Maskebal

Af og til, midt om natten skete det at hun vågnede. Men kun for en kort tid enten ved et tilfælde eller af sig selv. Når hun endelig vågnede, greb hun chancen til let at berøre hans læber med sine. Fornemmelsen af varmen der strømmede fra hans læber til hendes, gav hendes en underlig følelse af overvældende lykke indeni. De par gange hun vågnede i løbet af natten, var glemt næste gang hun så vågnede, for hun blev ved med at gentage sig selv, mens den samme følelse af overvældende lykke og glæde, rasede gennem hendes krop, da hun ville falde i søvn igen. Mellem hver gang hun vågnede, gik der to eller tre timer. Normalt ville hun ikke have sådan en urolig søvn, men så mange drømme og tanker strømmede gennem hendes hoved, fik hende til at vågne for at tænke over hvad der lige var sket, men også for at berøre hans læber en gang til. Hun håbede dog, at han ikke ville vågne af hendes læber.

Da solen begyndte at stå op, allerede ved lidt over otte-tiden, vågnede alt inden i Nicholé, som havde nogle tændt for en kontakt og nu lod strømmen tænde en lampe. Som om alt inden i hende, mente at hun burde stå op. Det var hendes ydre dog ikke helt med på.
Et stort og veltilfreds gab kom fra hendes mund, mens hun strakte sig. Hende ene arm stødte på noget ved hendes side, og hun fløj sammen i en lettere forskrækkelse. Det chok hun fik, resulterede i at hun tumlede ned på gulvet og landede på sin bagdel, der fik en syrende fornemmelse til at skyde op i hendes overkrop. Smerten kom pludseligt som et lynangreb fra en Cobra, som elektricitet der skød op gennem hendes krop på få millisekunder. Men hun lod sig ikke påvirke så meget af smerten, mere hvad det var hendes arm var stødt på.
I få minutter havde hun fuldkommet glemt hvor hun var og hvem hun var sammen med. Men da det endelig gik op for hende, for hun op og stå for derefter at sætte sig på sengen i skrædderstilling med ryggen der flugtede sengens kant. Så hvis hun så meget som rykkede på sig, ville hun falde på ryggen ned af sengen. Ikke det smarteste, men Lion virkede til at sove og hun ville nødig vække ham. Alligevel kunne hun ikke holde sig fra ham og møvede sig derfor tættere på ham for derefter at bøje hovedet, nakken og ryggen for at kysse ham. Et kys fyldt med længsel og kærlighed. Og alt imens hun kyssede ham, lod hun et par fingre kærtegne hans kind. Selvom det kunne virke egoistisk, tænkte hun ikke op om han ville vågne af hendes kys. Faktisk ville lykken være, hvis han slog sine grønne, utrolig kønne øjne op for at kigge på hende. Se hende i øjnene så hun kunne fornemme hans kærlighed.
Efter et stykke tid, hvor hun havde kysset ham et par gange, rejste hun sig fra sengen og trissede ud af døren til værelset, lod den stå åben for derefter at fortsætte ud i køkkenet hvor hendes blik søgte efter en kop, et krus eller noget andet hun kunne drikke af. Nicholé åbnede et skab og rakte ud efter et glas. Med den ene skulder albue skubbede hun skabets våge så det lukkede og gik det skridt hen til vanhanen, før hun åbnede for vandet og stak to fingre ind under den kølige stråle, før hun lod den klare, kølige væske blive ført ned i hendes glas. Et par fingre på hendes ene hånd, lukkede for vandhanen igen, før hun forsvandt ud af køkkenet med glasset i hånden, ind på hans værelse igen.

En velkendt skikkelse valgte at betræde stuegulvet for at komme nærmere hende. Den velkendte skikkelse var en som Nicholé endnu ikke havde brugt så meget tid sammen med, men alligevel klikkede de så godt sammen, at det var helt utroligt. Kærlighed opstod hurtigere end man egentlig bemærkede det. Eller det var i hvert fald sket for dem, det kunne man ikke modsige.
”Goodmorning sunshine. Du virker da til at være frisk her til morgen.” En let latter passerede hendes læber, men mere nåede hun ikke, før han var henne ved hende i to hurtige spring og greb fat om hendes ansigt. Hans fingre var som et stødhegn hun ikke kunne slippe fra. Det sved og sitrede i hendes kinder, og før hun vidste af det, var deres læber mod hinanden i et længselsfuldt og kærligt kys. Hun havde ikke set det komme og stod derfor i samme, lettere snoppet position som da hun havde sagt godmorgen til ham. Glasset med det kølige vand, holdte hun i den ene hånd som man ville gøre med varm kaffe to go fra Star Bucks eller et andet sted det var muligt at tage kaffen med sig. Langt fra sig og som modeller der skulle fremvise tasker skulle gøre. Hvis en dreng gjorde det, ville han blive stemplet som bøsse.
Kysset varede ved i et stykke tid, og den frie arm hun havde til rådighed, svang hun om livet på ham og trak ham endnu tættere på sig. Og selv da kysset hørte op og deres læber skilte sig fra hinanden, blev hun ved med at holde om ham, stadig med hånden med glasset ud fra sig, som var hun bange for at spilde det ned af sig selv.
Hans ord ramlede ned over hende som et vandfald, men havde en meget bedre effekt end koldt vand der plaskede ned over hende. ”jeg elsker også dig, min prins,” hviskede hun drillede med et dyrisk udtryk i øjnene, han nok ikke havde set før. Forhåbentlig lod han sig ikke påvirke eller overraske, men hun kunne ikke vide det på forhånd.
Et spørgsmål lød fra ham, men hun nåede ikke rigtig at svare på det, før han blidt lagde en finger mod hendes læber, så hun ville holde inde med sit svar. Et kort øjeblik, overvejede hun om hun skulle bide ham i fingeren for sjov, men han ville sikkert ikke finde det morsomt. Hun havde en mærkelig form for humor og ville ikke køre alt for meget på ham med den.
Men mere nåede hun ikke at tænke over, før hun blev puffet ind på værelset, som hun åbenbart skulle være i, indtil han havde fået fixet noget morgenmad. Sulten og ivrigt gik hun ind på værelset og satte sig på sengen. Nicholé havde glemt alt om det glas med vand hun havde haft i hånden, for da hun så hen på sin hånd, var det der ikke længere og hun blev klar over, at han nok havde taget det før han puffede hende af sted.
Så der sad hun så et par minutter, før hun ivrigt stak hovedet ud af døren og gloede mod køkkenet, stille og lydløs. Han var der ikke, men det gjorde nu ikke så meget.

Bogen, Lion havde smidt på bogen, var Nicholé over som en høg. Den havde knapt nok ramt gulvet før hun greb fat i den, da hun mente at det var en skam at smide bøger på gulvet. De gyldne øjne studerede omhyggeligt bogens omslag og titel, før den omhyggeligt og med forsigtighed blev lagt lige så fint i sengens forende. Velvindende om at han ville gribe fat om hende, når hun nærmede sig nok, trådte hun et skridt tættere på ham og tumlede ned i sengen, hvorefter hans trygge arme lagde sig om hende som for at beskytte hende. De hviskende ord omkring hende, var dejlige at høre. Afslappende og behagelige for hendes øregang. Det var hans stemme i det hele taget.
Hans læber der let og hurtigt berørte hendes, fik en kædereaktion inde i hende til at begynde. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og varme skød fra hendes hjerte og ud i fjerneste dele af hendes krop. Den blev ved længe efter, da han hjalp hende op og sidde og bød hende på noget af spise. Af ren høflighed tog hun et rundstykke, men tog kun små bitte muse-bider af det, da hun egentlig ikke var så forfærdelig sulten igen.
Da han pludselig begyndte at snakke, havde hun i længer tid haft blikket rettet ned mod det rundstykke i sine hænder. Før han sådan for alvor havde sagt noget, havde hun lagt bollen væk og taget en tår af juicen som hun knap nok nåede at synke, før han gjorde hende opmærksom på at han intet menneske var. Et par host kom fra hendes hals, før hun tog sig sammen til at sige noget. Dog ville hun ikke afbryde ham, og lod ham derfor snakke ud, selvom hans sætninger mere eller mindre var cuttet over af og til.
En varm hånd fornemmede hun på sin skulder og blikket blev rettet op mod ham. Hele tiden havde hun godt være klar over at han intet normalt menneske var. Lion var ikke som alle andre og det var allerede gået op for hende, første gang de mødte hinanden ved det sammenstød i parken. ”En flyvetur,” gentog hun med en tænkende mine. Nu begyndte hendes hjerne først at arbejde med hvad han kunne være for et væsen, hvis han ikke var menneske.
Overvejelser som var han Dæmon, Djævel, Animagus eller Engel, lød gennem hendes hjerne. Dog kunne hun udelukke to meget hurtigt. Hvis han var Djævel, ville han ikke være så romantisk anlagt eller kysse hende. Og hvis han var dæmon, ville han nok ikke være på den måde som han var på nu. Desuden havde alle dæmoner jo heller ikke vinger. Derfor var de to racer forsvundet fra hendes tanker og Animagus og Engel blev tilbage i hendes indviklede og snævre tankegang.
Nicholé blev revet ud af sine tanker, da hun hørte noget af et bump ved siden af sig. Mens hun havde tænkt, havde hun kigget på ham, ja nærmest stirret men uden at lægge mærke til at hun overhovedet kiggede på ham. De kobbergyldne øjne havde stirret blindt ud i luften og det havde føltes som om hun blot havde haft lukkede øjne.
Endelig fokuserede hendes blik på ham, og opdagede at han havde slået hovedet ind i muren bag sig og nu sad og ømmede baghovedet. Forsøgte lod hun sin hånd nærme sig hans hoved, for at stryge ham over håret. Og mens hun gjorde det, kyssede hun ham let og hurtigt på den tinding der var vendt mod hende. ”Du er en engel, er du ikke også?” Et blidt og kærligt blik var at skimte på hendes ansigt, hvilket han nok hurtigt ville opdage.

Pludselig fløj en hel masse spørgsmål ned over hende samt andre ting han konstaterede. Et blidt køs fra hans læber blev placeret på hendes håndflade, hvilket undrede hende en smule. Hvad fik ham mon til at kysse hendes håndflade? Han kunne vel lige så godt have kysset hendes håndryg? I korrekt rækkefølge begyndte hun nu at besvare og kommentere de ting han sagde. ”Jo … eller nej, men jeg havde på fornemmelsen at du ikke var et menneske. Du virker mere magisk … ikke så magi-løs som mennesker er.. Der var vist noget over dig. Det indså jeg allerede da vi mødte hinanden.” Et lettere uskyldigt smil passerede hendes læber, før det forsvandt lidt efter.
Og lige efter hun havde talt ud, væltede det hele ned over hende. Den bog han havde smidt på gulvet og hun havde lagt ned i sengens fodende, havde han nu taget frem og stillede en masse spørgsmål, der kun gjorde hende mere forvirret og eftertænksom end hun allerede var i forvejen. Nicholé tog en dyb indånding og fortsatte med at besvare hans spørgsmål og kommentarer. ”Jeg.. Tjaa, jeg har bare meget at tænke på, tror jeg. Og det her passer mig meget fint egentlig.” Blikket blev rettet mod ham igen, men kiggede skiftevis på ham og på bogen. Og pludselig gik det op for hende, hvorfor hun ikke kunne forstå hvad der stod på bogens omslag som bogens titel. En let latter kom fra hendes strube, da hun virkelig indså hvor dum hun havde været, angående hvilket sprog titlen på bogen mon var. ”Åh, Finsk siger du? Så var det da klart at jeg ikke kunne forstå hvad der stod på bogens forside.” Latteren blev ved et stykke tid, men blev til sidst blot en indvendig latter.
Nicholé bemærkede hurtigt den tænkende mine som Lion havde fået og pludselig blev hun nervøs. Havde hun mon sagt eller gjort noget forkert? Havde hun dummet sig? Pludselig følte hun sig skyldig og troede selvfølgelig at hun havde gjort noget, der fik ham til at virke så tænksom. Heldigvis sagde han noget, så det hele tikke blev alt for tavst. ”Ehm.. Jeg kan ikke rigtig tænke mig til noget lige nu.” En underlig trist tone gav hendes stemme en helt anden tone og en ånd blev hurtigt langt for hendes mund, som havde hun sagt noget rigtig grimt.
”Ehm…” Nicholé fjernede hånden fra sin mund og rettede blikket lidt væk fra ham. Hænderne foldede hun i sit skød, for derefter at kigge lidt ned på dem. ”… det kan vi vel godt? Altså tage en flyvetur… hvis du har lyst?” Med forsigtige øjne og et roligt blik, rettede hun nu atter sig ansigt, de gyldne øjne mod ham og ventede på et svar.

Nicholé betragtede ham let med blikket, da han rejste sig op og gik hen mod skrivebordet, der stod op af væggen hvor vinduet var. Hans blik var rettet ud mod det klamme vejr. Men den mine han havde trukket, gjorde hende underlig bekymret og nedtrykt, som havde han lige sagt noget til hende, der havde såret hende dybt. En lille rynke kom til syne på hendes pande, men forsvandt heldigvis hurtigt, da han spurgte hende om noget. Stadig kiggede han ikke på hende, kunne ikke se hendes lettere bekymrede øjne, der var placeret lige under hendes pande. Hans spørgsmål forvirrede hende blot mere end han allerede gjorde i forvejen, og hun måtte skuffe ham, da hun kom med et ret tåbeligt svar, der ikke ville hjælpe ham særlig langt. Hendes blik var rettet ud i luften, på væggen overfor sengen. De rødlige læber skilte sig lidt fra hinanden, før hun begyndte at snakke. "Faktisk ved jeg det ikke. Jeg er ret blank... Men den der flyvetur?... Det ville altså være ret blæret." Læberne samledes igen, men dog denne gang med et lille smil i mundvigen.
Hans blik blev rettet mod hende, og et spørgsmål blev kastet efter hende igen. Hun var ivrig efter at svare på hvad han spurgte om, men der var et problem. Der var altid et men. Dette men var dog ikke den sødeste eller lykkeligste historie. Pludselig forsvandt henses smil fra læberne og blev erstattet med en trist mine. "Hvis du virkelig vil vide det, så ved jeg det ikke. Jeg har kun to veninder. Den ene har jeg lært at kende gennem.. Ja, gennem noget dumt jeg gjorde. Den anden... Er en gammel veninde fra over 100 år siden. Sagen er den, hvilket du nok ikke har bemærket, at jeg er.. Ensom.."
Siden Nicholé havde så let til tårer som hun havde, kom en tårer selvfølgelig til syne i hende øjenkrog. Arig og lettere deprimeret fik hun fjernet tåren med håndryghen og rejste sig så op. Med forsigtige skridt gik hun hen mod ham, og placerede sig foran han, selvom hans blik var rettet ned mod hans tær.
Før hun hørte spørgsmålet han stillede hende, havde hun lagt armene omkring ham og trådt et skridt tættere på ham. Men da hans spørgsmål kom, puttede hun sig ind til hans brystkasse, hvilket hun aldrig ville have gjort med nogen anden. "Hvad jeg aller helst i hele verden ville lave? Jeg ville rejse er eller andet sted hen, jeg aldrig har været før. Tilbringe min kostbare tid med bare at være nær den jeg elsker. Desuden vil jeg så gerne finde ud af mere om min forbandelse." Et blidt, ikke længere bekymret blik blev sendt op mod ham, selvom hun dyppestset havde begravet sit ansigt i hans bluse. "Det lyder ekstremt og det er nok ikke noget man bare sådan lige giver sig til. Men alt du vil ... er godt nok for mig. Lige meget hvad det så end er."
Nicholé trak sig lidt ud fra ham, men kune lige akkurat nok til at hun kunne stille dig på tæt og berøre hans læber med hendes. I et kort øjeblik holdte hun øjrnkontakten, før hun som en balletdanser stillede sig på tær og kyssede hans læber. Hvad mon han havde i tankerne?

Nicholé nød fornemmelsen af hans arme omkring sig. I hans arme følte hun sig ekstra tryg og især fordi det var ham. Hvis det havde været en eller andet, ville det selvfølgelig have været anderledes. Og selvfølgelig følte hun sig tryg hos ham, når han var manden hun elskede. Selvom kærligheden var vokset så hurtigt mellem dem, var der intet at sige til, at hun følte sig veltilpas i hans arme. Og hans kys… Hver gang deres læber mødtes, føltes det som et rent festfyrværkeri inde i hende. Som om alt eksploderede og gav hendes glæde og lykke.
Pludselig kom spørgsmålet om, hvorfor hun ikke bare rejste, hvilket hun først ikke rigtig kunne svare på. Inderst inde havde hun vel et svar, men ikke et hun kunne nå helt ind til endnu. Som om noget afspærrede den del af hende. Lagde den del på is, der ikke kunne tøs op af varme. Spørgsmålet hang i længere tid i luften, før hun var i stand til at svare på det. Men svaret var ikke simpelt. Tvært imod.
”Jeg kan ikke bare rejse væk, fordi jeg ikke ved hvor jeg skulle rejse hen. Hvad grunden til at jeg skulle rejse skulle være. Jeg var ingen rigtig grund til at forsvinde fra det sted jeg endelig var fundet mig til rette ved. Terre er mit hjem nu… Og… Selvom jeg så gerne vil rejse, vil jeg heller ikke gøre det alene. For hvem vil dog så kunne holde mig med selvskab? Hm… Desuden.. Hvad skulle jeg dog se på min rejse? Det ville være meningsløst blot at rejse.. For bare at.. Rejse, ville det ikke?”
Alt hun lige havde sagt, gav hende en hel del at tænke over. Hvorfor havde hun sagt som hun havde? Hun kunne vel bare rejse væk, uden at se sig tilbage? Starte forfra et eller andet sted. Men en anden ting der også holdte hende tilbage, var ham. ”Desuden… Jeg ville ikke bare kunne forlade dig igen. Jeg har jo… Mere eller mindre sagt at jeg ikke vil forlade dig igen, med mindre du beder mig om det.” Et forsigtigt og prøvende blik blev sendt i hans retning, i håb om at få et blik sendt tilbage eller en kærlig reaktion. Selv fandt hun det ret kærligt og omsorgsfuldt det hun havde sagt, men hvad han mente, vidste hun ikke. Hun var ingen tankelæser, selvom det til tider kunne være praktisk. Men mon ikke man blev træt af det på et eller andet tidspunkt? Altid at vide hvad folk havde på hjertet? Endnu et spørgsmål kredsede rundt i hendes hoved, denne gang meget mindre betydningsfuldt end de andre spørgsmål.
Overrasket og måske også en smule chokeret, vendte Nicholé hurtigt blikket op mod ham. Han var betydelig højere end hende, men det var ikke det der talte lige nu. Han havde spurgt hende… om han ville rejse med ham hjem. En lille følelse af glæde og håb, bredte sig i hendes krop og et stort smil tittede frem på hendes læber. Kinderne begyndte at få en smule kulør mens øjnene glimtede som havet på en skyfri solskindsdag. Som en indvendig ild, blev Nicholé helt varm og blød inden i, som en grillet skumfidus. Hendes hjerte smeltede nærmest inden i hende. Det var ikke særlig normalt at blive inviteret hjem og især ikke hjem til nogle der boede så langt væk.
Cholé måtte bide sig selv i tungen med de sparke hjørnetænder hun havde, for at det ikke skulle ske, at hun bare råbte svaret ud. Selvom hendes indre skreg at få lov til at sige det, bestemte hun sig for at tage den lidt med ro. ”Det ville være mig en stor ære at rejse med Dem,” kom det som et formelt svar på hans spørgsmål. Og så gav hun sig til at le. Af lykke og af lettelse… Og uden rigtig at lægge mærke til det, stillede hun sig på tær og kyssede ham. Først blidt, men derefter gjorde hun det inderligt og romantisk. Som fyldt med længsel og som havde hun ventet længe på at gøre det. Hun var helt vildt med ham.

Kysset varede længere end forventet men det gavnede hende kun. Det føltes fantastisk og henrivende. Deres læber og kroppe havde kontakt. De stod faktisk så tæt på hinanden som muligt, hvilket kun gjorde det endnu bedre. Længsel og kærlighed styrrede deres kys og da han afbrød for at sige noget, havde Nicholé mest af alt, lyst til at kollapse på gulvet. Hendes knæ var blevet møde som var hendes knogler lavet af gummi. Hendes kinder havde fået en rød kulør og hendes øjne glødede.
I længere tid, selv efter Lion var begyndt at lede efter sin mobil, for at ringe til sin skole og fortælle at han ikke ville komme i et par uger, stod hun og stirrede ud i luften, mens hendes arme hang slapt ned langs hendes sider. Hendes gyldne øjne stirrede ud i luften, forvirret men samtidig fyldt med glæde. Deres kys havde været fantastisk, og hun ville ønske at hun blot kunne gribe fat om ham og kysse ham igen. Følelsen inden i havde været som at blive bræt. Som at brænde sig på en pande, men smerte blev ved og hun havde ikke trukket sig tilbage. Smerten havde været glæde og lykke denne gang.
Pludselig hørte hun ham begynde at snakke, men vendte ikke blikket mod ham. Øjnene var stadig rettet mod det sted han havde stået for et minuts tid siden. Det var som om hendes indre, ikke kunne forstå hvorfor de ikke stod og kyssede hinanden længere. Inderst inde gemte hun på den længsel efter blot at kysse ham. Kysse ham, til hendes læber gjorde ondt og var ømme. Efter alt hvad hun havde gjort, givet ham en masse at tænke over samt smide en masse sorg efter ham, var det det mindste hun kunne gøre. Kysset havde efterladt en prikkende og stikkende fornemmelse i hendes læber og en hånd skød op mod læberne for at berøre dem. Men den anden hånd var hurtigere, og som havde den stjålet den sidste småkage, fik hun givet sig selv et ordenligt rap over fingrene, der resulterede i at hun lod begge hænder falde ned langs hendes sider igen.
Uforberedt og overrasket var hun, da hans hænder pludselig greb fat om hendes talje og trak hende ned på hans skød, hvor han stort set låste hende fast i hans greb. Med hans hage på sin skulder, lukkede hun øjnene veltilfredst, mens han ellers var i gang med at tjekke Paris’ lufthavns hjemmeside ud. Da hun så slog øjnene op, var det som om hun havde sovet i et stykke tid, da det hele virkede til at være ordnet. Alt bortset fra at arrangere det med hans forældre, hvilket var det vigtigste. Blikket blev rettet mod ham, forventningsfuldt og håbefuldt.
”Wow,” mumlede Nicholé, mens Lion snakkede med det der tydede på at være hans moder. I hvert fald, lød tonefaldet fra mobilen ret oppe og køre over et eller andet han havde sagt. Sproget lød underligt i hendes øre og alle ordene var lange men ikke svære at udtale. Med lidt øvelse, kunne hun sikkert sige et par ord. Hvis man skulle være helt ærlig, var hun en ret intelligent kvinde, der havde let ved at lære. Det ville helt klart give hende en fordel, hvis hun skulle lære et nyt sprog.
Da Lion havde lagt mobilen fra sig, sendte hun ham et lille smil, før hun kort kyssede ham på næsetippen. ”Så? Hvad sagde de så? Var det okay at jeg kom? Fortalte du dem om mig?” Ivrig og sulten efter informationer, begyndte hun at udspørge ham om en hel masse. ”Er finsk egentlig et svært sprog? Hvorfor besluttede du dig egentlig for at komme her til Terre?” Spørgsmålene strømmede ud af hendes mund. Hun ville bare have svar på et par spørgsmål, der efterhånden blev til flere.

Alle spørgsmålene blev besvaret, hvilket gjorde hende meget klogere. Det med sproget, spekulerede hun dog lidt mere over end nogle af de andre spørgsmål. Hendes modersmål, da hun havde været helt ung, havde været Hollandsk, men selv efter de mange gange hun var død, havde Hollandsk stadig været hendes modersmål, selvom hun var genopstået et sted i Chicago. Hendes tankegang blev afbrudt, da hun atter kunne mærke hans læber mod sine. Den stikkende og prikkende fornemmelse fortsatte. Denne gang var fornemmelsen dog mere brændende mod hendes læber.
Kysset var ømt men stadig fyldt med længsel. Men lige meget hvordan hans kys ville være, ville hun altid elske dem. Han var mere speciel end de andre hun havde elsket i sine tidligere liv. Og kærligheden mellem dem, var kommet så hurtigt at hun nærmest ikke kunne følge med længere. Kærligheden blev stærkere mellem dem, selvom de blot havde været sammen i meget kort tid. Aldrig mere ville hun forlade ham, med mindre han selv bad hende om at gå eller forsvinde. Hendes øjne, der for lidt siden havde været åbne og klare, lukkedes til.
Hans dejlige kærtegn af kys, fortsatte ned af hendes mundvig og kæbe, ned mod hendes hals. Hans arme var placeret om hendes talje mens hun sad på hans skød. Hun følte sig lidt som en prinsesse når hun var sammen med ham. Ikke fordi hun blev særbehandlet af ham, men mere fordi hun fik al hans opmærksomhed og kærlighed. Det var den helt perfekte mand hun havde fundet, det var der ingen tvivl om.
Da han stoppede med at kysse, tillod hun sig, at flette fingrene ind i hans hår mens hun hørte på hvad han sagde. Dog besvarede hun ikke hans spørgsmål, blev bare sidende med lukkede øjne på hans skød. Hun flyttede en smule på sig, så hun mere eller mindre sad på hans knæ med benene omkring ham. Og som et blindt pindsvin, følte hun sig forsigtigt frem til hans ansigt, ivrig efter at kysse ham igen. Dog stoppede hun sig selv og åbnede øjnene, da hun var få centimeter fra hans ansigt. ”Du har hermed min tilladelse, til at fortabe dig.” Et lille smil så lyset for første gang i længere tid på hendes læber og en let latter kom fra hendes strube, før hun kyssede hans kind. ”Jeg har kun et spørgsmål til,” hviskede hun, med læberne få millimeter fra hans kind efter kysset. ”Hvornår kan vi tage af sted?”
Nicholé havde savnet det at rejse og især til lande hun ikke havde været før. Finland vidste hun lå i norden og var sikkert hundekoldt om vinteren. Derfor ville det nok blive én kold omgang, men så ville hun i det mindste passe ind, angående hendes animagus. Men det bedste ved det hele, var nok at hun skulle rejse med ham. Rejse med ham hun elskede mest i hele verden.

Chokeret over det han sagde, udstødte hun et lille gisp. Hun havde altså kun cirka fem timer, til de skulle så i lufthavnen? Han ville altså have hende til at pakke på så kort tid. Et mindre suk forlod hendes læber, men smilet falmede ikke. Det blev sidende på de rødlige læber, som var smilet limet fast med superlim. Lige meget hvad der så end skete på de timer før de skulle af sted, kunne intet standse hende i at være lykkelig. Men før hun vidste af det, blev hun puffet væk fra sit sikre sted. Hun var ikke længere tæt på ham, hvilket hurtigt kunne blive en smertefuld omgang for hende. I det mindste, blev hun kun puffet væk, fordi de skulle videre i dagens program. Pakning. Rejser havde aldrig været noget for hende, med mindre der havde været mulighed for at male eller tegne de landskaber de opholdte sig i. Minder og tegninger hun havde tegnet på rejser, dukkede på i hendes hoved. Hun huskede rejsen til Wales, dér for mange år siden. Forhåbentlig ville denne ferie blive lige så fantastisk. For en tid, stod Nicholé og overvejede hvad hun skulle tage med, når hun fik muligheden for at pakke. Et spørgsmål dukkede op. Et spørgsmål hun havde brug for at spørge om, med mindre hun altså ville tage af sted med det forkerte tøj. ”Ehm… Lion? Hvad skal jeg tage med? Er… Er der koldt i Finland?” Om det var et svar eller ej, fik hun stukket sin elskede tegneblok i armene, samt blyanterne hun slet ikke kunne undvære. ”Ehm..”
Ubemærket listede kvinden med det brune, let krøllede hår ind på sofaen, hvor hun begyndte at bladre i sin blok der var halv fyldt op med tegninger, skitser eller bare sætninger. Citater eller noget fra sange som hun holdte fast ved. Det eneste underlige ved hendes gave til at tegne var, at lige meget hvor mange gange hun døde, ville gaven forfølge hende. To tynde fingre greb fat om en blyant, der lå godt og køligt i hendes hånd, mens hun med den anden hånd, bladrede op på en blank side, som hun med hurtige, bløde men lange strøg med blyanten, begyndte at tegne på. Efter et par minutter, de minutter han havde brugt på at pakke, havde hun tegnet sådan som hun forstillede sig at Finland kunne være. Uden tvivl et eller andet sted på landet med bakker, klipper og så sne. En lille skov og et par træer hist og her, selvom der ikke rigtig var nogen farve på. Et par huse kunne man skimte i horisonten. Gad vide hvad han ville synes om det?
Nicholés tynde fingre, rev tegningen ud af blokken og gik derefter ind på værelset hvor han havde slået sig ned. Begge hendes arme var omme på ryggen, hvor hun gemte tegningen eller skitsen af hendes opfattelse og fornemmelse af Finland. Da hun så slog sig ned på sengekanten, gik der ikke længe, før han til hendes glæde sagde noget. ”Går ud af sit gode skind...?” Lettere forvirret kiggede hun på ham, opfattede lige så stille hvad han forsøgte at fortælle hende, da alle informationerne faldt på plads. Det han mente, måtte vel være at han moder var lykkelig over at hendes søn havde fundet en at være sammen med. På grund af de tanker, dannedes der et let klukken og fnisen fra hende. Informationen var nu ganske hyggelig og lettende at høre. ”Jeg har noget til dig,” mumlede hun efter lidt tid, før hun fandt tegningen, der ikke var tegnet af mere end blyantstreger, frem fra sin ryg. Forhåbningsfuld og fyldt af glæde, stak hun tegningen i hånden på ham. ”Nå? Hvad synes du? Det er sådan som jeg har… Dannet mig et indtryk af at Finland kunne være. Har jeg ramt helt ved siden af?” Angående det med at pakke, så var alle tanker om hvad hun skulle have med og hvorfor, helt forsvundet fra hendes tanker. Det eneste hun tænkte på nu, var hvor vidt hendes tegning lignede og hvad han syntes om den. Alle hans meninger og holdninger var vigtige for hende. Hun ville helst være den perfekte for ham, nu hvor han var den perfekte for hende. Han var helt klart hendes valentine.

Som havde hun fået en kommando, rejste hun sig op i en stiv bevægelse og travede ud i stuen, hvor blyanten og blokken stadig lå i sofaen. Hvorfor hun havde valgt at lægge dem i sofaen, stod ikke klart for hende. Det var vel også lige meget, hvis hun blot huskede at få det med sig, ville hun være lykkelig. Nicholé placerede sin bagdel og ryg i sofaens bløde puder, før hun smed benene ud over armlænet og satte fødderne derpå. Hun lå nu lidt underligt og faktisk havde hun lagt sig lige på blokken. Dog bemærkede hun intet, da det eneste hun koncentrerede sig om, var at finde det rette hjørne at skrive sin underskrift og en dato i. Det resulterede i, at hun valgte at skrive sit navn, både fornavn og efternavn med snøvlede og krøllede bogstaver, som ikke mange kunne skrive længere. Og datoen blev mindst lige så nydelig. Nede i højre hjørne, stod nu følgende:
’Nicholé De Vos. Februar 2012’
Som en ekstra godte for blikket, tegnede hun et par af stregerne på tegningen en smule op, så den sne hun havde tegnet til at starte med, blev en smule tydeligere. Da hun havde tegnet tegningen, havde hun nemlig stadig været i tvivl om hvor vidt der var sne i Finland. Det virkede dog til, at der hvor de skulle hen lå højt oppe mod nord. Efter at tage tegnet det hele færdigt og skrevet en underskrift, lallede hun ind på værelset igen, hvor hun formelt lagde tegningen i hans hånd og nejede. Hvis det ikke var blevet tydeligt for ham endnu, var hun i gang med at lege med de forskellige måder man kunne gå, sidde og snakke på, samt gøre ting og se ud. Et lille smil bredte sig kraftigt på hendes mund og selvom han kyssede hendes pande og ikke hendes mund, sneg hun sig til et møde med hans læber.
Nicholé fulgte hans blik, forstod hvilke tanker han lagde i det han lige havde sagt. Igen… Hun var stadig ingen tankelæser, men der skulle ikke så forfærdelig meget til, før hun dannede sig et indblik i hvordan personer var. Hun var vel lidt af en menneskekender, selvom hun var den stille og mere asociale type. Hurtigt var hun ude i gangen og tog overtøj på. Blokken og blyanterne var hun tæt på at glemme igen, hvis ikke det var fordi han lige nåede at komme med en bemærkning om at hun sagtens kunne tegne mere til ham. Nicholé nåede dog ikke at vride sig ud af hans greb, før hans bløde læber berørte hendes i et kærtegnende men kort kys. Dog måtte hun afbryde det for at styrte tilbage til stuen for at hente sit ’grej’.
Men da hun trådte tilbage til ham, skubbede sig ind i hans favn og forlod lejligheden han låste, forsvandt alt lys for hendes øjne et kort øjeblik. De gyldne øjne nærmest flakkede et kort øjeblik, før hun gik helt i sort. Hendes åndedrag afslørede dog at hun stadig var i live, men hendes krop blev slap. Dette var bestemt ikke noget hun havde prøvet før.

Fra det ene sekund til det andet, var Nicholé gået i brædderne, hvilket ikke vidste sig at være brædder længere. I stedet lå hun nu i den bløde sofa igen, som om hun blot sov. Men denne søvn var højest usædvanlig. Hendes åndedræt var der stadig, hvilket nok skulle berolige ham en lille smile. Men hvor ville hun ønske at hun blot kunne vågne og forklare ham at det hele var okay. Det eneste problem var blot, at hun ikke ligefrem kunne fortælle ham at det var okay og vågne kunne hun heller ikke. Hvorfor var det altid hende der var noget galt med? Som om hun havde en bygningsfejl eller noget. Hun gik altid ned, hvilket ikke ville gøre Lion meget mere tilpas end han allerede var. Efter første gang med hendes anfald, den gang de havde mødt hinanden, havde han sikkert ikke været særlig tryg ved at det skulle ske igen. Men det gjorde det… Eller på en måde ikke. Dette var højest besynderligt.
Hvad der skete inde i hendes hoved mens hun ’sov’, var ikke beskriveligt. Der forgik så mange forskellige ting og alt ændrede sig hele tiden. Men der var ikke genstande, væsner eller landskaber i hendes hoved. Det var mest farver, former og tal, der for rundt og forvirrede hende. Og under hendes lukkede øjne, kunne man se hendes øjne bevæge sig en lille smule af og til. Det var pinefuldt, som om alle tal, farver og former brændte hende. Men før hun vidste af det, var det hele ovre igen.
En let jamren forlod Nicholés læber, før hun slog øjnene op. Men hendes øjne var det ikke længere. Propillerne var aflange som en kats og hendes irisser var mere gule en før. Lige så stille udviklede kvinden sig til et katte-lignende dyr, der nærmest fløj op af sofaen og sprang over i den anden side af stuen. En jamren blandet med en pivende lyd, kom fra dette kattedyrs store mund. En pragtfuld, hvid sneleopard stod nu i stuen og kvinden i sofaen var der ikke længere. Men dyret faldt sammen som havde nogen givet dem et spark i maven. Et lille hyl kom fra dens hals, før den faldt sammen på gulvet som en lille killing.
Den hvide leopard var ikke særlig gammel, men havde smidt den lettere buttede krop og den tykke, pjuskede pels. I stedet var kræet nu meget mere prægtig og slankt. Lidt efter lidt, forsvandt leoparden og kvinden kom til syne igen. Det brune hår og den slanke krop kom til syne. Hendes tøj var en smule flænset efter forvandlingen og hendes krop havde små røde mærker.
Nicholé slog øjnene op og afslørede de kobbergyldne, nu normale øjne.

Selv Nicholé havde fået verdens største chok, da hun slog øjnene op og indså hvad der var sket. Det tog hende lidt tid at indse hvad der egentlig var sket med hende… Hun havde forvandlet sig? Det føltes helt forfærdeligt at se på ham, da han virkede forvirret og overrasket. Men det var ikke det der gjorde hende mest utilpas. Tanken om hvordan han mon havde reageret under hendes transformation, plagede hende så meget, at hun var tæt på at hulke.
”Li-Lion?” Hendes stemme rystede og lidt efter hørte hun hvad han sagde. Det pinte hende sådan, at hun ikke kunne forklare ham hvad der var sket lige for lidt siden, da hun egentlig ikke var klar over det selv. ”Jeg… Jeg er virkelig ked af det, my love.. Jeg ved ikke hvad der skete…” Hendes gyldne øjne kiggede på ham et stykke tid, mens hans blik var rettet mod vinduet. Forsigtigt og sammenkrøllet, krøb hun hen mod sofaen på alle fire, blot for at komme hen til ham.
Nicholés øjne var røde, som havde hun arbejdet i flere dage uden at sove eller spise. Ærligtalt så hun hæslig ud, som var hun blevet overfaldet, men det bekymrede hun sig ikke om. Det eneste hun bekymrede sig om var ham. Tænk at hun havde overlevet uden ham i al den tid hun havde sat sine fødder på jorden. Det virkede helt surrealistisk, at hun kunne have levet uden hans kærlighed. Men nu… Nu virkede han helt fjern og usikker. Han tænkte vel nok på et eller andet, var hendes første rigtige tanke, før hun krøb op i sofaen ved hans side.
”L-li-lion?” Hendes stammen blev værre end den var allerede, før hun besluttede sig for at det nok ville være nemmest for hende, blot at holde mund. Han ville alligevel ikke lytte på hende. Ikke nok med at hun hele tiden kollapsede foran ham, så blev hun også ved med at chokere ham og gøre ham bekymret. Pludselig blev hun bekymret for, om han var begyndt at blive træt at hende og havde planer om at droppe hende. Det virkede dog også surrealistisk, da det så ikke virkede logisk, at han havde inviteret hende med hjem.
Af frygt og en smule usikkerhed, krøb hun tæt ind til ham så hun stort set sad på hans skød. Blikket i hendes øjne var forfærdet, da hun var så forvirret og ikke kunne finde hoved eller hale i noget. Det eneste der var slået fast og helt sikkert, var at hun i et kort øjeblik var blevet til et dyr der var alt andet end en sneugle… Havde hun nu to animagus-former? Det gav ingen mening i hendes forvirrede lille hoved. Pludselig følte hun sig ung og sårbar igen, som før hun havde fået forbandelsen.
To varme, smalle hænder greb fat i en af hans, kærtegnede den blidt før hun tog den op til munden og kyssede den. ”Lion.. Jeg er ked af hvad der lige skete lige før… Jeg håber ikke.. Nej…” Nicholé fjernede hans hånd fra sin mund, som hun for lidt siden havde siddet og mumlet ind i. ”Jeg elsker dig…”

En fornemmelse af at være tryg og fredet, strømmede rundt i hendes krop, nu hvor hun sad så tæt ved ham. Varmen fra hans krop var beroligende. Så beroligende og tryg, at Nicholés øjenlåg af og til lukkede for en stund. Da et par velformede og lune læber berørte hendes hals, brummede hun en smule. Følelsen af at være tæt på ham, var som den følelse man havde haft da man var lille og krammede en dunblød teddybjørn. En lykkelig fornemmelse af at høre hjemme et sted og en fornemmelse af omsorg og kærlighed.
Nicholé var mere en lykkelig over at de havde fundet hinanden den gang i parken. Det havde været et mirakel for dem begge… Eller det følte hun i hvert fald. Hvis det stod til hende, kunne hun sagtens betragte deres første møde som kliché. En mandelig figur, smuk og uimodståelig, og en kvindelig figur, sårbar og uvidende, mødte hinanden ved at støde ind i hinanden. Kærligheden opstod pludselig for en af dem og det ville gå op for ham eller hende, at det ikke var muligt at leve uden den anden person. Typisk romantiske film. Film som hun selv havde set alt for mange af.
Hun åbnede øjnene igen, blev klar over at hun havde haft den lukket et stykke tid, mens hun havde tænkt på det hele. Tænkt på hvordan de havde mødt hinanden og hvor fantastisk han havde været. Tænk at det lige præcis var ham, der havde fået hende til at indse hvad hun virkelig var? Var der overhoved en måde hun nogensinde kunne takke ham på? Takke ham for at hun atter havde fundet sig selv? ”Jeg skal nok lade være med at forvandle mig…”
Med rolige og afslappede øjne, kiggede hun hen på denne skønhed ved hendes side. Hun bekymrede sig ikke om hvad andre tænkte, for han var den smukkeste og mest fredsfyldte skabning hun nogen sinde havde set. No wonder why at han var en engel. Hans var så ren og så fredsfyldt, at hun slet ikke kunne komme i tanke om andre væsner, i hele hendes lange liv, der havde været som ham. Og det var skam en god ting… En rigtig god ting. Det resulterede blot i, at han var helt speciel og ingen var som ham. Men det vigtigste… Han var den mest perfekte for hende.
Som var hun blevet stukket af en bi i bagdelen eller bidt i skulderen, sprang hun op af sofaen, nærmest stormede hen mod døren. ”I alle de tanker, glemte jeg næsten at vi skulle af sted… Tåbelige pigebarn,” mumlede hun med en lille hovedrysten. ”Lad os komme af sted!” Et lille smil fandt sted på hendes smalle røde læber, før hun fór tilbage til sofaen og trak ham med sig hen mod hoveddøren. ”Nå… Hvor kom vi til sidste gang?” En let latter passerede hendes strube og blev kastet ud i hans lejlighed.
”My cirbe… Here we come!”