Looking for the right book.

Han virrede med hovedet og nåede til den konklusion, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle stille op med kvinden. Hun stod på den anden side af reolen, hvor Liam stod og kærtegnede slanke rygge af ældgamle bøger i rødbrunt bind af læder og med tekst udgjort af gyldne indgraveringer, og hun hviskede i sin mobiltelefon, nærmest som om hun forsøgte at holde samtalen skjult. Hendes raspende hvisken virkede mere provokerende end det måske var hensigten, han følte det lidt som om, at hun gjorde grin med ham. Som om hun virkelig troede, at han ikke kunne høre hende. Men hvad kunne hun overhovedet tro? Hun anede vel næppe hans tilstedeværelse, så hvorfor have den slags forventninger til hende? Det kunne han ikke svare på. Han vidste det ikke og trak i stedet en bog ud fra reolens kompakte række og koblede sine øjne fast på hendes skikkelse. Det var mørkt udenfor, så lyset foroven forekom mere gulligt, end det burde, og det fik hendes blonde hestehale til at fremstå gyldent og glansfuldt. Det var vil til hendes fordel. Han havde naturligvis lyst til at forføre hende, men måske først og fremmest for at få hende til at holde kæft.

Hver gang hun gjorde et kast med hovedet dinglede hestehalen fra side til side og en glat nakke blev afsløret. Han kunne lige akkurat ane nogle spændinger, og han tænkte, at de nok skyldtes den lettere ophidset samtale, hun havde gang i. For sit indre blik forestillede han sig selv, og hvordan han ganske blidt førte sine hænder op om nakken på hende og begyndte med tommelfingrene at massere. Åh ja, der var spændinger, og han ville høre, hvordan telefonen faldt til gulvet med en lyd, der ville kollidere med et længselsfuldt suk fra hendes læber. Spændingerne under hans fingre ville langsomt give slip, hun ville slappe af, og uden en gnist af tvivl ville Liam lægge et uskyldigt pres på den lodrette knogle så den splintrede og skilte sig i to separate dele.

Upåvirket af sine tanker satte Liam bogen tilbage på reolen og lod kvinden forsætte sin samtale uden at falde livløs til gulvet. Han gled svævende ud af labyrintens klaustrofobiske favn og en lugt af noget overnaturligt nåede hans næsebor. Det var blot et sobert strejf, næsten ikke til at opfatte, men mon ikke også denne anonymitet var meningen? I Terre var der en intern kamp om at holde mest muligt lav profil, så det overraskede ikke Liam, da han uden nogen indvendinger kunne bevæge sig forbi en slank kvinde med asiatiske træk. I gamle dage handlede hver dag om at få det fyldte bæger til at briste, lige smide en afsluttende bemærkning for at få startet en kamp og et nyt fjendskab. Fjendskab havde det med at trække venskaber og nye alliancer med sig, for er man ikke venner med dem, som man deler fjender med? Folk var blevet besynderlig tolerante og civiliserede, og et eller andet sted håbede Liam inderligt, at det bare var en fase. Et slags skuespil, der bare skulle overstås.

Han tog et fast tag om det køligt-glatte håndgreb og i det han trådte udenfor i uvejret krøb endnu en sjæl nærmere den gamle bygning i Terres centrum, men før Liam kunne få denne mandsperson i nærmere øjesyn, forsvandt han ud i mørket og himlens nedbør.