Maskebal

"Nej, jeg gidder ikke kysse dig. Og for tredje gang, nej! Jeg har ikke lyst til at tage med dig hjem, okay!" Denne mærkværdige samtale blev afholdt ude foran stedet hvor maskeballet blev holdt. Man kunne ikke se mandens ansigt, men tydeligt kunne man se han lettere irritation og skuffelse i de blå øjne. I kvindens gyldne øjne, kunne man dog ikke se mere end et blidt raseri og en lettere irritation over at have hørt mandens spørgsmål for tredje gang den aften. Ja faktisk så var det tredje gang på mindre end en halv tome, at det uhumske og ucharmerende spørgsmål var blevet stillet. Hver gang var det blevet afvist med irritation. Manden eller drengen med de blå øjne, gik arm i arm med den kvinde, der havde været hans helt store kærlighed. Og man kunne vel godt give ham ret i, at hun så ret så køn ud i lyset og den påklædning hun havde på.
Manden var nu tavs, kiggede ned i jorden som ledte ham efter en tabt kontaktlince, mens kvinden gik rank og så ud i luften, mens tanker lige så stille fløj forvirret rundt i hendes baghoved. Det var mest spørgsmål, men også bekymringer for hvordan Eric havde der. Mon han ville være her i aften? Havde han bragt en anden kvinde med sig? Hvordan havde han det mon, og skænkede han mon hende en tanke? Ingen af spørgsmålene ville få et svar, med mindre nogen gav sig tid til at besvare dem. Det eneste problem var blot, at det kun kunne være ham, der svarede på de spørgsmål der de sidste par dage, havde summet rundt i hendes baghoved. Hun havde ikke kunne tænke på andet, siden hun efterlod ham siddende op af husgavlen, sikker meden hel masse spørgsmål på hjertet og en kvalmende fornemmelse og frygt for at han havde gjort noget galt. De sidste nætter havde hun ikke sovet ordenligt, da hun blev ved med at se hans ansigt for sig. Smukt men sørgmodigt.
Nogen rømmede sig ved Nicholé De Vos' side. Hendes ven, Lucas, med de normalt strålende, klare blå øjne. De stod foran døren, ind til den sal hvor alle tydeligvis lod til at more sig til vinter-ballet. Lucas rømmede sig atter, da hun ikke havde sagt eller gjort noget i omtrent et halvt minut. Hun var atter gledet ind i takkernes univers, fyldt med sorg og tanker. Tanker om den smukke mand hun havde kysset og derefter havde stukket halen mellem benene. Den mand hun ville ønske var ved hendes side nu. Så hendes yndige kjole og kiggede hende dybt i øjnene, med hans smukke, grønne øjne.
"Nic..." Lucas nåede ikke at tale ud, før Cholé åbnede døren lige for næsen af ham og trak ham med indenfor i varmen, hvor en sang lige var startet. Lucas kiggede på hende, gav hende elevator-blikket, det blik han vidste jun hadede som pesten. Og jo, hun vidste godt hvad pesten var. Blikket Lucas sendte hende, gjorde hende utilpas og blot mere rasende end før. "Lucas! Du ved hvor meget jeg hader det blik, og fjern så dine fingre fra mig! Hvad er du dog for en ved!?" Midt under set hun havde sagt, kunne hun mærke hans hænder om sine hofter, et af stederne hvor hendes kjole var strammest. Til hans held, fjernede han dog sine hænder fra hendes hofer, da han udemærket vidste hvor vred hun kunne blive. "U-undskyld, frøken.." Han bukkede hovedet en smule for Cholé og forsvandt derefter ud i mængden af lystige og dansede personer. Efterlod hende i sin kjole, nu mere forvirret mens hun forsøgte at lede efter ham i mængden. Hun droppede det dog hurtigt og udstødte et suk.
Nicholé bar en hvid kjole med tyrkise og gyldne mønstre i bunden og i toppen sf den. Den sad stramt om hendes liv, af og til for stramt, så hun hverken kunne trække vejret eller holde sin barm i kjolen. Hendes mørkebrune hår var sat op i en høj knold, og en lille slangekrølle på hver side hang ned af hendes kinder, indrammer hendes milde ansigt, skjult af en maske. Masken var tyrkis, med samme mønstre i guld, som på kjolen. Og selvom hun følte sig smuk udenpå, følte hun sig langt fra smuk og fejlfri indvendigt. Og nu stod hun så dér. I en sal med glade, dansede mennesker, helt alene og uden Lucas ved sin side. Skulle hun mon bare gå igen?

Selvom Cholé helt tydeligt var blevet afvist og efterladt af hendes ven, Lucas, forsøgte hun hele tiden at stirre efter ham. Det var bare ikke tidspunktet at efterlade en kvinde som hende, alene og så endda midt ude på gulvet. Hun kunne bryde ud i tårer af raseri men også lige så godt skrige op, hvis det var det der var brug for. Hun havde ikke brug for at tænke yderligere over flere ting, end hun allerede gjorde, og følte derfor ingen trang eller lyst til at være midt inde i en sal som denne, med en masse folk i fornemt tøj, når hun mest følte sig som Julie fra Romeo og Julie, hvis hjerte var blevet knust i flere stumper og stykker end der var stjerner. Bare det at skulle blive her, fik nærmest hendes indre system til at brænde sammen.
Lettere panikslagen kiggede hun sig omkring, efter en nødløsning hun kunne snuppe en dans med, hvis hun nu absolutskulle blive her. Der var vel ingen grund til at hun stod og mugede over at hendes ’date’ havde forladt hende. Men lige meget hvor hun kiggede hen, kunne hun se mænd i sort og hvidt, mens kvinderne stod, dansede eller noget helt tredje ved mændenes side, med smukke, elegante og rigtige maskebal-kjoler. Hendes lignede blot en forvasket brudekjole som små 3-årige havde fået løv til at tegne på med farver de ville kategorisere som grøn og gul. Åh, det hele var da også bare lidt af en fiasko, og hun havde mest lyst til at forlade vinterballet som askepot der måtte se at komme hjem, før klokken blev tolv. Men noget stoppede hende. Noget holdte hende tilbage fra at forlade forsamlingen.
En mand, i præcis det samme tøj som alle andre mænd, var på vej over od hende. Han så utrolig stiv ud i kroppen, som var hans rygrad lavet af cement og hans fødder af stål. Men det var der ikke noget at gøre ved. Det underlige var blot at det lignede at han var på vej hen mod hende. Og det var han skam også. For lige i tide til den næste sang, var han hende ved hende, gav sig til at bukke for hende, hvorefter han rakte hånden ud mod hende, som et spørgsmål om hun ville danse. Og for at acceptere ham, nejede hun lige så fint. Ikke dybt, men heller ikke uhøfligt som hun havde set andre gøre det. Hun lagde sin hånd i hans, bemærkede slet ikke noget underligt ved ham, selv ikke engang at han ikke havde set hende i øjnene eller sagt noget til hende endnu. Men hendes tanke var vel bare, at han ikke ville ødelægge mystikken der let opstod ved et maskebal.
Hun lod sig føre ud på dansegulvet af ham, stadig en smule smigret over den mystik der var over dem lige nu. Lige som ham, var hun omhyggelig med ikke at se ham i øjnene, for blot at holde mystikken lidt endnu. Det var vel det hele pointen ved et maskebal var? Da hun ikke var helt klar over hvordan han mente at de burde danse, stod hun blot lidt og kiggede på ham. Hun havde som det eneste, bemærket at hans håndflade var varm, og at han virkede en smule nervøs. Måske var det også grunden til at han ikke så hende øjnene, eller var der en helt anden ukendt grund til det?
Cholé studerede let hans kropsbygning, men kunne ikke rigtig genkende det. Hun mente dog at kroppen var bekendt, men hun havde efterhånden også set så mange mennesker, at det begyndte at blande sig sammen. Man kunne ikke se mændenes ansigter, der var dækket af en hvid, simpel maske, hvor det kun ville være muligt for kvinderne, at genkende deres mænd, på øjenfarve eller hårfarve. Men hun kunne ind til nu, slet ikke finde ud af hvor hun mente at have set denne person før. Hendes blik så en smule spørgende på ham, håbede på at han ville taget det første skridt, hvad dansen angik.

Da hendes partner førte hende ud på gulvet, stadig med sine lidt halvstive skridt, kunne hun ikke lade være med at tænke lidt på Eric. Selv anede hun ikke, at han faktisk stod foran hende lige nu, med sin arm om hendes talje. Hun lod blot tankerne få frit løb, alt i mens hun lagde sin hånd ved hans skulder. I et kort øjeblik søgte hun efter hendes partners øjne, men fik aldrig rigtig fanget blikket, da dansen begyndte. Og hans blik var ikke en eneste gang rettet mod hende, selvom hun på en måde var ivrig efter at finde ud af hvem han var. Men på den anden side, ønskede hun ikke at vide det. Det eneste hun ønskede, var at se Eric igen. Hun havde sådan fortrudt sin handling, og ville ønske hun kunne finde ham igen. Opsøge ham og give ham en undskyldning, som en værdig kvinde ville gøre.
Under dansen fornemmede hun at hendes partner løsnede sig mere og mere op. Til hende ulykke lykkedes det dem kun af danse i meget kort tid, på den helt rette måde, da sangen så sluttede og Cholés partner gav slip på hende, som havde hun givet ham elektriskchok under dansen. På en måde følte hun sig såret over den måde han pludselig reagerede på, men hun var ikke overrasket. Sandsynligheden for at de egentlig kendte hinanden, var minimal. Og måske havde personen foran hende allerede en han havde kær? En masse tanker svømmede forvirrende rundt i hendes baghoved, mens hun nu igen søgte efter denne mands øjne, der dog havde rettet blikket væk. Det føltes som en jagtmark, at få kontakt med ham hun lige havde danset med. En lille glød tændte sig i endes øjne, da hun hørte en mandlig stemme ved en mikrofon. Hun vidste hvad et maskebal gik ud på, og mente at denne del af ballet, var afgørende og kunne være chokerende, lettende men også starten på et helt nyt… venskab?
Ordene der kom fra mandens læber oppe ved mikrofonen, var ikke chokerende. Men for første gang ved et maskebal, var hun urolig og nervøs for hvem og hvad der kunne genne sig bag den maske. Det kunne sagtes være en vampyr så vel som et menneske. Det kunne være lige fra den smukkeste aspara, hvilket personen mindede om, til den mest frygtelige blodtørstige dæmon. Det kunne være alt.
Nicholé vendte sig om mod ham lod de gyldne, glimtende øjne studere ham let, før hun trådte et skridt tættere ham. Over alt kunne hun høre folk der hvinede, lo eller var dybt chokerede. Allerede nu, hvor hun kiggede som om i lokalet, virkede nogle til at forlade festen. De fleste gik i et par, men nogle gik også smækfornærmede ud af døren, som var de blevet afvist totalt. Og det underlige var, at det typisk var smukke, unge blondiner der forlod festen med et muggent ansigtsudtryk. Deres prins havde vist ikke været den de havde håbet på. Og nu stod der en eller anden ensom stakkel et eller andet sted, uden den pige han var dybt forelsket i. Det virkede så trist. Så mange havde fået knust deres hjerter ved at tage maskerne af, mens så mange omgående var sprunget i hinandens arme, som et brudepar. Efter et stykke tid, hvor Cholé havde kigget sig omkring i lokalet, tog hun endelig mod til sig og tog en god mundfuld luft, før hun trådte yderligere hen mod ham for derefter at fjerne hans maske.
Masken faldt til gulvet, og på en måde, var Cholé utrolig forvirret men samtidig overrasket. De grønne øjne kiggede nu på hende, og hun udstødte et lille gisp. Hun havde virkelig ikke forventet at hun stod foran hendes ægte prins lige nu, men det havde hun gjort hele tiden. Selv tog hun sin turkise maske af, og lod den falde til jorden ved siden af hans. ”Eric?” Hun så spørgende på ham, men gav ham ikke tid til at svare på hendes søgen efter at godtage at det faktisk var ham. I stedet lagde hun sin hånd bag hans nakke, og kyssede ham. Men ikke blot som det kys hun havde givet ham første gang, nærmere et inderligt og sorgfyldt kys, hun aldrig havde givet nogen før. Efter i hvert fald et halvt minuts tid, trak hun sig lidt væk fra ham og søgte nu igen efter hans øjne. ”Du må virkelig undskylde… Jeg ved ikke hvad der gik af mig.. Jeg… ” Sorgen var tydelig at høre i hendes stemme og hendes øjne en smule sørgelige, selvom gnisten voksede i hendes gyldne øjne.

Det første Cholé bemærkede da hun kyssede ham, var at han nærmest svang sine arme om hendes talje, sikkert i et forsøg på at få hende til at blive, hvis hun nu skulle få den dumme idé at flygte fra ham igen. Men det glædede hende da, at han endelig havde lært at være forberedt på hendes handlinger, og at han nu havde lært at tackle det ordenligt. Ikke fordi han ikke havde haft forstand på det før, men hun havde nok også været lidt umulig i starten, hvilket aldrig var godt. Men i det mindste stod de sammen nu, som en lykkelig slutning på en ’happy-ending-fairytale’ der forhåbentlig ville slutte med: ’Og de levende lykkeligt til deres dages ende’, men det var jo ikke til at vide. Alt kunne ske endnu, og overraskelserne blev tydeligvis ved med at strømme ned over hende.
Hendes blik var mildt og kærligt, selvom sorgen stadig var til at skimte i hendes øjne. Dog forsøgte hun at holde den nede, og udtrykke sin lykke ved at det var ham hun stod over for lige nu. Hun følte sig på et punkt så lettet og så lykkelig, men stadig så overrasket, selvom der var gået et stykke tid siden hun havde taget hans maske af. Og nu stod de så der, midt på gulvet til en fest der så småt var ved ar nå sin ende. Mange steder på gulvet kunne man se smukke masker, som en hel del kvinder havde båret, men der var også de simple hvide masker, der havde overrasket så mange mennesker. Og en af de hvide masker, havde overrasket hende utroligt meget. Det var bare så underligt at tænke på. Hvor hurtigt var det mon gået op for ham, at han nu stod over for hende igen. Den kvinde der var flygtet fra ham, uden at efterlade ham med andet end et kys. Det virkede så surrealistisk, at de nu stod her, til en fest hvor de tilfældigvis var blevet ’sat sammen’ med hinanden.
Varmen fra hans hænder, strømmede ind i hende lettere røde kinder, mens hun så ham i øjnene, med øjne der slog gnister som åben ild på en knastør græsmark. Og hans øjne, der var så smukke og grønne, som et træ hvis blade endelig var sprunget ud tildigt på foråret. Hun kunne ikke slev tage øjnene fra ham, blev ved med at kigge på ham, uden at føle nogen utryghed ved at gøre det. Det føltes bare så rigtigt, selvom hun vel mere og mere begyndte at stirre på ham. Dog forelsket. Lige så forelsket som Julie var blevet i Romeo i det klassiske drama, der alligevel endte med at de døde. Men de forblev sammen, hvilket Cholé inderst inde også ønskede. At de blot kunne blive sammen. Dele dette øjeblik, selvom det snart ville vakle mod sin ende.
Alle hans spørgsmål, blev aldrig rigtig besvaret. Måske fordi hun ikke fik tid til at tænke over dem, men ellers fordi han trak hende tættere på sig, og kyssede hende. Dette kys varede dog betydelig kortere tid, end det lige før, da der var en person der pludselig brød ind. En kvinde, hvis smil var stort. Det eneste hun opfattede, var ’du kan takke mig senere’. Så det var altså hende der havde ført dem sammen? Hun kunne kaste sig grædende for kvindens fødder, af lykke og af fryd over hendes handling, men regnede hurtigt ud, at hun så blot ville ligne en idiot.
Da Cholé blev oplyst om hvem kvinden var, nikkede hun blot, havde mest lyst til at fortsatte hvor de kom fra, men han havde tydeligvis en helt anden idé i tankerne. Komme hjem hver for sig. Tanken kunne Cholé nærmest ikke bære. Hun havde ikke lyst til at blive ladt alene tilbage i sin lejlighed, hvor hun havde siddet og stirret de sidste par dage. Håbede på at han ville kontakte hende, hvilket selvfølgelig aldrig skete. Hun ville ikke lades til sig selv igen, og især ikke når de nu var blevet genforenet på denne måde.
Stammende og en smule forvirret, fik hun et par ord ud af munden, hun ikke ville fortryde. ”Må jeg blive hos dig i nat?” Pludselig følte hun sig som den ligge tiggerpige der intet sted havde at tage hen. Det havde hun selvfølgelig, men at være sammen med ham, virkede bedre. Hun ville være sammen med ham, oh kun ham, så længe hun kunne. Hun ville ikke hjem, ikke væk fra ham, hvor hun følte sig underlig tryg. Hun ville ikke hjem til den lille lejlighed der emmede af dårlig energi og sorg. Hun ville være hos ham, hvor hun følte sig tryg og elsket.

Da Cholé hørte hans svar, så hans reaktion, kunne hun ikke lade være med selv at lyse mere op. Hendes smil blomstrede sødt og uskyldigt på hendes lyse læber, mens hendes øjne flammede op mens de glimtede og glitrede, som skinnede solen hende lige i øjnene. Dog var hendes propiller store, og ikke lige så små som de ville være, hvis solen stod lige på. Og da han begyndte at gå, var hun ikke langsom til at gribe fat i hans arm, for derefter at nærmest knugede sig ind til ham. Hun ville ikke have at han skulle finde på at smutte sin vej, men hun følte sig dog alligevel lidt omklamrende, og gav lidt efter en smule mere slip på ham.
Da de kom ud af døren til den nu nærmest tomme sal, var den kolde vind som et slag i ansigtet eller en kold spand vand lige i ansigtet. Ikke det mest fristende, når man ikke havde specielt meget tøj på. Eller jo, men hun havde bare arme, og den lette vind gik desuden også lige igennem den hvide kjole. Det var vel nok et held at det ikke styrtede ned… Endnu. Cholé lo Eric bestemme hvordan de kom hjem på den letteste måde, da hun som sagt ingen forstand havde på, hvordan hun egentlig skulle finde hjem til ham. Det kunne dog være en god idé at finde ud af, hvis dette ville fortsætte. Nu var der ingen der sagde, at dette ville udvikle sig til noget, men hun havde ikke lyst til at forlade ham igen, og ville trygt lægge sit liv i hans arme, hvis han ville lade hende gøre det. Hun ville så utrolig gerne være sammen med ham, men var ikke helt sikker på hans følelser for hende. Det kunne vel også være af ren og skær venskab, at han lod hende komme med sig hjem igen, men venner… Kyssede da ikke?
De kom hurtigt ind i en taxi, og mens de sad der, overvejede Cholé lidt hvad hun skulle sige eller gøre. Men da hun ingen anelse havde, kiggede hun blot ligeud, så han ville kunne se halvdelen af hendes ansigt, i det kunstige lys ude fra gaden, bilerne og selvfølgelig gadelygterne. Det gav en underlig blanding af lilla, røde og hvide farver, der tilsammen gjorde hendes udtryk i ansigtet en smule mere formelt, selvom det virkelig ikke var sådan hun følte sig. For mens de sad der i tavshed, fornemmede hun hans blik mod hende, men turde på en måde ikke kigge på ham. Der var ingen grund, men hun havde en dårlig vane med ikke at kigge på dem hun sad i en bil med. Og desuden havde hun stadig en del tanker. Såsom hvad han mon mente om dem... som et par altså..?
Heller ikke Nicholé bemærkede at de allerede var fremme, da bilen føltes som om den stoppede op ret pludseligt op. Men de var ude foran det kollegie som Eric tilsyneladende boede på. Hun havde aldrig været på denne side af kollegiet, mens hun bemærkede det. Jo, nok engang i fuldskab på vej hjem fra et arrangement, men ikke i ædru tilstand. Det fik hun så lov til denne gang. Hun fik jo endda lov til at træde inden for i en af lejlighederne, der tilhørte ham. Og da de kom ind af døren, mærkede hun ret hurtigt at flere blikke blev rettet mod hende, og i ren høflighed, løftede hun den ene hånd som en hilsen og vinkede kort, mens et lille smil tittede frem og fik hendes øjne til at glimte. Men hun nåede ikke at studere mere end en person, før Eric trak hende med sig op på hans værelse. Hun var ikke forberedt på det, men kunne sagtens forstå det. En mand havde vel lov til at føle lidt ejerskab, når han trak en pige med hjem. Og hans forklaring efterfølgende, var også glimrende og hun accepterede den også. Hun lo kort, fandt det blot morsomt, men hendes latter hørte hurtigt op.
Han låste dem ind på deres værelse og angreb straks sofaen, som havde den ventet på ham hele aftenen. Det kunne hun ikke lade være med at le lidt af, da det så ret komisk ud. Men da hun rettede blikket ned af sig selv, rystede hun på hovedet. Hvad var det dog for noget hun var trukket i? En brudekjole, dekoreret af 3-årige? Det var skam ikke fordi den ikke var flot, men normalt ville hun trække i en tætsiddende kjole, der fremhævede hendes krop og ikke kun hendes barm. Og nu mente hun altså at den hæslige tingest hun havde på, skulle af. Og det skulle helst være hurtigt. Men hun kunne ikke tillade sig at strippe foran ham, da det sikket ville gøre ham utilpas. Derfor måtte hun beholde den lidt endnu.
Cholé gik lidt nærmere sofaen og satte sig på sin bagdel med ryggen op af sofaen. Hendes blik hvilede på ham, da han så fredsfyldt ud. Men da han pludselig slog øjnene op, kiggede hun lidt forundret på ham, ønskede at vide hvad der fik ham til at slå øjnene op. Men et andet spørgsmål plagede hende lidt mere. Hun kunne så godt bruge noget andet tøj. Derfor satte hun sig på knæ foran ham og kyssede ham blidt på hans bløde læber. Hun stoppede det dog op, for at spørge ham om noget: ”Du har vel ikke noget tøj jeg kan låne? Den her kjole er simpelthen for meget… Jeg føler mig som en overpyntet prinsesse..” Hun smilede let til ham, og kyssede ham forsigtigt igen, før hun kiggede spørgende på ham, søgende efter svar på sit spørgsmål.

Cholé bemærkede da han tumlede ned af sofaen og lige ned i skødet på hende og et lille grin kom fra hendes strube. Det var ikke fordi det gjorde ondt på hende, da han rullede ned i hendes skød, men det var nu en smule finurligt, og det var vel derfor hendes lette latter var blevet aktiveret. Dog hørte den op lidt efter, da han havde rejst sig op og trak hende med sig ind på værelset, hvor hans greb om hende først forsvandt da døren var lukket og de var inde på hans værelse. Der hvor hun havde sovet for ikke mange dage siden. Og af ren reaktion, tumlede hun om på hans seng. Denne gang håbede hun, at det kunne være muligt for ham at sove i hans egen seng. Hun ville med glæde sove på sofaen og lade ham ligge i hans egen seng. Men helst ville hun nok sove sammen med ham. Ikke fordi der nødvendigvis skulle ske noget, men så kunne han desuden være sikker på at hun ikke ville stikke af.
Hendes gyldne blik var rettet op i loftet, og blev først fjernet da hun så an tog en bekædningsgenstand ud af skabet, og sagde noget. Hendes blik var nu rettet mod hans læber, frem for det kedelige loft, der kun bragte tanker med sig. Derfor kom hun hurtigt på benene, og lige så snart han havde smidt skovmandsskjorten på sengen, var hun over den som en høg. Hendes blik studerede den let, og fandt frem til at hun sagtens kunne have den på, uden at føle sig alt for blottet. Smilet bredte sig på hendes læber, da blikket atter blev rettet mod ham, frem for skjorten. Han var desuden også meget mere interessant end den skjorte dér… Hendes tankegang blev brudt, da han kyssede hende på panden. Af ren forlegenhed kunne hun ikke holde en let fnisende latter tilbage, og hendes kinder blev en anelse mere røde end de allerede var i forvejen. Kjolen havde givet hende et mindre hedeslag. Og lige så hurtigt som han var ude af rummet, kunne hun lade den falde til jorden. En lettelse det ville blive for hende, som hun ikke kunne sætte de rette ord på.
Hun huskede på hans spørgsmål, og stak pegefingeren i vejret, som man skulle når man gik i skole, forsøgte at skabe et svar. Men han var allerede på vej ud af døren, da hun endelig fik sagt noget og derfor afsluttede hun sætningen der kun bestod af et sølle ’eh’… Døren lukkedes, og som var han der stadig, stak hun hånden længere frem mod døren, men lod derefter armen falde ned langs siden, da det ikke kunne betale sig det mindste at give ham svar nu. Så måtte han bare være tålmodig, især fordi hun ikke ville åbne døren og give ham svar. Hun ville bare af dem kjolen, og det skulle være i en voldsom fart. Det kunne slet ikke gå hurtigt nok.
Nicholé fik hurtigt sin kjole af og lagde den lige så fint på sengen, der hvor skovmandsskjorten havde ligget for lidt siden. Det gjorde den så ikke længere. Til gengæld havde hun den på, hvilket føltes langt mere behageligt og afslappende, end kjolen havde gjort. Og da hun gik ud af døren til værelset, kunne hun ikke lade være med at så en smule catwalk hen mod ham, som var hun model for en modedesigner. Hun lo kort, før hun lidt efter bemærkede hans nærvær ret tæt på sig. Hun missede kort med øjnene i fornøjelse, som en kat ville gøre når den var utrolig veltilfreds eller blev kælet med, hvorefter hun lukkede øjnene for en tid. Dog slog hun øjnene op lidt efter, da hun hørte ham sige noget.
Hendes svar blev meget simpelt, for hun sagde nemlig ikke særlig meget. Hun havde bemærket at han havde lagt hænderne om hendes talje, hvilket gjorde hende lille plan lidt problematisk. ”Kom med mig,” sagde hun som svar på hans spørgsmål. Hun vred sig smidigt ud af hans greb og tog fat i hans hånd, for derefter at trække ham med ind på hans værelse. Hun fik skubbet døren i bag sig og smilede let til ham, før hun fik dem begge placeret på sengen. ”Vi bør snakke.” Hun bed sig let i tungen og lagde sig på siden med fronten vendt mod ham. Hendes kjole havde hun skubbet på gulvet allerede før, så dem behøvede hun ikke at bekymre sig om. Hun havde kun et par spørgsmål hun så gerne ville have svar på. ”Jeg håber ikke jeg har kastet mig for meget over dig siden festen. Men sagen er, at jeg fik tænkt over det jeg havde brug for at tænke over. Og det jeg skulle tænke over, var dig.” Hun rettede blikket på ham, med et uskyldigt blik og fortsatte lidt efter. ”Jeg synes du er utrolig sød, og selvom vi ikke har kendt hinanden særlig længe, vil jeg virkelig gerne udvikle vores bekendtskab… Så… må jeg være din?” Hendes øjne glinsede mens hendes hvide tænder havde bidt sig fast på indersiden af hendes underlæbe.

Cholé var ærligtalt overrasket over den måde han reagerede på. Men i det øjeblik havde hun glemt alt om den forbandelse der var over hende. Hun havde glemt alt, som var hun et helt normalt menneske igen. Hun følte at hun var den pige hun havde været, før hun dræbte manden og fik forbandelsen over ham. Hun glemte alt og fokuserede kun på ham. Ingen andre end ham. Men når deres læber mødtes af og til, lukkede hun øjnene og lod tankerne flyde væk et par sekunder, før kysset hørte op. Alligevel følte hun sig lykkelig. Som om al sorg og uro havde forladt hendes sind, og at hun nu var en helt anden kvinde, end hun havde været før. Hun var blevet forandret på meget kort tid, ved den information at hun var en animagus og stadig var det, selvom hun var død utallige gange. Hun håbede blot på, at dette liv ville vare lidt længere tid end det tidligere, som hun pludselig kunne huske. Og før hun vidste af det, var hun så dybt inde i tankerne, at hun næsten ikke bemærkede at han sagde noget.
Hun blev skubbet ud af sine tanker, da hun fornemmede at han skulle til at sige noget, men hun nåede nærmest ikke at tænke på hvad hun skulle sige, før han allerede var i gang med at stoppe hende. Han ønskede åbenbart ikke svar på det han spurgte om, eller så mente han ikke at hans spørgsmål var godt nok. I en lettere forivrelse, blinkede hun et par gange med øjnene og forsøgte at gøre det helt tydeligt, hvad det var han egentlig mente. Og igen fordybede hun sig i tankerne og så meget filosofisk ud, eller hendes øjne virkede mere ivrig end de havde været før. Som om hun virkelig ville høre hvad han sagde. Men siden han havde afblæst det han ville sige, kunne det vel være lige meget?
Cholé mærkede noget forsvinde under sig, og blev genforenet med virkeligheden. Hendes blik søgte efter Eric, der lidt efter dumpede ned ved hendes side, beklædt og omsvøbt af hans dyne. Ved synet af ham, kunne hun ikke lade være med at grine. Hun fornemmede at han rullede ind i hende, og derefter hans læber mod hendes. Bløde og kærtegnende mod hendes. Forsigtigt lukkede hun øjnene i, nød øjeblikket, men var i sidste ende den der blev nød til at skille deres læber fra hinanden, da hun efter ikke særlig lang tid, trak sig tilbage. Det var ikke fordi hun ikke nød det, for det gjorde hun virkelig.
Usikkert bed hun sig i læben igen, der efterhånden var øm og gjorde ret så ondt. Der var et eller andet i hendes underbevidsthed der sagde hende, at det hele ville ende galt. Og de tanker og fornemmelser, kunne hun ikke holde tilbage. Lettere usikkert lod hun blikket vende mod ham i et kort sekund, før hun nærmest så igennem ham, som var han et spøgelse. Det var som om noget inden i hende, forsøgte at overtale hende til at tage ordene tilbage, men hun kunne ikke.
På meget få sekunder, havde Cholé sat sig op på sengen, og var derefter på vej ud af værelset. ”Undskyld mig lige et øjeblik.” Hun så kort tilbage mod ham, med et lettere usikkert smil, hvorefter hun forsvandt ud af værelset og nærmest stormede ud på badeværelset. Hun lukkede døren bag sig på badeværelset og tog et par dybe indåndinger, før hun lidt som hun havde gjort et par dage før, stillede sig op af væggen og gled ned på gulvet. Tankerne forsøgte at fortælle hende noget, men hvad det var, var uklart og det pinte hende inderligt.

Cholé trak benene ind under hagen, men begravede lidt efter næsen i hulerummet mellem hendes knæ. Trangen til at græde, blive hysterisk eller bare skrige, var stor men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at gøre det. Det var forkert både overfor ham, da hun allerede havde knust ham nok i forvejen, men også over for sig selv, da hun allerede havde lavet rod nok i det hele. Hun havde allerede ødelagt alt de havde sammen, selvom hun for kort tid siden, spurgte om hun måtte være hans. Der var bare noget der genrede hende, gnavede i hendes hjerte for at fortælle hende et eller andet. Budskabet stod bare ikke klart for hende, hvilket irriterede hende grusomt. Hun ville så gerne bare kunne fortælle ham hvad der var galt, men det var svært, når hun ikke engang selv var klar over, hvad der egentlig skete.
En lille tåre trillede ned af den sarte kind, men trillede lidt efter ned på hendes knæ og forsvandt. Hun følte sig inderst inde som et monter, der blev ved med at forsøge at få ham ned med nakken og dræbe ham fra indersiden. Hun sårede ham, blev ved med at forlade ham, selvom hun vidste at det var forkert. Men alligevel vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Der var et eller andet hun skulle vide, men hvad det var, stod uklart for hende. Og det pinte hende, som blev hun tortureret med pisk eller sværd. Hver gang hun forlod ham, føltes det som at få et slag over hænderne og som at få et snit i hjertet. Det måtte høre op, men der var en ting Cholé ikke forstod. Elskede han hende?
Gulvet hun sad på, føltes koldt og hun lod den ene hånd flugte en fuge i gulvet mellem to klinker. Hun havde løftet hovedet, forsøgte stadig at regne problemet ud, mens hun sad og filosoferede omkring hvad noget inde i hende forsøgte at fortælle hende. Det virkede underligt, men efter længere tids intens tænken, gik det endelig op for hende. På et tidspunkt ville hun såre ham dybt... og det ville være ved hendes død… Hurtigt fik hun foldet hænderne i en slags bøn, mens hendes ansigt var vendt op mod loftet. Aldrig havde hun været troende, men der måtte være en eller anden der hørte hendes bøn. ”Hjælp mig,” jamrede hun kort, før hun derefter fortsatte: ”Jeg vil ikke dø.” Hun havde regnet det hele ud, og ville ikke spilde længere tid på at lade ham være alene eller tid på at tænke over noget der ville ske snart. Hun ville ikke miste ham… Ikke igen.
Med rystende ben rejste hun sig op, for derefter at forlade det lille badeværelse. Hendes blide hånd lagde sig på dørhåndtaget, før hun tog en dyb indånding for derefter at åbne døren ind til værelset på Eric forhåbentlig var. Da døren var blevet åbnet, studerede hun ham let, sammenkrøllet på sengen og se trist og såret ud. Selv følte hun det også som manglede der noget i hendes hjerte, hver gang hun var væk fra ham og uden tøven småløb hun hen mod ham, for derefter at finde hans ansigt gemt i dynen. Hun satte sig på sengen, betragtede ham let, før hun besluttede sig for at gøre noget hun skulle have gjort for længst. Hendes blide men let rystende hænder greb fat om hans kinder mens hun lod sit ansigt nærme sig hans. Få sekunder efter pressede hun sine læber mod hans i længsel og sårbarhed. Hendes hænder holdte holdt stadig fat i hans kinder, sikrede sig at han ikke ville løsrive sig fra hende mens hun kyssede ham.
Kysset stod på i det der føltes som flere minutter for hende, hvilket det selvfølgelig ikke var. Da hun trak sig tilbage, åbnede hun de øjne hun havde lukket under kysset for at se på ham, mens hun åbnede munden for at sige noget. ”Undskyld. Jeg vil ikke forlade dig igen, med mindre du beder mig om at gøre det.” Længslen og sorgen i hendes stemme var ægte og det hun sagde var helt klart noget hun mente.

Det var tydeligt at han troede at hun løj for ham, hvilket hun ikke gjorde. For en gangs skyld var det hun sagde, ikke noget hun havde tænkt sig til, men rettere noget hendes hjerte ikke kunne holde tilbage. Men skuffelsen var stor, da han ingen reaktion gav på det hun sagde. Han troede slet ikke på hvad hun havde at fortælle ham, hvilket var som et knivstik i skulderen eller i ryggen af en nær ven. Men hun forstod ham på et punkt godt, da hun var stukket af så mange gange og man kunne aldrig vide med hende.
Grebet han havde taget om hendes håndled, var blevet strammet om hendes håndled, da han sikkert frygtede at hun ville flygte fra ham som sidste gang. Men efter kysset havde han sluppet grebet og efterlod små bitte mærker om hendes håndled, efter hans stramme greb. Han sagde ikke noget, lod hende bare bevare sin stilling, lettere lænet over ham. Tanker og idéer til hvad hun skulle gøre, fløj forvirret rundt i hendes hoved, blev taget op for derefter at blive smidt væk igen lidt efter. Der skulle ikke være noget med at flygte denne gang, selvom det var utrolig fristende efter hans ’kommentar’. Hun følte sig afvist.
Øjenkontakten der havde været mellem dem i et stykke tid blev brudt af Nicholé, der mente at det burde høre op, det de havde gang i. Derfor rejste hun sig op fra den plads ved hans side og besluttede sig for at gå om på den anden side af sengen, hvilket hun så også gjorde. Og af en eller anden grund, valgte hun at lægge sig med ryggen til ham, så han ikke kunne se hendes sårede ansigt. Hun mumlede et eller andet om, at hvis han ikke troede på hende, hvorfor lod han hende så være her. Hvorfor havde han så sagt ja til, at hun måtte være hans? Det føltes for Cholé, som om tiden var gået lidt i stå. Som om de sidste par dage var gået i hak, lige som hendes liv vel var på en måde.
Kvinden der følte sig nedslidt af livet, tog et par dybe indåndinger og håbede at det hele ville falde på plads, når hun vendte blikket tilbage mod ham. Men inderst inde vidste hun vel godt, at det ikke bare ville falde på plads på nul komme fem. Der ville gå tid, og hendes lettere knuste hjerte over hans ’reaktion’, måtte også lige overbevises. Hun måtte overbevise sig selv.
Begge hænder flugtede sig gennem hendes hår. Hun løsnede elastikken i håret og lod den derefter sidde om hendes højre håndled. Efter hendes hår nu var løst, tog hun atter et par dybe ind- og udåndinger, der skulle forsøge at give hende mere selvtillid og få hende lidt mere op, når hun vendte sig om mod ham. Og efter de tre-fire åndedrag hun tog, vendte hun sig om på ryggen og stirrede op i loftet et stykke tid, før hun sagde noget, der bare fløj ud af hende. ”Kærlighed er ikke let at finde ud af…” Hun vendte sit hoved 90 grader og kiggede nu over på ham. ”Hvis du vil høre min ærlige mening, synes jeg at vi er tåbelige lige nu.” Hun sukkede lydløst, og fortsatte: ”Jeg…” Men hendes fortsættelse blev afbrudt af noget der satte sig på tværs i hendes hals, og holdte hende tilbage fra at sige mere. Igen vendte hun blikket op mod loftet placerede begge hænder på maven, sammenfoldede som en bøn igen. De gyldne, lettere sørgmodige øjne lukkedes lige så stille og hendes åndedrag blev tungere og mindre anstrængte. ’God, please help me. Please help me out of this mess I’ve made. I don’t want to leave him anymore… Never. Help me. Let him know, that I love him, and really meant what I said. Please make him understand, that what I said, came from my heart. Please…’

Et par varme fingre skilte hendes to hænder fra hinanden, og gav sig til at flette sig ind i hendes ene hånd. Hendes ansigt var stadig aflukket, da hendes bøn ikke var helt færdig. Hun havde stadig et budskab hun ville have ud. ’Please let me remember him, when I die someday. Let him remember me too. I don’t want to hurt him anymore.’ Dog åbnede hun ikke øjnene i et godt stykke tid. Lod dem være lukkede mens hendes neutral og følelsesforladte ansigt pegede mod loftet. Hun havde lige så meget brug for hvile som han sikkert havde. For hende, havde det været et par hårde døgn med tanker, filosofier og tårer. Et par døgn hun havde haft de sidste mange liv hun havde levet. Og denne gang var tydeligvis ikke en undtagelse.
Nicholé bemærkede at han nærmede hende sig mere og før hun vidste af det, følte hun hans læber mod hendes varme pande. Et lille smil bredte sig på hendes læber i ren refleks, da Eric let og hurtigt kyssede hendes pande og hun brummede let af veltilfredshed, selvom der nærmest ingen lyd kom fra hendes sammenpressede læber. Det var heldigvis gået op for hende, at han nok havde forstået hendes budskab. Så hendes lille bøn havde altså hjulpet hende? Hjulpet dem begge til at få det meget bedre.
Da en dyne blev lagt over hende åbnede hun roligt øjnene et stykke tid. Så ham lægge sig tættere op af hende, mens hun roligt missede med øjnene, som en kat ville gøre. Af og til, undrede det hende faktisk at hendes animagus ikke var en kat, men det måtte der være en logisk forklaring omkring, et eller andet sted gemt i hende. Men nu hvor han havde lagt sig tættere på hende, lagde hun sig, stadig med lukkede øjne, på siden så når hendes gyldne øjne ville åbne, kunne hun se ham i øjnene. Og et par lange sekunder efter, åbnede hun lidt efter lidt sine øjne, for derefter nærmest at stirre ind i hans, der var utrolig spørgende, som havde han stillet hende et spørgsmål. Hans blik blev derfor reflekteret tilbage til ham, som var hun hans spejl. Nicholé hævede det ene øjenbryn for en kort tid, før det faldt på sin rette plads igen, da hun ikke fornemmede at der var fare for at han havde kastet et spørgsmål efter hende, hun havde overhørt.
Hendes hånd, hun havde haft under dynen han havde lagt over hende, trak hun til sig for derefter at berøre hans blide ansigt med sine fingerspidser. De rørte knap nok hans hud, da hun frygtede en reaktion fra hans side, der vist ikke tydede på at ramme hende. Derfor lod hun sin håndryg kærtegne hans bløde kind, med rolige, flydende bevægelser. Og mens hun blidt aede hans kind, tittede et lille smil frem på hendes mundvige, der til dels viste hende som en helt anden person men også fik hendes øjne til at glimte som havet på en sommerdag. Nicholé skiftede fra at bruge sin håndryg til hendes fingerspidser igen. Hendes negle var heldigvis ikke lange, da det så blot ville blive ubehageligt for ham, samt føles som om hendes negle skar i hans hud. Hun ville ikke gøre mere skade på ham, end hun sikkert allerede havde gjort på hans hjerte.
De lette fingerspids-strøg mod hans kind, blev ført mere ned til hans mund. I et kort øjeblik hørte hende kærtegn op, for at sikre sig at det var okay med ham, at hun sådan aede ham på kinden og sådan. Hun så spørgende på ham et stykke tid, og da hun intet svar fik, regnede hun med at det var fint det hun gjorde. Derfor fortsatte hendes fingerspidser, der lært og nærmest umærkeligt startede ved hans mundvige og derefter tegnede et usynlig omrids omkring hans læber. Og for at gøre en afslutning på det, lod hun sine læber nærme sig hans, og kærtegne dem med et kys så blidt at det nærmest også var til at overse.
”Eric?”

Af og til, kunne hun se ham smile eller udtrykke andre følelser ved hjælp af sit ansigtsudtryk selvom hans grønne øjne var lukkede. Hun bemærkede det op til flere gange men lod sig ikke påvirke da en trækning gled over hans ansigt. Faktisk lod hun sig ikke påvirke, nød blot at han var tæt på hende og når deres læber mødtes af og til. Selvfølgelig nød hun også når han kiggede på hende, med øjne der udtrykte at hun var helt speciel og noget man skulle passe på. Det fik hende til at føle sig sikker i sin sag, når hun ville bekræfte det hun havde sagt for ikke mange minutter siden, før hun var forsvundet.
Nicholé lod en lille let latter passere sine læber, da han svarede på hendes ’kalden’ eller søgen efter hans opmærksomhed. Dog nåede hun ikke at udtrykke sig selv, da hun bemærkede at han lænede sig ind mod hende for blidt at kysse hendes læber. Hun følte sig heldig i det tilfælde. Havde en der gav udtryk for at han elskede hende, selvom hun sikkert havde sine negative sider. Men om han allerede havde oplevet hendes negative sider, stod hende ikke stjerneklart. Men før hun vidste af det, var hans bløde læber forsvundet fra hendes, hvilket hun ærligt måtte indrømme var lidt af en skam. Hun kunne sagtens blive afhængig af følelsen af deres læber mod hinandens. Der gik en varm følelse gennem hende hver gang og hun følte sig værtsat og lykkelig hver gang.
Hans smil gjorde hende rolig og fik hende til at synke mere sammen i madrassen end hun allerede var. ”Du ved… Det jeg sagde før, med at jeg gerne ville være din… Det var noget jeg virkelig mente.. Det hele…” Hendes blik søgte efter hans, i håb om at få bekræftet at han følte det samme. Det var på en måde gået en smule galt første gang hun havde spurgt, men det betød ikke at hun blot ville lade det ligge. Nej, hun ville ikke lade noget så kostbart som et forhold mellem dem, gå tabt som sand forsvandt gennem fingre. Lige meget hvor tæt man klemte fingrene sammen, ville sandet alligevel forsvinde på en eller anden måde. Men hun ville ikke lade dette sand gå til spilde. Det ville være som at smide alverdens store skatte i havet et eller andet ukendt sted. En synd og skam, at man skulle gå glip af den store skat og derfor havde hun taget mod til sig, og spurgt ham igen. Han skulle i hvert fald ikke slippe fra hende, bakke ud på grund af hendes mystik og det hun holdte inde. Hun elskede ham jo…
Før hun forventede et svar fra hans side og sikkert før han kunne nå at svare, fumlede hun let efter hans hånd for derefter at tage den i sine hænder som hun lagde uden om hans. Hun så ham direkte i øjnene og var ikke langsom til at sige tre enkle ord, meget få personer turde sige. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun, stadig med blikket rettet mod ham. Inderst inde vidste hun at alt det her, kunne virke overvældende og hun kunne tydelig forstille sig hvordan det måtte være at være i hans sko. Man behøvede ingen raket-videnskab eller meget viden, for at kunne forestille sig hvordan mennesker gik og havde det. Dog var hun ikke tankelæser, kunne derfor ikke vide hvad der var gang i oppe i hans hoved, men hans opførsel og kropssprog fortalte hende hvordan han havde det og det var nok for hende. ”Jeg elsker dig virkelig.” Det virkede endda overvældende for hende at sige de ord, at kærligheden var kommet så prompte, var opstået så hurtigt mellem dem. Samtidig med at det var utroligt var det også helt fantastisk.
Nicholé nynnede roligt en melodi, satte lige så stille ord på, men udtrykte dem ikke. Ordene forblev i hendes hoved, selvom hun så inderligt ville synge dem ud. ’Tell me how to win your heart. For I haven’t got a clue, but let me start by saying … I love you’

Nicholé betragtede ham i længere tid. Da han snakkede betragtede hun hans læber der skabte bløde lyde sammen med hans mund. I længere tid betragtede hendes gyldne øjne hans løvgrønne, der gav udtryk for hans humør, der viste sig at være helt i top, men der var mere end det. Men af omgange måtte hun dog fjerne blikket, for ikke at stirre på ham. Hans øjne fortalte hende en historie og et vandfald af følelser, der blot strømmede ud af ham, ud af hans øjne som var det den eneste måde at få følelserne ud på. Hun var meget opmærksom på hvordan han gjorde vad han gjorde, reagerede på hvad hun gjorde og hvordan han signalerede sine følelser. Det var småting som dem, hendes hjerne altid opfangede.
Han bekræftelse eller svar på det hun havde sagt, fik en glædelig følelse inde i hende, til at skyde fra hendes herte og ud i kroppen utrolig hurtigt… næsten som et elektrisk stød. Dog var det ikke helt som et elektrisk stød, da man normalt ville trække sig væk efter den første chokbølge, der gik gennem ens krop… helt ind til knoglerne. For dette blev nemlig ved og ved og gjorde hende blot opmærksom på, at forelskelsen var ægte.
Eric satte sig op af væggen som sengen stod op ad, hvilket hun selvfølgelig ikke var lang til om at opfatte. Hendes blik fulgte hver eneste bevægelse han lavede, hvilket hun ikke ville gøre normalt. Han virkede bare så magisk, så speciel. Aldrig i sin lange levetid, havde hun mødt en som ham. Aldrig.
Endnu en bølge af varme skød fra hendes hjerte og ud i hendes fingerspidser, tær og pande og denne gang dunkede hendes hjerte hårdt i hendes bryst. Alt det kun fordi han havde taget fat om hendes kinder, blidt kærtegnede den ene, før hun mærkede hans læber mod sin varme pande. Hans læber var som et glødejern, der havde ligget over gløderne før dyrene skulle mærkes for at bondemanden kunne genkende dem. Det føltes som at brænde sig på et glattejern eller krøllejern, men alligevel var det en god følelse, der igen fyldte hendes krop op. Og hjertet der nærmest sprang ud af brystet på hende, fik travlt, da hun hørte ham gentage sig selv, med et ekstra tryg på det han sagde. Han kyssede hende igen, men gav derefter slip på hende. Han satte sig op af væggen, kiggede op i loftet med Nicholés kærlige blik rettet mod ham. Af og til, ville hun ønske at hun kunne læse hans tanker. Vide hvad han tænkte på, kunne være godt nogen gange.
Hendes tankegang blev brudt, da hun bemærkede noget der greb ud efter hendes hånd. Som en slange der pludselig angreb sit offer. Dog var det ingen slange og hun var heller intet offer. Jo, for kærlighed men det var noget helt andet. Det var hans hånd, hvis fingre flettede sig ind i hendes. De gyldne øjne var fuldt optaget af deres hænder, men hendes gode hørelse kunne høre ham sige noget. For en kort stund lukkede hun øjnene, lyttede til hans stemme der fyldte hendes øregange, men da han ikke havde mere at sige, måtte hun slå øjnene op. Men da hun gjorde det, opdagede hun en smule frygt i hans øjne, der dog hurtig blev rystet væk, da han rystede på hovedet. Han kiggede derefter på hende, med kærlige øjne, der udstrålede et væld af følelser. En masse følelser ikke engang hun kunne forstå. Det eneste hun vidste, var at de samme følelser lå gemt i hende.
Nicholé gabte. Hun havde ingen kontrol over sig selv længere. Og før hun vidste af det, havde hun møvet sig op og sidde ved siden af ham. Dynen havde hun trukket med sig for der efter at putte dem godt omkring dem begge. Uden at tænke over det, lagde hun hovedet op af hans arm og kort efter faldt hun i søvn, uden selv at være klar over det. Dog før hun midstede jordkontakten helt, for at falde i en dyb søvn, rynkede hun let næsen. Hendes øjenlåg faldt roligt i, i takt med at hendes åndedrag blev tungere og mere rolige at høre på. Hun var fredsfuld, lykkelig og godt forelsket. Gode følelser at falde i søvn til.