havde sendt hende, inden han trak sit sidste åndedrag.. Forpint, smertefuldt.. Fortabt.. Alle de følelser i et enkelt blik, og det fik hende til at føle noget helt.. ubeskriveligt.. En blanding af dårlig samvittighed, fortrydelse, måske endda sørg på hans vegne.. Havde hun handlet forkert?
Hun var som frosset til jorden, med armene, der efter at have været fremstrukket, nu langsomt gled ned langs siderne.
Det røde hår skjulte stadig hendes elverører, som altid, da hun hørte stemmen tale igen.. mærkede den skære i hendes sind, efter at have banet sig vej ind til hjernen. "In fact.. Yes.. i did think that" Stemmen var ikke andet end en hvisken, og hun vendte sig mod ham, og sendte et intetsigende blik imod ham.
Skoddet landede for hendes fødder, stadig glødende. Det fangede automatisk hendes blik, og Angelie lavede en automatisk bevægelse, som fra dengang hun havde boet i London. Foden løftede sig fra gulvet, og omsluttede skoddet, for at slukke denne..
Smertegispet kom over læberne på hende, da reaktionsevnen tvang hende til at løfte foden fra jorden igen, efter at have mærket at det gjorde ondt. Der var en forskel på før og nu.. Hun havde båret sko dengang..
Stoltheden tvang hende dog til at sætte foden tilbage i jorden ved siden af den anden, dog uden at lægge vægten over på den.
"Why are you here Eric?"

James frydedes i hendes reaktion på mindedet. Det kunne ende med at blive så umådeligt simpelt, hvis han kunne udvikle en hvis fortrydelse for hendes gerning. Gerning havde været 'ulovlig', det var en ting. Men overvejelsen af, at det måske ikke havde været helt nødvendigt, var en hel anden og bestemt den han ville prikke til.
Hendes nye styrke, var bestemt tydelig. Den gamle Angelie han havde kendt, havde for længst krybet sig sammen i angst, og badet ham med undskyldninger. Dette skulle brækkes ned igen, hvis hun skulle adlyde Signet.

James svingede sin ene finger et par gange, så en cigaret kom til syne imellem to af hans fingre, som straks blev bragt imellem hans læber. Hans anden hånd nærmede sig da, og lighteren, før også brugt til samme formål kunne nu ses igen, åbnet og genbrugt. Hans øjne havde fulgt smøgens udvikling da den blev antændt, men blev nu skudt hårdt tilbage på Angelie, da han bed mærke i noget hun havde sagt.
"Non.. Exsistant? Non-exsistant!?!" James rejste sig i et huk, og stirede in ædt imod Angelie's øjne. Da han stod helt, holdt hans sine arme en anelse ud til siderne og flammer skar sig op ad alle salens væge, og belyste dem i et stærkt levende lys.
"The past creates it's victim! The past transforms them! No thing in the past, can ever be forgotten, or necklegted! I! Am proof of this! A proof.. You wont run away from, my dear.. Dear, Angel!" Råbte James vredt, så hans stærke dominante stemme rungede igennem salen, som om højtalerne var skruet for højt op til en koncert. Jame's vrede var ubeskrivelig, en vrede hans skaber havde forbudt ham at lade tage overhånd. Angelie skulle ikke destrueres, hun skulle styres.
Et minut gik, hvor Jame's hissede vejrtrækning kunne høres igennem salen, og flammerne omsluttede teatrets indre dele, inden flammerne tog sig, og James langsomt fik ro over kroppen og sit temperament igen. Han mumlede lavt, inden han rejste den tænde cigaret for læberne igen, og indhalerede endnu engang.
"Well.. You thought wrong.. Angelie.. Your not running away this time.." Sagde James, med en langt mere rolig stemme, imens han bevægede sig imod midtergangen, imens han lod sine fingre blidt stryge imod stolene foran sig's ryg.
"You won't run away from this.. Not this time.. Not, ever, again." James havde endnu ikke vidst, at han kunne røre Angelie. Han vidste, at han ikke ville kunne gøre vedvarende skade, men nu vidste han, at han kunne replikere smerte, så hun troede hun blev skadet.

"And Angelie.. How many times do you have to tell yourself a lie, to relise.. It's a filthy, disgusting, bloodstained lie?" James var nu begyndt at bevæge sig ned ad midtergangen og nærmere Angelie. "Murder? Is that really ever the last resort? Last choice? The final.. Step?" Han stillede sine spørgsmål, da han begyndte at nærme sig orkestrets areal, hvor Angelie stod.
"It wasn't! Angelie... You didn't Have! To kill me.. I could've moved on.. Found another.. Worthless. Miserable teenager to torment. Perhaps.. I could've even changed my ways? Become something else? Doubtably, yet still... You ended my exsistance, before I had even reached an age, where I had decided what to do with myself.. An age of confusion, as any other." Han fortsatte sine løgne, med et seriøst og perfect blik, der ikke gav hende den mindste chance for at kunne læse ham. James tog en dyb inhalering af sin cigaret, og hvis ikke Angelie havde bakket væk, ville han nu stå minde end et skridt fra hende. Han lod røgen forlade hans læber, i en sky sendt imod hendes ansigt, efterfulgt af et bebrejdende udtryk.
"I'm here to remind you.. Angelie.. Remind you, that your actions had been wrong.. Unnecessary.. You murdered a 'bad' man, indeed.. But you ended a young life.. A life, that could've evolved.. I'm here to torment you.. Not to fill you with lies. I, need you to do something, and I will drive you crazy, until the day you submit. Submit, as you've done before.. And this time.. I wont let you flutter away, as a hatched buttefly..." Hans stemme blev mere dyster, og hans øjne langsomt kneben sammen, men han forblev hvor han var, uden endnu at tage hårhåndet action. Endnu havde hun intet gjort 'forkert'. Og afstraffelse, var gemt til disse tider.

Hendes eget blik søgte med vilje væk fra hans, og drejede sig mod det nærmeste lys, som var det et gemmested, et sikkert sted, hvor han ikke ville kunne røre hende. Læberne var presset hårdt sammen, som hun hørte vreden stige op i hans stemme over ordene hun havde sagt. At blive kaldt ikkeeksisterende fandt han tydeligvis ikke behageligt, men egentlig var det jo sådan hun 'legede' med folk. Gjorde at de blev ubehagede over hendes ord, men han.. Med ham var det anderledes.. Det sendte automatisk endnu et gib igennem hende, som stemmen blev til en råben, og hun koncentrerede sin fokus endnu kraftigere på lyset, som hun stirrede ind i.
Stilheden.. Den lagde sig over dem, og hun ville ikke være den første til at bryde denne.. Hans vejrtrækning var det eneste hun kunne høre, imens hun ubevidst holdt sit eget vejr.
Hendes øjne blev kort blændet at lyset, som blev forstærket sammen med hans stemme, og hun måtte bide sig i læben, for ikke at kaste hænderne for ørerne og lukke af for den forstærkede stemme, som skar igennem de sarte øregange hun besad.
Kælenavnet, som hun ikke havde hørt udtalt i mange år, fik hendes blik til at vende tilbage mod ham. "I am not your dear Angel" kom svaret, og hun spyttede ordene ud, som var det gift i hendes mund. Alt andet var ligegyldigt for hende.. Men det navn havde han hverken rettighed eller lov til at bruge.. Hendes mor havde kaldt hende det, og det var et navn, som var blevet gemt væk sammen med hendes fortid fra England.
Hun kunne se hvordan han nærmede sig, langsomt, imens han talte. Talte om hvordan hun ikke ville komme til at kunne flygte denne gang. Han troede forkert. Hun ville rejse til jordens indre, for at slippe væk fra ham endnu engang.. Alt.. Hun skulle nok finde en udvej.. Om ikke andet kunne Zane måske.. Hun stoppede sine tanker der.. Nej, han skulle ikke blandes ind i alt det her.. Det var hendes kamp, alene. End ikke han kendte til hendes fortid, og hun havde ikke i sinde at fortælle ham om den, og slet ikke om manden foran hende.
"You will never be able to lock me up again.. never"

Som han nærmede sig, blev hun fast stående, stædig, imens hun klemte læberne yderligere sammen, så en svag hvid ring var at ane omkring dem i hendes ellers så blege hud.
"Maybe you could, but I wouldn't give you the chance to hurt anyone else like you hurted me.. It was the.." Røgen, som blev pustet i hovedet på hende, fik hende til at vende ansigtet til siden, for at undgå den klamme, lugtende luft, blandet med hans duft, som tvang sig ind igennem hendes næse, og fik det til at vride sig inden i hende. "..solution i was able to find.. And it worked.. almost"
Fnyset kom fra hende, da han fortalte hvorfor han faktisk var her. For at minde hende om, at hun havde begået en forbrydelse? Han var ikke den eneste, som var faldet for hendes hænder.. Faktisk var han bare den første, men hun var ingen koldblodig morder. De havde alle sat sit præg på hende, hvert et liv hun havde taget, omend det var rigtigt eller forkert.
"If you think i'm that stupid, then you haven't learned anything.. I'm not going to submit to you.. and.." En kort pause indtrådte fra hende, som hun vendte blikket tilbage mod ham, for derefter at sende et intetsigende blik imod ham. "I will never do something for you.."
Blikket flakkede kort imellem ham, og døren der ville lede hende ud af teatret, inden hun tog det første skridt forbi ham, for derefter at tage det næste.. og endnu et, for så at fortsætte mod døren, medmindre noget ville få hende til at stoppe op.

Usikkerheden i hende, var stadigt siddene. Lige meget hvor meget hun forsøgte at lyde sikker, i hvert eneste ord hun tale. Denne styrke virkede ikke imod hans temperament, men gjorde blot det helle meget mere interessant. Det var derfor han havde haft så mange løse forhold, i sin tid. Da både stærke, og svage kvinder, havde kaldt på en del i ham. Og at se en, han engang havde anset som en af de svageste, være blevet langt stærkere? James var ikke længere vred over hans død. Signet's indblanding i hans sind, dulmede denne, for at han kunne holde øjnene imod målet, og ikke lade tankerne drive.

James forblev stille, med hver reaktion Angelie gjorde, og ventede med sine reaktioner. Han fandt det nærmest.. Komisk. At hun troede hun ville kunne undslippe ham. Hun havde stadigt ingen anelse om, hvad han egentlig var. Han var ikke blodt bleve bragt tilbage fra de døde. Han var direkte knyttet til hende, og hendes sind. På nuværende tidspunkt, var han knyttet til hendes kæde. Men end ikke at destroere, eller fra smide sig denne, ville kunne lave en bro imellem dem.
Hun hadede stadig lugten af hans røg, dog var hun blevet svagere til at modtage dette. Nok fordi hun var blevet vand til det, i sin tid som værende hans. Hans smil bredte sig, da den stærke kvinde forbipaserede ham, og han blev tvunget ud i en hånende latter.
”For me? If I.. Wanted you to do something, personaly, I would have you end your miserable exsistance, you worthless piece of meat!” Knurede han af hende, imens han fulgte efter hende. Hans trin svandt langsomt ind, i takt med at mere røg osede fra enden af hans bukseben, og til sidst svævede han efter hende, i det hans fødder forsvandt.

Imens de nærmede sig døren, slog James den tilrøgede cigaret væk, for så at erstatte den med en anden.
”You didn't find a solution to anything. You Ended a life, that still had a fighting chance of dignity. It wasn't even a solution to your own, selfish problem, was it?” Sagde han, og klukkede et par gange, imens han svævede forbi Angelie og så ind foran hende, hvor hans toppede, og blokkerede for hende igen.
”Clearly wasn't.. Because who else stands before you, then the very one you wished to cleanse from your body, like the poison he was?” Spurgte han med et skummelt smil. Han trak cigaretten til læberne, tog en indhalering og lod det forlade hans system igennem næsebordene imens han fortsatte.
”I, am the one locked up now.. And you know what? I'm locked to you! Isen't that great!?” Udbrød han med en falsk latter. Hans grinene ansigtsudtryk ændres på et splidt sekund, til endnu et skarpt blik.
”You removed me from the world, and never shall I return to it. Yet you did not remove me from yourself... I will forever be part of your past. Your memories. You neve rhave, and never will forget me, no mater how hard you try. From this day on.. I will always be by your side..” Han rejste en hånd, og prikkede hende hårdt på skulderen, i det han afsluttede sin sætning.
”Live with it.”

Jo længere tid der gik fra at hun havde taget det første skridt, og jo tættere hun kom på døren, begyndte Angelie faktisk at tro, at han havde tænkt sig at lade hende slippe ud fra teatret uden at følge efter hende. Hun kunne se hvordan døren blev større for hendes blik, som hun tog flere skridt, og da hun var over halvvejs var hun faktisk sikker på at han ville lade slippe hende helt væk, og ryggen rankede sig automatisk, hvorefter hun hørte...
Latter? Han var begyndt at grine hånende, og selvom lysten til at vende sig var at finde i hende, fortsatte hun. Ud af øjenkrogen fornemmede hun hvordan han passerede hende i sin svævende, røgede tilstand.. Den forbandede røg. Det var så ulækker en trang, som mennesker, og han besad. Hvordan fik man en lyst til at forgifte sig selv om og om igen, for til sidst at lade sig dø af det, fordi man havde gjort det så længe?
Hun anede hvordan omridset svævede foran hende, og hun stoppede automatisk op, uden at have den mindste lyst til at 'gå igennem ham'. Hun vidste det var muligt, eftersom han lige var fløjet igennem hende for kort tid siden, men tanken frastødte hende.. Tanken om at skulle være 'inden i' ham.

Ordene, han sendte imod hende, havde knap nok nogen effekt. Han var hverken den første eller sidste, der havde truet hende med, at hun ville miste livet.. Det skulle nok komme når guderne, eller hvem der nu sad deroppe, besluttede at det var enden for hende.. Når hendes job var fuldført.
Men hvorfor nu? Hun forstod stadig ikke hvorfor han først havde valgt at dukke op nu, hvor hun endelig.. endelig havde fået lidt styr på sit liv. Hun havde endelig opnået noget hun kunne..
Hun stoppede sin tanke.. Var det mon derfor? Fordi hun endeligt havde noget hun havde mulighed for at miste? Det var nok hvad hun selv ville have gjort i sådan en situation.. Hell.. Det var hvad hun havde gjort ved Faith i sin tid.
han havde stillet et spørgsmål, imens hun havde haft tankerne til at køre rundt i hendes hoved. Sammenknebne øjne blev sendt imod ham, imens hun spolede hukommelsen tilbage, for at huske hvad han havde spurgt om, imens hun selv var nødt til at frembringe de engelske ord, et sprog hun trods alt ikke havde talt, siden hun var kommet til Di Morga.
"You can't even touch me" lød ordene fra hende, som en kommentar til hans sætning, som han selv havde svaret på spørgsmålet med. Eller.. Faktisk vidste hun det endnu ikke, men hun gik ud fra, at han ikke kunne røre hende fysisk.. Aldrig nogensinde igen.
Det var nærmere hans næste ord, som fik hende til at ryste på hovedet end nogle andre tanker. Det skulle ikke undre hende om han løj, men ærligt troede hun på, at han ville forfølge hende overalt, som en bundet person. Hun var før blevet connected til en anden person.. Damia var hun forbundet med, så hvorfor skulle det ikke være muligt at være det med ham også.
"It doesn't matter how we are connected.. One way or another i will find out how to get rid of you.. Just.. Wait and.. see" hviskede hun næsten uhørligt. Det plagede hende en anelse at der var mulighed for, at han var en del af hende, og være i stand til at finde hende, ligegyldigt hvor hun flygtede hen.

Han var positiv over at han kunne stoppe hende, og at hun nægtede at passere igennem ham. Havde han heller ikke tilladt denne gang. Denne gang ville hun have mødt en standfast person, der stod fast ved sit lege. En mur. Ikke flere spøgelses lege. Røgen der forlod hans bukseben forsvandt igen med et puff og lod ham stå på jorden på sine fødder, og han fik igen sin faste farve tilbage. Han tog endnu en dyb inhalering af røg, og pustede den denne gang forbi Angelie, imens han analyserede hendes følelser. Hun følte sig stadig stærk. I kontrol. Som om hun stadig havde en udvej, og ikke ville indse at hun ikke ville kunne slippe. Hans hoved skrånede en anelse, over hendes reaktion på en formodet trussel. Hans lyst til at se hende brænde, kom ingen stedder i nærheden af hans mangel på lyst til at fejle Signet. At skulle tilbage til hvor han havde været? Aldrig..
James's læber bredte et skummelt smil, og en lav klukken passerede, da hun sagde han ikke kunne røre hende. Han ville kunne røre hende, på lige så mange måder, som han havde gjort i fortiden. Godt nok ville intet ske. Ingen ville kunne se det. Men følelsen. Ubehagen... Ville stadigt være der, og flyde over hende som den havde gjort den gang.

James lod hende tale og tænke færdig, men rystede langsomt på hovedet da hun endelig blev færdig. Hun troede stadigt at hun ville kunne finde en vej, og det skuffede en anelse. Det ville trække tiden ud, men Signet havde vel også sagt, at de ikke havde travlt. Han tog cigaretten til læberne en sidste gang, inden han langsomt rejste sin frie, højre hånd.
"Ohh, dear Angelie.. There's still.. So many ways, I can touch you.." Hviskede James, i det han lod sin hånds overflade, blidt røre Angelie's overarm. Og inden Angelie ville kunne trække sig, greb James's hånd hårdt fat i hende, og trak hende tættere til sig. Han kunne få hende til at tro, han var langt stærkere end hende, men i virkeligheden var det helle blot i hendes hoved.
"Grab you!" Udbrød han, en anelse højere end den hvisken der havde været før. Hans anden hånd, smed da cigaretten fra sig og greb ud efter hendes anden overarm, og trak hendes krop tæt ind imod ham, så de stod så tæt de kunne komme.
"Force you..." Fortsatte han, nu med en langt mere ondskabsfuld hvisken, i det de tomme mørke øjne stirede dybt i hendes skønne øjne. Han lod det stå ved dette i få sekunder, hvis ikke hun gjorde modstand. Hvis hun gjorde, fortsatte han.
"Even push you!" Råbte han, i det han skubbede hende væk fra sig igen, med en kraft unaturlig for et menneske, og i en vinkel der forsøgte at få ende til at falde bag over og ned på jorden. I denne verden, var der meget lidt der hed modstand. Han havde fuld kontrol, og kunne få hende til at tro, alt skete. Han kunne endda få hende til at 'se' end drage flyve ned, og rive taget af teatret. Det ville ikke ske, men hun ville se det.
"Even.. Burn you again..." Han lavede en bølge med sin hånd, og det cigaret skød han havde smidt fra sig før, kom pludseligt flyvende imod hende. Hvis det ikke blev afværget, ville det bare klaske tilfældigt imod hendes arm, og ikke engang nå at brænde hende. Skulle bare bevises endnu engang, at han kunne gøre lige hvad han ville.
"I.. Am one with you, now.. As the memory of me, should've rightfully been! But you pushed it away.. As if it hadn't happened.. You didn't even use THAT! To get stronger.. Only forgot it.. Forgot.. ME!!" Endnu engang blev hans råb forstærket igennem salen, og en tyk væg af røg lagde sig omkring dem, imens han langsomt bevægede sig tættere på hende igen.
"So do try.. Try to run away.. Try to whipe me away, once again.. Try to kill my memory, and run from my touch... You.. Wont.. Get.. Far.." Hans stemme blev langsomt til en hviskende, forvredent stemme, imens han og røgen omkring dem blev mere og mere gennemsigtige, for så til sidst at forsvinde helt, med en sidste lav hvisken, fra en helt anden stemme.
"You, will be mine.."

Røre hende.. Aldrig.. Hvis han var her, måtte han være død.. Et spøgelse, og han havde fløjet direkte igennem hende før. Hun var sikker på, at han ikke kunne være i stand til dette, men da han løftede hånden, for at lade køligheden fra hans fingre glide over hendes overarm, gled gysene ned af hendes ryg, langs rygraden. Han rørte hende.. Sendte denne kølighed igennem hende, og hun trådte ufrivilligt et skridt væk fra ham, et lille skridt, som ikke gjorde nogen fysisk forskel, men alligevel gav hende fornemmelsen af at komme væk fra ham.
Usikkerheden var at ane under hendes fastsatte, kontrollerede facade, men det var først da han greb fat i hende, at denne usikkerhed blev tydelig igen. Hun kunne mærke hvordan han havde grebet om hendes arm, føle fingrene klemme og hindre blodet i at glide igennem den, så den snurrende fornemmelse langsomt ville træde igennem.
Hendes blik gled væk fra den tomhed, som det havde været låst til i hans, og søgende rundt i teatret i håb om at finde den hjælp hun havde så desperat brug for. Den hjælp, som ikke var at finde nogle steder. Intet var til stede, intet levende.. intet dødt.
Selvom alt dette i virkeligheden bare var noget der foregik i hendes sind, var det alligevel så virkeligt, at hun ikke engang havde overvejet den mulighed, skønt hendes egne evner gjorde hende i stand til at manipulere andre på en lignende måde.. For fanden.. Hun havde gjort det for under et par uger siden med Lazarows sind.. løsladt hans indre dæmon, og spærret den inde igen med hans hjælp, kun ved at spille på tanker, minder, det psykiske.
Ordeme flød nærmest sammen i hendes hoved, stoppede med at give mening, og hun mærkede kun hvordan den anden arm blev grebet fat om, og gav hende den præcis samme følelse som det havde gjort første gang også. Udover kom der også en følelse af afmagt, ude af stand til at gøre modstand, hvilket også resulterede i, da han skubbede hende, røg Angelie en meter tilbage, for derefter at miste fodfæstet, skønt det normalt aldrig ville ske, og falde bagover, ned på jorden..
Han overraskede hende gang på gang, med sin opførsel, træk, al den lighed blandet med al den fortid, gjorde det alt for uoverskueligt til at hun kunne stille noget op..
Det var først, da han nærmest 'forsvandt' ind i tågen, at hun fik taget sig sammen til at kravle op på alle fire, for så at lade et søgende blik glide rundt efter ham, som om hun håbede på at ville kunne skimte ham igennem tågen, selvom det ikke var muligt for hende.
"Never! Never will I let you touch me, not even when i know that you are capable of doing it" skreg hun næsten forbistret imod.. igenting, velvidende at han ville kunne høre det.
Samtidig med at hun havde råbt, var hun kommet op på benene, og sat i løb mod døren, som ville lede hende ud i gadernes sikkerhed. Hvis han ikke havde stoppet hende, da hun havde nået døren ville hun stoppe op, og vende blikket tilbage imod det sted hun sidst havde set ham stå, og med rank ryg, og et fast udtryk udtale: "I will find a way to split us.. Even if it will cost the life of the ones i love the most"..
Med de ord, ville hun svinge døren åbne, og løbe ud af denne, ud i gaderne.. Væk fra Eric, og imod sikkerhed... Forhåbentlig.