A Rains Symphony

”Fra nu og frem til klokken 17:00 har vi monster tilbud i bogafdelingen. Skynd jer inden der bliver udsolgt!” Den overglade kvindestemme skrattede ud gennem de støvede, sorte højtaler der hang skjult i loftet, i det endnu en våd skikkelse kom vadede ind gennem svingdøren. Mange folk stoppede op og lyttede, inde de skyndte sig hen mod afdelingen med bøger, for priserne plejede at blive sat langt ned, når de nævnte det over højtalerne. Lyden af let ophidsede stemmer og højt klikkende sko forstummede for en stund, da de fleste mennesker forsvandt for indgangen.
Nogen havde sat et skilt frem, hvor på der stod 'Pas på, gulvet kan være glat' sammen med en mand der var ved at falde på enden. Morsomt.
Aurye, skikkelsen fra før, var våd fra top til tå, inderst til yderst. Hendes brune hår så næsten sort ud, mens det klistrede til hendes ansigt og ryg. Da hun var gået hjemmefra, havde det ikke set ud som det ville regne, og slet ikke så meget som det gjorde nu. Hun havde derfor ikke ret meget tøj på, hvilket hun aldrig rigtig havde. På hendes overkrop klæbede en løs T-shirt sig til hende kolde hud, mens hendes ben blev dækket af et par mørkeblå cowboybukser. Hendes sorte ballerinaer var helt ødelagt af al det vand de havde fået, og hver gang hun gik, sagde de en højlydt klaske lyd.
Hende spinkle krop rystede og de hvide tænder klaprede. Hun gik og holdte stramt om sig selv, mens hun tænkte på hvor meget, hendes mascara mon var løbet. Hun spottede en bænk henne i et halvmørkt hjørne, og uden at kigge sig for meget rundt, satte hun fart på de klaskende ballerinaer, for at nå at tage den, inden nogle andre ville.
Hun satte sig tungt ned med et dybt suk, inden hun næsten desperat rev sin T-shirt af, som klæbede sig så ubehageligt til hende. Inden under havde hun en stram, grå top, som var lige så gennemblødt som alt andet på hende. Hun smed trøjen ved siden af sig, inden hun samlede håret i en hestehale med hænderne, for at vride vandet ud af det. En hel pøl klaskede ned på gulvet.
Hun kørte en finger under hvert øje, mens hun prøvede at udrette skaderne på sin make-up uden et spejl. Shit, hun måtte se herrens ud.
Hun rystede sine fødder ud ballerinaerne og skubbede dem lidt til side, inden hun for første gang rettede sit blik op og kiggede rundt. Mennesker blev ved med at komme og gå, dog kom der flest, da mange stoppede op ved svingdøren, og overvejede om uvejret ikke snart ville være ovre, så de kunne gå ud til deres bli i tørvejr … Men det så det ikke ud som.

Noget, der mest af alt mindede om en flok gazeller på vild flugt fra et rovdyr, styrede direkte imod Milo. Horden af tilbudsjægere havde nær væltet englen omkuld, idet de passerede ham i fuld fart. Hvordan fanden man kunne være så besat af at få købt bøger på tilbud, begreb han ikke, men selv havde han heller aldrig været den store bogfanatikker. Nej, han foretrak tegneserier… Det ville så sige, han plejede at foretrække tegneserier. Det kunne godt være, at han af udseende lignede en dreng på sytten år, men han havde for længst passeret teenageårene. Nu var han tyve år, og så var man altså for gammel til at læse tegneserier, mente han.
Men for gammel til at tage i centeret blev han aldrig… i hvert fald ikke når det regnede og vejen hjem var lang. Uheldigvis for ham havde verden åbenbart en skjuls dagsorden der gik ud på, at hver eneste gang en ting gik galt for ham, skulle alt andet også gå galt – det var da ren logik. Som dagen i for, for et eksempel, hvor han havde vadet hele vejen fra arbejdet af og hen til centeret i regnvejr, der skulle han selvfølgelig også lige trampes ned af en flok læseheste. Det var da klart.

”Flyt jer så… jeg er faktisk selvmordsaktivist, at I ved det! Jeg har en bombe siddende inde under jakken!” udbrød han og trak ud i den ene del af sin åbne jakke i et forsøg på at skræmme folk, men lige meget hjalp det; et par forvirrede kvinder i slutningen af fyrrene sendte ham et blik, der talte sit tydelige sprog om, at han måtte være retarderet til en hvis grad, og en mand tillod sig endda at slå en overbærende latter op, men ingen af dem flyttede sig.
Han sukkede opgivende. Fint, hvis det skulle være med den på, kunne han da også bare vente, til de havde købt deres åndssvage bøger. Han trak sig ud til siden og slog sig ned på en bænk. Frustreret gav han sig til at ugle sit hår med begge hænder for derefter at glatte det igen, og først lidt for sent opdagede han, at han havde en sidemakker.

Ved siden af ham sad en mørkhåret pige, der var endnu mere gennemblødt, end han selv var. Hendes hår bølgede let af vandet, og netop som Milo kiggede på hende, tørrede hun et par mascarapletter væk fra under sine egne øjne. Stakkel… Men i det mindste var han da så ikke længere alene om at rende rundt og agere druknet rotte.
”Du nåede heller ikke i tørvejr i tide, kan jeg se.”
Han sendte hende et skævt smil og rystede på sine hænder, der var blevet våde efter at have rørt ved hans hår.

Hun lænede sig træt op af den kolde, hvide væg bagved, dog kunne hun ikke mærke temperaturforskellen, da hendes hud selv var iskold. Hun satte sine bare fødder op på bænken og tog armene rundt om sine ben, mens hun sad og prøvede at undertrykke de frysende rystelser, der løb gennem hendes krop.
Hun sad og faldt lidt i staver, mens hun forstillede sig at solen snart ville bryde frem af den grå masse, så hun kunne komme ud i den friske luft igen. Det føltes som om hun manglede noget, når hun ikke kunne mærke vinden mod sin hud.
Hun lyttede fraværende til de summende stemmer, indtil én stemme brød gennem til hende. Hun kneb øjnene sammen og rettede sig lidt op, mens hun kiggede op over sine knæ. Var der nogen der havde sagt noget med en bombe? … Hun sad lidt med et undrende udtryk, men da den store klump mennesker ikke gjorde andet end at bevæge sig tættere hen mod bøgerne, udstødte hun et let 'hm' og slappede af i sin spinkle krop.

Hun lagde ikke mærke til ham, før han havde sat sig ned ved siden af hende. Hun fik næsten et chok, da hun hørte en stemme så tæt ved hende. Hun spærrede let øjnene op, mens hun hurtigt tog benene ned.
Ved siden af hende sad en ung dreng. Han lignede han var på alder med hende, og et skævt smil løb over hendes læber, som havde et lilla skær, grundet den kulde der løb i hendes krop. Han havde en skrøbelig skønhed over sig, som blev understreget af hans hvide hår og unge ansigt.
Det lignede også han var godt våd og hendes smil steg et par grader, inden en kraftig kuldegysning løb gennem hendes krop.
”Eh, nej” Svarede hun med et let nervøs latter. ”Det var ikke lige med i mine planer, at det skulle begynde at regne”. Hun lænede kroppen mod væggen igen, mens hendes brune øjne hvilede på ham.
”Det ser heller ikke ud som om, du var en af de heldige, der nåede det”.

Milos blik gled fra sin nye samtalepartner og ud mod de myldrende tilbudsjægere. Det begyndte lige så langsomt at tynde ud i menneskemængden, heldigvis, for han var ikke sikker på, hvor længe han kunne holde ud at være omringet på denne måde. Han følte sig spærret inde i det lille fristed, ham og pigen havde erhvervet sig på bænken.

Han vendte igen blikket mod pigen, idet han så diskret som muligt betragtede hende, mens hun talte. Hvis han skulle gætte, ville han skyde på, at hun var omkring de sytten eller atten år, de hun så ud til at være nogenlunde lige så gammel som ham – af udseende, i hvert fald. Selv var han jo et par år ældre. Om hun så var så ung, som hun så ud til at være, var lidt af et mysterium. Hun kunne jo lige så vel være en engel eller en femhundrede år gammel dæmon.

Hendes ord fik ham til at ryste voldsomt på hovedet med et kort grin. Nej, han havde bestemt ikke været en af de heldige, der var nået i tørvejr. Desværre. Nu var han tvunget til at sidde og glo i et center, mens han ventede på, at regnen gik væk, og hans tøj blev bare nogenlunde tørt igen. Han kunne jo selvfølgelig bare anskaffe sig en paraply – de havde sikkert nogle billige nogen i et af supermarkederne – og skynde sig hjem, inden han nåede at blive alt for kold… desværre for ham havde han bare glemt sin pung derhjemme.
”Regnen var heller ikke med i mine planer, men den har det med at komme på de allermest upassende tidspunkter,” svarede han og besvarede hendes nervøse latter med et let smil.

Regn… bvadr. Det var den, der holdt ham fanget herinde. I det mindste havde han da fundet selskab; medmindre pigen havde tænkt sig at vove sig ud i regnvejret – hvilket han ville beundre hende for, hvis hun turde – så det ud til, at de kunne komme til at tilbringe en del tid sammen.
Han skuttede sig lidt, før han i et venligt tonefald spurgte: ”Når nu vi begge sidder her og er i samme situation, så er det vel ikke for meget forlangt at bede om dit navn?”

Myldret tyndede langsomt og sikkert ud, og hun gættede på at der snart måtte være udsolgt af tilbudsbøgerne, da et par stykker kom ud med en skuffet mine og irriteret stemme. Det skæve smil fandt igen vej til hendes kolde læber, og hun rettede blikket mod den kønne dreng, der havde ladet sig dumpe ned ved siden af hende.
Hun aede let sine kolde arme, hvor man svagt kunne skimte de lyseblå blodåre inden under den tynde hud. Fødderne blev igen placeret oppe på bænkens solide træ, og hun gemte sig bag sine kraftfulde ben, samtidig med at hendes milde smil forsvandt fra hendes ansigt. Hun begyndte langsomt at sive ind i sin egen verden der var fyldt med tanker af frygt, angst og fortvivlelse. Heldigvis for hende, blev det ikke afspejlet på ydersiden.

Hun kom langsomt tilbage til den virkelighed hun befandt sig i, og da hun rettede hovedet mod det våde væsen ved siden af hende, opdagede hun, at han kiggede på hende. Hun skyndte sig at smile venligt til ham, og håbede på at han ikke havde lagt mærke til hendes sårede blik. Ej, beroligede hun sig selv, man skulle nok have et øvet øje for at lægge mærke til det. Hendes smil blev mere ægte, og hun begyndte at igen at nyde hans tilstedeværelse.
Hun nikkede sammentrykkende til hans ord. Ja, regnen var en forbandet irriterende ting. Hendes blik blev rettede mod de store panoramavinduer der dækkede væggen hvor svingdøren også bragte nye mennesker ind hele tiden. Himlen var helt mørkegrå, og man kunne se hvordan regnen hamrede ned på jorden udenfor centret. En kuldegysning kriblede sig vej igennem hendes krop, og hun tog sine arme rundt og sine ben, og krammede dem ind til sig. Et let 'brrr' undslap hende læber, inden hun igen lagde sine arme på maven.
Hun tog en dyb indånding, og en let latter banede sig vej op gennem hendes strube.”Et navn for et navn” Mumlede hun lavt. Det var mere en konstatering, end et spørgsmål.
”Mit navn er Aurye” Sagde hun med et mildt smil og samtidig med, at hendes brune øjne prøvede at finde hans. ”.. Og dit?”

Milo bemærkede skam godt pigens sørgmodige blik, men det var ikke noget, han bed mærke i. Mange mennesker havde fra naturens side af et trist ansigtsudtryk, når de ikke lige smilede eller udtrykte med deres øjne, så han kunne ikke se, hvorfor hende her skulle være anderledes. Selv havde han før fået stillet spørgsmålet, hvorfor ser du så trist ud?, selv når han ikke var spor trist, men bare sad og stirrede fraværende ud i luften.

Han bankede sine sko mod hinanden og så, hvordan vandet dryppede af dem. Han rynkede på næsen ved synet af vandpytten, vandet fra hans tøj havde dannet under bænken, før han, næsten helt synkront med sin sidemakker, vendte blikket mod panoramavinduerne. Udenfor var alt gråt og trist og vådt – hvilket alting vel efterhånden også var blevet inde i centeret, efter at folk havde efterladt våde fodspor efter sig – og tanken om, at han ville blive nødt til at bevæge sig udenfor før eller siden, fik et dybt suk til at undslippe hans læber. Nåja, men så længe det ikke tordnede, så var han glad. Han gøs bare ved tanken og priste sig helt lykkelig for, at der endnu ikke var brudt et uvejr løs.

Han vendte blikket mod den kønne pige, netop som hun præsenterede sig, og et let spil spillede om hans læber. Aurye, gentog han i sine tanker. Aurye. Det var ikke noget almindeligt navn, men hvis han koncentrerede sin sløve hjerne om at kæde hendes ansigt og navn sammen, skulle han nok kunne huske det.
”Jeg hedder Milo,” svarede han, netop som hans brune øjne blev fanget af hendes lysere. Han præsenterede sig med vilje ikke med sit rigtige navn, da han hadede det mere end noget andet og desuden havde problemer med at reagere på det.

Han lagde armene over kors i, alt imens han rokkede frem og tilbage. Han lagde mærke til, at pigen også gøs og trak sine ben ind til sig i et forsøg på at holde varmen, hvilket fik ham til at løsne sine arme, idet han rykkede sig lidt på bænken.
”Du ser ud til at fryse,” påpegede han. Han rynkede ganske på brynene, idet et undskyldende smil krydsede hans læber. ”Jeg ville gerne have budt på en kop kaffe, men jeg har desværre glemt min pung.” Kaffe, kakao, whatever. Så længe det var varmt.

Da hun fangede hans mørkeøjne med sine, følte hun sig, for første gang i lang tid, tryg. Hun mærkede en varme brede sig fra sit hjerte, og hun åndende den ud med et dybt suk. Tankerne om tryghed jagede hendes angst for omverden bort og det var ligesom om noget af kulden forsvandt sammen med den.
Hun smilede ned i sit skød, mens hun sad og kørte neglene mod hinanden, så de frembragte en klik-lyd. Hun foldede dog hurtigt sine hænder, for at holde dem i ro. Det andet var bare for irriterende i længden.
Hendes krop var gledet længere ned ad bænken, så hun nærmest lå ned med overkroppen. Hendes hage hvilede på det tydelige kraveben, men da hun mærkede at hendes fødder nærmede sig kanten af bænken, rettede hun sig op, så hun igen kom på højde med drengens ansigt.
Et bredt smil løb over hendes ansigt, da han røbede sit navn. Det passede godt til hans lidt skrøbelige, uskyldige ansigt.”Dejligt at møde dig, Milo” Smilede hun og mente det. Hun var uendelig glad for, at hun ikke skulle sidde her alene. Tanken om at han bare kunne gå, fik kort hendes smil til at forsvinde. Følelsen af tryghed var en sjælden ting for hende. Det var noget hun hele tiden længtes efter, og nu havde hun fundet det. Han kunne da ikke bare gå …
Hun tvang smilet tilbage på sine læber, som langsomt var begyndt at få deres normale farve igen.
Hendes pande stødte mod de tynde knæ, som gemte på en kraftfuld styrke. Idet hendes brune hår faldt ned for hendes ansigt, lukkede hun sine øjne, og sendte et lydløst suk ud gennem de let skilte læber.
Hun smilede skævt af hans undskyldning. Sødt …
Hun løftede pludselig hovedet, samtidig med at hun tog benene ned fra bænken. Hun strakte sin krop, mens hun prøvede at få hånden ned i forlommen på sine stramme, fugtige jeans. Hun følte noget koldt mod sine fingre, og hun fiskede først én tyver op, efterfulgt af en til. Hun smilede stort og rakte de to tyvere over mod sin regnvejrskammerat. ”Her, nu kan du godt byde mig på noget” Sagde hun, for derefter at lade en mild latter fylde luften mellem dem.

// Ville godt have skrevet et længere svar .. Men er træt, så ja, undskyld x3 //

Klik. Klik. Klik. En lille rynke voksede frem imellem Milos øjenbryn, idet han vendte blikket mod Aurye. Rigtigt nok, hendes klikken med neglene kunne meget hurtigt blive for irriterende i længden, og et lettet suk forlod hans læber, da hun stoppede. Pyha.
Hun lød oprigtigt glad, da hun sagde, at det var hyggeligt at møde ham, hvilket fik Milo til at smile endnu bredere. ”I lige måde!” udbrød han, og han mente det skam. Han havde ingen intentioner om at forlade hende lige foreløbig, og hvis hun gik sin vej, ville han blive såret. Nej, ikke såret, bare… skuffet. Eller måske ikke engang skuffet, for det her var jo trods alt ikke et aftalt møde, hvor de var tvunget til at blive, så hun var fri til at gå, hvis hun ville. Han kunne dog ikke lyve sig fra, at han ville blive en anelse mut, hvis hun valgte at gøre det.

Da han så, hvordan hun måtte strække hele sin krop for at få en hånd ned i sin lomme, trak det lidt i hans ene mundvige. Han kendte kun alt for godt til det dér med at skulle ned i lommen på et par stramme jeans, og når de så tilmed var våde, blev det kun endnu mere besværligt. Det var da også derfor, han helst undgik at tage jeans på, lige når han kom ud af badet; så hellere iføre sig noget mere behageligt og vente, til hans ben var helt tørre, før han kunne tage noget ordentligt tøj på.
Hans gennemblødte bukser var allerede begyndt at gå ham på. De gnavede og gjorde ved, men der var ikke noget, han kunne gøre ved det lige her og nu, ikke andet end at vente tålmodigt, til de engang tørrede. Det lod dig ikke til at blive noget problem nu, hvor han havde fundet selskab i form af Aurye.

Hans øjenbryn skød i vejret, da han så pengene, hun fandt frem, men han fik hurtigt lagt en dæmper på sin egen overraskelse. Med sit allerbedst pokerfjæs tog han glædeligt imod pengene, hun rakte ham, før han rejste sig op og rømmede sig.
Og som om de sidste par sekunder slet ikke havde fundet sted, og som om det var hans egne penge, han stod med i hånden, spurgte han: ”Kan jeg byde dig på noget at drikke?”
Han rakte en hånd frem for at hjælpe hende op. Hun lignede næsten en, der var klistret fast til bænken, sådan som hun hang, syntes han, og tanken fik en let latter til at boble op igennem hans strube.



(.... jeg kunne også godt have skrevet længere Dx)

Aurye var først kommet i tanke om pengene lige i det sekund, da han nævnte, at han havde glemt sin pung. Hun smilede skævt af sin glemsomhed. Hun plejede altid at gå rundt med nogle småmønter i lommen, selvom hun sjældent brugte pengene. I næsten alle hendes bukser og jakker lå der et par 10 kroner eller 20'ere. Man vidste jo aldrig, hvornår nødsituationer som denne her kunne henne.
Hun fulgte Milo med øjnene, og et hjerteligt grin boblede ud, da han spurgte hende som om, det var hans egne penge, han pludselig havde fundet. Hun fandt dog selv sit pokerface frem, og tog forsigtigt hans fremstrakte hånd. Et ”Jo tak” forlod hendes læber da hun lod sig hive op.
Et bredt smil brød gennem hendes pokerface, og hun vendte en halv omgang, for at tage de våde ballerinaer og den sjaskede T-shirt. Hun sukkede træt da hun holdte trøjen mellem sine hænder. Den var da ikke meget værd længere. Hun lagde den over armen, og mærkede det våde stof klæbe til sin arm. Hun stak fødderne ned i sine ballerinaer, men de var for det første sjaskvåde, og for det andet havde vandet fået dem til at gnave og trykke på alle de forkerte steder. Hun sparkede dem næsten desperat af igen, inden hun bukkede sig ned, for at tage dem med. Lorte regnvejr … Det ødelagde da også bare alting …
Hun vendte sig om mod Milo igen med et skævt smil. ”Når … Ved du så hvor vi kan få noget at drikke?” Spurgte hun energisk, da hun ikke selv kendte centeret særlig godt. Hun kiggede kort rundt, mens hun holdte udkig efter noget der så drikkeligt ud.

// Okay, det her var bare endnu værre Dx //

(Søde, søde Aurye darling… Jeg havde ikke set, at du havde svaret Q__Q Undskyyyyld!)


Milo stak de to tyvere i lommen på sin våde hættetrøje, som han havde på indenunder den åbne jakke. Selv den var blevet helt gennemblødt af regnen på trods af, at mærkaten i nakken på han jakke påstod, at den var både vind- og vandtæt. Pff. Hvis den var det, hvorfor var han så så våd og kold lige nu?

Han fulgte Aurye med blikket, da hun sparkede sine ballerinasko af, og synet fik ham til at rynke lidt på brynene.
”Du kan altså blive forkølet af det dér…” påpegede han, men hans ord forstummede til en lavmælt brummen, da det slog ham, at de nok begge ville blive forkølede under alle omstændigheder. De var gennemblødte af regn og rendte rundt i et center, der var fodkoldt. Han kunne næsten allerede høre forkølelsen ringe for sine ører som en dunkel melodi der sang om løbende næser og sengeliggende dage.
Han sukkede inderligt.

Aurye spurgte, hvor de kunne få noget at drikke. ”Hmm…” lød det eftertænksomt fra Milo, der snurrede en gang rundt om sig selv for at få dannet sig et overblik. Han kendte heller ikke centeret specielt godt, da han som regel nøjedes med at skyde igennem det som en genvej. Han mindedes dog en gang at have været gået forbi en masse restauranter, caféer og kaffebarer på en af de øvre etager, så det måtte være der, de skulle hen.
”Vi skal vist op på anden sal.” Han tøvede og kastede et blik hen mod rulletrappen, der kørte opad. Han vendte sig rundt mod Aurye med et smil, idet han sagde: ”Kom med.”
Han viftede af hende, før han begyndte at bevæge sig fremad. Idet han tog det første skridt hen imod rulletrappen, mærkede han, hvordan vandet nærmest sivede ud af hans sko. Han skar en grimasse og måtte kæmpe imod for ikke også at tage sine sko af. De gnavede og gjorde ved, men hvis han tog dem af, ville han kun blive endnu koldere.

// Tihi, det helt i orden min søde Milo ;D … Btw, Aurye har skiftet øjenfarve fra brun til blå/grøn … Bare lige så du er klar over det x3 //

Hun rettede et overrasket blik ned mod gulvet, hvor hendes kolde tær krummede sig sammen. Hun havde ikke skænket forkølelsen en tanke, for det plejede hun aldrig at blive. Hun fik et mildt blik, da hun så, at hendes negle havde en let blå/lilla farve fra kulden. Mens hun stod og vippede lidt frem og tilbage, kunne hun se senerne spænde gennem huden. Hendes hud var blevet så bleg lige pludselig. En 'klask' lød da et par dråbe fra hendes våde T-shirt, landede på det skinnede hvide marmorgulv. Hun rettede kort blikket mod den lille pøl der samlede sig ved siden af hende. Et let 'hmpf' undslap hendes lukkede læber, inden hun klemte ballerinaerne mellem sin mave og arm, tog trøjen i to hænder, og vred den af alle kræfter. Det regnede ned med vand, som landede hårdt på gulvet og sprøjtede op på hendes ben. Hun stod nu med en slap trøje, som var blevet nogenlunde tømt for vand. Et bredt smil spillede på hendes ansigt, indtil hun fik øje på den vandpyt midt på gulvet, som hun havde lavet. Hun udtrykte en undskyldende mine, samtidig med at hun kiggede skyldbevidst ud af øjenkrogene, for at se om nogen havde set det. Og dét var der. Et par ansigter var vendt irriteret mod hende og hun skyndte sig at smile uskyldigt til dem, inden hun smuttede udenom vandet, og hen til Milo.
Hun blev lidt nervøs for, at han heller ikke kendte centeret. For så skulle de vade rundt, for at finde en café … Det orkede hun ikke. Da de stod stille og kiggede sig omkring, stod hun skiftevis på det ene ben, for derefter at hoppe over på det. Nu når Milo havde nævnt det med forkølelse, var det som om kulden var vendt tilbage med nye kræfter. Hun fulgte hans blik hen til rulletrapperne, og et lettet smil formede hendes læber. Det passede nok meget godt, at de skulle ovenpå, for hun kunne hverken se restauranter eller cafeer hernede.
Da Milo tog et skridt, kunne hun godt se på ham, at han havde ondt. Det var nok hans våde sko … Hun smilede skævt, mens hun beundrede hans standhaftighed. Hun kunne selv ikke klare når sko strammede og gjorde ved .. Hun gøs let, inden hun sprang efter ham, stadig smilende.
Rulletrappens rillede trin, føltes sjovt, mod den bare, følsomme hud under fødderne. Hun lagde albuen op på det sorte gummibånd der udgjorde gelenæret, samtidig med at hun passede på, med ikke at komme for tæt på de stride hår, der sad ude på siderne af trinene. De kørte langsomt op, mens hun skjult betragtede Milo. Hun lukkede øjnene og smilede varmt ved en tanke, som dog hurtigt forsvandt. Rulletrappen gjorde et knæk, og da de kom op over det, blev en hel etage, næsten kun med mad, mad og atter mad, afsløret. Hun smilede stort, inden hun forsigtigt hoppede af rulletrappen, lige efter Milo.

(…. Sejt! 8D)

Et klask der var et vandfald værdigt, lød fra et sted bag Milo, og han drejede rundt på hælen for at se, hvad i al verden der havde forårsaget den lyd. Allerede inden hans blik landede på Aurye, kendte han svaret. Hun havde simpelthen vredet vandet ud af sin trøje og fik sendt irriterede blikke imod sig fra alle retninger. Milo kunne slet ikke holde et grin tilbage, idet han rystede opgivende på hovedet. Helt ærligt. De fleste af de mennesker, der kiggede irriteret på det gennemblødte pigebarn, var de selv samme mennesker, der nær havde trampet hende og Milo ned før, da de i al deres iver var spænet imod boghandleren for at benytte sig af det gode tilbud. Hvad bildte de sig dog ind? De burde hellere stikke de to druknede rotter en undskyldning.
Desuden var det ikke deres center, så hvorfor gad de overhovedet bekymre sig om, om hvorvidt gulvet var vådt eller ej? Nogle mennesker var virkelig noget for sig selv, og det var ikke altid en lige god ting at være.

Han tog et langt skridt op på rulletrappens første trin. Han kunne ikke lade være med at skæve til Auryes fødder, der måtte fryse noget så frygteligt af at være i direkte kontakt med den kolde metal under dem. Da han løftede blikket og fangede Auryes blik, syntes han dog ikke, at hun så ud til at fryse. Hendes øjne gled efter et kort sekund i, og hun stod med armen på trappen gelænder i en magelig positur, så han lod være med at kommentere hendes manglende skotøj.
I stedet rettede han blikket fremad. Der lød et overrasket gisp fra ham, da han lidt for sent opdagede, at rulletrappen endte. Han var nær ved at snuble forover, men genvandt balance lige tidsnok til at han kunne rette sig op og endnu have sin stolthed i behold. En lyserød farve bredte sig dog over hans kinder og fortalte alle uvidende om, at han netop havde været udsat for noget flovt.

Han rømmede sig og kiggede sig omkring med den mest cool mine, han kunne præstere. At dømme efter de mange spisesteder, var det vist den rigtige etage de var endt på. Hans blik blev med det samme fanget af et rødt neonskilt, der forestillede en kaffekop med en blinkende damp stigende op af. Det var et skrækkeligt skilt, syntes Milo, men selve caféen så nu meget hyggelig ud.
”Hvad siger du til det sted dér?” Han vendte sig rundt mod Aurye og pegede imod caféen.

// Det skete bare sådan lige pludselig, ha :D //

Hun havde ikke genkendt nogen af de irriterede ansigterne fra før, hun havde bare skyndt sig væk. De tænkte vel nok, at hun var dårligt opdraget.
Hendes fødder var kolde, næsten for kolde, og hun blev ved med at stå og krumme tæerne sammen for at for holde blodcirkulationen i gang. Hun kunne mærke kulden sætte sig som en fast hånd om knoglen, der udgjorde anklen. Gid hun havde nogle store, vamsede uldsokker nu. Hun sukkede sagligt ved tanken.
Turen stoppede, uden Milo havde opdaget det, og han væltede frem. Aurye gispede samtidig med at hun tog hånden op til munden, for at holde en hysterisk latter tilbage. Hun knep læberne sammen, og pustede tungt ud gennem næsen. Da Milo rettede sig op, og prøvede at se ud som om intet var hændt, kunne hun ikke holde masken. Latteren sprang ud af hende, og hun måtte holde sig på maven. Hun bukkede sig let sammen og vendte sig halvt væk, mens hun prøvede at dæmpe den ustyrlige latter. ”Undskyld” Gispede hun mellem to latterudbrud, inden hun kunne rette sig op, og se på ham igen. Hun smilede uskyldigt, og da hun så den lyserøde farve brede sig over hans kinder, fik hun helt dårlig samvittighed. ”Undskyld Milo” Sagde hun igen, bare mere seriøst. Hun så rundt, og nogle få folk havde også set hans stunt, og de sad og kluklo lavt. Hun smilede mildt til Milo.
Hun fulgte hans finger, som pegede på en café. Borderne, som var sat ud, havde en mørkebrun farve, som passede med træet på stolene. Der var røde servietter rundt omkring på borderne, som matchede med det polstrede sæde på stolene. Helt oppe ved væggen, var selve baren. Her var bagvæggen beklædt med det nogenlunde samme træ, som border og stole var lavet af. Personalet var klædt i røde forklæder, sorte bukser og en hvid skjorte, hvor mange havde foldet ærmerne op. Det så gammelt ud, på en hyggelig måde. Lidt ligesom at gå ind i ens farmors gamle stue.
Hun smilede bredt ved tanken om snart at få noget varmt ned i maven, og hun satte kursen der over, efter hun havde kastet et blik på Milo.

Godt. Antallet af grinende shoppere var minimalt, der var højst et par, der kluklo fornøjede, men i det mindste gjorde de det i stilhed. Ingen udenforstående vendte ansigter for at se, hvad der var sket – i hvert fald ikke før Aurye pludselig brød ud i latter.
Pludselig var det, som om alle ansigter vendtes imod dem som projektørerne på en scene. Milo følte det som om, at han var med i en Broadway musical, og det var en af den slags, der fik dårlige bedømmelser og blev gjort til grin i hele landet. Varmen skød op i hans kinder, der på ingen tid blev endnu rødere. Hvis den røde blev en anelse mere gennemtrængende, kunne han næsten gå i ét med det røde forhæng, der skulle udgøre en slags skillevæg i restauranten på deres højre side.

Hans blik gled fra det ene ansigt til det andet, før det til sidst landede på Aurye, der stod foroverbøjet med hænderne trykket imod sin mave. Dræberlysten steg op i ham, idet flere og flere vendte sig rundt for at se, hvad i al verden der dog kunne have forårsaget dette pludselig udbrud af latter. Uh, Aurye, den…!
Hendes undskyldninger gik ikke ubemærkede hen, men han svarede hende ikke. I stedet greb han resolut - og dog varsomt - fat i hendes arm for at trække hende væk fra de mange mennesker, der stod og kluklo.
”Det er altså ikke sjovt…!” mumlede han ud mellem sine sammenpressede læber.

De var nu nået hen til caféen, der så ganske acceptabel. Den var gammeldags, men på en rar måde. Det mørke træ og de røde farver på stole og servietter gav hele rummet et mørkt men dog hyggeligt og varmt look. Caféen her var vist det perfekte sted at sidde, hvis man var gennemblødt og gerne ville have varmen.
Han hev Aurye med sig hele vejen ind til et af de bagerste borde, hvor han endelig gav slip på hende. Her var de nogenlunde udenfor de mange menneskers øjesyn, men han kunne stadig fornemme deres blikke i sin nakke, som stod han stadig dér på rulletrappen.
”Hvad vil du have?” Han sendte Aurye et prøvende smil. Hans kinder havde næsten fået deres sædvanlige blege farve igen.



(Kort... Q__Q)

// Det altså en hel' fin længde .. Og desuden gør jeg det bestemt heller ikke bedre ._____. //

Ups … Hun havde vidst fået rettet en masse menneskers blikke mod dem. Hun blev pludselig helt genert og pinlig berørt på Milos vegne. Hendes latterudbrud kunne mange gange godt være for voldsomme og høje. Det var tit hun kom til at grine hysterisk, selvom hun bare skulle udstøde et mildt 'haha'. Hun så den røde farve på Milos kinder stige i intensitet, og inden hun kunne nå at få dem væk, havde han taget fat om hendes arm. Hun krympede sig, bange for at han ville gøre hende ondt, men hans tag var ikke hårdt. Hun smilede lettet, selvom han virkede en smule sur, hvilket også var forståeligt nok, når nu hun havde fået vendt alles opmærksomhed mod ham.
Hun lod sig føre helt ned i bunden af cafeen, mens hun smilede forsigtigt til folk, de gik forbi.
Hendes læber formede et skævt smil, som besvarede hans prøvende. Hun satte sig langsomt ned på stolen, med ryggen ind mod væggen. Hm, den svære beslutning; Hvad ville hun have? Der stod et lille kort på bordet, hvor de forskellige slags kaffe og kakao var listet op, men hun ville ikke kigge på det. Hun havde i forvejen svært ved at beslutte sig, så hun behøvede ikke at få bragt flere bud på banen. Hun satte sig i skrædderstilling, foldede hænderne i skødet, inden hun lænede sig tilbage, og kiggede op på Milo. ”Jeg tror bare jeg skal ha' en kakao ...” Svarede hun eftertænksomt. En let kuldegysning løb igennem hende, inden et smil der sagde 'vil du ikke være en skat og gå op og bestille?' blev sendt til ham.

Mens Aurye overvejede, hvad hun ville have, gled Milos mørkebrune blik rundt i caféen. Det gik op for ham, at der også her var folk, der kiggede på dem, men det skyldtes nok snarere at han havde trukket af sted med Aurye. For udenforstående måtte det have set noget voldsomt ud, at en dreng sådan hev en pige igennem hele centeret ved armen.
Hans opmærksomhed blev fanget af et par gamle damer, der stak hovederne sammen og førte en hviskende samtale, der ikke var så hviskende endda, da de måtte hæve stemmerne for overhovedet at kunne høre hinanden. Milo hørte tydeligt ordene ’ungdommen nu til dags’ blive nævnte, og han var lige ved at bryde ud i latter. Han havde dog ikke andet end et skævt smil til overs for de to gamle sladdertanter. De kunne tænke, hvad de ville, bare de lod ham og Aurye være…

En kakao? Han nikkede til Aurye og aflæste hurtigt hendes smil, hvilket fik ham til at rulle med øjnene med et begyndende smil på læberne. Han stod jo netop op, fordi han var på vej hen for at bestille, ikke? Som en rigtig gentleman, eller det forsøgte han i hvert fald at overbevise sig selv om. Det var ikke særligt gentlemanagtigt at trække en pige af sted ved armen. Han rømmede sig.
Han gik op til kassen, hvor han bestilte to kakao’er og kom af med de to tyvere, Aurye havde stukket ham. Han fik et par småmønter tilbage i byttepenge, og dem lagde han på bordet foran pigen, da han tog plads overfor hende.
Nu, hvor han sad ned i varmen, gav han endelig efter og sparkede sine sko af. Og hvilken befriende fornemmelse! De våde sko skubbede han ind under stolen. Ud af øjenkrogen bemærkede han, hvordan de to gamle damer sendte ham misbilligende blikke, men han ignorerede dem og vendte i stedet opmærksomheden imod Aurye.
”Fortæl lidt om dig selv,” nærmest forlangte han, idet han placerede sine albuer på bordpladen og hvilede sin hage i sine håndflader.