Bånegardens mørke

Sted- Banegården
Tid- Cirka 23
Vejr- Stjernene er fremme, men det er en anelse køligt.
Omgivelser- Stort set ingen

>> Tilegnet Scarlett<<

Banegården lå øde hen. Af og til, var der dog et væsen, som stoppede op for at vente på et tog, der skulle bringe dem videre ud i samfundet. Ét menneske tog dog aldrig med et af de toge, der kom. Det var Izobell. Hun havde placeret sig på en bænk og kiggede bare lige frem. Hun kunne godt lide at sidde på banegården om aftenen. Om dagen var den altid fyldt af travle mennesker og andre væsener, og desuden havde hun ikke mulighed for at tilbringe dagen der, hvis ikke hun ville miste sit job. Da det var hendes eneste kilde til penge, passede hun det. Siden hun var flyttet hjemmefra, var regningerne begyndt at vælte ind. Der skulle både betales for lejligheden hun boede i, mad, el og vand og en masse andre ting. Selvom hun godt vidste det ville være sådan, var det alligevel kommet en smule bag på hende. Der var dog blevet lidt mindre at betale i husleje, siden Zophia flyttede ind. Nu delte de regningen.
Et lille suk undslap Izobell. Hun flyttede på det ene ben og lagde det over det andet. Hun havde efterhånden siddet her i et stykke tid. Kulden gjorde, at hun en gang imellem rejste sig op og gik en lille rundtur for at få varmen igen.
Den kolde bagdel, kunne tyde på at det igen var tid til en gåtur. Izobell rejste sig op, stak hænderne i lommen på sin jakke og begyndte så at gå. Den tur hun gik, var ikke specielt lang, men den var lang nok til at få varmen tilbage i hendes krop. Når hun trak vejret, dukkede en lille hvid sky op. Så koldt var det altså.
Izobell skuttede sig lidt og stoppede op. De blå øjne undersøgte langsomt omgivelserne. Tog sig god tid. Hun havde ikke lige noget hun skulle nå. Banegården lignede sig selv. Den var en smule beskidt, ganske som man kunne forvente af en banegård. Hver dag færdedes tusindvis af mennesker her. Lidt skidt kunne ikke undgås. Folk havde det med at tabe deres aviser. Enten det, eller også smed de dem med vilje. Lige nu kiggede hun på en avis, der så ud til at hænge ret godt fast i asfalten. Det havde regnet, så den var blevet helt våd og slatten. Ret ulækkert, efter hendes mening.
For ikke at blive totalt fortabt i avisen, løftede Izobell igen hovedet, og fortsatte med at gå. Den ene hånd forlod lommen og røg op til sit blonde hår. Hun var ikke specielt opmærksom på sine omgivelser, hvilket nok var ret dumt i forhold til hvor hun befandt sig.

Rustent og alt for gamle metal, kunne høres i ly af mørket. Det var aftenens sidste tog, der nærmede sig banegården. De bragende lyde, blandede sig med den høje fart og gav aftenen nyt liv. den skærende lyd metallet afgav, når de ramte hinanden, kunne få hårene til at rejse sig på ryggen. Men dette var ikke et helt normalt tog, med helt almindelig passagerer, næ nej, Di Morga’s ældste og fineste tog kom nemlig meget sjældent ud. Så var det ikke på sin plads, at når det da endelig kom ud.. Så skulle anledningen vel også være den rette?
Den buldrende larm kom tættere og tættere på banegården, i takt med at støjniveauet blev forhøjet.
Alt imens, sad der inde i toget, en kvinde der så småt var i gang med at vaske hænder. De lima-grønne øjne, så roligt ned på den røde væske der langsom blandede sig med det varme vand, der dampede op fra håndvasken. Et næsten barnagtigt smil kom på, kvindens marmorhvide læber. Hun var rank, på en lettere elegant måde, med langt mørkebrunt hår, der faldt hende let om skuldrende. Skikkelsen var ingen anden end, Scarlett.
Da Scarlett endelig havde fået alt blodet væk, tog hun sin sorte frakke på og svang døren op, så hun stod i mellemgangen. Hun sukkede let da hun fornemmede, at hun snart var tilbage i Di Morga.
Hun havde ellers nydt den dejlig lange togtur, hendes vandrende blik faldt på det mesterværk hun på så kort tid havde skabt. Hun strakte sig og så rundt, for at spotte selv den mindste bevægelse, men der var intet. Dette fik kun smilet på hendes læber til at brede sig.
”Jeg burde bruge offentligtransport noget oftere.”
Hendes tunge gled forbi de skarpe sidetænder, der så naturligt var gledet frem. Hun tog et hurtigt kig i spejlet for at sørger for, der intet blod var på hendes tøj, da det næppe ville falde i god jord hos hende, eftersom det jo trods alt var en rimelig dyr kjole. Scarlett listede sig over nogle lig og kunne ikke lade vær med at skære en komisk grimasse, hun havde næsten glemt hvor sjovt det kunne være, at være kreativ altså. Hun bankede forsigtigt på lokomotivførernes dør, med et næsten taknemmeligt smil. Manden havde været så sød, ikke at forstyrre hende én eneste gang, mens hun havde været i gang med sit arbejde.
”Ja?”
Døren var stadig lukket, men en mummlen kunne tydes bag den. Scarlett lod sin hånd køre forbi det kolde metal, som tekniskset var det eneste der separerede hende fra det varme blod der gemte sig bag døren. Tanken om at rive den væk og bare give sig hen til tørsten, havde næsten en euforiserende effekt på hende.
”Stop toget.”
Tonen i hendes stemme var ikke til at lege med, og toget blev straks stoppet, hun så sig over skulderen, ud af vinduet og direkte over imod det store skilt:
Velkommen til Di Morga
En flygtig tanke strejfede hende kort, men hun lod den være. Scarlett satte roligt kursen mod døren, toget var begyndt at kede hende, resulterende i at hendes tørst også så småt var begyndt at forsvinde. Hun åbnede døren uden at tænke på det syn der ville møde dem, som nu skulle om bord. Den kolde luft krøb omkring Scarlett, som et velkendt tæppe, hun indåndede den klare luft, der nu tydeligt blev båret af forfærdede skrig. Bag hende var nemlig en massakre, lige til forsiden af en avis: passagerene lå kastet fra højre til venstre i toget der nu dryppede af frisk blod. Nogle hang oven i købet fra loftet, andre var blevet revet fra hinanden som værende dukker. Alt dette et individs værk, et individ der uden problemer havde bevæget sig væk fra den kaotiske og hysteriske menneskemængde.

Det første Izobell hørte, var en underlig lyd. Eller, helt underlig var den jo ikke, da den bare kom fra et tog. Kun én enkelt gang havde hun hørt lige netop denne lyd. Derfor var hun da også klar over, at den stammede fra et meget gammelt - og fint - tog. Da hun ikke ligefrem havde noget bedre at tage sig til, bevægede hun sig hen imod lydene og toget.
Jo tættere hun kom på toget, jo højere blev lyden. Den havde sådan en speciel klang. Izobell fik gåsehud på armene.
Pff..... Toget afgav en prustende lyd, da det stoppede. Bremserne hvinede højt, og Izobell trak instinktivt skuldrene længere op. Det var ikke noget hun tænkte over, men bare noget hun gjorde. Præcis det samme gjorde hun, hver gang det begyndte at regne. Skuldrene røg op.
Toget var flot, det kunne hun se selv på den afstand hun var. Men hold da op hvor stod der mange mennesker. Var det så stor en begivenhed, at toget var ude at køre? Det måtte det næsten være.
Dørene blev åbnet. Et langt skrig skar igennem natten. Izobell skar en grimasse. Flere skrig stemte i lidt efter. Hvad var der sket? Hendes nysgerrighed blev straks vækket til live. Med hurtige skridt, bevægede hun sig hen imod den store mængde af mennesker.
De stod som en stor mur omkring togets dør. Det var umuligt for hende at trænge igennem. En mand med et meget imponerende overskæg stod og lavede korset tegn og mumlede et eller andet. "Undskyld mig?", sagde Izobell en anelse højt. "Hvad er der sket?". Manden med overskægget vendte sig om imod hende. "Må Gud være med dig!", hans stemme dirrede. Et dybt suk undslap hende. Hvad nu? Havde en eller anden begået hærværk inde i det fine tog? Smadret et sæde måske?
I et forsøg på at komme tættere på døren - og se hvad der rent faktisk var sket - delte hun albuer ud til højre og venstre. Det gik dog slet ikke som hun havde forventet. De fleste mennesker ignorerede hendes forsøg på at komme frem, imens andre bare stod i deres egen verden og mumlede det samme igen og igen. Izobell opfattede brydstykker af en bøn, fra en lidt ældre kvinde.
"Hallo!", prøvede hun igen, denne gang højere. "Hvad pokker er der sket?!"
Hun så et smuthul i mængden, og skyndte sig at smutte ind, inden det igen blev lukket til som en østers. Hun nåede hen til døren - og tabte underkæben. Hvad var dog det? Det lignede nærmest noget fra en skrækfilm. Der var fyldt med lig. Hvorfor blev folk stående? Den der havde gjort det, måtte da stadigvæk være inde i toget. Den kunne da ikke smutte ubemærket væk fra det. Personen ville sikkert være fyldt med blod, så det var vel ikke så svært at genkende den.
Det var en del nemmere at komme væk igen, end det havde været at komme derhen. Da hun igen mærkede den friske luft omkring sig, tog hun en dyb indånding. *Hold da op*
Med hurtige - dog afslappede - skridt, bevægede Izobell sig væk fra alle menneskerne. De skulle helst ikke tro, at hun havde forsaget denne massakre.

Scarlett stod et stykke derfra lænet op af en lygte pæl, med armene overkors. Et svagt smil kunne af og til tydes, mens hun roligt granskede den paniske menneskemængde. Selv om hun mest af alt havde lyst til at fremvise den glæde og nydelse, deres skrækslagende ansigter og chokerede stemmer gav hende, holdte hun den rolige facade. Hun rettede kort blikket imod det store klokkeværk, for at anskue tiden. Der ville næppe gå længe før ’politiet’ blev tilkaldt, for at dække over hendes så vellykkede og detaljerede arbejde.
”hallo!” Scarlett fokuserede igen på menneskemængden, men denne gang ikke for at observere deres hysteri. I stedet landede hendes blik på en bestemt person. ”Hvad pokker er der sket? !” Pigens nysgerrighed var åbenlys, i takt med hendes frustration over den tæt pakkede mur af mennesker, der gjorde det svært for hende at se. Dog så hun sit snit til at møve sig igennem og gjorde det, dette efterlod Scarlett med en spekulativ tanke. Pigen var uden tvivl et menneske, Scarlett havde nemlig uden problemer opfanget hendes fært. Og eftersom hun jo næsten lige havde været gennembadet i menneskeblod, ja så vidste hun godt hvordan det differencerede sig fra andre væsners duft. Menneskeblod havde en bestemt syrelig sødme, når det stadig var friskt, og det fik hende til at undre sig over hvordan pigen bare kunne stå der. Velvidne at hvad end der lige havde skabt ravage i toget, med 100% sikkerhed var i nærheden. Frygtede hun ikke for sit ’dyrebar’ liv, eller ønskede hun ligefrem en dans med døden?
Det uundgåelig var sket, Scarletts nysgerrighed var nu for alvor blevet vakt. Hun smilte med hovedet sat eftertænksomt på skrå, før hun med rolige skridt bevægede sig hen imod bænken tæt på, der hvor pigen nu stod, på forreste række med de andre tilskuer. Folk var så småt begyndte at flygte fra stedet, andre havde kigget så længe på toget og dets indhold, at de havde endt med at knække sig udover skinnerne. Og det gjorde kun at Scarlett undrede sig yderligere, pigen havde nemlig været i stand til at kigge, ja næsten stirre direkte ind i toget, længe før hun endelig flyttede sig fra de resterende mennesker. Scarlett så det som et cue, da pigen bevægede sig væk fra stedet og i retningen af bænken hvor hun sad. Hun førte roligt en finger igennem det mørkebrune pandehår og lod sit blik vandre op imod den stjerneklare himmel.

”Hvordan ser det ud?” Scarletts blik var stadig plastret på nattehimlen, som var det den mest fascinerende ting, hun nogensinde havde ladet sit blik falde på. Dog var det tydeligt hendes ord var tilegnet end anden, nemlig pigen. Hun trak roligt den sorte frakke tættere omkring sig, som for at indikere at kulden faktisk påvirkede hende, mens hun nysgerrigt så op på pigen med et næsten undskyldende blik over at have forstyrret hende.
Scarlett var et født naturtalent, når det kom til at agere sig som menneske. Det eneste der kunne tyde på andet, var hendes snehvide hud, der nu sprang mere øjensynligt frem, da hun havde skiftet sin øjenfarve til brun. Det var jo trodsalt, den mest dominerende farve hos mennesker.

Izobell blev overrasket over at høre en stemme tæt på sig. Også selvom det jo ikke var utænkeligt, at der var nogle der skulle føre en samtale. Heller ikke efter det, der lige var sket. Hun drejede hovedet i retningen af stemmen. Der stod en ung kvinde tæt på hende. Hun så ud til at være nogenlunde på hendes egen alder, måske lidt ældre. Dog havde hun mødt nok forskellige væsener til at vide, at det ydre sagtens kunne snyde. Denne kvinde kunne have levet i flere tusind år, og hun ville ikke have den fjerneste anelse.
Kvinden var smuk, det kunne Izobell hurtigt se. Hendes mørkebrune hår stod i stor kontrast til Izobells lyse. Desuden så kvindes hud meget lys ud. Måske var det lyset på banegården, der forsagede det? Eller også fik hun bare ikke noget sol?
Det var faktisk først nu det gik op for hende, at der ikke var andre end hende selv, kvinde kunne have snakket til. Medmindre hun tit førte samtaler med himmelen. Nej, det gjorde hun ikke, kunne Izobell konstatere. Pigen med det mørke hår kiggede direkte på hende. Der var noget næsten undskyldende i hendes blik. Izobell lagde mærke til, at pigen havde brune øjne. Det var også meget anderledes, i forhold til hendes egne.
Det andet udtryk der også var til stede i de brune øjne, gjorde Izobell opmærksom på, at hun ikke havde svaret på spørgsmålet.
"Åh...", sagde hun lidt forsinket. "Hvordan det ser ud?", gentog hun for at vinde lidt mere tid. Alle de svar hun tænkte på, lød helt forkerte og underlige.
"Mest af alt lignede det noget fra en dårlig gyser film. Du ved, lig over det hele, glinsende rødt blod...", Izobell trak jakken tættere om sig. Hun var faktisk lidt imponeret over den måde hun havde reageret på. Hun havde ikke skreget, og heller ikke brækket sig som nogle af de andre. Hvilket var et held, for hun havde det ikke godt med at brække sig. På den anden side, hvem havde så det?
Izobell kiggede sig over skulderen, hen imod de få personer, der stadigvæk stod ved toget. Hvad ventede de på? Og ventede de overhovedet på noget? Opførte de sig ikke bare ligesom ved et trafik uheld? Det var alt for tragisk til at kigge væk fra. Det var latterligt. Selvom hele scenen med toget lignede noget fra en dårlig film, var der stadigvæk noget utroligt skræmmende over det. Hvor mange havde gjort det? Var der kun en? Og hvem var det?
Spørgsmålene blev ved med at poppe op i hendes hoved. Som popkorn i en gryde. Men hun kunne ikke finde svar på et eneste af dem. Det var næsten det værste ved det.

Scarlett nikkede med et konstaterende smil til pigens ord, hun kunne næsten ikke skjule et mindre grin. Kort men observerende kiggede hun sig tilbage, de to sidste tilskuer var nu gået, hun trak med en sarkastisk mine på skuldrende. Nu hvor hun var kommet tættere på pigen, forstod hun at der var noget over hende. Noget der fik hende til at skille sig ud fra andre mennesker Scarlett havde mødt, og for den sags skyld også dræbt. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på det, udseende var det ikke, for hvor mange mennesker havde ikke blondt hår og blå øjne? Nej, udseende var det bestemt ikke, det var noget andet. Noget dybere. Kun gud vidste, hvor svært det faktisk var at få Scarlett’s opmærksomhed, specielt i mere end to minutter.

Nattens ro begyndte så småt igen, at lægge sig over banegården som et dæmpende tæppe og det fik Scarlett til at læne sig en anelse mere tilbage, med en eftertænksom mine, ”Der var omkring 45 passager på det tog”
Det var hverken tid eller sted, for ubrugelig viden, men lige præcis hvor ubrugelig var den viden faktisk? Enten ville pigen opfatte eller også ville hun bare nikke og lade den gå sig forbi. Hun pustede på sine fingre, som for a varme dem, selv om kulden ikke engang påvirkede hende. Scarlett sukkede med blikket endnu engang rettet imod himlen, måden hendes blanke øjne spejlede sig var næsten hypnotiserende.
En lettere kølig vind blæste ind over den nu menneskeøde banegård, et undrende smil kunne nu spottes på Scarletts læber.

Fandt pigen det slet ikke alarmerende at hun bare sad her, efter det sidste tog var ankommet? Hun holdte sin leen tilbage og valgte i stedet fokusere på sit skød, hvor længe ville der gå før hun fattede mistanke? Sikkert ikke længe, nok havde pigen blondt hår, men dum regnede Scarlett hende ikke for. Det håbede hun i hvert fald. Dog slog en anden tanke hende pludselig, en tanke der modvilligt fik hende til at tro det første.

At vandre rundt i Di Morga om aftenen, var ikke noget mennesker bare gjorde. Spadser ture som disse endte for det meste med død, eller værre: at blive taget til fange af en slavehandler. Scarlett så på pigen med hovedet sat på skrå, som om hun ikke rigtig vidste hvad pigen fejlede. Men så slog noget andet hende og hun rettede igen tænkende blikket væk, ”Har du et dødsønske?”

Hendes tone var spørgende og langt fra truende, dog kunne en underlig spænding i luften mærkes.

Izobell mærkede pigens blik på sig. Betød det noget? Næh... Folk kiggede da tit på hinanden, gjorde de ikke? Der var noget over denne person, som gjorde det helt klart for Izobell, at hun ikke var et menneske. *Vampyr*, det ville forklare den meget lyse hud. Det var ikke lyset på banegården, men man kunne vel godt sige, at det var mangel på sol. Vampyrer kunne ikke færdes i dagslys. Det var ikke til at mærke på Izobell, at hun nu havde regnet ud hvad pigen var. Ikke noget i hendes blik eller holdning ændrede sig. Overhovedet. Det kunne både være en god og dårlig ting. Pigen ville ikke ane uråd. Men når hun nu virkelig var en vampyr, regnede Izobell ikke med, at det ville gøre nogen forskel for hende, om hun vidste det eller ej. Hun åbnede munden for at sige noget, men vampyren kom hende i forkøbet. *45 mennesker*, tænkte hun, og så gik det op for hende. 45 mennesker. Havde hun virkelig gjort det? Dræbt dem allesammen? 45 mennesker? Hold da kæft. Skulle hun begynde at skrige efter hjælp? Nej, det ville være dumt. Banegården var igen tom. Ingen ville høre hende. På en eller anden syg måde, var hun en smule imponeret. Ja, hun havde før mødt vampyrer, men aldrig en som hende her.
Var hun farlig? I betragting af, at hun lige havde slået 45 mennesker ihjel uden at få det mindste blod på kjolen, måtte svaret være ja. Men lige nu virkede vampyren ikke truende eller farlig.
Skulle hun sige noget? Fyre en eller anden smart bemærkning af som hun plejede? For en gangs skyld, valgte hun at tænke sig om inden hun åbnede munden.
Det gik op for Izobell, at hun kiggede ned i jorden. Ret hurtigt løftede hun blikket og kiggede igen på pigen. Hun så derfor, at pigen havde sat hovedet lidt på skrå. Det hun sagde, kom fuldstændig bag på hende. "Undskyld mig?", udbrød hun. Havde hun hørt forkert? Nej. Vampyren havde rent faktisk spurgt hende, om hun havde et dødsønske. "Selvfølgelig har jeg da ikke det!", sagde hun så og rynkede panden lidt.
Flere gange havde folk kommenteret hendes opførsel. Kaldt hende dum, uforsigtig etc. Men hun kunne ikke gøre for det. Der var noget over mørket som tiltrak hende. Bogstavelig talt. For det meste var der ro i mørket, og så kunne hun tænkte. Det fandt hun meget afslappende. Bare at sidde i mørket. Det var også derfor hun valgte at gå de her ture om aftenen, eller natten blev det jo nærmest.

Scarlett’s smil blev en anelse bredere for hver ubevidst bevægelse pigen lavede. Hendes kropssprog afslørede hvad hun med ord ikke havde sagt. Det fascinerede hende umådeligt, at pigen havde været så hurtigt som hun nu havde været, normalt skulle Scarlett nærmest blotte sine hjørnetænder før de opdagede hvad hun egentlig var og hvilket motiv hun havde. Af ren vane, fik hun sine fingre til at knække. En lyd der af en eller anden grund, gik mange mennesker på, men tværtimod nærmest havde en beroligende effekt på hende. Desuden var det jo heller ikke som om hun skulle passe på, ikke at få slidgigt eller noget. Hun sukkede kort og rejste sig brat på, hun havde efter sin egen mening siddet ned al, al for længe.
Med lette bevægelser børste hun sin jakke af og rettede derefter sit blik imod pigen med et spekulerende udtryk, i det ellers markerede ansigt, ”Jeg havde ellers regnet med at du ville begynde at skrige, sådan cirka.” Hun så på sit ur, "nu"
Scarlett’s øjenfarve ændrede sig fra den ellers beroligende brune farve, til en syrelig lima-grøn, der perfekt skar igennem det mørkebrune pandehår. Med et let smil plantet på de rosa læber, tog hun nogle skridt tættere på pigen, næsten som for at se hende an.
Scarlett følte ikke for at give de gode gamle kommentar om, hvor dumt det ville være at: prøve at stikke af, skrige eller besvime. Ingen af de ting ville være hende behjælpelige, selv ikke hvis et andet væsen kom for at redde hende. Men noget måtte hun give pigen, hun havde mod, mod hun før ville have kaldet ren idioti, men hun nu faktisk gav hende en smule af sin respekt for. Det var vel på sin vis også derfor hun havde overlevet helt indtil nu, hun havde vist sig at besidde en kvalitet, mange mennesker manglede, nemlig at turde se hvilket mørke der mon lurerede bag hjørnet, i øjne.
Da pigen endelig reagerede på hendes sidste spørgsmål, kunne hun ikke lade vær med at grine. Hendes ansigtsudtryk, viste at hun langt fra havde regnet med at blive spurgt om det. Men hvorfor ikke? Det var jo et rimelig relevant spørgsmål, når man så på det udefra.
Scarlett tog ét sidste skridt, så hun stod ansigt til ansigt med pigen, kun få centimeter adskilte dem. Hendes øjne fastlog sig pigens, "Er du sikker?"
Noget sagde Scarlett, at det menneskelige liv, ikke var noget for pigen. Al den rutine der i sidste ende, endte i døden, var det virkelig det hun ville med sit såkaldte dødelige liv? hvis ja, faldt hun i den samme kategori som normale mennesker, men hvis ikke. Ja så kunne der sagtens blive arrangeret noget. Selvfølgelig gik det ikke smertefrit, hvad ville der være til det hvis det gjorde?

Izobell skar en grimasse, da hun hørte en knækkende lyd. Den blev hurtigt defineret. Vampyren knækkede fingre. Det var sjovt. Hun ville aldrig have troet vampyrer knækkede fingre, men tja... hvorfor egentlig ikke? Måske var det blevet en vane? Måske nød hun at gøre det? Izobell var lidt ligeglad. Det generede hun ikke specielt meget.
De blå øjne forlod ikke pigen, da hun rejste sig op. Det skæve smil, der truede med at bryde frem på Izobells læber, holdt hun tilbage. Selvom det vampyren sagde morede hende en smule. Begynde at skrige? Det havde hun også selv tænkt på, og det undrede hende lidt at hun ikke havde gjort det. Men hvis pigen ville hende noget ondt, var det ingen god idé at skrige for at tiltrække flere uskyldige mennesker. Den fornøjelse skulle hun ikke have, hvis det kom så vidt.
Imens hun kiggede på, skiftede pigens øjne farve. Interessant. Izobell havde hørt om dette fænomen. At nogle vampyrer kunne skifte farven i deres øjne, efter deres egen lyst. Det måtte være meget praktisk.
Tanken om at træde et par skridt tilbage, strejede hende, men hun gjorde det ikke. Hun rettede bare ryggen lidt, mødte pigens blik og blev stående. Det måtte være en test af en eller anden art, men hun tænkte ikke videre over det. Der var en del andet på hendes sind lige nu.
Pigen grinte. Sikkert af hende. Men hun var ligeglad. Pigen måtte grine ligeså tosset hun havde lyst til. Hun løftede det ene øjenbryn, da pigen kom helt tæt på. Var hun sikker? Sikker på hvad? At hun ikke havde et ønske om at dø?
"Okay, nu tabte du mig lige.. Spørger du mig seriøst, om jeg er sikker på jeg ikke har lyst til at dø?", et grin undslap hende. "Jeg må ærligt indrømme, at du er den første der spørger mig om det".
Var der noget skjult i pigens ord? Tilbød hun hende noget langt større end dette liv? Eller var hun blot nysgerrig? Eller måske sarkastisk? Der var uendeligt mange muligheder, men Izobell kunne ikke finde ud af hvilken en af dem, der passede. Det irriterede hende. Det irriterede hende altid at være usikker på hvad der foregik. Ja, og bare at være usikker i det hele taget.