En parallel verden

Sted: Gyderne
Tid: 08:06
Forbeholdt til: Sapphire

"Hvornår er det solen står op?" Spurgte manden sin ledsager, der sad på sædet ved siden af ham. Ledsageren hævede langsomt sit håndled op mod manden, så han kunne se hvad klokken var, før armen faldt ned på ledsagerens skød. De havde brugt hele natten på at holde øje med at bæstet der var gemt i gyderne ikke slap ud. Der var heller ikke en så stor risiko for at det skete, men deres chef havde beordret dem til det, som en ekstra foranstaltning til de kraftige lænker, der allerede holde det behåret væsen fast til en kraftig mur bag den. Dybe vejrtrækninger fyldte luften, mens den stod hvileløs, og kiggede op mod den blege fuldmåne, der kastede sit blege lys ned over det ulve ligne væsen. Tiden syntes at virke som år. Det forvirret væsen forstod ikke, hvorfor dens frihed til at bevæge sig var frataget den. En forvirret brummen hørtes fra ulven, som trak læberne tilbage over de syle skarpe tænder, der blev blottet mod månen, som om den var skyld i det hele, hvilke den også var. Dog var det ikke den, der havde bestemt sig for at varulven skulle være lænket. Det var en mand, der lå og sov trygt bag de tykke værelse i sit kæmpe bolig.
Læberne gled ned over tænderne, da han fandt ud af at det ikke hjalp noget at snerre op mod den hvide cirkel, der syntres irriterende ligeglad med varulvens utilfredshed. Månens placering var gledet længere og længere ned på himlen, mens man i horisonten snart ville kunne se de første morgenstråler. Dyret syntes mest irriterende over sit fængsel, og ikke det faktum, at om tyve minutter, ville personen, der var gemt bag de brune hår, ikke ville kunne huske noget. Han ville vågne op hjemme i sin seng, og have det som om han havde sovet dybt og tungt hele natten. Han ville ikke have nogle tegn på hvilke monster han blev, hver gang månen blev fuld, og kastede sine kolde stråler ned over hans krop, som hver gang gennemgik en smertefuld forvandling.

Sapphire hoved som en om en fugl hakkede mod hende hjerne og ikke ville stoppe, hun stoppede op og lagde en hånd mod sin panden "awwv" lyden fra hendes læber var hæs, hun lavet et smerte træk over ansigt "jeg skulle havde stoppet tidligere" mumlede hun for sig selv.
Hun lod foden glide over et par mursten, hun ramt kanten og lod blikkede falde ned på den slidte mursten som havde stoppede hendes skidt "ahmm" var lyden fra hende omkring dette og derefter et suk kom fra hendes læber, som var fugtig efter hendes læbestift.
Hun vendt hoved mod himlen og lagde den lidt på skrå "fuldmåne" sagde hun og så fortryllet på den, en masse tanker fuld igennem hendes hoved. Alt den overtro omkring fuldmånen *Varulve* hun trækkede på læberne så et smil breddes sig *og i dag laver man film, for at skræmme folk* hendes tanker stoppede da en mand råbt på hende fra et hjørn, "Smut med dig tøs" hun lod blikkede glide mod siden og lod blikket glide ned over manden, han var kæft bygget, med klister hår som sad i til hans ansigt, hans ansigt bære nogle slemme ar, ansigt udtrykket var gruet. Blikket glid længere ned, tøj så lidt nyt ud, men måg beskidt og slidt som om han var blevet hivet hen ad murstenen.
Manden gentog sig "smut tøs. du skulle nødig komme tilskade, med monsterene" Sapphire hævet det ene øjenbryn og trækkede på skulderne "Det eneste monster her.. Er dig" sagde hun og begyndte at gå igen.

Hun havde valgt at tag genvej gennem gyderne, selvom hendes forældre havde forbudt hende, noget med folk der, er farlige men hun havde aldrig mødt nogle, så hun tænkt bare at det var endnu en af deres undskyldning fra de overbeskyttet forældre hun havde.
ikke så langt fra manden drejede hun ned af en gyden, som faktisk var koble med den gyde som manden var kommet fra. hun stoppede op ved lyden er noget som hvæsset "en stor hund" tænkt hun og lod blikket fald ned af vejen eller gyden, men endte var at se, tomt.
Hun så lidt nærmere, ved at gå tættere mod gyden stadig ikke noget "Ah" sagde hun lavt, og bestem sig for at gå tilbage og forsætte hjem, selvom blikket vente bagud inden i mellem.
Hun stoppet op ved ende af vejen og stod nu i endnu en gyde, helt tom, hun trækkede sin håndtaske op til sig og trækkede vejr dybt, for at slappe af "det var nok ingenting Sapphire" sagde hun til sig selv.

Lugten af menneske, blod og nervøsitet kredsede i varulvens næse. En svag knurren steg op fra struben, mens den hvileløst gik rundt, og flyttede blikket frem og tilbage i gyden den var lænket fast til. Selvom varulven aldrig havde spist mennesker, ville det ikke gøre den så meget at få tænderne i nogle. Den var sulten, det blev man når man var lænket fast til til en mur en hel nat, og ikke kunne komme væk.
Varulven havde aldrig været fri. Efter dens hoved havde den altid været lænket til muren. Hver gang den slog øjne op, var den lænket til muren, som den desværre ikke kunne bryde. Han havde prøvet utallige, men det havde ikke lykkes ham. Det jern lænkerne var smedet af, måtte være unormalt kraftigt, hvis det overhoved var jern. Grunden til at varulven aldrig havde oplevet at være et menneske, var kort sagt fordi han blev gjort bevidstløs, lænket fast før forvandlingen, og vågnede først når forvandlingen var igang. Når forvandlingen så var over, blev han igen gjort bevidstløs, for derefter at blive kørt hjem, i sin seng, som om han havde ligget i den hele natten. Det var sket mange år efter hinanden, og hans onkel, som søgrede for Alec havde aldrig haft noget problem med det.
Da duften fra mannesket blev stærkere, steg en betydelig højre knurren op fra varulven, mens han blottede tænderne. Hvorfor kom personen ikke? Utilfreds med at det ikke gik efter ulvens hoved, knurre han endnu højre, delvist for at se om han kunne lokke personen hen til ham, selvom det ikke ligefrem var den bedste metode.
Den højlyste knurren blev brat stoppet, da en smerte skød op igennem varulvens rygsøjle, der krummede sig sammen. Det tog ikke lang tid, før smerten strømmede ud i enhver muskul væsenet bar. Knoglerne under den lange pæls, skurrede mod hinanden, og skred nådesløst over kroppens nerver, der sendte en evig smerte igennem kroppen, hvis hår langsomt blev trukket tilbage, og en solbrun hud kom frem, mens drengen fik sit mere naturlige rigtig udseende tilbage. Forvandlingen var ikke noget videre kønt syn, og lydende var noget de fleste gerne ville slippe for. På grund af kroppens forandring, blev utallige knogler knækket, for så igen at vokse sammen på sin menneskelige måde. Hvis Alec nogensinde så sig selv, under en forvandling, ville han hurtig kunne konstatere at han var glad for, at der ikke var spejle i gyden.

Sapphire stod i den tomme gyde med blikket vendt tilbage, lyden var højere nu, den kurrende lyd, gav hende gys ned af ryggen, hun rystede lidt med ryggen og lyttede efter knurren.
*lyder som om hunden er i smerter* tænkt hun og lod blikkede glide tilbage mod vejen hvor lyden kom fra, hun stod lidt og tænkt "Okay..... så... går... jeg der hen" sagde hun tøvende og vendte kroppen rundt men langsomt, så hun ikke fald over de mursten som lå lidt højre end de andre.
Hendes skridt var langsomme og fortsigte, hun huskede nu pludselig manden fra før *Er det ham som torturer den hunden* tanken gled kort gennem hendes hoved mens hendes skidt var stoppede op "Håber jeg ikke" sagde hun svagt og forsætte...
Hun mærke hvordan kroppen gys, hvor tættere hun kom på lyden fra den utilfredse knurren, hun drejede endnu engang omkring hjørnet i gyderne, ingen at se... hun forsætte med langsomme skridt, men ikke særlige lydløse, inden i mellem skubbede hun til nogle små sten på vejen, som ramt nogle andre. Nu var lyden meget høj, lige om på den anden side af hjørne stod den, hun stoppede op og lægt sig op af muren, hun kunne mærke hendes hjerte slog alt for hurtigt til at dette var ufarligt, men hun måtte rede hunden.
Hun lagde hånden på sit bankende hjerte og inden ånden lidt luft, luften lugte af våde hund, den lugtede ikke den stank. Tænkt hun.
*okay.. 1 ... 2.... 3 .. Nu* tænkt hun og tog et skridt frem fra sit gennem sted og ud i gyderne hvor varulven var lænket, hun stod ret tæt på, omkring 1 meter...
Hendes blive voldsomt overrasket over synet at et menneske, med hår over det hende, og et ansigt som en hund... hun stod stiv til jorden og kæmpe en kamp for at gå baglæns, en kamp med sig selv som hun kun vandt med få skridt, hun stod mod en mure nu... et fanget af chok.
Det næste hun så, gjorder hende mere chokket og frygten stig i hende, ved tanken om den overnaturlig væsnet hun så få sig. hun havde fået historie om disse væsner. Fra legender og fra filmen gennem veninderne "Vaa...rr..ulv" fik hun sagt frem med en rystede stemme, hun forstyr at havde kommet tilbage..
Hun slog ikke øjne væk fra Varulven af frygt, men nu startede dens smerte skrig og hun lid at se dens smerter, men frygten fra den var højre og gjorder hun så forvandling, forvandling fra varulve et menneske, hun så knoglerne rykkede rundt i væsnet krop, ansigt bliv mere og mere menneskeligt, håret forsvandt, hun så det hele. Alt dette virkede kun frastødende fra Sapphire, og tanken om varulve kom endnu engang i hovedet på hende, hun klemmer sig til væggen, hendes ansigt var bleg af chokket og frygt for det unaturlig hun havde set, denne forstødende forvandling.
Hun trækkede sin taske op til sit bryst og gennem endnu engang en kamp at kunne komme til at bevægelse sig, ikke engang et ryk, frygten var for store og chokket over dette var større.. Kampen forsætte under helle varulven forvandling.
Det hun så nu var en dreng omkring sin egne alder, ret køn og ligne et normalt menneske, tanken om at en varulve kunne ligne et menneske så meget, gjorder hende mere bangende for ham. hun frygten ham fordi han var Varulve..

Varulven, eller nu mere drengen, faldt sammen på jorden, mens han gispede efter luft. Forvandlingen var som altid ekstrem energi krævende. Han blinkede kort, forvirret, mens han kiggede rundt. Hans gyldenbrune øjne lage sig på en pige, der stod et stykke fra ham, tydeligvis i choktilstand, eller noget der kunne beskrives som choktilstand. Han lod sig glide om på maven, da han lå helt nøgen foran pigen, hvilke ikke han ikke ligefrem var stolt af. Det var først der han bemærkede de kraftige lænker, der hang løst på hans håndled, der nu var blevet betydelig tyndere end varulvens, men alligevel ikke tynde nok, til at kunne glide igennem lænkes hul. Hans blik kiggede spørgende på lænken, hen mod pigen, før der pludselig kom to mænd stormende ind i gyden. De kiggede kort mod pigen, som de ellers ignorerede, og kastede sig over Alec, som stirrede endnu mere forvirret på dem, mens en sky af forbandelser og andre ord hang over drengen, der fik presset en fugtig klud mod næse og mund. Det tog kun et par få sekunder, før Alec lå bevidstløs. Han blev presset i et par grå jogging bukser, og derefter løftet væk fra gyden, som en anden kludedukke.
Den anden mand, der ikke bar drengen væk, gik hen mod pigen. "Du kan selv vælge, enten så smutter du her fra nu, og fortæller aldrig om hvad du har set, eller også kan du tage med, og så fortæller vi hvad præcist der er sket." Mandens stemme var dyb, med en hård kant, dog lød den ikke direkte agressiv. Manden betragtede kort pigebarnet foran ham, før han besluttede sig for at følge efter sin ven, der holdte et par gyder længere væk. Hvis pigen ønskede at følge efter ham, kunne hun frit gøre det, eller hun kunne blive hvor hun var, og holde på hemmeligheden.
For manden, der netop havde forladt pigen, betød hendes valg ikke. Alec og pigens møde, ville ikke ske igen, det skulle han personligt nok søgere for, da forvandlingen næste gang ville ske et andet sted. Det var kort sagt for risikabelt at gøre det, det samme sted, hvis nu pigen alligevel skulle liste sig til det. Det var sikkert godt op for hende, hvad drengen var, og hvis hun havde læst godt på sin lektie, vidste hun også, at disse menneske forvandlede sig ved fuldmåne. Så måske ville hun opsøge stedet igen? Det var den tanke, der gjorde, at manden ikke ville lade drengen være det samme sted for eftertiden. Det var dog noget der kun skulle være mellem ham, og hans ledsager. Det skulle ikke ud. Hans chef ville mildt sagt blive stik tosset, og måske rive hoved af ham, hvilke kunne være en mulighed. Tanken om at gå hovedløs rundt, fik manden til at gyse, imens han satte sig ind i bilen, og bad om at de kørte hjem i en fart. Hvis pigen var taget med, fik hun æren af at sidde på bagsædet, mens drengen lå omme i det halvstore bagagerum, hvor der lige var plads til ham. Det var ikke nemt at klemme et menneske ind i et rum, der slet ikke var beregnet til mennesker.