Catch Me If You can

Tågens lange fangarme - hvide og bølgende, som en opløst røgsølje, der havde glemt vejen hjem - slyngede sig hemmelighedsfuldt om træer, buske og gjorde verden usynlig. Regndråberne faldt i støvede mængder og lokkede vandets små væsener ud i friheden.
Det er ofte sådan, at med andledningen til sådan et vejr, forekommer lyde og former forvrængede og uvirkelige. Der er ikke noget, man kan stole på; intet der taler sandt, Ëns sind er det rene spøgelseshus, og det er let at fare vild i de utroværdige labyrinter.
Hvad der skulle have været en fuldkommen fredelig gåtur for den unge vanddæmon William, fyldt med dybe tanker og ellers en sindsoprivende fundering over livet, udviklede sig til en paranoid aften. Første gang, han hørte skuddet - et fjernt ekko og tætnet af tågens slør - troede han først, det var et stort træ, der væltede (måske var der en meget gnaven bæver i nærheden), men anden gang det ørebragende drøn pressede sig gennem vandfordampningen, var han ikke i tvivl mere. Livet havde han oplevet nok af til at vide, hvad han så og hørte. Han standsede brat op.
Med flakkende øjne så han sig omkring, prøvede at finde orienteringen og kilden til hele sceneriet fra den trygge sti, han havde fulgt indtil videre, men som pludseligt virkede knap så tryg mere. Hvad i al verden foregik der?
For at forværre hele situationen, virkede det som om geværbragende bevægede sig tættere og tættere på med støt hastighed. I ren automatik spændtes alle Wills muskler, og hjertet tog til i fart. Det mørke hår klistrede vådt mod hans kinder, og han kunne mærke de grønlige fiskeskæl, der altid dukkede frem ved vandlig berøring, tone sig frem i glitrende pletter på hans hud.
Så, som fuldkommen instinktiv handling, drejede han om på hælen og drønede i den modsatte retning. Ind mellem træerne, væk fra den afslørende sti og med tågen som et altomfavnende tæppe. Flugtinstinkterne var alt, der talte i dette øjeblik, og han fandt snart sig selv løbe sig selv fra sans og samling.
Men hvorfor var han så bange? Var det fordi, det var en (mulig) fjende, han ikke kunne se, eller fordi han ikke engang vidste, om det VAR en trussel? Han anede ikke sine levende råd, og han fik heller ikke tid til at tænke meget mere over det, for det, der førhen havde været åben tågeland foran ham, var nu pludseligt en ukendt skabning, han bosgtaveligtalt brasede ind i.
Jorden ramte ham i form af mudrede sandkorn og vildfarne blade. Will spruttede og baskede forvirret om sig med arme og ben, mens han forsøgte at kæmpe sig op i en præsentabel, siddende stilling.
Desorienteret blinkede han og fokuserede på det væsen, han havde været så uheldig at brase ind i. Skydækket klistrede sig kælent om modparten, og først kunne han ikke rigtig finde ud af, hvad det forestillede, men lidt efter lidt gik det op for ham, at det var en pige, han sad og betragtede. Hjernen gik på fuldkommen tomgang et kort sekund - for hvad pokker lavede en person som hende ude i sådan et vejr, og når der tilmed også løb en masse gale mænd rundt og skød om sig?
Så var det som om, Wills talegaver endelig tog sig sammen, og han hittede ud med det første og eneste, der faldt ham ind. "Hej," sagde han tamt.

Der blev stille ikke engang skudene kunne høres, dyrerne der før havde givet lyd fra sig, blev også stille. Det eneste der kunne høres var træernes raslen, og de få vindstøde indimellem.Roslie havde stået under træet, indtil hun mærkede et slags stød ind i hende, hun var lige ved at falde bagover ved det, og det endte hun kort tid efter også med. Hun sad nu på jorden og kiggede op mens hun prøvede at opfange hvad der var sket men det kom lidt hurtigt så det var lidt svært. "Hvad sk...!"nåede hun at få frem mens hun fik øje på en dreng der var kommet, hun var våd fra regnen der havde skyllet hen over hende. Tågen var blevet tykkere, og man kunne næsten ikke se noget.

Nu var der ikke så stille mere, for skudene blev højere og tydeligere, de kom tættere og tættere på. Roslie kiggede omkring sig og skyndte sig at rette sig op"Jeg må væk, jægerne er ude efter mig, og hun gad ikke blive toturet mere, hun stod der foran denne dreng og kiggede fra den ene side til den anden. Hun vidste virkelig ikke hvor hun skulle hen, eller gå, løbe. Blikket endte ned på de få blade der var blevet røde på grund af Roslie s blod fra de få sår og ridser, den enkel flænge hun havde fået fra opholds stedet, hvor hun blev totureret."Åh du må virkelig undskylde jeg ville ønske du ikke skulle se mig se sådan her ud, helt skadet, med dryppende blod, og det hele"sagde hun stille og betragtede ham lidt. Han så meget venlig ud, men gad vide hvad han lavede herude i skoven, han var måske ude at gå sig en tur? eller flygtede fra jægerne som hende.

"Hej jeg hedder Roslie"svarede hun ham med et venligt bredt smil. Hendes blik var på ham, og hun havde vendt sig så hele hendes krop stod vendt mod ham.

Will indsvælgede en en dyb mundfuld af luft og lyttede med spidsede ører. Hvor blev skudene af? Som om nogen havde sat en prop i lyden, var der nu ikke andet end naturen, der eksistrede omkring dem. Det virkede dog ikke som meget andet end stilheden før stormen. Foran ham tegnede de utydelige streger af pigen sig, hvis træk han næsten ikke kunne skelne mere på grund af den konstant formerende tåge.
Og så var de der igen. Geværskudene. Torden, skabt af menneskehænderne selv. Kuldegysningerne skød i rislende vande ned ad Wills rygrad, og han skuttede sig ukonfontabelt. Pigen snakkede. Opmærksomt og med rynkede bryn lyttede han til de paniske ord. Tågen gjorde hende næsten usynlig, men ordenes tonefald talte nok for sig selv.
"Blod?" gentog han forvirret og rakte, uden at tænke, hånden frem for at mærke efter om det var sandt. I samme øjeblik gik det op for ham, hvad han lavede, og han jog den tilbage med et ryk. "Er - er du okay?" Det frustrerede ham grueligt, at han ikke kunne se hende ordentligt (man kunne jo aldrig vide hvilket væsen, det virkelig var), men hendes angste stemme vækkede også en underlig bekymring i ham. Hvis dette var sandt, og jægerne ikke var nogen ondsindet illusion, lod hun til at være i farexonen.
"Jeg er Will," svarede han, kom nu op og stå. Øjnene skøjtede rundt, men mødte kun mørket af træers bølgende silhuetter, og endnu engang flængede et skud tågen. Han så mod pigen. "Hvad foregår der?"