Maskebal

På meget kort tid, havde de smidt sig ind i en taxi og hun havde fortalt adressen de skulle køres til. Hans arme fingre flettede sig ind i hendes, gjorde hende helt varm inden i, selvom det måske også var latteren der gjorde hende varm. Hendes kinder blusede en smule op, da chaufføren spurgte dem, hvad de skulle lave i morgen. Det kom vel ikke ham ved, men alligevel… Der måtte være et eller andet de begge havde glemt. Nicholé lod sit blik glide op mod spejlet og mødte chaufførens øjne, der med et afslørede noget, som både Eric og hende havde glemt alt om. Valentines dag. Gad vide hvordan det ville ende dette år? Sidste år med Valentines dag, havde været et rent helvede. Men i det mindste havde hun fået lov til at forlade sit klaustrofobiske værelse for en gangs skyld. Det var den gang hendes forældre kæmpede for at finde den rette mand til hende. Det havde de efterhånden brugt et par timer på, indtil de havde indset at det var spild. Hver gang de rettede blikket væk, havde deres datter nemlig fortabt sig i at skitsere eller læse i en bog under det nøgne men pragtfulde træ i haven hvor mandfolkene nærmest stod i kø for at få lov til at hilse på Hr. de Vos’ yndige datter. Ingen faldt i hendes smag.
Med en hovedrysten og et par blink med øjnene, kom den unge-udseende pige tilbage til virkeligheden. Hun sad stadig i den taxi med hendes største kærlighed ved sin side og den leende chauffør, der på en måde gjorde hende helt vildt forfjamsket. Hvis hun havde haft et tæppe på sig, eller blot en pude, havde hun for længst gemt sit ansigt væk. Den røde farve i hendes kinder, forsvandt dog lidt efter lidt, men det betød ikke at hun følte sig pinlig berørt. Latter havde altid gjort hende forfjamsket, når det ikke var hendes egen eller en hun genkendte.
Alt der var blevet sagt, bortset fra det i starten med Valentines dag, havde Nicholé mere eller mindre overhørt, mens hun havde tænkt tilbage til for blot et år siden. Sikke et drama det havde været. Men hva’… Det blev vel nød til at være ’de elskendes dag’ en gang om året. Det var ikke ligefrem fordi man kunne springe dagen over… Eller kunne man? Pludselig blev hendes tankegang utrolig teknisk – ja næsten alt for teknisk. Igen rystede hun på hovedet, var nu for anden gang blevet suget ind i tankernes univers. Men nu. Nu måtte det altså være nok.
Hendes blide hånd gav deres fingre et lille tryk mens hendes øjne kiggede kærligt over på den mand, der nu virkede til at være helt lamslået og havde mistet modet. ”Eric..” Bilen var stoppet, men det var der ingen af dem der havde bemærket. Chaufføren kiggede på dem begge med et forundret blik… Forventede han et eller andet af dem? Et kys? Penge! Penge selvfølgelig. Og selvom hun ikke havde sin rette beklædning på, kunne hun på magiskvis trække penge frem fra sin bluse som hun gav til chaufføren, der på forhånd ønskede dem glædelig Valentines dag. Nicholé sendte ham et varmt blik, før hun åbnede den ene dør og puffede Eric ud af den, før hun selv trådte ud og så taxaen forsvinde ned af vejen med hvinende bremser…
De stod nu foran en blok med lejligheder, men før nogle af dem kunne nå at kigge sig om, greb hun fat i hans arm, som hun blidt nussede med sin tommelfinger, før hun travede hen mod døren til opgangen. Og lidt efter, stod de i hendes lejlighed. Nedbrændte stearinlys, hyggelige og rustikke møbler men ingen lamper. ”Tjaa… Det er ikke noget specielt, men her bor jeg så.” Prompte begyndte hun at småløbe rundt i lejligheden på anden sal, fra det ene lokale til det andet med forskellige ting i armene. ”Slå dig ned. Lad som om du er hjemme,” fik hun sagt, i farten på vej ind på værelset fra badeværelset med en toilettaske i den ene hånd.

Efter op til flere gange at have passerede den mørke-turkise lænestol, med forskellige ting og sager i armene, blev hun opmærksom på, at hans næver var knyttede. Om det var for at holde ham tilbage, eller det blot var tanker han havde, var ikke til at vide. Det stod ikke ligefrem klart for hende, hvad han havde gang i, altså udover at han sad i stolen og observerede hende, hver gang hun passerede ham. Og hver gang hun så gik forbi ham, studerede hun det ansigtsudtryk han havde, ned til mindste detalje. Der var ingen rigtig grund til at hun gjorde det… Det fascinerede hende blot, hvor mange forskellige ansigter han kunne lave.
Nicholé gik forbi ham med en tyg og uden sweater i armene, da han trak hende til sig. Smilet bredte sig på hendes mund og hendes kobbergyldne øjne glimtede mens hun kiggede på ham med omsorg og blidhed. Mens han berørte hendes hår, snakkede til hende, begyndte hun at tænke på deres første kys. Ret akavet og mindst lige så forvirrende for dem begge. Men det havde været et kys, der havde forandret det hele. Et kys der aldrig ville blive glemt af hende. ”Jeg ved det lyder dumt, men jeg glæder mig nu til at møde dine forældre. Gad vide om de vil synes om mig?” Hun lo kort, før han sagde at hans behov var dækket for en stund. Det fik atter tankerne til at blomstre og skyde med nye idéer i hendes hoved. En faktisk rigtig god idé, der helt sikkert ville stille hans ’behov’. Nicholé fortsatte nu med at pakke, mens han mere eller mindre inspicerede hendes bolig. Tankerne strømmede rundt i hendes hoved, mens hun forsøgte at udtænke en lille overraskelse til ham.
Mens det sidste blev pakket ned i en lille, men overfyldt kuffert på hjul, gik hun og nynnede en lille melodi hun havde hørt en eller anden nynne på gaden for ikke mange dage siden. Kvinden med det mørke hår, luntede ud af soveværelset hvor kufferten lå på hendes seng vidt åben, og trissede ind på værelset ved siden af, hvor alt hendes kreative ’grej’ befandt sig. Et par lange og smidige fingre greb fat i diverse ting, såsom pensler, noget specielt papir, blyanter, maling og noget mere papir. En taske, der hang på en stol henne i hjørnet, blev hurtigt grebet, før alt hun nu havde fået samlet sig, mere eller mindre blev kylet ned, hvorefter tasken blev lukket. Derefter traskede hun ud af værelset med tasken over armen, ind på soveværelset med den lille kuffert, men den dejlig store seng. Kufferten blev lukket, tasken blev fyldt med lidt mere og så traskede hun ellers ud i stuen igen, hvor kufferten og tasken blev placeret. ”Eeeriic? Jeg har pakket..” Nicholé smed sig i den lille to-mands sofa, lukkede øjnene og slappede for første gang i længere tid, fuldkommen af.

Da Eric besluttede sig for at smide sig i sofaen lidt efter hende, smilet hun blot, selvom hendes øjne endnu var lukkede. Og da han spurgte hende om noget, lød hendes stemme underlig doven. ”Tjaah. Det der er hårdt, er at man både skal tænke, fare rundt og finde ting på samme tid. Du kan ikke tænke dig til hvor svært det kan være…” Derefter lo hun kort, før hun smed benene op på hans skød og slappede af igen. ”Jeg har kun taget en kuffert og en taske til mit tegne-grej med.” Hun satte sig halvt op, med begge albuer ned i de dejlige sofahøner og holdte sig selv oppe, ved at sætte begge hænder mod den nederste del af ryggen. Et sløvt gab kom fra hendes læber, før hun atter lukkede øjnene og dem op mod loftet. Hendes brune bølgede hår, hang luftigt og dejligt ned fra hendes hoved, der var lænet en smule bagud.
Mens hun lå der, lå hun og overvejede hvilken en af hendes idéer hun skulle bruge til dagen efter, også kaldt ’de elskendes dag’. Well, hun fortrak så at kalde den for Valentines dag, hvilket også var meget mere passende. Tankerne fik hendes hjerte til at slå hurtigere og hendes håndedræt til at blive tungere. Det var behagelige tanker der blev tænkt. Varmen spredte sig i hendes krop ved tanken om det. Når alt kom til alt, så hun alligevel ret mistænksom og utrolig tænkende ud, hvilket nok ville gøre ham interesseret. Det hjalp hende kun til at afgøre hvad det egentlig var hun skulle gøre næste dag. Det skulle nok ende godt.
Det hele gjorde hende så kærlig, at hun valgte at sætte sig op, for derefter at lægge sig med hovedet i hans skød, og benene ud over armlænet på sofaen. Hendes blik blev rettet op mod hans ansigt, som hun fik en frygtelig trang til at røre. Røre hans lune kind, nusse dem og se ham blive lykkelig. Men hendes gyldne øjne valgte at fokusere på hans dejlige læber, som hun længtes efter at berøre med sine.
”For min skyld så… Altså… For mig gør det ikke noget, hvad vi så end gør. Vi kan godt tage af sted, hvis du mener at det er det vi skal. Desuden. Jeg kan ikke huske om du fortalte mig hvornår flyet letter?” Et spørgende blik blev sendt i hans retning, før hendes hånd skød ud efter ham og lagde sig bag hans nakke. Forsigtigt tryggede hun hans hoved ned mod sig, mens hun lænede sig opad mod ham. Deres læber mødtes, hendes øjne lukkedes og det rene festfyrværkeri fandt sted i hendes hjerte.

Eric vigtige ansigt, lige efter deres kys, kunne hun ikke lade være med at grine en smule af. Han så pludselig så voksen og frygtelig travl, som en eller anden højtsiddende advokat eller dommer. Hendes latter trængte ind i selv de mest støvede og de mindste kroge af stuen. Nicholé lod blikket glide rundt i stuen. Hendes blik faldt flere gange på nedbrændte lys, lysestager med stearin, der lagde et ekstra tykt, rustikt men specielt lag uden om den næsten gudfarvede stage.
Gyldne øjne iagttog også det store vindue med de tunge vinrøde gardiner. Flere steder i den store stue, kunne man finde reoler af det smukkeste gamle træ, udskåret med forskellige mønstre. I reolerne, stod bøger med smukke omslag. Man kunne godt se at det var ved at blive gamle, men hun elskede dem. De repræsenterede mere eller mindre hendes eksistens. Faktisk gjorde hele hendes stue. Den var rustik, speciel men stadig ikke for meget. Den var helt perfekt for en som hende.
Et kys blev placeret på hendes pande, mens en varm hånd stadig kærtegnede hendes kind. Det havde den gjort lige siden kysset før.
”Jeg har ikke behov for at shoppe. Jeg har behov for at være sammen med dig. Vi kan bare blive her hjemme?”
Hendes varme og blide øjne mødte hans og med forsigtighed, tog hun fat i hans hånd, der stadig kærtegnede hendes kind.
Hans hånd gav hun et lille klem, før hun førte den til hendes hjerte. Stadig var hendes øjne rettet mod hans ansigt, mens hun ventede på en kommentar eller noget andet, der kunne forklare hende om det var for meget. Begge hendes hænder tog fat om hans hånd, som hun havde placeret ved sit hjerte. Et afslappende suk kom fra hendes mund, før hun lukkede øjnene og forsøgte at holde et gab inde.
”Du Eric? Hvordan blev du egentlig engel?”
Spørgsmålet var bare poppet frem fra ingenting, men svaret måtte hun have fat i. De flestes historier var forskellige fra hinanden, og aldrig havde hun mødt en person, der havde den samme historie som en anden. Erics historie måtte være unik, og hun ville sagtens lytte på ham, hvis han altså ville fortælle det. Et lille gab kom atter fra hendes mind. Utroligt hvor hurtigt man kunne blive afslappet og føle sig træt.
”Du skal ikke fortælle det, hvis du ikke har lyst. Jeg er blot nysgerrig.” Nicholé slog øjnene op igen og betragtede let hans ansigt, forsøgte at tyde på hans ansigt, hvad han tænkte og følte. Hvis han ikke havde trukket sin hånd til sig, ville hun knuge den en enkel gang.
”Jeg er bare meget nysgerrig omkring alt om dig.” De gyldne øjne blev lukket lidt efter og Nicholé begyndte at lytte, hvis han da ellers ville fortælle historien. Alt imens hun lå der, med hovedet på hans skød, gav hun sig atter til at tænke på det hun havde i tankerne for den kommende dag. Gad vide hvad han mon ville sige til det?

Varmen fra hans hånd, føltes afslappende. Fingrene var flettet ind i fingrene på hendes ene hånd, mens den anden lå mod hans håndryg. Selvom hendes øjne var lukket og hendes ansigt måske endda også ligeså, var der et lille smil på hendes læber, der fortalte en hel del om hendes tanker. Smilet var ikke lusket, men så alligevel var det. Det var dog også tydeligt i hendes aflukkede ansigt, at hun følte sig godt tilfreds med hvor hun var lige nu, og hvem hun var sammen med. Det hele var næsten helt perfekt. Især nu, hvor hun blot lyttede til det han havde at sige, der måske ikke var specielt meget. Alligevel nød hun lyden af hans stemme, der dannede ord og sætninger.
Med et, slog det hende at hun havde en helt anden tanke om hvad engle egentlig var. I hendes tanker, havde det altid været en slags væsner, der beskyttede eller hjalp en bestemt person, der næsten var blevet udvalgt til deres hjælp. De havde på samme tid, været en slags muser for kunstner, eller det havde de været, for et par hundrede år siden. Men det vigtigste var nok, at de, i hendes tanker, var døde mennesker, der havde været for unge til at forlade livet, og derfor havde fået en chance til. Derfor undrede det hende en del, at han var født som engel. En lille trækning i hendes ansigt blev tydelig, da hun indså, at han faktisk var født som han var.
”Awesome. Men dine forældre… Er de mennesker?” Spørgsmålet lød måske dumt i hans øre, men det betød meget for hende. Det gav hende en underlig form for inspiration.
Nicholé åbnede for første gang i et stykke tid, sine kobbergyldne øjne for at søge efter hans øjne, som hun hurtigt fordybede sig i. ”Alt er interessant. Måske ikke i så høj grad, men for mig er alt viden fantastisk.” Smilet bredte sig på hendes læber, før hun besluttede sig for at sætte sig op, i stedet for at ligge ned. Mange ville kalde hende urolig, fordi hun aldrig kunne blive siddende det samme sted og på den samme måde, i længere end ti minutter. Hun besluttede sig for at sætte sig på hans skød med siden til, med fødderne på den anden sofapude og hovedet på hans skulder. Forsigtigt placerede hun en række kys på hans skulder, mens hun forsøgte at undgå at lave sugemærker, der oftest ikke var så nemt at undgå.
”Jeg kunne godt tænke mig at vide… Hvad er det bedste ved mig?” Hun stillede ham kort et spørgende blik, men lagde så hovedet mod hans skulder igen og kom med et afslappende suk. Det var rart for hende, blot at sidde ved den hun holdte mest af. Hans hånd havde hun stadig ikke sluppet, på noget som helst tidspunkt.