Sunset Symphony (Valerie)

Sted :: Et eller andet sted på stranden, La Plage.
Omgivelser :: Udover Jake er der ikke et øje.
Vejr :: Det er rimeligt - en lille smule køligt måske.
Tid :: På den anden side af spisetid, kl. 21:00 ca.
Dato :: Lige som in real life, d. 3. september.

Det var ikke særlig mange bølger, der brød det ellers stille, mørkeblå hav her til aften. Det var kun enkelte, få bølger, der til tider kom til syne, - og da var det endda kun de der små, lidt fesne bølger uden skum på. Faktisk åndede alt fred og ro. Udover et par havmåger, der i ny og næ kom op og skændes over en fisk, eller hvad i al verden det så end var, de sloges om. Der kom i hvert fald et temmelig højlydt og arrigt skatteri et sted oppe fra dét sted, hvor en ikke specielt stor menneskeknægt i en alder af seksten sad. Hans ansigt var ikke synligt, men resten af ham kunne sagtens ses, eftersom han sad lænet forover og i en ret akavet stilling. Sad tydeligvis med et eller andet i hånden - en blyant. Hans hånds bevægelser kunne også tyde på, at han var i gang med et større tegneri, - hvilket også var korrekt. Dét han sad lænet ind over var en rimelig stor tegneblok. Papirene i dén måtte være på størrelse med et A3 papir. Han løftede en gang imellem sit hoved en kende op, kastede kort med hovedet for at få sit halvlange pandehår til at fjerne sig fra sine øjne og skævede ud imod vandet. Lod sit lidt sløve blikke løbe hen langs horisonten, som solen havde retning imod. Den var næsten ikke til at se mere - solen; og de skyer der var omkring den havde fået en mærkelig orange farve. Solnedgang. Et af jordens kønneste syn efter hans mening. Det var også på dét grundlag, at det var dét, han havde valgt at tegne. Den nedgående sol. Det var meningen, at han havde skullet komme i god tid, men noget - der også kaldtes aftensmad og et par sure forældre - havde standset ham, så nu, nu havde han travlt. Det kunne ikke vare længe, før solen for alvor forsvandt. Eller jorden havde roteret hele vejen rundt. For det var dén, der bevægede sig. Ikke solen. Jake, som dette menneske hed, rynkede koncentreret sine øjenbryn, kneb sine øjne en anelse sammen, inden han lænede sig endnu længere ned imod tegneblokken. Lod spidsen af sin tune glide ud i den ene mundvig og lagde efterfølgende hovedet lidt på skrå. Snart færdig.

Solens gik langsomt ned i horisonten. Overdrevet langsomt. Kunne den ikke skynde sig lidt? Valerie stirrede på den rød-orange sol , indtil hun fik ondt i øjnene og måtte vende sit blik bort. Hun brød sig faktisk ikke om solen. Hun havde det bedst om vinteren, hvor sneen daller ned fra himlen i smukke snefnug. Hun skukkede og tænkte på hvordan de smukke snefnug lagde sig på hendes hud. Hvordan hun nøje studerede den smukke snestjerne, før den smeltede bort, på hendes varme hus. Hun savnede sneen. Det var alt får varmt , med den sol. Men det var jo heldigvis snart forbi, tænkte hun, med et lille smil på hendes lyse , bløde læber. Efteråret var kommet. Heldigvis. Og så var der ikke lang tid til vinteren.
Hun gav sig til at kigge på den nedgående sol igen.
Efter et stykke tid, blev hun dog træt af det og rejste sig, bare for at lave noget. Hmm.. En lille tur hen langs vandkanten kunne vel ikke skade. Hun tog sine sko af og begyndte så at gå, mens hun mærkede vandet skyldede op til hendes fødder og gjorde dem våde. Hun måtte indrømme at det føltes dejligt. Det var så bestemt også det eneste der var godt ved varmen.
---
Da hun havde gået ti minutters tid, stoppede hun op, så hun kunne finde ud af hvor hun egentlig var. Hun havde vist gået for langt. Hun sukkede tungt og skulle lige til at vende om, da hun sån en dreng sidde lidt længere oppe på stranden. Han sad med et eller andet i sine hænder. en blyant og en tegneblok? Det så sådan ud. Hun betragtede ham lidt. Skulle hun gå hen for at sige hej?..

Jake bed sig forsigtigt i underlæben for en kort stund, inden han rettede sin ryg op, så han nu ikke længere sad lænet ind over tegneblokken. Kastede et bedømmende blik på dét han havde kreeret på det hvide papir med de askegrå, bløde blyantstrøg på. Han rynkede lidt utilfreds næseryggen, før han løftede sin ene hånd og placerede håndfladen imod sin pande efter først at have sniget den ind under sit sorte, måske efterhånden lidt for lange pandehår. Der ... manglede altså ét eller andet. Han spidsede tænkende sine blegrøde læber, hvorpå han flyttede sin hånd og i stedet for anbragte den på sandet ved siden af sig. Hævede sit blik og rettede det frem ad, hvor han straks fik øje på noget nyt. En ... pige - eller ung kvinde. Det var først, da han fik opfanget, at hun ligeledes stod og så på ham, at han slog blikket væk. Vendte det ned imod sin ikke helt hundrede procent færdige tegning. Bed sig selv i tungen, netop som han mærkede varmen i hans kinder stige en smule og en knap synlig rødmen trådte frem på dem. Han forbandede lavmælt hans alt for lette blodomløb, inden han - skjult bag noget af sit hår - vovede at skæve hen til hende. Dernæst strammede en sit greb om blyanten en anelse, kradsede et par streger ned på det matte, ru papir. Smugkiggede i ny og næ hen på den ukendte pige. Kiggede skiftvis på hende og sin tegneblok. Det var hende, han tegnede. Nu var hun jo kommet ind i billedet, - og så skulle hun da også med. Han kneb sine øjne yderligere sammen, lod sine øjne hvile få sekunder på hende endnu, inden han endelig kunne erklære, at tegningen omsider var færdig. Med et rimelig selvtilfredst smil, stolt over sit eget værk, lagde han kulblyanten fra sig. Lænede sin overkrop lidt tilbage, satte begge sine håndflader mod sandet et sted bag sig med strakte arme, hvorefter han også rettede sine ben helt ud. Derpå åbnede han sine øjne en kende mere og valgte at vende sit blik hen imod den endnu fremmede pige. Fortrak sine mundvige i et lille, forlegent smil, der holdt i noget tid, før det så atter falmede. Han åbnede svagt sin mund, hvornæst han lod tungespidsen lege med en af de blåsorte ringe, han havde i underlæben. Håbede et eller andet sted på at hun ville komme derhen, hvor han sad. Han kunne i hvert fald godt bruge noget selskab lige nu, - han kunne selvfølgelig også bare rejse sig og selv sørge for, at hun blev. Men ... det var han alt, alt, alt for genert til.