In a perfect world - Hazel

Sted: Udenfor et diskotek i Terre
Omgivelser: Unge folk i grupper der snakker
Tid: 03.25
Vejr: ca. 10 grader.

Det var en lille uge siden at Nathan sidst havde set Hazel, han havde skam forstået hentydningen i hendes brev og antog det var hendes reaktion på at han var gået den morgen, men Nathan havde brug for tid til at tænke, lige nu skræmte det hele ham rigtigt meget, han var ikke god til at knytte sig til folk, faktisk hadede han at knytte sig - og han havde aldrig prøvet det før, derfor skræmte det ham blot endnu mere.

Nathan stod udenfor sammen med Matt og to andre drenge fra Desiré Noir, han havde drukket ganske godt efter at have gået modeshow på Desiré Noir for Hugo Boss og det var da også derfor han stod i et meget dyrt og sort jakkesæt, håret var sat og selvom han var fuld så kunne det slet ikke sammenlignes med den nat han var taget hjem sammen med Hazel.

"Så, NAthan hvad har du gjort havde hende tøsen du havde med sidst?" spurgte Matt da han kom gående over i mod Nathan med en pige under hver arm og den ene pige gik med det samme hen og stilte sig ved siden af Nathan der lagde en arm omkring hende, høj, dullet brunette der også havde drukket et par øl for meget på nuværende tidspunkt: "Det var ingenting" sagde Nathan og ville helst ikke snakke om det: "Tør kiks?" spurgte Matt og kunne ikke lade være med at grine let, hvilket fik Nathan til at grine igen: "Oh yeah... Holder mig til de gode sager" sagde Nathan og kyssede den pige på kinden han stod med i armen.

Hazelin stod ude foran og røg tænkende på en smøg. Hun havde ikke som sådan været inde og drikke noget, men hun havde da en øl i samme hånd som cigaretten. Havde godt opdaget Nathan, og himlede ganske let med øjnene da Matt kom hen til ham. Hvor overfladisk.. men det havde han vel hele tiden været. Et kort øjeblik mærkede hun et stik, men ignorerede det. Hvis hun intet betød for ham, skulle han på ingen måde tro han betød noget for hende.

Det vil sige.. lige indtil de ord forlod hans mund. Hun smed cigaretten på jorden efter at have taget det sidste hvæs, rettede kort på den ene sko, det var denne aften fiskenetsstrømpebukser, sorte stiletter og en sort kort kjole, som var nedringet til under barmen, men blev holdt sammen af snore der dannede kryds hvor hullet var. Derudover en sort jakke. Med lette skridt gik hun hen, hældte sin øl udover den pige han stod med, og stak ham en syngende lussing efter at have smidt flasken fra sig. Det sved i hendes håndflade da hun så ham i øjnene.

"Dit.. arrogante, overfladiske svin," hvislede hun køligt og gik væk fra ham igen. Diskret ømmede hun sin hånd, det gjorde faktisk ret ondt.

Nathan stod blot i sin egen verden og samtalen fortsatte roligt, han bemærkede slet ikke at Hazel var i nærheden og faktisk så bemærkede han heller ikke at hun kom over i mod ham før at det var for sent og han måtte se til som den kønne brunett fik hældt en øl udover sig og et skrig forlod hendes læber.

Da Natha ligeledes havde fået sin lussing greb han fat omkring hendes håndled og holde hende fast: "Hvad fanden laver du!?" råbte ham og skubbede hende hårdt væk som han slap hendes håndled: "Hvordan fanden kan du tillade dig at komme her og lege dronning?" sagde Nathan vredt og gik over i mod hende.

Det fik Matt til at lægge en hånd på hans skulder og trække ham let tilbage: "Nathan glem det, hun er ikke det værd" sagde han blot og rystede på hovedet imens et håneligt grin sad på hans læber, pige der nu stod med øl udover sig blev af en anden pige fulgt indenfor og hen i mod badeværelset, Nathan stod blot og stirrede et par meter fra hende: "Fatter du slet ikke, du er bare en middelmådig fisse der skal fucke ud af mit liv!" råbte Nathan irriteret og tog så en dyb indånding i håb om at falde lidt ned.

Det havde været for hendes egen fornøjelses skyld, at brunetten fik hældt øl over sig. Hun hadede virkelig den slags piger. Og hvis han kunne li dem, gjorde det det jo kun så meget bedre. I hvert fald i hendes verden.

Koldt så hun på Nathan da han tog fat i hende og skubbede hende væk, sendte Matt et køligt blik. "Bland dig uden om vatpik" hvislede hun og så tilbage på Nathan. "Oh virkelig? Kom ikk og sig det ikke betød noget, du kunne jo bare have bedt mig om at skride? eller havde du ikke nosser nok til det" sagde hun vredt, og himlede let med øjnene af ham.

"Du er så overfladisk at det må gøre helt ondt en gang imellem. Og ved du hvad? du kan rende mig, Hyg du dig med din veninde for en nat, jeg håber du bliver hentet af satan, og jeg håber det kommer til at gøre ondt" hendes stemme blev mere rolig. En svag trækken omme i nakken, fik hende til at se væk. Typisk.. Nu ville Phoenix også have del i legen.. Men hvorfor ikke, faktisk gjorde det ikke noget. Ganske rigtigt tog Phoenix over kort efter, men det ville nok ikke være nemt at se. Andet end hvis man var stødt på hende før.

Lige nu vidste Nathan knapt nok hvem han selv var, men en blanding af vrede over hvad der lige var sket, en blanding af alkohol og sikkert også en blanding af alle de følelser der var i kroppen på ham fik ham til ikke at tænke klart, han følte sig forvirret og hidsig.

Nathan kunne ikke lade være med at komme med et lille håneligt grin over hendes kommentar: "Babe, du var en nem fangst og et par enkelte kys så var du solgt" sagde han og kunne ikke lade være med at grine imens han kort rystede på hovedet: "Du skal virkeligt ikke gøre dig selv til noget specielt, for det er du ikke" sagde Nathan og grinede kort hvilket også fik Matt til at grine og de to andre drenge Nathan stod ved.

Nathan kunne godt se hun forandrede sig men havde nærmest glemt alt om at hun havde en ond side: "Så skrid med dig" sage Nathan blot og rystede let på hovedet.

Hun smilte roligt for sig selv og rystede hånligt på hovedet af ham, lige nu havde Hazelin bedre kontrol over Phoneix end hun nogensinde havde haft, Og det gjorde helt klart det hele meget nemmere for hende. Let strøg hun hånden gennem sit hår og gik hen til ham.

Kyssede ham, for derefter at jage knæet op i skridtet på ham. "I det mindste har jeg følelser" hvislede hun og skubbede ham væk så han sikkert faldt omkuld. Hun var ligeglad. Også da hun gik væk fra ham.

Solen skinnede fra en blå himmel dagen efter, og kunne sikkert gøre de fleste i godt humør. Hun var bare ikke en af dem. Jovist sad hun i solen og nød den lette varme det gav hende, selvom hun havde sin tykke sorte jakke på, men den gjorde hende ikke som sådan glad. Hun sad på en Café i gågaden, og drak en cola, mens hun bladrede den lokale avis igennem. Ikke noget spændende.. Mord, sex, stoffer og krig. Det samme og det samme igen og igen.

Sukkende lagde hun avisen og drejede glasset mellem sine hænder. Havde efterhånden siddet der en times tid, og glasset med cola var på ingen måde rørt, andet end når hun rykkede på det. Til sidst opgav hun, og gik ind for at betalte for det.

Nathan kiggede hen i mod hende med store øjne, og da hun placerede et kys på hans læber gik han igang med at bakke bagud, uden held da hun havde ret godt fat i ham, snart mærkede han knæet i skridtet og ganske rigtigt så faldt han roligt bagud, imens Matt bøjede sig ned for at se til Nathan så råbte han skændsord efter Hazel som bestemt ikke var venlige og som havde både billige luder, og klamme fisse iblandt sig.

Nathan havde en smule tømmermænd, ikke så forfærdelige som de kunne være, især ikke fordi at han trods alt skulle arbejde den følgende dag så han havde prøvet at holde en smule igen.

Nathan havde bevæget sig ned i byen, han havde købt sig en cola og var nu bare på vej hjem for at slappe af og måske æde noget fastfood, han vandrede forbi en af byen caféer og da han kiggede indenfor så han Hazel stod og være ved at betale, og et øjeblik tog han sig selv i at stirre ind på hende.

Hazelin smilte venligt til ham der stod oppe ved disken, og betalte for sin cola. "Yeah.. Beklager, jeg havde åbenbart ikke lyst til den, drik du den" grinte hun blidt, og lod hovedet glide på skrå, inden hun vendte om og gik ud derfra. Fik øje på Nathan, og betragtede ham kort, inden hun gik væk fra ham. Ikke om hun ville høre på mere af hans nedladende ævl.

Det gjorde hende også stadig trist, men hun havde nok bare håbet for meget. Troet at han virkelig mente det han gik og sagde. Men hun havde bare været et nemt offer som han havde sagt om aftenen.. Det måtte hun bare lære af, og gå videre med oprejst pande.

Vinden hev fat i hendes blonde hår, og fik det til at flyve let om hende, så let frem for sig.

Da hun trådte udenfor stod Nathan stadig og stirrede til hun opdagede at han stod der, egentligt ikke fordi han nødvendigvis ønskede at hun skulle bemærke ham, men fordi han lige nu havde en indre kamp med sig selv.

Nathan var såret, han var forvirret, og fortvivlet og han vidste godt at alle disse følelser var nogen han selv havde skabt, været skyld i eller fundet på inde i sit hoved. Skulle han snakke til hende eller skulle han bare gå videre? Han havde jo lyst til at snakke med hende, han tænkte ikke på andet end hende og han kunne ikke engang sove fordi han havde så dårlig samvittighed.

Men på den anden side så turde han ikke lade det udvikle sig, det virkede så usikkert og farligt og tænkt hvis hun pludseligt vendte ham ryggen, turde han løbe de chance? Og hvad ville alle folk dog ikke sige? Så mange tanker der gjorde det hele forvirrende: "Hey" hørte han pludseligt sig selv sige i mod hende med en lav stemme der fortalte at han var klar til at begrave sig under jorden.

Hans stemme skar igennem, selvom det blev sagt lavt. Et øjeblik blev hun stående med ryggen til ham. I vildrede med sig selv, om hvor vidt hun bare skulle gå videre. Alligevel vendte hun sig om imod ham og gik tættere på ham. Lod hænderne glide ned i sine lommer i jakken.

"Der fulgte ikke et møgkælling med der?" spurgte hun let. Mest som en konstatering. Han havde jo ikke ligefrem lagt fingrene imellem aftenen før, så hvorfor skulle han gøre det nu. Medmindre noget af det hun havde gjort eller havde sagt, som faktisk var trængt igennem. Måske det var sparket. Det var ikke til at sige, men hun kunne se at han var i tvivl. Det var tydeligt i hans øjne.

Hun ville ikke slappe af sådan uden videre. Vidste slet ikke hvorfor han snakkede til hende. "Jeg vil ikk høre det, hvis du bare vil svine mig til igen. Jeg har forstået budskabet" sagde hun til sidst, og lod hovedet glide på skrå.

Nathan kiggede i mod hende, den frembrusende attitude han havde haft aftenen før var pakket langt væk og lige nu følte han sig som en lille mus der var klar til at begrave sig ned under jorden og han kiggede roligt på hende og sukkede så da hun spurgte om der ikke fulgte et ord mere, han trak let på skuldrende, var ikke sikker på hvad han skulle sige, var ikke engang sikker på om der var noget at sige.

"Hør jeg er ked af det igår" sagde han blot og kiggede op på hende, han smilede ikke, men han så hellr ikke direkte sur ud, han var nok mere en smule bekymret, især fordi han ikke helt vidste hvad en god undskyldning for hans opførsel ville være, eller om der overhovedet var nogen.

"Kan vi ikke tale sammen?" spurgte han roligt og forventede egentligt en afvisning, han ville nok bare gerne sidde og tale en smule med hende, bare for at... ja han vidste ikke engang hvad han skulle sige, men et eller andet måtte han jo finde på.

Hazelin svarede ikke på hans første sætning. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. For han havde vel ikke noget at undskylde for, hvis han havde ment det. Let lod hun blikket hvile på ham, inden hun nikkede lidt til hans næste ord, og tog ham langsomt med hen at sidde hvor hun havde siddet før.

De havblå øjne hvilede let på ham, inden hun strøg en hånd gennem sit hår. De sad indenfor nu, mest fordi hun lidt frøs. Vidste ikke rigtigt hvad hun skulle forvente af ham lige nu.

"Hvad vil du snakke om?" spurgte hun omsider, og lod stadig blikket hvile på ham. Mon hun havde glemt noget hos ham? det mente hun ikke hun havde, så det kunne ikke være det han ville snakke om. Og hvis det var at hun havde slået ham dagen før, ville hun ikke tage det tilbage. Han havde fortjent det efter hendes mening. Langsomt tog hun jakken af.

Nathan kiggede roligt på hende og trak på skuldrende da hun spurgte hvad han skulle snakke om, og et lille akavet smil kom ud af hans mund: "Ja et ved jeg faktisk ikke" sagde han ærligt og en smule tøvende imens han lod en hånd glide igennem sit hår, han anede ikke helt hvad han skullle gøre af sig selv, denne situation var så helt absurt akavet.

Nathan satte sig ned ved et af bordene udenfor, på den ene side og afventedeom hun også ville sætte sig ned så de kunne snakke, han anede ikke engang hvad han skulle sige og han anede heller ikke om hun ville tro på ham hvis han forsøgte at forklare sig.

"Hvorfor skrev du jeg skulle holde mig væk, da jeg forlod lejligheden?" startede han, mest bare fordi han jo var nødt til at starte samtale et eller andet sted, og der var vel bedre en ingenting, selvom han ikke anede om det var en god måde at indlede så alvorlig en samtale på.

"Måden du forlod den på, gjorde det ret tydeligt du egentlig var ligeglad med om jeg var der når du kom tilbage.. Havde jeg vidst du blev sådan var jeg ikke taget med dig til galla" hendes stemme virkede en anelse rolig. Men i virkeligheden var hun trist. For hun kunne jo godt li ham. Og det gjorde ondt at kunne li en, der helst så man ikke var der.

Svagt trak hun vejret dybt ind og så ned på sine hænder efter at have sat sig overfor ham. "Men jeg er jo.. også bare en nem tør kiks" mumlede hun let og bed sig hårdt i læben. Måske det her var en dårlig ide.. Og hvis han allerede havde bestemt sig, var der vel ingen grund til at snakke om noget.

Da tårene pressede sig på, rystede hun svagt på hovedet og rejste sig. Kunne ikke li at skulle sidde her og lade som om det intet betød. "Jeg kan ikk det her.." mumlede hun lavt og tog sin jakke.

Nathan kiggede roligt i mod hende, og overvejede naturligvis hvad han skulle sige, han overvejede det endda meget nøje for han ville helst ikke sige noget forkert: "Jeg havde brug for tid til at tænke" sagde han, egentligt havde han ikke regnet med at det hele skulle gå så vidt, han var gået ud for at tænke, da han var kommet tilbage og hun var væk, så havde han taget det som en hentydning om at hun nok heller ikke ville for tæt på ham.

"Ja jeg er også ked af det igår" sagde han: "Og jeg har ikke rigtigt en god undskyldning for min opførsel udover at jeg var sur, forvirret og meget fuld" sagde han, alt dette var ikke undskyldninger, faktisk anede han ikke hvad han skulle sige.

Da hun rejste sig og ville gå rejste Nathan sig lige ledes op og tog blidt fat omkring hendes arm for at hun stoppede, når hun stoppde slap han med det samme som kunne han godt se de måske var en meget dårlig idé at røre ved hende: "Så lad mig gå med.. Jeg vil gerne snakke om det her" sagde han blot og kiggede roligt på hende.

Hazelin mærkede hans hånd og så om imod ham. Men stoppede dog op, og bed sig hårdt i læben. "Jeg troede bare.. Jeg betød noget for dig.. Jeg ved godt jeg ikke burde have troet det.. men at ydmyge mig på den måde.. det havde du ikk behøvet" sagde hun ganske stille og så væk. Nikkede til at han kunne gå med hende, puttede hænderne ned i sine lommer.

Hun holdt jo stadig af ham. Selvom det nok var noget af det der irriterede hende allermest. Svagt trak hun på skuldrene. "Jeg.. håber du hyggede dig med brunetten alligevel" sagde hun let, og bed sig hårdt i læben. Det var jo bare at udøve tortur mod sig selv lige nu. Hun ville jo slet ikke vide om han havde været sammen med hende.

"Glem jeg sagde det.." sukkede hun og stoppede op. Vendte sig med front mod ham og så ham intenst i øjnene. "Nathan hvad.. hvad er det du vil? hvis du alligevel fik sagt hvad du ville igår, har vi vel ikke mere at snakke om?" spurgte hun forsigtigt. Hun forstod ikke hvorfor han ville snakke med hende, selvom hun gerne ville forstå det.

Nathan blev næsten mere og mere frusteret over sig selv i takt med at de gik og følte at han skulle forklare hende en lang historie, hvilket jo nok efterhånden var nødvendigt: "Men Hazel, du har bare misforstået det hele" sagde han og rystede på hovedet, okay måske man ikke kunne misforstå billige luder så nemt, men det var heller ikke lige de sætninger han tænkte på.

"Jeg gik den morgen fordi jeg havde brug for at tænke" sagde han og kiggede på hende: "Fordi at jeg begyndte at føle ting for dig, og det skræmmer... Skræmte mig" rettede han sig selv: "Utroligt meget, og da jeg kom hjem og du var væk antog jeg at du heller ikke gad ses mere" sagde han og trak på skuldrende.

"Og det sårede mig, også var jeg i fuld og i lidt for dårligt humør... Og ja så kogte det bare over" sagde han og forsøgte nu at komme med hans side af historien og kiggede roligt og afventende på hende imens han stadig prøvede at sluge at hun faktisk godt havde kunne lide ham.

"Det ikk for noget.. Men de ting du sagde igår, kan ikke misforstås.. de var ret tydelige.. og dine venner morede sig storartet over det.." mumlede hun let og så tænkende på ham. Hun så sig tænkende omkring. Det var måske ikke den del han havde ment hun havde misforstået. Men hun kunne ikke finde ud af hvad det ellers skulle være.

"Skræmmer det dig ikke mere da?" spurgte hun og så ham i øjnene. "Jeg er ked af jeg gik.. Du virkede bare.. så kold.. Og da jeg har kunnet li dig mere og mere den sidste tid, ville jeg hellere gå, end at du kom tilbage og bad mig om det.. " Sagde hun stille. Hun forstod egentlig godt han var blevet såret over det. Lige nu havde hun mest alt lyst til at gemme sig ind mod ham og lade som om hun aldrig var gået. Det ville dog nok være dumt lige nu..

Hazelin smilte svagt og bed sig i læben. "Undskyld.. Jeg slog dig.. Og sparkede dig.. Du gjorde mig bare så vred" sagde hun lavt, og virkede faktisk ked af hun havde gjort det. Normalt ville hun heller ikk slå nogen, det brød hun sig slet ikke om.

Nathan nikkede, jo han var stadig bange, meget bange: "Men det skal jo ikke gå udover dig" sagde han, det skulle det jo ikke, at han var bange og nervøs burde jo ikke være hendes problem, og han ville ikke have at hun skulle gå og have det dårligt med sig selv, bare fordi at han havde problemer med sig selv.

Nathan trak på skuldrende: "Du skal ikke undskylde, jeg fortjente det" sagde han blot, han vidste skam godt han havde været en kæmpe messig idiot og han forstod derfor også godt hvis hun ikke ønskede at snakke med ham.

"Men ville egentligt bare have du skulle vide det" sagde han og stoppede deres vanding, som ville han gå igen og sige farvel, for han vidste alligevel ikke helt hvad han skulle gøre nu, eller hvad de skulle gøre. Nathan var jo stadig bange, og hun var sikkert stadig sur på ham og såret, hvilket han fandt ganske forståeligt.

Hazlin nikkede ganske svagt. Hun forstod godt han var bange.. han havde sikkert ikke prøvet at havde den slags følelser før. Netop derfor burde hun have været meget mere forstående. Hvordan mon hun kunne redde den? Ville han nogensinde snakke til hende igen?

"Jeg er glad for du ville sige det.." sagde hun forsigtigt. Da han gjorde an til at ville gå, tog hun mod til sig. Hun tog fat i hans hånd, "Nathan.." sagde hun lavt, og kyssede ham længe og ømt. Inden hun slap ham. Hun smilte svagt til ham, vidste ikke helt om det ville være hendes tur til at indkassere sig en lussing nu, men hun kunne godt klare det.

"Hvis du går.. vil du så ikke nok tage mig med?" spurgte hun mildt. Hun ville jo gerne være sammen med ham.. Spørgsmålet var også lidt en prøve på om han overhovedet ville være sammen med hende.

Nathan kiggede roligt på hende da han stoppede op og da hun pludseligt kyssede ham, var han ikke helt sikker på om han skulle kysse hende igen eller skubbe hende væk, så det endte bare med at han stod en smule akavet indtil hun slap ham igen: "Er du slet ikke sur?" spurgte han forundret, havde hun tilgivet ham bar sådan?

Nathan nikkede, og gik så i den modsatte retning som var retningen mod hans lejlighed: "Jeg garantere ikke for rodet" sagde han blot stille, uden at få det til at lyde som en hentydning til at der havde været brunette besøg, men generelt så var hans lejlighed ganske rodet når han havde været i byen, især når der var to til at rode.

Som han gik vidste han ikke helt hvad han skulle sige, han sukkede blot: "Men... Vi skal nok tage det ret roligt, jeg er stadig ret freaket out" sagde han og var hele tiden i en sindstilstand hvor han på den ene side havde lyst til at stikke af og på den anden side havde lyst til at lænke hende til sig.

Hazelin bed sig ganske let i læben og trak lidt på skuldrene. Hun fulgte med ham tilbage mod hans lejlighed. "Jeg har aldrig været sur.. Men såret.. og ked af det" svarede hun stille og så på ham, forstod godt hans hentydning, men nikkede bare ganske let til den, uden rigtigt at kommentere den. For.. Hun ville nok ikke vide det i sidste ende.

Da de kom ind, tog hun sin jakke af, samt sine sko og satte sig langsomt på en stol ved spisebordet. "Jeg forventer ikke noget.." svarede hun mildt, og pillede lidt ved en tot af sit hår. Det gjorde hun skam ikke.. var bare forundret over at han overhovedet ville snakke med hende igen, efter det hun havde gjort. Men så igen, han havde jo sagt at han fortjente det. Det eneste hun håbede på lige nu, var bare at han havde lyst til at snakke lidt mere med hende. Denne gang skulle hun dog nok huske at gå.

"Hvordan.. går det ellers?" spurgte hun blidt og så mod ham.

"I lige måde" sagde Nathan blot, han havde jo heller ikke været sur på hende, han havde været utroligt såret og haft lyst til bare at kaste sig selv ud af vinduet,bare fordi at det hele lige nu virkede så ligegyldigt, og lige nu satte han pris på små ting. Som det faktum at hun faktisk godt stadig gad snakke med ham.

Nathan trak på skuldrende over hendes spørgsmål: "Fint nok.. Samme ting som altid" sagde han blot: "Piger, penge, byture..." sagde han, han kunne jo lige så godt være ærlig og generelt så var hans liv jo bare en stor gentagelse af sig selv hele tiden.

Da de nåede frem til hans lejlighed låste han op og gik indenfor, der stod tomme flasker på hans sofabord, sengetøjet lå ud til alle tider og der lå lidt tilfældigt tøj af hans rundt omkring i gangen og stuen, ogs trængte der til at blive luftet ud hvilket Nathan sørgede for ved at åbne et vindue så snart han kom ind i lejligheden.

Hazelin bed sig i læben og nikkede lidt. Hun forstod det godt.. Men det var også meget rart at vide at han også havde tænkt en smule på hende. Let strøg hun sig selv over armen og blev siddende ved bordet mens han luftede ud. Det var lidt svært lige nu.. Lidt akavet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, uden at det lød forfærdeligt dumt.

"Nårh men.. det lyder da dejligt du har haft noget at lave" svarede hun mildt og så forsigtigt hen imod ham. Hun vidste ikke hvordan hun skulle være overfor ham, han virkede så afvisende lige nu. Hun vidste godt at det var fordi han var i vildrede med sig selv, og hun måtte jo bare håbe på at han ikke kogte for meget over.

Rejste sig og gik ud i køkkenet hvor hun tog et glas vand som hun stille drak. At stå med ryggen til ham lige nu var nemmere, så kunne han ikke fornemme at hun blev usikker.

Nathan kunne ikke lade være med at komme med en lille lyd der mindede om et grin da hun sagde at hun var glad for han havde noget at lave, han vidste ikke helt som han så det som noget at lave, det var jo bare sådan er hverdagen normalt gik og som han før havde fortalt hende så var han ikke altid helt tilfreds med hvordan hans liv og hverdag fungerede.

Nathan satte sig i sofaen da hun gik ud i køkkenet for at tag et glas vand, han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige, hele situationen var så akavet: "Ehm ja... Hvad så nu?" spurgte han roligt og kiggede ud i mod køkkenet hvor hun stod.

Det hele var en smule forvirrende og egentligt vidste han godt at de måske bare burde sætte sig ned at snakke. Nathan's bekymringer lå i så mange ting alt fra hvordan han skulle komme tætterepå hende uden at han freakede ud og også hvad de andre på Desiré Noir ville sige, Matt vidste jo ikke at alt hvad Nathan havde sagt ikke var sagt som han havde ment dem.